Kontakt Kontakt os

Udfyld formularen og vi kontakter dig inden for 24 timer - Det er helt uforpligtende. Du er også velkommen til at ringe til os.


3842 4452

Hør, om vi kan hjælpe: 3842 4452

Det er helt uforpligtende

Arveforskud

I det følgende kan du læse meget mere om arveforskud.

Du kan blandt andet få svar på følgende:

    • Hvad er et arveforskud?
    • Hvorfor giver man arveforskud?
    • Hvilke fordele og ulemper er der ved arveforskud?
    • Må begge forældre give arveforskud?
    • Hvad er forskellen på arveforskud og gave?
    • Hvordan gives arveforskud?
    • Skal arveforskud selvangives?
    • Hvad er reglerne om arveforskud til børn?
    • Hvad er reglerne om arveforskud til børnebørn?
    • Hvad er reglerne om arveforskud til svigerbørn?

    Du kan ligeledes finde en række eksempler på arveforskud, der illustrerer reglerne om forskud på arv.

Kontakt vores specialiserede advokater


Charlotte Højmark Sørensen, advokat Jeanette Gudmand Jensen, advokat Ring på tlf.: tlf.: 3842 4452 Eller send en mail til kontakt@sagfoererne.com

Arveforskud


Hvad er arveforskud?

Arveforskud er kort fortalt et forskud på arv. Det betyder, at arvingen modtager arven, imens arveladeren stadig er i live. På den måde kan arvingen få glæde af arven, imens arveladeren lever.

Arveforskud står i modsætning til arv, hvor arven først tilfalder arvingen ved arveladers dødsfald. Forskellen på arveforskud og almindelig arv er således forenklet set, om arveladeren er i live, når arven tildeles arvingen, eller om arvingen er gået bort.

Læs arvelovens §43 her

Arvelovens §43 er den centrale bestemmelse vedrørende arveforskud.

AL §43:

Arveforskud foreligger, hvis en arving fra arveladeren har modtaget en ydelse af økonomisk værdi og det må anses for aftalt, at værdien af ydelsen senere skal fradrages i arvingens arv.

Af bestemmelsen kan det udledes, at det er en forudsætning for at modtage arveforskud, at man er arving. 

Man er arving, hvis man tilhører en af de tre arveklasser ved arveladers død - legal arv. Det betyder blandt andet, at børnebørn ikke er arvinger før deres forældre er død. Du kan læse mere om dette længere nede på siden.

"Arving" kan man tillige blive ifølge testamente, dermed kan man indsætte for eksempel barnebarnet som arving, og barnebarnet får derved status som "arving" og kan modtage arveforskud. 

Vigtigt at vide om arveforskud

Reglerne for arveforskud følger i vidt omfang reglerne for gaver, og der gælder derfor nogle skatteretlige regler, der bør tages i betragtning, når der gives forskud på arv.

Det er særligt reglerne om gaveafgift der er relevante, idet der pålægges gaveafgift, når arveforskuddet er over en bestemt beløbsmæssig størrelse. Det er dog vigtigt at bemærke, at arveforskud og gaver ikke er det samme, men at de blot behandles ens i en række tilfælde, herunder for eksempel i skattemæssig henseende. Du kan læse mere om forskellen på arveforskud og gaver længere nede på siden.

Det følgende om arveforskud er i vidt omfang forenklet for nemhedens skyld. Ønsker du at give et arveforskud bør du derfor altid kontakte en advokat forinden, så du får den korrekte rådgivning.

Hvorfor give forskud på arv?

Arveforskud kan være relevant i forskellige situationer, men det typiske eksempel er, at en forælder ønsker at hjælpe ét af sine børn økonomisk her og nu, men samtidigt ikke vil forskelsbehandle sine børn. Det kan for eksempel være hvis et barn mangler penge til en bil eller en bolig. 


Ved et arveforskud kan et barn der har økonomiske udfordringer blive tilgodeset ved et arveforskud, uden at det sker på de øvrige børns bekostning. Ved arveforskud vil børnene i sidste ende modtage en lige stor arv.

Nedenfor kan du se et eksempel på en situation, hvor der gives et arveforskud.

Eksempel på arveforskud

Anne har to børn, datteren Bodil og sønnen Christian. Christian står overfor et boligkøb, og Anne vil derfor gerne hjælpe sin søn økonomisk. Anne vil dog ikke forskelsbehandle sine to børn og det aftales derfor, at Christian skal have et arveforskud på 250.000 kr.

Ved Annes død er der en formue på 500.000 kr. Arveforskuddet på 250.000 kr. skal lægges oveni denne formue. Den samlede arv udgør således 750.000 kr. Fordeles denne arv til de to børn, er hvert barn berettiget til 375.000 kr. Christian har allerede fået 250.000 kr., og dette beløb skal derfor fratrækkes hans arv.

Ud af de 500.000 kr., modtager Christian således alene 125.000 kr., fordi Christian har fået forskud på arv i form af de 250.000 kr. til boligkøbet. Bodil modtager de resterende 375.000 kr. i arv, da Bodil ikke har fået et forskud på arv.

Må begge forældre give arveforskud?

Et hyppigt spørgsmål er, om begge forældre må give arveforskud. Juridisk set er der i udgangspunktet ikke noget til hinder for at begge forældre giver forskud på arv. Man bør dog altid opsøge en advokat i forbindelse med et arveforskud, så man får den rette rådgivning om arveforskuddet. Desuden er der en række alternativer til arveforskud, som kan være relevante, og derfor bør drøftes forinden.

Som eksempel kan nævnes, at det i nogle tilfælde kan være mere fordelagtigt at oprette et familielån. Du kan læse meget mere om familielån her.


Hos Sagførerne har vi flere advokater med speciale i familieret, og vi kan derfor hjælpe dig til den bedste løsning. Kontakt os gerne for en uforpligtende samtale.

Læs mere om når begge forældre giver arveforskud

Hvis begge forældre giver arveforskud, vil barnet være berettiget til arveforskuddet fra hver forælder på samme vilkår som hvis kun den ene forælder havde ydet et arveforskud. I 2023 er satsen for afgiftsfrie gaver 71.500 kr. imellem børn og forældre. Det betyder, at barnet kan modtage et arveforskud fra hver af sine forældre på 71.500 kr. i 2023. Barnet kan således i alt modtage 143.000 kr. i 2023, uden at betale afgift.

Bemærk at ovenstående eksempel alene er vejledende og ikke erstatter juridisk rådgivning. Du bør derfor altid opsøge en advokat forinden, så du sikre dig at de juridiske formalia er i orden.

Arveforskud eller gave

Arveforskud og gaver er ikke det samme. Ved arveforskud bliver arveforskuddet fratrukket arvingens arv, når arveladeren går bort. Det betyder også, at den, der modtager arven, ikke er bedre stillet, når arveladeren faktisk dør, idet arveforskuddet skal fratrækkes i den arv, der tilfalder vedkommende. Ved en gave er der tale om en berigelse, som ikke skal modsvares af en anden ydelse, fratrækkes i arv eller lignende.

I nogle henseender behandles et arveforskud dog som en gave, og reglerne for gaver er derfor relevante når der gives forskud på arv. Det er navnlig reglerne om gaveafgift der er i fokus.

Arveforskud og gaveafgift

Som beskrevet ovenfor behandles arveforskud på samme måde som gaver. I 2023 kan der gives afgiftsfrie gaver på op til 71.500 kr. Hvis der gives en forskudsarv på for eksempel 100.000 kr., vil 71.500 kr. af beløbet være afgiftsfrie. Det resterende beløb på 28.500 kr. er derimod ikke afgiftsfri og der skal derfor betales 15% heraf til staten.

Ovenstående er forenklet og forudsætter en række betingelser, herunder for eksempel at der ikke tidligere er givet gaver. Hvis du ønsker at give forskud på arv, bør du derfor opsøge juridisk rådgivning, så du har de bedste forudsætninger for dispositionen.

Skal arveforskud selvangives?

Da arveforskud som nævnt behandles som gaver i skattemæssig henseende, skal arveforskuddet selvangives. Ved gaver er det normalvis sådan at gavemodtager betaler gaveafgiften, men ansvaret for at anmelde gaven påhviler både gavemodtager og gavegiver. I tilfælde af at gaven er større end 71.500 kr., skal gaven således anmeldes og der skal betales gaveafgift. En forskudsarv på mere end 71.500 kr. vil derfor være afgiftspligtig.

De nærmere regler om de skattemæssige forhold er komplicerede, og du kan derfor med fordel kontakte en advokat for rådgivning herom. På den måde sikrer du at du overholder de gældende krav til regler om arveforskud.

Arveforskud til børn

Arveforskud kan kun gives til arvinger. I udgangspunktet betyder det, at der ikke kan gives forskudsarv til børnebørn, men kun børn. Det skyldes, at børnebørnene kun er arvinger, hvis børnene er døde. 

Hvis børnebørn er gjort til arvinger i et testamente, vil børnebørn dog også kunne få forskudsarv, selvom børnene også er arvinger. Det afgørende er nemlig om man har status af at være arving. 

Arvereglerne er ganske komplicerede og det kan være svært at navigere i. Uanset om du har oprettet testamente eller har givet forskudsarv, kan det således være en god ide at opsøge juridisk vejledning, så du kan sikre dig, at alting er i orden den dag, hvor du ikke længere er til.

Arveforskud til børnebørn

Det følger af arveloven, at arveforskud kan gives til arvinger. 

Hvis der ikke er oprettet et testamente, er dine børnebørn som udgangspunkt ikke arvinger. Kun i tilfælde af at dine børn er afgået ved døden, bliver dine børnebørn arvinger efter arveloven. 

Hvis der er derimod er oprettet et testamente, og dine børnebørn er gjort til arvinger i testamentet, vil det være muligt at give forskudsarv til børnebørnene. Beløbet der kan gives til børn og børnebørn er det samme. I 2023 er det afgiftsfrie beløb på 71.500 kr., hvorefter der skal betales 15% i arveafgift.

Uanset din aktuelle livssituation, kan du få råd og vejledning hos Sagførerne. Vi har stor erfaring med de familieretlige aspekter i forbindelse med arv og herunder forskudsarv.

Arveforskud til svigerbørn

Hvis modtageren er svigerbørn, kan du i 2023 give op til 25.000 kr. i gave, uden at modtageren skal betale afgift. Man er kun svigerbarn i juridisk forstand, når parret er gift. 


Den beløbsmæssige grænse er således lavere end for børn og børnebørn, hvor der må gives et beløb afgiftsfrit på 71.500 kr. (2023).

Hvis du ønsker rådgivning om gaver eller arveforskud til svigerbørn, kan du kontakte Sagførerne.

Hvordan gives forskud på arv?

Arveforskud gives ved, at der oprettes en aftale om arveforskud. Hos Sagførerne anbefaler vi altid at der udarbejdes et skriftligt dokument, så det kan bevises, at det var et arveforskud og ikke en gave.

Vi har erfaring med udarbejdelse af disse skriftlige dokumenter, og vi kan derfor hjælpe dig, hvis du ønsker at give dine arvinger et arveforskud. Hvis du ønsker at forskudsarven skal være særeje, kan vi også være behjælpelige med det. Kontakt os for at høre nærmere om dine muligheder for at give forskud på arv.

Fordele ved forskud på arv

Der er en række fordele ved at give forskud på arv. En af fordelene er, at arvelader kan se arvingen få glæde af arven, imens arvelader stadig er i live. En anden fordel ved at give forskud på arv er, at arvelader tilgodeser arvingen på et tidspunkt hvor arvingen har særligt behov for det, uden at det kommer de øvrige arvinger til skade. Ved at give arveforskud bliver det beløb der er givet i forskudsarv fratrukket i den endelige arv.

Overvejer du at give forskud på arv, bør du alliere dig med en familieretsadvokat. Familieretsadvokaten kan hjælpe dig til at overskue din familiemæssige situation og finde ud af, om et forskud på arv kan gavne jeres familie, eller om et familielån eller et andet alternativ er en bedre løsning.

Ulemper ved forskud på arv

En af ulemperne ved forskud på arv er, at det kan være svært at bevise, at der har været tale om et arveforskud. Det vil særligt være vanskeligt, hvis ikke der er oprettet en skriftlig aftale. Det kan i nogle tilfælde betyde, at arvingen bliver beskattet hårdere eller anderledes end forventet, eller at arven ikke bliver fordelt som man havde ønsket.

Der er således nogle faldgruber forbundet med at yde et arveforskud, og det er derfor klart en anbefaling, at man opsøger juridisk bistand inden arveforskuddet gives. Kontakt gerne Sagførerne for at høre nærmere om arveforskud.

Arveforskud - skat

Da arveforskud i skattemæssig henseende behandles som gaver, gælder reglerne for gaveafgift også for arveforskud. I 2023 betyder det, at der i udgangspunktet kan gives en gave/arveforskud på 71.500 kr., uden at der skal betales en afgift til staten.

Hvis der gives en større gave eller et større arveforskud end 71.500 kr., skal der som udgangspunkt betales 15% i gaveafgift af det beløb der rækker ud over de 71.500 kr. Du kan læse mere om reglerne for gaveafgift på SKAT´s hjemmeside, hvor du også kan se den aktuelle sats.

Udfyld formularen og vi kontakter dig inden for 24 timer for en uforpligtende samtale.

Når du kontakter Sagførerne i hverdagene, får du kontakt til én af vores juridiske medarbejdere inden for 24 timer - og normalt endnu hurtigere. Vi er klar til at hjælpe dig, og du får ikke en regning fra os, uden at det er aftalt med dig først. Når du har udfyldt kontaktformularen og indsendt din forespørgsel, får du en kvittering på e-mail.

Du er også velkommen til ringe til os på telefon: 8743 5522

Mød hele teamet med speciale i familieret

Fandt du ikke lige det du søgte? Så se vores andre ydelser her...

Justitia

Sagførerne er 100% uvildige og varetager alene dine interesser

Sagførerne er medlemmer af advokatsamfundet og underlagt de advokatetiske regler. Endvidere har vi tavshedspligt efter loven. Du kan trygt regne med, at vi alene varetager dine interesser, og at vi er 100 % uvildige i vores rådgivning.


Advokatsamfundet
© 2024 | Sagførerne Advokatinteressentskab | CVR-NR 26329361
Facebook ikon