Hvad er en andelsboligforening?
Når man køber en andelsbolig, bliver man automatisk medlem af den pågældende andelsboligforening. Medlemmer af andelsboligforeninger betegnes andelshavere. Formålet med andelsboligforeningen er at erhverve, eje og drive den ejendom, som foreningens medlemmer bor i. Ved køb af en andelsbolig køber man ikke en lejlighed, men derimod en såkaldt eksklusiv brugsret til en specifik bolig i andelsboligforeningen. Det er altså selve andelsboligforeningen, som ejer ejendommen, idet andelshaveren udelukkende køber sig til et medlemskab i foreningen.