Varme:
Hvis lejer betaler aconto varme, skal her anføres, at udlejer står for leveringen af vand og varme. Hvis lejer selv tilmelder sig en varmeudbyder, skal det anføres i lejekontrakten, at det er lejeren selv, der står for opvarmningen af lejemålet.
I punktet vedrørende varmeregnskabsåret skal det angives, hvornår dette begynder. I nogle tilfælde vil regnskabsåret være ens for alle, der bor i ejendommen, mens det i andre tilfælde reguleres efter indflytning og udflytning. Varmeregnskabsåret er relevant, da udgifter til varme ikke kan indgå i lejen, men skal være en den af særskilte forbrugsopgørelser, der viser afholdte udgifter sammenholdt med de indbetalte aconto-beløb.
Vand:
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at lejer alene kan kræves at skulle betale vand aconto, hvis der er en separat installeret vandmåler tilknyttet lejemålet. Hvis du som udlejer selv står for at skaffe vand til lejemålet, og der ikke er tilknyttet en separat installeret vandmåler, er en betingelse for at kræve betaling for vandet, at dette gøres over huslejen.
El:
Hvis der leveres el til andet end varme, er det et krav, at der er instaleret en måler, hvis der opkræves el aconto. Det skal ligeledes fremgå hvornår regnskabsåret begynder. Hvis ikke der er installeret en forbrugsmåler, kan der ikke opkræves aconto, og betaling for el skal i stedet ske igennem huslejen.
Køling:
Dette punkt er for de fleste udlejere oftest mindre relevant, da der i de fleste lejemål i Danmark ikke er foretaget foranstaltninger i forhold til køling. Hvis der er køling ved et lejemål, skal det angives, om udgiften pålægges lejer gennem målere, og hvornår kølingsregnskabsåret begynder.