Huslejestigning ved forbedringer
Hvis lejemålet forbedres i en sådan grad, at det lejedes værdi stiger, vil der kunne ske huslejestigning. Huslejestigningen kan dog alene modsvare forøgelsen af det lejedes værdi og ikke mere.
Hvis der til lejemålet er tilknyttet en konto til forbedringer, skal midlerne på kontoen være brugt, før det bliver aktuelt at kræve en huslejestigning af lejer.
Befinder lejemålet sig i en ureguleret kommune, skal forbedringer være varslet tre måneder inden, de finder sted. Er det alene mindre forbedringer, skal forbedringerne kun varsles seks uger inden, de finder sted. Når lejemålet befinder sig i en ureguleret kommune, kan lejer ikke modsætte sig, at udlejer forbedrer lejemålet.
Læs mere om huslejestigning ved forbedringer af lejemålet
Udlejer kan først kræve huslejestigningen fra det tidspunkt, hvor forbedringen er færdiggjort.
Hvis lejer inden seks uger gør indsigelse mod huslejestigningen, har udlejer pligt til at indbringe sagen for Huslejenævnet. Når lejers seks-ugers frist for indsigelse er udløbet, har udlejer ligeledes seks uger til at indbringe sagen for Huslejenævnet.
Er lejemålet beliggende i en reguleret kommune, kan det få betydning, hvis der i ejendommen er en beboerrepræsentation. Hvis der eksisterer en beboerrepræsentation, skal denne underrettes om forbedringsplanerne. Når beboerrepræsentationen er blevet underrettet, har denne tre uger til at gøre indsigelse mod forbedringerne. Huslejestigningen skal varsles til lejerne tre måneder inden den kræves. Senest syv dage inden lejerne bliver varslet, skal udlejer have varslet beboerrepræsentationen.