Hvad er huseftersynsordningen?
Huseftersynsordningen er lavet for at sikre køber og sælger mod uforudset omkostninger i forbindelse med bolighandlen. Huseftersynsordningen omfatter udarbejdelsen af tilstandsrapporten og el-installationsrapporten. Disse rapporter er nødvendige for, at der kan tegnes en ejerskifteforsikring.
Det er sælger som bestiller tilstandsrapporten og el-installationsrapporten og yderligere fremlægger et tilbud til køber om en specifik ejerskifteforsikring. Hvis man ønsker at benytte den ejerskifteforsikring som sælger har fremlagt, betaler sælgeren halvdelen af forsikringspræmien.
I det tilfælde hvor køber og sælger er kommet til enighed om ejerskifteforsikringen, er begge parter sikret mod skjulte fejl og mangler. Hvis man som sælger ikke benytter sig af huseftersynsordningen, er man ansvarlig for skjulte fejl og mangler, der var til stede på overtagelsestidspunktet i 10 år efter salget.
Huseftersynsordningen anvendes almindeligvis ved køb af hus, sommerhus og villalejligheder. Ordningen bruges sjældent ved køb af ejerlejlighed, da undersøgelserne ikke kun skal foretages på selve lejligheden men hele ejendommen.