Kan du få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse?
Som lønmodtager kan du få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse efter statens satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil.
Satserne er for 2026 således: 1) kørsel til og med 20.000 km årligt 3,94 kr. pr. km, 2) kørsel ud over 20.000 km årligt 2,28 kr. pr. km, 3) for benyttelse af egen motorcykel er satsen som for egen bil og 4) for benyttelse af egen cykel, knallert eller 45-knallert er satsen 0,64 kr. pr. km.
Følgende 3 betingelser skal overholdes, som en forudsætning for, at kunne modtage skattefri kørselsgodtgørelse:
- Godtgørelsen må ikke overstige statens satser
- Godtgørelsen må ikke modregnes i din løn
- Der skal være kontrol ved udbetalingen af den skattefri kørselsgodtgørelse
Kontrollen med udbetalingen medfører, at du skal kunne dokumentere din erhvervsmæssige kørsel ved fremlæggelse af et kørselsregnskab, der bør indeholde følgende informationer:
- Dit navn, cpr-nummer og din adresse
- Kørslens erhvervsmæssige formål
- Dato for kørslen
- Rejsens mål med angivelse af eventuelle delmål (husk at angive samtlige destinationer)
- Angivelse af antal kørte kilometer
- De anvendte satser
- Beregning af befordringsgodtgørelsen
Hvis du ikke lever op til betingelserne ovenfor, bliver den udbetalte kørselsgodtgørelse at regne som løn og dermed fuld skattepligtig.