Lejekontraktens § 8: Lejemålets vedligeholdelse i lejeperioden
I lejekontraktens § 8 angives hvem der har vedligeholdelsespligten over lejemålet. Hvis udlejer har vedligeholdelsespligten, betaler lejer hver måned et beløb, der sættes ind på en vedligeholdelseskonto. I lejekontrakten skal det fremgå, hvad der ved lejeperiodens begyndelse står på vedligeholdelseskontoen.
Hvis lejer selv står for den indvendige vedligeholdelse, er det lejer der vurderer, hvad der løbende må bruges af udgifter til vedligeholdelse. Hvis der ikke aftales nærmere angående den indvendige vedligeholdelsespligt, vil udlejer have den indvendige vedligeholdelsespligt.
Indvendig vedligeholdelse omfatter maling, hvidtning, tapetsering, og lakering af gulve.
Hvis der intet aftales mellem lejer og udlejer, er udgangspunktet, at udlejer har den udvendige vedligeholdelsespligt. Hvis det ønskes aftalt, at lejer skal have den udvendige vedligeholdelsespligt, skal dette fremgå af lejekontraktens § 11 vedrørende særlige vilkår. En forudsætning for at aftale at lejer har den udvendige vedligeholdelsespligt er, at boligreguleringslovgivningen ikke er gældende. Lejers udvendige vedligeholdelsespligt er altså alene relevant, hvis lejemålet befinder sig i en ureguleret kommune.
Det fremgår under dette punkt i lejekontrakten, at lejer skal foretage vedligeholdelse og fornøden fornyelse af låse og nøgler.
I den nye lejelov, der træder i kraft den 1. juli 2022, er vedligeholdelsesbegrebet præciseret, således at det er lettere at afgrænse for både lejer og udlejer.