Hvad vil det sige at berigtige et boligkøb?
En berigtigelse af en bolighandel har det formål at sikre, at handlens aftalte vilkår bliver opfyldt, dvs. at køber opnår adkomst (ejendomsret) til ejendommen ved tinglysning af skøde, samt at sælger modtager købesummen for salget af ejendommen. Normalt omfatter berigtigelsen af handlen også udfærdigelsen af en refusionsopgørelse. En refusionsopgørelse er det afsluttende regnskab mellem køber og sælger i forbindelse med bolighandlen. En berigtigelse kan fx. også omfatte en overdragelse af en sikkerhed til en ejerforening.
Der er ingen regler i lovgivningen om hvem, der skal berigtige bolighandlenl. Normalt sker berigtigelsen enten af sælgers mægler eller af købers boligadvokat. Såfremt det måtte være sælgers mægler, der berigtiger handlen, vil vi som din boligadvokat selvsagt kontrollere berigtigelsesprocessen og varetage dine interesser.
Det er ofte en betingelse fra sælgers side, at du som køber benytter bestallingshavende boligadvokat i forbindelse med handlen. Dette er for at sikre, at ekspeditionerne foregår planmæssigt og præcist, så sælger ikke risikerer at skulle vente unødigt på at få sine penge.
Som køber skal du være opmærksom på, at ejendomsmægleren varetager sælgers interesser. I kapitel 5 i Lov om formidling af fast ejendom m.v., der trådte i kraft den 1. januar 2015, fremgår det direkte af bestemmelserne, at mægler alene er sælgers repræsentant. Det anbefales derfor, at du som køber bruger din egen boligadvokat, til at varetage dine interesser, så mægler får modspil.
Det skal fremgå af købsaftalen, hvem der skal berigtige bolighandlen.