Lovsamling hestejura

Almindelige bestemmelser

§ 1. Enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget.

Stk. 2. Under husdyr henregnes pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Såfremt et i fangenskab opdrættet pelsdyr undslipper og ikke indfanges inden 2 måneder, anses det som vildt. Afkom, der følger moderdyret, er underkastet de for dette gældende bestemmelser.

Stk. 3. Loven omfatter ikke hunde.

§ 2. Det ansvar, som efter denne lov er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, indtræder også, når husdyr kommer ind på en dets ejer tilhørende ejendom, hvorover en anden har udelukkende brugsret.

Stk. 2. Som besidder benævnes i denne lov enhver, der holder husdyr, uanset om ejendomsretten over disse tilkommer en anden.

Stk. 3. De i nærværende lov for veje givne bestemmelser omfatter tillige gader, pladser og stier.

Erstatning for skade forvoldt af husdyr, herunder særligt om forsikring og erstatning for skade forvoldt af løsgående heste

§ 3. Kommer et husdyr uden hjemmel ind på anden mands grund, skal dyrets besidder erstatte den skade, dyret forvolder ved at nedtræde, afbide eller fortære afgrøder, beplantning eller bevoksning, beskadige hegn eller vandløb, oprode eller sammentræde jordbunden. Samme regel gælder om skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse.

Stk. 2. Erstatning kan dog ikke kræves, hvis skaden er fremkaldt med forsæt eller uagtsomhed af skadelidte selv eller af en person, han har ansvar for. Er der skyld på begge sider, afgøres det efter fejlenes beskaffenhed, om erstatningen skal nedsættes eller helt bortfalde.

Stk. 3. Om erstatningskravets gennemførelse gives der regler i kap. VII.

§ 4. Det ansvar for skade voldt af husdyr, som kan påhvile andre end besidderen, berøres ikke af nærværende lov. Det samme gælder besidderens ansvar for skade, som ikke omfattes af erstatningsreglen i § 3, stk. 1.

§ 4 a. §§ 3 og 4 finder ikke anvendelse for skade forvoldt af løsgående heste, der er omfattet af §§ 4 b - 4 d.

§ 4 b. Ejeren af en hest er forpligtet til at erstatte den skade, hesten forvolder, når den er løsgående. Har skadelidte medvirket til skaden, kan erstatningen dog nedsættes eller bortfalde.

Stk. 2. Det påhviler ejeren af en hest at tegne forsikring, der dækker ansvaret i henhold til stk. 1. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning efter stk. 1. Heste, der holdes af det offentlige, er undtaget fra forsikringspligten.

Stk. 3. Med bøde straffes den, der undlader at tegne en forsikring efter stk. 2.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri1) kan fastsætte nærmere regler om forsikringspligtens gennemførelse.

§ 4 c. Bestemmelser i anden lovgivning om objektivt ansvar for skade forvoldt af løsgående heste, som påhviler hestens ejer eller andre, finder ikke anvendelse, hvis der kan pålægges ansvar i medfør af § 4 b, stk. 1.

§ 4 d. Anlægger skadelidte sag mod forsikringsselskabet, skal selskabet tilsige ejeren af hesten til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i borgerlige sager. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 2.

Stk. 2. Enhver person, der tilsiges efter stk. 1, kan ved at fremsætte begæring herom til retsbogen indtræde som part i sagen. Indtræder den pågældende ikke, er afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller forlig bindende for vedkommende.

Optagelse af husdyr

§ 5. Enhver er berettiget til selv at optage eller lade optage fremmede husdyr, som uden hjemmel færdes løse på hans grund.

Stk. 2. På veje kan optagelsesretten udøves af den, hvem vedligeholdelsen påhviler. Såfremt vejen er åben for almindelig færdsel, kan optagelsesretten tillige udøves af politiet.

Stk. 3. På jernbanearealer kan optagelsesretten udøves af de i banens tjeneste stående personer og af politiet.

Stk. 4. På fredede sandflugtsstrækninger kan optagelsesretten udøves såvel af grundens ejer eller bruger som af vedkommende sandflugtsbetjent.

§ 6. Ved optageren, hvem dyret tilhører, skal han snarest muligt og senest inden 24 timer, efter at optagelsen har fundet sted, tilstille denne - eller en til hans husstand hørende voksen person - underretning herom.

Stk. 2. Ved optageren ikke, hvem dyret tilhører, skal anmeldelse om optagelsen inden samme frist ske til sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers til politiet - der snarest muligt foranlediger optagelsen bekendtgjort, jf. dog stk. 3 og § 9, stk. 3. Udgifterne herved vil være at refundere af den, hvem dyret tilhører.

Stk. 3. Stk. 2 gælder alene for ejermærkede katte.

Stk. 4. Undlader optageren at foretage underretning og anmeldelse i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 og 2, skal optageren erstatte det ved afsavnet af dyret forvoldte tab.

§ 7. Optageren er bortset fra det i § 6, stk. 4, og § 18, stk. 3, 1. pkt., omhandlede tilfælde berettiget til at gøre optagne dyrs udlevering afhængig af, at der betales ham erstatning for forvoldt skade eller sikkerhedsstillelse herfor. Sikkerhedsstillelse kan ske hos vurderingsmændenes formand, der fastsætter dennes art og størrelse, såfremt enighed herom ikke kan opnås mellem parterne.

Stk. 2. Den, som lægger hindringer i vejen for udøvelsen af den i stk. 1 omhandlede ret til at tilbageholde et optaget dyr, straffes efter straffelovens § 293, stk. 2.

§ 8. Optageren er pligtig at fodre og passe det optagne dyr forsvarligt.

§ 9. Afhentes et optaget dyr ikke inden 24 timer, efter at dets besidder eller en til dennes husstand hørende voksen person af optageren har modtaget underretning om optagelsen, eller inden 3 dage efter at optagelsen er bekendtgjort, skal dyret bortsælges mod kontant betaling ved offentlig auktion efter forudgående bekendtgørelse med mindst 3 dages varsel. Dog skal dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg ved auktion, afhændes til et nærliggende slagteri eller slagtehus. Såfremt der ved auktionen ikke fremkommer noget rimeligt bud, skal auktionen standses og dyret afhændes efter regler, som fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, jf. § 12.

Stk. 2. Auktionen afholdes af sognefogeden, hvis en sådan findes og ellers af politiet. Auktionerne er gebyr- og 

afgiftsfri.

Stk. 3. Skønner sognefogeden eller politiet - at det optagne dyr er af så ringe værdi, at udgifterne til bekendtgørelse om dyrets optagelse og afhændelse overstiger salgsværdien, bliver dyret uden forudgående bekendtgørelse og auktion optagerens ejendom.

Stk. 4. Katte, som ikke er ejermærkede, eller som ikke afhentes inden fristen på 24 timer, bliver umiddelbart optagerens ejendom.

§ 10. Af det ved afhændelse i henhold til § 9, stk.1, indkomne beløb afholdes forlods de med bekendtgørelserne og salget forbundne udgifter. Derefter fyldestgøres optagerens erstatningskrav, for så vidt dets størrelse er fastslået.

Stk. 2. Eventuelt overskud tilfalder statskassen, medmindre den dertil berettigede inden 3 måneder efter bortsalget kræver beløbet udbetalt. Fører optageren sag om erstatning for skade, som dyret har forvoldt under ophold på optagerens grund, bevarer han dog retten til at få dækning af beløbet indtil 1 måned efter, at der er afsagt endelig dom.

Stk. 3. Såfremt det indkomne beløb ikke dækker optagerens ovennævnte fordring, kan optageren kræve det udækkede beløb betalt af dyrets tidligere besidder.

§ 11. Hvis optageren ikke har rimelig mulighed for at have de i § 5 optagne dyr i pleje, kan de afleveres til vedkommende sognefoged, hvis en sådan findes, og ellers til politiet, der i så fald indtræder i optagerens rettigheder og pligter efter dette kapitel.

Stk. 2. Sognefogeden eller politiet afholder udgifterne til foder og pasning af dyret, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 9 og 10 skal iagttages, dog skal sognefogedens eller politiets udgifter til foder og pasning dækkes forlods af afhændelsesbeløbet.

§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere bestemmelser om optagne dyrs afhændelse, herunder fastsætte særlige salgsmåder for dyr, som ikke kan ventes at indbringe deres fulde værdi ved de i § 9 nævnte salgsmåder.

Ufredsbøder, uvane husdyr m.v.

§ 13. Når husdyr, der er til væsentlig gene, uden hjemmel færdes løse på fremmed grund, kan besidderen straffes med bøde.

Stk. 2. For dræbte eller beskadigede dyr skal der ikke betales bøde.

§ 14. Uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner, fjerkræ og omstrejfende katte har den optagelsesberettigede ret til på forsvarlig måde at fjerne fra sin grund og skal ikke betale erstatning, hvis dyret herved kommer til skade eller omkommer. Besidderen af dyret kan kræve det beskadigede eller dræbte dyr udleveret mod betaling af erstatning for den skade, der er forvoldt.

Stk. 2. Nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen inden for det sidste år er advaret, jf. dog stk. 3. Er besidderen ukendt, kan advarsel indeholdende en kort beskrivelse af det pågældende dyr ske gennem et på egnen udbredt dagblad. Advarsel er ikke nødvendig, hvis dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.

Stk. 3. Nedskydning eller anden direkte på drab af katte og tamkaniner sigtende fremgangsmåde må ikke foretages, medmindre dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.

Stk. 4. Med hensyn til dræbte eller beskadigede dyr skal bestemmelserne i §§ 6, 8, 9 og 10 vedrørende optagne dyr iagttages i den udstrækning, de er anvendelige.

Tøjring og græsning m.v.

§ 15. Husdyr må ikke græsse eller tøjres på de offentlige veje hørende arealer eller tøjres så nær herved, at de kan nå ind derpå. Dog kan vedkommende sogneråd med politidirektørens samtykke tillade græsning med køer eller geder på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale bivej.

Stk. 2. På marker, der grænser til offentlige veje, må tyre over 1½ år og uvane kreaturer kun græsse, såfremt de er forsvarligt tøjret eller marken frahegnet vejen på betryggende måde.

Stk. 3. Tilsvarende bestemmelser kan i politivedtægten fastsættes for private veje, der er åbne for almindelig færdsel.

Stk. 4. Overtrædelse af de i stk. 1 og 2 fastsatte bestemmelser straffes med bøde.

§ 15 a. § 15, stk. 1-3, finder ikke anvendelse i en naturnationalpark omfattet af en tilladelse efter lov om naturbeskyttelse.

§ 16. Den, som uden hjemmel tøjrer eller driver husdyr ind på fremmed grund eller skaffer dem adgang hertil ved at åbne led eller andet lukke, eller som tøjrer dem så nær ved naboens grund, at de kan nå ind på denne, straffes med bøde.

Stk. 2. Den, som uden hjemmel driver fremmede husdyr ind på sin grund, straffes med bøde.

Stk. 3. Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, som uberettiget med forsæt løser anden mands tøjrede husdyr eller åbner bur, fold eller lukket mark, således at dyrene kan komme ud heraf.

Færdsel på fremmed grund
§ 17. Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde.

Vurderingsforretningerne

§ 18. Ønsker nogen at fremsætte erstatningskrav i henhold til § 3, stk. 1, skal han inden 7 dage, efter at skaden er blevet ham bekendt, begære den vurderet af de i § 21 nævnte vurderingsmænd.

Stk. 2. Begæringen rettes til formanden for vurderingsmændene, der samtidig så vidt muligt skal underrettes om navn og bopæl på besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden.

Stk. 3. Undlader skadelidte at lade skaden vurdere som fastsat i stk. 1 og 2 uden med dyrets besidder at have truffet overenskomst om erstatningens størrelse eller om dens fastsættelse på anden måde, bortfalder ethvert krav mod dyrets besidder på erstatning for de i § 3, stk. 1, omhandlede skader. Dette gælder dog ikke, såfremt det ved dom fastslås, at skaden er voldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed.

§ 19. Når skaden er vurderet og det findes godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, afgør vurderingsmændene ansvarsspørgsmålet ved en kendelse, der tillige fastsætter, hvorledes der vil være at forholde med hensyn til omkostningerne ved vurderingsforretningen.

Stk. 2. Findes det ikke godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, vurderes skaden, og skadelidte kan, såfremt dyret afhændes i henhold til § 9, kræve sit erstatningskrav fyldestgjort i 

overensstemmelse med reglerne i § 10, stk. 1.

§ 20. Vurderingsmændenes afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 21. For hver kommune beskikkes 3 vurderingsmænd til at vurdere de i henhold til § 18 anmeldte skader. Kommunalbestyrelsen kan dog i større kommuner bestemme, at kommunen deles i flere vurderingsdistrikter.

Stk. 2. Vurderingsmændene beskikkes af kommunalbestyrelsen, der tillige bestemmer, hvem der skal fungere som formand.

Stk. 3. Vurderingsmændene er forpligtet til også at udføre vurderinger i nærliggende kommuner eller distrikter, når de der beskikkede vurderingsmænd har lovligt forfald, og det kræves af vedkommende vurderingsformand.

Stk. 4. I stedet for at beskikke de i stk. 1 nævnte vurderingsmænd kan kommunalbestyrelsen bestemme, at de vurderingsmændene tillagte forretninger skal overdrages medlemmerne af det i henhold til lov nr. 259 af 27. maj 1950 om hegn2) nedsatte hegnsyn.

§ 22. Vurderingsmændene beskikkes for perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalbestyrelserne.

Stk. 2. Ingen, der har opnået en alder af 60 år, er forpligtet til at modtage beskikkelse som vurderingsmand. Den, der har fungeret som vurderingsmand i en periode, er ikke forpligtet til at modtage beskikkelse før efter udløbet af en ny periode. Om i øvrigt nogen har gyldig grund til at begære sig fritaget for hvervet, afgøres af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

§ 23. Den en vurderingsmand meddelte beskikkelse kan tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

§ 24. Ingen må deltage som vurderingsmand i en vurderingsforretning, når han

1) selv er part i sagen eller personlig interesseret i dens udfald,

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i op- eller nedstigende linie, eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller er en af parternes ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejefader eller - moder, adoptiv- eller plejebarn,

3) i henhold til § 23 har indbragt spørgsmålet om tilbagekaldelse af den ham givne beskikkelse for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og dettes afgørelse endnu ikke foreligger.

§ 25. Såfremt en indsigelse mod en vurderingsmands habilitet ikke medfører, at han viger sit sæde, kan spørgsmålet herom indbringes for civildommeren i den pågældende retskreds, hvis afgørelse er endelig.

Stk. 2. Når det straks forlanges, kan i den anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.

§ 26. Vurderingsforretningen, der vil være at afholde snarest muligt, efter at begæring herom er fremsat, foretages af formanden og en af denne tilkaldt vurderingsmand. Dog kan formanden, når han under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet, bestemme, at alle tre vurderingsmænd skal deltage i forretningen. I ganske særlige tilfælde kan vurderingsformanden tilkalde sagkyndig bistand. Vurderingsmændene fastsætter det den sagkyndige tilkommende vederlag, der henregnes til sagens omkostninger.

Stk. 2. Til vurderingsforretningen indkaldes skadelidte samt så vidt muligt besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden.

Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed mellem vurderingsmændene er formandens stemme afgørende.

Stk. 4. Viser det sig under vurderingsforretningen, at dyrene har forvoldt nogen af de indkaldte skade, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 3, stk. 1, søger vurderingsmændene også at opnå forlig om erstatningen herfor. Kan forlig ikke opnås, affatter vurderingsmændene en beskrivelse af skadens art og omfang, men henviser i øvrigt skadelidte til at gøre sit erstatningskrav gældende ved domstolene.

Stk. 5. Udsættelse af vurderingsforretningen kan indrømmes, når en af parterne ønsker det og vurderingsmændene finder, at vurderingen med større sikkerhed kan foretages på et senere tidspunkt. Er der voldt skade på husdyr, vil disses værdi før skaden dog være at fastsætte allerede på det første møde.

§ 27. Vurderingsforretningerne indføres i en for kommunens regning anskaffet og af kommunalbestyrelsen autoriseret protokol, der opbevares af vurderingsformanden.

Stk. 2. Protokollen underskrives efter hver forretnings afslutning af vurderingsmændene og, hvis forlig opnås, tillige af parterne.

§ 28. For afholdelse af en vurderingsforretning tilkommer der de deltagende vurderingsmænd et vederlag. Skadelidte er pligtig til forskudsvis at udrede disse vederlag.

Stk. 2. Udskrift af vurderingsprotokollen meddeles af formanden mod et vederlag. Udskrifterne skal være afsendt, senest 3 dage efter at de er bestilt. Vederlaget kan kræves betalt forud.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om vederlag til vurderingsmænd, herunder om vederlags størrelse.

§ 29. De af kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere myndighed.

§ 30. Protokoller, begæringer, udskrifter og andre udfærdigelser angående vurderingsmændenes forretninger er stempelfri.

Lovens ikrafttræden m.m.

§ 31. Den i § 7, stk. 2, omhandlede forseelse er undergivet privat påtale.

Stk. 2. Overtrædelse af de i §§ 13, 16 og 17 fastsatte bestemmelser påtales kun efter den forurettedes begæring. Dog kan offentlig påtale finde sted også uden sådan begæring i de i § 13 og § 16, stk. 3, omhandlede tilfælde, når almene hensyn kræver det.

Stk. 3. De i § 4 b, stk. 2 og 3, og § 15 omhandlede forseelser er undergivet offentlig påtale.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 32. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri træffer de nærmere bestemmelser vedrørende lovens gennemførelse.

§ 33. Denne lov gælder ikke for Færøerne.3)

Stk. 2. Loven træder i kraft den 1. juli 1953. Fra samme tidspunkt ophæves § 18, stk. 1, 1. pkt, i lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m.v. og lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred.

Stk. 3. (Udelades)

Generelle bestemmelser

§ 1. Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn.

§ 2. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

§ 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

§ 4. Det er forbudt at have seksuel omgang med eller foretage seksuelle handlinger med dyr.

Stk. 2. Forbuddet omfatter ikke handlinger, som udføres af veterinærmedicinske eller zootekniske årsager, herunder i forbindelse med avl og reproduktion eller dyreforsøg, eller af andre lignende berettigede grunde.

Særlige regler om forbud

§ 5. Det er forbudt at tvangsfodre et dyr, medmindre det er påkrævet for at behandle dyret mod sygdom.

§ 6. Det er forbudt at anvende levende dyr som mål ved øvelses- og kapskydninger.

§ 7. Det er forbudt at lade et dyr deltage i dyrekampe. Det er endvidere forbudt at afholde dyrekampe.

§ 8. Det er forbudt at anvende kraftmaskiner ved forløsning af dyr.

Særlige regler om tilsyn og behandling af dyr

§ 9. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på fritgående dyr på græs el.lign. Sådanne dyr skal dog tilses jævnligt.

Stk. 3. Enhver, der erhvervsmæssigt holder dyr, skal sørge for, at dyreholdet tilses af en dyrlæge mindst en gang årligt.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri2) kan fastsætte regler om, at dyr skal tilses oftere end nævnt i stk. 1. Ministeren kan fastsætte regler om, hvor ofte dyr omfattet af stk. 2 skal tilses. Ministeren kan fastsætte regler om, at visse mindre dyrehold kan undtages fra reglen i stk. 3.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om indhold, omfang og hyppighed af dyrlægetilsynet efter stk. 3, herunder om, at tilsynet skal ske oftere end en gang årligt.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige for et dyrehold skal føre optegnelser over antallet af døde dyr, der konstateres i forbindelse med tilsyn udført efter stk. 1 og 2.

§ 10. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om hold af dyr på steder, hvor ejeren eller den, der fører tilsyn med dyret, ikke bor, herunder regler om forbud mod hold af dyr på sådanne steder.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om forbud mod udsætning i naturen af dyr, der vanskeligt kan klare sig i naturen.

§ 11. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om behandling og håndtering af dyr, herunder om indfangning af dyr, opbinding af dyr, herunder forbud mod opbinding, forhold om fødsel og nyfødte dyr, oplæring og træning af dyr, artsfællekontakt, flytning af dyr, forbud mod behandling af dyr med henblik på at skjule sygdomssymptomer, brug af hjælpemidler og forbud mod brug af tvangsmidler.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om pasning af dyr, herunder om miljøberigelse, strøelse, tildeling af foder, herunder strukturfoder, og vand samt dyrs adgang til at udføre pels-, hud- og fjerpleje m.v.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om behandling af syge og tilskadekomne dyr, herunder regler om, at den ansvarlige for et dyrehold skal føre optegnelser herom.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om mærkning og registrering af dyr af dyrevelfærdsmæssige hensyn.

§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om dyrs adgang til udearealer og om, hvor ofte og hvor længe dyr skal opholde sig ude. Ministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige for et dyrehold skal føre optegnelser over dyrs ophold på udearealer.

§ 13. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om udformningen og anvendelsen af genstande, herunder fjernbetjente eller automatisk virkende genstande, der påfører dyr elektriske stød eller anden væsentlig ulempe. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om forbud mod anvendelse af sådanne genstande.

§ 14. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om og kan herunder forbyde anvendelse af bioteknologi, genteknologi og lign. på landbrugsdyr.

Særlige regler om hov- og klovpleje

§ 15. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om kloveftersyn, -behandling og -beskæring, herunder regler om, hvem der må foretage dette, og at det skal ske med en fornøden hyppighed.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om beskæring af hove og anlæggelse af beslag, herunder regler om, hvem der må foretage dette, og at det skal ske med en fornøden hyppighed.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at redskaber, der anvendes til beskæring af klove og hove, kun må betjenes af særligt uddannede personer.

Rum og arealer, hvor dyr holdes, og inventar m.v. heri

§ 18. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.

Stk. 2. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på bindsel, tøjr og lignende indretninger.

§ 19. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om udformning og indretning af opholdsarealer og opholdsrum til dyr, herunder om plads, støj, lys og lysprogrammer, staldklima m.v. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om inventar m.v. i opholdsarealer og opholdsrum. Ministeren kan fastsætte regler om, at opholdsrum og inventar skal godkendes, før det tages i brug.

Stk. 2. Ved fastsættelse af regler efter stk. 1 om dyr i landbruget skal der fastsættes overgangsordninger, der sikrer, at landbruget får rimelig tid til at omstille sig.

§ 20. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om udendørs hold af landbrugsdyr og dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger heraf, herunder om mulighed for skygge og adgang til stald eller læskur.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at landbrugsdyr samt heste og æsler af bestemte racer og krydsninger heraf kan holdes ude døgnet rundt i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr uden adgang til læskur eller bygning, hvis de naturgivne forhold tillader det.

Uddannelse m.v.

§ 21. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om uddannelseskrav i forhold til dyrevelfærd for personer, som er ansvarlige for

1) landbrugsmæssigt hold af dyr,

2) erhvervsmæssig handel med dyr,

3) erhvervsmæssigt opdræt af dyr,

4) drift af dyrepensioner,

5) drift af dyreinternater eller

6) formidling af dyr.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser, uddannelsers indhold og varighed, krav til undervisere, eksamen og opnåelse af kursusbevis for gennemført uddannelse samt udformning af kursusbeviser.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav i forhold til dyrevelfærd for personer, som er tilknyttet de i stk. 1, nr. 2-6, nævnte virksomheder uden at være ansvarlige for driften, men som håndterer dyr eller yder rådgivning om hold af dyr i virksomhederne.

§ 22. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at den, som er ansvarlig for et professionelt hold af dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger heraf, skal være over 18 år og besidde en relevant faglig uddannelse. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilke uddannelser der opfylder kravet i 1. pkt.

§ 23. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om uddannelseskrav for personer, der foretager mærkning, beskæring eller anlæggelse af beslag på dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger heraf.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav til personer, der foretager kloveftersyn, -behandling og -beskæring af malkekvæg.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilke uddannelser der kan opfylde kravene nævnt i stk. 1 og 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser, om uddannelsers indhold og varighed og om krav til undervisere.

§ 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om uddannelseskrav vedrørende transport af dyr for personer, som er ansat i transportvirksomheder og på samlesteder, og for førere og ledsagere på vejkøretøjer, der transporterer dyr.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser, uddannelsers indhold og varighed, krav til undervisere, eksamen og opnåelse af kursusbevis for gennemført uddannelse samt udformning af kursusbeviser.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om suspension og fratagelse af kursusbeviser vedrørende transport af dyr.

Aflivning, herunder slagtning

§ 25. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning af hvirveldyr undtagen fisk ved drukning må ikke finde sted.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om aflivning, herunder slagtning, af dyr. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om forbud mod visse former for aflivning, herunder slagtning, og regler om, at aflivning, herunder slagtning, af visse dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden særligt uddannet person.

§ 26. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om forbud mod aflivning, herunder slagtning, af drægtige landbrugsdyr og heste. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilken periode af drægtigheden forbuddet skal gælde, og om, hvordan og af hvem aflivning, herunder slagtning, skal foretages.

Stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om håndtering af fostre i forbindelse med aflivning, herunder slagtning, af drægtige landbrugsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden.

Opdræt, pensioner, internater, handel, tilsyn m.v.

§ 30. Erhvervsmæssig handel med og opdræt af dyr må kun drives med tilladelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Det samme gælder for drift af dyrepensioner og dyreinternater samt formidling af dyr. Tilladelsen skal angive, hvilke dyrearter den omfatter. Tilladelsen kan tilbagekaldes, når særlige forhold taler for det.

Stk. 2. Ved meddelelse af tilladelser efter stk. 1 kan ministeren fastsætte vilkår med henblik på at sikre overholdelse af bestemmelser fastsat i medfør af stk. 4.

Stk. 3. Stk. 1, 2 og 4 finder ikke anvendelse på landbrugsdyr og dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger deraf.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om indretning og drift af virksomheden, herunder om krav, der kan stilles til personalet, og om tilsyn.

§ 31. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med erhvervsmæssigt salg af dyr bortset fra landbrugsdyr og dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger deraf til private skal udleveres skriftlig information til køberen om forsvarlig pasning og pleje af dyret.

§ 32. Dyr må kun overdrages til børn under 16 år, hvis forældremyndighedsindehaveren samtykker.

§ 33. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om forbud mod salg af visse dyr på markeder og ved andre samlinger af dyr.

§ 34. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om avl af familie- og hobbydyr, herunder forbud mod dette.

Formålsbestemte afgifter og gebyrer

§ 43. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om betaling for omkostninger ved kontrolopgaver, der udføres efter loven eller regler fastsat i medfør af loven eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ydelser og ekspeditioner, herunder autorisationer, godkendelser, registreringer, tilladelser, anmeldelser, undersøgelser, attestationer og dispensationer, der ydes i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven eller i henhold til forordninger udstedt af Den Europæiske Union om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 3. For den ordinære kontrol af dyrevelfærd i besætninger betaler ejere af dyrehold, som pr. 1. februar er registreret i Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR), et årligt beløb på:

1) 3.168 kr. for ejere af dyrehold, hvor mindst én besætning er en kvægbesætning af en størrelse på over 40 dyr.

2) 3.128 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1, og hvor mindst én besætning er en grisebesætning af en størrelse på over 40 dyr.

3) 1.962 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1 eller 2, og hvor mindst én besætning har en størrelse på over 40 dyr, for fjerkræ dog 2.000 dyr. 1. pkt. gælder ikke for akvakultur, kameler, heste, kaniner, humlebier, hønsehold, der alene producerer æg til anvendelse i egen husholdning, eller slagtefjerkræ, der ikke leveres til fjerkræslagteri.

4) 1.145 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1-3, og hvor mindst én besætning er en kvægbesætning af en størrelse på mindst 10 dyr.

5) 1.131 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1-4, og hvor mindst én besætning er en grisebesætning af en størrelse på mindst 10 dyr.

6) 710 kr. for ejere af dyrehold, som ikke er omfattet af nr. 1-5, og hvor mindst én besætning har en størrelse på mindst 10 dyr. 1. pkt. gælder ikke for akvakultur, kameler, heste, kaniner, humlebier, hønsehold, der alene producerer æg til anvendelse i egen husholdning, eller slagtefjerkræ, der ikke leveres til fjerkræslagteri.

Stk. 4. Virksomheder, som beskæftiger sig med sammenbringning, og besætningsejere m.v., som opkræves gebyr for syn af dyr ved udførsel, jf. bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v., betaler et beløb på 33 kr. pr. kvarters faktureret kontroltid i forbindelse med syn af dyr til finansiering af omkostninger til stikprøvekontrol ved pålæsning og aflæsning af dyr samt dybdegående kontroller i forbindelse med udførsel af levende dyr.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af de beløb, der er nævnt i stk. 3 og 4. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om helt eller delvis at undlade opkrævning efter stk. 3 og 4.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om, at betaling for kontrol, der udføres efter lov om hold af dyr eller lov om fødevarer, sker efter stk. 1 og 2, når kontrollen indgår som en del af et overordnet kontrolområde omfattet af denne lov.

Stk. 7. Beløbene i stk. 3 og 4 bliver årligt pr. 1. januar pris- og lønreguleret med den sats for det generelle pris- og lønindeks, der er fastsat af Finansministeriet. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb og offentliggøres ved bekendtgørelse.

§ 44. Betalingsforpligtelser, der er fastsat ved forordning inden for lovens område, i denne lov eller i regler udstedt i henhold til denne lov, og som ikke betales rettidigt, tillægges, medmindre andet er fastsat i Den Europæiske Unions retsakter, en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats i renteloven med tillæg fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For rykkerbreve betales et gebyr på 100 kr., som reguleres med tilpasningsprocenten i lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste med 10 delelige kronebeløb.

Ikrafttræden, overgangsbestemmelser og ændringer i anden lovgivning m.v.

§ 70. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan herunder fastsætte, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 2. Dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 20 af 11. januar 2018, ophæves ved lovens ikrafttræden, idet dog § 32, stk. 2, 2. pkt., for så vidt angår §§ 4 og 10 i lov om værn for dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 335 af 8. juli 1983, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

Stk. 3. Ved lovens ikrafttræden ophæves følgende love:

1) Lov om indendørs hold af gylte, goldsøer og drægtige søer, jf. lovbekendtgørelse nr. 49 af 11. januar 2017.

2) Lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin, jf. lovbekendtgørelse nr. 56 af 11. januar 2017.

3) Lov om udendørs hold af svin, jf. lovbekendtgørelse nr. 51 af 11. januar 2017.

4) Lov om hold af slagtekyllinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af 11. januar 2017.

5) Lov om forbud om markedsføring m.v. samt indførsel og udførsel af skind og skindprodukter fra hunde og katte, jf. lovbekendtgørelse nr. 257 af 8. marts 2013.

6) Lov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden, jf. lovbekendtgørelse nr. 258 af 8. marts 2013.

7) Lov om forbud mod hold af ræve, jf. lovbekendtgørelse nr. 469 af 15. maj 2014.

8) Lov om hold af slagtekalkuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 57 af 11. januar 2017.

9) Lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 11. januar 2017.

10) Lov om hold af heste, jf. lovbekendtgørelse nr. 304 af 30. marts 2017.

Stk. 4. Regler fastsat i medfør af de love, der er nævnt i stk. 2 og stk. 3, nr. 1-9, og regler fastsat i medfør af lov om værn for dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 335 af 8. juli 1983, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat efter denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5. Regler fastsat i medfør af lov om hold af heste, jf. lovbekendtgørelse nr. 304 af 30. marts 2017, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler fastsat i medfør af denne lov eller i medfør af mark- og vejfredsloven. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 6. Tilladelser meddelt i medfør af de hidtil gældende regler, der er nævnt i stk. 2, stk. 3, nr. 7, og stk. 4, bevarer deres gyldighed på de meddelte vilkår.

Stk. 7. Ansøgninger om tilladelser efter regler nævnt i stk. 2, der er modtaget inden lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtidige gældende regler.

Stk. 8. Personer, der har etableret selvstændig virksomhed med hold af ræve før den 26. november 2008, som på dette tidspunkt havde denne virksomhed som deres hovederhverv, og som efter ansøgning har fået meddelt tilladelse af Justitsministeriet til at fortsætte deres virksomhed indtil den 31. december 2023, kan fortsætte deres virksomhed indtil dette tidspunkt.

Stk. 9. Verserende klagesager i Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ikke er færdigbehandlet ved denne lovs ikrafttræden, færdigbehandles og afgøres af Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i denne lov.

§ 71. (Udelades)

§ 72. (Udelades)

§ 73. I lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet, som ændret ved § 57 i lov nr. 338 af 2. april 2019 og § 27 i lov nr. 58 af 28. januar 2020, foretages følgende ændring:

1. I § 19, nr. 5, ændres »§§ 49-72, 74 og 75, 77-89 og 93 og 94« til: »§§ 49-62, 71, 72, 74, 75, 77-89, 93 og 94 samt dyrevelfærdsloven«.

§ 74. (Udelades)

§ 75. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Almindelige bestemmelser

§ 1. Denne lovs bestemmelser kommer kun til anvendelse, for så vidt ikke andet er udtrykkelig aftalt, eller må anses for indeholdt i aftalen eller følger af handelsbrug eller anden sædvane.

Stk. 2. I forbrugerkøb, jf. § 4 a, kan § 2, stk. 1, § 4 a, § 50, §§ 55 og 56, § 57, stk. 2, §§ 73-79, § 80, stk. 1, og §§ 81-87 dog ikke fraviges til skade for køberen.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 54, stk. 4, kan ikke fraviges til skade for en senere erhverver, som hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

§ 1 a. Loven gælder for alle køb, bortset fra køb af fast ejendom.

Stk. 2. §§ 72-87 gælder dog kun i forbrugerkøb.

Stk. 3. § 5, §§ 10-13, § 17, stk. 2, § 21, stk. 2, § 42, § 43, stk. 1 og 2, § 44, §§ 46-49, §§ 52-54, § 57, stk. 1, og § 58 gælder ikke i forbrugerkøb.

Stk. 4. Loven gælder ikke for køb, der er omfattet af den internationale købelov.

§ 2. Bestilling af genstande, som først skal fremstilles, anses i denne lov for køb. Uden for forbrugerkøb gælder dette dog kun, såfremt den overvejende del af de for fremstillingen nødvendige materialer skal ydes af den, der har påtaget sig fremstillingen.

Stk. 2. Loven gælder ikke for opførelse af bygning eller andet anlæg på fast ejendom.

Stk. 3. Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder tilsvarende anvendelse på bytte.

§ 3. Ved køb af genstande, bestemt efter art, forstås i denne lov ikke alene køb af en vis mængde af en angiven art genstande, men også køb af en vis mængde af et angivet parti.

§ 3 a. I denne lov forstås i forbrugerkøb ved:

1) Producent: Den, der har fremstillet salgsgenstanden, indført den i Den Europæiske Union eller fremstår som producent ved at have forsynet salgsgenstanden med sit navn, mærke eller andet kendetegn.

2) Digitalt indhold: Data, der fremstilles og leveres i digital form.

3) Digital tjeneste: Tjeneste, der gør det muligt at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller som muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med data i digital form, som uploades eller genereres af brugere af den pågældende tjeneste.

4) Vare med digitale elementer: En løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre genstanden i at opfylde sin funktion.

5) Funktionalitet: Evne til at udføre sine funktioner i betragtning af formålet.

6) Holdbarhed: Evne til at bevare sine påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug.

7) Kompatibilitet: Evne til at fungere med hardware eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

8) Interoperabilitet: Evne til at fungere med hardware eller software, der adskiller sig fra den, som genstande af samme type normalt anvendes med.

9) Digitalt miljø: Hardware, software og netværksforbindelser, der anvendes af køberen til at få adgang til eller gøre brug af digitalt indhold eller en digital tjeneste.

10) Installation af digitalt indhold eller en digital tjeneste: Sammenkoblingen med og inkorporeringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste i køberens digitale miljø, for at det digitale indhold eller den digitale tjeneste kan anvendes i overensstemmelse med kravene til salgsgenstanden, jf. §§ 75 b-75 d.

11) Varigt medium: Ethvert middel, som sætter modtageren i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

12) Offentlig auktion: En salgsmetode, hvor en erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, som selv er eller har mulighed for at være til stede under auktionen, gennem en gennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne.

13) Handelsmæssig garanti: Enhver forpligtelse, som sælgeren eller en producent (garantigiveren) har påtaget sig over for køberen, ud over sælgerens retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved salgsgenstanden, hvis den ikke svarer til de specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.

§ 4. Ved handelskøb forstås i denne lov køb, som indgås mellem handlende i eller for deres bedrift.

Stk. 2. Som handlende anses herved enhver, der gør sig til bedrift at afhænde dertil indkøbte varer, at drive vekselerer- eller bankforretning, forsikringsvirksomhed, kommissionshandel, forlagsvirksomhed, apotek, beværtning, håndværk eller fabrik, at overtage udførelse af bygnings- eller anlægsarbejder eller at befordre personer, gods eller meddelelser. Dog anses ikke som handlende den, som uden anden medhjælp end sin ægtefælle, sine børn under 15 år og sit hustyende driver beværtning, håndværk, befordringsvirksomhed eller sådan ringe handel, hvortil ikke kræves særlig adkomst, eller hvortil borgerskab udstedes uden betaling.

§ 4 a. Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.

Stk. 2. Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 endvidere køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.

Stk. 3. Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4, endvidere aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, når leveringen er forbundet med en modydelse i form af

1) et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi eller

2) personoplysninger, medmindre oplysningerne udelukkende behandles med henblik på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller for at give mulighed for at opfylde retlige krav.

Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse på aftaler vedrørende

1) andre tjenesteydelser end digitale tjenesteydelser, uanset om der anvendes digitale former eller midler til at skabe resultatet af tjenesteydelsen eller til at levere eller overføre det til forbrugeren,

2) elektroniske kommunikationstjenester med undtagelse af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, jf. § 2, nr. 9 og 20, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester,

3) sundhedsydelser, der leveres af autoriserede sundhedspersoner til patienter for at vurdere, bevare eller genetablere deres sundhedstilstand, herunder ordinering, udlevering og levering af lægemidler og medicinsk udstyr,

4) tjenester, der involverer at vædde et pengebeløb i hasardspil, herunder spil med et element af færdigheder, såsom lotterier, kasinospil, pokerspil og væddemål, ved hjælp af elektroniske midler eller enhver anden teknologi til lettelse af kommunikation og på individuel anmodning af en modtager af sådanne tjenester,

5) finansielle tjenesteydelser, jf. § 3, nr. 4, i lov om forbrugeraftaler,

6) software, som tilbydes i henhold til en free and open source-licens, hvor der ikke betales et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi, og hvor de personoplysninger, som køberen afgiver, udelukkende behandles med henblik på at forbedre den specifikke softwares sikkerhed, kompatibilitet eller interoperabilitet,

7) digitalt indhold, der stilles til rådighed for offentligheden på anden måde end ved signaltransmission som led i en forestilling eller et arrangement, såsom digitale filmforevisninger, eller

8) digitalt indhold, der leveres af offentlige myndigheder i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

Stk. 5. Omfatter en aftale elementer vedrørende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste og elementer vedrørende levering af andre tjenester, finder loven anvendelse på elementerne vedrørende det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

Stk. 6. Medmindre andet er fastsat i loven, finder lovens regler om digitalt indhold og digitale tjenester ikke anvendelse på digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en løsøregenstand som defineret i § 3 a, nr. 4, og som leveres sammen med løsøregenstanden i henhold til købsaftalen vedrørende denne løsøregenstand, uanset om et sådant digitalt indhold eller en sådan digital tjeneste leveres af sælgeren eller tredjemand. Er der tvivl om, hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en løsøregenstand, udgør en del af købsaftalen, formodes det digitale indhold eller den digitale tjeneste at være omfattet af købsaftalen.

Stk. 7. Medmindre andet er fastsat i loven, finder lovens regler om digitalt indhold uanset stk. 6 anvendelse på et fysisk medium, der udelukkende bruges som bærer af digitalt indhold.

Stk. 8. Køb af levende heste anses ikke som forbrugerkøb.

Om bestemmelse af købesummen

§ 5. Er køb sluttet, men intet aftalt om købesummens størrelse, har køberen at betale, hvad sælgeren fordrer, for så vidt det ikke kan anses for ubilligt.

§ 6. Er i handelskøb regning (faktura eller nota) tilstillet køberen, og gør han ikke, såsnart ske kan, indsigelse mod den i regningen anførte pris, er han pligtig at betale denne, medmindre lavere pris oplyses at være aftalt, eller regningen er åbenbart urimelig.

§ 7. Skal købesummen beregnes efter tal, mål eller vægt, bliver mængden på det tidspunkt, da faren for salgsgenstandens hændelige undergang går over på køberen, at lægge til grund for beregningen.

§ 8. Skal købesummen beregnes efter varens vægt, antages indpakningens vægt (taravægten) at skulle fradrages.

Om stedet, hvor salgsgenstanden skal leveres (leveringsstedet)

§ 9. Sælgeren har at levere salgsgenstanden på det sted, hvor han ved købets afslutning havde sin bolig. Drev han på dette tidspunkt forretning, og stod salget i forbindelse dermed, skal levering ske på forretningsstedet.

Stk. 2. Befandt genstanden sig ved købets afslutning på et andet sted end ovenfor nævnt, og var parterne eller burde de være vidende derom, anses dette som leveringssted.

§ 10. Skal genstanden af sælgeren forsendes fra et sted til et andet for der at overgives i køberens besiddelse, anses levering for sket, når genstanden er overgivet til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen fra vedkommende sted, eller den, hvis afsendelsen sker med skib, er bragt inden for skibssiden.

§ 11. Skal sælgeren besørge genstanden sendt til noget inden pladsens grænser beliggende sted, anses levering ikke at være sket, forinden genstanden er kommet i køberens besiddelse.

Om tiden for aftalens opfyldelse

§ 12. Er tid for købesummens betaling eller salgsgenstandens levering ikke bestemt, og fremgår det ikke af omstændighederne, at opfyldelse skal ske snarest muligt, skal den ske ved påkrav.

§ 13. Er et tidsrum fastsat for leveringen, har sælgeren ret til inden for dettes grænser at vælge tidspunktet for leveringen, medmindre det fremgår af omstændighederne, at spillerummet er fastsat i køberens interesse.

Om retten til at kræve ydelse mod ydelse

§ 14. Er der ikke givet henstand fra nogen af siderne, er sælgeren ikke pligtig at levere salgsgenstanden, medmindre købesummen samtidig betales, og køberen ikke pligtig at betale købesummen, medmindre salgsgenstanden samtidig stilles til hans rådighed.

§ 15. Skal genstanden forsendes fra leveringsstedet, kan sælgeren dog ikke i medfør af bestemmelsen i foregående paragraf undlade at afsende den, men kan hindre, at den overgives i køberens besiddelse, så længe købesummen ikke er betalt.

§ 16. Benyttes i handelskøb ved genstandens forsendelse fra leveringsstedet til bestemmelsesstedet konnossement eller fragtbrev af sådan beskaffenhed, at sælgeren efter dets udlevering til køberen ikke kan råde over genstanden, skal købesummen betales mod udlevering af det pågældende dokument overensstemmende med reglerne i § 71.

Om faren (risikoen) for salgsgenstanden

§ 17. Sælgeren bærer faren for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted.

Stk. 2. Angår købet en bestemt genstand, som skal hentes af køberen, og er tiden inde, da den ifølge aftalen kan hentes, samt genstanden holdes rede, bærer dog køberen faren og må således betale købesummen, selv om genstanden hændelig er gået til grunde eller forringet.

Om udbytte af salgsgenstanden

§ 18. Udbytte, som vindes af salgsgenstanden inden leveringstiden, tilkommer sælgeren, medmindre det med grund kunne påregnes først at ville falde senere.

Stk. 2. Udbytte, som vindes efter leveringstiden, tilfalder køberen, medmindre det med grund kunne påregnes allerede at ville falde forinden.

§ 19. Køb af aktie omfatter det udbytte, som ikke var forfalden på den tid, da købet sluttedes.

Stk. 2. Er eller bliver der til aktien knyttet ret til at tegne ny aktie, nyder køberen godt heraf.

§ 20. Køb af rentebærende skriftlig fordring omfatter de ved købet eller, hvis senere levering skal finde sted, de ved leveringstiden påløbne, men endnu ikke forfaldne renter. Fremgår det ikke af omstændighederne, at fordringen er solgt som usikker, bliver det til renterne svarende beløb at betale i tillæg til købesummen og samtidig med denne.

Om forsinkelse fra sælgerens side

§ 21. Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid og skyldes dette ikke køberens forhold eller en hændelig begivenhed, for hvilken han bærer faren, har køberen valget mellem at forlange genstanden leveret og at hæve købet.

Stk. 2. Var forsinkelsen eller måtte den af sælgeren forudsættes at være af uvæsentlig betydning for køberen, kan denne dog ikke hæve købet, medmindre han har betinget sig opfyldelse nøjagtig til bestemt tid.

Stk. 3. I handelskøb anses enhver forsinkelse for væsentlig, medmindre det alene er en ringe del af det solgte, som er forsinket.

§ 22. Skal sælgeren levere efterhånden, og finder forsinkelse sted med en enkelt levering, kan køberen i medfør af foregående paragraf alene hæve købet, for så vidt angår denne levering. Dog kan han også hæve købet for senere leveringers vedkommende, såfremt gentagelse af forsinkelsen må ventes, eller endog hæve købet i dets helhed, såfremt dette er begrundet i sammenhængen mellem leveringerne.

§ 23. Angår købet en bestemt genstand, og bliver denne ikke leveret i rette tid, har sælgeren at svare skadeserstatning, medmindre det oplyses, at forsinkelsen ikke kan tilregnes ham.

§ 24. Ved køb af genstande, bestemte efter art, er sælgeren, selv om forsinkelsen ikke kan tilregnes ham, pligtig til at svare skadeserstatning, medmindre han har forbeholdt sig fritagelse derfor, eller muligheden af at opfylde aftalen må anses for udelukket ved omstændigheder, der ikke er af sådan beskaffenhed, at sælgeren ved købets afslutning burde have taget dem i betragtning, såsom ved hændelig undergang af alle genstande af den art eller det parti, købet angår, ved krig, indførselsforbud eller lignende.

§ 25. Hæves et køb, og skal erstatning svares i henhold til § 23 eller § 24, bliver denne i mangel af bevis for, at anden skade er lidt, at fastsætte til det beløb, hvormed prisen for genstande af samme art og godhed som de solgte på leveringstiden overstiger købesummen. Foretager køberen dækningskøb på forsvarlig måde og inden for rimelig tid efter ophævelsen, lægges den ved købet opnåede pris til grund ved beregning af prisforskellen.

§ 26. Er leveringstiden forløbet, og har levering ikke fundet sted, må køberen, om han vil fastholde købet, på forespørgsel fra sælgerens side uden ugrundet ophold give meddelelse derom. Undlader han dette, taber han sin ret til at kræve levering. Det samme gælder, selv om han ikke har modtaget nogen forespørgsel, dersom han ikke inden rimelig tid meddeler, at han vil fastholde købet.

§ 27. Har levering fundet sted efter leveringstidens udløb, må køberen, når det ved genstandens fremkomst eller underretning fra sælgeren viser sig, at leveringen er sket for sent, i handelskøb straks og ellers uden ugrundet ophold meddele sælgeren, at han vil påberåbe sig forsinkelsen. Undlader han dette, kan han ikke senere påberåbe sig forsinkelsen. Vil køberen benytte sin ret til at hæve købet, må han under denne rets fortabelse uden ugrundet ophold meddele sælgeren dette.

Om forsinkelse fra køberens side

§ 28. Betales købesummen ikke i rette tid, eller træffer køberen ikke i rette tid foranstaltning, hvorpå købesummens betaling beror, har sælgeren valget imellem at fastholde og at hæve købet. Er forsinkelsen af uvæsentlig betydning, kan købet dog ikke hæves. I handelskøb anses enhver forsinkelse for væsentlig.

Stk. 2. Er den solgte genstand allerede overgivet til køberen, kan sælgeren ikke hæve købet, medmindre han enten må anses at have taget forbehold i så henseende, eller genstanden afvises af køberen.

§ 29. Skal sælgeren levere efterhånden, og skal betaling erlægges særskilt for hver levering, er sælgeren, når der med hensyn til betalingen for en enkelt levering indtræder sådan forsinkelse, som efter § 28, stk. 1, anses for væsentlig, berettiget til at hæve købet for de følgende leveringers vedkommende, medmindre der ikke er nogen grund til at befrygte gentagelse af forsinkelsen. Dette gælder, selv om sælgeren efter § 28, stk. 2, er afskåret fra at hæve købet med hensyn til den levering, for hvis vedkommende købesummens betaling er blevet forsinket.

§ 30. Hæver sælgeren i medfør af de to foregående paragraffer købet, har han krav på skadeserstatning efter de regler, som er givne i § 24. Erstatningen bliver i mangel af bevis for, at anden skade er lidt, at fastsætte til det beløb, hvormed købesummen overstiger prisen for genstande af samme art og godhed som de solgte på den tid, da forsinkelsen indtrådte.

Stk. 2. Foretages salg af genstanden på forsvarlig måde og inden for en rimelig tid efter ophævelsen, lægges den ved salget opnåede pris til grund ved beregning af prisforskellen.

§ 31. Er købesummen ikke betalt, uagtet betalingstiden er forløbet, eller har køberen undladt at træffe sådan foranstaltning, som i § 28 er nævnt, og er salgsgenstanden ikke overgivet til køberen, har sælgeren, når han vil fastholde købet, på forespørgsel fra køberens side uden ugrundet ophold at give meddelelse derom. Undlader han dette, taber han sin ret til at fastholde købet. Det samme gælder, selv om han ikke har modtaget nogen forespørgsel, dersom han ikke inden rimelig tid meddeler, at han vil fastholde købet.

§ 32. Betales købesummen for sent, eller træffer køberen for sent sådan foranstaltning, som i § 28 er nævnt, må sælgeren, hvis han på grund af forsinkelsen vil hæve købet, give køberen meddelelse derom, i handelskøb straks og ellers uden ugrundet ophold. Undlader han dette, taber han sin ret til at hæve købet.

§ 33. Undlader køberen at afhente eller modtage salgsgenstanden i rette tid, eller har hans forhold i øvrigt bevirket, at den ikke i rette tid er blevet overgivet i hans besiddelse, har sælgeren for køberens regning at drage omsorg for genstanden, indtil forsinkelsen ophører, eller sælgeren benytter den ret til at hæve købet, som efter § 28 måtte tilkomme ham. Er genstanden forsendt og kommet til bestemmelsesstedet, gælder dette dog kun, når der her findes nogen, som på sælgerens vegne kan tage den i besiddelse, og sådant kan ske uden væsentlig omkostning eller ulempe.

§ 34. Kan sælgeren ikke uden væsentlig omkostning eller ulempe vedblive med at sørge for genstanden, eller råder køberen ikke over den inden rimelig tid, efter at han dertil er blevet opfordret, har sælgeren ret til at sælge den for køberens regning. Forinden salg finder sted, har sælgeren så vidt muligt at give køberen betimeligt varsel. Foretages salg af genstanden ved en forsvarligt bekendtgjort og afholdt auktion eller på anden forsvarlig måde, kan køberen ikke gøre indsigelse mod den opnåede pris. Kan salg ikke finde sted, eller er det åbenbart, at de med et salg forbundne omkostninger ikke ville kunne dækkes af salgssummen, er sælgeren berettiget til at skaffe genstanden bort.

§ 35. Er genstanden udsat for hurtig fordærvelse, eller vil dens bevaring medføre uforholdsmæssig store omkostninger, er sælgeren med den begrænsning, som følger af slutningsbestemmelsen i foregående paragraf, pligtig at sælge den. Kan salg på nogen af de i samme paragraf omhandlede måder ikke uden skade oppebies, skal genstanden sælges, som bedst ske kan.

§ 36. Har forsinkelse fra køberens side påført sælgeren udgifter til genstandens bevaring eller anden forøget omkostning, kan sælgeren fordre erstatning og til sikkerhed for denne holde genstanden tilbage.

§ 37. Bærer sælgeren faren for salgsgenstanden, men køberens forhold har bevirket, at den ikke bliver leveret i rette tid, overføres faren på køberen, ved køb af genstande, bestemte efter art, dog ikke forinden bestemte genstande er udskilte for ham.

§ 38. (Ophævet)

Om køberens manglende betalingsevne

§ 39. Kommer køberen efter købets afslutning under konkurs eller rekonstruktionsbehandling, har sælgeren, skønt der er givet henstand med betalingen, ret til at holde salgsgenstanden tilbage eller, hvis den er forsendt fra leveringsstedet, at hindre dens overgivelse til boet, indtil betryggende sikkerhed stilles for købesummens betaling til forfaldstid. Er tiden for leveringen kommet, og boet ikke på sælgerens opfordring stiller sådan sikkerhed, kan han hæve købet.

Stk. 2. Disse bestemmelser kommer også til anvendelse, hvis efter købets afslutning køberen ved eksekution er fundet at mangle midler til at betale sin gæld, eller han, om han er handlende, har standset sine betalinger, eller hans formueforhold i øvrigt viser sig at være sådanne, at han må antages at ville være ude af stand til at betale købesummen, når den forfalder.

§ 40. Er køberens bo taget under konkursbehandling, kan sælgeren, selv om tiden for leveringen ikke er kommet, forlange, at boet uden ugrundet ophold tager stilling til, om det vil indtræde i købet. Indtræder boet ikke, kan sælgeren hæve købet.

§ 41. Er salgsgenstanden efter konkursens begyndelse overgivet til konkursboet, og er købesummen ikke betalt, kan sælgeren kræve genstanden tilbage, medmindre boet erklærer at ville indtræde i købet og betaler købesummen eller på opfordring stiller sikkerhed for dens betaling til forfaldstid. Har boet afhændet genstanden eller i øvrigt for egen regning rådet således over den, at den ikke kan tilbageleveres i væsentlig uforandret stand, har sælgeren ret til at anse boet som indtrådt i købet.

Om mangler ved salgsgenstanden

§ 42. Angår købet en bestemt genstand, og lider denne af en mangel, kan køberen hæve købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen. Må manglen anses som uvæsentlig, er køberen dog ikke berettiget til at hæve købet, medmindre sælgeren har handlet svigagtigt.

Stk. 2. Savnede genstanden ved købets afslutning egenskaber, som må anses tilsikrede, eller er manglen efter købets indgåelse forårsaget ved sælgerens forsømmelse, eller har sælgeren handlet svigagtigt, kan køberen kræve skadeserstatning.

§ 43. Ved køb af genstande, bestemte efter art, kan køberen, såfremt den leverede genstand lider af en mangel, hæve købet eller kræve omlevering eller fordre et forholdsmæssigt afslag i købesummen.

Stk. 2. Må manglen anses som uvæsentlig, kan købet dog ikke hæves eller omlevering fordres, medmindre sælgeren har handlet svigagtigt eller har kendt manglen på et sådant tidspunkt, at han uden urimelig opofrelse havde kunnet skaffe mangelfri genstand.

Stk. 3. Sælgeren er, selv om han er uden skyld, pligtig at betale skadeserstatning dog således, at bestemmelserne i § 24 finder tilsvarende anvendelse.

§ 44. Ved afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en mangel, bliver, for så vidt manglen ikke er hidført ved sælgerens forsømmelse, det tidspunkt at tage i betragtning, da faren gik over på køberen.

§ 45. Bestemmelserne i § 25 om skadeserstatningens beregning kommer også til anvendelse, når købet hæves på grund af mangel ved genstanden.

§ 46. Skal sælgeren levere efterhånden, og er en enkelt levering mangelfuld, kan køberen i medfør af §§ 42 og 43 alene hæve købet, for så vidt angår denne levering. Dog kan han også hæve købet for senere leveringers vedkommende, såfremt det må ventes, at også disse vil blive mangelfulde, eller endog hæve købet i dets helhed, såfremt dette er begrundet i sammenhængen mellem leveringerne.

§ 47. Har køberen før købets afslutning undersøgt salgsgenstanden eller uden skellig grund undladt at efterkomme sælgerens opfordring til at undersøge den, eller er der før købets afslutning givet ham lejlighed til at undersøge en prøve af salgsgenstanden, kan han ikke påberåbe sig mangler, der ved sådan undersøgelse burde være opdaget af ham, medmindre sælgeren har handlet svigagtigt.

§ 48. Sker salg ved auktion, kan køberen ikke påberåbe sig, at genstanden lider af nogen mangel, medmindre genstanden ikke svarer til den betegnelse, under hvilken den er solgt, eller sælgeren har handlet svigagtigt. Hvad her er foreskrevet, gælder dog ikke, når en handlende sælger sine varer ved auktion.

§ 49. Tilbyder sælgeren at afhjælpe en mangel eller at foretage omlevering, må køberen dermed lade sig nøje, hvis det kan ske inden udløbet af den tid, da han er pligtig at afvente levering (jf. § 21), og det åbenbart ikke kan medføre omkostning eller ulempe for ham.

Stk. 2. Køberens ret til erstatning berøres ikke af denne bestemmelse.

§ 50. Hvad i denne lov er bestemt om mangler ved salgsgenstanden finder tilsvarende anvendelse, hvor den leverede mængde er for ringe, såfremt køberen må gå ud fra, at det, som er leveret, er ment at skulle tjene som fuldstændig opfyldelse af aftalen. Køberen kan i dette tilfælde ikke i medfør af § 43 fordre omlevering, men kan i stedet herfor kræve efterleveret, hvad der mangler, hvad enten dette udgør en større eller mindre 

del af det, som skulle leveres.

§ 51. I handelskøb har køberen, når salgsgenstanden er leveret, eller en aftalt udfaldsprøve er kommet ham i hænde, at foretage sådan undersøgelse, som ordentlig forretningsbrug kræver. Skal genstanden forsendes fra et sted til et andet, er køberen dog ikke pligtig at undersøge den, førend den på bestemmelsesstedet er stillet således til hans rådighed, at han ifølge § 56 ville være pligtig at drage omsorg for den.

§ 52. Viser det sig, at den solgte genstand lider af en mangel, har køberen, såfremt han vil påberåbe sig manglen, at give sælgeren meddelelse derom i handelskøb straks og ellers uden ugrundet ophold. Afgiver han ikke sådan meddelelse, uagtet han har opdaget eller burde have opdaget manglen, kan han ikke senere gøre den gældende.

Stk. 2. Vil køberen hæve købet, eller vil han kræve efterlevering eller omlevering, skal han uden ugrundet ophold give sælgeren meddelelse derom, og har ellers tabt sin ret til at afvise genstanden eller kræve efterlevering.

§ 53. De i foregående paragraf givne bestemmelser om tab af køberens ret til at påberåbe sig mangler kommer ikke til anvendelse, når sælgeren har handlet svigagtigt, eller når han har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed, og denne medfører betydelig skade for køberen.

§ 54. Har køberen ikke inden to år efter genstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet svigagtigt.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis salgsgenstanden i henhold til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi den udgør en fare.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder heller ikke anvendelse ved køb af byggematerialer.

Stk. 4. En aftale om en kortere frist for at påberåbe sig en mangel end efter stk. 1 eller en aftale om en frist for at påberåbe sig en mangel ved køb omfattet af stk. 2 eller 3 kan ikke gøres gældende over for en senere erhverver, som hovedsagelig handler uden for sit erhverv, i det omfang denne i øvrigt vil kunne kræve erstatning for mangler ved salgsgenstanden.

Bestemmelser vedrørende afvisning af leverede genstande og ophævelse af køb

§ 55. Er køberen kommet i besiddelse af genstanden, og vil han afvise den, er han pligtig at drage omsorg for den, og kan af sælgeren fordre erstatning for de ham derved påførte omkostninger. De i §§ 34 og 35 givne regler finder tilsvarende anvendelse.

§ 56. Er i tilfælde af genstandens forsendelse køberen sat i stand til på bestemmelsesstedet at komme i besiddelse af genstanden, og vil han afvise den, er han pligtig at tage den i sin besiddelse for sælgerens regning.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis sælgeren selv er tilstede på bestemmelsesstedet, eller hvis ihændehaver af konnossement eller anden person, som på sælgerens vegne kan tage sig af genstanden, er tilstede der, eller hvis køberen ikke kan få genstanden i sin besiddelse uden at betale købesummen eller at pådrage sig anden væsentlig omkostning eller ulempe.

Stk. 3. Når køberen har taget genstanden i sin besiddelse, kommer reglerne i foregående paragraf til anvendelse.

§ 57. Hæves købet, er sælgeren ikke berettiget til at få genstanden tilbage, medmindre han tilbagegiver, hvad han har modtaget i betaling, og køberen ikke berettiget til at få købesummen tilbage, medmindre han tilbageleverer det modtagne i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var ved leveringen.

Stk. 2. Køberen har, når han hæver købet eller kræver omlevering, ret til at holde genstanden tilbage, indtil sælgeren svarer skyldig erstatning eller stiller betryggende sikkerhed for denne.

§ 58. Selv om genstanden er gået til grunde eller forandret, kan køberen, uanset bestemmelserne i foregående paragraf, hæve købet, såfremt undergangen eller forandringen skyldes en hændelig begivenhed eller genstandens egen beskaffenhed eller foranstaltninger, som udkrævedes til dens undersøgelse, eller som er trufne inden den mangel, der medfører ophævelse af købet, er opdaget eller burde være opdaget.

Om vanhjemmel

§ 59. Oplyses det, at salgsgenstanden ved købets afslutning tilhørte en anden end sælgeren, kan køberen, selv om sælgeren var i en undskyldelig vildfarelse om sin adkomst, kræve skadeserstatning hos denne. Dette gælder dog ikke, hvis køberen ved købets afslutning ikke var i god tro.

Om køb på prøve

§ 60. Er en genstand købt på prøve eller på besigtigelse, og er den leveret, bliver køberen bundet ved købet, såfremt han ikke inden aftalt tid eller, om ingen tid er aftalt, inden passende frist har meddelt sælgeren, at han ikke vil beholde genstanden.

Stk. 2. Sålænge køberen har genstanden til prøve eller besigtigelse, bærer han faren for den.

Om meddelelser efter denne lov

§ 61. Er sådan meddelelse fra køberen, som omhandles i §§ 6, 26, 27, 52 og 54, indleveret til befordring med telegraf eller post, eller, hvor andet forsvarligt befordringsmiddel benyttes, afgivet til befordring dermed, medfører det ikke tab af ret for afsenderen, at meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.

Stk. 2. Det samme gælder om de meddelelser fra sælgeren, som omhandles i §§ 31 og 32.

Om betydningen af visse salgsklausuler

§ 62. Er en vare solgt »frit ombord« (fob) på et angivet sted, har køberen at befragte skib eller betinge skibsrum til varens befordring fra dette sted.

Stk. 2. Sælgeren har at besørge og bekoste varens forsendelse til afskibningsstedet og at træffe de foranstaltninger med hensyn til dens indladning, som ifølge der gældende lov eller sædvane påhviler en aflader.

Stk. 3. Når varen er kommet inden for skibssiden, ophører sælgeren at bære faren for den.

Stk. 4. Om varen lider af mangler, bedømmes efter dens tilstand på samme tidspunkt, ligesom også dens mængde på dette tidspunkt bliver at lægge til grund, såfremt købesummen skal beregnes efter mål, vægt eller tal.

Stk. 5. Den omstændighed, at køberen har befragtet skib eller betinget skibsrum, medfører ikke pligt for køberen til at undersøge varen før dens fremkomst til bestemmelsesstedet og afskærer ikke heller sælgeren fra at udøve de i §§ 15, 28 og 39 omhandlede rettigheder.

Stk. 6. Køberen er, selv om der ikke er truffet særlig aftale derom, pligtig at betale mod konnossement overensstemmende med, hvad der er bestemt i § 71.

§ 63. Er en vare solgt »fragtfrit« (cost and freight, c & f, c f), har sælgeren at besørge og bekoste dens forsendelse til bestemmelsesstedet.

Stk. 2. Faren går over på køberen, såsnart varen overensstemmende med de i § 10 givne regler er overgivet til en fragtføring eller bragt inden for skibssiden.

Stk. 3. Om varen lider af mangler, bedømmes efter dens tilstand på det tidspunkt, da faren for den går over på køberen, ligesom også dens mængde på dette tidspunkt bliver at lægge til grund, såfremt købesummen skal beregnes efter mål, vægt eller tal.

Stk. 4. Køberen er, selv om der ikke er truffet særlig aftale derom, pligtig at betale mod konnossement eller fragtbrev, overensstemmende med, hvad der er bestemt i § 71.

Stk. 5. Køberen har, selv om købesummen ikke er forfaldet til betaling ved varens fremkomst, at betale den fragt, som ikke er erlagt af sælgeren, mod fradrag i købesummen, men uden godtgørelse for rente.

§ 64. Er en vare solgt »cif« (cost, insurance freight) eller »caf« (coût, assurance, fret), gælder, hvad der i foregående paragraf er bestemt.

Stk. 2. Sælgeren har derhos for den del af forsendelsen, under hvilken han ikke bærer faren, for køberen at tegne sædvanemæssig forsikring. Undlader sælgeren at tegne sådan forsikring, uden at købet af den grund hæves, kan køberen kræve erstatning for skade, som måtte følge af undladelsen, eller selv tegne forsikring og afdrage omkostningerne i købesummen.

§ 65. Er en vare solgt »leveret« eller »frit« (franco) på et angivet sted, anses levering ikke for sket, førend varen er kommet frem til dette sted. Sælgeren har således at besørge og bekoste dens forsendelse dertil og bærer under forsendelsen faren.

Stk. 2. Om varen lider af mangler, bedømmes efter dens tilstand ved fremkomsten, ligesom også dens mængde på dette tidspunkt bliver at lægge til grund, såfremt købesummen skal beregnes efter mål, vægt eller tal.

Stk. 3. I sammensætning med »fragtfrit«, »c & f«, »c f«, »cif« eller »caf« har benyttelsen af ordet »leveret« ingen betydning for forståelsen af de nævnte klausuler.

§ 66. Er en vare købt med sådan angivelse af dens mængde, at der for samme er åbnet et vist spillerum, såsom »cirka«, »fra-til« eller lignende, tilkommer det sælgeren at træffe valget, medmindre det fremgår af omstændighederne, at spillerummet er indrømmet i køberens interesse.

Stk. 2. Er betegnelsen »cirka« benyttet, er spillerummet 10 pct. op eller ned for ladning og ellers 5 pct.

§ 67. Er der solgt »en ladning«, må sælgeren ikke sende andre varer med samme skib. Sker det, og kan det for køberen medføre ulempe, kan denne hæve købet; enten købet hæves eller ikke, har han ret til skadeserstatning.

§ 68. Er det aftalt, at varen skal leveres eller aftages »i begyndelsen« (»primo«), »i midten« (»medio«) eller »i slutningen« (»ultimo«) af en måned, forstås herved henholdsvis den første til tiende, den ellevte til tyvende og den enogtyvende til sidste dag i måneden.

Stk. 2. Ved køb af værdipapirer betyder »primo« den første søgnedag i måneden, der ikke er en lørdag, »medio« den femtende dag i måneden eller, hvis denne dag falder på en helligdag eller en lørdag, den følgende søgnedag og »ultimo« den sidste søgnedag i måneden, der ikke er en lørdag.

§ 69. Har sælgeren af en vare forpligtet sig til at foretage »afskibning« eller »afladning« inden en vis frist, skal afskibningen eller afladningen anses for at være tilendebragt i rette tid, når varen er indladet inden fristens udløb.

Stk. 2. Er konnossement udfærdiget, og fremgår det ikke af dettes udvisende, at indladningen er sket i rette tid, kan køberen afvise varen.

§ 70. Når »kontant betaling« er aftalt, er køberen pligtig at betale samtidig med, at salgsgenstanden stilles til hans rådighed (jf. §§ 14 og 15).

§ 71. Har køberen forpligtet sig til at betale mod konnossement (»kontant mod konnossement« eller lignende) eller til at acceptere veksel mod konnossement, kan han ikke nægte betaling eller accept, fordi den solgte vare ikke endnu er kommet frem, eller han ikke har haft adgang til at undersøge den.

Stk. 2. Når betaling eller accept kræves mod konnossement, må regning på varen være kommet køberen i hænde, hvorhos konnossementet, såfremt sælgeren har påtaget sig varens forsikring, må være ledsaget af forsikringspolice.

Stk. 3. Hvad foran er bestemt, finder tilsvarende anvendelse, når køberen har forpligtet sig til at betale mod sådant fragtbrev, som omhandles i § 16.

Forbrugerkøb

Købesummen

§ 72. Fremgår prisen eller dens fastsættelse ikke af aftalen eller forholdene i øvrigt, skal køberen betale, hvad der under hensyn til salgsgenstandens art og beskaffenhed, gængs pris ved aftalens indgåelse samt omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.

Leveringsstedet

§ 73. Skal sælgeren sende salgsgenstanden, anses levering for sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse.

Stk. 2. Hvis salgsgenstanden er overdraget til en fragtfører, som køberen har indgået aftale med, og som ikke var blandt dem, der blev tilbudt af sælgeren, anses leveringen for sket, når genstanden er kommet i fragtførerens besiddelse.

Stk. 3. Angår aftalen digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, anses leveringen for sket, når det digitale indhold eller andre midler, der er egnede til at få adgang til eller downloade det digitale indhold, er stillet til rådighed eller gjort tilgængelige for køberen eller for en fysisk eller virtuel facilitet, som køberen har valgt til det formål.

Stk. 4. Angår aftalen en digital tjeneste, anses leveringen for sket, når den digitale tjeneste er gjort tilgængelig for køberen eller for en fysisk eller virtuel facilitet, som køberen har valgt til det formål.

Stk. 5. Angår aftalen en vare med digitale elementer, anses leveringen for sket, når varen er leveret i overensstemmelse med stk. 1 eller 2 og de digitale elementer er leveret i overensstemmelse med stk. 3 eller 4.

Forsinkelse m.v.

§ 74. Medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstidspunktet, skal sælgeren levere salgsgenstanden uden unødig forsinkelse. Medmindre andet er aftalt, skal sælgeren endvidere levere salgsgenstanden senest 30 dage efter aftalens indgåelse. 2. pkt. gælder ikke for digitale tjenester og gælder kun for digitalt indhold, når det digitale indhold leveres på et fysisk medium.

Stk. 2. Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, jf. stk. 1, og skyldes dette ikke køberen eller en omstændighed, som køberen bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse.

Stk. 3. I tilfælde af forsinkelse kan køberen hæve købet, såfremt forsinkelsen er af væsentlig betydning for denne og sælgeren måtte forudsætte dette, eller såfremt sælgeren har nægtet levering. Det samme gælder, hvis sælgeren ikke efter påkrav fra køberen leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist. Angår aftalen digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, eller en digital tjeneste, kan køberen endvidere hæve købet, hvis det tydeligt fremgår af omstændighederne, at sælgeren ikke vil levere salgsgenstanden.

Stk. 4. Hæves købet, jf. stk. 3 eller §§ 28 og 29, finder § 78 b, stk. 4, § 78 c, stk. 2-5, og §§ 78 d og 78 e tilsvarende anvendelse. Uanset § 78 c, stk. 4, skal sælgeren dog ved aftaler, som angår digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, uden unødig forsinkelse.

§ 75. Har sælgeren på grundlag af et forbehold i aftalen udskudt leveringstiden, kan køberen hæve købet, hvis sælgeren ikke efter påkrav leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist, som køberen har fastsat.

Salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen (mangler)

§ 75 a. Sælgeren skal levere en salgsgenstand til køberen, der opfylder kravene i §§ 75 b-75 e, jf. dog § 77.

§ 75 b. Salgsgenstanden skal

1) svare til den beskrivelse, art, type, mængde og kvalitet og have den funktionalitet, kompatibilitet og interoperabilitet og de øvrige egenskaber, som fremgår af aftalen,

2) være egnet til ethvert særligt formål, som køberen ønsker, at den skal kunne anvendes til, som køberen har gjort sælgeren bekendt med senest på tidspunktet for aftalens indgåelse, og som sælgeren har accepteret,

3) leveres med tilbehør, vejledning, herunder om installation, og kundeservice som krævet i aftalen og

4) opdateres som fastsat i aftalen.

§ 75 c. Salgsgenstanden skal endvidere, jf. dog stk. 3,

1) være egnet til de formål, til hvilke genstande af samme type normalt vil blive anvendt, under hensyn til relevant EU-ret og national ret og eventuelle tekniske standarder eller i mangel heraf sektorspecifikke brancheadfærdskodekser,

2) være af den kvalitet og svare til den beskrivelse, der gælder for en prøve, model, prøveversion eller forhåndsvisning, som sælgeren har stillet til rådighed for køberen inden aftalens indgåelse,

3) leveres med eventuelt tilbehør, herunder emballage, installationsvejledning eller anden vejledning, som køberen med rimelighed kan forvente at modtage, og

4) svare til den mængde og have de egenskaber og øvrige funktioner, herunder med hensyn til holdbarhed, funktionalitet, kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet og sikkerhed, der er sædvanlige for genstande af samme type, og som køberen med rimelighed kan forvente under hensyn til salgsgenstandens art og offentlige udsagn, som er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten, navnlig i reklamer eller gennem mærkning, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Sælgeren er ikke bundet af offentlige udsagn som nævnt i stk. 1, nr. 4, hvis sælgeren godtgør, at

1) sælgeren ikke havde kendskab til og ikke med rimelighed kunne have haft kendskab til det pågældende offentlige udsagn,

2) det offentlige udsagn var blevet rettet på tidspunktet for aftalens indgåelse på samme måde eller på en tilsvarende måde, som det var blevet fremsat på, eller

3) det offentlige udsagn ikke kan have haft betydning for køberens beslutning om at indgå aftalen.

Stk. 3. Der er ikke tale om en mangel som nævnt i stk. 1, hvis køberen ved indgåelsen af aftalen specifikt blev gjort opmærksom på, at en bestemt egenskab ved salgsgenstanden afveg fra de krav, der er fastsat i stk. 1, og udtrykkeligt og særskilt accepterede denne afvigelse.

§ 75 d. Ved aftaler, som angår digitalt indhold, digitale tjenester eller varer med digitale elementer, skal sælgeren, jf. dog stk. 5, sikre, at køberen får besked om og får leveret opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for til stadighed at holde salgsgenstanden fri for mangler i den periode,

1) hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen, når der er aftalt løbende levering over en periode, dog mindst 2 år ved varer med digitale elementer, eller

2) som køberen med rimelighed kan forvente i betragtning af typen af og formålet med salgsgenstanden, og under hensyn til aftalens omstændigheder og art, når der er aftalt en enkelt levering eller en række enkeltstående leveringer af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

Stk. 2. Hvis køberen ikke inden for en rimelig frist installerer opdateringer, som er blevet leveret i overensstemmelse med stk. 1, er sælgeren ikke ansvarlig for mangler, der udelukkende skyldes, at den relevante opdatering ikke er foretaget, forudsat at

1) sælgeren har oplyst køberen om, at opdateringen var tilgængelig, og om konsekvenserne af køberens manglende installation og

2) køberens manglende eller forkerte installation af opdateringen ikke skyldes mangler i den installationsvejledning, som er givet til køberen.

Stk. 3. Når der er aftalt løbende levering over en periode, skal det digitale indhold eller den digitale tjeneste være fri for mangler i hele leveringsperioden.

Stk. 4. Medmindre andet er aftalt, skal digitalt indhold eller en digital tjeneste leveres i den nyeste version, der er tilgængelig på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Stk. 5. Der er ikke tale om en mangel som nævnt i stk. 1, hvis køberen ved indgåelsen af aftalen specifikt blev gjort opmærksom på, at en bestemt egenskab ved salgsgenstanden afveg fra de krav, der er fastsat i stk. 1, og udtrykkeligt og særskilt accepterede denne afvigelse.

§ 75 e. Køberen kan påberåbe sig en mangel, som skyldes forkert installation af salgsgenstanden, herunder forkert installation i køberens digitale miljø, når installationen blev udført

1) af sælgeren eller på sælgerens vegne eller

2) af køberen og den forkerte installation skyldes mangler i den installationsvejledning, der blev leveret af sælgeren eller på sælgerens vegne.

§ 76. Der foreligger endvidere en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af salgsgenstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.

§ 77. Ved køb af brugte genstande på offentlig auktion, hvor køberen har let adgang til klare og omfattende oplysninger om, at de almindelige regler om krav til salgsgenstanden, jf. §§ 75 b-75 e, ikke finder anvendelse, kan køberen kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis dette følger af stk. 2 eller § 76, eller hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med. 1. pkt. gælder ikke for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.

Stk. 2. Ved køb omfattet af stk. 1 kan køberen endvidere påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis

1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, som den er solgt under, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, eller

2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i nr. 1 på salgsgenstandens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab.

Stk. 3. Køberen kan ikke påberåbe sig en urigtig eller vildledende oplysning, der er blevet rettet senest ved indgåelsen af aftalen.

§ 77 a. Afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for leveringen. Forelå der på dette tidspunkt en mangel, hæfter sælgeren herfor, også selv om den først viser sig senere.

Stk. 2. Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad der kan kræves efter §§ 75 a-77, og skyldes dette, at sælgeren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, foreligger der uanset stk. 1 altid en mangel.

Stk. 3. Viser en mangel sig inden 1 år efter leveringen, ved køb af levende dyr dog inden 6 måneder efter leveringen, formodes manglen at have været til stede ved leveringen, medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art, jf. dog stk. 4-6. Dette gælder dog ikke ved køb som nævnt i § 77.

Stk. 4. Er der aftalt løbende levering over en periode af digitalt indhold eller en digital tjeneste, og viser en mangel ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste sig inden for denne periode, har sælgeren bevisbyrden for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler i leveringsperioden. Er der aftalt løbende levering over en periode af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en vare med digitale elementer, og viser en mangel ved de digitale elementer sig inden for denne periode eller inden 2 år efter leveringen, alt efter hvilket tidspunkt der er det seneste, har sælgeren bevisbyrden for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler i leveringsperioden.

Stk. 5. Stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse, hvis sælgeren

1) godtgør, at køberens digitale miljø ikke er kompatibelt med det digitale indholds eller den digitale tjenestes tekniske krav, og

2) på en klar og forståelig måde oplyste køberen om disse krav inden aftalens indgåelse.

Stk. 6. Køberen skal samarbejde med sælgeren, i det omfang det med rimelighed er muligt og nødvendigt for at afgøre, om årsagen til manglen ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste findes i køberens digitale miljø. Forpligtelsen til at samarbejde er begrænset til de teknisk tilgængelige midler, som er mindst forstyrrende for køberen. Hvis køberen ikke samarbejder og sælgeren har oplyst køberen om de tekniske krav på en klar og forståelig måde inden aftalens indgåelse, har køberen bevisbyrden for, at manglen forelå i leveringsperioden.

Ændringer i løbende aftaler om digitalt indhold eller digitale tjenester

§ 77 b. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres løbende over en periode, kan sælgeren ændre det digitale indhold eller den digitale tjeneste, ud over hvad der er nødvendigt for til stadighed at holde det digitale indhold eller den digitale tjeneste fri for mangler, jf. §§ 75 b-75 d, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1) Aftalen tillader og giver en gyldig grund til en sådan ændring.

2) Ændringen foretages uden yderligere omkostninger for køberen.

3) Køberen orienteres om ændringen på en klar og forståelig måde.

4) Køberen orienteres i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, i rimelig tid forinden på en klar og forståelig måde på et varigt medium om elementerne i og tidspunktet for ændringen og om retten til at ophæve købet i overensstemmelse med stk. 2 eller om muligheden for at beholde det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden sådan en ændring i overensstemmelse med stk. 3.

Stk. 2. Køberen er berettiget til at ophæve købet, hvis ændringen har negativ indvirkning på køberens adgang til eller anvendelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, medmindre en sådan negativ indvirkning er uvæsentlig, jf. dog stk. 3. I så fald har køberen ret til at ophæve købet gratis inden for 30 dage efter at have modtaget den orientering, der er nævnt i stk. 1, nr. 4, eller fra det tidspunkt, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste er blevet ændret af sælgeren, alt efter hvilken dato der er den seneste.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis sælgeren har gjort det muligt for køberen uden yderligere omkostninger at beholde det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden ændring og det digitale indhold eller den digitale tjeneste forbliver fri for mangler.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse, når aftalen vedrørende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste også omfatter elementer af en internetadgangstjeneste eller en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste.

Køberens mangelsbeføjelser

§ 78. Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen ret til afhjælpning, omlevering, forholdsmæssigt afslag i prisen eller ophævelse af købet efter reglerne i §§ 78 a-78 e.

Stk. 2. Stk. 1 gælder også, når manglen skyldes en begrænsning som følge af krænkelse af tredjemands ret.

§ 78 a. Køberen kan vælge mellem afhjælpning og omlevering, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Sælgeren kan afvise at foretage afhjælpning eller omlevering, hvis afhjælpning henholdsvis omlevering er umulig eller ville påføre sælgeren uforholdsmæssigt store udgifter under hensyn til alle omstændigheder, herunder den værdi, salgsgenstanden ville have, hvis den var mangelfri, manglens betydning, og om den alternative beføjelse kunne foretages uden væsentlig ulempe for køberen. Ved levering af digitalt indhold og digitale tjenester kan sælgeren vælge mellem afhjælpning og omlevering.

Stk. 3. Hvis både afhjælpning og omlevering er umulig eller ville påføre sælgeren uforholdsmæssigt store udgifter under hensyn til de omstændigheder, der er nævnt i stk. 2, kan sælgeren afvise såvel afhjælpning som omlevering.

Stk. 4. Afhjælpning eller omlevering skal foretages

1) gratis, dvs. fri for de omkostninger, der er nødvendige, for at salgsgenstanden bliver fri for mangler, navnlig forsendelses- eller transportomkostninger, arbejdsløn og materialeomkostninger,

2) inden for rimelig tid fra det tidspunkt, hvor sælgeren er blevet underrettet af køberen om manglen, og

3) uden væsentlig ulempe for køberen under hensyn til salgsgenstandens karakter eller art og køberens formål med at anskaffe salgsgenstanden.

Stk. 5. Køberen kan lade manglen afhjælpe for sælgerens regning, hvis

1) sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med stk. 4 og

2) afhjælpningen kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger.

Stk. 6. Hvis manglen udbedres ved afhjælpning eller omlevering af andet end digitalt indhold eller en digital tjeneste, skal køberen stille salgsgenstanden til rådighed for sælgeren. Sælgeren skal for egen regning tage den salgsgenstand tilbage, der er sket omlevering for.

Stk. 7. Hvis en afhjælpning som nævnt i stk. 6 kræver fjernelse af en salgsgenstand, der er blevet installeret under hensyn til dens art og formål, inden manglen viste sig, eller hvis en sådan salgsgenstand skal omleveres, skal sælgeren fjerne den mangelfulde salgsgenstand og installere den omleverede eller afhjulpne salgsgenstand eller afholde udgifterne hertil.

Stk. 8. Køberen skal i tilfælde som nævnt i stk. 6 ikke betale for normal brug af en omleveret salgsgenstand i tiden forud for omleveringen.

§ 78 b. Køberen har ret til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen eller ophævelse af købet, hvis

1) sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering eller ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med § 78 a, stk. 6 og 7, eller ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering af digitalt indhold eller en digital tjeneste i overensstemmelse med § 78 a, stk. 4,

2) salgsgenstanden forbliver mangelfuld, selv om sælgeren har forsøgt at foretage afhjælpning eller omlevering,

3) manglen er af en så alvorlig karakter, at et omgående afslag i prisen eller omgående ophævelse af købet er berettiget, eller

4) sælgeren har tilkendegivet, eller det fremgår tydeligt af omstændighederne, at sælgeren ikke vil foretage afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid eller uden væsentlig ulempe for køberen.

Stk. 2. Køberen er ikke berettiget til at ophæve købet, hvis manglen er uvæsentlig. Sælgeren har bevisbyrden for, at manglen er uvæsentlig. 1. pkt. finder ikke anvendelse på digitalt indhold og digitale tjenester, som ikke leveres mod betaling af et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi. 1. pkt. berører i øvrigt ikke køberens ret til ophævelse af købet, når afhjælpning eller omlevering ikke er sket.

Stk. 3. Er kun nogle af de leverede genstande mangelfulde, kan køberen ophæve købet af de mangelfulde genstande og af andre genstande, som køberen har købt sammen med de mangelfulde genstande, hvis køberen ikke med rimelighed kan forventes at acceptere kun at beholde de genstande, der er fri for mangler. 1. pkt. gælder ikke for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.

Stk. 4. Køberen udøver sin ret til at ophæve købet ved en erklæring til sælgeren om, at køberen har besluttet at ophæve købet.

§ 78 c. Afslag i prisen skal fastsættes forholdsmæssigt på grundlag af den lavere værdi af den salgsgenstand, som køberen har modtaget, i forhold til den værdi, salgsgenstanden ville have haft, hvis den havde været fri for mangler. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres over en periode, omfatter prisafslaget den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste var mangelfuld.

Stk. 2. Ved ophævelse af købet skal sælgeren tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, og køberen skal for sælgerens regning tilbagelevere salgsgenstanden til sælgeren, jf. dog § 78 d, stk. 5, og § 78 e. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres over en periode og det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode forud for ophævelsen af købet var fri for mangler, omfatter tilbagebetalingen den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste var mangelfuld, og den periode, der ville have resteret, hvis købet ikke var blevet ophævet.

Stk. 3. Ved aftaler om levering af andet end digitalt indhold eller en digital tjeneste skal betaling efter stk. 2 ske ved sælgerens modtagelse af salgsgenstanden eller dokumentation for, at køberen har tilbageleveret salgsgenstanden.

Stk. 4. Ved aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste skal betaling efter stk. 1 og 2 foretages uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder inden for 14 dage fra den dag, hvor sælgeren modtog meddelelse om køberens beslutning om at kræve et afslag i prisen eller om at ophæve købet.

Stk. 5. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 4, skal sælgeren foretage tilbagebetalingen ved anvendelse af det samme betalingsmiddel, som køberen benyttede til at betale for det digitale indhold eller den digitale tjeneste, medmindre køberen udtrykkeligt accepterer et andet betalingsmiddel, og forudsat at køberen ikke skal betale gebyr som følge af en sådan tilbagebetaling. Sælgeren må ikke pålægge køberen gebyrer i forbindelse med tilbagebetalingen.

§ 78 d. Når en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste er blevet ophævet, skal sælgeren,

1) for så vidt angår personoplysninger, opfylde de forpligtelser, der gælder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen), og

2) afholde sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som køberen har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, undtagen hvis indholdet

a) ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,

b) kun vedrører køberens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,

c) er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra sælgeren og ikke kan udskilles eller kun med en uforholdsmæssigt stor indsats eller

d) er genereret af køberen og andre i fællesskab og andre forbrugere fortsat kan gøre brug af indholdet.

Stk. 2. Sælgeren skal på køberens anmodning stille ethvert indhold, der ikke er personoplysninger, og som køberen har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed for køberen, medmindre indholdet er omfattet af stk. 1, nr. 2, litra a-c. Køberen er berettiget til inden for en rimelig frist at downloade dette digitale indhold gratis uden hindringer fra sælgeren og i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart format.

Stk. 3. Sælgeren kan forhindre køberens fortsatte brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste utilgængelig for køberen eller ved at gøre køberens konto inaktiv, uden at det berører køberens rettigheder efter stk. 2.

Stk. 4. Når en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste er blevet ophævet, skal køberen afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra at stille det eller den til rådighed for tredjemand.

Stk. 5. Hvor digitalt indhold er blevet leveret på et fysisk medium, skal køberen på sælgerens anmodning og for dennes regning tilbagelevere det fysiske medium til sælgeren uden unødig forsinkelse, jf. dog § 78 e. Sælgerens anmodning om tilbagelevering af det fysiske medium skal fremsættes inden for 14 dage fra den dag, hvor sælgeren modtog meddelelse om køberens beslutning om at ophæve købet.

Stk. 6. Køberen skal ikke betale for brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i den periode forud for ophævelsen af købet, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste var mangelfuld.

§ 78 e. Når køberen tilbageleverer salgsgenstanden, jf. § 78 c, stk. 2, 1. pkt., og § 78 d, stk. 5, skal den være i væsentlig samme stand og mængde som ved leveringen. Dette gælder dog ikke, når salgsgenstanden er gået til grunde eller forandret som følge af en hændelig begivenhed, genstandens egen beskaffenhed eller foranstaltninger, der var nødvendige for dens undersøgelse, eller som blev truffet, inden den mangel, der medfører ophævelse af købet, blev opdaget eller burde være opdaget.

§ 79. Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig tid, jf. § 78 a, stk. 4, nr. 2, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed.

Stk. 2. Køberen kan holde købesummen tilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning, omlevering eller forholdsmæssigt afslag er opfyldt. Må mangelen anses for uvæsentlig, kan køberen dog ikke tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe mangelen.

Erstatning for mangler

§ 80. Lider køberen tab som følge af en mangel, kan han kræve skadeserstatning, hvis:

1) sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed,

2) sælgeren har givet køberen vildledende oplysninger, som han ikke havde føje til at anse for korrekte,

3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om en mangel, som han kendte eller burde kende,

4) genstanden savner egenskaber, som må anses tilsikrede, eller

5) mangelen efter købets indgåelse er forårsaget ved sælgerens forsømmelse.

Stk. 2. Ved køb af genstande bestemt efter art kan køberen endvidere kræve skadeserstatning efter § 43, stk. 3.

Reklamation over mangler

§ 81. Vil køberen påberåbe sig en mangel, skal køberen give sælgeren meddelelse herom inden for rimelig tid, efter at køberen har opdaget mangelen. I modsat fald taber køberen retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder efter, at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.

§ 82. § 81 gælder ikke, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

§ 83. Har køberen ikke inden to år efter salgsgenstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæderlighed, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres løbende over en periode, udløber fristen efter stk. 1, for så vidt angår mangler ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste,

1) tidligst ved udløbet af leveringsperioden ved varer med digitale elementer og

2) 2 måneder efter udløbet af leveringsperioden i andre tilfælde.

Stk. 3. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres ved en enkelt levering eller en række enkeltstående leveringer, herunder ved varer med digitale elementer, udløber fristen efter stk. 1 tidligst ved udløbet af den periode, der er nævnt i § 75 d, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår mangler som nævnt i § 75 d.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis salgsgenstanden i henhold til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi den udgør en fare. Stk. 1 finder heller ikke anvendelse ved køb af byggematerialer.

§ 84. Meddelelser efter §§ 81 og 83 kan også gives til en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler ved salgsgenstanden. I de køb, der er nævnt i § 4 a, stk. 2, kan meddelelserne endvidere gives til den erhvervsdrivende, der har indgået eller formidlet aftalen om købet for sælgeren.

§ 85. Vil køberen påberåbe sig en mangel over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal køberen give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom inden for rimelig tid, efter at køberen har opdaget mangelen. I modsat fald taber køberen retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder efter, at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.

§ 86. § 61, stk. 1, gælder også for de i §§ 81 og 83-85 nævnte meddelelser fra køberen.

Handelsmæssige garantier

§ 86 a. En handelsmæssig garanti er bindende for garantigiveren på de vilkår, der er fastsat i erklæringen om den handelsmæssige garanti og dertil hørende reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse.

Stk. 2. Når producenten giver køberen en handelsmæssig garanti for holdbarhed i en bestemt periode, er producenten direkte ansvarlig over for køberen i hele perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed, for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af salgsgenstanden i overensstemmelse med § 78 a, stk. 4-8. Producenten kan tilbyde køberen gunstigere betingelser i erklæringen om den handelsmæssige garanti for holdbarhed.

Stk. 3. Hvis vilkårene i erklæringen om den handelsmæssige garanti er mindre fordelagtige for køberen end de vilkår, der fremgår af de dertil hørende reklamer, er den handelsmæssige garanti bindende på de vilkår, der fremgår af reklamerne vedrørende den handelsmæssige garanti, medmindre reklamerne før aftalens indgåelse blev rettet på samme måde eller på en tilsvarende måde, som de var blevet fremsat på.

Visse lovvalgsaftaler

§ 87. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.

I. Om afslutning af aftaler

§ 1. Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren. Reglerne i §§ 2-9 kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet følger af tilbudet eller svaret eller af handelsbrug eller anden sædvane.

§ 2. Har tilbudsgiveren fastsat en frist for antagelse af tilbudet, må antagende svar være kommet frem til ham inden fristens udløb.

Stk. 2. Fristen regnes, hvis tilbudet er gjort i brev, fra den dag, brevet er dateret, og hvis det er gjort i telegram 

fra den tid på dagen, da telegrammet er indleveret til afsendelsesstedets telegrafstation.

§ 3. Gøres tilbud i brev eller telegram, uden at der fastsættes nogen frist for antagelse, må antagende svar være kommet frem til tilbudsgiveren inden udløbet af det tidsrum, som ved tilbudets afgivelse af ham kunne påregnes at ville medgå. Ved beregningen af dette tidsrum forudsættes, når ikke andet følger af omstændighederne, at tilbudet kommer frem i rette tid, samt at svaret afsendes uden ophold, efter at den, til hvem tilbudet er rettet, har haft rimelig betænkningstid, og at det ikke forsinkes undervejs. Er tilbudet gjort i telegram, skal antagelsen sendes telegrafisk, hvis den ikke på anden måde kommer lige så tidligt frem.

Stk. 2. Tilbud, som fremsættes mundtlig uden at give frist for antagelse, må antages straks.

§ 4. Kommer antagende svar for sent frem, anses det som nyt tilbud.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis afsenderen af svaret går ud fra, at det er kommet frem i rette tid, og tilbudsgiveren må indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil godkende svaret, uden ugrundet ophold give afsenderen meddelelse derom. Undlader han dette, anses aftale for sluttet.

§ 5. Afslås tilbud, er det bortfaldet, selv om fristen for svar endnu ikke er udløbet.

§ 6. Svar, som går ud på, at tilbud antages, men som på grund af tillæg, indskrænkninger eller forbehold ikke stemmer med tilbudet, anses som afslag i forbindelse med nyt tilbud.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, når afsenderen af svaret går ud fra, at det er overensstemmende med tilbudet, og tilbudsgiveren må indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil godkende svaret, uden ugrundet ophold give meddelelse derom. Undlader han dette, anses aftale for sluttet med det indhold, svaret har.

§ 7. Tilbud eller svar, som tilbagekaldes, er bortfaldet, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til den anden part forinden eller samtidigt med, at tilbudet eller svaret kommer til hans kundskab.

§ 8. Har tilbudsgiveren erklæret, at han vil anse den anden parts tavshed for antagelse af tilbudet, eller fremgår det i øvrigt af forholdet, at han ikke venter udtrykkeligt svar, er den anden part alligevel pligtig til, såfremt han vil antage tilbudet, på forespørgsel at afgive erklæring derom. Undlader han dette er tilbudet bortfaldet.

§ 9. Har nogen i henvendelse, som ellers ville være at anse som tilbud, anvendt ordene »uden forbindtlighed«, »uden obligo« eller lignende udtryk, anses henvendelsen alene som opfordring til at gøre tilbud i overensstemmelse med dens indhold. Fremkommer sådant tilbud inden rimelig tid fra nogen, som henvendelsen er rettet til, og må modtageren gå ud fra, at det er fremkaldt ved henvendelsen, skal han uden ugrundet ophold give tilbudsgiveren meddelelse, hvis han ikke vil antage det. Undlader han dette, anses tilbudet for antaget.

§ 9 a. §§ 1-9 finder ikke anvendelse på afslutning af aftaler om løsørekøb, der er omfattet af den internationale købelov.

II. Om fuldmagt

§ 10. Den, som har givet en anden fuldmagt til at foretage en retshandel, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet overfor tredjemand ved retshandel, som fuldmægtigen foretager i fuldmagtsgiverens navn og indenfor fuldmagtens grænser.

Stk. 2. Indtager nogen ifølge aftale med en anden en stilling, som efter lov eller sædvane medfører beføjelse for ham til indenfor visse grænser at handle på den andens vegne, anses han befuldmægtiget til at foretage retshandler, som falder indenfor disse grænser.

§ 11. Har fuldmægtigen ved retshandelens foretagelse handlet i strid med fuldmagtsgiverens forskrifter, er retshandelen ikke bindende for denne, såfremt tredjemand indså eller burde indse, at fuldmægtigen således overskred sin beføjelse.

Stk. 2. Er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, og har fuldmægtigen ved foretagelsen af retshandelen overskredet sin beføjelse, er retshandelen ikke bindende for fuldmagtsgiveren, selv om tredjemand var i god tro.

§ 12. Vil fuldmagtsgiveren tilbagekalde en sådan fuldmagt som omtalt i §§ 13-16, har han, selv om han har underrettet fuldmægtigen om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, at foretage, hvad der i de nævnte paragraffer for hvert enkelt tilfælde er foreskrevet; er flere af disse forskrifter anvendelige på samme fuldmagt, bliver de alle at iagttage.

Stk. 2. Den tredjemand, overfor hvem en fuldmagt er tilbagekaldt på den i § 13 omtalte måde, kan ikke påberåbe sig, at tilbagekaldelsen ikke er sket på anden måde.

§ 13. En fuldmagt, som er bragt til tredjemands kundskab ved en til ham særskilt rettet erklæring fra fuldmagtsgiveren, er tilbagekaldt, når særskilt erklæring om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til tredjemand.

§ 14. En fuldmagt, som af fuldmagtsgiveren er offentlig bekendtgjort i bladene eller på anden måde, tilbagekaldes ved en erklæring, som bekendtgøres på samme måde.

Stk. 2. Er dette ikke muligt, skal tilbagekaldelsen tilkendegives på anden ligeså virksom måde. Fuldmagtsgiveren kan forlange, at den i § 17 omtalte myndighed skal afgøre, hvad han i så henseende har at foretage.

Stk. 3. Fuldmagten anses ikke som offentlig bekendtgjort, fordi den er tinglæst.

§ 15. En sådan fuldmagt, som omtales i § 10, 2det stykke, tilbagekaldes derved, at fuldmægtigen fjernes fra stillingen.

§ 16. En skriftlig fuldmagt, som er overgivet fuldmægtigen, og som må anses bestemt til at være i hans besiddelse og at forevises for tredjemand, tilbagekaldes derved, at den på fuldmagtsgiverens forlangende tilbagegives ham eller tilintetgøres.

Stk. 2. Fuldmægtigen er pligtig til på forlangende at give fuldmagten tilbage til fuldmagtsgiveren.

§ 17. Gør fuldmagtsgiveren det antageligt, at en sådan fuldmagt som i § 16 omtalt er forkommet eller af anden grund ikke kan erholdes tilbage inden rimelig tid, kan den erklæres for uvirksom.

Stk. 2. Begæring herom indgives til den almindelige underret på det sted, hvor fuldmagtsgiveren bor eller sidst havde bopæl. Finder retten, at begæringen bør bevilges, udfærdiger den en erklæring om, at fuldmagten skal være uvirksom, når erklæringen een gang er optaget i Statstidende, og der efter optagelsen er gået en fastsat tid, som ikke må være længere end 14 dage. Retten kan i erklæringen bestemme, at den også skal bekendtgøres på anden måde forinden optagelsen i Statstidende. Når bekendtgørelse på foreskreven måde har fundet sted og den af retten fastsatte tid er udløbet, er fuldmagten uden retsvirkning overfor fuldmagtsgiveren; herom kan fuldmagtsgiveren forlange attest fra retten.

Stk. 3. Rettens afgørelse efter denne paragraf er upåankelig. Består retten af flere medlemmer, er det formanden, som træffer afgørelsen.

§ 18. En fuldmagt, der alene hviler på fuldmagtsgiverens erklæring til fuldmægtigen, er tilbagekaldt, når erklæringen om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til fuldmægtigen.

§ 19. Har fuldmagtsgiveren særlig grund til at formode, at fuldmægtigen, uagtet fuldmagten er tilbagekaldt eller erklæret uvirksom, på hans vegne vil foretage en retshandel overfor en bestemt tredjemand, skal han, hvis han må antage, at denne er ubekendt med, at fuldmagten ikke længere gælder, så vidt muligt give ham meddelelse herom. Undlader han dette, bliver retshandelen bindende for ham, såfremt tredjemand var i god tro.

§ 20. Er fuldmagten ikke tilbagekaldt eller erklæret for uvirksom, men har fuldmagtsgiveren forbudt fuldmægtigen at gøre brug af den eller på anden måde tilkendegivet, at den ikke længere skal gælde, er en retshandel, som foretages i henhold til fuldmagten, ikke bindende for fuldmagtsgiveren, såfremt tredjemand havde eller burde have kundskab om forholdet.

§ 21. Dør fuldmagtsgiveren, er fuldmagten alligevel gældende, forsåvidt det ikke følger af særlige omstændigheder, at den skal bortfalde. Selv om sådanne omstændigheder foreligger, er dog en på fuldmagten støttet retshandel gældende overfor dødsboet, såfremt tredjemand hverken havde eller burde have kundskab om dødsfaldet og dets betydning for fuldmægtigens beføjelse til at foretage retshandelen; er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, udkræves det til retshandelens gyldighed, at heller ikke fuldmægtigen havde eller burde have sådan kundskab, da han foretog retshandelen.

Stk. 2. Fuldmagten ophører fra udløbet af det døgn, hvor bekendtgørelse i Statstidende af indkaldelse til fordringshaverne finder sted. Betaler fuldmægtigen gæld efter dødsfaldet, og er boet insolvent, kan dette dog altid fordre, at den stedfundne betaling går tilbage.

§ 22. Kommer fuldmagtsgiveren under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, erhverver tredjemand ikke ved en retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling over for den, der er under værgemål, end tredjemand ville have erhvervet, hvis retshandelen var foretaget med denne selv. I de tilfælde, hvor tredjemand ville være afskåret fra at påberåbe sig retshandelen over for den, der er under værgemål, hvis tredjemand havde kendt eller burde have kendt værgemålet, kan tredjemand, når retshandelen er foretaget i henhold til en sådan fuldmagt, som er omtalt i § 18, heller ikke påberåbe sig den, såfremt fuldmægtigen, da retshandelen blev foretaget, havde eller burde have sådan kundskab.

§ 23. Kommer fuldmagtsgiveren under konkurs, erhverver tredjemand ikke ved retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling overfor konkursboet, end han ville have erhvervet, hvis retshandelen var foretaget af fuldmagtsgiveren selv. Er retshandelen foretaget i henhold til en sådan fuldmagt som omtalt i § 18, kan tredjemand ikke påberåbe sig retshandelen overfor boet, såfremt fuldmægtigen, da han foretog den, kendte eller burde kende konkursen.

§ 24. Er fuldmagtsgiveren død, kommet under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller kommet under konkurs, kan fuldmægtigen, indtil de fornødne foranstaltninger kan træffes af boet eller værgen, i kraft af fuldmagten foretage de retshandler, som er nødvendige for at beskytte boet eller den, der er kommet under værgemål, mod tab.

§ 25. Den, der optræder som fuldmægtig for en anden, indestår for, at han har fornøden fuldmagt. Oplyser han ikke, at han havde sådan, eller at hans retshandel er godkendt af den opgivne fuldmagtsgiver eller af andre grunde er bindende for denne, skal han erstatte den skade, tredjemand lider ved, at retshandelen ikke kan gøres gældende mod den opgivne fuldmagtsgiver.

Stk. 2. Denne bestemmelse kommer ikke til anvendelse, når tredjemand vidste eller burde vide, at den, som foretog retshandelen, ikke havde fornøden fuldmagt. Ej heller kommer den til anvendelse, når den, som foretog retshandelen, handlede i henhold til en fuldmagt, der var ugyldig eller uvirksom af grunde, som han var uvidende om, og som tredjemand ikke kunne påregne, at han vidste besked om.

§ 26. Hvad ovenfor i dette kapitel er fastsat om fuldmagt til at foretage retshandler, finder tilsvarende anvendelse på fuldmagt til at optræde for fuldmagtsgiveren ved retshandler, som foretages overfor ham.

§ 27. Hvad der i den gældende lovgivning særligt er fastsat for enkelte fuldmagtsforhold, forandres ikke ved denne lov.

Stk. 2. Med hensyn til tilbagekaldelsen af prokura, som er anmeldt til handelsregisteret, gælder således fremdeles, hvad der er fastsat i lov nr. 23 om handelsregistre, firma og prokura af 1. marts 1889 §§ 7 og 32. Når tilbagekaldelsen er indført i handelsregisteret og lovlig kundgjort, påhviler det ikke prokuragiveren at tilbagekalde fuldmagten på anden måde.

III. Om ugyldige viljeserklæringer

§ 28. Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved personlig vold eller ved trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan, er den ikke bindende for den tvungne.

Stk. 2. Er tvangen udøvet af tredjemand, og var den, til hvem erklæringen er afgivet, i god tro, må den tvungne, hvis han overfor ham vil påberåbe sig tvangen, give ham meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at tvangen er ophørt. Undlader han det, er han bundet ved erklæringen.

§ 29. Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved anden tvang end i § 28 omtalt, er den ikke bindende for den tvungne, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet selv har udøvet tvangen eller har indset eller burdet indse, at erklæringen retsstridigt var fremkaldt ved tvang fra tredjemands side.

§ 30. En viljeserklæring er ikke bindende for afgiveren, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, har fremkaldt den ved svig eller har indset eller burdet indse, at den var fremkaldt ved svig fra tredjemands side.

Stk. 2. Har den, til hvem erklæringen er afgivet, svigagtigt givet urigtige oplysninger om omstændigheder, som kan antages at være af betydning for erklæringen, eller gjort sig skyldig i svigagtig fortielse af sådanne omstændigheder, anses erklæringen for at være fremkaldt ved den således udviste svig, medmindre det gøres antageligt, at denne ikke har indvirket på erklæringen.

§ 31. Har nogen udnyttet en andens betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for, er den, der således er udnyttet, ikke bundet ved den af ham afgivne viljeserklæring.

Stk. 2. Det samme gælder, hvis tredjemand har gjort sig skyldig i et sådant forhold som omtalt i stk. 1 og den, til hvem viljeserklæringen er afgivet, indså eller burde indse dette.

§ 32. Den, der har afgivet en viljeserklæring, som ved fejlskrift eller anden fejltagelse fra hans side har fået et andet indhold end tilsigtet, er ikke bundet ved erklæringens indhold, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse.

Stk. 2. Bliver en afgiven viljeserklæring, som befordres ved telegraf eller mundtlig fremføres ved bud, forvansket ved fejl fra telegrafvæsenets side eller ved urigtig gengivelse af budet, er afgiveren ikke bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori den kom frem, selv om den, til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro. Vil afgiveren gøre gældende, at erklæringen er uforbindende, har han dog at give meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at forvanskningen er kommet til hans kundskab. Undlader han det, er han bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori den kom frem, såfremt den, til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro.

§ 33. Selv om en viljeserklæring ellers måtte anses for gyldig, kan den, til hvem erklæringen er afgivet, dog ikke påberåbe sig den, når det på grund af omstændigheder, som forelå, da erklæringen kom til hans kundskab, og hvorom han må antages at have været vidende, ville stride imod almindelig hæderlighed, om han gjorde den gældende.

§ 34. Er en skriftlig viljeserklæring oprettet på skrømt, og har den, til hvem erklæringen er afgivet, overdraget en ret ifølge samme til en godtroende tredjemand, kan det ikke overfor denne gøres gældende, at erklæringen var afgivet på skrømt.

§ 35. Er kvittering for et pengebeløb frakommet fordringshaveren uden hans vilje, bliver skyldneren desuagtet frigjort ved betaling, som han efter forfaldstid i god tro erlægger mod kvitteringens udlevering.

§ 36. En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler.

Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.

§ 37. (Ophævet)

§ 38. (Ophævet)

IV. Særlige regler om forbrugeraftaler

§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på forbrugeraftaler, herunder vilkår i forbrugeraftaler.

Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale.

Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået eller formidlet for den ene part af en erhvervsdrivende.

§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling, fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand for individuel forhandling.

Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.

§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.

V. Almindelige bestemmelser

§ 39. Når en viljeserklærings forbindende kraft ifølge denne lov er afhængig af, at den, til hvem erklæringen er afgivet, ikke havde eller burde have kundskab om et vist forhold eller i øvrigt var i god tro, bliver hensyn at tage til, hvad han indså eller burde indse på det tidspunkt, da viljeserklæringen blev ham bekendt. Dog kan der under særlige omstændigheder også tages hensyn til den kundskab, han har fået eller burde have fået efter det nævnte tidspunkt, men forinden viljeserklæringen har virket bestemmende på hans handlemåde.

§ 40. Når nogen, som efter denne lov skal »give meddelelse« har indleveret meddelelsen til befordring med telegraf eller post eller, hvor andet forsvarligt befordringsmiddel benyttes, har afgivet den til befordring dermed, går det ikke ud over ham, at meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.

§ 41. Ved nærværende lov ophæves Christian den Femtes danske lov, for Færøernes vedkommende samme konges norske lov 5-1-4 og 5-1-5.

Personskade

§ 1. Den, der er erstatningsansvarlig for personskade, skal betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter og andet tab som følge af skaden samt en godtgørelse for svie og smerte.

Stk. 2. Har skaden fået varige følger, skal der tillige betales godtgørelse for varigt mén samt erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevne.

Stk. 3. Værdien af arbejde i hjemmet ligestilles med erhvervsindkomst.

§ 1 a. Erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og andet fremtidigt tab som følge af skaden, jf. § 1, stk. 1, fastsættes til et kapitalbeløb, som højst kan udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med 10. Er der tale om varige løbende udgifter, finder § 4, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Tabt arbejdsfortjeneste

§ 2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Må det antages, at skadelidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 pct. eller derover, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.

Stk. 2. I erstatningen fradrages løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunalbestyrelsen, erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte.

Svie og smerte

§ 3. Godtgørelse for svie og smerte udgør 130 kr. for hver dag, den skadelidte er syg. Der kan i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte ikke er syg. Godtgørelsen kan ikke overstige 50.000 kr.

Varigt mén

§ 4. Godtgørelse for varigt mén fastsættes til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. Godtgørelsen udgør ved en méngrad på 100 pct. 573.500 kr. Ved lavere méngrader nedsættes beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan méngodtgørelsen fastsættes til et højere beløb, dog højst 687.500 kr. Ved en méngrad på under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.

Stk. 2. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 40 år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 39 år ved skadens indtræden. Var skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

Erhvervsevnetab

§ 5. Har en personskade medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende.

Stk. 3. Skadelidtes erhvervsevnetab beregnes i procent (erhvervsevnetabsprocenten). Der ydes ikke erstatning, såfremt erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct.

§ 6. Erstatningen fastsættes til et kapitalbeløb, der udgør skadelidtes årsløn, jf. § 7, ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. § 5, stk. 3, og herefter ganget med 10.

Stk. 2. Erstatningen kan højst udgøre 6.020.000 kr.

§ 7. Som årsløn regnes skadelidtes samlede erhvervsindtægt i det år, der går forud for datoen for skadens indtræden.

Stk. 2. Årslønnen fastsættes dog efter et skøn, når særlige indtægts- eller ansættelsesforhold eller andre særlige forhold har gjort sig gældende. For en skadelidt, som er optaget på en gymnasial uddannelse eller på den grundlæggende del af en erhvervsuddannelse, fastsættes årslønnen på baggrund af normalårslønnen i § 8, medmindre der konkret er grundlag for at foretage et skøn i medfør af 1. pkt.

§ 8. For en skadelidt, der ved skadens indtræden ikke er fyldt 15 år, fastsættes erstatningen som et kapitalbeløb, der udgør 276.000 kr. ganget med méngraden, jf. § 4, og herefter ganget med 10. Ved en méngrad på under 5 pct. ydes ingen erstatning.

§ 9. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 30 år, nedsættes erstatningen med 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 29 år ved skadens indtræden. Var skadelidte fyldt 55 år, nedsættes erstatningen med yderligere 2 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 54 år ved skadens indtræden. Erstatningen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

Forelæggelse for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

§ 10. Såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Udtalelsen skal så vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en midlertidig udtalelse. I så fald skal det af udtalelsen fremgå, at den er midlertidig.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse skal begrundes efter forvaltningslovens § 24.

Stk. 3. Skadelidte og skadevolder har ret til aktindsigt i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings sag efter forvaltningslovens kapitel 4.

Genoptagelse

§ 11. En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning kan på skadelidtes begæring genoptages, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. Vurderingen af, om genoptagelse kan ske, skal foretages for hver enkelt erstatningspost for sig, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis der tidligere er fastsat et erhvervsevnetab på mindst 15 pct., kan der ved en genoptagelse af sagen ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Stk. 3. En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning kan ikke genoptages alene med henblik på, at der ydes yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og godtgørelse for svie og smerte. Hvis sagen genoptages efter stk. 1, kan der dog ydes erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og godtgørelse for svie og smerte, hvis der foreligger væsentlige uforudsete ændringer i helbredstilstanden.

Stk. 4. Under en genoptagelse af sagen finder § 10 tilsvarende anvendelse.

Tab af forsørger mv.

§ 12. Den, som er erstatningsansvarlig for en andens død, skal betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter og erstatning til den, som ved dødsfaldet har mistet en forsørger. Forsørgelse omfatter også værdien af afdødes arbejde i hjemmet.

Erstatning til ægtefælle eller samlever

§ 13. Erstatning for tab af forsørger til ægtefælle eller samlever udgør 30 pct. af den erstatning, som afdøde må antages at ville have opnået ved et fuldstændigt tab af erhvervsevnen, jf. §§ 5-8. Erstatningen udgør dog mindst 644.000 kr., medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 2. Var forsørgeren fyldt 30 år, nedsættes erstatningen efter reglerne i § 9.

Forsørgertabserstatning til børn

§ 14. Erstatning for tab af forsørger til efterlevende børn fastsættes til et beløb, der svarer til summen af de bidrag til barnets underhold, som afdøde på skadestidspunktet kunne være pålagt efter lov om børns forsørgelse, hvis afdøde havde været bidragspligtig. Var afdøde eneforsørger, forhøjes erstatningen med 100 pct.

Overgangsbeløb

§ 14 a. Der tilkommer den efterlevende ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb, der udgør 108.000 kr. Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige omstændigheder taler derfor. Udbetales der overgangsbeløb, kan den pågældende ikke tillige kræve erstatning for begravelsesudgifter.

Regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb

§ 15. De i § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8, § 13, stk. 1, 2. pkt., og § 14 a nævnte beløb reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for det i § 3, 1. pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 5 delelige kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.

Stk. 2. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

Stk. 3. Erstatning og godtgørelse fastsættes på grundlag af de beløb, der efter stk. 1 var gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1. Årslønnen efter § 7 og erstatningen efter § 14 reguleres efter reglerne i stk. 1 i perioden mellem skadens indtræden og det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.

Betaling, forrentning og forældelse

§ 16. Godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.

Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5.

Stk. 3. Krav på godtgørelse og erstatning forældes efter forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov. Forældelseslovens § 2, stk. 2, finder dog ikke anvendelse på betalingsfristen efter stk. 1.

Regres mod den erstatningsansvarlige

§ 17. Ydelser i henhold til den sociale lovgivning, herunder dagpenge, sygehjælp, pension efter den sociale pensionslovgivning og ydelser i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring1), som tilkommer en skadelidt eller efterlevende, kan ikke danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige. Det samme gælder pensionsydelser, der udbetales af stat, kommune eller i henhold til anden pensionsordning, samt forsikringsydelser uanset forsikringens karakter, jf. § 22, stk. 2. Sygedagpengeydelser efter sygedagpengeloven kan dog danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige i medfør af sygedagpengelovens § 78, stk. 1.

Stk. 2. En arbejdsgiver, der har udbetalt dagpenge eller sygeløn til en skadelidt eller har udbetalt dertil knyttede ydelser, kan gøre regres mod den erstatningsansvarlige i det omfang, arbejdsgiveren har lidt et tab.

Overdragelse af erstatnings- og godtgørelseskrav

§ 18. Krav om erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, kan ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. 1. pkt. finder ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Stk. 2-3. (Ophævet)

§ 19. I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt:

1) den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller

2) skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.

Stk. 3. Har en arbejdstager forvoldt en skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ifalder arbejdstageren ikke erstatningsansvar, medmindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

§ 20. Staten, en kommune eller en anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jf. § 19.

§ 21. §§ 19 og 20 gælder ikke for erstatningsansvar, der er omhandlet i

1) færdselslovens regler om ansvar for motordrevne køretøjer, eller som i øvrigt er dækket af den for køretøjet lovpligtige ansvarsforsikring,

2) luftfartsloven,

3) søloven eller

4) § 1 a i lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og om skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af opløb.

§ 22. Såfremt der er erstatningsansvar for en skade, der er dækket af en skadesforsikring, indtræder forsikringsselskabet i det omfang, det har betalt erstatning, i den skadelidtes ret mod den erstatningsansvarlige.

Stk. 2. Ved livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring har selskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den erstatningsansvarlige.

Arbejdstagers erstatningsansvar

§ 23. Erstatning, som en arbejdsgiver har måttet udrede som følge af en arbejdstagers uforsvarlige adfærd, kan kun kræves betalt af denne i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til de i stk. 1 nævnte omstændigheder og til skadelidtes interesse. Erstatning, som arbejdstageren har måttet udrede, kan denne kræve betalt af arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret endeligt skal påhvile arbejdsgiveren efter stk. 1.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på arbejdsgiverens erstatningskrav mod arbejdstageren for skade, denne i øvrigt forvolder arbejdsgiveren i tjenesten.

Almindelig lempelsesregel

§ 24. Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Under tilsvarende betingelser som angivet i stk. 1 kan der ses helt eller delvis bort fra skadelidtes medvirken til skaden. Ved krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, gælder det samme om afdødes medvirken.

Børns erstatningsansvar mv.

§ 24 a. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

§ 24 b. En person, som på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftmæssigt, er erstatningspligtig for skadegørende handlinger efter samme regler som sjælssunde personer. Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt under hensyn til personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

Stk. 2. Har den skadegørende ved misbrug af beruselsesmidler eller på lignende måde forbigående hensat sig i en sindstilstand som ovenfor nævnt, er en lempelse i erstatningsansvaret udelukket.

Flere erstatningsansvarlige

§ 25. Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.

Stk. 2. Er en eller flere af de erstatningsansvarlige dækket af en ansvarsforsikring, gælder § 19, stk. 1 og 2, og § 21. I de tilfælde, der er nævnt i § 19, stk. 2, nr. 1 og 2, og § 21, kan der ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem skadevolderne tages hensyn til foreliggende ansvarsforsikringer. § 20 finder tilsvarende anvendelse.

Godtgørelse for tort

§ 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Stk. 2. Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan det tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 23 eller 24, herunder at krænkelsen er begået over for en person under 18 år.

Stk. 3. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særlig groft angreb mod en andens person eller frihed.

Stk. 4. § 18, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3 og på godtgørelse efter § 26 a.

Godtgørelse til efterladte

§ 26 a. Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.

Stk. 2. Ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende.

Fravigelse af lovens regler

§ 27. Aftaler om fravigelse af reglerne i §§ 1-16, § 24, stk. 2, og §§ 26 og 26 a, der er indgået inden en skades indtræden, er ugyldige, såfremt fravigelsen er til ugunst for den erstatningsberettigede.

Stk. 2. Aftaler om fravigelse af § 17, stk. 1, § 19, stk. 1 og 3, § 20, § 22, stk. 2, § 23, § 24, stk. 1, § 24 a, § 24 b, stk. 1, og § 25, der er indgået inden en skades indtræden, er ugyldige, såfremt fravigelsen er til ugunst for den erstatningsansvarlige. Reglen i § 25 kan dog fraviges for skader, der forvoldes ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.

Indledende regler

§ 1. Denne lov finder anvendelse på forsikringsaftaler, der indgås med forsikringsaktieselskaber, gensidige forsikringsselskaber eller andre selskaber og institutioner, der driver forsikringsvirksomhed.

Stk. 2. Loven gælder ikke for:

1) Genforsikring.

2) Invalideforsikring i henhold til lov nr. 197 af 16. juli 1927.

3) Ulykkesforsikring tegnet i henhold til lov nr. 205 af 6. juli 1916, jfr. bekendtgørelse nr. 187 af 14. juli 1927, jfr. for Færøernes vedkommende anordninger nr. 503 af 29. november 1922, nr. 37 af 23. februar 1924, nr. 213 af 24. juli 1925 og nr. 41 af 9. marts 1926.

4) Overenskomst afsluttet med en begravelseskasse, en i henhold til lov nr. 144 af 10. maj 1915, jfr. bekendtgørelse nr. 87 af 19. april 1929, statsanerkendt sygekasse, jfr. for Færøernes vedkommende anordning nr. 59 af 21. februar 1930, en af de i paragraf 34 i lov nr. 144 af 10. maj 1915 omhandlede under statskontrol virkende gensidige sygeforeninger, en af de i § 31 i lov nr. 197 af 16. juli 1927 omhandlede sygekasser, den i § 8 i lov nr. 67 af 1. april 1912 nævnte som sygekasse anerkendte sygeforsikring for udenlandske landarbejdere og en af de i lov nr. 126 af 28. april 1916, jfr. love nr. 180 af 1. april 1921 og nr. 93 af 1. april 1925, omhandlede læge- og sygebefordringskasser på Færøerne.

5) Aftale, hvorved fagsammenslutninger yder deres medlemmer dækning mod tab ved arbejdsløshed eller arbejdsstandsning.

6) Aftale, hvorved en arbejdsgiver tilsiger de i hans virksomhed beskæftigede personer pension.

§ 2. Ved selskabet forstås i denne lov forsikringsgiveren.

Stk. 2. Ved forsikringstageren forstås den, der med selskabet har sluttet aftale om forsikring.

Stk. 3. Ved den sikrede forstås den, som, hvis en forsikringsydelse kommer til udbetaling, har ret til ydelsen.

Stk. 4. Ved en forbrugerforsikring forstås en forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Selskabet har bevisbyrden for, at en forsikringsaftale ikke er en forbrugerforsikring.

§ 3. Denne lovs bestemmelser kommer, for så vidt de ikke udtrykkeligt er erklæret for ufravigelige eller deres ufravigelighed følger af andre retsregler, kun til anvendelse, hvis ikke andet er udtrykkeligt aftalt eller må anses indeholdt i aftalen.

§ 3 a. Selskabet må ikke i forbindelse med eller efter indgåelse af aftaler efter denne lov anmode om, indhente eller modtage og bruge oplysninger, der kan belyse en persons arveanlæg og risiko for at udvikle eller pådrage sig sygdomme, herunder kræve undersøgelser, som er nødvendige for at tilvejebringe sådanne oplysninger. Det gælder dog ikke oplysninger om den pågældendes eller andre personers nuværende eller tidligere helbredstilstand.

§ 3 b. Selskabets afslag på at tegne en forsikring som begæret og selskabets opsigelse af en forsikringsaftale skal efter anmodning begrundes.

Stk. 2. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de relevante retsregler samt en kort redegørelse for, hvorfor forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikringsaftalen opsiges. Begrundelsen skal efter anmodning være skriftlig.

Urigtige oplysninger ved aftalens afslutning

§ 4. Har forsikringstageren ved forsikringens tegning svigagtig givet urigtig oplysning om eller fortiet en omstændighed, som må antages at være af betydning for selskabet, er aftalen ikke bindende for dette. Det samme gælder, hvis hans forhold i øvrigt har været af en sådan art, at det ville stride mod almindelig hæderlighed at gøre aftalen gældende.

 5. Må det antages, at forsikringstageren ved forsikringens tegning hverken vidste eller burde vide, at en af ham given oplysning var urigtig, hæfter selskabet, som om urigtig oplysning ikke forelå.

Stk. 2. Ved skadesforsikring kan selskabet dog opsige forsikringen med en uges - hvis forsikringstageren har bopæl i Grønland, en måneds - varsel.

§ 6. Har forsikringstageren, uden at forholdet omfattes af §§ 4 eller 5, givet urigtig oplysning, er selskabet fri for ansvar, hvis det kan antages ikke at ville have overtaget forsikringen, om det rette forhold havde været oplyst.

Stk. 2. Må det antages, at selskabet ville have overtaget forsikringen, men på andre vilkår, hæfter det i det omfang, i hvilket det mod den aftalte præmie ville have forpligtet sig. Ville selskabet ved genforsikring i videre omfang have begrænset sit ansvar for egen regning, nedsættes erstatningen i samme forhold.

Stk. 3. Ved forbrugerforsikring samt ved livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring kan det uanset stk. 1 og 2 bestemmes, at selskabet hæfter helt eller delvis, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Ved afgørelsen heraf skal der navnlig lægges vægt på, om det forhold, hvorom der er givet urigtig oplysning, må antages at have haft indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens størrelse, på den af forsikringstageren udviste uagtsomhed og på den tid, der er forløbet fra afgivelsen af urigtig oplysning til forsikringsbegivenhedens indtræden.

Stk. 4. Ved søforsikring og anden transportforsikring samt garantiforsikring gælder i stedet for den i 2det stykke nævnte regel, at selskabet kun hæfter i det omfang, i hvilket det godtgøres, at det forhold, hvorom urigtig oplysning er givet, har været uden indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens størrelse.

§ 7. Forsikringstagerens undladelse af at give oplysning har ingen indflydelse på selskabets ansvar, medmindre han burde være klar over, at den ikke oplyste omstændighed var af betydning for selskabet, og hans forhold kan tilregnes ham som grov uagtsomhed. I så fald anses han, som om han havde givet urigtig oplysning, jfr. § 6.

§ 8. Vil selskabet påberåbe sig, at et af de i §§ 5-7 nævnte forhold foreligger, skal det efter at have fået kundskab om oplysningens urigtighed uden unødigt ophold meddele forsikringstageren, i hvilket omfang det vil påberåbe sig nogen af de rettigheder, disse paragraffer hjemler.

§ 9. Selskabet kan ikke gøre gældende, at urigtig oplysning er givet, såfremt det ved forsikringens tegning var eller burde være vidende om det rette forhold, eller den omstændighed, hvorom selskabet er forblevet uvidende, var uden betydning for det eller senere har ophørt at have sådan betydning.

§ 10. Aftale, som strider mod bestemmelserne i §§ 5, 6, stk. 3, og 7-9, kan ikke påberåbes af selskabet.

Stk. 2. Har selskabet forbeholdt sig at være fri for ansvar, hvis en oplysning, som gives af en anden end forsikringstageren, viser sig at være urigtig, kan dette ikke medføre strengere virkninger, end hvis oplysningen var givet af forsikringstageren. Selskabet kan ikke forbeholde sig at være fri for ansvar, hvis helbredsoplysninger, der er givet af læger eller andre sagkyndige i forbindelse med tegning af en forsikring, som omfattes af § 120 a, viser sig at være urigtige eller ufuldstændige.

Stk. 3. Det samme gælder, hvis selskabet i policen har beskrevet et faktisk forhold uden at have indhentet oplysninger desangående fra forsikringstageren eller andre og har forbeholdt sig at være helt eller delvis fri for ansvar, hvis det måtte vise sig, at beskrivelsen var urigtig.

Indtrædelse af selskabets ansvar

§ 11. Er forsikringsaftale sluttet, uden at det er bestemt, når ansvaret skal begynde, anses selskabets ansvar at indtræde allerede på det tidspunkt, da selskabet eller forsikringstageren afsender meddelelse om, at den anden parts tilbud antages.

Stk. 2. De i 1ste stykke omhandlede erklæringer skal anses afsendt kl. 6 eftermiddag medmindre andet bevises.

Præmien

§ 12. Præmien skal betales senest 21 dage efter selskabets påkrav herom.

Stk. 2. Forbehold om, at selskabets ansvar først skal indtræde, når første præmie er betalt eller policen er udleveret, er ugyldigt.

§ 13. Betales præmien ikke rettidigt, kan selskabet opsige forsikringsaftalen med den virkning, at aftalen ophører, hvis præmien ikke er betalt senest 21 dage efter opsigelsen. Opsigelse kan tidligst ske 14 dage efter udløbet af betalingsfristen efter § 12, stk. 1.

Stk. 2. Opsigelsen skal angive, at forsikringsaftalen ophører, hvis præmien ikke betales inden den fastsatte frist, og skal oplyse om muligheden efter § 14 for at bringe forsikringsaftalen til at løbe på ny. Fristerne efter stk. 1, 1. pkt., og § 14, 2. pkt., regnes først fra det tidspunkt, hvor disse oplysninger er givet.

§ 14. Skyldes den for sene betaling af præmien særligt undskyldende omstændigheder, og betales præmien samt eventuelle renter og omkostninger uden ugrundet ophold efter betalingshindringens ophør, løber forsikringsaftalen på ny fra dagen efter, at betaling sker. Betaling skal dog ske senest 3 måneder efter udløbet af opsigelsesfristen efter § 13, stk. 1. Er forsikringsaftalen indgået for en bestemt periode, skal betaling tillige ske inden udløbet af denne periode.

§ 15. Indbetaling til et pengeinstitut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring til betalingsstedet er rettidig, når den sker inden for fristerne efter §§ 12-14.

Stk. 2 Har forsikringstageren bopæl i Grønland, forlænges de i §§ 12-14 omhandlede frister for betaling, i det omfang stedets forbindelsesmuligheder i det enkelte tilfælde gør det rimeligt, ligesom opsigelse efter § 13, stk. 1, kan ske tidligere end 14 dage efter betalingsfristens udløb, for så vidt det er rimeligt begrundet i stedets postforbindelse.

§ 16. Opsiges en forsikringsaftale af selskabet i henhold til en bestemmelse i denne lov til ophør inden udløbet af den tid, som aftalen er indgået for, har selskabet ret til den præmie, som skulle have været betalt, hvis forsikringen kun havde været tegnet for den forløbne tid.

Stk. 2. Ophører aftalen af andre grunde, har selskabet ret til så stor en del af præmien, som svarer til den tid, der er forløbet indtil aftalens ophør.

§ 17. Ved forbrugerforsikring kan §§ 12-16 ikke ved aftale fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede. § 12, stk. 1, kan dog fraviges som led i en løbende aftale om betaling af præmien ved betalingsoverførsel.

Stk. 2. For så vidt angår betaling af første præmie, kan det aftales, at forsikringsaftalen ophører, hvis præmien ikke betales inden en rimelig frist efter selskabets påkrav om betaling. Fristen i § 14, 2. pkt., regnes i givet fald fra tidspunktet for aftalens ophør.

Stk. 3. § 16 gælder ikke for livsforsikringer.

Forsætlig eller uagtsom fremkaldelse af forsikringsbegivenheden

§ 18. Fremkalder den sikrede forsætligt forsikringsbegivenheden, har han ikke noget krav mod selskabet.

Stk. 2. Har han fremkaldt forsikringsbegivenheden ved en uagtsomhed, der under de foreliggende omstændigheder må betegnes som grov, skal det under hensyn til skyldgraden og omstændighederne i øvrigt afgøres, om erstatning skal ydes og i bekræftende fald med hvilket beløb. Ved livsforsikring og ansvarsforsikring hæfter selskabet dog fuldt ud.

§ 19. Bestemmelserne i § 18 om bortfald eller begrænsning af selskabets ansvar finder ikke anvendelse, når den sikrede var under 14 år eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt.

Stk. 2. Det samme gælder, når den handling, hvorved forsikringsbegivenheden forårsages, foretages til afværgelse af skade på person eller ejendom under sådanne omstændigheder, at handlingen må anses som forsvarlig.

§ 20. Det kan ikke med retsvirkning aftales, at selskabet skal være fri for ansvar, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at det aftales, dels at selskabet skal være fri for ansvar for forsikringsbegivenheder, som den sikrede har forårsaget under selvforskyldt beruselse, dels at selskabet kan afkorte indtil 5 pct. i erstatningen, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov.

Den sikredes pligter, når forsikringsbegivenheden indtræder

§ 21. Er forsikringsbegivenheden indtrådt, skal den sikrede uden ophold give selskabet meddelelse derom, hvis han i den anledning vil rejse krav mod dette.

Stk. 2. Forsømmer den sikrede dette, er selskabet ikke ansvarlig i videre omfang, end det ville have været, hvis sådan meddelelse var givet. Gøres det antageligt, at selskabet på grund af forsømmelsen er blevet afskåret fra at oplyse omstændigheder, som ville ophæve eller begrænse dets ansvar, afgøres det under hensyn til de foreliggende omstændigheder, om erstatning skal ydes og i bekræftende fald med hvilket beløb.

Stk. 3. Er det aftalt, at den sikrede angående begivenheder, for hvis følger selskabet er ansvarligt, skal foretage anmeldelse, selv om sådan følge endnu ikke er indtrådt, finder ovenstående bestemmelse tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Det kan ikke med retsvirkning aftales, at strengere følger end her foreskrevet skal indtræde, hvis den sikrede eller andre undlader at give selskabet meddelelse af den ovenfor nævnte art. Denne bestemmelse gælder ikke for tyveri-, garanti-, haglskade- og kreaturforsikring samt skadesforsikring af motorkøretøjer.

§ 22. Den sikrede skal, hvis han rejser krav mod selskabet, give dette alle ham tilgængelige oplysninger om forhold, som kan være af betydning for bedømmelsen af forsikringsbegivenheden, for fastsættelsen af det beløb, selskabet skal yde, eller for de dækningskrav, selskabet måtte have mod andre.

Stk. 2. Forsømmer den sikrede at give sådanne oplysninger, har dette den i § 21, 2det stykke, angivne virkning.

§ 23. Er det vedtaget, at den sikrede, hvis han svigagtig opgiver eller fortier en omstændighed, der er af betydning for bedømmelsen af selskabets ansvar, skal miste den ret til forsikringsydelsen, som han ellers ville have haft, kan retten under hensyntagen til de omstændigheder, under hvilke det svigagtige forhold fandt sted, afgøre, at forsikringsydelsen uanset aftalen helt eller delvis skal erlægges.

Stk. 2. Er oplysning eller undladelse af at give oplysning ikke sket i svigagtig hensigt, har dette uanset modstående aftale ikke anden virkning end den i § 21, 2det stykke, angivne.

Selskabets betalingspligt
§ 24. Forsikringsydelsen kan kræves betalt 14 dage efter, at selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og fastsættelse af forsikringsydelsens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet, at selskabet i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter bestemmelsen i 1. pkt.

Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5.

Stk. 3. Det kan ikke med retsvirkning aftales, at tidspunktet efter stk. 1 skal være afhængigt af en beslutning, der træffes af selskabet, eller af, at selskabet ved dom tilpligtes at betale.

Stk. 4. Ved ansvarsforsikring gælder stk. 1-3 ikke for den skadelidtes krav mod selskabet.

§ 25. Selskabet skal senest 3 måneder efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden vejlede sikrede om retten til at kræve betaling efter § 24, stk. 1, 2. pkt., medmindre sikredes krav på forsikringsydelsen inden da er imødekommet eller afvist. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve en sådan betaling.

Retsvirkningerne af selskabets og forsikringstagerens insolvens m.v.

§ 26. Kommer selskabet under konkurs, kan forsikringstageren hæve aftalen. Sker dette ikke, bortfalder aftalen dog tre måneder efter konkursens bekendtgørelse.

Stk. 2. Hvis selskabet ved udlæg er fundet at mangle midler til at betale sin gæld, eller det har standset sine betalinger, eller dets formueforhold i øvrigt viser sig at være sådanne, at det må antages at være ude af stand til at opfylde sine forpligtelser, kan forsikringstageren hæve aftalen, hvis selskabet undlader på hans opfordring uopholdelig at stille betryggende sikkerhed for opfyldelsen.

Stk. 3. Når en forsikringsaftale hæves i henhold til ovenstående bestemmelser, er forsikringstageren berettiget til at kræve erstatning for den skade, som han lider ved forsikringens ophør.

Stk. 4. Ovenstående regler finder ikke anvendelse på sådanne livsforsikringskontrakter, der omfattes af bestemmelserne i lov nr. 65 af 1. april 1914 §§ 25-31, jfr. bekendtgørelse nr. 299 af 30. juni 1922.

§ 27. Mister selskabet retten til at drive forsikringsvirksomhed her i riget, kan forsikringstageren hæve aftalen. Det samme gælder, hvis selskabet sammensluttes med et andet eller overdrager sin formue som helhed til dette.

Stk. 2. Er selskabet trådt i frivillig likvidation, bortfalder forsikringsaftalen et år efter, at likvidationen er begyndt. Forsikringstageren kan inden udløbet af dette tidsrum hæve aftalen, hvis selskabet undlader på hans opfordring uopholdelig at stille betryggende sikkerhed for opfyldelsen.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 26, næstsidste og sidste stykke, finder tilsvarende anvendelse.

§ 28. Kommer forsikringstageren under konkurs eller rekonstruktionsbehandling, har dette, selv om andet er aftalt, ingen virkning på forsikringsaftalen udover, hvad der følger af lovgivningens almindelige regler. Dog kan selskabet ved skadesforsikring betinge sig ret til at opsige aftalen med 14 dages - hvis forsikringstageren har bopæl i Grønland, en måneds - varsel.

Forældelse

§ 29. Krav i anledning af forsikringsaftalen forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. Bestemmelsen i forældelseslovens § 2, stk. 2, finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor betalingsfristen for forsikringsydelsen fastsættes i medfør af § 24, stk. 1.

Stk. 3. Ved personforsikring, hvor forsikringsbegivenheden er skadens indtræden eller konstatering, indtræder forældelse af krav på forsikringsydelsen senest 10 år fra den dag, da ydelsen kunne kræves betalt, jf. dog forældelseslovens § 8, 1. pkt.

Stk. 4. Hvis en skadelidt inden udløbet af forældelsesfristen for et krav mod en sikret indtræder i den sikredes ret imod selskabet i medfør af § 95, forældes skadelidtes krav mod selskabet tidligst 1 år efter indtrædelsen.

Stk. 5. Er en skade inden forældelsesfristens udløb anmeldt til selskabet, indtræder forældelse af krav, som skaden giver anledning til, tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om, at det helt eller delvis afviser kravet. Hvis selskabet anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget skade, men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på opgørelse af kravets størrelse, indtræder forældelse 3 år efter selskabets meddelelse herom.

Stk. 6. Ved forbrugerforsikring kan stk. 1-5 ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for forsikringstageren eller sikrede. Det kan dog aftales, at en forsikring alene dækker skader anmeldt inden for en nærmere angivet frist efter forsikringens ophør. Fristen må ikke være kortere end 6 måneder.

§ 30. (Ophævet)

Aftale om forlængelse af forsikringen

§ 31. Vedtagelse om, at undladelse af at opsige en forsikring skal medføre, at den anses forlænget for længere tid end et år, kan ikke af selskabet gøres gældende, medmindre det tidligst 3 og senest 1 måned før opsigelsestidens udløb har givet forsikringstageren meddelelse, hvorved han påmindes om, at sådan forlængelse indtræder, hvis opsigelse ikke finder sted.

Bistand ved forhandlinger med selskabet m.v.

§ 32. Det kan ikke gyldigt aftales, at den sikrede eller forsikringstageren ved forhandlinger med selskabet ikke må lade sig bistå af andre.

Stk. 2. Aftale om, at den sikrede eller forsikringstageren skal give personligt møde ved sådanne forhandlinger, kan ikke gøres gældende, når dens opfyldelse ville være forbundet med uforholdsmæssigt besvær eller bekostning.

Stk. 3. Den sikrede kan i forbindelse med udenretlig fremsættelse og opgørelse af krav mod selskabet kræve rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand dækket af selskabet. Ved ansvarsforsikring finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse med hensyn til den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.

Visse meddelelser

§ 33. Meddelelser fra selskabet til forsikringstageren eller den sikrede bliver først virksomme, når de modtages af denne, medmindre det skyldes undladelse af at anmelde flytning eller andet forhold hos modtageren, at meddelelsen ikke eller ikke rettidigt fremkommer, idet retsvirkningen af meddelelsen da indtræder dagen efter, at den under normale forhold ville være kommet den pågældende i hænde. Har forsikringstageren eller den sikrede bopæl i Grønland, kommer det dog ikke selskabet til skade, at sådan meddelelse som omhandlet i § 8, § 12, stk. 1, og §§ 13, 31 og 48 forsinkes eller ikke kommer frem, når meddelelsen er indleveret til befordring med telegram eller post eller, hvor andet forsvarligt befordringsmiddel benyttes, er indleveret til befordring dermed.

Stk. 2. Når den sikrede har indleveret sådan meddelelse, som omhandles i §§ 21, 46 og 67, til befordring med telegram eller post eller, hvor andet forsvarligt befordringsmiddel benyttes, har afgivet den til befordring dermed, går det ikke ud over ham, at meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.

Indledende bestemmelser

§ 34. Reglerne i dette kapitel gælder for forbrugerforsikringer, jf. § 2, stk. 4.

Stk. 2. Reglerne kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.

§ 34 a. Som fjernsalg betegnes i dette kapitel en forbrugerforsikringsaftale, der

1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommunikation, der foregår, uden at parterne mødes fysisk, og

2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af forsikringsselskabet.

§ 34 b. Forsikringsselskabet må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af en aftale.

Stk. 2 Et løfte afgivet af forbrugeren ved et forsikringsselskabs henvendelse i strid med stk. 1 er ikke bindende.

§ 34 c. Udfører forsikringsselskabet en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.

Forsikringsselskabets informationspligt

§ 34 d. Forsikringsselskabet skal give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten efter § 34 i. Oplysningen skal gives senest ved udlevering af forsikringsbetingelserne, jf. dog §§ 34 e og 34 f vedrørende forsikringsaftaler indgået ved fjernsalg.

§ 34 e. Ved forsikringsaftaler, der indgås ved fjernsalg, skal forsikringsselskabet give forbrugeren oplysning om

1) selskabets navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adresse samt, hvis et udenlandsk forsikringsselskab har en repræsentant her i landet, eller hvis selskabet i øvrigt er repræsenteret af en anden, relevante oplysninger om denne repræsentant, herunder dennes fysiske adresse,

2) cvr-nummeret samt om, at forsikringsselskabet er undergivet tilsyn af Finanstilsynet, ved udenlandske selskaber det relevante identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende offentligt register, som selskabet måtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til godkendelsesordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed,

3) karakteren af og de væsentligste egenskaber ved forsikringsydelsen,

4) den samlede pris for forsikringsydelsen inklusive gebyrer, omkostninger, herunder eventuelle leveringsomkostninger, moms og alle andre afgifter, herunder eventuelle afgifter eller omkostninger, der ikke betales via selskabet eller pålægges af dette, eller, hvis en nøjagtig pris ikke kan oplyses, grundlaget for beregningen af prisen,

5) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen, en eventuel uopsigelighedsperiode samt eventuel adgang for parterne til at bringe aftalen til ophør før tiden eller ensidigt, herunder oplysning om eventuelle betingelser herfor,

6) hvorvidt der er adgang til at fortryde aftalen, og i givet fald oplysning om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om, til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes,

7) eventuelle specifikke ekstraomkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende kommunikationsteknik, hvis sådanne ekstraomkostninger pålægges,

8) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe ydelsen udbydes til den anførte pris,

9) hvorvidt der er klageadgang og i givet fald fremgangsmåden ved klage, herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager,

10) eventuelle særlige risici ved forsikringsydelsen som følge af ydelsens særlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast,

11) en eventuel lovvalgs- eller værnetingsklausul i aftalen,

12) på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres tilgængelige, og på hvilket sprog forsikringsselskabet påtager sig at kommunikere i aftaleperioden, og

13) dækning efter lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber eller efter eventuelle andre garantiordninger.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af en aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer.

Stk. 3. Hvis taletelefoni indgår i fjernkommunikationsteknikken, skal forbrugeren ved begyndelsen af ethvert opkald fra forsikringsselskabet have oplysning om selskabets navn samt navnet på den person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til selskabet samt om det kommercielle formål med henvendelsen. Herudover kan selskabet med forbrugerens samtykke nøjes med at give oplysning om fortrydelsesretten samt om de i stk. 1, nr. 3, 4, 6 og 10, nævnte oplysninger. Selskabet skal underrette forbrugeren om, at der kan fås flere oplysninger, samt om disse oplysningers karakter. Den fulde oplysningspligt efter stk. 1 skal opfyldes i forbindelse med meddelelse på varigt medium i overensstemmelse med § 34 f.

Stk. 4. Har forsikringsselskabet inden for det seneste år indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af samme karakter, gælder stk. 1-3 alene i relation til den første aftale.

§ 34 f. Inden indgåelse af fjernsalgsaftalen skal de i 34 e, stk. 1, nævnte oplysninger være meddelt forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til. Forbrugeren skal samtidig på den anførte måde have fået oplysning om aftalevilkårene.

Stk. 2. Hvis aftalen indgås på forbrugerens anmodning under anvendelse af fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne på den i stk. 1 nævnte måde inden aftalens indgåelse, skal forpligtelsen opfyldes straks efter aftalens indgåelse.

Stk. 3. Er de i § 34 e, stk. 1, nævnte oplysninger meddelt forbrugeren i forbindelse med en tidligere aftale af samme karakter, jf. § 34 e, stk. 4, er forsikringsselskabets oplysningspligt efter stk. 1 og 2 opfyldt, hvis selskabet har sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplysningerne og aftalevilkårene på papir eller andet varigt medium.

§ 34 g. Ved forsikringsaftaler indgået ved fjernsalg har forbrugeren på ethvert tidspunkt under aftaleforholdet ret til efter anmodning at få udleveret aftalevilkårene på papir. Forbrugeren kan endvidere ændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre det er uforeneligt med den indgåede aftale eller karakteren af den leverede ydelse.

§ 34 h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af og formen for de oplysningsforpligtelser, der følger af §§ 34 d- 34 g. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som selskabet skal give.

Fortrydelsesret

§ 34 i. Forbrugeren kan træde tilbage fra en forsikringsaftale i overensstemmelse med reglerne i §§ 34 j og 34 k (fortrydelsesret). Fortrydelsesretten gælder, uanset om forsikringstiden er begyndt eller ej, men dog kun indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter.

Stk. 2. Der er ikke fortrydelsesret ved aftaler om forsikring, som vedrører rejse- og bagageforsikringspolicer eller tilsvarende forsikringspolicer med begrænset løbetid på højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring.

Stk. 3. Der er endvidere ikke fortrydelsesret ved aftaler om forsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

§ 34 j. Vil forbrugeren bruge sin fortrydelsesret, skal den pågældende underrette forsikringsselskabet herom inden for en frist på 14 dage, ved aftaler om livsforsikring og individuel pensionsordning dog inden for en frist på 30 dage.

Stk. 2. Fristen regnes ved tilbagetrædelse fra en forsikringsaftale, der er indgået ved fjernsalg, fra det seneste af følgende tidspunkter:

1) Den dag, hvor aftalen indgås, ved aftaler om livsforsikring dog den dag, hvor forbrugeren har fået meddelelse om aftalens indgåelse, eller

2) den dag, hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efter reglerne om oplysningspligt (§§ 34 d- 34 f ) påhviler forsikringsselskabet at give på papir eller andet varigt medium.

Stk. 3. I andre tilfælde regnes fristen fra det seneste af følgende tidspunkter:

1) Den dag, hvor forbrugeren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, eller

2) den dag, hvor forbrugeren har fået tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten.

Stk. 4. Det er tilstrækkeligt for overholdelse af fortrydelsesfristen i stk. 1-3, at underretningen, når den foreligger på papir eller et andet varigt medium, som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.

Stk. 5. Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

§ 34 k. Træder forbrugeren tilbage fra aftalen i medfør af §§ 34 i og 34 j, kan forsikringsselskabet ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale, hvor fortrydelsesfristen beregnes efter § 34 j, stk. 2, nr. 2, kan forbrugeren pålægges at betale for den del af ydelsen, der er leveret til forbrugeren efter forløbet af 14 dage fra aftalens indgåelse, ved aftaler om livsforsikring og individuel pensionsordning 30 dage fra aftalens indgåelse. Det er dog en forudsætning herfor,

1) at forsikringsselskabet godtgør, at forbrugeren i overensstemmelse med § 34 f på varigt medium er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om beregningsmåden for det beløb, der skal betales, og

2) at det beløb, som forbrugeren pålægges at betale, står i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med aftalens fulde opfyldelse.

Stk. 3. Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal forsikringsselskabet med fradrag af et eventuelt beløb efter stk. 2 tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. Tilbagebetaling skal ske snarest muligt og senest 30 dage efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til selskabet.

Stk. 4. Forbrugeren skal snarest muligt og senest 30 dage efter afsendelsen af meddelelse om tilbagetrædelsen tilbagelevere ethvert beløb eller formuegode, som den pågældende måtte have modtaget af selskabet.

Bortfald af tilknyttede aftaler

§ 34 l. Hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i dette kapitel, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med selskabet, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand og selskabet dækker den aftalte betaling helt eller delvis.

Stk. 2. Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale bortfalder endvidere en til aftalen knyttet anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser, som skal leveres af selskabet eller af en tredjepart på grundlag af en aftale mellem tredjeparten og selskabet.

Stk. 3. Bortfalder en tilknyttet aftale i medfør af stk. 1 eller stk. 2, kan forbrugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til aftaleparten.

Visse lovvalgsaftaler

§ 34 m. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.

A. Almindelige bestemmelser

Skadesforsikringens genstand

§ 35. Enhver lovlig interesse, der lader sig ansætte i penge, kan være genstand for skadesforsikring. Forsikringen kan tegnes for forsikringstagerens eller trediemands interesse.

Forsikringsværdien

§ 36. Er tingsforsikring tegnet uden angivelse af nogen bestemt interesse, skal forsikringen anses at dække den interesse, der knytter sig til, at selve tingens værdi ikke forringes ved forsikringsbegivenheden, men omfatter ikke anden til tingens bevarelse knyttet interesse. Selskabet svarer således ikke for driftstab eller for skade, som skyldes, at tingen ikke kan anvendes til den tid og på den måde, som er forudsat.

§ 37. Med de i §§ 38 og 75 nævnte undtagelser ansættes tingens værdi til det beløb, der efter priserne umiddelbart før forsikringsbegivenheden ville kræves til genanskaffelse af den tilintetgjorte eller beskadigede genstand med rimeligt fradrag for værdiforringelse ved alder, brug, nedsat anvendelighed eller andre omstændigheder.

Stk. 2. Ved indbogenstande, personlige brugsgenstande og lignende sker der dog kun fradrag for værdiforringelse ved alder og brug, for så vidt genstandenes nytteværdi for den sikrede derved er væsentlig nedsat.

Stk. 3. Genopføres eller istandsættes en beskadiget bygning, finder fradrag derhos kun sted for forskellen mellem gammelt og nyt.

§ 38. Erstatning for genstande, som den sikrede selv har tilvirket til salg, fastsættes på grundlag af den pris, som ved salg på almindelige vilkår ville kunne opnås umiddelbart før forsikringsbegivenhedens indtræden, med fradrag for regelmæssige salgsomkostninger, undgået handelsrisiko samt fordelen ved kontant betaling.

§ 39. Selskabet er, selv om andet er aftalt, ikke forpligtet til at udrede større erstatning end, hvad der kræves til den lidte skades dækning.

Stk. 2. Indeholder forsikringsaftalen en bestemmelse, hvorved den forsikrede genstand ansættes til en bestemt værdi, eller bestemte vurderingsregler vedtages, er en sådan aftale bindende for selskabet, for så vidt det ikke godtgør, at der derved ville blive erstattet mere end den lidte skade.

Underforsikring

§ 40. Er forsikringssummen lavere end den forsikrede interesses værdi, hæfter selskabet kun efter forholdet mellem forsikringssummen og den nævnte værdi.

Dobbeltforsikring

§ 41. Er samme interesse forsikret mod samme fare hos flere selskaber, hæfter hvert selskab, som om det var eneforsikrer.

§ 42. Er flere selskaber ansvarlige for en skade, og er den erstatning, der skal udredes, mindre end de erstatningsbeløb, for hvilke selskaberne tilsammen hæfter, fordeles ansvaret selskaberne imellem i forhold til de beløb, for hvilke hvert af dem hæfter. Kan et af selskaberne ikke udrede sin andel, fordeles det manglende beløb mellem de øvrige i tilsvarende forhold indenfor den ved 1ste punktum angivne begrænsning.

§ 43. Er der i forsikringsaftalen truffet forbehold om, at selskabet helt eller delvis skal være fri for ansvar, hvis samme interesse er eller bliver forsikret i andet selskab, har den sikrede dog ret til erstatning for skade, som han ikke får godtgjort ifølge en anden forsikring. Har flere selskaber tegnet forsikring på samme interesse, og har de alle betinget deres ansvar af, at der ikke andetsteds er tegnet forsikring på samme interesse, hæfter alle selskaberne desuagtet i forhold til det beløb, med hvilket hvert af dem ville have svaret, hvis det alene havde tegnet forsikringen. Kan et af selskaberne ikke udrede sin andel, fordeles det manglende beløb i tilsvarende forhold på de andre selskaber.

Stk. 2. Er ifølge aftalen ikke blot ansvaret, men også retten til præmien afhængig af, at forsikring ikke tegnes andetsteds, finder bestemmelserne i 1ste stykke ikke anvendelse.

Stk. 3. Selskabet kan gøre sit ansvar betinget af, at den sikrede selv bærer risikoen for en del af den forsikrede interesse, samt deraf, at han ikke andetsteds forsikrer anden interesse end den i § 36 angivne.

§ 44. Den sikrede er forpligtet til at give det selskab, som han afkræver erstatning, underretning om, hos hvilke selskaber der tillige er tegnet forsikring, og er ansvarlig for tab, som forårsages ved, at sådan underretning forsømmes.

Stk. 2. Er det aftalt, at forsikringstageren eller den sikrede før forsikringsbegivenheden indtræder, skal give selskabet meddelelse, hvis samme interesse forsikres andetsteds, har forsømmelse af at give sådan meddelelse, uanset modstående aftale, ikke anden virkning end den i 1ste stykke foreskrevne.

Fareforøgelse

§ 45. Bliver med den sikredes vilje en i policen bestemt angivet fareomstændighed således ændret, at selskabets risiko derved forøges udover, hvad der ved aftalens afslutning kan antages at være taget i betragtning, er selskabet fri for ansvar, hvis det ikke ville have overtaget forsikringen, såfremt de ved ændringen hidførte forhold havde foreligget, da aftalen blev afsluttet.

Stk. 2. Må det antages, at selskabet ville have tegnet forsikringen, men på andre vilkår, hæfter det således, som det mod den aftalte præmie ville have fortsat forsikringen, om fareforøgelsen havde været det bekendt. Ville selskabet ved genforsikring i videre omfang have begrænset sit ansvar for egen regning, nedsættes erstatningen i samme forhold.

Stk. 3. Ved søforsikring og anden transportforsikring samt garantiforsikring gælder i stedet for den i 2det stykke nævnte regel, at selskabet kun er ansvarligt i det omfang fareforøgelsen har været uden indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens størrelse.

§ 46. Undlader den sikrede efter at være kommet til kundskab om en ikke med hans vilje sket fareforøgelse uden gyldig grund at underrette selskabet derom, anses ændringen som hidført med hans vilje.

§ 47. Uanset om en fareforøgelse af den i § 45 nævnte art er hidført med eller uden den sikredes vilje, er selskabet berettiget til at opsige forsikringen med en uges - hvis forsikringstageren har bopæl i Grønland, en måneds - varsel.

§ 48. Vil selskabet påberåbe sig, at fareforøgelse er indtrådt, må det efter erhvervet kundskab om fareforøgelsen uden unødigt ophold give den sikrede meddelelse om, hvorvidt det vil gøre nogen ret i henhold til §§ 45-47 gældende.

§ 49. Selskabet kan ikke til sin frigørelse påberåbe sig en fareforøgelse, når denne er bortfaldet eller har ophørt at have nogen betydning for selskabet.

Stk. 2. Det samme gælder, når fareforøgelsen skyldes en handling, som foretages til afværgelse af skade på person eller ejendom under sådanne omstændigheder, at handlingen må anses forsvarlig.

§ 50. Aftale om, at fareforøgelse skal have retsvirkning i andre tilfælde eller i videre omfang end hjemlet ved §§ 45-49, kan ikke påberåbes af selskabet. Dog kan det vedtages, at reglerne i § 45, 2det stykke, skal anvendes i stedet for reglerne i samme paragraf, 3die stykke, og omvendt.

Stk. 2. Ved tingsforsikring af fremmed interesse har fareforøgelse hidført med forsikringstagerens vilje, hvis den forsikrede genstand befinder sig i hans varetægt, samme virkning, som om den var hidført af den sikrede. Det samme gælder ved forsikring mod driftstab.

Sikkerhedsforholdsregler

§ 51. Er der i forsikringsaftalen givet pålæg om forholdsregler, der før forsikringsbegivenhedens indtræden skal iagttages for at forebygge denne eller formindske skadens omfang, og har den sikrede eller nogen, hvem det påhviler at påse forskrifternes gennemførelse, gjort sig skyldig i forsømmelse med hensyn til overholdelsen af sådant pålæg, har den sikrede kun krav mod selskabet, når og for så vidt det må anses godtgjort, at forsikringsbegivenhedens indtræden eller omfang ikke skyldes overtrædelse af disse forskrifter.

Stk. 2. Aftale, der går ud på i videre omfang end angivet at fritage selskabet for ansvar, når sådanne forskrifter overtrædes, er uden retsvirkning.

Foranstaltninger til afværgelse af skade

§ 52. Den sikrede skal, når en forsikringsbegivenhed er indtrådt, eller umiddelbar fare for dens indtræden foreligger, efter evne afværge eller begrænse skaden samt, hvis selskabet er forpligtet til at erstatte en skade, for hvilken den sikrede har ret til erstatning hos trediemand, træffe de til sikring af selskabets dækningskrav efter omstændighederne nødvendige foranstaltninger, indtil selskabet bliver i stand til selv at varetage sit tarv. Har selskabet i så henseende givet bestemte forskrifter, skal den sikrede så vidt muligt følge disse.

Stk. 2. Overtræder han forsætligt eller af grov uagtsomhed denne pligt, svarer selskabet ikke for skade, der kan antages foranlediget derved. Det kan ikke med retsvirkning aftales, at den sikredes eller andres undladelse af at træffe foranstaltninger som ovenfor nævnt skal have strengere virkninger end her foreskrevet.

§ 53. Forsikringen omfatter tab eller udgift, som forvoldes den sikrede ved efter omstændighederne forsvarlig foranstaltning af den i § 52 nævnte art. Bestemmelsen i § 40 finder her tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Selskabet er forpligtet til at dække de nævnte omkostninger, selv om forsikringssummen derved overskrides.

Stk. 3. Disse bestemmelser gælder ikke for kreaturforsikring.

Forsikring af trediemands interesse

§ 54. Er tingsforsikring tegnet uden angivelse af nogen bestemt interesse, anses forsikringen tegnet til fordel for enhver, der som ejer, panthaver eller indehaver af anden tinglig ret, eller fordi han bærer faren for tingen, vil lide tab ved, at den forringes eller går til grunde. Dette gælder dog ikke i forhold til en søpanthaver.

Stk. 2. Er det betinget, at forsikringen skal ophøre i tilfælde af ejerskifte, gælder forsikringen dog 14 dage - i kreaturforsikring 3 dage - efter ejerskiftet i det omfang, hvori den nye ejer ikke gennem en af ham tegnet forsikring har krav på erstatning. Har den nye ejer bopæl i Grønland, forlænges de nævnte frister til en måned. Bestemmelsen i 1. punktum gælder ikke for søforsikring af skib.

§ 55. Forsikring af indbo anses, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne, tillige at omfatte indbo, der tilhører forsikringstagerens ægtefælle, hans hjemmeboende børn samt personer, der hører til forsikringstagerens husstand og står i personligt tjenesteforhold til ham.

§ 56. Hvis forsikringen er tegnet til fordel for trediemand eller ifølge loven dækker fremmed interesse, er forsikringstageren, medmindre andet følger af retsforholdet mellem ham og trediemand, dog i forhold til denne berettiget til at træffe afgørelse om ændring, ophævelse eller opsigelse af aftalen og kan med retsvirkning modtage opsigelse eller anden meddelelse forsikringen vedrørende.

Stk. 2. Har forsikringstageren ubeføjet foretaget sådan disposition, er denne dog bindende i forhold til selskabet, medmindre dette vidste eller burde vide, at forsikringstageren var uberettiget dertil. Dette gælder ved søforsikring og anden transportforsikring af varer dog kun, for så vidt forsikringstageren foreviser policen til fornøden påtegning eller godtgør, at der ikke er udfærdiget konnossement eller fragtbrev af sådan art, at afsenderen, efter at han har givet dokumentet fra sig, ikke kan råde over varerne.

§ 57. Når forsikringsbegivenheden indtræder, tilkommer retten til erstatning den, hvis interesse forsikringen skal dække, selv om han ikke har fået meddelelse om forsikringen.

Stk. 2. Forsikringstageren kan dog med bindende virkning forhandle med selskabet om erstatning og oppebære denne, medmindre en bestemt angiven person af forsikringstageren er opgivet eller nogen selv har anmeldt sig til selskabet som berettiget, eller den sikrede har en ved tinglysning i tingbogen eller bilbogen sikret ret. Bestemmelsen i § 56, sidste punktum, finder tilsvarende anvendelse.

§ 58. Omfatter en forsikring samtidig ejerens og panthaverens interesse, kan erstatningsbeløbet udbetales til ejeren, når skaden er udbedret, en forsikret bygning genopført, andre af forsikringen og panteretten omfattede genstande genanskaffet eller lige så betryggende sikkerhed for panthaverens fyldestgørelse stillet. Det samme gælder, hvis forsikringen dækker andre i tingen berettigedes interesse.

Stk. 2. Finder istandsættelse eller genanskaffelse ikke sted, bliver erstatningsbeløbet at fordele mellem ejeren og de andre berettigede under iagttagelse af regelen i § 57, 2det stykke.

B. Søforsikring og anden transportforsikring

1. Søforsikring

§ 59. Ved søforsikring forstås i denne lov forsikring mod fare, for hvilken den forsikredes interesse udsættes under søtransport. Omfatter en forsikring foruden søfare tillige anden fare der står i forbindelse med transporten, anses forsikringen i sin helhed som søforsikring.

Stk. 2. Som søforsikring anses også forsikring, der knytter sig til skib, som er oplagt eller befinder sig på bedding eller i dok, eller som ellers er stilleliggende, samt forsikring af gods, der befinder sig i sådant skib.

§ 60. Søforsikring omfatter, for så vidt ingen særlig undtagelse er gjort i lov eller aftale, enhver art af fare, for hvilken den forsikrede interesse udsættes.

§ 61. Ved forsikring af kasko eller fragt er selskabet ansvarligt for den erstatningspligt, der kan påhvile den sikrede imod trediemand, hvor skib eller fragt hæfter for ansvar, som skyldes sammenstød med skib eller stødning mod fast eller flydende genstand eller sådant forhold, som ifølge sølovens § 223a ligestilles med sammenstød. Foreligger underforsikring, finder bestemmelsen i § 40 anvendelse. Selskabet hæfter dog ikke for rederens ansvar for skade, der som følge af sammenstødet er overgået gods, som befinder sig om bord i det forsikrede skib.

§ 62. Selskabet hæfter ikke for skade på skib, der alene er en følge af slid, alder eller råddenskab, eller for skade, som rammer gods på grund af mangler ved dettes indpakning eller dets egen beskaffenhed, såsom indre skade, svind, sædvanlig udlækning eller dyrs død.

§ 63. Skade, der hidrører fra, at skibet ved afgangen fra sidste havn ikke var sødygtigt, tilbørlig udrustet og bemandet, forsynet med de fornødne skibsdokumenter eller forsvarlig lastet, er selskabet ved forsikring af rederens interesse ikke pligtig at erstatte, medmindre det må antages, at hverken rederen eller skibsføreren har vidst eller burdet indse, at mangelen forefandtes.

§ 64. Er almindeligt havari opgjort på behørigt sted og på lovlig måde, skal det bidrag til havariet, som i henhold til fordelingen falder på den forsikrede interesse, tilsvares af selskabet. Foreligger underforsikring, finder bestemmelsen i § 40 anvendelse.

§ 65. Er det i befragtningsaftalen bestemt, at almindeligt havari skal opgøres efter andre regler end de i lov foreskrevne, frigøres selskabet ikke derved, at denne bestemmelse bringes til udførelse, såfremt de benyttede regler er almindelig anerkendte i international forretningsbrug.

§ 66. Kan skade på den forsikrede genstand fordres erstattet under almindeligt havari, har den sikrede dog ret til uden at afvente havariopgørelsen at fordre denne skade erstattet af selskabet efter reglerne om partikulært havari.

Stk. 2. Når selskabet udbetaler sådan erstatning, indtræder det fuldt ud i den sikredes ret mod de andre deltagere i havariet. Foreligger underforsikring, finder bestemmelsen i § 40 anvendelse.

§ 67. Sker transport med andet skib end det, som efter forsikringsaftalen skulle benyttes, er selskabet fri for ansvar, hvis det må antages, at det, om det havde haft kendskab hertil, ikke ville have overtaget forsikringen eller ville have beregnet en højere præmie, opstillet andre vilkår eller genforsikret en større del af risikoen.

Stk. 2. Finder forandringen sted efter rejsens begyndelse, er selskabet dog ansvarligt, hvis forandringen er sket uden den sikredes samtykke eller er blevet nødvendig af hensyn til en begivenhed, som omfattes af forsikringen. Sker sådan forandring uden den sikredes samtykke, er han dog pligtig at give selskabet meddelelse derom, så snart han bliver vidende om forandringen. Forsømmer han dette er selskabet fri for ansvar for begivenheder, der indtræder efter dette tidspunkt.

§ 68. Sker der under rejsen afvigelse fra den vej, som er angivet ved aftalen eller i øvrigt må anses som den rette, ophører selskabets ansvar, medmindre afvigelsen er foretaget uden den sikredes samtykke.

Stk. 2. Selskabets ansvar ophører dog ikke, hvis afvigelsen er blevet nødvendig af hensyn til en af forsikringen omfattet begivenhed eller er foretaget til afværgelse af skade på person eller ejendom under sådanne omstændigheder, at dens foretagelse må anses som forsvarlig. Dog er selskabet, hvis den rette vej ikke genoptages, så snart det er gørligt, fri for ansvar for skade, som under disse omstændigheder indtræffer.

Stk. 3. Er selskabets ansvar ophørt i medfør af bestemmelserne i 1ste eller 2det stykke, er selskabet dog ansvarligt for forsikringsbegivenheder, der indtræder efter at den rette vej er genoptaget, for så vidt afvigelsen har været uden betydning for skadens indtræden eller omfang.

Stk. 4. Tilsvarende regel gælder, når et skib er kommet udenfor det farvand, som forsikringen omfatter.

§ 69. Lider skib eller gods, som tilhører rederen, skade under bjærgning af andet skib eller dettes ladning, er selskabet fri for at erstatte skade, der må anses godtgjort gennem bjærgeløn. Viser det sig efter erstatningens udbetaling, at skaden helt eller delvis er godtgjort på nævnte måde, kan selskabet derhos kræve en tilsvarende del af erstatningsbeløbet tilbagebetalt.

§ 70. Er et skib som følge af, at det er sunket eller strandet eller ved anden begivenhed, som forsikringen omfatter, kommet i en sådan tilstand, at det ikke for rimelig bekostning kan bjærges, eller er blevet således beskadiget, at det ikke er istandsættelse værd, har den sikrede ret til erstatning for totalskade.

Stk. 2. Det samme gælder, når gods ved en begivenhed, som forsikringen omfatter, er kommet i sådan tilstand eller er således beskadiget som ovenfor nævnt eller blevet oplagt på et sted, fra hvilket det ikke indenfor rimelig tid eller for rimelig bekostning kan afhentes.

§ 71. Har der manglet underretning om et skib i tre gange så lang tid, som gennemsnitlig medgår til skibets rejse fra det sted, fra hvilket den sidste efterretning om skibet havdes, til nærmeste bestemmelsessted, dog mindst tre måneder, eller er skibet forladt af besætningen, og er det ikke inden tre måneder derefter kommet i den sikredes rådighed, har den sikrede ret til erstatning som for totalskade.

Stk. 2. Samme regel finder anvendelse på ombordværende gods, når hverken dette eller skibet er kommet frem inden den i 1ste stykke angivne frist.

§ 72. Er skib eller gods af fremmed magt belagt med embargo eller opbragt eller tilbageholdt ved lignende foranstaltning, og frigives det ikke inden 6 måneder derefter, har den sikrede ret til erstatning som for totalskade.

Stk. 2. Vil den sikrede benytte denne ret, skal han underrette selskabet derom inden 3 måneder efter, at han har fået kundskab om de omstændigheder, der begrunder hans ret.

§ 73. Udbetaler selskabet erstatning for totalskade, indtræder det i den sikredes ret til det, som måtte være i behold af de således erstattede genstande, og kan fordre, at den sikrede udleverer alle ham tilgængelige, disse genstande vedrørende dokumenter og bevisligheder.

Stk. 2. Foreligger underforsikring, har selskabet dog kun ret til andel i det, der findes i behold, efter forholdet mellem forsikringssummen og forsikringsværdien.

§ 74. Indtræffer havari flere gange i løbet af forsikringstiden, erstatter selskabet skaden, selv om erstatningssummerne tilsammen overstiger forsikringssummen.

Stk. 2. Dog har selskabet, når skade er indtruffet, ret til ved at betale hele forsikringssummen med tillæg af allerede påløbne omkostninger at befri sig for ethvert ansvar for begivenheder, der indtræder, eller omkostninger, der påløber, efter at forsikringstageren har fået meddelelse om, at selskabet vil benytte sig af denne ret. I disse tilfælde kommer bestemmelsen i § 73 ikke til anvendelse.

§ 75. Forsikringsværdien af et skib er den værdi, skibet havde på det tidspunkt, da selskabets ansvar begyndte.

Stk. 2. Hvis et skib, da forsikringsaftalen blev truffet, er ansat til en bestemt værdi (takseret police), er sådan ansættelse bindende for selskabet, for så vidt det ikke godtgør, at den ansatte værdi overstiger, hvad der med rimelighed kan anses som forsikringsværdien.

Stk. 3. Værdien af forsikrede varer ansættes uanset senere prisforandringer til den pris, som umiddelbart før transportens begyndelse på afgangsstedet betaltes for varer af samme art frit leverede i skib, på banevogn eller på andet transportmiddel med tillæg af 10 pct. samt af præmie for almindelig forsikring og af fragt for så vidt denne skal betales uden hensyn til, om transporten fuldføres.

§ 76. Såfremt en forsikring i henhold til aftalen eller ifølge opsigelse af anden grund end manglende præmiebetaling ville ophøre på et tidspunkt, da skibet er på søen, bortfalder aftalen dog først ved udløbet af den dag, da skibet ankommer til første bestemmelsessted. Forlænges forsikringen herved, kan selskabet kræve præmie for forlængelsen.

2. Anden transportforsikring

§ 77. Anden transportforsikring end søforsikring omfatter, for så vidt ingen særlig undtagelse er gjort i lov eller aftale, enhver art af fare, for hvilken den forsikrede interesse udsættes under transporten.

§ 78. Bestemmelserne i §§ 62, 67, 68, 72, 73, 74 og 75 finder tilsvarende anvendelse.

C. Brandforsikring

§ 79. Brandforsikring dækker den ved ildsvåde forårsagede skade på en af forsikringen omfattet genstand, selv om denne ikke kommer i brand. Skade, forårsaget ved ild, der ikke kan betegnes som ildsvåde, omfattes ikke af forsikringen.

§ 80. Udsættes en genstand forsætlig for varme ved kogning, strygning, tørring, røgning eller lignende er selskabet ikke ansvarligt for den derved opståede skade på genstanden, selv om den kommer i brand.

§ 81. Hvis ikke andet er aftalt, svarer selskabet også for skade, som forvoldes ved lynnedslag, selv om der ikke derved opstår brand, på samme måde som for brandskade.

Stk. 2. Har selskabet overtaget ansvar for eksplosionsskade, der ikke er en følge af brand, finder bestemmelserne om brandforsikring anvendelse.

§ 82. Bortkommer brandforsikrede ting under brand ved tyveri eller på anden måde, eller beskadiges de under forsøg på at redde dem fra brand, anses skaden som brandskade. Det samme er tilfældet, hvis de tilintetgøres eller beskadiges for at forebygge eller begrænse en brand under sådanne omstændigheder, at opofrelsen må anses som forsvarlig. Dette gælder, selv om branden ikke truer nogen genstand, der falder ind under forsikringen.

§ 83. Befinder en forsikret genstand sig ved forsikringsbegivenhedens indtræden på andet sted end det ved forsikringens tegning opgivne, er selskabet ansvarligt, medmindre det må antages, at selskabet, hvis det sted, hvor forsikringsbegivenheden indtraf, var opgivet som forsikringssted, ville have afholdt sig fra at tegne forsikringen eller betinget sig højere præmie eller andre vilkår eller ville have genforsikret i videre omfang.

Stk. 2. Ved forsikring af indbo er selskabet for et beløb af indtil 15 pct. af forsikringssummen, dog ikke udover 3.000 kr., ansvarlig for brandskade, der indtræder, medens de forsikrede genstande midlertidig befinder sig andetsteds i riget end i policen angivet, selv om faren derved forøges.

§ 84. Gælder en forsikring for et tidsrum af et år, skal den, hvis ikke andet må anses aftalt, betragtes som fornyet for et år ad gangen, medmindre forsikringstageren eller selskabet har opsagt den senest en uge før forsikringstidens udløb.

§ 85. Reglerne i §§ 18 og 19 gælder også, hvis forsikringsbegivenheden fremkaldes af den sikredes med ham samlevende ægtefælle.

§ 86. Er en forsikret fast ejendom pantsat, kan panthaveren, selv om selskabets ansvar overfor ejeren bortfalder i medfør af §§ 4, 6 og 50, 2det stykke, dog kræve dækning i den erstatning, som ellers ville være kommet til udbetaling, for så vidt han ikke kan opnå fyldestgørelse af pantet eller af skyldnerens øvrige formue. I det omfang, i hvilket selskabet har betalt erstatning til panthaveren, indtræder det i dennes ret mod ejeren.

Stk. 2. Det samme gælder, hvis forsikringen dækker andre i tingen berettigedes interesse.

§ 87. Bortfalder forsikringen af en fast ejendom ifølge aftale, eller nedsættes forsikringssummen, eller bringes selskabets ansvar til ophør på grund af manglende præmiebetaling eller ejerskifte, får dette først retsvirkning overfor panthaveren 14 dage - hvis panthaveren har bopæl i Grønland, en måned - efter, at han fra selskabet har modtaget meddelelse derom.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 51, 1ste stykke, kan kun påberåbes overfor panthaveren, når denne selv er skyld i, at pålægget ikke er overholdt.

Stk. 3. I øvrigt bliver de bestemmelser til værn for panthavere og andre i ejendommen berettigede, som indeholdes i særlige love om bygningsbrandforsikring eller i de i henhold til disse love stadfæstede vedtægter, bestående.

Stk. 4. Disse bestemmelser finder også anvendelse på det i §§ 37 og 38 i lov om tinglysning af 31. marts 1926 omhandlede tilbehør til fast ejendom, for så vidt forsikringen omfatter sådant tilbehør.

§ 88. Bestemmelser i aftalen, der indeholder afvigelse fra de i §§ 86 og 87 opstillede regler til beskyttelse af panthavere, kan ikke påberåbes af selskabet.

D. Kreaturforsikring

§ 89. Dør eller nedslås et forsikret dyr inden en måned efter forsikringstidens udløb som følge af en af aftalen omfattet begivenhed, der er indtrådt i forsikringstiden, hæfter selskabet, som om døden var indtrådt i forsikringstiden.

§ 90. Hvis et dyr dør eller nedslås som følge af en sygdom eller et ulykkestilfælde, beregnes erstatningen efter den værdi, dyret umiddelbart før døden ville have haft, om sygdommen eller ulykkestilfældet ikke var indtrådt.

E. Ansvarsforsikring

§ 91. Er der tegnet forsikring mod erstatningsansvar, nogen pådrager sig overfor trediemand som følge af en skadevoldende begivenhed, er selskabet forpligtet til at betale erstatning, hvis en begivenhed, som omfattes af aftalen, finder sted i løbet af forsikringstiden, selv om de skadelige følger først indtræder senere.

§ 92. Omkostninger, der foranlediges af den sikredes forsvar mod krav fra trediemands side, omfattes af forsikringen, såfremt det efter omstændighederne må anses for rimeligt, at den sikrede har pådraget sig dem.

Stk. 2. Hvis den sikrede er dømt til at betale renter af et erstatningsbeløb, finder reglerne i 1ste stykke tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Er der i aftalen fastsat en bestemt forsikringssum, skal selskabet betale de her nævnte omkostninger og renter, selv om forsikringssummen overskrides. Er forsikringssummen mindre end det idømte erstatningsbeløb, er selskabet dog kun pligtigt at tilsvare den del af renten, som svarer til det erstatningsbeløb, selskabet skal betale.

§ 93. Såfremt der for en fordring, der hidrører fra et af forsikringen omfattet ansvar, foretages en arrestforretning, er selskabet pligtigt at stille den sikkerhed, der er fornøden for at afværge arresten, dog ikke 

udover forsikringssummen.

§ 94. En bestemmelse i aftalen om, at selskabet skal være fri for ansvar, såfremt den sikrede uden selskabets samtykke udbetaler erstatning eller godkender et fremsat erstatningskrav, er ugyldig i det omfang, hvori det må anses godtgjort, at den sikrede ved at betale eller godkende kravet kun har opfyldt sin retspligt.

§ 95. Når den sikredes erstatningspligt over for den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt, indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod selskabet, for så vidt han ikke er fyldestgjort.

Stk. 2. Den skadelidte indtræder endvidere i den sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. I det omfang skadelidtes krav ikke er blevet dækket, kan det fulde krav på erstatning rettes mod selskabet. Selskabet skal i de i 1. pkt. nævnte tilfælde uden ugrundet ophold underrette den sikrede om, at det har modtaget et krav på erstatning.

Stk. 3. Har flere skadelidte krav på erstatningsydelsen for en forsikringsbegivenhed, og overstiger deres for selskabet anmeldte krav tilsammen, hvad selskabet er pligtigt at yde, skal de, for så vidt ikke andet er vedtaget, fyldestgøres forholdsmæssigt.

§ 96. Når selskabet er vidende om en indtruffen forsikringsbegivenhed, kan det ikke gennem forhandlinger med den sikrede bevirke, at den skadelidtes ret ifølge § 95 derved indskrænkes eller forspildes.

Almindelige bestemmelser

§ 97. Livsforsikring kan tegnes på forsikringstagerens eller en trediemands liv.

§ 97 a. Uden for de tilfælde, der er omfattet af kapitel I a, har forsikringstageren ret til at træde tilbage fra en aftale vedrørende livsforsikring senest 30 dage efter, at den pågældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde.

Stk. 2. Fristen regnes dog fra det tidspunkt, hvor forsikringstageren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, hvis den pågældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde før dette tidspunkt.

Stk. 3. Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

Stk. 4. Stk. 1 gælder ikke for

1) livsforsikring, der dækker en risiko, der kun strækker sig over en aftalt periode af højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring,

2) livsforsikring, der tegnes som gruppeforsikring eller anden kollektiv forsikring, hvor forsikringsaftalen indgås mellem selskabet og en repræsentant for forsikringstageren, og

3) livsforsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

Stk. 5. Træder forsikringstageren tilbage fra forsikringsaftalen i medfør af stk. 1, frigøres den pågældende for alle forpligtelser i henhold til aftalen.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-3 og 5 kan ikke fraviges til skade for forsikringstageren.

§ 98. Skal præmien betales i flere perioder, er forsikringstageren ikke pligtig at holde forsikringen i kraft gennem betaling af de senere præmier.

§ 99. Ønsker selskabet at begrænse sit ansvar i tilfælde af fareforøgelse, må det i policen tydeligt angive, hvilke bestemte fareforøgelser der skal have betydning, og hvilken virkning fareforøgelsen skal have.

§ 100. Har den, på hvis liv forsikringen er tegnet, berøvet sig livet på et tidspunkt, hvor forsikringen ikke har været i kraft uafbrudt mindst de sidste 2 år, er selskabet fri for ansvar, medmindre det må anses godtgjort, at forsikringen er tegnet eller på ny sat i kraft uden tanke på selvmordet, og at dette ville være begået, selv om forsikringen ikke havde foreligget.

§ 101. Uanset at selskabet efter en i denne lov indeholdt regel eller efter aftalt vilkår er fri for ansvar, finder de i henhold til lov eller aftale gældende regler for tilbagekøb af forsikringer eller disses omskrivning til fripolicer anvendelse.

Kapitalforsikring

§ 102. Forsikringstageren kan ved forsikringens tegning eller senere indsætte en anden som begunstiget. Ved forsikringstagerens død udbetales forsikringssummen umiddelbart til den begunstigede.

Stk. 2. Forsikringstageren kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre forsikringstageren over for den begunstigede har givet afkald på dette. Forsikringstagerens ret til at tilbagekalde indsættelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller dødsbo.

Stk. 3. Selskabet skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede om forsikringsbegivenhedens indtræden underrette den skifteret, der behandler forsikringstagerens dødsbo, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer, om begunstigelsesindsættelsen, forsikringssummens størrelse og om, hvorvidt udbetaling er sket.

§ 103. Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse af sådan indsættelse er kun gyldig, såfremt den skriftlig meddeles selskabet eller optages i eller påtegnes policen af selskabet.

Stk. 2. Forsikringstageren kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje.

Stk. 3. Forsikringstageren kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal båndlægges. Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis forsikringstageren ikke i forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har bestemt, hvilken forvaltningsafdeling der skal forvalte den båndlagte arv, bestemmer den skifteret, der behandler boet efter forsikringstageren, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer, hvem forsikringsselskabet skal udbetale forsikringssummen til.

§ 104. Hvis indsættelse af en begunstiget må anses for urimelig over for forsikringstagerens ægtefælle eller en livsarving, kan det ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller delvis skal tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede. Beløbet kan ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod og tvangsarv, jf. arvelovens § 5, § 10 og § 11, stk. 2, hvis forsikringssummen i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente bo.

Stk. 2. Ved afgørelse efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på

1) baggrunden for indsættelsen af den begunstigede,

2) ægtefællens, en livsarvings og den begunstigedes økonomiske behov og

3) omstændighederne i øvrigt.

Stk. 3. Har ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af forsikringssummen til den begunstigede gjort indsigelse over for selskabet mod udbetalingen, må forsikringsselskabet ikke udbetale forsikringssummen til den begunstigede, før det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort, hvem der har ret til forsikringssummen. Selskabet kan dog altid udbetale indtil en tredjedel af forsikringssummen til den begunstigede, og, hvis den pågældende sørger for forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til afholdelse af udgifterne herved.

Stk. 4. En sag efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller en livsarving mod den begunstigede inden 1 år efter, at forsikringstageren er afgået ved døden.

§ 105. Ved fortolkningen af bestemmelser om indsættelse af en begunstiget anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne, når forsikringssummen skal udbetales ved forsikringstagerens død.

Stk. 2. Er forsikringstagerens ægtefælle indsat som begunstiget, anses den ægtefælle, som forsikringstageren ved sin død levede i ægteskab med, som begunstiget.

Stk. 3. Har forsikringstageren indsat sine børn som begunstigede, anses den pågældendes livsarvinger, herunder den pågældendes adoptivbørn og disses livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler den pågældende.

Stk. 4. Er forsikringstagerens arvinger indsat som begunstigede, får arvingerne del i forsikringssummen efter det forhold, som de pågældende i henhold til testamente eller loven er arveberettiget efter forsikringstageren.

§ 105 a. Medmindre andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende forsikringstagerens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i stk. 2, børn eller arvinger i nævnte rækkefølge.

Stk. 2. For at være omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og

1) vente, have eller have haft et barn sammen med forsikringstageren eller

2) have levet sammen med forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet.

Stk. 3. En fælles bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.

§ 105 b. Har forsikringstageren ikke indsat en begunstiget, og skal forsikringssummen udbetales ved forsikringstagerens død, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens nærmeste pårørende, jf. § 105 a. Er der ikke nogen nærmeste pårørende, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens dødsbo.

Stk. 2. Forsikringssummen tilfalder forsikringstagerens dødsbo, hvis forsikringstageren har bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.

§ 106. Er en bestemt person indsat som begunstiget, bortfalder begunstigelsen, hvis forsikringssummen skal udbetales ved eller efter forsikringstagerens død, og den begunstigede ikke overlever denne.

§ 107. Skal efter aftalen forsikringssummen udbetales, når forsikringstageren enten dør eller opnår en bestemt alder, anses indsættelse af en begunstiget som kun gældende for dødsfaldet.

§ 108. Indsættelse af en begunstiget medfører ingen indskrænkning i forsikringstagerens ret til at forlange tilbagekøbsværdien eller til at overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over de rettigheder, forsikringsaftalen hjemler ham.

Stk. 2. Har forsikringstageren overfor den begunstigede givet afkald på at tilbagekalde begunstigelsen, anses han også at have fraskrevet sig retten til uden den begunstigedes samtykke at råde således over forsikringen at den begunstigedes ret derved indskrænkes eller forspildes.

§ 109. Så længe forsikringsbegivenheden ikke er indtrådt, kan den begunstigede - selv om hans indsættelse er uigenkaldelig - ikke overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over sit krav.

§ 110. Har forsikringstageren tegnet en forsikring således, at forsikringssummen ikke skal udbetales umiddelbart ved hans død, men først på et senere tidspunkt, eller har han tegnet en forsikring på en andens liv, indtræder den begunstigede, såfremt intet andet fremgår af forholdet, ved forsikringstagerens død i dennes ret efter aftalen.

§ 111. Den, der ved køb eller på anden måde får en livsforsikringspolice overdraget, erhverver derved alle de rettigheder mod selskabet, aftalen hjemler. Ved overdragelsen bortfalder indsættelse af begunstiget for så vidt ikke afkald på tilbagekaldelsesretten er givet.

§ 112. Pantsætter forsikringstageren sit krav, bortfalder ikke derved sket indsættelse af en begunstiget. Er der ikke givet afkald på retten til at tilbagekalde, står den begunstigede tilbage for panthaverens ret.

Stk. 2. Panthaveren kan, når hans fordring er forfalden, gøre kravet på forsikringens tilbagekøbsværdi gældende efter forud med 2 måneders varsel at have opfordret forsikringstageren til at løse pantet mod betaling af nævnte værdi. Er forsikringsbegivenheden indtrådt, kan han søge fyldestgørelse i forsikringssummen.

Stk. 3. Pantet anses ikke at omfatte krav på bonus, der forfalder forinden panthaveren har søgt fyldestgørelse.

§ 113. Retshandler vedrørende de af en livsforsikringsaftale flydende rettigheder mod selskabet kan, hvis policen ikke har fået påtegning om retshandelen, ikke gøres gældende over for den, der senere i god tro gennem overdragelse har erhvervet sådanne rettigheder, når han har fået policen i sin besiddelse, eller policen har fået påtegning om hans ret.

§ 114. Udbetaling af forsikringssummen eller af genkøbsværdien eller bestemmelse om ændring i det bestående kontraktsforhold kan ikke gøres gældende overfor de i § 113 nævnte godtroende erhververe, medmindre retshandelen er indgået i god tro med den, der havde policen i hænde med formel lovlig adkomst, og policen enten er tilbageleveret selskabet eller har erholdt påtegning om det stedfundne.

§ 115. Er en police udstedt eller senere transporteret til ihændehaveren, bliver denne ikke derved uden at oplyse sin adkomst legitimeret overfor selskabet til at oppebære forsikringssummen eller til i øvrigt at råde over forsikringen.

Stk. 2. Indsættelse af en begunstiget kan ikke ske ved en bestemmelse om, at forsikringssummen skal udbetales til ihændehaveren.

§ 116. Hverken forsikringstagerens eller den begunstigedes ret overfor selskabet kan gøres til genstand for retsforfølgning fra deres kreditorers side, jfr. dog § 117.

Stk. 2. Er en livsforsikringspolice overdraget, kan erhververens ret gøres til genstand for retsforfølgning fra hans kreditorers side, medmindre erhververen er forsikringstagerens ægtefælle, eller erhvervelsen har fundet sted uden vederlag. Bestemmelserne i § 117 finder i så tilfælde tilsvarende anvendelse med hensyn til de af erhververen betalte præmier eller - for ægtefællens vedkommende - med hensyn til det vederlag, denne måtte have erlagt for overdragelsen.

§ 117. Kommer forsikringstageren under konkurs, og findes det, at han i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen til betaling af præmier har anvendt et efter hans formuetilstand på det tidspunkt betalingen fandt sted, uforholdsmæssigt stort beløb, kan konkursboet overfor selskabet forlange, at det for meget erlagte indbetales i boet, for så vidt det kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi eller, såfremt en sådan ikke findes, af kapitalværdien af den fripolice, hvortil forsikringstageren ville have ret på grundlag af de stedfundne betalinger.

Stk. 2. Er forsikringssummen forfalden uden at være udbetalt inden fristdagen, eller forfalder den under konkursbehandlingen, kan konkursboet under de i 1ste stykke omhandlede betingelser forlange en tilsvarende del af forsikringssummen indbetalt i boet.

Stk. 3. Foranstående regler kommer til anvendelse, uanset om der er indsat en begunstiget, og uanset om forsikringstageren har forpligtet sig til ikke at tilbagekalde begunstigelsen. Har den begunstigede erlagt vederlag for indsættelsen, er han berettiget til af boet at kræve dette tilbage. Såfremt han har oppebåret forsikringssummen, kan boet gøre kravet gældende mod ham.

Renteforsikring

§ 118. Ved renteforsikring kommer de for kapitalforsikring fastsatte regler til anvendelse. Dog frigøres selskabet ved udbetaling af forfaldne renteydelser til den opgivne rentenyder, så længe det ikke har fået kundskab om, at retten dertil er overdraget nogen anden. Dette gælder, selv om policen ikke har fået påtegning om udbetalingen.

Stk. 2. Er den, i hvis levetid renten skal betales, en anden end forsikringstageren, anses han at være indsat som begunstiget.

§ 119. Forsikring kan tegnes mod ulykke eller sygdom, der rammer forsikringstageren selv eller trediemand.

§ 119 a. Bestemmelsen i § 97 a om forsikringstagerens ret til at træde tilbage fra aftaler om livsforsikring gælder tilsvarende for ulykkesforsikring og sygeforsikring, der tegnes i tilknytning til livsforsikring.

§ 120. Indtræder en ulykke eller sygdom, som omfattes af aftalen, i forsikringstiden, hæfter selskabet også for sådanne skadelige følger, som først viser sig senere.

§ 120 a. Er en sygdom, som omfattes af aftalen, indtrådt inden forsikringstidens begyndelse, stilles forsikringstageren, som om sygdommen var indtrådt i forsikringstiden, såfremt

1) følger af sygdommen viser sig eller sygdommen diagnosticeres i forsikringstiden og

2) en læge eller anden sagkyndig har afgivet helbredsoplysninger i forbindelse med forsikringens tegning med henblik på selskabets vurdering af den pågældende sygdom.

Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde hæfter selskabet dog ikke, hvis et andet selskab hæfter for de opståede skadelige følger efter § 120.

Stk. 3. Aftaler, der strider mod bestemmelsen i stk. 1, kan ikke påberåbes af selskabet.

§ 121. Indtræder der under forsikringstiden omstændigheder, der i policen bestemt og tydeligt er angivet som fareforøgende og er den, på hvis liv eller helbred forsikringen er tegnet, vidende derom, er selskabet, så længe dette medfører en fareforøgelse, frit for ansvar, hvis det ikke ville have overtaget forsikringen, såfremt de ved ændringen hidførte forhold havde foreligget ved forsikringens tegning.

Stk. 2. Må det antages, at selskabet ville have overtaget forsikringen, hæfter det på de vilkår og i det omfang, i hvilket det mod den aftalte præmie ville have bibeholdt forsikringen, om fareforøgelsen var det bekendt. Ville selskabet ved genforsikring i videre omfang have begrænset sit ansvar for egen regning, nedsættes erstatningen i samme forhold.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 48 og 49, 2det stykke, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Aftale, hvorefter fareforøgelse i videre omfang skal frigøre selskabet, er uden retsvirkning. Dog kan det vedtages, at i stedet for det i 2det stykke bestemte, den regel skal gælde, at selskabet kun er ansvarligt i det omfang, fareforøgelsen har været uden indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens omfang.

§ 122. Reglerne i §§ 102-106 finder tilsvarende anvendelse ved ulykkesforsikring og sygeforsikring.

§ 123. Hverken forsikringstagerens eller den sikredes ret overfor selskabet kan gøres til genstand for retsforfølgning fra deres kreditorers side.

§ 124. Har den, på hvis liv eller helbred forsikringen er tegnet, forsætlig eller af grov uagtsomhed undladt at foretage de efter omstændighederne rimelige foranstaltninger til forebyggelse af forsikringsbegivenheden eller til formindskelse af dennes omfang eller uden gyldig grund ikke efterkommet de forskrifter, som selskabet i så henseende har givet ham, svarer dette ikke for den skade, som kan antages foranlediget derved. Dette gælder dog ikke, for så vidt opfyldelsen af selskabets forskrifter ville medføre et utilbørligt indgreb i den pågældendes selvbestemmelsesret.

Stk. 2. Det kan ikke med retsvirkning aftales, at undladelsen skal have retsfølger i andre tilfælde eller i videre omfang end ovenfor nævnt.

§ 125. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1932.

§ 126. På en forsikringsaftale, der er indgået, inden loven træder i kraft, finder loven anvendelse fra den første derefter indtrædende dag, til hvilken aftalen med kontraktmæssigt varsel af selskabet kunne være bragt til ophør, eller fra hvilken den fornys i medfør af § 84.

Stk. 2. For de under justitsministeriets tilsyn værende bygningsbrandforsikringer finder loven anvendelse fra det tidspunkt, som justitsministeren fastsætter, dog senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

§ 127. Bestemmelserne i §§ 26 og 27 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor det forhold, der medfører de i disse bestemmelser angivne retsvirkninger, indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 128. Bestemmelsen i § 29 kommer til anvendelse på de før lovens ikrafttræden indgåede forsikringsaftaler, dog at de i § 29 ommeldte frister regnes fra lovens ikrafttræden, medmindre forældelsen efter den hidtil gældende ret ville være indtrådt tidligere.

§ 129. Bestemmelsen i § 34 kommer til anvendelse i alle tilfælde, hvor den forsikringsbegivenhed, i anledning af hvilken bestemmelsen påberåbes, indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 130. De i loven for livs-, ulykkes- og sygeforsikring givne regler om begunstigede kommer til anvendelse i alle tilfælde, hvor den begunstigede er indsat efter lovens ikrafttræden.

§ 131. Bestemmelsen i § 115 finder anvendelse såfremt en livsforsikringspolice, der er udstedt, forinden loven træder i kraft, efter dette tidspunkt transporteres til ihændehaveren.

§ 132. Bestemmelserne i §§ 116 og 123 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor retsforfølgningen ikke er påbegyndt forinden lovens ikrafttræden. Bestemmelsen i § 117 finder anvendelse, såfremt konkursen indtræder efter nævnte tidspunkt.

§ 133. Bestemmelser i andre love, der medfører en videregående betryggelse af forsikringstagernes eller de sikredes ret end de tilsvarende bestemmelser i denne lov, forbliver i kraft.

Stk. 2. Fra denne lovs ikrafttræden ophæves § 27 i lov af 25. marts 1872 om konkurs m.m., jfr. for Færøernes vedkommende anordning nr. 72 af 2. maj 1902, samt §§ 230-266 i sølov af 1. april 1892, jfr. bekendtgørelse nr. 108 af 13. april 1929, og for Færøernes vedkommende anordning nr. 203 af 4. november 1892. Endvidere bortfalder, hvad der i øvrigt i lovgivningen måtte være stridende mod denne lov.

§ 134. Forsikringsselskabets overtrædelse af § 3 a og § 34 b, stk. 1, straffes med bøde. Med bøde straffes endvidere det selskab, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget overtrædelse af

1) pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten efter §§ 34 d-34 f eller

2) oplysningspligten efter § 34 e, stk. 1, nr. 10, § 34 e, stk. 3, jf. § 34 e, stk. 1, nr. 10, og § 34 f, stk. 1, jf. § 34 e, stk. 1, nr. 10.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.