Gyldighed - Bodelingsoverenskomst
En bodelingsoverenskomst er et udtryk for en aftale mellem ægtefællerne. Derfor må bodelingsoverenskomsten ikke stride med de almindelige aftaleretlige regler. Begge ægtefæller må være klar over konsekvenserne ved aftalen, ligesom begge ægtefæller må være ved sine fulde fem ved indgåelsen af aftalen. Det er specielt i de tilfælde, hvor det aftales, at den ene ægtefælle skal have flere økonomiske midler ud af ægteskabet end den anden, at man må være sikker på, at begge er klar over konsekvenserne. Er en skævdeling så betydelig, at den kan betragtes som urimelig, vil det kunne medvirke til bodelingsoverenskomstens ugyldighed.
I ægteskabsloven er det direkte angivet i lovens § 58:
“Har ægtefæller med henblik på separation eller skilsmisse truffet aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, kan aftalen ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.”
Hvis I er i tvivl om, hvornår noget efter lovgivningen er urimeligt for den ene ægtefælle, kan I med fordel kontakte en af vores skilsmisseadvokater, der er eksperter på området.
Når bodelingsoverenskomsten er udtryk for en aftale, betyder det også, at bodelingsoverenskomsten er bindende. Er aftalen gyldig, kan den ene ægtefælle altså ikke bagefter fortryde.
Hvis man ønsker at sikre sig mod fremtidige uoverensstemmelser vedrørende bodelingsoverenskomsten, er det bedre at aftale lidt for meget, end lidt for lidt. Den ene ægtefælle vil ofte have et anbringende om det, der ikke er direkte fremhævet i bodelingsoverenskomsten.
Bodelingsoverenskomsten må også være angivet tilstrækkeligt klart, således at den med sikkerhed kan håndhæves overfor den anden part. Er der uklarhed, som kan give anledning til fortolkning, vil aftalen være vanskeligere at håndhæve.
Ønsker du at blive klogere på reglerne vedrørende bodelingsoverenskomst, og hvad du særligt må være opmærksom på, er du velkommen til at kontakte vores kontor, der står klar til at hjælpe dig bedst muligt igennem din skilsmisse.