Hvad er en købsaftale?
Købsaftalen er et ganske vigtigt dokument, da det indeholder de nærmere vilkår for bolighandlen.
Købsaftalen indeholder en fortegnelse over alle handelens dokumenter, og det samlede materiale sendes til din boligadvokat, så han kan sikre, at alt er, som det skal være.
Da hovedparten af alle ejendomme sælges gennem en ejendomsmægler, og der bliver som det klar udgangspunkt brugt en standardformular (købsaftale), som er lavet af Dansk Ejendomsmæglerforening. Selvom købsaftalen er en standardformular, åbner den mulighed for, at man kan aftale forskellige mere eller mindre byrdefulde vilkår i en sådan købsaftale, hvilket man som køber skal være meget opmærksom på.
Ejendomsmægleren, som normalt laver købsaftalen, varetager jo alene sin klients interesser (sælger), og derfor er en købsaftale tit udfærdiget således, at sælger stilles bedst muligt.
Det er derfor vigtigt, at du som køber får en boligadvokat til at gennemgå købsaftalen (og selvfølgelig også handelens øvrige dokumenter, som primært består af evt. tilstandsrapport og elinstallationsrapport ved villaer og sommerhuse, ejendomsdatarapport, jordforureningsattest, energimærke, tingbogsattest, BBR-ejermeddelelse mv.), således at din boligadvokat kan sikre dig, at der ikke er nogen ufordelagtige vilkår i købsaftalen eller i handelens øvrige dokumenter.