Lovsamling

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29 gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt undtagelsesvis efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af andre.

Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af auktionskøbesummer m.v.

§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på inddrivelse på egne vegne.

Autorisation

§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom, skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.

§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik.

Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige udstrækning.

§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder betingelserne i § 4, og som

1) har bopæl her i landet,

2) er fyldt 25 år,

3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder, i det omfang dette har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af justitsministeren.

§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervsstyrelsen, og som opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende selskaber, foreninger, fonde og lignende. Udenlandske selskaber m.v. af den art, som er nævnt i 1. og 3. pkt., kan meddeles autorisation, hvis dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.

Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren), opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen i § 5, stk. 1, nr. 6.

§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr. For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr. Fornyelse uden ændringer af en autorisation er dog gebyrfri.

Godkendelse af personale

§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.

Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt

1) den pågældende person er fyldt 18 år,

2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og

3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

God inkassoskik

§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.

Henvendelser til skyldneren

§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.

Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger. Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.

§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retslige skridt mod skyldneren med henblik på inddrivelse, i det omfang overholdelse af denne bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives.

§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er anført tydeligt i varselsskrivelsen.

Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage herunder lørdage, bortset fra juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag og må kun ske i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 21.00, lørdage dog kun i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 16.00.

Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed, kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.

Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren, skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.

Tilbagetagelse af løsøre

§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige samtykke.

Behandlingen af inddrevne pengebeløb

§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra autorisationsindehaverens egne midler.

§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb, der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.

Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren, jf. dog § 20, stk. 2.

§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne, herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning herom.

Annoncering m.v.

§ 17. (Ophævet)

Tavshedspligt

§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den, der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne lovs § 8.

Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser

§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil. Justitsministeren kan i forbindelse med henlæggelse af opgaver til politiet efter denne lov fastsætte regler om, hvilken myndighed inden for politiet der varetager de pågældende opgaver.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.

§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2, nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.

§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er opfyldt.

Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte vilkår om sikkerhedsstillelse.

Stk. 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der er under rekonstruktionsbehandling, autorisationsindehaverens konkursbo eller en værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger efter dødsfaldet, indledningen af rekonstruktionsbehandling, konkursdekretets afsigelse eller værgemålets iværksættelse anmeldes til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen m.v., som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.

§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for domstolene.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.

§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og 2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf. §§ 25 og 26, og om fristen herfor.

§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80 uden medvirken af domsmænd.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21, stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve inkassovirksomhed under ankesagen.

§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3. pkt., gælder tilsvarende.

Tilsyn

§ 28. (Ophævet)

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., § 16 eller § 23.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes straf i form af bøde og fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens §§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2-3. (Udelades)

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde kredit til en forbruger.

Stk. 2. Loven gælder også for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for kreditgiveren af en erhvervsdrivende.

Stk. 3. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke er omfattet af loven.

§ 2. Lovens kapitel 11 gælder for kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb. Kapitel 11 gælder dog ikke for erhvervsdrivendes køb til videresalg eller af materialer, der indgår i virksomhedens produktion.

§ 3. Loven finder ikke anvendelse på:

1) Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Lovens § 8 c finder dog anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån.

2) Kreditaftaler, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden 3 måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger. Lovens § 8 c finder dog anvendelse på aftaler om kortfristede forbrugslån.

3) Kreditaftaler, som vedrører henstand uden omkostninger med betalingen af en eksisterende gæld.

4) Kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten.

5) Leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en separat aftale.

6) Kreditaftaler i form af overtræk. Kapitel 1, § 8 b og kapitel 13 finder dog anvendelse på kreditaftaler efter 1. pkt.

7) Kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales. Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren allerede har misligholdt den oprindelige kreditaftale, og hvor sådanne ordninger kan forventes at afværge en retssag om den pågældende misligholdelse, og forbrugeren ikke dermed stilles ringere end som fastsat i den oprindelige kreditaftale. Kapitel 1, § 7 b, § 7 c, stk. 3, § 8, stk. 1, § 8, stk. 2, nr. 1-9, 12 og 18, § 8, stk. 4, § 8 b, § 9, § 16, § 17, § 26, § 27 og kapitel 13 finder dog anvendelse.

Stk. 2. § 7 a, § 8, stk. 2, 3, 6 og 7, § 8 b, § 9, § 19, § 26 og § 27 finder ikke anvendelse på kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder.

Stk. 3. Hvis en kreditaftale er omfattet af både stk. 1, nr. 7, og stk. 2, finder stk. 1, nr. 7, ikke anvendelse.

§ 4. I denne lov forstås ved:

1) Forbruger: En person, der i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af denne lov, hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

2) Kreditgiver: En fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed.

3) Kreditaftale: En aftale, hvorved en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, undtagen aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres.

4) Kassekredit: En udtrykkelig kreditaftale, hvorved en kreditgiver stiller midler til rådighed for en forbruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto.

5) Overtræk: Et stiltiende accepteret overtræk, hvorved en kreditgiver tillader, at en forbruger disponerer over midler, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto eller den aftalte kassekredit.

6) Kreditformidler: En fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed

a) præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere,

b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler end det, der er omhandlet i litra a, eller

c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.

7) Samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen: Alle omkostninger, herunder renter, provision, afgifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyrer. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, såfremt indgåelsen af aftalen om tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser.

8) Samlet beløb, der skal betales af forbrugeren: Summen af det samlede kreditbeløb og de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen.

9) Årlige omkostninger i procent: De samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4.

10) Debitorrente: Den rentesats udtrykt i en fast eller variabel procentsats, der anvendes på årsbasis på de udnyttede kreditmuligheder.

11) Fast debitorrente: At kreditgiveren og forbrugeren i kreditaftalen aftaler én debitorrente for hele kreditaftalens løbetid eller flere debitorrenter for delperioder, hvor der udelukkende anvendes en fast, specifik procentsats. Hvis aftalen ikke angiver alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke de udelukkende er fastsat ved en fast, specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen.

12) Samlet kreditbeløb: Loftet for eller summen af alle beløb, der stilles til disposition i henhold til en kreditaftale.

13) Varigt medium: En indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

14) Tilknyttet kreditaftale: En kreditaftale, ifølge hvilken

a) den pågældende kredit udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller specifikke tjenesteydelser og

b) kreditaftalen og aftalen om levering udgør en kommerciel helhed, idet der anses at foreligge en kommerciel helhed, når leverandøren selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, når kreditgiveren i forbindelse med indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandørens tjenester, eller når den specifikke vare eller ydelsen af en specifik tjenesteydelse udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.

15) Kreditkøb: En kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefter

a) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne eller

b) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.

16) Køb med ejendomsforbehold: Et kreditkøb, hvor det er aftalt, at sælgeren kan tage det solgte tilbage, hvis køberen ikke opfylder sine forpligtelser. Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den.

17) Kortfristet forbrugslån: En kreditaftale, som indgås mellem en forbruger og en kreditgiver, der ikke er et pengeinstitut, uden sikkerhedsstillelse og uden betingelse om køb af en vare eller tjenesteydelse, og hvis løbetid maksimalt er 3 måneder

Visse lovvalgsaftaler og lovens fravigelighed

§ 5. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.

§ 6. (Ophævet)

§ 7. Loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter kan ikke ved aftale fraviges til skade for forbrugeren.

Stk. 2. I ikke-forbrugerkøb kan reglerne fraviges ved aftale. De kan dog ikke fraviges til skade for køberen ifølge et køb med ejendomsforbehold.

Oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen

§ 7 a. Før en forbruger bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, som kreditgiveren tilbyder, og i givet fald forbrugerens præferencer og oplysninger forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud, så der kan træffes en informeret beslutning om indgåelsen af en kreditaftale. Oplysningerne gives på papir eller på et andet varigt medium ved hjælp af formularen i lovens bilag 2.

Stk. 2. Oplysningerne i henhold til stk. 1 skal omfatte:

1) Kredittypen.

2) Navn og fysisk adresse på kreditgiveren og i givet fald navn og fysisk adresse på den involverede kreditformidler.

3) Det samlede kreditbeløb og betingelserne for at udnytte kreditmuligheden.

4) Kreditaftalens løbetid.

5) Ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse og tilknyttede kreditaftaler, varen eller tjenesteydelsen og kontantprisen herfor.

6) Debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på den oprindelige debitorrente, og tidspunkter, betingelser og procedurer for ændring af debitorrenten. Hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, angives de nævnte oplysninger for alle de relevante debitorrenter.

7) De årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, illustreret ved et repræsentativt eksempel, som angiver alle de antagelser, der er lagt til grund for at beregne procentsatsen. Hvis forbrugeren har informeret kreditgiveren om et eller flere elementer i den kredit, vedkommende foretrækker, som f.eks. kreditaftalens løbetid og det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren tage hensyn til disse elementer. Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, og kreditgiveren derfor anvender det loft for kreditten, som fremgår af antagelsen i lovens bilag 1, skal kreditgiveren angive, at andre muligheder for at udnytte kreditmuligheden for denne type kreditaftale kan medføre højere årlige omkostninger i procent.

8) Størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages af forbrugeren, og i givet fald den rækkefølge, hvori betalingerne henføres til forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling.

9) Hvor det er relevant, omkostningerne i forbindelse med forvaltning af en eller flere konti til registrering af både betalingstransaktioner og udnyttelser af kreditmuligheden, medmindre det ikke er obligatorisk at åbne en konto, tillige med omkostningerne ved anvendelse af et betalingsmiddel i forbindelse med både betalingstransaktioner og udnyttelser af kreditmuligheden, andre omkostninger i forbindelse med kreditaftalen og betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger.

10) Hvor det er relevant, om der er omkostninger, som forbrugeren skal betale til en notar ved indgåelsen af kreditaftalen.

11) Den eventuelle forpligtelse til at indgå en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen, navnlig en forsikringspolice, såfremt indgåelsen af en aftale om en sådan accessorisk tjenesteydelse er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser.

12) Den gældende sats for morarenter og måden, denne sats tilpasses på, og, hvor det er relevant, eventuelle omkostninger i forbindelse med misligholdelse.

13) Oplysning om følgerne af manglende betalinger.

14) Hvor det er relevant, den sikkerhedsstillelse, som kræves.

15) Hvorvidt en fortrydelsesret finder anvendelse eller ej.

16) Retten til førtidig tilbagebetaling og, hvor det er relevant, oplysninger om kreditgiverens ret til kompensation og om, hvordan denne kompensation fastsættes i overensstemmelse med § 26 eller § 26 a.

17) Forbrugerens ret til omgående underretning uden omkostninger i henhold til § 7 c, stk. 3, om resultatet af databasesøgninger, der er foretaget med henblik på vurdering af den pågældendes kreditværdighed.

18) Forbrugerens ret til efter anmodning og uden omkostninger at få udleveret en kopi af udkastet til kreditaftale. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen ikke er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

19) Hvis det er relevant, hvor længe oplysningerne, der er afgivet forud for aftaleindgåelsen, er bindende for kreditgiveren.

Stk. 3. Hvis kreditaftalen benytter et benchmark som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, oplyser kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren forbrugeren om navnet på benchmarket og administratoren og de potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formularen i lovens bilag 2.

Stk. 4. Eventuelle supplerende oplysninger fra kreditgiveren til forbrugeren gives i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formularen i lovens bilag 2.

Stk. 5. Ved anvendelse af taletelefoni skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse med forbrugerens samtykke alene omfatte tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber, dog mindst de oplysninger, der fremgår af stk. 2, nr. 3-6 og 8, samt de årlige omkostninger i procent illustreret ved et repræsentativt eksempel og det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren. Er der tale om en finansiel tjenesteydelse, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses karakter og væsentligste egenskaber i stedet mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet ESIS i denne lovs bilag 5.

Stk. 6. Hvis aftalen på forbrugerens anmodning er indgået ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne i overensstemmelse med stk. 1 og 2, navnlig i det tilfælde, der er omhandlet i stk. 5, skal kreditgiveren give forbrugeren de pågældende oplysninger i komplet form ved brug af formularen i lovens bilag 2 umiddelbart efter kreditaftalens indgåelse.

Stk. 7. Ud over formularen i lovens bilag 2 skal forbrugeren efter anmodning og uden omkostninger modtage en kopi af udkastet til kreditaftale. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen ikke er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Stk. 8. Hvis der er tale om en kreditaftale, ifølge hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital på de tidspunkter og betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller en accessorisk aftale, omfatter de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der kræves i henhold til stk. 1 og 2, en klar og tydelig angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der er givet en sådan garanti.

Stk. 9. Kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal give forbrugeren fyldestgørende forklaringer, således at forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation, hvor det er relevant, ved at forklare de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der skal gives i henhold til stk. 1 og 2, de foreslåede produkters vigtigste karakteristika og de specifikke konsekvenser, disse produkter kan få for forbrugeren, herunder konsekvenserne af forbrugerens betalingsmisligholdelse.

Stk. 10. Stk. 1-9 finder ikke anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. I disse tilfælde skal kreditgiveren sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplysningerne efter stk. 1-9.

Stk. 11. For så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren i stedet for formularen i denne lovs bilag 2 anvende oplysningsskemaet ESIS i denne lovs bilag 5. Skemaet skal gives, efter at forbrugeren har afgivet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer i overensstemmelse med § 7 c.

Oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler

§ 7 b. Før forbrugeren bliver bundet af en kreditaftale eller et kredittilbud efter § 3, stk. 1, nr. 7, eller § 3, stk. 2, giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, som kreditgiveren tilbyder, og i givet fald forbrugerens præferencer og oplysninger forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud, så der kan træffes en informeret beslutning om indgåelsen af en kreditaftale.

Stk. 2. Oplysningerne i henhold til stk. 1 skal omfatte:

1) Kredittypen.

2) Navn og fysisk adresse på kreditgiveren og i givet fald navn og fysisk adresse på den involverede kreditformidler.

3) Det samlede kreditbeløb.

4) Kreditaftalens løbetid.

5) Debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på den oprindelige debitorrente, de omkostninger, der anvendes fra det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for ændring af disse omkostninger.

6) De årlige omkostninger i procent illustreret ved hjælp af repræsentative eksempler, som angiver alle de antagelser, der er lagt til grund for at beregne denne procentsats.

7) Betingelserne og proceduren for opsigelse af kreditaftalen.

8) Hvor det er relevant, en angivelse af, at forbrugeren til enhver tid kan blive anmodet om at betale hele kreditbeløbet tilbage.

9) Den gældende sats for morarenter og måden, denne sats tilpasses på, og, hvor det er relevant, andre omkostninger i forbindelse med misligholdelse.

10) Forbrugerens ret til omgående underretning uden omkostninger i henhold til § 7 c, stk. 3, om resultatet af databasesøgninger, der er foretaget med henblik på vurdering af forbrugerens kreditværdighed.

11) Ved kreditaftaler, der er omfattet af § 3, stk. 2, oplysninger om de omkostninger, der påløber fra kreditaftalens indgåelse, og, hvor det er relevant, om betingelserne for ændring af de pågældende omkostninger.

12) Hvor det er relevant, hvor længe de oplysninger, der er afgivet forud for aftaleindgåelsen, er bindende for kreditgiveren.

Stk. 3. Oplysningerne efter stk. 1 og 2 gives på papir eller på et andet varigt medium, og alle oplysningerne skal være lige fremtrædende. Oplysningerne kan gives ved hjælp af formularen i lovens bilag 3. For så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren dog anvende oplysningsskemaet ESIS i denne lovs bilag 5. § 7 a, stk. 11, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. I forbindelse med kreditaftaler, som er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 7, omfatter de oplysninger, der gives forbrugeren i henhold til stk. 1 og 2, også størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages af forbrugeren, og i givet fald den rækkefølge, hvori betalingerne henføres til forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling, samt oplysning om retten til førtidig tilbagebetaling og, hvor det er relevant, oplysninger om kreditgiverens ret til kompensation og om, hvordan denne kompensation fastsættes. 1. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis kreditaftalen tillige er omfattet af § 3, stk. 2.

Stk. 5. Hvis der anvendes taletelefoni og forbrugeren anmoder om en kassekredit med øjeblikkelig virkning, omfatter den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika dog mindst de oplysninger, som er nævnt i stk. 2, nr. 3, 5, 6 og 8. Hvis kreditaftalen er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 7, skal kreditaftalens løbetid endvidere angives. Er der tale om en finansiel tjenesteydelse, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika i stedet mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet ESIS i denne lovs bilag 5.

Stk. 6. Ud over de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1-5, skal forbrugeren efter anmodning uden omkostninger modtage en kopi af udkastet til kreditaftale med de oplysninger, som kræves efter § 8, hvis denne bestemmelse finder anvendelse. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen ikke vil indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Stk. 7. Hvis aftalen på forbrugerens anmodning er indgået ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne i overensstemmelse med stk. 1 og 2, herunder i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 5, skal kreditgiveren umiddelbart efter kreditaftalens indgåelse opfylde sine forpligtelser i henhold til stk. 1 og 2 ved at give de oplysninger, som kræves i henhold til § 8, hvis denne bestemmelse finder anvendelse.

Stk. 8. Stk. 1-7 finder ikke anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. I disse tilfælde skal kreditgiveren sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplysningerne efter stk. 1-7.

Vurdering af forbrugerens kreditværdighed

§ 7 c. Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Stk. 2. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Stk. 3. Hvis en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning i en database, underretter kreditgiveren omgående forbrugeren om resultatet af en sådan søgning og giver forbrugeren nærmere oplysninger om den pågældende database. Denne underretning skal ske uden omkostninger for forbrugeren.

Betænkningstid ved indgåelse af kreditaftaler om lån mod pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse

§ 7 d. For tilbud om lån mod pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, kan kreditgiver ikke fastsætte en frist på mindre end 7 dage for forbrugerens antagelse af tilbuddet.

Stk. 2. Debitorrenten og de øvrige omkostninger kan variere fra det, der er angivet i tilbuddet, i overensstemmelse med værdien af de underliggende obligationer.

Krav til kreditaftalen

§ 8. En kreditaftale skal udfærdiges på papir eller på et andet varigt medium. Alle aftaleparter skal have et eksemplar af kreditaftalen.

Stk. 2. Kreditaftalen skal klart og tydeligt angive:

1) Kredittypen.

2) Navn og fysisk adresse på aftaleparterne og i givet fald på den involverede kreditformidler.

3) Kreditaftalens løbetid.

4) Det samlede kreditbeløb og betingelserne for at udnytte kreditmuligheden.

5) Såfremt der er tale om en kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse eller om tilknyttede kreditaftaler, varen eller tjenesteydelsen og kontantprisen herfor.

6) Debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på den oprindelige debitorrente, samt tidspunkter, betingelser og procedurer for ændring af debitorrenten. Hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, angives de nævnte oplysninger med hensyn til alle de relevante debitorrenter.

7) De årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, beregnet på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen. Alle de antagelser, der er lagt til grund ved beregningen af denne procentsats, angives.

8) Størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages af forbrugeren, og i givet fald den rækkefølge, hvori betalingerne henføres til forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling.

9) Såfremt der er tale om amortisation af kapitalen i forbindelse med en kreditaftale med fast løbetid, forbrugerens ret til på anmodning til enhver tid i løbet af kreditaftalens varighed uden omkostninger at modtage en opgørelse i form af en amortiseringsplan. Amortiseringsplanen skal angive skyldige betalinger og tidspunkter og betingelser for betaling af sådanne beløb, og den skal indeholde en specificering af den enkelte tilbagebetaling, som viser amortiseringen af kapitalen, renterne beregnet på grundlag af debitorrenten og, hvor det er relevant, eventuelle yderligere omkostninger. Hvis rentesatsen ikke er fast eller de yderligere omkostninger kan ændres i kreditaftalens løbetid, skal amortiseringsplanen klart og tydeligt angive, at oplysningerne i planen kun er gyldige indtil næste ændring af debitorrenten eller af de yderligere omkostninger i henhold til kreditaftalen.

10) Såfremt der skal betales omkostninger og renter uden amortisation af hovedstolen, en opgørelse over tidspunkter og betingelser for betaling af renter og eventuelle dermed forbundne faste omkostninger og engangsomkostninger.

11) Hvor det er relevant, omkostningerne i forbindelse med forvaltning af en eller flere konti til registrering af både betalingstransaktioner og udnyttelser af kreditmuligheden, medmindre det ikke er obligatorisk at åbne en konto, tillige med omkostningerne ved anvendelse af et betalingsmiddel i forbindelse med både betalingstransaktioner og udnyttelser af kreditmuligheden, andre omkostninger i forbindelse med kreditaftalen og betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger.

12) Den gældende sats for morarenter som fastsat på tidspunktet for indgåelse af aftalen og måden, denne sats tilpasses på, og, hvor det er relevant, andre omkostninger i forbindelse med misligholdelse.

13) Oplysning om følgerne af manglende betalinger.

14) Hvor det er relevant, at der skal betales notarialgebyrer.

15) Den sikkerhedsstillelse og de forsikringer, som eventuelt kræves.

16) En eventuel fortrydelsesret og fristen for udøvelse af en sådan fortrydelsesret samt andre betingelser for udøvelsen, herunder oplysninger om forbrugerens forpligtelse til at tilbagebetale den udnyttede kapital med renter i overensstemmelse med § 19, stk. 4, og det rentebeløb, der påløber pr. dag.

17) Oplysninger om forbrugerens rettigheder i medfør af § 20 og betingelserne for udøvelse af disse.

18) Retten til førtidig tilbagebetaling, proceduren for førtidig tilbagebetaling og, hvor det er relevant, oplysninger om kreditgiverens ret til kompensation og den måde, hvorpå denne kompensation fastsættes.

19) Proceduren for udøvelse af retten til at opsige kreditaftalen.

20) Hvorvidt der er klageadgang og adgang til udenretslig bilæggelse af tvister for forbrugeren, og, hvis dette er tilfældet, hvorledes forbrugeren kan gøre brug deraf.

21) Hvor det er relevant, andre aftalevilkår og -betingelser.

22) Navn og adresse på den kompetente tilsynsmyndighed.

Stk. 3. Hvis stk. 2, nr. 9, finder anvendelse, skal kreditgiveren til enhver tid i løbet af kreditaftalens varighed uden omkostninger stille en opgørelse i form af en amortiseringsplan til rådighed for forbrugeren.

Stk. 4. Hvis der er tale om en kreditaftale, ifølge hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital på de tidspunkter og betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller en accessorisk aftale, omfatter de oplysninger, der kræves i henhold til stk. 2, en klar og tydelig angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der er givet en sådan garanti.

Stk. 5. I forbindelse med kreditaftaler i form af kassekredit i henhold til § 3, stk. 2, skal følgende angives klart og tydeligt:

1) Kredittypen.

2) Navn og adresse på aftaleparterne og i givet fald på den involverede kreditformidler.

3) Kreditaftalens løbetid.

4) Det samlede kreditbeløb og betingelserne for at udnytte kreditmuligheden.

5) Debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på den oprindelige debitorrente, samt tidspunkter, betingelser og procedurer for ændring af debitorrenten. Hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, angives de nævnte oplysninger med hensyn til alle de relevante debitorrenter.

6) De årlige omkostninger i procent og de samlede omkostninger, som skal betales af forbrugeren, beregnet på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen. Alle de antagelser, der er lagt til grund ved beregningen af denne procentsats, jf. § 16, stk. 3 og 4, og § 4, nr. 7 og 9, angives.

7) En angivelse af, at forbrugeren til enhver tid kan blive anmodet om at betale hele kreditbeløbet tilbage.

8) Oplysninger om de omkostninger, der påløber fra sådanne kreditaftalers indgåelse, og, når det er relevant, om betingelserne for ændring af de pågældende omkostninger.

9) Proceduren for udøvelse af retten til at opsige kreditaftalen.

Stk. 6. Medmindre kreditgiveren er et godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller kreditinstitut, kan det i kreditaftalen alene aftales, at renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiveren er uden indflydelse på.

Stk. 7. Stk. 6 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andre kreditomkostninger end renten.

Pantsikrede lån i fast ejendom

§ 8 a. Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i § 8, og aftalens øvrige væsentlige vilkår gives forud for kreditaftalens indgåelse, jf. § 7 a.

Stk. 2. Yder en sælger af en fast ejendom kredit mod udstedelse af pantebrev i den faste ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, gives i aftalen om ejendommens overdragelse. Heri skal kreditgiveren endvidere oplyse forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis forbrugeren kan betale kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede pantebrev.

Stk. 3. Hvis de oplysninger, der er givet efter stk. 1 eller 2, er af foreløbig karakter, skal kreditgiveren snarest muligt sende meddelelse om de endelige kreditoplysninger til forbrugeren.

Stk. 4. I øvrigt finder § 8 tilsvarende anvendelse på kreditaftaler efter stk. 1 og 2.

Overtræk

§ 8 b. Ved indgåelse af en aftale om oprettelse af en løbende konto, hvor det eventuelt vil kunne tillades forbrugeren at overtrække kontoen, skal aftalen indeholde de oplysninger, der er omhandlet i § 7 b, stk. 2, nr. 5. Disse oplysninger skal gives regelmæssigt på papir eller på et andet varigt medium.

Stk. 2. I tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned skal kreditgiveren straks på papir eller på et andet varigt medium underrette forbrugeren om følgende:

1) Overtrækket.

2) Det involverede beløb.

3) Debitorrenten.

4) En eventuel bod og eventuelle omkostninger eller morarenter.

Obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån

§ 8 c. Kreditgiveren må alene anse forbrugerens accept af et tilbud om kortfristet forbrugslån for gyldig, hvis accepten er afgivet tidligst 48 timer efter kreditgiverens afgivelse af tilbuddet.

Stk. 2 Kreditgiveren må ikke rette henvendelse til en forbruger i anledning af et allerede fremsendt tilbud om kortfristet forbrugslån.

Underretning om ændringer i debitorrenten

§ 9. Kreditgiveren skal underrette forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten. Underretningen skal ske på papir eller på et andet varigt medium og skal ske, inden ændringen træder i kraft, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. Underretningen efter stk. 1 skal indeholde oplysning om betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente er trådt i kraft, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, oplysninger herom.

Stk. 3. Kreditgiveren og forbrugeren kan i kreditaftalen fastsætte, at oplysninger efter stk. 1 og 2 gives til forbrugeren med jævne mellemrum i de tilfælde, hvor

1) ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats,

2) den nye referencesats er gjort tilgængelig for offentligheden på passende vis og

3) oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige hos kreditgiveren.

Stk. 4. Ved refinansiering af variabelt forrentede lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, skal kreditgiver forud for auktionen skriftligt underrette forbrugeren på papir eller andet varigt medium om den forestående procedure og angive, hvordan det kan påvirke debitorrenten. Underretning om ændring i debitorrenten efter stk. 1 og 2 kan herefter ske, efter at ændringen er trådt i kraft.

Kontoudtog og underretning om ændringer i debitorrenten ved kassekreditter

§ 10. Når en kreditaftale vedrører en kredit i form af en kassekredit, skal kreditgiveren jævnligt orientere forbrugeren via et kontoudtog på papir eller på et andet varigt medium.

Stk. 2. Kontoudtog efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om:

1) Den nøjagtige periode, som kontoudtoget dækker.

2) Størrelsen på de udnyttede kreditmuligheder og datoerne for udnyttelserne.

3) Saldoen på det foregående kontoudtog og dettes dato.

4) Den nye saldo.

5) Datoerne for betalinger og betalingernes størrelse.

6) Den anvendte debitorrente.

7) Eventuelle omkostninger, der er pålagt.

8) Det eventuelle minimumsbeløb, der skal betales.

Stk. 3. Kreditgiveren skal endvidere på papir eller på et andet varigt medium underrette forbrugeren om enhver stigning i debitorrenten eller andre omkostninger, inden den pågældende ændring træder i kraft, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Kreditgiveren og forbrugeren kan i kreditaftalen fastsætte, at oplysningerne om ændringerne i debitorrenten gives på kontoudtog efter stk. 1 i de tilfælde, hvor

1) ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats,

2) den nye referencesats er gjort tilgængelig for offentligheden på passende vis og

3) oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige hos kreditgiveren.

§ 11. (Ophævet)

§ 12. (Ophævet)

§ 13. (Ophævet)

§ 14. (Ophævet)

§ 15. (Ophævet)

Beregning af de årlige omkostninger i procent

§ 16. De årlige omkostninger i procent svarer på årsbasis til nutidsværdien af alle fremtidige eller eksisterende forpligtelser i form af udnyttede kreditmuligheder, tilbagebetalinger og omkostninger, der er aftalt mellem kreditgiveren og forbrugeren.

Stk. 2. De årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den matematiske formel i lovens bilag 1.

Stk. 3. Ved beregningen af de årlige omkostninger i procent bestemmes de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten bortset fra

1) andre omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse med misligholdelse af en af de forpligtelser, der er fastsat i kreditaftalen, og

2) de omkostninger ud over købsprisen, som forbrugeren skal betale i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser, uanset om transaktionen foretages kontant eller på kredit.

Stk. 4. Omkostningerne ved forvaltningen af en konto til registrering af både betalingstransaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden, omkostningerne ved anvendelse af et betalingsmiddel i forbindelse med både betalingstransaktioner og udnyttelser af kreditmuligheden og andre omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, medmindre det ikke er obligatorisk at åbne kontoen og omkostningerne i forbindelse med kontoen klart er angivet separat i kreditaftalen eller i en eventuel anden aftale, der er indgået med forbrugeren.

Stk. 5. Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen.

Stk. 6. I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten, og, hvor det er relevant, de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til udgangspunktet og finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.

Stk. 7. Om nødvendigt kan de supplerende antagelser i lovens bilag 1 anvendes til beregningen af de årlige omkostninger i procent.

Beregning af de årlige omkostninger i procent for kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom

§ 16 a. De årlige omkostninger i procent for kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, beregnes ud fra den matematiske formel i denne lovs bilag 4.

Stk. 2. Omkostningerne ved at åbne og forvalte en bestemt konto og ved at anvende et betalingsmiddel i forbindelse med både transaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden for denne konto og andre omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, hvis det er obligatorisk at åbne og opretholde en konto for at kunne opnå kreditten eller for at kunne få kreditten på de oplyste betingelser.

Stk. 3. Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen.

Stk. 4. I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten og i påkommende tilfælde i de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til niveauet på tidspunktet for indgåelsen af aftalen.

Stk. 5. Tillader kreditaftalen variationer i debitorrenten, underrettes forbrugeren, bortset fra i de tilfælde, der er nævnt i stk. 6, om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige omkostninger i procent som minimum ved hjælp af oplysningsskemaet ESIS i denne lovs bilag 5. Er der ikke et loft over debitorrenten, ledsages oplysningerne om de mulige konsekvenser af en advarsel, der fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkostninger i procent, kan ændre sig.

Stk. 6. For kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst 5 år, og ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en ny fast rente for en yderligere relevant periode, omfatter beregningen af den yderligere illustrative årlige omkostningsprocent, der anføres i oplysningsskemaet ESIS, jf. bilag 5, kun den indledende periode med fast rente, og den baseres på den antagelse, at restgælden tilbagebetales ved udløbet af perioden med den faste debitorrente.

Stk. 7. De supplerende antagelser i denne lovs bilag 4 anvendes, hvor det er relevant, til beregningen af de årlige omkostninger i procent.

Kreditformidlere

§ 17. Det eventuelle gebyr, som forbrugeren skal betale til en kreditformidler for kreditformidlerens ydelse, skal oplyses for forbrugeren og aftales skriftligt mellem forbrugeren og kreditformidleren på papir eller på et andet varigt medium inden indgåelsen af kreditaftalen.

Stk. 2. Det eventuelle gebyr, som forbrugeren skal betale til kreditformidleren for kreditformidlerens ydelse, skal endvidere af kreditformidleren oplyses til kreditgiveren med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent.

§ 18. (Ophævet)

Fortrydelsesret

§ 19. Forbrugeren kan inden for en frist på 14 kalenderdage fortryde en kreditaftale.

Stk. 2. Den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, løber fra

1) den dag, hvor kreditaftalen er indgået, eller

2) den dag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og -betingelserne samt oplysningerne i henhold til § 8, hvis dette tidspunkt er senere end tidspunktet efter nr. 1.

Stk. 3. Vil forbrugeren udøve sin fortrydelsesret, skal forbrugeren meddele kreditgiveren dette inden udløbet af fristen efter stk. 1 efter de anvisninger, som forbrugeren har modtaget fra kreditgiveren i henhold til § 8, stk. 2, nr. 16. Fristen betragtes som overholdt, hvis meddelelsen, såfremt den er udfærdiget på papir eller på et andet varigt medium, som kreditgiveren råder over og har adgang til, er blevet afsendt inden fristens udløb.

Stk. 4. Hvis forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, skal forbrugeren til kreditgiveren betale kapitalen og de renter, der er påløbet fra den dato, hvor kreditmuligheden blev udnyttet, til den dato, hvor kapitalen betales tilbage, uden unødig forsinkelse og senest 30 kalenderdage efter at have sendt kreditgiveren meddelelsen om udøvelsen af fortrydelsesretten. Renterne beregnes på grundlag af den aftalte debitorrente. Kreditgiveren har ikke ret til nogen anden kompensation fra forbrugeren i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten bortset fra kompensation for eventuelle omkostninger, som kreditgiveren har betalt til offentlige myndigheder, og som ikke kan refunderes.

Stk. 5. Hvis en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen ydes af kreditgiveren eller af tredjemand på grundlag af en overenskomst mellem tredjemanden og kreditgiveren, ophører forbrugeren med at være bundet af aftalen om den accessoriske tjenesteydelse, såfremt forbrugeren udøver sin fortrydelsesret med hensyn til kreditaftalen i medfør af denne lov.

Stk. 6. Hvis forbrugeren har fortrydelsesret i henhold til stk. 1-5, finder kapitel 4 i lov om forbrugeraftaler ikke anvendelse.

Stk. 7. Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse.

Tilknyttede kreditaftaler

§ 20. Hvis varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, ikke leveres eller kun leveres delvis eller ikke er i overensstemmelse med aftalen om levering deraf, har forbrugeren ret til at tage retsmidler i anvendelse mod kreditgiveren, såfremt forbrugeren ikke fra leverandøren har opnået den fyldestgørelse, som vedkommende har krav på ifølge lovgivningen eller aftalen om levering af varer eller tjenesteydelser.

Stk. 2. Forbrugerens mulighed for fyldestgørelse hos kreditgiveren efter stk. 1 er begrænset til størrelsen af kreditten på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.

Forbud mod underpant i kreditkøb

§ 21. I kreditkøb kan kreditgiveren ikke i forbindelse med aftalens indgåelse eller leveringen af det solgte få pant i dette til sikkerhed for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 hindrer ikke, at kreditgiveren efter reglerne om pantsætning af fast ejendom får pant i det solgte, når dette udgør tilbehør til eller bestanddel af en fast ejendom.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på kreditkøb af aktier, andre former for obligationer end præmieobligationer, sparekassers garantibeviser, beviser for ansvarlig indskudskapital i pengeinstitutter, beviser udstedt af investeringsforeninger under tilsyn og lignende værdipapirer.

Generalklausul

§ 22. Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som vederlag eller omkostninger, urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet forbrugeren et urimeligt vederlag for at give den pågældende henstand eller andre lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.

Tilsidesættelse af oplysningspligten

§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse med § 8, stk. 2, nr. 7, eller stk. 5, nr. 6, skal forbrugeren højst betale lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 5 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det pågældende år.

Stk. 2. Er kreditomkostningerne angivet efter § 8, stk. 2, nr. 7, eller stk. 5, nr. 6, kan kreditgiveren ikke på grundlag af aftalen i øvrigt kræve yderligere kreditomkostninger. Er oplysningen om de årlige omkostninger i procent for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke kræve højere kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er angivet.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis kreditgiveren kan godtgøre, at forbrugeren på trods af de manglende eller urigtige oplysninger har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne.

Stk. 4. Medfører stk. 1 eller 2 en formindskelse af restgælden, skal forbrugeren betale denne i overensstemmelse med den ordning, der er aftalt med kreditgiver, således at afkortning sker i den eller de sidste ydelser, som skal betales.

§ 24. Har sælgeren i et kreditkøb ikke givet oplysninger som foreskrevet i § 8, kan kreditgiveren i almindelighed ikke kræve godtgørelse for omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af forbrugerens misligholdelse.

Indbetaling til pengeinstitutter

§ 25. Indbetaling ifølge en kreditaftale til et pengeinstitut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring til betalingsstedet er rettidig, når den sker inden for den betalingsfrist, der gælder efter kreditaftalen.

Førtidig tilbagebetaling

§ 26. Forbrugeren har til enhver tid ret til helt eller delvis at indfri sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale. Forbrugeren har herefter ret til en reduktion af de samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den resterende del af aftalens løbetid.

Stk. 2. I tilfælde af førtidig tilbagebetaling af en kredit har kreditgiveren ret til kompensation for eventuelle omkostninger, der er direkte forbundet med den førtidige tilbagebetaling af kreditten, hvis den førtidige tilbagebetaling falder i en periode, for hvilken der er aftalt en fast debitorrente. Kompensationen skal være rimelig og fastsættes ud fra objektive kriterier, jf. stk. 3, jf. dog stk. 4-6.

Stk. 3. Kompensationen efter stk. 2 kan ikke overstige 1 pct. af det kreditbeløb, der tilbagebetales før tiden, hvis der er mere end 1 år mellem den førtidige betaling og kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt. Hvis perioden ikke overstiger 1 år, kan kompensationen ikke overstige 0,5 pct. af det kreditbeløb, der tilbagebetales før tiden.

Stk. 4. Hvis kreditgiveren kan dokumentere, at de tab, som kreditgiveren har lidt som følge af den førtidige tilbagebetaling, overstiger de grænser, der er fastsat i stk. 3, kan kreditgiveren undtagelsesvis kræve en højere kompensation. Hvis den kompensation, som kreditgiveren kræver, overstiger kreditgiverens faktiske tab, kan forbrugeren kræve en tilsvarende nedsættelse.

Stk. 5. Ingen kompensation for førtidig tilbagebetaling kan overstige det rentebeløb, som forbrugeren skulle have betalt i perioden mellem den førtidige betaling og kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt.

Stk. 6. Kompensation for førtidig tilbagebetaling kan ikke kræves,

1) hvis tilbagebetalingen har fundet sted i henhold til en forsikringsaftale, der har til formål at garantere tilbagebetalingen af kreditten, eller

2) i forbindelse med kassekreditter.

Stk. 7. Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på pantebreve i fast ejendom.

§ 26 a. Kreditgiver kan ikke indgå en kreditaftale omfattet af § 26, stk. 7, med en forbruger, uden at forbrugeren indrømmes en ret til helt eller delvis at frigøre sig fra sine forpligtelser i henhold til aftalen, før denne udløber, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2. Aftalen skal indeholde vilkår om, at forbrugeren i tilfælde af førtidig tilbagebetaling har ret til en reduktion af sine samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den resterende del af aftalens løbetid.

Stk. 3. Aftalen kan indeholde vilkår om, at kreditgiver i tilfælde af førtidig tilbagebetaling har ret til kompensation for eventuelle omkostninger, der er direkte forbundet med den førtidige tilbagebetaling. Kompensationen skal være rimelig og fastsættes ud fra objektive kriterier.

Stk. 4. Ønsker en forbruger at frigøre sig fra sine forpligtelser i overensstemmelse med stk. 1, skal kreditgiver efter modtagelse af anmodningen på papir eller andet varigt medium give forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne mulighed. Oplysningerne skal mindst indeholde en angivelse af de konsekvenser, som den førtidige tilbagebetaling vil have for forbrugeren, og hvilke antagelser der i den forbindelse er anvendt.

Opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler

§ 27. Forbrugeren kan på standardvilkår og uden omkostninger opsige en tidsubegrænset kreditaftale til enhver tid, medmindre parterne har aftalt en varselsperiode. En sådan periode må ikke overstige 1 måned.

Stk. 2. Hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren på standardvilkår opsige en tidsubegrænset kreditaftale ved at give forbrugeren mindst 2 måneders varsel. Et sådant varsel skal være udfærdiget på papir eller på et andet varigt medium.

Stk. 3. Hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren ud fra objektivt begrundede hensyn bringe forbrugerens ret til at udnytte en kreditmulighed i henhold til en tidsubegrænset kreditaftale til ophør. Kreditgiveren skal underrette forbrugeren om et sådant ophør og begrundelsen herfor på papir eller på et andet varigt medium, om muligt før ophøret og ellers senest umiddelbart herefter.

Indfrielse før forfaldstidspunktet

§ 28. Gør kreditgiveren krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldne, eller på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne opgøres efter stk. 2-4.

Stk. 2. I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en procentdel af den til enhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr. ydelse, kan kreditgiveren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede del af kredittiden.

Stk. 3. I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet grundlag end nævnt i stk. 2, kan afdrag, for hvilke den betalingstid, der er fastsat i aftalen, endnu ikke er kommet, alene kræves betalt med en så stor del, som lånebeløbet udgør af summen af samtlige afdrag.

Stk. 4. Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er særskilt opgjort i aftalen og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve disse omkostninger betalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de afdrag, der skal afkortes efter stk. 3.

Stk. 5. Stk. 1-4 finder ikke anvendelse på pantebreve i fast ejendom.

Forbrugerens misligholdelse

§ 29. Undlader forbrugeren i et kreditkøb at opfylde sin betalingspligt, har kreditgiveren ikke af den grund ret til at forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, tage det solgte tilbage eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen gældende, medmindre forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets forfaldstid og betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2. Det forfaldne beløb skal udgøre:

1) mindst en tiendedel af det samlede beløb, der skal betales, inklusive en erlagt udbetaling, eller

2) hvis der i det forfaldne beløb indgår flere afdrag, mindst en tyvendedel af det samlede beløb, der skal betales, inklusive en erlagt udbetaling, eller

3) hele restfordringen.

§ 30. Hvis ikke særlige hensyn til forbrugeren eller kreditgiveren taler imod det, kan fogedretten i kreditkøb henvise en kreditgiver, der ikke har ejendomsforbehold, til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse af det solgte. Tilbagetagelsen sker da under anvendelse af §§ 39-40, §§ 43-44 og § 47. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det overskydende beløb.

Stk. 2. Hvis et ejendomsforbehold i en aftale om kreditkøb ikke er gyldigt, fordi betingelserne i § 34 ikke er opfyldt, og fogedretten træffer beslutning efter stk. 1, har kreditgiveren kun under de i § 41 fastsatte betingelser krav på betaling af det beløb, hvormed hans tilgodehavende måtte overstige det solgtes værdi ved tilbagetagelsen. Har fogedretten i de nævnte køb undladt at træffe afgørelse efter stk. 1, fordi § 36, stk. 3, hindrer tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun under tilsvarende betingelser kræve betaling af et beløb, der efter fogedrettens skøn overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for fogedforretningen.

Brug af negotiable dokumenter

§ 31. Kreditgiveren må i forbindelse med en kreditaftale ikke modtage veksel eller andet særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren, og som ved overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at fremsætte indsigelser vedrørende aftalen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at kreditgiver får pant i fast ejendom.

Bevarelse af indsigelser m.v.

§ 32. Det kan ikke aftales, at der ved overdragelse til tredjemand af de rettigheder, der tilkommer kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse, sker indskrænkning af dennes forpligtelser over for forbrugeren.

§ 33. Overdrages kreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale til tredjemand, har forbrugeren over for erhververen ret til at gøre enhver indsigelse gældende, som forbrugeren kunne gøre gældende over for den oprindelige kreditgiver.

Stk. 2. Forbrugeren skal underrettes om overdragelse efter stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis den oprindelige kreditgiver efter aftale med erhververen fortsat står for kreditten i forhold til forbrugeren.

Stk. 3. I de tilfælde, der er nævnt i § 4, nr. 15, litra b, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.

Stk. 4. Ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en tjenesteydelse finder bestemmelsen i stk. 3 tilsvarende anvendelse, når vederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet forbrugeren af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og leverandøren af tjenesteydelsen.

Stk. 5. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 31, stk. 2, gælder reglerne i stk. 2-4 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne om tinglyste pantebreve i fast ejendom.

Ejendomsforbeholds gyldighed

§ 34. Ejendomsforbehold er kun gyldigt, såfremt

1) det er aftalt senest ved overgivelsen af det købte til forbrugeren,

2) det samlede beløb, der skal betales, jf. § 8, stk. 2, nr. 7, inklusive den erlagte udbetaling overstiger 2.000 kr.,

3) kreditkøbet ikke er sket i henhold til en aftale om kredit med variabelt lånebeløb og

4) sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20 pct. af kontantprisen.

Stk. 2. Ved salg af bøger er det uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, tilstrækkeligt, at sælgeren, inden nogen del af det købte overgives til forbrugeren, er fyldestgjort for et beløb svarende til det største beløb, der efter aftalen forfalder inden for en måned.

Stk. 3. Ejendomsforbehold kan ikke aftales til sikkerhed for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser efter et andet køb eller i øvrigt betaler beløb, som kreditor ikke kan godskrive sig efter § 38.

Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse

§ 35. Kreditgiveren skal søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 3. Kreditgiveren kan kun i de tilfælde, der er nævnt i §§ 41-42, foretage udlæg i forbrugerens øvrige aktiver. Udlæg kan foretages på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet.

Betingelser for tilbagetagelse

§ 36. Kreditgiveren kan umiddelbart på grundlag af købekontrakten søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende hos forbrugeren gennem tilbagetagelse af det solgte ved fogedrettens hjælp, hvis kontrakten

1) er underskrevet af forbrugeren og overgivet til den pågældende i genpart og

2) indeholder ejendomsforbehold.

Stk. 2. En købekontrakt som nævnt i stk. 1 kan være underskrevet digitalt.

Stk. 3. Tilbagetagelse af det solgte kan uanset forbrugerens samtykke ikke ske, hvis det efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515, stk. 2, ville være undtaget fra udlæg.

§ 37. Hvis forbrugeren, inden der er sket tilbagetagelse af det solgte, har betalt det beløb, som ikke blev betalt i rette tid, med tillæg af renter og kreditgiverens eventuelle omkostninger, kan kreditgiveren ikke tage det solgte tilbage, forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen gældende, medmindre dette på grund af særlige omstændigheder ved misligholdelsen må anses for påkrævet.

Opgørelse af fordringen

§ 38. Vil kreditgiveren i et køb med ejendomsforbehold tage det solgte tilbage, kan denne ved opgørelsen af sit tilgodehavende kun medregne

1) den ubetalte del af fordringen med fradrag efter § 28, stk. 2 og 3,

2) rente af forfaldne ydelser og

3) nødvendige omkostninger ved tilbagetagelsen, herunder inkassoomkostninger, medmindre § 24 er til hinder herfor.

Opgørelse af det solgtes værdi

§ 39. Tages det solgte tilbage, skal dets værdi ved tilbagetagelsen indgå i opgørelsen mellem parterne til fordel for forbrugeren.

Stk. 2. Ved det solgtes værdi forstås det beløb, som sælgeren kan opnå ved at sælge tingen på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig istandsættelse.

§ 40. Hvis det solgtes værdi overstiger det beløb, som kreditgiveren kan beregne sig efter § 38, kan kreditgiveren kun tage tingen tilbage, hvis det overskydende beløb samtidig betales til forbrugeren.

§ 41. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren kun krav på betaling af det overskydende beløb, i det omfang særlige omstændigheder taler derfor, navnlig hvis forbrugeren har udvist forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af det købte eller har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.

§ 42. Hvis § 36, stk. 3, hindrer tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun, hvis der foreligger særlige omstændigheder som nævnt i § 41, foretage udlæg for et beløb, der overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for tilbagetagelsesforretningen.

Stk. 2. Hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under tilbagetagelsesforretningen, kan kreditgiveren foretage udlæg hos forbrugeren for sit tilgodehavende efter § 38, således som dette opgøres af fogedretten.

Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret

§ 43. Har kreditgiveren fået det solgte tilbage, kan forbrugeren i 14 dage derefter indløse det solgte mod at betale kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 38. Forbrugeren kan under tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.

§ 44. Er flere ting solgt ved samme aftale, og fremsætter kreditgiveren krav om at tage dem tilbage, kan forbrugeren udtage en eller flere af tingene efter eget valg mod at betale det beløb, hvormed kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 38 overstiger værdien af de øvrige ting. Er kreditgiverens tilgodehavende mindre end denne værdi, har forbrugeren krav på at få betalt det overskydende beløb samtidig med tilbagetagelsen.

Stk. 2. Hvis kreditgiveren har taget tingene tilbage, kan forbrugeren i 14 dage derefter indløse en eller flere af tingene efter eget valg mod at betale det beløb, hvormed kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 38 overstiger værdien af de øvrige ting. Forbrugeren kan under tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.

Stk. 3. Forbrugeren kan dog ikke overtage en ting, der hører således sammen med ting, som kreditgiveren tager tilbage, at fraskillelsen ville medføre væsentlig værdiforringelse af det tilbagetagne.

Fremgangsmåden ved tilbagetagelse

§ 45. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal være skriftlig og være ledsaget af en opgørelse af kreditgiverens tilgodehavende samt købekontrakten i original eller genpart. Hvis købekontrakten ikke indeholder de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 2, skal det i anmodningen oplyses, om rekvisitus er en forbruger. Det originale dokument skal fremlægges under fogedforretningen. Hvis dokumentet er underskrevet digitalt, skal en skriftlig repræsentation af dokumentet fremlægges under fogedforretningen. Fogedretten kan om fornødent kræve, at det originale dokument eller den skriftlige repræsentation skal foreligge, før fogedforretningen berammes.

Stk. 2. Anmodningen skal fremsættes over for fogedretten, hvor forbrugeren har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236. Har forbrugeren ikke hjemting her i landet, finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens § 247.

Stk. 3. Udebliver kreditgiveren fra forretningen, afviser fogedretten denne. Om forbrugerens pligt til efter tilsigelse at møde i fogedretten og give de nødvendige oplysninger gælder retsplejelovens § 494, stk. 1-3, jf. stk. 4, og § 497. Om fogedrettens vejledningspligt og adgang til beskikkelse af advokat for en part gælder retsplejelovens § 500.

§ 46. Er der anmodet om tilbagetagelse af det solgte på grund af forsinkelse med betalingen, kan fogedretten udsætte forretningen i indtil 4 måneder fra anmodningens modtagelse, hvis det må antages, at forbrugeren er kommet i forbigående økonomiske vanskeligheder. Udsættelse bør ikke ske, hvis kreditgiverens sikkerhed bringes i fare. Fogedretten kan fastsætte vilkår for udsættelsen. Hvis forbrugerens forhold giver anledning til det, kan fogedretten til enhver tid bestemme, at forretningen skal fremmes.

§ 47. Det solgtes værdi ansættes af fogedretten, eventuelt efter tilkaldelse af sagkyndig bistand.

Stk. 2. Enhver af parterne kan forlange, at fogedretten på grundlag af en vurdering, som foretages af en eller flere sagkyndige personer efter rettens nærmere bestemmelse, foretager en fornyet prøvelse af værdiansættelsen.

Stk. 3. Anmodning om fornyet prøvelse af værdiansættelsen skal fremsættes inden afslutningen af det retsmøde, hvor værdiansættelsen finder sted. Den, der fremsætter anmodningen, skal stille sikkerhed for omkostningerne ved tilvejebringelse af grundlaget for den fornyede prøvelse, medmindre fogedretten på grund af særlige omstændigheder fritager den pågældende derfor. Ved opgørelsen af parternes mellemværende afgør fogedretten, hvem af dem der skal bære omkostningerne. Såfremt hensynet til en part i særlig grad taler derfor på grund af den pågældendes økonomiske forhold, kan fogedretten bestemme, at omkostningerne helt eller delvis skal betales af staten.

Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken

§ 48. Har kreditgiveren uden fogedrettens medvirken taget det solgte tilbage fra forbrugeren uden dennes samtykke, skal fogedretten afvise en fogedforretning i anledning af købet eller tilbagetagelsen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder eller kreditgiver efter tilbagetagelsen har erhvervet et særligt retsgrundlag.

Stk. 2. Har kreditgiveren og forbrugeren udenretligt aftalt, at kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Har kreditgiveren taget det solgte tilbage som nævnt i stk. 1, kan kreditgiveren heller ikke på andet grundlag gøre yderligere krav gældende mod forbrugeren i anledning af købet, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Ikke-forbrugerkøb

§ 49. § 22 og §§ 25-29 finder tilsvarende anvendelse på kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb.

§ 50. Kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse på kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb, og hvor der er aftalt ejendomsforbehold med hensyn til det solgte, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 34, stk. 1, nr. 4, § 35, §§ 41-42, § 45, stk. 2, og § 48, stk. 2, finder ikke anvendelse på de i stk. 1 nævnte køb.

§ 51. I køb med ejendomsforbehold som nævnt i § 50 kan kreditgiveren ikke gøre udlæg i det solgte, men kan søge sig fyldestgjort enten ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 3, eller ved foretagelse af udlæg i køberens øvrige aktiver.

Stk. 2. Hvis foretagelse af udlæg skønnes at ville medføre urimeligt tab eller væsentlige ulemper for køberen, kan fogedretten henvise kreditgiveren til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse af det solgte.

Stk. 3. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det overskydende beløb. For sit krav kan kreditgiveren foretage udlæg hos køberen på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet. Det samme gælder, hvis § 36, stk. 3, hindrer tilbagetagelse, eller hvis det solgte ikke findes hos køberen under tilbagetagelsesforretningen.

§ 52. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal fremsættes over for fogedretten, enten hvor køberen har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236 og §§ 238-240, eller hvor køberen driver erhvervsmæssig virksomhed, jf. retsplejelovens § 237. Er der ikke værneting her i landet efter 1. pkt., finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens § 247.

Forskellige bestemmelser

§ 53. (Ophævet)

§ 54. (Ophævet)

§ 55. Justitsministeren kan, i det omfang det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i § 34, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet ændre den rente, der er fastsat i § 23, stk. 1.

Straffebestemmelser

§ 56. Den, der overtræder § 31, straffes med bøde.

Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af §§ 7 a, 7 b, 8-10 eller 17.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 57. Den, der driver virksomhed med kreditgivning, der er omfattet af loven, eller medvirker hertil, kan ved dom for strafbart forhold frakendes retten til fortsat at drive den pågældende virksomhed eller til at drive den under visse former eller til at medvirke hertil. Straffelovens § 79 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af anklagemyndigheden efter anmodning fra forbrugerombudsmanden.

Stk. 3. Den, som driver virksomhed, hvortil retten er frakendt ham i medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader nogen, som er frakendt retten hertil, medvirke ved salg på kredit, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 131. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 58. Loven træder i kraft den 1. januar 1991, (udelades)

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. Lovens bestemmelser finder anvendelse på kreditaftaler, der indgås efter ikrafttrædelsen.

Stk. 4. Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit ophæves. Loven gælder dog fortsat for kreditkøb, der er indgået inden denne lovs ikrafttræden.

§ 59. (Udelades)

§ 60. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1-58 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lovens område

§ 1. Fordringer på penge eller andre ydelser forældes efter reglerne i denne lov, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.

Forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt

§ 2. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb.

Stk. 3. For fordringer, som opstår ved misligholdelse af kontrakt, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for 

misligholdelsen.

Stk. 4. For fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden.

Stk. 5. Selv om fordringshaveren på grund af skyldnerens misligholdelse eller i medfør af en særlig opsigelsesadgang kunne kræve opfyldelse før et aftalt forfaldstidspunkt, regnes forældelsesfristen fra det aftalte forfaldstidspunkt, hvis fordringshaveren ikke udnytter denne mulighed. Udnytter fordringshaveren muligheden, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, til hvilket opfyldelse herefter kan kræves.

§ 2 a. For fordringer, som støttes på skriftlig aftale om indskud i et selskab, regnes forældelsesfristen tidligst fra det tidspunkt, hvor selskabet beslutter at indkalde indskuddet. Uanset 1. pkt. regnes forældelsesfristen dog senest fra 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2.

De almindelige forældelsesfrister

§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Stk. 3. Forældelse indtræder senest

1) 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade, jf. dog stk. 4, og for fordringer på erstatning for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser el.lign.,

2) 10 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold, som ikke er omfattet af nr. 1,

3) 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 a for fordringer, som støttes på skriftlig aftale om indskud i et selskab, og

4) 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 for andre fordringer.

Stk. 4. Stk. 3, nr. 1, finder ikke anvendelse på fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom, jf. § 7 i lov om arbejdsskadesikring.

Særlige forældelsesfrister og tillægsfrister

§ 4. Forældelsesfristen er 5 år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold.

Stk. 2. § 3, stk. 2 og stk. 3, nr. 4, gælder ved fordringer omfattet af stk. 1.

§ 5. Forældelsesfristen er 10 år,

1) når der er udstedt gældsbrev for fordringen,

2) når fordringen er registreret i en værdipapircentral, eller

3) når fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.

Stk. 2. Fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende forældes dog efter § 3.

§ 6. Forældelsesfristen er 10 år for fordringer i henhold til pengelån eller ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Er der ikke fastsat noget tidspunkt for indfrielse af gælden i henhold til en kassekredit eller et andet lån med variabelt lånebeløb, regnes forældelsesfristen fra den seneste indsættelse eller hævning på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren, dog senest fra det tidspunkt, til hvilket gælden måtte være opsagt til indfrielse.

Stk. 3. Fordring på renter, gebyrer og lignende forældes efter § 3. Dog er sådanne fordringer omfattet af stk. 1 og 2, i det omfang de tilskrives inden for maksimum på en kredit.

§ 7. For fordringer i henhold til indlån i pengeinstitutter el.lign., herunder på tilskrevne renter, er forældelsesfristen 20 år regnet fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen.

§ 8. En fordring på pension, livrente, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er afdrag på en skyldig hovedstol, og som støttes på aftale eller afgørelse, forældes i sin helhed efter 10 år regnet fra den dag, da den sidste ydelse blev betalt, eller, hvis ingen betaling har fundet sted, fra den dag, da den første ydelse kunne kræves betalt, jf. dog § 25, stk. 5. Fordringerne på de enkelte ydelser forældes desuden efter §§ 2 og 3.

§ 9. For fordringer mod værgen, som tilkommer en person under værgemål, og som udspringer af værgens tilsidesættelse af sine forpligtelser som værge, regnes forældelsesfristerne i § 3, stk. 1 og 3, fra værgemålets ophør.

§ 10. For fordringer, som tilkommer en fuldmagtsgiver mod fuldmægtigen, eller som tilkommer et selskab, en forening, en fond eller lignende mod et bestyrelsesmedlem eller en direktør i selskabet m.v., og som udspringer af den pågældendes tilsidesættelse af sine forpligtelser ved hvervets udførelse, indtræder forældelse tidligst, når der er forløbet 3 år efter hvervets ophør eller efter det tidligere tidspunkt, da fordringshaveren eller den, der i øvrigt kan gøre fordringen gældende på dennes vegne, er eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, hvorpå kravet støttes.

§ 11. Når en fordring er sikret ved kaution, bestemmes forældelsesfristen over for kautionisten efter de regler, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldneren.

§ 12. Hæfter flere skyldnere solidarisk, og har én af dem opfyldt fordringen, indtræder den pågældende i henseende til forældelse af krav mod medskyldnere i fordringshaverens retsstilling.

Stk. 2. Er forældelsen afbrudt over for én af skyldnerne, eller har én af skyldnerne på et tidspunkt, hvor fordringen mod denne skyldner ikke var forældet, opfyldt fordringen eller indrømmet fordringshaveren fristforlængelse, forældes et regreskrav mod en medskyldner tidligst 1 år efter afbrydelsen, opfyldelsen eller afgivelsen af tilsagnet om fristforlængelse. Foreligger flere af de nævnte begivenheder, regnes tillægsfristen på 1 år fra den begivenhed, som først indtræder.

§ 13. Udløb af forældelsesfristen er ikke til hinder for, at det under en straffesag, hvor tiltalte findes skyldig, kan pålægges tiltalte at betale erstatning eller godtgørelse til forurettede i anledning af det strafbare forhold. En sådan fordring kan også gøres gældende under et særskilt søgsmål, der anlægges inden 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, hvor tiltalte er fundet skyldig, eller inden 1 år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion.

§ 14. Hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted eller på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens opholdssted, henholdsvis 1 år efter hindringens ophør.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke medføre en forlængelse af fristerne efter § 3, stk. 3, og kan højst forlænge andre frister eller tillægsfrister med 10 år.

Afbrydelse af forældelse

§ 15. Forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse.

§ 16. Forældelsen afbrydes, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid.

Stk. 2. Gøres fordringen gældende ved domstol, sker afbrydelsen

1) ved indlevering af stævning eller betalingspåkrav til retten,

2) når påstand om fordringen nedlægges under retssagen, herunder som modkrav,

3) når fordringen under retssagen bliver gjort gældende til modregning, dog kun i det omfang fordringen dækkes af hovedfordringen, eller

4) ved skyldnerens indlevering af stævning til retten med påstand om, at fordringen ikke består.

Stk. 3. Er det aftalt, at tvist om en fordring skal afgøres ved voldgift, eller er anden særlig afgørelsesmåde hjemlet, sker afbrydelsen, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang. Stk. 2, nr. 2-4, gælder tilsvarende.

§ 17. Forældelsen afbrydes

1) ved indgivelse af en på fordringen støttet konkursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling,

2) ved anmeldelse af fordringen i et konkursbo,

3) ved anmeldelse af fordringen til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbehandling eller ved anmeldelse af fordringen i forbindelse med indledning af gældsaneringssag,

4) ved anmeldelse af fordringen i et dødsbo efter dettes udstedelse af proklama og

5) ved anmeldelse af fordringen, efter at skyldneren har udstedt proklama.

Stk. 2. Afbrydelse efter stk. 1, nr. 1 og 2, har også virkning i forhold til skyldneren personligt, og afbrydelse efter stk. 1, nr. 4, har også virkning i forhold til skyldnerens arvinger.

Stk. 3. Er der i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 2-5, inden forældelsesfristens udløb udstedt proklama eller indkaldt til det i konkurslovens § 13 omhandlede møde, indtræder forældelse ikke før udløbet af anmeldelsesfristen, henholdsvis afholdelse af det i konkurslovens § 13 omhandlede møde.

§ 18. Forældelsen afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen fremmet inden for rimelig tid.

Stk. 2. Foretages udlæg af en pantefoged, afbrydes forældelsen ved udlægsforretningens foretagelse.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved

1) indgivelse af anmodning til fogedretten om foretagelse af arrest,

2) fremsættelse af krav for fogedretten om andel i et auktionsprovenu og

3) indgivelse af anmodning til fogedretten om tilbagetagelse af en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsforbehold.

Stk. 4. Forældelsen afbrydes ved restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om indeholdelse i løn m.v. eller modregning.

§ 19. Når forældelsen afbrydes, løber fra det i stk. 2-6 fastsatte tidspunkt en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtelsen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for erkendelsen.

Stk. 3. Sker afbrydelsen ved foretagelse af retslige skridt som nævnt i § 16, regnes den nye frist fra den dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav påtegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes.

Stk. 4. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo eller i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringskendelse, regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkordens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse.

Stk. 5. Anerkendes fordringen efter anmeldelse som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 5, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for anerkendelsen.

Stk. 6. Sker afbrydelsen ved indgivelse af anmodning om udlæg m.v., jf. § 18, stk. 1-3, regnes den nye forældelsesfrist fra fogedforretningens eller auktionens afslutning eller, når arrest er forfulgt ved anlæggelse af justifikationssag, i overensstemmelse med reglen i stk. 3. Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at lønindeholdelsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, da lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år. Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes.

Stk. 7. Sker afbrydelsen ved indgivelse af anmodning om udlæg for en fordring som nævnt i § 5, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de omkostninger og uforældede renter, der er opgjort under fogedforretningen.

§ 20. Har fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16, men fører dette ikke til forlig eller realitetsafgørelse, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er afsluttet. Har fordringshaveren ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik kendskab til forholdet eller burde have søgt oplysning herom.

Stk. 2. Fordringshaveren kan ikke påberåbe sig stk. 1, hvis

1) det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse,

2) fordringshaveren hæver sagen, selv om en realitetsafgørelse kunne være opnået, eller

3) det beror på fordringshaverens valg ved indleveringen af et betalingspåkrav til fogedretten, at en realitetsafgørelse ikke træffes.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, hvis fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har indgivet konkursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt, har indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, uden at rekonstruktionsbehandling er indledt, eller har iværksat forfølgning som nævnt i § 18, uden at fogedforretning eller auktion er afholdt.

Stk. 4. Er fordringen inden forældelsesfristens udløb, jf. herved § 17, stk. 3, anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men bliver den ikke anerkendt, forældes fordringen mod skyldneren personligt eller dennes arvinger tidligst 1 år efter meddelelsen af afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en sådan afgørelse ikke træffes, efter boets slutning. Tilsvarende gælder, når en fordring inden forældelsesfristens udløb er anmeldt i forbindelse med indledning af gældssaneringssag, anmeldt i forbindelse med indkaldelse som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 5, eller anmeldt til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbehandling.

§ 21. Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.

Stk. 2. Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsmandens udtalelse.

Stk. 3. Indbringes en tvist inden forældelsesfristens udløb for et privat klagenævn, ankenævn eller lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende.

Stk. 4. Er der inden forældelsesfristens udløb efter retsplejelovens regler herom eller med hjemmel i parternes forudgående aftale fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse, eller har parterne inden forældelsesfristens udløb indgået aftale herom, indtræder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning.

Stk. 5. Er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet.

§ 22. Hæfter flere skyldnere solidarisk for fordringen, og har fordringshaveren inden forældelsesfristernes udløb indledt retsforfølgning som nævnt i § 16 eller § 21, stk. 1, mod én af skyldnerne og skriftligt underrettet de øvrige om forfølgningen og opfordret dem til at varetage deres interesser under sagen, forældes fordringen mod de øvrige skyldnere tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet ved forlig, dom eller på anden måde.

Stk. 2. Samme regler gælder, når fordringen afhænger af et retsforhold, hvorom der er rejst sag af eller mod fordringshaveren.

Virkningerne af forældelse

§ 23. Ved forældelse mister fordringshaveren sin ret til at kræve opfyldelse.

Stk. 2. Ved forældelse af hovedfordringen bortfalder også krav på rente og lignende ydelse.

§ 24. Uanset fordringens forældelse bevarer fordringshaveren aftalt modregningsret og ret til modregning over for krav, som udspringer af det samme retsforhold, og som er stiftet, inden forældelse indtrådte.

§ 25. Ved en fordrings forældelse bortfalder også retten til fyldestgørelse for fordringen i pant eller udlæg i skyldnerens ejendom, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Uanset fordringens forældelse bevares retten til fyldestgørelse i pant i skyldnerens ejendom, når der er tale om

1) pant for hovedstolen ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom for en bestemt angiven sum,

2) håndpant, bortset fra håndpant i ejerpantebrev, eller

3) underpant i fast ejendom, som panthaveren inden fordringens forældelse har overtaget til brug.

Stk. 3. Tilbageholdsret berøres ikke af fordringens forældelse.

Stk. 4. En sælgers ejendomsforbehold i leveret løsøre bortfalder ved forældelse af fordringen på købesummen.

Stk. 5. Når en rettighed hviler på fast ejendom som grundbyrde, er alene de enkelte forfaldne ydelser genstand for forældelse.

Lovens fravigelighed m.v.

§ 26. Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skyldneren.

Stk. 2. Loven kan heller ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for en fordringshaver (forbruger), når denne hovedsagelig handler uden for sit erhverv og skyldneren er en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv.

Stk. 3. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågældende har indgået, ikke er omfattet af stk. 2.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse, når der er udstedt et dokument for fordringen og skyldneren frigøres ved at erlægge ydelsen til den, der har dokumentet i hænde.

§ 27. Til frister efter denne lov medregnes den månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende dag udløber fristen på den sidste dag i måneden.

Stk. 2. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, den 24. eller den 31. december, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

§ 28. Når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestemmelser om forældelse, finder nærværende lovs bestemmelser anvendelse, i den udstrækning andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.

Ikrafttræden m.v.

§ 29. Loven træder i kraft den 1. januar 2008.

Stk. 2. Fra lovens ikrafttræden ophæves Danske Lov 5-14-4 og lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, jf. dog § 30, stk. 1.

§ 30. Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter denne lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.

Stk. 2. Indtil den 31. december 2017 er fristen efter lovens § 3, stk. 3, nr. 4, dog 20 år efter tidspunktet for fordringens stiftelse for fordringer på forholdsmæssigt afslag i købesummen vedrørende fast ejendom på grund af forurening af jord.

Stk. 3. Afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning som afbrydelse efter denne lov, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde.

Stk. 4. Lovens § 26, stk. 2, finder alene anvendelse på aftaler, der indgås eller forlænges efter lovens ikrafttræden.

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

§ 1. Loven gælder for rente af pengekrav på formuerettens område, jf. dog §§ 8 og 8 a.

Stk. 2. § 9 a gælder for alle inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens område, mens § 9 b alene gælder for rykker- og inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9 a og 9 b. Loven finder endvidere ikke anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Er der tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, gælder 2. pkt. ikke.

Stk. 4. Angår kravet vederlag i henhold til aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, der er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led i dennes erhverv og en offentlig myndighed, kan fordringshavers ret til at kræve rente efter forfaldsdagen, jf. §§ 3-4, ikke udelukkes ved aftale, handelsbrug eller anden sædvane. Endvidere kan fordringshavers ret til at kræve rente efter § 5 ikke udelukkes ved handelsbrug eller anden sædvane.

Stk. 5. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af stk. 4, og er skyldner en offentlig myndighed, kan betalingsfristen i § 3 b og renten i § 5, stk. 1, ikke ved aftale fraviges til skade for fordringshaver.

§ 2. Der skal ikke betales rente for det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen.

§ 3. Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen.

Stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 skal der tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.

Stk. 4. Uanset stk. 2 og 3 skal der senest betales rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.

Stk. 5. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt. Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, kan retten dog alene bestemme, at rente skal betales fra et tidligere tidspunkt.

§ 3 a. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, som er indgået mellem erhvervsdrivende, kan den aftalte betalingsfrist ikke være mere end 30 dage regnet fra det tidspunkt, da fordringshaver har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaver udtrykkeligt har godkendt en længere betalingsfrist og betalingsfristen ikke er urimelig over for fordringshaver.

§ 3 b. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, og er skyldner en offentlig myndighed, kan den aftalte betalingsfrist ikke være mere end 30 dage regnet fra det tidspunkt, da fordringshaver har afsendt eller fremsat anmodning om betaling.

Stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandling med erhvervs- og vækstministeren fastsætte regler om, at betalingsfristen i stk. 1 kan være op til 60 dage for offentlige myndigheder, der udfører økonomiske aktiviteter af industriel og kommerciel karakter ved at udbyde varer eller tjenesteydelser på markedet, når myndigheden som offentlig virksomhed er omfattet af definitionen i artikel 2, litra b, i direktiv 2006/111/EF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomheder.

§ 3 c. § 3 a og § 3 b, stk. 1, gælder ikke, hvis der er indgået aftale om ratevis betaling og den enkelte rates forfaldstid er fastsat i en betalingsplan, som er udtrykkeligt godkendt af fordringshaver.

Stk. 2. Hvis der er indgået aftale om ratevis betaling i henhold til en betalingsplan som nævnt i stk. 1, er hver rate eller afdrag omfattet af betalingsfristen i § 3 a eller § 3 b, stk. 1.

§ 3 d. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, og er der fastsat en godkendelses- eller kontrolprocedure, hvorved varens eller tjenesteydelsens overensstemmelse med aftalen skal konstateres, må varigheden af denne procedure ikke overskride 30 dage efter varens eller tjenesteydelsens modtagelse. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaver udtrykkeligt har godkendt en længere godkendelses- eller kontrolprocedure og en sådan procedure ikke er urimelig over for fordringshaver.

§ 4. Hvis fordringshaverens forhold hindrer betaling, skal der ikke betales rente, så længe hindringen varer. Dette gælder, uanset det er aftalt, at gælden forrentes forud for forfaldsdagen.

Stk. 2. Hvis rimelig hensyntagen til fordringshaveren efter hindringens særlige beskaffenhed kræver, at skyldneren indsætter beløbet i bank eller sparekasse, skal han betale fordringshaveren, hvad der ville være indvundet herved.

§ 5. Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Stk. 2. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i stk. 1 nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 8 pct.

Stk. 3. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at der skal betales en højere eller lavere rente. Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, kan retten dog alene bestemme, at der skal 

betales en højere rente.

§ 6. Kunne fordringshaveren på andet grundlag kræve højere rente, bevarer han retten hertil.

§ 7. § 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået, ikke er omfattet af 1. pkt.

Stk. 2. Vedtagelse i de aftaler, der er nævnt i stk. 1, om, at skyldneren efter forfaldsdagen i stedet for eller i tillæg til rente skal betale en løbende provision eller lignende, er ikke bindende for skyldneren i det omfang, summen af rente og provision overstiger renten efter § 5.

Stk. 3. Skal skyldneren for det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen, betale en fast eller variabel rente, der, eventuelt med tillæg af en løbende provision eller lignende, er højere end den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, bevarer fordringshaveren dog retten til den højere rente m.v. efter forfaldsdagen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for aftaler, der indgås af et godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller kreditinstitut.

§ 8. Hvis pengekrav uden for formuerettens område ikke betales i rette tid, skal rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, betales fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.

Stk. 2. § 3, stk. 5, § 4, stk. 1, § 5, stk. 3, og § 6 gælder også for pengekrav uden for formuerettens område.

§ 8 a. Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2.

Stk. 2. I tilfælde af appel skal rente betales fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den foregående instans, i det omfang afgørelsen om sagsomkostninger stadfæstes. Dette gælder, selv om appel fandt sted inden fuldbyrdelsesfristens udløb eller appellen i øvrigt havde opsættende virkning.

§ 9. Fører lovbestemmelser om rente for særlige krav til en lavere rente end den, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, skal skyldneren dog betale den der nævnte rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden. § 5, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 9 a. Fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan reglen i stk. 1 endvidere ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale.

Stk. 3. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, kan fordringshaver kræve, at skyldneren betaler fordringshaver et fast kompensationsbeløb til dækning af inddrivelsesomkostninger i tilfælde af forsinket betaling. Kompensationsbeløbet påvirker ikke fordringshavers eventuelle betalingskrav efter stk. 1. Fordringshavers ret til at kræve kompensation efter 1. pkt. kan ikke udelukkes ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb. Endvidere fastsætter justitsministeren regler om størrelsen af kompensationsbeløbet i stk. 3, 1. pkt.

Stk. 5. For omkostninger ved retslig inddrivelse gælder retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

§ 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).

Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.

Stk. 3. Der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. I andre tilfælde kan reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.

§ 10. Loven finder anvendelse på pengekrav, som forfalder den 1. juli 1978 eller senere.

Stk. 2. § 7 finder også anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1978, hvis kravet forfalder den 1. juli 1978 eller senere.

Stk. 3. § 38 i lov nr. 102 af 6. april 1906 om køb, som ændret ved lov nr. 212 af 26. april 1973, og §§ 6 og 62 i lov nr. 146 af 13. april 1938 om gældsbreve, som ændret ved lov nr. 212 af 26. april 1973, ophæves.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.