Hør, om vi kan hjælpe: 3842 4452
Det er helt uforpligtende
Befinder dig og din familie sig i en sag om anbringelse af dit barn, har det omfattende og indgribende karakter. Hos Sagførerne er vi derfor parate til at yde dig den relevante juridiske rådgivning i forbindelse med anbringelse af børn og unge uden for hjemmet.
Det er helt uforpligtende
Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet sker, hvis barnet har brug for særlig støtte. Det kan også være, at forældrene er særligt udfordret. Fælles er dog, at barnet ikke trives i hjemmet og at det vurderes at være bedst for barnet at bo andetsteds. Anbringelse kan både ske i form af frivillig anbringelse og tvangsanbringelse/tvangsfjernelse.
Hvis du har spørgsmål relateret til anbringelse af børn, er du altid velkommen til at kontakte os. Hos Sagførerne har vi et stort kendskab til reglerne om anbringelse, og de svære problematikker, som er forbundet hermed.
Typiske spørgsmål:
Hvornår skal jeg kontakte en advokat?
Anbringelse uden for hjemmet sker, når det af kommunen vurderes, at det er det bedste for barnet eller den unge. Oftest anbringes børn og unge uden for hjemmet efter, at kommunen har foretaget en børnefaglig undersøgelse. I særlige tilfælde kan anbringelsen dog ske akut eller foreløbigt og dermed imens, at den børnefaglige undersøgelse foretages. Formålet med anbringelse af børn og unge uden for hjemmet er at varetage omsorg og sikre trivsel og udvikling.
Anbringelse af børn og unge kan ske både med og uden samtykke fra forældrene og den unge, som er fyldt 15 år. Hvis barnet anbringes uden forældrenes samtykke kaldes det en tvangsfjernelse. Tvangsfjernelser er kun aktuelle i de tilfælde, hvor der er en åbenlys risiko for at barnet tager skade af at blive hos forældrene. Du kan læse meget mere om tvangsfjernelser af børn længere nede på siden.
Kommunen skal træffe afgørelse om iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse, hvis det vurderes, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte. Formålet med undersøgelsen er, at der kan blive truffet afgørelse ud fra det enkelte barns behov.
En børnefaglig undersøgelse skal foretage en helhedsvurdering af følgende forhold:
Undersøgelsen skal som udgangspunkt være afsluttet inden fire måneder efter, at kommunen er blevet opmærksom på problematikken.
Anbragte børn bor ikke længere sammen med deres forældre, men uden for hjemmet. Der findes mange forskellige anbringelsessteder, hvorfor en anbringelse ikke er lig med en plejefamilie eller et opholdssted.
Det er kommunen, der i sidste ende vælger det specifikke anbringelsessted. Dette sker i overensstemmelse med barnets eller den unges handleplan. Kommunen vælger derfor det anbringelsessted, som vurderes at være bedst for den unges behov for hjælp og støtte. I denne vurdering indgår muligheden for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer. Søskende anbringes som udgangspunkt sammen.
Anbringelsessteder for børn og unge kan være:
En frivillig anbringelse af et barn betyder at forældrene samtykker til, at barnet bliver anbragt uden for hjemmet. En frivillig anbringelse sker i samarbejde mellem forældremyndighedsindehaveren og kommunen. I praksis betyder det, at forældrene med hjælp fra kommunen får arrangeret en frivillig anbringelse.
Det er dog vigtigt at bemærke, at hvis barnet er over 15 år, kræves det, at barnet selv giver samtykke til anbringelsen.
Ved en tvangsanbringelse af et barn eller en ung, fjernes barnet fra hjemmet uden et samtykke fra forældremyndighedsindehaverne. En tvangsanbringelse og en tvangsfjernelse af barnet er det samme. Begge definitioner er udtryk for at barnet fjernes uden forældrenes samtykke. Selve tvangsfjernelsen er en meget indgribende afgørelse for både barnet og forældrene, hvorfor en sådan afgørelse kun kan ske, hvis en række betingelser er opfyldt.
Kun hvis der er åbenbar risiko for, at et barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, på grund af omsorgssvigt af forskellig art, kan barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet uden samtykke. Der skal desuden være en begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge fortsat bor hjemme.
Eksempler, der kan danne grundlaget for en tvangsfjernelse:
På trods af, at der skal foreligge en begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses mens barnet stadig bor hjemme, stilles der ikke krav om, at kommunen først har afprøvet alternative løsninger eller mindre indgribende foranstaltninger.
Der kan dermed være tale om en begrundet formodning, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger må forventes, at barnets trivsel ikke kan sikres ved forebyggende foranstaltninger i barnets hjem.
En tvangsfjerne af barn kræver en beslutning herom. Beslutningen om tvangsfjerne af barn sker efter at kommunen har foretaget en børnefaglig undersøgelse. Det er i sidste ende Børne- og ungeudvalget der træffer den endelige afgørelse om tvangsfjernelse af barnet.
Selve tvangsfjernelse af barn er ikke permanent, og det er derfor muligt at få barnet hjem igen på et senere tidspunkt. Er du i tvivl om dine rettigheder eller ønsker du hjælp i processen, er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende samtale.
Hvis dit barn mistrives og tvangsfjernelse er kommet på tale, er det en god ide at opsøge hjælp hos en familieadvokat. En familieretsadvokat kan hjælpe dig juridisk, hvis du står overfor en tvangsfjernelse af barnet. Jo tidligere i forløbet du inddrager en familieretsadvokat, jo større er chancen for at der ikke bliver truffet afgørelse om tvangsfjernelse af barnet.
Hos Sagførerne har vi speciale i familieret, og vi kan derfor hjælpe dig, hvis tvangsfjerne af barn eller børn er et nærliggende scenarie for dig.
Anbragte børn og unge har de samme rettigheder som alle andre børn og unge, herunder ret til omsorg og beskyttelse. Forskellen er blot, at forpligtelsen til at varetage den daglige omsorg overgår fra forældrene til plejefamilier og personalet på anbringelsesstederne, når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet.
Et barn, der anbringes uden for hjemmet, har ret til at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under anbringelsen.
Anbragte børn har ret til en støtteperson. Det er kommunalbestyrelsen, der skal hjælpe barnet eller den unge med at udpege den pågældende person. Støttepersonen skal findes i barnets eller den unges familie eller netværk, og har til opgave at hjælpe barnet i forbindelse med anbringelsen. Kommunen kan efter behov dække støttepersonens udgifter til telefon, transport og lign.
Det anbragte barn eller unge har, uanset hvor det befinder sig, følgende rettigheder:
Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet er hårdt for hele familien. Forældremyndighedsindehaverens opholdskommune skal derfor tilbyde en støtteperson til forældrene under anbringelsen. Opholdskommunen skal herefter bevilge støttepersonen, samt dække de udgifter, der er forbundet hermed.
Formålet med at tilbyde en støtteperson til forældre er at medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge. Dette sker ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under anbringelsen. Støtten er således både praktisk og følelsesmæssig.
Støttepersonen er egentlig en støtte til forældrene, da støttepersonen skal lytte til forældrene under anbringelsen af barnet. I mange tilfælde kommer støttepersonen dog også de anbragte børn til gode, idet støttepersonen ruster forældrene til at håndtere den svære situation bedst muligt.
Nedenstående afsnit vil forsøge at give et overblik over, hvem der er parterne i sager vedrørende anbringelse. Det er afgørende at fastslå, om du er part i en sag vedrørende anbringelse af børn, da du som part opnår visse rettigheder som følge af denne status.
Parter i børnesager vedrørende tvangsanbringelse er:
I øvrigt kan en part i andre børnesager eksempelvis være dén af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, men den som i henhold til afgørelsen omhandlende samvær eller anden kontakt. Dette er dog ikke relevant i forhold til denne artikels problemstillinger vedrørende tvangsanbringelser.
Er du part i en sag angående tvangsanbringelse opnår du visse rettigheder, heriblandt retten til at have en advokat samt en bisidder med til møder og retten til at udtale dig omkring sagen inden afgørelsen. Da disse sager er særdeles indgribende, er det relevant at kontakte en advokat med det samme. Hos Sagførerne er vi specialister i familieret, herunder børneret, hvorfor du trygt kan alliere dig med en af vores advokater i forbindelse med en sag om dit barn.
Det kan være svært at overskue, hvordan processen vedrørende anbringelser af børn fungerer. Herunder hvilke myndigheder, som er indblandet i sager om tvangsfjernelse. Idet der er tale om indgribende afgørelser, bliver en sag af denne karakter også undergivet forskellige myndigheders kontrol. Myndighederne som har kompetence i disse sager er først og fremmest kommunen, børn og unge-udvalget og Ankestyrelsen.
Når der er mistanke om, at et barn lider overlast, opretter kommunen en sag, som bliver tildelt en sagsbehandler. Sagsbehandleren vil undersøge de nærmere omstændigheder omkring barnet, men er ikke kompetent til at træffe endelig afgørelse om en eventuel anbringelse af barnet. Denne type afgørelse er, som nævnt af alvorlig og indgribende karakter, hvorfor sagsbehandleren vil oprette en indstilling til børn og unge-udvalget. Børn og unge-udvalget er tildelt kompetence til at træffe tvangsmæssige afgørelser vedrørende børn. Det er en betingelse for indstillingen til børn og unge-udvalget, at den indeholder en børnefaglig undersøgelse samt sagsbehandlerens vurdering af, om betingelser for tvangsanbringelse er opfyldt. På baggrund af sagens oplysninger vil børn og unge-udvalget herefter træffe afgørelse om - enten at følge kommunens indstilling eller at afvise denne.
Det er et generelt forvaltningsretligt princip, at myndighederne har ansvaret for at en sag bliver oplyst tilstrækkeligt. For at oplyse en sag vedrørende anbringelse skal sagsbehandleren i forbindelse med undersøgelsen derfor indkalde barnet til en børnesamtale, inden der træffes afgørelse. Det er kun i det tilfælde, hvor hensynet til sagens karakter eller barnets modenhed taler afgørende imod gennemførelsen af en børnesamtale, at den ikke vil blive afholdt. I denne situation må kommunen tilvejebringe de nødvendige oplysninger på anden måde. Det bemærkes, at der ikke kræves, at der er indhentet samtykke fra forældrene i forbindelse med en børnesamtale.
Klageinstansen ved påklagelse af afgørelser vedrørende anbringelse er ankestyrelsen. Dette gælder både tvangs- og frivillig anbringelse. Spørgsmål er herefter, hvem som kan påklage en afgørelse vedrørende tvangsanbringelse. Både en forældremyndighedsindehaver kan påklage en afgørelse om tvangsanbringelse. Ligeledes kan barnet selv påklage afgørelsen, såfremt barnet er fyldt 12 år. Ønsker du at klage over en afgørelse vedrørende tvangsanbringelse, skal du sende klagen til Børne- og ungeudvalget, der har truffet den oprindelige afgørelse. Herefter vil børn og unge-udvalget videresende din klage til Ankestyrelsen. Klagen skal indgives til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at parten har fået meddelelse om børn og unge-udvalgets afgørelse.
Det bemærkes, at en afgørelse vedrørende frivillig anbringelse af et barn også kan påklages til Ankestyrelsen. I denne situation vil klagen dog indledningsvis blive behandlet af den kommune, som har truffet den oprindelige afgørelse. Kommunen får derved mulighed for at genvurdere sagen. Såfremt kommunen fastholder sin oprindelig afgørelse på trods af klagen, har den pligt til at videresende klagen til Ankestyrelsen.
Der gælder ingen aldersgrænse ved anbringelse af børn uden for hjemmet. Dette betyder, at også spædbørn kan anbringes uden for hjemmet. Langt de fleste bliver anbragt i en plejefamilie, og størstedelen anbringes med forældrenes samtykke. Tvangsanbringelse lige efter fødslen sker kun i særligt akutte tilfælde.
Anbringelse af børn udenfor hjemmet kan også ske som tvangsfjernelse. I disse tilfælde træffes afgørelsen af kommunes Børne- og ungeudvalg. Ønsker du bistand eller har du spørgsmål til anbringelse af børn, er du velkommen til at kontakte os.
I forbindelse med anbringelse af børn og unge uden for hjemmet, er der lige muligheder for alle uanset etnisk baggrund. Børn og unge med dansk oprindelse er oftest i plejefamilier, mens børn og unge med anden etnisk baggrund lige så hyppigt er på døgninstitution. Dette hænger sammen med, at der kan være nogle udfordringer eller ønsker, som knytter sig til barnets kulturelle, religiøse og sproglige baggrund.
Ønsker du bistand vedrørende spørgsmål om anbragte børn, er du altid velkommen til at kontakte Sagførerne.
Hvis du står overfor en anbringelse af dit barn - uanset om det er en frivillig anbringelse eller en tvangsfjernelse af barnet, kan det være utrygt og stressende at befinde sig i situationen. Det kan derfor være en god ide at kontakte en familieretsadvokat, der kan hjælpe dig med de juridiske forhold.
Hos Sagførerne har vi flere familieretsadvokater der kan hjælpe dig, hvis du står overfor en sag om anbringelse. Særligt i sager om tvangsfjernelse af børn kan det være gavnligt med en advokat, der kan hjælpe dig.
Sagførerne er medlemmer af advokatsamfundet og underlagt de advokatetiske regler. Endvidere har vi tavshedspligt efter loven. Du kan trygt regne med, at vi alene varetager dine interesser, og at vi er 100 % uvildige i vores rådgivning.
