Er du generet af rødder fra naboens træer?
Det ses hyppigt, at rodnet fra træer, buske og andre planter bliver genstand for uoverensstemmelser mellem naboer. Som udgangspunkt må du i et vist omfang acceptere, at rødder fra naboen kan gro ind på din grund. Du må som udgangspunkt også acceptere, at det kan medføre en vis gene for dig.
Man er altså som grundejer i hovedreglen fri til at have træer, buske og lignende på sin grund. Også selvom det kan være generende for naboen. Der er dog to begrænsninger til denne frihed, som kan medføre at din nabo alligevel kan være forpligtet til at gøre noget ved rødderne.
Hvis der er opført et hegn, som adskiller de to nabogrunde, gælder en regel om, at den jord der støder op til hegnet ikke må benyttes sådan, at hegnet beskadiges. Det betyder også, at hvis naboens rødder beskadiger hegnet, kan du forlange, at det bringes til ophør. Typisk er det nok at beskære rødderne, men i visse tilfælde kan det være nødvendigt at fælde træet.
Derudover gælder et naboretligt princip om, en naboretlig tålegrænse. Det betyder, at du må tåle en vis mængde gene fra dine naboer. Det betyder dog også, at du kan forlange, at forhold som er til væsentlig ulempe eller gene bringes til ophør.
Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis naboens rødder beskadiger bygninger, fliser eller lignende på din grund. Hvis det er tilfældet, bør du kontakte en advokat, som kan hjælpe dig videre. I sidste ende kan det nemlig blive nødvendigt at anlægge en retssag for at få generne fra din nabos rødder bragt til ophør.