Energimærke
Sælger skal som udgangspunkt lade et energimærke udarbejde, når sælger sætter sin ejendom til salg. Det gælder dog ikke ejendommen under 60 m2 eller sommerhuse.
I en energimærkerapport vil det være oplyst, hvor energivenlig ejendommen er, hvilke energimæssige optimeringer der kan foretages i boligen og til hvilken pris. Et energimærke gør det således muligt for køberen af et hus at få et godt indblik i, hvor energiøkonomisk huset er, og hvad det vil koste i varme-, el- og vandforbrug at bo i huset.
Et energimærke er gyldigt i en periode på 10 år. Sælges bygningen flere gange inden for denne gyldighedsperiode, kan det samme energimærke benyttes igen. Der skal dog altid udarbejdes en ny energimærkning, hvis du har foretaget ændringer ved ejendommen, som har væsentlig betydning for ejendommens energiforbrug.