Hør, om vi kan hjælpe: 3842 4452
Det er helt uforpligtende
Det er helt uforpligtende
Denne artikel behandler Familieretten som myndighed, herunder hvilke opgaver domstolen varetager samt hvilket formål, som Familieretten skal beskytte.
Hvis du har spørgsmål vedrørende en familieretlig problemstilling, står vi hos Sagførerne klar til at vejlede dig om dine juridiske rettigheder. Vi kan forberede dig på, hvad der skal ske i retten, og hvordan sagen håndteres bedst muligt.
Kontakt os for en uforpligtende snak om, hvordan vi kan hjælpe netop dig.
Familieretten og Familieretshuset er to forskellige instanser. Familieretshuset er den myndighed, som siden 2019 har behandlet alle familieretlige sager i bred forstand. Hvorimod Familieretten er en domstol under byretten, hvor familieretlige sager behandles. De familieretlige tvister om forældreansvar, skilsmisse, børnebidrag mv. starter alle i Familieretshuset.
Hvis det forekommer, at Familieretshuset ikke kan afgøre sagen, eller hvis sagen påklages, sendes sagen videre til Familieretten under Danmarks Domstole. Det kan også ske, hvis sagen er meget kompliceret.
Familieretshuset åbnede 1. april 2019 og har fra dette tidspunkt erstattet Statsforvaltningen, som behandlede blandt andet børne- og skilsmissesager. Familieretshuset hører organisatorisk og budgetmæssigt under Social-, Bolig og Ældreministeriet, hvorfor de er en administrativ instans under dette ministerium.
Opgaverne som behandles af Familieretshuset handler om familien i bred forstand. Familieretshuset opgave er at behandle sager for at finde de løsninger, som er bedst for hver enkelt familie. Familieretten har en lokal afdeling i hver enkelt retskreds og er en del af Danmarks Domstole under Justitsministeriet.
Forskellen på Familieretshuset og Familieretten er, at de er to forskellige instanser, men der er etableret et overordnet samarbejde for at sikre, at hvert enkelt familie så vidt muligt oplever ét samlet forløb. Det vil altså sige, at hvis jeres sag overgår fra Familieretshuset til Familieretten, vil I opleve, at det behandles under et.
Når Familieretten skal afgøre sager, vil hensynet til barnet veje tungest. Forløbet i Familieretten er tilpasset på den måde, at jeres børns forhold bliver belyst på en relevant og hensynsfuld måde. Sagerne i familieretterne er oftes følsomme og svære for de involverede parter. Det skyldes især, at i mange af sagerne vil børn være en del af konflikten.
Familieretten vil i forløbet sørge for at tilgodese barnet. Det sker ved tilpasning til det enkelte barns behov. På den måde bliver oplevelsen så tryg og skånsom som muligt for barnet. Hvis den situation forekommer, at barnet skal udtale sig, vil det foregå som en fortrolig samtale mellem barnet, en børnesagkyndig psykolog og den dommer, som skal afgøre sagen. Det vil endvidere foregå i lokaler, der er særligt indrettet til børn.
Som forældre har I en fælles pligt til at forsørge jeres barn, hvis I har det sammen. I tilfælde af uenighed om børnebidraget og hvis sagen ender i familieretten, er der visse procedurer, der skal følges.
Hvis I ikke bor sammen, og den ene forælder ikke opfylder sin forsørgelsespligt, kan den anden forælder søge om at få betaling af et børnebidrag. Dette bidrag er ment til at hjælpe den forælder, der har hovedansvaret for barnet. Hvis I er enige om størrelsen af børnebidraget, kan I selv lave en aftale. Familieretshuset har information om, hvordan I kan oprette en sådan aftale på deres hjemmeside.
Hvis I ikke kan blive enige om børnebidraget, skal I først kontakte Familieretshuset, som tilbyder forskellige muligheder for at hjælpe jer med at finde en løsning. Hvis I når til enighed, kan Familieretshuset registrere aftalen om børnebidrag. Familieretshuset kan også hjælpe jer, hvis I ønsker at ændre bidragets størrelse eller fastsætte et særligt bidrag i forbindelse med begivenheder som barnets fødsel, konfirmation, uddannelse eller begravelse.
Vi er specialiserede i at håndtere sådanne sager og kan rådgive jer gennem hele processen, herunder repræsentere jer i familieretten, hvis det bliver nødvendigt. Kontakt os i dag for at få den nødvendige hjælp og sikre jeres barns økonomiske trivsel.
Du kan desuden læse meget mere om børnebidrag her.
Hvis I allerede har fået hjælp af Familieretshuset, og stadig ikke kan opnå enighed, er der to mulige scenarier:
1. Familieretshuset træffer en afgørelse i jeres sag.
Hvis I ikke er enige i Familieretshusets afgørelse, har du mulighed for at anmode om, at sagen sendes videre til familieretten. Her vil jeres sag blive genbehandlet, og en dommer vil træffe den endelige afgørelse.
2. Familieretshuset sender sagen direkte til behandling i familieretten.
Hvis Familieretshuset vurderer, at sagen bedst håndteres i familieretten, vil de sende den videre til retssystemet. I så fald vil jeres sag blive behandlet af en dommer, der træffer den endelige afgørelse.
Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er muligt for dig selv at sende sagen direkte til familieretten. Det er Familieretshuset, der foretager denne vurdering og viderebringer sagen til retssystemet, hvis det er nødvendigt.
Når Familieretshuset sender alle relevante oplysninger om jeres sag videre til familieretten, kan retten også indhente yderligere oplysninger, hvis det er nødvendigt for sagens behandling.
Det er muligt, at familieretten beslutter at behandle jeres sag i den forenklede familiesagsproces. Dette betyder, at retten vil håndtere sagen på baggrund af skriftlige dokumenter, og det forventes normalt ikke, at I skal møde op i retten personligt.
Vores erfarne advokater hos Sagførerne kan hjælpe med at sikre, at alle relevante oplysninger og dokumenter præsenteres korrekt og rettidigt for retten. Vi kan også rådgive jer om, hvordan I bedst kan forberede jeres sag og repræsentere jeres interesser, selvom I ikke fysisk møder op i retten.
Kontakt vores advokater i dag for at få professionel og pålidelig assistance i forbindelse med jeres familiesag. Vi er her for at hjælpe jer med at navigere gennem processen og sikre, at jeres rettigheder og interesser bliver varetaget på bedst mulig vis.
Når Familieretshuset har videregivet jeres sag til familieretten, bliver den oprettet som en sag på minretssag.dk. På denne platform vil alle sagens dokumenter være tilgængelige, og det er her, du, den anden forælder eller jeres advokater kan kommunikere direkte med familieretten.
Når sagen er blevet oprettet i familieretten, vil I modtage en besked i jeres Digitale Post. I denne besked vil I også finde en vejledning om, hvordan I kan logge ind på minretssag.dk og få adgang til jeres sag.
Hos Sagførerne kan vi assistere jer med håndteringen af sagen. Vores juridiske eksperter er fortrolige med platformen og kan vejlede jer om, hvordan I bedst udnytter dens funktioner til at præsentere jeres argumenter og kommunikere effektivt med familieretten.
Kontakt vores advokater i dag for at få professionel støtte i forbindelse med håndteringen af jeres sag. Vi er her for at sikre, at I navigeres gennem processen problemfrit og får den bedst mulige juridiske repræsentation.
Forløbet i familieretten vil foregå således, at jeres sag vil blive afgjort på baggrund af et sagsforløb, der passer til jeres families situation.
Når en sag sendes fra Familieretshuset til familieretten, vil dommeren vurdere, om der er behov for, at sagen skal få ny og mere information i sagen. Typisk vil dommeren indkalde jer til forberedende telefonmøde for at vurdere, hvordan familieretten bedst muligt kan tilpasse sagens forløb efter hvert enkelt families situation.
Dommerne i familieretten er uddannet i at træffe beslutninger i sager, hvor forældre ikke kan blive enige. Når de træffer afgørelser, sætter de barnet i centrum. Sagerne i familieretten vil derfor blive afgjort med udgangspunkt i, hvad som er bedst for barnet.
Når familieretten indkalder jer til et telefonmøde, foregår det med dommeren. Det vil ofte ikke være jer selv, men jeres advokater som deltager. Mødet vil vare cirka en halv time. Formålet med mødet er, at dommeren, som skal afgøre jeres sag, skal planlægge den videre behandling af jeres sag.
Før mødet finder sted, sender retten en liste over de ting, som I ved mødet skal aftale. Det kan for eksempelvis være, at retten gerne vil have andre oplysninger i sagen, end dem, som er videresendt fra Familieretshuset. Under sagen vil dommeren blandt andet have fokus på, hvordan jeres barns perspektiv bliver inddraget i sagen. Til slut vil dommeren beslutte, hvordan jeres sag skal behandles.
Efter telefonmødet vil dommeren tilpasse sagens forløb, så det passer bedst muligt til jeres situation. Der vil være forskellige forløb, som dommeren kan bruge, alt efter hvordan situationen står til.
A. Forløb med flere møder
Først vil dommeren holde et møde med jer forældre og en børnesagkyndig. Her har I muligheden for, at jeres advokater kan deltage i mødet. Til mødet kan I komme med hver jeres bud på en løsning. Målet med mødet er, at I sammen finder frem til en løsning, som er bedst for barnet. Den børnesagkyndige kan ud fra jeres oplysninger rådgive om barnets behov, og dommeren kan vælge at komme med et forslag til en løsning.
Hvis det ikke lykkes jer at blive enige, kan dommeren indkalde jer til et yderligere forberedende retsmøde eller en hovedforhandling.
Retten kan vælge at holde en børnesamtale med jeres barn inden det nye møde. Retten kan endvidere beslutte, at der skal indhentes flere oplysninger om barnet, som for eksempel kan være en udtalelse fra børnehaven eller skolen.
Ved en hovedforhandling vil I hver især have mulighed for at afgive en forklaring. Hvis I ikke kan blive enige under hovedforhandlingen, vil det være dommeren som afgøre sagen ved dom.
B. Møde, børnesamtale og hovedforhandling samme dag
Der findes også et andet muligt sagsforløb, hvor det foregår så vidt muligt over én dag. Efter dette sagsforløb vil dommeren indkalde jer til et forberedende møde, hvor en børnesagkyndig deltager. Her kan jeres advokater også deltage. I dette møde vil I have mulighed for at afgive forklaring, hvorefter dommeren og den børnesagkyndige vil foretage en samtale med jeres barn.
Dommeren og den børnesagkyndige vil fortælle jer om indholdet af børnesamtalen efter samtalen med barnet. Herefter vil dommeren ofte komme med et forslag til en løsning. Hvis I stadig ikke er blevet enige, vil jeres advokater få mulighed for at komme med bemærkninger, hvorefter dommeren vil afgøre sagen ved dom.
Dommeren kan også beslutte at udsætte sagen, hvis der er behov for flere oplysninger om barnet.
C. Hovedforhandling med det samme
Det tredje mulige sagsforløb er, at dommeren indkalder jer til en hovedforhandling uden et forberedende møde. Her får I begge mulighed for at afgive forklaring, og jeres advokater fremfører jeres synspunkter.
Her vil dommeren og en børnesagkyndig inden eller efter hovedforhandlingen have en samtale med jeres barn. Dommeren vil herefter afgøre jeres sag. Hvis dommeren ikke afgøre sagen, kan dommeren beslutte at udsætte sagen, hvis der er behov for flere oplysninger om barnet.
D. Retsmægling
Det sidste mulige sagsforløb er retsmægling. Dette forløb forudsætter, at I forældre skal være indstillet på at finde en løsning sammen, og at dommeren vurderer, at jeres uenigheder kan løses gennem mægling. Til mødet vil der være en retsmægler, som ofte vil være enten en dommer eller en advokat, der er uddannet i mægling. En børnesagkyndig har også mulighed for at deltage i retsmæglingen.
Retsmæglerens job er at mødes med jer for at finde frem til en løsning på jeres konflikt. Til mødet kan retsmægleren fx hjælpe jer med at forstå den anden forælders synspunkter. Retsmægleren afgør ikke sagen, men I skal selv nå til enighed om en løsning.
Hvis I ikke kan nå til enighed, vil sagen efter et sagsforløb blive afgjort af en dommer.
Hvis barnet har alderen og modenheden til det, vil udgangspunktet være, at retten afholder en børnesamtale med jeres barn.
Det vil være en børnesagkyndig som taler med jeres barn. Her vil formålet være at sikre, at jeres barn bliver hørt, og at barnets perspektiv bliver belyst. Dommeren vil også deltage i børnesamtalen, men hverken du eller den anden forælder deltager. Begge forældre vil få et referat af hovedpunkterne fra samtalen.
En hovedforhandling er et afsluttende retsmøde, hvor du og din modpart samt jeres advokater er til stede. Under hovedforhandlingen får I hver især mulighed for at afgive jeres forklaring, samt vil jeres advokater fremføre jeres synspunkter. Hvis I ikke når til enighed under hovedforhandlingen, ender den med, at dommeren træffer en afgørelse i sagen.
I nogle tilfælde kan du få fri proces, når sagen skal behandles i Familieretten. Fri proces betyder, at det offentlige betaler omkostningerne forbundet med sagen. Reglerne om fri proces er imidlertid afhængige af en række forskellige forhold.
For det første afhænger din mulighed for at opnå fri proces af dit indtægtsgrundlag. Det skyldtes, at fri proces er indført som en hjælp til dem, der er økonomisk udfordrede. Derudover er det et krav, at sagen, som verserer for Familieretten, ikke har været afgjort før. Hvis sagen har været afgjort før, og der for eksempel blot er tale om en klagesag eller lignende, vil det ikke være muligt at opnå fri proces.
Er du i tvivl om hvorvidt du er berettiget til fri proces i familieretten, er du velkommen til at kontakte os. Vi kan vurdere din sag og hjælpe dig med at ansøge om fri proces, hvis det vurderes at du er berettiget til fri proces.
Udgangspunktet er, at familieretlige sager behandles ved Familieretshuset. Hvis der er tale om en meget kompleks sag, eller at Familieretshuset i øvrigt finder anledning til det, kan Familieretshuset overgive sagen til Familieretten. Det kan også være, at du har klaget over en afgørelse, som Familieretshuset har truffet. I dette tilfælde vil sagen blive sendt videre til Familieretten.
Hvis sagen er overgivet til Familieretten, er det Familieretten der træffer afgørelse. Når der er truffet en afgørelse, er det ligeledes Familieretten der tvangsfuldbyrder afgørelsen. Tvangsfuldbyrdelse kan for eksempel være relevant, hvis den ene forælder har vundet en sag i Familieretten, men at den anden forælder ikke efterlever afgørelsen. Konkret kan det være, hvis faren har fået medhold i en sag om samvær, men moren ikke vil udlevere barnet, når faren er berettiget til samværet.
Hvis du ønsker bistand i forbindelse med en sag, er du altid velkommen til at kontakte Sagførerne.