Regler for udstationering af medarbejdere
En udstationeret medarbejder er en person, der er ansat i en virksomhed i ét land og midlertidigt arbejder i et andet land. Det kan for eksempel være en medarbejder, der er ansat i en udenlandsk virksomhed og midlertidigt arbejder i Danmark, eller en medarbejder, der er ansat i Danmark og midlertidigt arbejder i udlandet. For at der er tale om udstationering – og ikke en ny ansættelse i det land, arbejdet udføres i – skal medarbejderen bevare et aktivt ansættelsesforhold hos den virksomhed, som udstationerer vedkommende.Ved udstationering af medarbejdere i EU er der nogle regler, man skal sikre sig, at man overholder. Desuden er det essentielt at nævne, at der faktisk skal være tale om levering af en tjenesteydelse, for forholdet falder indenfor reglerne for udstationering af medarbejdere.
Hvis du som arbejdsgiver ønsker at udstationere en medarbejder til et andet EU-land i en afgrænset periode for at udføre en tjenesteydelse for en samarbejdspartner, eller hvis du sender en medarbejder til en virksomhed, du selv ejer i et andet EU-land, skal du overholde EU’s regler om udstationering. Som nævnt kræver det, at medarbejderen fortsat er ansat i din virksomhed under hele udstationeringsperioden.
Driver du virksomhed i Danmark og modtager arbejdskraft fra andre EU-lande gennem et vikarbureau eller en arbejdsformidling, gælder udstationeringsreglerne også. I sådanne tilfælde er det en forudsætning, at der eksisterer et reelt ansættelsesforhold mellem medarbejderen og det vikarbureau eller arbejdsformidlingskontor, der har sendt vedkommende.
Mulighederne for udstationering er ligeledes gældende ved arbejdstagere, der er tredjelandsstatsborgere - det vil sige borgere der ikke er EU-borgere. Det forudsætter dog, at de har lovligt ophold i et EU-land. Ved udstationering af tredjelandsborgere gælder EU’s udstationeringsregler ligeledes for dem.
Det er vigtigt, at udstationerede medarbejdere får samme eller bedre ansættelsesvilkår end dem, der er gældende i værtslandet. Det drejer sig blandt andet om vilkår som minimumskrav til hvileperioder, maksimumgrænser for arbejdstid og regler om arbejdsmiljø. Derudover har medarbejderen ret til at modtage en række oplysninger, hvis udstationeringen overstiger en periode på sammenlagt fire uger. Arbejdsgiveren skal i så fald informere om:
- hvilket land eller hvilke lande medarbejderen skal arbejde i,
- den forventede varighed af arbejdet,
- hvilken valuta lønnen udbetales i,
- eventuelle ydelser – kontante eller i anden form – der er forbundet med udstationeringen,
- om hjemtransport tilbydes og i givet fald på hvilke betingelser,
- aflønningen i henhold til værtslandets lovgivning,
- særlige godtgørelser i forbindelse med udstationeringen,
- ordninger for dækning af rejse- og logiudgifter, samt
- et link til værtslandets officielle hjemmeside om udstationerede arbejdstagere.