Hvad er projektkøb?
Projektkøb er en betegnelse, der bruges om bolighandler, hvor boligen sælges, før byggeriet er færdiggjort. I nogle tilfælde startes salget endda før byggeriet er startet. Det sker ofte af hensyn til bygherrens interesser, da fremgangsmåden kan hjælpe til at minimere bygherrens risici og sikre løbende finansiering af byggeprojektet.
Det har den store fordel for bygherren, at risikoen ved projektet kan minimeres. Ved at sælge en del af boligerne på forhånd, kan bygherren sikre sig, at der er købere til byggeriet før pengene er brugt. Bygherren risikerer altså ikke at stå med en stor ejendom, hvor han ikke kan få solgt lejlighederne.
En anden fordel for bygherren er, at fremgangsmåden kan være med til at sikre en løbende finansiering af projektet. Når pengene fra salget kommer ind allerede mens byggeriet er i gang, eller endda før det startes, sikres der en løbende finansiering, som reducerer behovet for at optage lån undervejs.
Det er ganske almindeligt, at etagebyggerier med ejerlejligheder sælges som projektkøb. Det kan dog også være rækkehuse og lignende, som sælges på denne måde.
Hvis du køber et projektkøb, køber du altså en bolig, som stadig er undervejs. Du kan derfor sjældent flytte ind med det samme. Hvor lang tid du må vente, afhænger selvfølgelig af, hvor langt byggeprocessen er. Der kan gå alt fra få måneder til flere år.
På grund af de indlysende risici ved at købe en bolig, som endnu ikke er færdig, bør du derfor være særligt opmærksom på, hvordan din aftale med bygherre stiller dig, hvis der opstår komplikationer undervejs. Eksempelvis hvis byggeriet forsinkes. Du kan med fordel få din aftale gennemgået af en boligadvokat, før du endeligt indgår aftale med bygherren.