Hvad er en ansættelseskontrakt?
En ansættelseskontrakt er en kontrakt mellem en arbejdsgiver og en medarbejder. I Danmark er det lovpligtigt, at arbejdsgiveren udleverer et skriftligt ansættelsesbevis, hvis medarbejderens arbejdstid overstiger gennemsnitligt tre timer ugentligt i fire på hinanden følgende uger.
Generelt anbefales det, at der udarbejdes en ansættelseskontrakt for alle medarbejdere. Det anbefales ligeledes, at den skriftlige kontrakt underskrives af begge parter, så det kan bevises, at den er udleveret. Det er dog ikke et krav for en ansættelseskontrakts gyldighed, at den er underskrevet. Fremsendelse af en kontrakt til en medarbejder, som ikke reagerer derpå, vil kunne sidestilles med en stiltiende accept af ansættelsesforholdet.