Lovsamling

Beskyttede værker

§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.

Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.

Stk. 3. Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.

Beskyttelsens indhold

§ 2. Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.

Stk. 2. Som eksemplarfremstilling anses enhver direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent og hel eller delvis eksemplarfremstilling på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form. Som fremstilling af eksemplarer anses også det forhold, at værket overføres på indretninger, som kan gengive det.

Stk. 3. Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når

1) eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden,

2) eksemplarer af værket vises offentligt, eller

3) værket fremføres offentligt.

Stk. 4. Som offentlig fremførelse efter stk. 3, nr. 3, anses også

1) trådbunden eller trådløs overføring af værker til almenheden, herunder udsendelse i radio eller fjernsyn og tilrådighedsstillelse af værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, og

2) fremførelse i en erhvervsvirksomhed, der finder sted for en større kreds, som ellers måtte anses som ikke-offentlig.

§ 3. Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Stk. 3. Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde, medmindre det gælder en efter art og omfang afgrænset brug af værket.

Bearbejdelser

§ 4. Den, som oversætter, omarbejder eller på anden måde bearbejder et værk, herunder overfører det til en anden litteratur‑ eller kunstart, har ophavsret til værket i denne skikkelse, men kan ikke råde over det på en måde, som strider mod ophavsretten til det oprindelige værk.

Stk. 2. Ophavsretten til et nyt og selvstændigt værk, som er frembragt gennem fri benyttelse af et andet, er ikke afhængig af ophavsretten til det oprindelige værk.

Samleværker

§ 5. Den, som ved at sammenstille værker eller dele af værker frembringer et litterært eller kunstnerisk samleværk, har ophavsret til dette, men retten gør ingen indskrænkning i ophavsretten til de enkelte værker.

Fællesværker

§ 6. Har et værk to eller flere ophavsmænd, uden at de enkeltes bidrag kan udskilles som selvstændige værker, har de ophavsret til værket i fællesskab. Enhver af dem kan dog påtale retskrænkelser.

Formodning om ophavsrettens indehaver m.v.

§ 7. Som ophavsmand anses, når ikke andet er oplyst, den, hvis navn eller alment kendte pseudonym eller mærke på sædvanlig måde er påført eksemplarer af værket eller opgives, når det gøres tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Er et værk udgivet, uden at ophavsmanden er angivet i overensstemmelse med stk. 1, kan udgiveren, hvis denne er nævnt, og ellers forlæggeren handle på ophavsmandens vegne, indtil denne bliver angivet på et nyt oplag.

Offentliggørelse og udgivelse

§ 8. Et værk anses for offentliggjort, når det lovligt er gjort tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Et værk anses for udgivet, når eksemplarer af værket med ophavsmandens samtykke er bragt i handelen eller på anden måde spredt blandt almenheden.

Offentlige aktstykker

§ 9. Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker er ikke genstand for ophavsret.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag i de i stk. 1 nævnte aktstykker. Sådanne værker må dog gengives i forbindelse med aktstykket. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Forholdet til beskyttelse efter anden lovgivning

§ 10. Beskyttelse efter designloven udelukker ikke ophavsret.

Stk. 2. Halvlederprodukters udformning (topografi) nyder ikke beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Almindelige bestemmelser

§ 11. Bestemmelserne i dette kapitel og kapitel 6 b gør ikke indskrænkninger i ophavsmandens ret i henhold til § 3 ud over, hvad der følger af § 29.

Stk. 2. Når et værk anvendes i henhold til dette kapitel og kapitel 6 b, må værket ikke ændres i videre udstrækning, end den tilladte brug kræver. Gengives værket offentligt, skal kilden angives i overensstemmelse med, hvad god skik kræver.

Stk. 3. Når et værk anvendes i henhold til dette kapitel og kapitel 6 b, er det ikke tilladt at fremstille eksemplarer på grundlag af en gengivelse af værket i strid med § 2 eller på grundlag af en omgåelse af en teknisk foranstaltning i strid med § 75 c, stk. 1. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på fremstilling af eksemplarer i medfør af § 16, stk. 5.

Midlertidig eksemplarfremstilling

§ 11 a. Det er tilladt at fremstille midlertidige eksemplarer, som

1) er flygtige eller tilfældige,

2) udgør en integreret og væsentlig del af en teknisk proces,

3) udelukkende har til formål at muliggøre enten en mellemmands transmission af et værk i et netværk mellem tredjemænd eller en lovlig brug af et værk og

4) ikke har selvstændig økonomisk værdi.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for edb-programmer og databaser.

Eksemplarfremstilling til privat brug

§ 12. Af et offentliggjort værk må enhver fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer til sin private brug, såfremt det ikke sker i erhvervsøjemed. Sådanne eksemplarer må ikke udnyttes på anden måde.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at

1) opføre et bygningsværk,

2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning, ved aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden måde, som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original,

3) fremstille eksemplarer af edb‑programmer i digitaliseret form,

4) fremstille eksemplarer i digital form af databaser, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af databasen i digital form, eller

5) fremstille enkelte eksemplarer i digital form af andre værker end edb-programmer og databaser, medmindre det udelukkende sker til personlig brug for fremstilleren eller dennes husstand.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2, nr. 5, er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke at fremstille eksemplarer i digital form på grundlag af et eksemplar, der er lånt eller lejet.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om

1) musikværker,

2) filmværker,

3) litterære værker, såfremt den fremmede medhjælp medvirker i erhvervsøjemed,

4) værker af brugskunst eller

5) kunstværker, såfremt eksemplarfremstillingen har form af en kunstnerisk gengivelse.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke brugeren ret til ved eksemplarfremstilling af musikværker og filmværker at anvende teknisk udstyr, der er stillet til rådighed for almenheden på biblioteker, i forretningslokaler eller på andre offentligt tilgængelige steder. Det samme gælder for litterære værker, såfremt det tekniske udstyr er stillet til rådighed i erhvervsøjemed.

Eksemplarfremstilling inden for undervisningsvirksomhed

§ 13. Til brug i undervisningsvirksomhed kan der fremstilles eksemplarer af udgivne værker samt ved optagelse foretages eksemplarfremstilling af værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. De nævnte eksemplarer må kun udnyttes inden for undervisningsvirksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 om optagelse gælder ikke for filmværker, som indgår i biografernes almindelige repertoire af spillefilm, medmindre der ved udsendelsen i fjernsyn kun er benyttet mindre dele af værket.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 om eksemplarfremstilling af udgivne værker gælder ikke for edb-programmer i digital form.

Stk. 4. Lærere og elever må som led i undervisningsvirksomhed foretage optagelser af deres egne fremførelser af værker, såfremt det ikke sker i erhvervsøjemed. Optagelserne må ikke udnyttes på anden måde.

Stk. 5. Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation, der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.

Eksemplarfremstilling inden for erhvervsvirksomhed m.v.

§ 14. Offentlige eller private institutioner, organisationer og erhvervsvirksomheder kan til intern brug i deres virksomhed ved fotokopiering eller lignende fremstille eller lade fremstille eksemplarer af fagmæssige artikler i aviser, tidsskrifter og samleværker, af korte afsnit af andre udgivne værker af fagmæssig art, af musikværker samt af illustrationer, som er gengivet i tilslutning til teksten, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Sådanne eksemplarer må kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Stk. 2. Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation, der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.

Eksemplarfremstilling på sygehuse m.v.

§ 15. Sygehuse, plejehjem, fængsler og andre døgninstitutioner inden for social- og sundhedsområdet, kriminalforsorgen og lignende må til kortvarig brug for institutionens beboere m.fl. foretage optagelser af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt det ikke sker i erhvervsøjemed. Sådanne optagelser må kun udnyttes inden for den pågældende institution.

Arkiver, biblioteker og museer

§ 16. Offentlige arkiver, offentlige biblioteker og andre biblioteker, der helt eller delvis finansieres af det offentlige, samt statslige museer og museer, der er godkendt efter museumsloven, må gengive og sprede eksemplarer af værker til brug i deres virksomhed i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2-6, såfremt det ikke sker i erhvervsøjemed. Dette gælder dog ikke for edb-programmer i digital form bortset fra computerspil.

Stk. 2. Institutionerne må fremstille eksemplarer i sikkerheds- og beskyttelsesøjemed.

Stk. 3. Såfremt et eksemplar i en institutions samling er ufuldstændigt, må institutionen fremstille eksemplarer af de manglende dele, medmindre værket kan erhverves i almindelig handel eller hos udgiveren.

Stk. 4. Biblioteker må fremstille eksemplarer af udgivne værker, der bør være tilgængelige i bibliotekets samlinger, men som ikke kan erhverves i almindelig handel eller hos udgiveren.

Stk. 5. Ophavsretten er ikke til hinder for fremstilling af eksemplarer i overensstemmelse med bestemmelserne i pligtafleveringsloven.

Stk. 6. Eksemplarer, der er fremstillet efter stk. 3-5 eller afleveret i medfør af lov om pligtaflevering af offentliggjort materiale, må udlånes til brugere. Det samme gælder i særlige tilfælde eksemplarer, der er fremstillet efter stk. 2. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse på billedoptagelser og eksemplarer fremstillet i digital form eller i form af lydoptagelser.

Stk. 7. Retten til videre udnyttelse af de eksemplarer, der er fremstillet i medfør af stk. 2-5, afhænger af de i øvrigt gældende regler.

§ 16 a. Offentliggjorte værker kan gøres tilgængelige for enkeltpersoner på de i § 16, stk. 1, nævnte institutioner til personligt gennemsyn eller studium på stedet ved hjælp af teknisk udstyr.

Stk. 2. Eksemplarer, der er fremstillet eller afleveret i medfør af pligtafleveringsloven, må uanset bestemmelsen i stk. 1 kun gøres tilgængelige på Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket og Det Danske Filminstitut for enkelte personer ad gangen.

Stk. 3. De i stk. 2 nævnte institutioner må overføre og udlevere eksemplarer af pligtafleverede værker, der er udsendt i radio og fjernsyn, filmværker og værker, der er offentliggjort i elektroniske kommunikationsnet, til forskningsformål, såfremt værket ikke kan erhverves i almindelig handel. Sådanne eksemplarer må ikke udnyttes på anden måde.

§ 16 b. Offentlige biblioteker og andre biblioteker, der helt eller delvis finansieres af det offentlige, kan på bestilling i digital form gengive artikler fra aviser, tidsskrifter og samleværker, kortere afsnit af bøger og andre udgivne litterære værker samt illustrationer og noder, som er gengivet i tilslutning til teksten, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke udsendelse i radio eller fjernsyn eller tilrådighedsstillelse af værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1, 2. led.

Stk. 2. Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation, der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.

Syns- og hørehandicappede

§ 17. Det er tilladt at gengive og sprede eksemplarer af udgivne værker, når gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til brug for blinde, svagtseende, døve og talelidende samt personer i øvrigt, der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt tekst. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på gengivelse eller eksemplarspredning, der sker i erhvervsøjemed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på lydoptagelser af litterære værker eller på gengivelser, der udelukkende består af lydoptagelser af musikværker.

Stk. 3. Lydoptagelser af udgivne litterære værker må gengives og spredes til brug for syns- og læsehandicappede, når det ikke sker i erhvervsøjemed. Ophavsmanden har krav på vederlag. Kan der ikke opnås enighed om størrelsen af vederlaget, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47.

Stk. 4. Statslige eller kommunale institutioner og andre sociale eller almennyttige institutioner kan til brug for syns‑ og hørehandicappede ved lyd- eller billedoptagelse fremstille eksemplarer af værker, der udsendes i radio eller fjernsyn, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Sådanne optagelser må kun udnyttes inden for virksomhed, som omfattes af den i § 50 forudsatte aftale.

Fremstilling af antologier til brug i undervisningsvirksomhed m.v.

§ 18. Mindre dele af litterære værker og musikværker eller sådanne værker af ringe omfang må til brug i undervisningsvirksomhed gengives i samleværker sammenstillet af bidrag fra et større antal ophavsmænd, når 5 år er forløbet efter det år, da værket blev udgivet. I tilslutning til teksten kan også kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, gengives, når 5 år er forløbet efter det år, da værket blev offentliggjort. Ophavsmanden har krav på vederlag. Kan der ikke opnås enighed om størrelsen af vederlaget, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på værker, der er udarbejdet til brug i undervisningsvirksomhed, eller såfremt gengivelsen sker i erhvervsøjemed.

Stk. 3. Enkelte udgivne sangtekster må gengives i sanghæfter til brug for deltagerne i et møde. Der må dog ikke fremstilles mere end 300 eksemplarer af hvert sanghæfte.

Spredning af eksemplarer

§ 19. Når et eksemplar af et værk med ophavsmandens samtykke er solgt eller på anden måde overdraget til andre inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, må eksemplaret spredes videre. Når det gælder viderespredning i form af udlån eller udlejning, finder bestemmelsen i 1. pkt. også anvendelse ved salg eller anden form for overdragelse til andre uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede eksemplarer af værker gennem udlejning. Dette gælder dog ikke for bygningsværker og brugskunst.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede eksemplarer af filmværker og eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form gennem udlån. Dette gælder dog ikke, når et eksemplar af et edb‑program i digitaliseret form udgør en del af et litterært værk og udlånes sammen med dette.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 medfører ingen indskrænkning i retten til at modtage afgift m.v. efter lov om biblioteksafgift.

Visning af eksemplarer

§ 20. Når et værk er udgivet, eller når et eksemplar af et kunstværk af ophavsmanden er overdraget til andre, må de udgivne eller overdragne eksemplarer vises offentligt.

Offentlig fremførelse

§ 21. Et udgivet værk, som ikke er et sceneværk eller et filmværk, må fremføres offentligt

1) ved lejligheder, hvor tilhørerne eller tilskuerne har adgang uden betaling, hvis fremførelsen ikke er det væsentlige ved den pågældende foranstaltning, og hvis denne ikke finder sted i erhvervsøjemed, og

2) når fremførelsen sker til brug ved gudstjeneste eller undervisning.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke for fremførelse i radio eller fjernsyn samt for fremførelse i undervisningsvirksomhed, der sker i erhvervsøjemed.

Citat

§ 22. Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.

Gengivelse af kunstværker m.v.

§ 23. Offentliggjorte kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, må gengives i kritiske eller videnskabelige fremstillinger i tilslutning til teksten, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Gengivelsen må ikke ske i erhvervsøjemed.

Stk. 2. Offentliggjorte kunstværker må gengives ved omtale af dagsbegivenheder i aviser og tidsskrifter, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på værker, der er frembragt med henblik på gengivelse i aviser eller tidsskrifter.

Stk. 3. Udgivne kunstværker eller eksemplarer af kunstværker, der af ophavsmanden er overdraget til andre, må gengives i aviser, tidsskrifter, film og fjernsyn, når gengivelsen er af underordnet betydning i den pågældende sammenhæng.

§ 24. Kunstværker, der indgår i en samling, eller som udstilles eller udbydes til salg, må gengives i kataloger over samlingen. Sådanne kunstværker må endvidere gengives i meddelelser om udstilling eller salg, herunder i form af overføring til almenheden.

Stk. 2. Kunstværker må afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for almenheden tilgængelig plads eller vej. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt kunstværket er hovedmotivet og gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt.

Stk. 3. Bygninger må frit afbildes.

§ 24 a. Offentliggjorte kunstværker må gengives, hvis betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Dette gælder dog ikke, hvis ophavsmanden over for nogen af de aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod værkets gengivelse.

Stk. 2. Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation, der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.

Reportage af dagsbegivenheder m.v.

§ 25. Når fremførelse eller visning af et værk indgår i en dagsbegivenhed og denne gengives i film, radio eller fjernsyn, må værket medtages i det omfang, det sker som et naturligt led i gengivelsen af dagsbegivenheden.

§ 25 a. Værker, der indgår i uddrag, der er givet adgang til efter § 90, stk. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed samt regler udstedt i medfør af § 90, stk. 5, i samme lov, må gengives i overensstemmelse med § 90, stk. 4, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed samt regler udstedt i medfør af § 90, stk. 5, i samme lov.

Offentlige forhandlinger, aktindsigt m.v.

§ 26. Forhandlinger i Folketinget, kommunalbestyrelserne og andre valgte offentlige myndigheder, i retssager samt på offentlige møder, som afholdes til drøftelse af almene spørgsmål, må gengives uden ophavsmandens samtykke. Ophavsmanden har dog eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg.

§ 27. Når eksemplarer af værker beskyttet efter denne lov er indgået til en forvaltningsmyndighed eller domstol i forbindelse med dens virksomhed, er ophavsretten ikke til hinder for, at andre forlanger aktindsigt i eksemplarer af værker, herunder forlanger afskrift eller kopi, i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser herom. Det samme gælder for værker, som er frembragt inden for den pågældende forvaltningsmyndighed eller domstol.

Stk. 2. Ophavsretten er ikke til hinder for, at arkivalier, der er afleveret til et offentligt arkiv eller en institution, som efter kulturministerens bestemmelse kan sidestilles hermed, gøres tilgængelige for almenheden i overensstemmelse med arkivlovgivningens bestemmelser herom. Der må dog ikke udleveres kopier af private arkivalier.

Stk. 3. Retten til videre udnyttelse af værker, hvortil der i henhold til stk. 1 eller 2 er givet adgang, eller hvoraf der er udleveret afskrifter eller kopier, afhænger af de i øvrigt gældende regler.

§ 28. Det er tilladt i det omfang, som betinges af formålet, at gengive værker i forbindelse med

1) retssager og sager i administrative nævn og lignende og

2) sagsbehandling inden for offentlige myndigheder og institutioner, som henhører under Folketinget.

Stk. 2. Retten til videre udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Ændring af bygninger og brugsgenstande

§ 29. Bygninger kan ændres af ejeren uden ophavsmandens samtykke, når det sker af tekniske grunde eller af hensyn til deres praktiske anvendelighed.

Stk. 2. Brugsgenstande kan ændres af ejeren uden ophavsmandens samtykke.

Særlige bestemmelser om radio og fjernsyn

§ 30. DR, TV 2/DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder kan i radio eller fjernsyn udsende udgivne værker, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke for sceneværker og filmværker.

Stk. 2. Ophavsmanden kan over for radio- eller fjernsynsforetagendet nedlægge forbud mod værkets udsendelse i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 skal finde tilsvarende anvendelse på aftaler, der er indgået af andre radio- og fjernsynsforetagender.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når ophavsmanden til et kunstværk har overdraget et eller flere eksemplarer til andre.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse på udsendelser i radio og fjernsyn via satellit, medmindre der samtidig af det pågældende radio- eller fjernsynsforetagende foretages udsendelse over et jordsendenet.

Stk. 6. Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation, der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet af stk. 1, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.

§ 30 a. Offentliggjorte værker, der indgår i DR’s, TV 2/DANMARK A/S’ og de regionale TV 2-virksomheders egne produktioner, kan af de nævnte radio- og fjernsynsforetagender genudsendes og stilles til rådighed på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1, 2. led, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på eksemplarfremstilling, som er nødvendig for gengivelsen. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. gælder kun for værker, der indgår i produktioner, som har været udsendt før den 1. januar 2007.

Stk. 2. Ophavsmanden kan over for radio- eller fjernsynsforetagendet nedlægge forbud mod værkets gengivelse i henhold til stk. 1.

§ 31. Radio- og fjernsynsforetagender må til brug i deres udsendelser optage værker på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive dem, under forudsætning af, at de har ret til at udsende de pågældende værker. Retten til at gøre således optagne værker tilgængelige for almenheden afhænger af de i øvrigt gældende regler.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkårene for at foretage sådanne optagelser og om brugen og opbevaringen af disse.

§ 32. Diskussionsudsendelser i radio og fjernsyn, hvorunder almene spørgsmål drøftes, må gengives uden ophavsmandens samtykke. Ophavsmanden har dog eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg.

§ 33. (Ophævet)

§ 34. Radio- og fjernsynsforetagender kan efter anmodning udlevere optagelser af radio- og fjernsynsudsendelser til personer, der har medvirket i de pågældende udsendelser, eller som anser sig for krænket gennem omtale i en bestemt udsendelse eller gennem offentlig omtale af den pågældende udsendelse. Optagelser, der er udleveret i henhold til 1. pkt., må kun benyttes til intern brug.

§ 35. Værker, som udsendes trådløst i radio eller fjernsyn, må samtidig og uændret videreudsendes over kabelanlæg og på samme måde videreudsendes til almenheden ved hjælp af radioanlæg, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke for rettigheder, som indehaves af radio- og fjernsynsforetagender.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 må værker, der indgår i en trådløs radio- eller fjernsynsudsendelse, som modtages ved hjælp af egen antenne, videreudsendes over kabelanlæg, som ikke omfatter mere end 2 tilslutninger.

Stk. 3. Ejeren af et anlæg som nævnt i stk. 1 er ansvarlig for, at der træffes aftale om videreudsendelse af radio- og fjernsynsudsendelser over anlægget. Er et vederlag, som ejeren skal betale efter en aftale indgået i overensstemmelse med stk. 1 eller en kendelse fra Ophavsretslicensnævnet efter § 48, stk. 1, fastsat som et beløb pr. tilslutning, er brugeren af den enkelte tilslutning pligtig at betale ejeren et beløb, som svarer dertil.

Stk. 4. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må på anden måde, end hvad der er bestemt i stk. 1, gengives af andre, såfremt betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Eksemplarfremstilling og tilrådighedsstillelse af værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1, skal ske i tidsmæssig tilknytning til udsendelsen.

Stk. 5. Værker, der af et radio- eller fjernsynsforetagende stilles til rådighed på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1, må stilles til rådighed af andre på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1, når tilrådighedsstillelsen sker på samme måde og inden for samme tidsrum som radio- eller fjernsynsforetagendets tilrådighedsstillelse og betingelserne for aftalelicens efter § 50 er opfyldt. Eksemplarfremstilling, der er nødvendig for tilrådighedsstillelsen, kan foretages.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 4 og 5 gælder ikke, hvis ophavsmanden over for nogen af de aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod værkets udnyttelse. Bestemmelserne gælder ikke for rettigheder, som indehaves af radio- og fjernsynsforetagender.

Stk. 7. Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en organisation, der efter § 50, stk. 4, er godkendt til at indgå aftaler omfattet af stk. 4 eller 5, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47. Nævnet kan fastsætte vilkårene, herunder vederlagets størrelse.

Særlige bestemmelser om edb-programmer m.v.

§ 36. Den, der har ret til at benytte et edb-program, må

1) fremstille sådanne eksemplarer af programmet og foretage sådanne ændringer i programmet, som er nødvendige for, at den pågældende kan benytte det efter dets formål, herunder foretage rettelse af fejl,

2) fremstille et sikkerhedseksemplar af programmet, for så vidt det er nødvendigt for benyttelsen af det, og

3) besigtige, undersøge eller afprøve edb-programmet for at fastslå, hvilke ideer og principper der ligger til grund for de enkelte elementer i programmet, hvis dette sker i forbindelse med sådan indlæsning, visning på skærm, kørsel, overførsel, lagring eller lignende af programmet, som vedkommende er berettiget til at udføre.

Stk. 2. Den, der har ret til at benytte en database, må foretage sådanne handlinger, som er nødvendige for, at den pågældende kan få adgang til databasens indhold og gøre normal brug af dette.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, samt stk. 2 kan ikke fraviges ved aftale.

§ 37. Eksemplarfremstilling af et edb-programs kode og oversættelse af kodens form er tilladt, når dette er en forudsætning for at skaffe de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet mellem et selvstændigt udviklet edb-program og andre edb-programmer, såfremt

1) handlingerne udføres af licenshaveren eller af en anden person, der har ret til at benytte et eksemplar af et edb-program, eller på disses vegne af en person, der har tilladelse hertil,

2) de oplysninger, der er nødvendige for at tilvejebringe interoperabilitet, ikke tidligere har været let og hurtigt tilgængelige for de i nr. 1 nævnte personer, og

3) handlingerne er begrænset til de dele af det oprindelige edb-program, der er nødvendige for at opnå interoperabilitet.

Stk. 2. De oplysninger, der er indhentet i forbindelse med anvendelsen af stk. 1, må ikke

1) benyttes til andre formål end at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt,

2) videregives til tredjemand, undtagen når dette er nødvendigt for at gøre det selvstændigt udviklede edb-program interoperabelt, eller

3) benyttes til udvikling, fremstilling eller markedsføring af et edb-program, der i sin udtryksform i vid udstrækning svarer til det oprindelige, eller til nogen anden handling, som krænker ophavsretten.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ikke fraviges ved aftale.

Følgeretsvederlag

§ 38. Ophavsmanden har ret til vederlag ved videresalg af eksemplarer af kunstværker, herunder malerier, collager, tegninger, graveringer, tryk, litografier, skulpturer, vægtæpper, keramisk kunst, glaskunst og fotografiske værker (følgeretsvederlag). Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter eksemplarer af kunstværker, som er udført i ét eksemplar eller i et begrænset antal af ophavsmanden selv eller med dennes tilladelse. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke bygningsværker.

Stk. 2. Følgeretsvederlag skal betales ved alle videresalg, hvor der som sælgere, købere eller formidlere deltager professionelle på kunstmarkedet, herunder auktionshuse, kunstgallerier og kunsthandlere. Pligten til at betale vederlag påhviler sælgeren eller formidleren. Der skal kun betales vederlag, hvis salgsprisen overstiger 300 euro (ekskl. moms). Det samlede vederlag kan ikke overstige 12.500 euro (ekskl. moms) pr. eksemplar.

Stk. 3. Vederlaget beregnes som

1) 5 pct. af den del af salgsprisen, der udgør indtil 50.000 euro (ekskl. moms),

2) 3 pct. af den del af salgsprisen, der ligger mellem 50.000,01 og 200.000 euro (ekskl. moms),

3) 1 pct. af den del af salgsprisen, der ligger mellem 200.000,01 og 350.000 euro (ekskl. moms),

4) 0,5 pct. af den del af salgsprisen, der ligger mellem 350.000,01 og 500.000 euro (ekskl. moms), og

5) 0,25 pct. af den del af salgsprisen, der ligger over 500.000 euro (ekskl. moms).

Stk. 4. Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. § 63. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er nævnt i stk. 5.

Stk. 5. Følgeretsvederlag kan kun gøres gældende af en organisation, som er godkendt af kulturministeren. Organisationen forestår opkrævningen og foretager fordelingen til de berettigede. Den berettigedes krav mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen af det år, i hvilket videresalget fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra den berettigede.

Stk. 6. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sagsbehandlingen i forbindelse med godkendelsen af den fællesorganisation, som er nævnt i stk. 5.

Stk. 7. Sælgere eller formidlere, jf. stk. 2, 2. pkt., skal

1) fremsende en årlig opgørelse til organisationen pr. 1. juni over det foregående års salg af kunstværker, som omfattes af følgeretsordningen, jf. stk. 1 og 2, attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor og

2) efter anmodning fra organisationen inden 4 uger fra modtagelse af anmodningen fremsende alle de oplysninger, der er nødvendige for at sikre betaling af vederlag, når organisationen anmoder herom inden for 3 år efter videresalget.

Vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug

§ 39. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale vederlag til ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker.

Stk. 2. Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn, eller som er udgivet på fonogram, film, videogram eller lignende.

Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af grammofonplader m.v. og fotografer, hvis værker, præstationer m.v. anvendes i Danmark. Organisationen skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.

Stk. 4. Organisationen fastsætter retningslinjer for udbetalingen af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst muligt omfang sker i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En tredjedel af det årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes til støtte af formål, der er fælles for ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræsenteres af organisationen, jf. stk. 3.

Stk. 5. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sagsbehandlingen i forbindelse med godkendelsen af den fællesorganisation, som er nævnt i stk. 3.

§ 40. Vederlaget udgør for 2006 pr. minut spilletid for analoge lydbånd 0,0603 kr. og for analoge videobånd 0,0839 kr.

Stk. 2. Vederlaget udgør for 2006 for digitale lydmedier 1,88 kr. pr. stk., for digitale billedmedier 3 kr. pr. stk. og for digitale hukommelseskort 4,28 kr. pr. stk.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte vederlag reguleres fra 2007 årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

§ 41. Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd, skal anmeldes hos fællesorganisationen.

Stk. 2. Organisationen udsteder et bevis for anmeldelsen.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder er berettigede til, uden at vederlaget er berigtiget, at indføre eller fra anden anmeldt virksomhed at modtage lyd- eller videobånd, der er vederlagspligtige efter § 39.

§ 42. Vederlagsperioden er måneden.

Stk. 2. Anmeldte virksomheder skal opgøre det vederlagspligtige antal lyd- og videobånd, der i perioden er udleveret fra virksomheden, samt disses spilletid.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder, der udtager lyd- eller videobånd til brug i virksomheden, skal medregne forbruget til udleveringen efter stk. 2.

Stk. 4. Opgørelsen specificeres efter retningslinjer, som fastsættes af kulturministeren efter forhandling med fællesorganisationen. Kulturministeren kan endvidere efter forhandling med fællesorganisationen fastsætte retningslinjer for kontrol med den i 1. pkt. nævnte opgørelse.

Stk. 5. Kulturministeren kan fastsætte regler, der har til formål at forenkle ordningen med fradrag eller tilbagebetaling af vederlag for lyd- og videobånd m.v., der anvendes til professionelle formål, jf. § 43, stk. 1, nr. 3, og § 44, stk. 1, nr. 2.

Stk. 6. Enhver, som videresælger lyd- og videobånd m.v., har pligt til efter anmodning fra organisationen inden 4 uger at oplyse, hvem båndene m.v. er købt af.

§ 43. I det vederlagspligtige antal opgjort efter § 42, stk. 2, fradrages:

1) Antallet af lyd- og videobånd, der er udleveret til en anden anmeldt virksomhed efter § 41, stk. 3.

2) Antallet af lyd- og videobånd, der er udført.

3) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til professionelle formål, herunder undervisningsformål.

4) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til fremstilling af optagelser til brug for syns- og hørehandicappede.

5) Antallet af lyd- eller videobånd, der vil blive anvendt til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren kan efter forhandling med fællesorganisationen fastsætte retningslinjer for kontrol med fradrag efter stk. 1.

§ 44. Vederlaget tilbagebetales ved

1) erhvervsmæssig udførsel af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd,

2) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til professionelle formål, herunder undervisning,

3) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til fremstilling af optagelser, som anvendes af syns- eller hørehandicappede, eller

4) anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med fællesorganisationen de nærmere retningslinjer for vederlagsgodtgørelse efter stk. 1.

§ 45. Anmeldte virksomheder skal føre regnskab over fremstilling, indførsel og udlevering m.v. af vederlagspligtige lyd- og videobånd.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med fællesorganisationen de nærmere retningslinjer for de anmeldte virksomheders regnskabsførelse, herunder udstedelse af fakturaer m.v.

Stk. 3. Anmeldte virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter regnskabsårets udløb.

§ 46. Anmeldte virksomheder skal efter udløbet af hver vederlagsperiode og senest ved udgangen af den følgende måned til fællesorganisationen angive mængden af udleverede lyd- og videokassettebånd og disses spilletid, jf. §§ 42 og 43. Virksomheden skal senest samtidig med angivelsen indbetale vederlaget til organisationen. Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ledelse.

§ 46 a. Kulturministeren kan yde rettighedshaverne kompensation for forskellen mellem provenuet for salg af blanke dvd’er i et bestemt år og for provenuet for salg af blanke dvd’er i 2005, i det omfang førstnævnte provenu er mindre i 2005.

Ophavsretslicensnævnet

§ 47. Kulturministeren nedsætter Ophavsretslicensnævnet. Nævnet består af en formand og 2 medlemmer, som udpeges af kulturministeren. Formanden skal være højesteretsdommer.

Stk. 2. Ophavsretslicensnævnet kan træffe afgørelse i henhold til §§ 13 og 14, § 16 b, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1, § 24 a, § 30, § 35, stk. 7, § 48, stk. 1 og 2, § 51, stk. 2, § 68, § 75 a, stk. 3, og § 75 d. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om nævnets virksomhed, herunder om dækning af omkostningerne ved nævnets drift.

§ 48. Nægter en organisation, som er godkendt efter § 50, stk. 4, eller et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund at give samtykke til, at værker og udsendelser, som udsendes trådløst, samtidig og uændret videreudsendes over kabelanlæg eller trådløst, eller tilbydes en sådan videreudsendelse på urimelige vilkår, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor. Bestemmelsen i § 50, stk. 3, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Ophavsretslicensnævnets afgørelser efter 1. pkt. har ikke bindende virkning for radio- og fjernsynsforetagender.

Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende efter § 69 at give samtykke til, at foretagendets radio- eller fjernsynsudsendelser optages på en måde, som er omhandlet i § 13, stk. 1, 1. pkt., 2. led, eller § 17, stk. 4, eller kan der ikke opnås enighed om vilkårene for en sådan optagelse, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring af hver af parterne meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 finder kun anvendelse, hvis en organisation af ophavsmænd har indgået en aftale, som omfattes af § 50, jf. § 13, stk. 1, 1. pkt., 2. led, eller § 17, stk. 4. Bestemmelsen i § 49 finder tilsvarende anvendelse.

Forældelse af vederlagskrav

§ 49. Vederlagskrav i henhold til § 17, stk. 3, § 18, stk. 1, og § 68 forældes efter 3 år fra udgangen af det år, i hvilket værksudnyttelsen fandt sted.

Stk. 2. Såfremt vederlagskravet gøres gældende af en organisation, gælder bestemmelsen i stk. 1 også for ophavsmandens krav mod organisationen.

Stk. 3. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav.

Fælles bestemmelser om aftalelicens

§ 50. Aftalelicens efter §§ 13, 14 og § 16 b, § 17, stk. 4, og §§ 24 a, 30, 30 a og 35 kan påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den pågældende værksudnyttelse med en organisation, som omfatter en væsentlig del af ophavsmændene til en bestemt art af værker, der anvendes i Danmark.

Stk. 2. Aftalelicens kan desuden påberåbes af brugere, der inden for et nærmere defineret område har indgået aftale om værksudnyttelse med en organisation, der omfatter en væsentlig del af ophavsmændene til en bestemt art af værker, der anvendes i Danmark på det pågældende område. Dette gælder dog ikke, hvis ophavsmanden over for nogen af de aftalesluttende parter har nedlagt forbud mod værkets udnyttelse.

Stk. 3. Aftalelicensen giver brugeren ret til at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke repræsenteres af organisationen. Aftalelicensen giver brugeren ret til at benytte de ikke-repræsenterede ophavsmænds værker på den måde og på de vilkår, som følger af den aftale, der er indgået med organisationen.

Stk. 4. Rettighedshaverorganisationer, som indgår aftaler omfattet af stk. 1 og 2, skal godkendes af kulturministeren til at indgå aftaler på nærmere angivne områder. Ministeren kan bestemme, at en godkendt organisation på visse områder skal være en fællesorganisation, som omfatter flere organisationer, der opfylder kravene efter stk. 1 eller 2.

Stk. 5. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sagsbehandlingen i forbindelse med godkendelsen af de rettighedshaverorganisationer, som er nævnt i stk. 4.

§ 51. For værksudnyttelse i henhold til § 50 skal de regler, som organisationen har fastsat med hensyn til fordelingen af vederlag mellem de ophavsmænd, som organisationen repræsenterer, finde tilsvarende anvendelse over for ikke-repræsenterede ophavsmænd.

Stk. 2. Ikke-repræsenterede ophavsmænd kan gøre krav på individuelt vederlag, selv om en sådan ret hverken fremgår af aftalen med brugeren eller af organisationens vederlagsregler. Vederlagskravet kan kun rettes mod organisationen. Kan der ikke opnås enighed om størrelsen af det individuelle vederlag, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47.

Stk. 3. Vederlagskrav, som de i henhold til § 50, stk. 4, godkendte organisationer ønsker at fremsætte i forbindelse med værksudnyttelse efter § 35, skal fremsættes samtidig over for brugerne.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 49 finder tilsvarende anvendelse på vederlagskrav i henhold til de i stk. 1 og 2 nævnte bestemmelser.

§ 52. Hvis forhandlinger om indgåelse af aftaler som nævnt i § 13, stk. 1, § 14, § 16 b, § 17, stk. 4, § 24 a og § 30 a ikke fører til noget resultat, kan hver af parterne kræve mægling.

Stk. 2. Krav om mægling rettes til kulturministeren. Kravet kan fremsættes, når en af parterne har afbrudt forhandlingerne eller afvist et ønske om forhandlinger, eller når forhandlingerne ikke synes at ville føre til noget resultat.

Stk. 3. Mæglingen foretages af en forligsmand, der udpeges af kulturministeren. Forligsforhandlingerne skal baseres på parternes eventuelle løsningsforslag. Forligsmanden kan foreslå parterne at lade tvisten afgøre ved voldgift og kan medvirke ved udpegningen af voldgiftsmænd.

Stk. 4. Forligsmanden kan fremsætte forslag til tvistens løsning og kan kræve, at et sådant forslag forelægges parternes kompetente organer til vedtagelse eller forkastelse inden en af forligsmanden fastsat frist. Forligsmanden underretter kulturministeren om mæglingens udfald.

Stk. 5. Forligsmanden kan bestemme, at aftaler skal forblive i kraft, selv om aftaleperioden er udløbet eller vil udløbe under forhandlingerne. Aftalen kan dog ikke forlænges i mere end to uger efter, at parterne har taget stilling til et endeligt mæglingsforslag eller forslag til voldgiftsbehandling, eller efter at forligsmanden har meddelt, at der ikke er basis for at fremsætte sådanne forslag.

Stk. 6. Den, der er eller har været forligsmand, må ikke ubeføjet røbe eller udnytte, hvad denne har fået kendskab til som forligsmand.

Stk. 7. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om dækning af omkostningerne ved forligsmandens virksomhed.

Almindelige bestemmelser

§ 53. Ophavsmanden kan med de begrænsninger, der følger af §§ 3 og 38, helt eller delvis overdrage sine rettigheder efter denne lov.

Stk. 2. Overdragelse af eksemplarer indbefatter ikke overdragelse af ophavsretten.

Stk. 3. Har ophavsmanden overdraget en ret til at udnytte værket på en bestemt måde eller ved bestemte midler, giver overdragelsen ikke erhververen ret til at udnytte værket på andre måder eller ved andre midler.

Stk. 4. Bestemmelserne i §§ 54‑59 om overdragelse af ophavsret kan fraviges ved aftale mellem parterne, medmindre andet er fastsat i de enkelte bestemmelser.

§ 54. Erhververen har pligt til at udnytte de overdragne rettigheder. Ophavsmanden kan bringe aftalen til ophør med 6 måneders varsel i det omfang, udnyttelsen ikke er iværksat inden 3 år efter det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavsmandens side. Dette gælder dog ikke, hvis udnyttelsen iværksættes inden varslets udløb.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke fraviges, medmindre der alene er tale om en ændring af de angivne tidsfrister.

§ 55. (Ophævet)

Ændringer og videreoverdragelse

§ 56. Overdragelse af ophavsret giver ikke erhververen ret til at ændre værket, medmindre ændringen er sædvanlig eller åbenbart forudsat.

Stk. 2. Overdragelse af ophavsret giver ikke erhververen ret til at videreoverdrage ophavsretten, medmindre videreoverdragelsen er sædvanlig eller åbenbart forudsat. Overdrageren vedbliver at være ansvarlig for, at aftalen med ophavsmanden bliver opfyldt.

Afregning og kontrol

§ 57. Hvis ophavsmandens vederlag afhænger af erhververens omsætning, salgstal eller lignende, kan ophavsmanden kræve, at der sker afregning mindst én gang om året. Ophavsmanden kan ligeledes kræve, at afregningen ledsages af fyldestgørende oplysninger om de forhold, der har ligget til grund for vederlagsberegningen.

Stk. 2. Ophavsmanden kan kræve, at erhververens regnskaber, bogføring og lagerbeholdning samt attestationer fra den, som har udnyttet værket, ved den årlige afregning efter stk. 1 stilles til rådighed for en af ophavsmanden udpeget statsautoriseret eller registreret revisor. Revisoren må oplyse ophavsmanden om den foretagne afregnings rigtighed og om eventuelle uregelmæssigheder. Revisoren har i øvrigt tavshedspligt om alle andre forhold, som denne bliver bekendt med ved gennemgangen.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan ikke fraviges til skade for ophavsmanden.

Særlige bestemmelser om aftaler om indspilning af film

§ 58. En aftale om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at ophavsmanden ikke kan modsætte sig, at

1) der fremstilles eksemplarer af filmen,

2) eksemplarer af filmen spredes til almenheden,

3) filmen fremføres offentligt eller

4) filmen forsynes med tekster eller tale på et andet sprog.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på

1) allerede eksisterende værker,

2) drejebøger, dialoger og musikværker, som er frembragt med henblik på fremstillingen af filmen, eller

3) filmens hovedinstruktør.

Bestemmelser om uoverdrageligt vederlagskrav ved udlejning af billed- og lydoptagelser

§ 58 a. Har en ophavsmand til en producent af billed- eller lydoptagelser overdraget sin ret til gennem udlejning af sådanne optagelser at gøre et værk tilgængeligt for almenheden, har ophavsmanden ret til et rimeligt vederlag fra producenten for udlejningen. Retten til vederlag kan kun udøves gennem organisationer, der repræsenterer de enkelte grupper af rettighedshavere. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. kan ikke fraviges ved aftale.

Særlige bestemmelser om edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold

§ 59. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren.

Bestilte portrætbilleder

§ 60. Ophavsmanden kan ikke udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren.

Arv og kreditorforfølgning

§ 61. Ved ophavsmandens død finder arvelovgivningens almindelige regler anvendelse på ophavsretten.

Stk. 2. Ved testamente kan ophavsmanden med bindende virkning også for ægtefælle og livsarvinger give forskrifter om udøvelse af ophavsretten eller overlade det til en anden at give sådanne forskrifter.

§ 62. Ophavsmandens ret til at råde over sit værk kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning hverken hos ophavsmanden eller hos nogen, til hvem retten er overgået ifølge ægteskab eller arv.

Stk. 2. Kreditorforfølgning i eksemplarer af værket kan heller ikke foretages hos ophavsmanden selv eller hos nogen, til hvem eksemplarer er overgået ifølge ægteskab eller arv, hvis forfølgningen retter sig mod

1) manuskripter,

2) stokke, plader, forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan udføres, eller

3) eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.

§ 63. Ophavsretten til et værk varer, indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår eller for de i § 6 omhandlede værker efter længstlevendes dødsår. For filmværker varer ophavsretten dog, indtil 70 år er forløbet efter dødsåret for den længstlevende af følgende personer:

1) Den ledende instruktør,

2) drejebogsforfatteren,

3) dialogforfatteren og

4) komponisten til musik, som er specielt frembragt til brug i filmværket.

Stk. 2. Ophavsretten til et musikværk med tekst, hvor både tekst og musikværk er frembragt specifikt til det pågældende musikværk med tekst, varer, indtil 70 år er forløbet efter dødsåret for den længstlevende af følgende personer:

1) Tekstforfatteren og

2) komponisten

Stk. 3. Når et værk er offentliggjort uden angivelse af ophavsmandens navn, alment kendte pseudonym eller mærke, varer ophavsretten, indtil 70 år er forløbet efter udgangen af det år, da værket blev offentliggjort. Består værket af flere dele, bind, hæfter, numre eller serier, gælder der en særskilt beskyttelsestid for hver enkelt del.

Stk. 4. Hvis ophavsmanden i løbet af det nævnte tidsrum bliver angivet i overensstemmelse med § 7, eller hvis det bliver oplyst, at han er død, før værket blev offentliggjort, regnes gyldighedstiden efter stk. 1.

Stk. 5. For værker, som ikke er offentliggjort, og hvis ophavsmand ikke er kendt, varer ophavsretten i 70 år efter udgangen af det år, hvor værket blev skabt.

§ 64. Når et værk ikke tidligere har været udgivet, har den, som for første gang lovligt offentliggør eller udgiver værket efter udløbet af den ophavsretlige beskyttelse, rettigheder til værket svarende til de økonomiske rettigheder, der i loven er tillagt den, der frembringer et litterært eller kunstnerisk værk. Beskyttelsen varer, indtil 25 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor offentliggørelsen eller udgivelsen fandt sted.

Udøvende kunstnere

§ 65. En udøvende kunstners fremførelse af et litterært eller kunstnerisk værk må ikke uden kunstnerens samtykke

1) optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive den, eller

2) gøres tilgængelig for almenheden.

Stk. 2. Er fremførelsen optaget som anført i stk. 1, nr. 1, må den ikke uden den udøvende kunstners samtykke eftergøres eller gøres tilgængelig for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da fremførelsen fandt sted.

Stk. 3. Hvis en optagelse af en fremførelse, jf. stk. 1, nr. 1, som ikke er en lydoptagelse, bliver udgivet eller offentliggjort inden for tidsrummet nævnt i stk. 2, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første.

Stk. 4. Hvis en lydoptagelse af en fremførelse, jf. stk. 1, nr. 1, bliver udgivet eller offentliggjort inden for tidsrummet nævnt i stk. 2, varer beskyttelsen dog, indtil 70 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første.

Stk. 5. En aftale mellem en udøvende kunstner og en filmproducent om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at den udøvende kunstner i mangel af modstående aftale formodes at have overdraget sin ret til udlejning af filmen til producenten.

Stk. 6. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, §§ 3, 7, 11 og 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, 1. pkt., §§ 13, 15, 16 og 16 a, § 17, stk. 1, 2 og 4, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, og §§ 21, 22, 25, 25 a, 27, 28, 30 a, 31, 34, 35, 39-47, 49-57, 58 a, 61 og 62 finder tilsvarende anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf.

Fremstillere af lydoptagelser

§ 66. Lydoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da optagelsen fandt sted. Hvis en lydoptagelse udgives inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 70 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse fandt sted. Hvis en lydoptagelse ikke udgives, men på anden måde offentliggøres inden for den i 1. pkt. nævnte periode, varer beskyttelsen dog, indtil 70 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor offentliggørelsen fandt sted.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 7, stk. 1, § 11, stk. 2 og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, 1. pkt., §§ 13, 15, 16 og 16 a, § 17, stk. 1, 2 og 4, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, og §§ 21, 22, 25, 25 a, 27, 28, 30 a, 31 og 34, § 35, stk. 4 og 5, §§ 39-47 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse på lydoptagelser.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 må lydoptagelser, som udsendes trådløst i radio eller fjernsyn, videreudsendes over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder sted.

Ophør af aftale om overdragelse af en udøvende kunstners rettigheder

§ 66 a. En udøvende kunstner kan bringe den aftale til ophør, i henhold til hvilken den udøvende kunstner har overført eller overdraget sine rettigheder til lydoptagelsen af sin fremførelse til en fremstiller af lydoptagelser, når 50 år er forløbet, efter at lydoptagelsen blev udgivet, eller, såfremt en sådan udgivelse ikke har fundet sted, når 50 år er forløbet, efter at lydoptagelsen blev offentliggjort, hvis fremstilleren ikke

1) udbyder eksemplarer af lydoptagelsen til salg i tilstrækkelig grad og

2) stiller lydoptagelsen til rådighed på en sådan måde, at almenheden får adgang til den på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1.

Stk. 2. Hvis den udøvende kunstner vil bringe aftalen til ophør, jf. stk. 1, skal det ske med 1 års varsel. Aftalen kan herefter bringes til ophør, hvis fremstilleren af lydoptagelsen ikke udfører begge de udnyttelseshandlinger, som fremgår af stk. 1, nr. 1 og 2, inden varselsperiodens udløb. Den udøvende kunstner kan ikke give afkald på sin ret til at bringe aftalen til ophør.

Stk. 3. Hvis en aftale bringes til ophør i henhold til stk. 1, ophører fremstillerens egne rettigheder, jf. § 66, til den lydoptagelse, som aftalen vedrører.

Ret til årligt supplerende vederlag

§ 66 b. Hvis en udøvende kunstner har overdraget sine rettigheder til lydoptagelsen af en fremførelse til en fremstiller af lydoptagelser og har aftalt en ret til et engangshonorar, har den pågældende ret til et årligt supplerende vederlag fra fremstilleren af lydoptagelsen for hvert hele år, der følger, umiddelbart efter at 50 år er forløbet, efter at lydoptagelsen blev udgivet, eller, såfremt en sådan udgivelse ikke har fundet sted, når 50 år er forløbet, efter at lydoptagelsen blev offentliggjort. Den udøvende kunstner kan ikke give afkald på sin ret til et årligt supplerende vederlag.

Stk. 2. En fremstiller af lydoptagelser skal hensætte beløb til betaling af det i stk. 1 nævnte vederlag. Det samlede beløb, som skal hensættes, skal svare til 20 pct. af fremstillerens indtægter i året forud for det år, hvor vederlaget betales. Vederlaget beregnes af fremstillerens indtægter fra reproduktion, distribution og tilrådighedsstillelse af lydoptagelsen, når 50 år er forløbet, efter at lydoptagelsen blev udgivet, eller, såfremt en sådan udgivelse ikke har fundet sted, når 50 år er forløbet, efter at lydoptagelsen blev offentliggjort.

Stk. 3. Vederlaget udbetales og administreres af en af kulturministeren godkendt forvaltningsorganisation.

Stk. 4. Efter anmodning fra den udøvende kunstner eller den i stk. 3 godkendte forvaltningsorganisation skal en fremstiller af lydoptagelser udlevere enhver oplysning, som kan være nødvendig for at sikre betalingen af det årligt supplerende vederlag.

Stk. 5. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sagsbehandlingen i forbindelse med godkendelsen af en sådan forvaltningsorganisation.

§ 66 c. Hvis en udøvende kunstner har overdraget sine rettigheder til lydoptagelsen af en fremførelse til en fremstiller af lydoptagelser og har aftalt en ret til et løbende vederlag, skal hverken forudbetaling eller kontraktmæssige fradrag fratrækkes betalingerne af det løbende vederlag til den udøvende kunstner, når 50 år er forløbet, efter at lydoptagelsen blev udgivet, eller, såfremt en sådan udgivelse ikke har fundet sted, når 50 år er forløbet, efter at lydoptagelsen blev offentliggjort.

Fremstillere af billedoptagelser

§ 67. Billedoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da optagelsen fandt sted. Hvis en billedoptagelse udgives eller offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter hvilket tidspunkt der er det første.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 7, stk. 1, § 11, stk. 2 og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 2, og stk. 5, 1. pkt., §§ 13, 15, 16 og 16 a, § 17, stk. 1 og 4, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, og §§ 22, 25, 25 a, 27, 28, 30 a, 31, 32 og 34, § 35, stk. 4 og 5, §§ 39-47 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse på billedoptagelser.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 må billedoptagelser, som udsendes trådløst i fjernsyn, videreudsendes over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder sted.

Vederlag for brug af lydoptagelser i radio og fjernsyn m.v.

§ 68. Uanset bestemmelserne i § 65, stk. 2-4, og § 66, stk. 1, må udgivne lydoptagelser anvendes til radio‑ og fjernsynsudsendelse og til andre offentlige fremførelser. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på offentlig fremførelse i form af tilrådighedsstillelse af udgivne lydoptagelser på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1, 2. led.

Stk. 2. De udøvende kunstnere og fremstillerne af lydoptagelser har krav på vederlag. Vederlagskravet kan kun gøres gældende gennem en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter såvel udøvende kunstnere som fremstillere af lydoptagelser. Kan der ikke opnås enighed om størrelsen af vederlaget, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47.

Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sagsbehandlingen i forbindelse med godkendelsen af den fællesorganisation, som er nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke for udsendelse i fjernsyn og andre offentlige fremførelser af filmværker, såfremt lyd og billede udsendes eller fremføres samtidigt.

Stk. 5. Hvis brugeren af en lydoptagelse i henhold til denne bestemmelse ikke betaler det vederlag, der er fastsat ved parternes aftale eller ved Ophavsretslicensnævnets afgørelse, kan det ved dom fastslås, at den pågældende udnyttelse kun kan foretages med rettighedshavernes samtykke, indtil betaling er sket.

Radio- og fjernsynsforetagender

§ 69. En radio- eller fjernsynsudsendelse må ikke uden radio- eller fjernsynsforetagendets samtykke udsendes af andre eller på anden måde fremføres offentligt. Udsendelsen må heller ikke uden samtykke affotograferes eller optages på bånd, film eller anden indretning, der kan gengive den.

Stk. 2. Er en udsendelse affotograferet eller optaget som anført i stk. 1, må den ikke uden foretagendets samtykke eftergøres eller gøres tilgængelig for almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da udsendelsen fandt sted.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 7, stk. 1, § 11, stk. 2 og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 2, og stk. 5, 1. pkt., §§ 15-16 a, § 17, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22, 25 og 25 a, § 27, stk. 1 og 3, og §§ 28, 31, 32 og 39-46 a finder tilsvarende anvendelse på radio- og fjernsynsudsendelser.

Fremstillere af fotografiske billeder

§ 70. Den, som fremstiller et fotografisk billede (fotografen), har eneret til at råde over billedet ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Retten til et fotografisk billede varer, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da billedet blev fremstillet.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, §§ 3, 7, 9, 11 og 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, og stk. 3, §§ 13-16 b, § 17, stk. 1 og 4, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 20, 21 og 23, § 24, stk. 1 og 2, og §§ 24 a, 25, 25 a, 27, 28, 30-31, 34, 35, 39-47, 49-58 og 60-62 finder tilsvarende anvendelse på fotografiske billeder. Er et fotografisk billede genstand for ophavsret efter § 1, kan denne også gøres gældende.

Fremstillere af kataloger m.v.

§ 71. Den, som fremstiller et katalog, en tabel, en database eller lignende, hvori et større antal oplysninger er sammenstillet, eller som er resultatet af en væsentlig investering, har eneret til at råde over det pågældende arbejde som helhed eller en væsentlig del deraf ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på en eksemplarfremstilling eller tilgængeliggørelse for almenheden af uvæsentlige dele af indholdet af et katalog, en tabel, en database eller lignende, som foretages gentagne gange og systematisk, såfremt de nævnte handlinger kan sidestilles med handlinger, der strider mod en normal udnyttelse af de pågældende arbejder, eller som skader fremstillerens legitime interesser urimeligt.

Stk. 3. Er arbejder af den i stk. 1 nævnte art eller dele deraf genstand for ophavsret eller anden beskyttelse, kan denne også gøres gældende.

Stk. 4. Beskyttelsen efter stk. 1 varer indtil 15 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor arbejdet blev fremstillet. Hvis et arbejde af den nævnte art gøres tilgængeligt for almenheden inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog indtil 15 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor arbejdet første gang blev gjort tilgængeligt for almenheden.

Stk. 5. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, §§ 6-9, § 11, stk. 2 og 3, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 4, stk. 4, nr. 3, og stk. 5, 2. pkt., §§ 13-17, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 20-22, 25, 27, 28, 30-32, 34 og 35, § 36, stk. 2 og 3, § 47 og §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse på de kataloger, tabeller, databaser m.v., der er nævnt i stk. 1.

Stk. 6. Aftalevilkår, der udvider fremstillerens ret efter stk. 1 til et offentliggjort arbejde, er ugyldige.

Pressemeddelelser

§ 72. Pressemeddelelser, som efter aftale leveres fra udenlandske nyhedsbureauer eller fra korrespondenter i udlandet, må ikke uden modtagerens samtykke gøres tilgængelige for almenheden gennem presse, radio eller på anden lignende måde før 12 timer efter, at de er blevet offentliggjort i Danmark.

Titelbeskyttelse m.v.

§ 73. Et litterært eller kunstnerisk værk må ikke gøres tilgængeligt for almenheden under en titel, et pseudonym eller et mærke, som er egnet til at fremkalde forveksling med et tidligere offentliggjort værk eller dets ophavsmand.

Stk. 2. Har offentliggørelsen af det tidligere offentliggjorte værk fundet sted mindre end 3 måneder forud for en udgivelse af det andet værk, finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse, medmindre forveksling må antages at være tilsigtet.

Signering af kunstværker

§ 74. På et kunstværk må kunstnerens navn eller mærke ikke anbringes af andre end kunstneren selv, medmindre denne har givet sit samtykke hertil.

Stk. 2. Kunstnerens navn eller mærke må ikke i noget tilfælde påføres et eftergjort eksemplar, således at det kan forveksles med originalen.

Ideelle rettigheder efter ophavsrettens udløb

§ 75. Selv om ophavsretten er udløbet, må et litterært eller kunstnerisk værk ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden i strid med § 3, stk. 1 og 2, hvis kulturelle interesser herved krænkes.

Offentlig fremførelse af musikværker

§ 75 a. Erhvervsmæssig virksomhed, hvorved en repræsentant for indehaveren af ophavsretten eller en kontraktmæssig indehaver af denne ret indgår aftaler om offentlig fremførelse af et musikværk, der er beskyttet efter denne lov, skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan fastsætte nærmere vilkår for godkendelsen. Aftaler indgået i strid med 1. og 2. pkt. er ugyldige.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sagsbehandlingen i forbindelse med den godkendelse, som er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Stiller en organisation m.v., der er godkendt i henhold til stk. 1, urimelige vilkår for at meddele tilladelse til offentlig fremførelse af musikværker, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring fastsætte vilkårene for fremførelsen. § 47, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 75 b. Det er ikke tilladt at omsætte eller i kommercielt øjemed besidde midler, hvis eneste formål er at lette ulovlig fjernelse eller omgåelse af tekniske indretninger, som er anvendt til at beskytte et edb-program.

§ 75 c. Det er ikke tilladt uden samtykke fra rettighedshaveren at foretage omgåelse af effektive tekniske foranstaltninger.

Stk. 2. Det er ikke tilladt at fremstille, importere, sprede, sælge, udleje, reklamere for salg eller udlejning af eller i kommercielt øjemed besidde indretninger, produkter eller komponenter, der

1) er genstand for salgsfremme, reklame eller markedsføring med henblik på omgåelse af effektive tekniske foranstaltninger,

2) kun i begrænset omfang har andet kommercielt formål eller anden kommerciel anvendelse end omgåelse af effektive tekniske foranstaltninger eller

3) primært er udviklet, produceret, tilpasset eller ydet med henblik på at muliggøre eller befordre omgåelse af effektive tekniske foranstaltninger.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på tjenesteydelser.

Stk. 4. Ved effektive tekniske foranstaltninger i stk. 1 og 2 forstås enhver form for effektive tekniske foranstaltninger, der under deres normale funktion har til formål at beskytte værker og andre frembringelser m.v., som beskyttes i henhold til denne lov.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-4 gælder ikke for beskyttelse af edb-programmer.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-4 er ikke til hinder for forskning inden for kryptering.

§ 75 d. Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47, stk. 1, kan på begæring pålægge en rettighedshaver, som har gjort brug af de i § 75 c, stk. 1, nævnte effektive tekniske foranstaltninger, at stille sådanne midler til rådighed for en bruger, som er nødvendige for, at denne kan drage fordel af bestemmelserne i §§ 15 og 16, § 17, stk. 1-3, § 18, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1, nr. 2, § 23, stk. 1, og §§ 26-28, 31 og 68. Imødekommer rettighedshaveren ikke pålægget inden 4 uger fra nævnets afgørelse, kan brugeren uanset bestemmelsen i § 75 c, stk. 1, foretage omgåelse af den tekniske foranstaltning. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. finder kun anvendelse i forhold til brugere, som har lovlig adgang til værket eller frembringelsen m.v.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, i det omfang rettighedshaveren ikke ved frivillige foranstaltninger, herunder aftaler med andre involverede parter, har sikret, at brugeren uanset anvendelsen af effektive tekniske foranstaltninger kan drage fordel af de i stk. 1 nævnte bestemmelser.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på værker og andre frembringelser m.v., der på kontraktmæssige vilkår stilles til rådighed for almenheden på en sådan måde, at almenheden har adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1, 2. led.

§ 75 e. Det er ikke tilladt uden samtykke fra rettighedshaveren at

1) fjerne eller ændre elektroniske oplysninger om rettighedsforvaltning eller

2) foretage eksemplarspredning, import med henblik på eksemplarspredning eller overføring til almenheden af værker og andre frembringelser m.v., hvor de elektroniske oplysninger om rettighedsforvaltning er blevet fjernet eller ændret uden samtykke.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis de pågældende handlinger foretages af en person, som ved eller burde vide, at handlingerne foranlediger, muliggør, letter eller skjuler en krænkelse af retten til et værk eller en anden frembringelse m.v., som beskyttes i henhold til denne lov.

Definition af et forældreløst værk m.v.

§ 75 f. Ved et forældreløst værk forstås et værk eller en lydoptagelse, hvor ingen af rettighedshaverne til værket eller lydoptagelsen er identificeret eller, selv om en eller flere af rettighedshaverne er identificeret, ingen af rettighedshaverne er lokaliseret, på trods af at der er foretaget og registreret en omhyggelig søgning efter rettighedshaverne, jf. § 75 j.

§ 75 g. Hvis et værk eller en lydoptagelse har mere end én rettighedshaver og ikke alle er blevet identificeret eller, selv om de er identificeret, ikke er lokaliseret, kan værket eller lydoptagelsen anvendes i overensstemmelse med dette kapitel, forudsat at de identificerede og lokaliserede rettighedshavere giver tilladelse til brugen i forhold til de rettigheder, som de er indehavere af.

Begunstigede organisationer

§ 75 h. For at opfylde mål knyttet til varetagelsen af deres almennyttige opgaver kan følgende organisationer, der er etableret i Danmark, anvende forældreløse værker:

1) Offentligt tilgængelige biblioteker, uddannelsesinstitutioner og museer.

2) Arkiver og film- og lydarvsinstitutioner.

3) Public service-radio- og -fjernsynsforetagender.

Omfattet materiale

§ 75 i. Dette kapitel finder anvendelse på

1) værker i form af bøger, tidsskrifter, aviser, blade og andet materiale i skriftlig form, som findes i samlingerne hos de organisationer, der er nævnt i § 75 h, nr. 1 og 2, og som først er udgivet i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

2) filmværker og lydoptagelser, som findes i samlingerne hos de organisationer, der er nævnt i § 75 h, nr. 1 og 2, og som først er udgivet eller, såfremt udgivelse ikke har fundet sted, udsendt i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

3) filmværker og lydoptagelser, som findes i arkiverne hos public service-radio- og -fjernsynsforetagender, som er produceret af dem før den 1. januar 2003, og som først er udgivet eller, såfremt udgivelse ikke har fundet sted, udsendt i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 2. Dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 1 nævnte værker og lydoptagelser, der aldrig er blevet udgivet eller udsendt, men som er blevet gjort offentligt tilgængelige af de i § 75 h nævnte organisationer med rettighedshavernes samtykke. 1. pkt. finder kun anvendelse, såfremt det med rimelighed kan antages, at rettighedshaverne ikke ville modsætte sig de i § 75 l nævnte udnyttelsesmuligheder.

Stk. 3. Dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på værker og frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, og som er indlejret eller inkorporeret eller udgør en uadskillelig bestanddel af de værker og lydoptagelser, som er nævnt i stk. 1.

Omhyggelig søgning

§ 75 j. Med henblik på at fastslå, om et værk eller en lydoptagelse er et forældreløst værk, skal de i § 75 h nævnte organisationer inden anvendelsen foretage en omhyggelig søgning for hvert enkelt værk eller lydoptagelse. De i § 75 h nævnte organisationer kan lade andre organisationer foretage denne omhyggelige søgning.

Stk. 2. Den omhyggelige søgning skal foretages i det land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvor værket eller lydoptagelsen første gang er udgivet, eller, såfremt udgivelse ikke har fundet sted, hvor udsendelse første gang har fundet sted. Såfremt producenten af et filmværk har sit hovedsæde eller er bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal den omhyggelige søgning dog foretages i det land, hvor producenten har sit hovedsæde eller er bosat.

Stk. 3. For værker og lydoptagelser omfattet af § 75 i, stk. 2, skal den omhyggelige søgning foretages i Danmark.

Stk. 4. For værker og frembringelser omfattet af § 75 i, stk. 3, skal den omhyggelige søgning foretages i det land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvor den omhyggelige søgning efter det værk, der indeholder det indlejrede eller inkorporerede værk, foretages.

Stk. 5. Er der tegn på, at relevante oplysninger om en rettighedshaver findes i andre lande, skal der ligeledes foretages søgning i informationskilder, der er til rådighed i disse andre lande.

Stk. 6. De i § 75 h nævnte organisationer skal føre fortegnelser over de omhyggelige søgninger, som de udfører.

Stk. 7. De i § 75 h nævnte organisationer skal i forbindelse med den omhyggelige søgning fremsende følgende oplysninger til Kulturministeriet:

1) Resultaterne af den omhyggelige søgning.

2) Anvendelsen af de forældreløse værker.

3) Enhver ændring af status som forældreløst værk.

4) Relevante kontaktoplysninger.

Stk. 8. Kulturministeren fastsætter regler om indholdet af den omhyggelige søgning, herunder om, hvilke kilder der skal konsulteres i forbindelse med den omhyggelige søgning, og om de oplysninger, som de i § 75 h nævnte organisationer skal fremsende til Kulturministeriet.

Udstrækning af status som forældreløst værk

§ 75 k. Et værk eller en lydoptagelse, der i medfør af lovgivningen i et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde anses for et forældreløst værk, anses ligeledes for et forældreløst værk i Danmark.

Tilladte anvendelser af forældreløse værker

§ 75 l. Med henblik på at opfylde mål knyttet til varetagelsen af deres almennyttige opgaver må de i § 75 h nævnte organisationer

1) stille det forældreløse værk til rådighed på en sådan måde, at almenheden får adgang til det på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1, og

2) fremstille eksemplarer af det forældreløse værk med henblik på digitalisering, tilrådighedsstillelse for almenheden, jf. nr. 1, indeksering, katalogisering, bevaring eller restaurering.

Stk. 2. Organisationerne kan oppebære indtægter i forbindelse med anvendelsen af forældreløse værker, som udelukkende har til formål at dække deres omkostninger ved digitalisering og tilrådighedsstillelse for almenheden af forældreløse værker.

Stk. 3. Ved anvendelse af et forældreløst værk skal navnet på en identificeret rettighedshaver angives.

Ophør af status som forældreløst værk

§ 75 m. Såfremt en rettighedshaver retter henvendelse til den organisation, som anvender det forældreløse værk, ophører det pågældende værk eller den pågældende lydoptagelse med at være forældreløst.

Stk. 2. Såfremt status som forældreløst værk bringes til ophør, har rettighedshaveren krav på at modtage en rimelig kompensation fra den organisation, som i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel har anvendt det forældreløse værk.

Straf

§ 76. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 2 eller § 3,

2) overtræder §§ 65, 66, 67, 69, 70 eller 71,

3) overtræder § 11, stk. 2, § 60 eller §§ 72-75,

4) undlader at fremsende opgørelse eller oplysninger efter § 38, stk. 7,

5) undlader at lade sig anmelde eller undlader at meddele oplysninger til fællesorganisationen efter § 41, stk. 1, § 42, stk. 6, og § 46, 1. pkt., eller undlader at føre eller opbevare regnskaber i henhold til § 45 eller

6) overtræder forskrifter, der er givet efter § 61, stk. 2.

Stk. 2. Er en overtrædelse af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte bestemmelser begået ved forsætligt og under skærpende omstændigheder at gengive de af bestemmelserne omfattede værker eller frembringelser eller blandt almenheden at sprede eksemplarer heraf, kan straffen stige til fængsel i 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig for at foreligge, hvis overtrædelserne sker erhvervsmæssigt, hvis der fremstilles eller blandt almenheden spredes et betydeligt antal eksemplarer, eller hvis værker og frembringelser gengives på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, jf. § 2, stk. 4, nr. 1, 2. led.

§ 77. Når eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, er fremstillet uden for Danmark under sådanne omstændigheder, at en tilsvarende fremstilling i Danmark ville være i strid med loven, straffes med bøde den, som forsætligt eller groft uagtsomt indfører sådanne eksemplarer med henblik på at gøre dem tilgængelige for almenheden.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 76, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på forsætlige overtrædelser af bestemmelsen i stk. 1.

§ 78. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 75 b eller 75 c. Med bøde straffes den, som forsætligt overtræder § 75 e.

§ 79. I forskrifter, der udstedes efter § 31, stk. 2, § 42, stk. 4, § 43, stk. 2, § 44, stk. 2, og § 45, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 80. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Påtale

§ 81. Overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 1, § 77, stk. 1, eller § 79, påtales af den forurettede.

Stk. 2. Efter ophavsmandens død kan overtrædelser af § 3 og af de i medfør af § 61, stk. 2, givne forskrifter endvidere påtales af ophavsmandens ægtefælle, slægtning i ret op- eller nedstigende linje eller søskende.

Stk. 3. Efter ophavsmandens død kan overtrædelser af §§ 3 og 73-74 endvidere påtales af det offentlige. Ved overtrædelser af § 3 kan offentlig påtale dog kun finde sted, når kulturelle interesser må anses for krænket ved overtrædelsen.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 påtales overtrædelser af § 75 af det offentlige.

Stk. 5. Overtrædelser, som omfattes af § 78, jf. § 75 b og § 75 c, stk. 2, påtales af det offentlige.

Stk. 6. Overtrædelser, som omfattes af § 78, jf. § 75 c, stk. 1, og § 75 e, påtales af den forurettede.

§ 82. Overtrædelser, som omfattes af § 76, stk. 2, eller § 77, stk. 2, påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

Erstatning og godtgørelse

§ 83. Den, som forsætligt eller uagtsomt overtræder en af de i §§ 76 og 77 nævnte bestemmelser, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til bl.a. den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

Tilintetgørelse m.v.

§ 84. Retten kan ved dom bestemme, at eksemplarer, som krænker retten til værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, skal

1) tilbagekaldes fra handelen,

2) endeligt fjernes fra handelen,

3) tilintetgøres eller

4) udleveres til den forurettede.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber el. lign., der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling eller brug af eksemplarer af værket eller frembringelsen.

Stk. 3. Foranstaltninger efter stk. 1 skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til, at der skal være forholdsmæssighed mellem krænkelsens omfang og de beordrede retsmidler samt tredjemands interesser.

Offentliggørelse af domme

§ 84 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 83 eller 84, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

Videregivelse af oplysninger

§ 84 b. Hvis told- og skatteforvaltningen får en formodning om krænkelser omfattet af §§ 76 eller 77, kan oplysninger herom videregives til rettighedshaver.

Ophavsret

§ 85. Lovens bestemmelser om ophavsret gælder for

1) værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

2) værker, som er udgivet første gang i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller som er udgivet første gang samtidig i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og i et andet land,

3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde eller er bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

4) bygningsværker, som er beliggende i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

5) kunstværker, som er indføjet i bygninger eller anlæg i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, anses samtidig udgivelse at have fundet sted, såfremt værket efter udgivelse i et andet land inden 30 dage udgives i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 38 gælder for værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 64 gælder for offentliggørelser eller udgivelser, som er foretaget af

1) personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller

2) selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 5. Bestemmelserne i §§ 73-75 gælder for ethvert værk.

Andre rettigheder

§ 86. Bestemmelsen i § 65 gælder for

1) fremførelser, der har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

2) fremførelser, der er gengivet på lydoptagelser, som er beskyttede i henhold til bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 66 gælder for

1) lydoptagelser, der har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

2) lydoptagelser, der er fremstillet af personer, som er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

3) lydoptagelser, der er fremstillet af selskaber, som har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 67 gælder for

1) billedoptagelser, der har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

2) billedoptagelser, der er fremstillet af personer, som er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

3) billedoptagelser, der er fremstillet af selskaber, som har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 69 gælder for

1) radio- og fjernsynsudsendelser, som har fundet sted i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

2) radio- og fjernsynsforetagender, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 70 gælder for

1) fotografier fremstillet af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

2) fotografier, som er indføjet i bygninger eller anlæg i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 6. Bestemmelsen i § 71 gælder for

1) kataloger m.v., som er fremstillet af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og

2) kataloger m.v., som er fremstillet af selskaber, der har hovedsæde i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 7. Bestemmelserne i stk. 6 finder tilsvarende anvendelse på pressemeddelelser som nævnt i § 72.

Stk. 8. Uanset bestemmelsen i stk. 1 gælder bestemmelsen i § 65, stk. 1, om optagelse for alle lydoptagelser af fremførelser. Uanset bestemmelsen i stk. 2 gælder § 66, stk. 1, om eftergørelse for alle lydoptagelser. Uanset bestemmelserne i stk. 1-4 gælder bestemmelserne i § 65, stk. 2-4, § 66, stk. 1, § 67, stk. 1, og § 69, stk. 2, om spredning af eksemplarer til almenheden for alle fremførelser, lydoptagelser, billedoptagelser samt radio- og fjernsynsudsendelser.

Særlige bestemmelser om radio- og fjernsynsudsendelser via satellit

§ 87. Radio- og fjernsynsudsendelser via satellit anses for at finde sted i Danmark, hvis de programbærende signaler, som er bestemt til modtagning af almenheden, under et radio- eller fjernsynsforetagendes kontrol og ansvar her i landet indføres i en ubrudt sendekæde, der leder til satellitten og ned mod Jorden.

Stk. 2. Udsendelser via satellit anses også for at finde sted i Danmark, hvis indførelsen i sendekæden sker i et land, som ikke er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som ikke har det beskyttelsesniveau, der er fastlagt i kapitel II i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel, i følgende tilfælde:

1) Hvis de programbærende signaler sendes til satellitten fra en uplinkstation her i landet. Rettigheder efter §§ 2, 64 og 65-73 kan da gøres gældende over for den, som driver stationen.

2) Hvis der ikke benyttes en uplinkstation i en EØS-medlemsstat, og et radio- eller fjernsynsforetagende, der har sit hovedsæde her i landet, har foranlediget indførelsen i sendekæden. Rettigheder efter §§ 2, 64 og 65-73 kan da gøres gældende over for foretagendet.

Lovens anvendelse i forhold til andre lande m.v.

§ 88. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler, hvorefter anvendelsen af lovens bestemmelser under forudsætning af gensidighed udvides i forhold til andre lande.

Stk. 2. Endvidere kan kulturministeren fastsætte nærmere regler, hvorefter loven gøres anvendelig på værker, som først er udgivet af mellemfolkelige organisationer, samt på ikke-udgivne værker, som sådanne organisationer har ret til at udgive.

§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf. lovbekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1994, og

2) lov om retten til fotografiske billeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993.

§ 90. Loven gælder også for værker og frembringelser m.v., som er frembragt før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Loven gælder ikke for udnyttelseshandlinger, der er afsluttet, eller rettigheder, der er erhvervet før lovens ikrafttræden. Eksemplarer af værker eller frembringelser m.v. kan fortsat spredes til almenheden og vises offentligt, hvis de lovligt er fremstillet på et tidspunkt, da en sådan spredning eller visning var tilladt. Bestemmelserne i § 19, stk. 2 og 3, skal dog altid finde anvendelse på udlejning og udlån, som foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Hvis beskyttelsestiden for et værk eller en frembringelse m.v. ved anvendelse af de nye bestemmelser bliver kortere, end den ville have været efter de hidtil gældende bestemmelser, anvendes de hidtil gældende bestemmelser. Bestemmelsen i § 63, stk. 5, skal dog altid finde anvendelse.

§ 91. Bestemmelserne i §§ 54, 55, 56 og 58 finder ikke anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1995.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 65, stk. 5, finder også anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1995.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 30, stk. 5, og § 87, stk. 2, finder ikke anvendelse på aftaler, som er indgået før den 1. januar 1995, førend den 1. januar 2000.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 59 gælder ikke for edb-programmer, der er frembragt før den 1. januar 1993.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 70 finder ikke anvendelse på fotografiske billeder, der er fremstillet før den 1. januar 1970.

§ 92. De i henhold til ældre lovgivning givne særlige privilegier og forbud forbliver i kraft.

§ 93. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

§ 1. Denne lov finder anvendelse på ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering eller ansøgning om registrering, eller som der stiftes rettigheder til ved brug, samt internationale registreringer med retsvirkning her i landet.

§ 1 a. I denne lov forstås ved:

1) Varemærke: Et forretningskendetegn, der opfylder betingelserne for at udgøre et varemærke efter denne lov som et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke.

2) Individuelt varemærke: Et forretningskendetegn, der er registreret eller ansøgt registreret som varemærke eller anvendes som sådant, når tegnet benyttes eller agtes benyttet for bestemte varer eller tjenesteydelser og det er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.

3) Garanti- eller certificeringsmærke: Et varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret som et garanti- eller certificeringsmærke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af indehaveren med hensyn til materiale, metode for fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber ved varer og tjenesteydelser, fra andre varer eller tjenesteydelser, der ikke er således certificeret.

4) Kollektivmærke: Et varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret som et kollektivmærke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra medlemmerne af en sammenslutning, som er indehaver af kollektivmærket, fra andre virksomheders varer eller tjenesteydelser.

5) Varemærkeregisteret: Det register, som Patent- og Varemærkestyrelsen fører over ansøgte og registrerede varemærker og over designeringer af Danmark i internationale registreringer i henhold til Madridprotokollen.

6) Designering af Danmark: Et varemærke, der er registreret i henhold til Madridprotokollen, og hvori Danmark er udpeget (designeret).

7) Madridprotokollen: Protokollen af 27. juni 1989 til Madridarrangementet om den internationale registrering af varemærker.

8) EU-varemærkeforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (kodifikation).

9) Niceklassifikationen: Det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker af 15. juni 1957.

10) Pariserkonventionen: Konventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret vedtaget i Paris den 20. marts 1883 og senest revideret i Stockholm den 14. juli 1967.

§ 1 b. Eneret til et varemærke (varemærkeret) kan efter denne lov stiftes af fysiske og juridiske personer, der benytter eller agter at benytte varemærket i erhvervsvirksomhed.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan varemærkeret til et garanti- eller certificeringsmærke alene stiftes af en fysisk eller juridisk person, der ikke udøver en erhvervsvirksomhed, som omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan varemærkeret til et kollektivmærke alene stiftes af sammenslutninger af fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser eller handlende, der i eget navn kan have rettigheder og forpligtelser, indgå kontrakter eller foretage andre retshandlinger og optræde som part i en retssag, samt offentligretlige juridiske personer.

Tegn, der kan udgøre et registreret varemærke

§ 2. Et registreret varemærke kan bestå af alle tegn, navnlig ord, herunder personnavne, eller afbildninger, bogstaver, tal, farver, varens form eller vareemballagens form eller lyde, for så vidt disse er egnede til at

1) adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders og

2) blive gengivet i varemærkeregisteret på en måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.

§ 3. Varemærkeret kan stiftes ved

1) registrering af et varemærke i overensstemmelse med reglerne i denne lov for de varer eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter,

2) designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen eller

3) brug af et individuelt varemærke her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket vedvarende anvendes, når brugen har et omfang, der er af mere end lokalt afgrænset karakter.

Stk. 2. Varemærkeret anses også for stiftet, når et uregistreret varemærke er vitterlig kendt her i landet i den betydning, som er angivet i artikel 6 b i Pariserkonventionen.

Stk. 3. Der kan ikke ved brug stiftes varemærkeret til et tegn, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra registrering. Har mærket ikke fornødent særpræg ved ibrugtagningen, stiftes retten først, når der skabes særpræg gennem mærkets anvendelse.

§ 4. Stiftelsen af en varemærkeret giver indehaveren en eneret.

Stk. 2. Indehaveren af en stiftet varemærkeret kan forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når

1) tegnet er identisk med varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med dem, for hvilke varemærket er beskyttet,

2) tegnet er identisk med eller ligner varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med eller ligner de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er beskyttet, og der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der antages at være en forbindelse mellem tegnet og varemærket, eller

3) tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset om det anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, der er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke varemærket er beskyttet, når varemærket er velkendt her i landet og brugen af tegnet uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé eller sådan brug skader dette særpræg eller renommé.

Stk. 3. Indehaverens forbudsret efter stk. 2 omfatter bl.a. følgende:

1) At anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage.

2) At udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med disse formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under tegnet.

3) At importere eller eksportere varerne under tegnet.

4) At anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller firmanavn.

5) At anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.

6) At anvende tegnet i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med markedsføringslovens § 21 om sammenlignende reklame.

Varer i transit, forberedende handlinger og agentmærker

§ 5. Indehaveren af et registreret varemærke kan med forbehold af rettigheder erhvervet inden det registrerede varemærkes ansøgnings- eller prioritetsdato forhindre tredjemand i at bringe varer ind i det danske toldområde i erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til fri omsætning her, hvis sådanne varer, herunder deres emballage, kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er identisk med det varemærke, der er registreret for sådanne varer. Indehaveren har samme beføjelser, hvis varemærket, for så vidt angår dets væsentligste aspekter, ikke kan skelnes fra det registrerede varemærke.

Stk. 2. Indehaverens ret efter stk. 1 bortfalder, hvis der under en sag iværksat i overensstemmelse med EU-forordningen om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder fremlægges dokumentation af klarereren eller ihændehaveren af varerne for, at indehaveren af det registrerede varemærke ikke har ret til at forbyde markedsføring af varerne i det endelige bestemmelsesland.

Stk. 3. Er der risiko for, at emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå varemærket er anbragt, kunne blive anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser og denne anvendelse vil udgøre en krænkelse af et registreret vare- mærke i henhold til § 4, stk. 2 og 3, har indehaveren af det pågældende varemærke ret til at forbyde følgende handlinger, hvis de udføres i erhvervsmæssigt øjemed:

1) At anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, på emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket kan anbringes.

2) At udbyde eller markedsføre eller oplagre med disse formål eller at importere eller eksportere emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt.

Stk. 4. Er et varemærke registreret i en agents eller en repræsentants navn på vegne af en person, der er indehaver af dette varemærke, uden indehaverens samtykke, har indehaveren ret til

1) at modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anvender varemærket, og

2) at kræve, at varemærket overdrages til den pågældende indehaver.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 finder ikke anvendelse, når agenten eller repræsentanten kan begrunde sin handling.

Kolliderende rettigheder

§ 6. Kræver to eller flere fysiske eller juridiske personer hver for sig varemærkeret til samme eller lignende kendetegn, har den først opståede ret fortrin, medmindre andet følger af bestemmelserne i kapitel 1 B.

Gengivelse af varemærker i opslagsværker

§ 7. Giver gengivelsen af et varemærke i et leksikon, en encyklopædi eller et lignende opslagsværk i trykt eller elektronisk form det indtryk, at det udgør den generiske betegnelse for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, skal udgiveren af værket efter anmodning fra indehaveren af varemærket hurtigst muligt sørge for, at gengivelsen af varemærket ledsages af en angivelse af, at det er et registreret varemærke. Er der tale om værker i trykt form, skal gengivelsen af varemærket ledsages af den nævnte angivelse senest i den næste udgave af værket.

Anlæggelse af sag om krænkelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke

§ 8. Den, der er berettiget til at anvende et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, kan kun anlægge sag om varemærkekrænkelse, hvis mærkets indehaver har givet sit samtykke hertil, medmindre andet er fastsat i bestemmelserne for benyttelsen af mærket.

Stk. 2. Enhver, der er berettiget til at anvende et kollektiv- mærke eller garanti- eller certificeringsmærke, har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som mærkets indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende selv har lidt.

Stk. 3. Uanset stk. 2 har indehaveren af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke ret til at kræve erstatning på vegne af de personer, der er berettiget til at anvende mærket, når disse personer har lidt skade som følge af uberettiget anvendelse af mærket.

Licenstageres adgang til at anlægge sag om krænkelse af varemærket

§ 9. En licenstager kan kun anlægge sag om varemærkekrænkelse, hvis varemærkeindehaveren har givet sit samtykke hertil, medmindre andet er fastsat i licensaftalen. Indehaveren af en eksklusiv licens kan dog anlægge en sådan sag, hvis varemærkeindehaveren efter en formel opfordring hertil ikke selv anlægger sag om varemærkekrænkelse inden for en rimelig frist.

Stk. 2. Enhver licenstager har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som varemærkets indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende licenstager selv har lidt.

Begrænsninger i eneretten
§ 10. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af

1) tredjemandens navn eller adresse, hvis den pågældende tredjemand er en fysisk person,

2) tegn eller angivelser uden særpræg eller vedrørende varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi eller geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne eller

3) varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af varemærket er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, når tredjemands anvendelse er i overensstemmelse med god markedsføringsskik.

Stk. 3. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af en ældre rettighed, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis den ældre rettighed anvendes inden for grænserne af det område, hvor den er anerkendt.

Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket

§ 10 a. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde dets brug for varer, som af indehaveren selv eller med indehaverens samtykke er markedsført her i landet eller inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) under dette varemærke.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren har rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor varernes tilstand er ændret eller forringet, efter at de er markedsført.

Fortabelse af retten til at anmode om ugyldiggørelse på grund af passivitet

§ 10 b. Indehaveren af en ældre rettighed, hvortil der er knyttet en ret til at forbyde brugen eller registreringen af et varemærke, som i 5 på hinanden følgende år har tålt og været bekendt med brugen af et yngre registreret varemærke, har ikke længere under henvisning til den ældre rettighed ret til at begære dette yngre varemærke ugyldigt for varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke er blevet anvendt, medmindre ansøgningen om det yngre varemærke er indgivet i ond tro.

Stk. 2. En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved siden af en ældre ret, hvortil der er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket, hvis indehaveren af den ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at hindre brugen af det yngre varemærke. Findes det rimeligt, kan det ved dom bestemmes, at et af kendetegnene eller begge kun må anvendes på en særlig måde, f.eks. i en vis udformning eller med tilføjelse af en stedsangivelse.

Stk. 3. I de tilfælde, som er omfattet af stk. 1 og 2, kan indehaveren af et yngre varemærke ikke modsætte sig brugen af en ældre rettighed, selv om denne rettighed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre varemærke.

Manglende brug af varemærket

§ 10 c. Har indehaveren af et registreret varemærke ikke inden 5 år fra datoen for registreringsprocedurens afslutning gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, eller har sådan brug været suspenderet i en sammenhængende periode på 5 år, underkastes varemærket begrænsninger og sanktioner efter § 10 d, § 21, stk. 1 og 2, § 25, stk. 1, og § 35, stk. 3 og 4, medmindre der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.

Stk. 2. Registreringsproceduren anses for afsluttet, når

1) et varemærke er registreret, jf. § 23, eller

2) gyldigheden af en designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen er endeligt godkendt, jf. § 56, eller designeringen har opnået gyldighed i Danmark efter Madridprotokollens artikel 4 og 5, jf. § 55, stk. 3.

Stk. 3. Anvender indehaveren af et varemærke, hvortil der alene er stiftet rettigheder ved brug efter § 3, stk. 1, nr. 3, ikke vedvarende varemærket, fortabes varemærkeretten.

Stk. 4. Følgende betragtes som brug i henhold til stk. 1 og 3:

1) Brug af varemærket i en form, der kun ved elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra den form, hvori det blev registreret, eller, når varemærkeretten er stiftet ved brug, den form, hvortil varemærkeretten oprindelig er knyttet, uanset om varemærket også er registreret af indehaveren i den form, hvori det anvendes.

2) Anbringelse af varemærket på varer eller deres emballage her i landet udelukkende med eksport for øje.

Stk. 5. Brug af et varemærke med indehaverens samtykke eller, hvis mærket er et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, brug af mærket af en person, der er berettiget til at anvende det, ligestilles med indehaverens brug af varemærket.

Manglende brug som forsvar i en sag om varemærkekrænkelse

§ 10 d. Indehaveren af et varemærke har kun ret til at forbyde anvendelsen af et tegn, i det omfang indehaverens rettigheder ikke kan fortabes i henhold til § 25 på det tidspunkt, hvor sagen om varemærkekrænkelse anlægges.

Stk. 2. Anmoder sagsøgte herom, skal indehaveren af et registreret varemærke dokumentere, at varemærket i løbet af 5-årsperioden forud for anlæg af sag har været genstand for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som lægges til grund for sagen, eller at der foreligger rimelige grunde til manglende brug, hvis det på datoen for anlæg af sag er mindst 5 år siden, at registreringsproceduren for varemærket blev afsluttet. 

Interventionsret, som tillægges indehaveren af et yngre registreret varemærke som forsvar i en sag om varemærkekrænkelse

§ 10 e. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at forbyde brugen af et yngre registreret varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til § 10 b, stk. 1 og 2, § 30 eller § 35, stk. 3 og 4.

Stk. 2. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at forbyde brugen af et yngre registreret EU-varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til artikel 60, stk. 1, 3 eller 4, artikel 61, stk. 1 eller 2, eller artikel

64, stk. 2, i EU-varemærkeforordningen.

Stk. 3. Har indehaveren af et varemærke ikke ret til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret varemærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af det pågældende yngre registrerede varemærke ikke ret til i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse at forbyde brugen af det ældre varemærke, selv om denne ældre rettighed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre varemærke.

Indgivelse af ansøgning om registrering af et varemærke

§ 11. Ansøgning om registrering af et varemærke indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. Ansøgningen skal være affattet i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i medfør af § 48. For ansøgningen betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 1.

Stk. 2. Ansøgeren kan ved ansøgningens indgivelse og mod betaling af et gebyr, jf. § 60 a, stk. 2, anmode Patent- og Varemærkestyrelsen om at udarbejde en nærmere begrundelse til den søgningsrapport, der udarbejdes efter § 17.

Stk. 3. Ansøgeren kan ved ansøgningens indgivelse anmode om, at Patent- og Varemærkestyrelsen ikke udarbejder en søgningsrapport efter § 17.

Stk. 4. Ansøgninger og registreringer indføres i varemærkeregisteret. Varemærkeregisteret er offentligt tilgængeligt via Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.

Stk. 5. En ansøgning om registrering af et varemærke skal som minimum indeholde

1) en anmodning om registrering,

2) oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet,

3) en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering, og

4) en gengivelse af varemærket, som opfylder de krav, der er fastsat i § 2, nr. 2.

Stk. 6. Er det ansøgte mærke et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, skal ansøgningen endvidere indeholde de bestemmelser, der gælder for mærkets anvendelse.

Stk. 7. Bestemmelserne om et kollektivmærkes anvendelse skal som minimum angive,

1) hvilke personer der har ret til at anvende kollektivmærket,

2) betingelserne for medlemskab af sammenslutningen og

3) betingelserne for anvendelse af kollektivmærket, herunder sanktioner.

Stk. 8. Består et kollektivmærke af en geografisk betegnelse, skal de bestemmelser, som er fastsat efter stk. 7, desuden give enhver person, hvis varer eller tjenesteydelser hidrører fra det pågældende geografiske område, ret til at blive optaget som medlem af den sammenslutning, der er indehaver af kollektivmærket, forudsat at den pågældende person opfylder alle andre betingelser i bestemmelserne.

Stk. 9. Ansøgningsdatoen for en varemærkeansøgning er den dato, hvor ansøgningen, der indeholder oplysninger i henhold til stk. 5, indgives af ansøgeren til Patent- og Varemærkestyrelsen.

Stk. 10. Erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser om de krav, ansøgningen skal opfylde, for at en anmodning efter stk. 3 kan imødekommes.

Angivelse og klassificering af varer og tjenesteydelser

§ 12. De varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærkeregistrering søges, skal klassificeres i overensstemmelse med det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Niceklassifikationen. Ansøges der om registrering for varer eller tjenesteydelser i mere end én klasse, grupperes de pågældende varer og tjenesteydelser i overensstemmelse med Niceklassifikationens klasser, idet der foran hver gruppe anføres nummeret på den klasse, som den pågældende gruppe af varer og tjenesteydelser tilhører, og klasserne opføres i rækkefølge.

Stk. 2. De varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, skal identificeres af ansøgeren med tilstrækkelig klarhed og præcision, således at Patent- og Varemærkestyrelsen og de erhvervsdrivende alene på dette grundlag har mulighed for at konstatere omfanget af den beskyttelse, der søges.

Stk. 3. Niceklassifikationens klasseoverskrifter eller andre generelle betegnelser kan anvendes i ansøgningen, forudsat at de er i overensstemmelse med de nødvendige standarder for klarhed og præcision efter stk. 2.

Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen afslår en ansøgning vedrørende angivelser eller betegnelser, som er uklare eller upræcise, hvis ansøgeren ikke foreslår en acceptabel formulering inden for en frist fastsat af styrelsen.

Stk. 5. Generelle betegnelser, herunder de generelle angivelser i Niceklassifikationens klasseoverskrifter, omfatter alle varer eller tjenesteydelser, der ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af den pågældende angivelse eller betegnelse. Sådanne betegnelser eller angivelser udgør ikke en rettighed for varer eller tjenesteydelser, der ikke kan forstås som sådan.

Stk. 6. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende lignende, blot fordi de står opført i samme klasse i Niceklassifikationen. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende forskellige, blot fordi de er opført i forskellige klasser i Niceklassifikationen.

Konventionsprioritet

§ 12 a. Indleveres en ansøgning om registrering af et varemærke her i landet, senest 6 måneder efter at den første ansøgning om registrering af varemærket er indleveret i et land, som er tilsluttet Pariserkonventionen, eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), vil ansøgningen på begæring få prioritet fra den første indleveringsdato. Prioriteten indebærer, at ansøgningen i forhold til senere indtrufne omstændigheder såsom andres ansøgninger om eller andres brug af mærket skal anses som indleveret samtidig med ansøgningens indlevering i den fremmede stat.

Stk. 2. Stk. 1 finder under forudsætning af gensidighed tilsvarende anvendelse for varemærker, der første gang er ansøgt i et land, der ikke er tilsluttet Pariserkonventionen eller ikke er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Udstillingsprioritet

§ 12 b. Indleveres en ansøgning om registrering af et varemærke her i landet, senest 6 måneder efter at mærket for første gang er anvendt for varer udstillet på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra denne dato. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i konventionen angående internationale udstillinger af 22. november 1928 med senere revisioner. Prioriteten indebærer, at ansøgningen i forhold til senere indtrufne omstændigheder såsom andres ansøgninger om eller andres benyttelse af mærket skal anses som indleveret samtidig med dets anvendelse på udstillingen.

Absolutte hindringer for registrering

§ 13. Følgende kan ikke registreres:

1) Tegn, som ikke kan udgøre et varemærke.

2) Varemærker, som mangler fornødent særpræg.

3) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi eller geografiske oprindelse eller tidspunktet for varernes fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne.

4) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne.

Stk. 2. Et varemærke må ikke udelukkes fra registrering efter stk. 1, nr. 2-4, hvis det inden datoen for ansøgning om registrering som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.

Stk. 3. Tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse, kan uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, udgøre et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke. Mærket giver ikke indehaveren ret til at forbyde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i omsætningen, når de bruges i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Navnlig kan mærket ikke påberåbes over for tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk betegnelse.

§ 14. Endvidere kan følgende ikke registreres:

1) Tegn, som udelukkende består af

a) formen eller en anden egenskab, der følger af varernes egen karakter,

b) formen eller en anden egenskab ved varer, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, eller

c) formen eller en anden egenskab, der giver varerne en væsentlig værdi.

2) Varemærker, som strider mod lov, den offentlige orden eller sædelighed.

3) Varemærker, som har en sådan karakter, at de vil kunne vildlede offentligheden, f.eks. med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.

4) Varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som skal afslås i medfør af artikel 6 c i Pariserkonventionen, og mærker, der omfatter tegn, emblemer og våben, som har offentlig interesse, medmindre deres registrering er blevet tilladt af vedkommende myndighed.

5) Varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU eller Danmark er part, og som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.

6) Varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU er part, og som giver beskyttelse af traditionelle benævnelser for vin.

7) Varemærker, som er udelukket fra registrering i henhold til lov eller internationale aftaler, i hvilke EU er part, og som giver beskyttelse af garanterede traditionelle specialiteter.

8) Varemærker, der består af eller i deres væsentlige elementer gengiver en ældre plantesortsbetegnelse, som er beskyttet af plantesortsrettigheder og vedrører plantesorter af samme eller nært beslægtede arter.

9) Varemærker, der er ansøgt i ond tro.

Stk. 2. Et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke kan ikke registreres, hvis det vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive antaget som værende noget andet end et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke.

Relative hindringer for registrering

Relative hindringer for registrering

§ 15. Et varemærke kan efter indsigelse udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, på anmodning eller ved dom erklæres ugyldigt, hvis

1) det er identisk med et ældre varemærke og de varer eller tjenesteydelser, som varemærket er ansøgt eller registreret for, er identiske med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er beskyttet, eller

2) der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med det ældre varemærke, fordi det yngre varemærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke og varerne eller tjenesteydelserne er identiske eller lignende.

Stk. 2. Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås følgende:

1) Varemærker af følgende kategorier med en dato for ansøgning om registrering, der ligger før datoen for ansøgning om registrering af varemærket, i givet fald under hensyntagen til den prioritet, der gøres gældende til støtte for disse varemærker:

a) EU-varemærker, herunder EU-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med EU-varemærkeforordningen med fuld ret påberåbes anciennitet i forhold til et af de varemærker, som er omfattet af litra b og c, også selv om der er givet afkald på sidstnævnte eller det er ladet bortfalde.

b) Varemærker, der er registreret her i landet.

c) Varemærker, som er registreret i henhold til internationale ordninger med virkning her i landet.

2) Ansøgninger om varemærker omfattet af nr. 1 med forbehold for deres registrering.

3) Varemærker, som på datoen for ansøgning om registrering af varemærket eller i givet fald den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om registrering af varemærket, er vitterlig kendt her i landet i den betydning, som er angivet i Pariserkonventionens artikel 6 b.

4) Uregistrerede varemærker, der er stiftet efter § 3, stk. 1, nr. 3, når retten til varemærket er den først opståede ret efter § 6.

Stk. 3. Et varemærke kan ved indsigelse udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt i følgende tilfælde:

1) Varemærket er identisk med eller ligner et ældre varemærke, uanset om de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er ansøgt eller er registreret, er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke det ældre varemærke er beskyttet, når det ældre varemærke er velkendt her i landet eller i tilfælde af et EU-varemærke er velkendt i EU og brugen af det yngre varemærke uden rimelig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé eller sådan brug vil skade dette særpræg eller renommé.

2) Varemærkeindehaverens agent eller repræsentant ansøger om registrering af varemærket i eget navn uden indehaverens samtykke, medmindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre sin handling.

3) I det omfang der i henhold til EU-lovgivningen eller dansk ret, som giver beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser,

a) allerede er indgivet en ansøgning om en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse i overensstemmelse med EU-lovgivningen eller dansk ret før datoen for ansøgning om registrering af varemærket eller datoen for den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen, med forbehold for dets senere registrering eller

b) oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse giver den person, der i henhold til den relevante lovgivning har adgang til at udøve de rettigheder, som hidrører herfra, ret til at forbyde brugen af et yngre varemærke.

4) Varemærket krænker en ret til et virksomhedsnavn, som er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Et varemærke anses for at krænke en ret til et virksomhedsnavn, når virksomhedsnavnet har mere end lokalt afgrænset karakter og

a) navnet og varemærket ligner hinanden og de varer eller tjenesteydelser, for hvilke virksomhedsnavnet er anvendt som kendetegn forud for ansøgningen om registrering af varemærket eller en herfor påberåbt prioritet, er de samme som eller ligner dem, der er omfattet af varemærket, og brugen af varemærket vil medføre en risiko for forveksling, herunder at der kan antages en forbindelse mellem dem, eller

b) brugen af varemærket uden rimelig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af eller skade på virksomhedsnavnets særpræg eller renommé, såfremt virksomhedsnavnet er anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser og denne brug har ført til, at navnet forud for ansøgningen om registrering af varemærket eller en herfor påberåbt prioritet er blevet velkendt her i landet.

5) Der er stiftet rettigheder til et andet end de forretningskendetegn, der er omfattet af nr. 4, når kendetegnet er af mere end lokalt afgrænset karakter og der til kendetegnet er knyttet en ret til at forbyde brugen af det yngre varemærke.

6) Varemærket består uhjemlet af eller indeholder uhjemlet et personnavn eller et portræt, hvortil en anden har lovlig adkomst, og der sigtes ikke derved til for længst afdøde personer, når der til navnet eller portrættet er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket.

7) Varemærket består uhjemlet af eller indeholder uhjemlet bestanddele, der af omsætningskredsen vil blive opfattet som et særegent navn på eller afbildning af en ejendom beliggende her i landet, når der til ejendomsnavnet eller -afbildningen er knyttet en ret for ejeren til at forbyde anvendelsen af det yngre varemærke og denne ret er af mere end lokalt afgrænset karakter.

8) Varemærket krænker en andens ophavsret eller industrielle rettigheder, når der til disse rettigheder er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket.

9) Varemærket kan forveksles med et ældre varemærke, der er beskyttet i udlandet, hvis ansøgeren var i ond tro på datoen for indgivelsen af ansøgningen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 finder under passende omstændigheder ikke anvendelse, hvis indehaveren af de ældre rettigheder, som er nævnt i disse bestemmelser, har givet sit samtykke til registreringen.

Behandling af ansøgninger

§ 16. Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at ansøgeren opfylder kravene i § 1 b, og at ansøgningen er i overensstemmelse med bestemmelserne i § 2, § 11, stk. 1 og stk. 5-8, og §§ 12-14.

Stk. 2. Er varemærket ansøgt som et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, påser Patent- og Varemærkestyrelsen desuden, at bestemmelserne om det pågældende kollektivmærkes eller garanti- eller certificeringsmærkets anvendelse ikke strider mod den offentlige orden eller sædelighed.

Stk. 3. Finder styrelsen, at der er noget til hinder for at godkende ansøgningen, jf. stk. 1 og 2, og har styrelsen fastsat en frist til berigtigelse af ansøgningen, kan ansøgeren i indtil 2 måneder fra fristens udløb anmode om en forlængelse af fristen.

Søgningsrapporter

§ 17. Patent- og Varemærkestyrelsen foretager en søgning efter ældre ansøgte og registrerede varemærker og udarbejder en søgningsrapport, der sendes til orientering til ansøgeren med en frist til at udtale sig. En søgningsrapport udarbejdes ikke, hvis ansøgeren har indgivet anmodning herom efter § 11, stk. 3.

Offentliggørelse af ansøgninger

§ 18. Hvis en frist fastsat efter § 17 er udløbet og Patent- og Varemærkestyrelsen ikke har fundet hindringer for varemærkets registrering, eller når en afgørelse om delvist afslag på ansøgningen om registrering er blevet endelig, offentliggøres ansøgningen.

Indsigelse

§ 19. Indsigelse mod ansøgningen kan fremsættes, når ansøgningen er offentliggjort. Indsigelsen skal være begrundet og skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen inden 2 måneder fra offentliggørelsesdatoen. For indsigelsen betales et gebyr, jf. § 60 c, stk. 1.

Stk. 2. Indsigelse efter stk. 1 kan fremsættes, under henvisning til at ansøgningen krænker en eller flere af de relative hindringer, der er anført i § 15, og kan være rettet mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen.

Stk. 3. Indsigelsen kan fremsættes af indehaveren af den eller de påberåbte rettigheder eller af personer og virksomheder, der er berettiget hertil efter § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1, og af personer eller virksomheder, der er berettiget til at udøve de rettigheder, som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3. Er indsigelsen fremsat under henvisning til flere ældre rettigheder, skal alle de ældre rettigheder tilhøre den samme indehaver.

Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen kan i sager om indsigelse træffe afgørelse om, at

1) ansøgningen opretholdes i sin helhed,

2) ansøgningen afslås helt eller delvis, jf. § 15, eller

3) ansøgningen overdrages til indehaveren af varemærkeretten efter § 5, stk. 4, nr. 2.

Udsættelse som følge af forhandlinger

§ 20. Når parterne i en indsigelsessag forhandler om en mindelig løsning af sagen og indgiver en fælles anmodning til Patent- og Varemærkestyrelsen om udsættelse af styrelsens behandling af sagen, kan styrelsen udsætte behandlingen af sagen i mindst 2 måneder.

Manglende brug som forsvar i en indsigelsessag

§ 21. I sager om indsigelser fremsat under henvisning til et ældre registreret varemærke, hvor 5-årsperioden, inden for hvilken der skal have været gjort reel brug af det ældre varemærke som fastsat i § 10 c, var udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal indsigeren på anmodning fra ansøgeren dokumentere, at der er blevet gjort reel brug af det ældre varemærke i løbet af den 5- årsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug. Kan indsigeren ikke dokumentere dette, tager Patent- og Varemærkestyrelsen ikke påstanden om krænkelse af det ældre varemærke til følge.

Stk. 2. Er det ældre varemærke kun blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen af indsigelsen, jf. stk. 1, kun for at være blevet registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.

Stk. 3. Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket vurderes af Patent- og Varemærkestyrelsen i overensstemmelse med artikel 18 i EU-varemærkeforordningen.

Bemærkninger fra tredjemand

§ 22. Enhver kan inden registreringen af et ansøgt varemærke fremsætte begrundede bemærkninger til Patent- og Varemærkestyrelsen om, at det ansøgte varemærke ikke bør registreres af de grunde, der er nævnt i § 16, stk. 1 og 2. Den, der fremsætter bemærkningerne, bliver ikke herved part i sagen.

Registrering og offentliggørelse af varemærket

§ 23. Hvis ansøgningen er i overensstemmelse med denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør heraf og der ikke er indgivet indsigelse efter § 19, eller når der er truffet endelige afgørelser om eventuelle indsigelser og ansøgningen er helt eller delvis opretholdt, registrerer og offentliggør Patent- og Varemærkestyrelsen varemærket.

Registreringens varighed og fornyelse

§ 24. Varemærker registreres for en periode på 10 år at regne fra ansøgningsdatoen.

Stk. 2. Registreringen kan fornyes for yderligere 10-årsperioder.

Stk. 3. Registreringen af et varemærke fornyes efter ansøgning fra indehaveren af varemærket eller fra enhver person med bemyndigelse hertil, hvis fornyelsesgebyret efter § 60 b er betalt. Betaling af fornyelsesgebyret anses i sig selv for at udgøre en sådan ansøgning.

Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen giver indehaveren af varemærket meddelelse om registreringsperiodens udløb mindst 6 måneder før udløb. Styrelsen kan ikke holdes ansvarlig for manglende meddelelse.

Stk. 5. Ansøgningen om fornyelse kan indgives, og fornyelsesgebyret kan betales tidligst 6 måneder umiddelbart inden registreringsperiodens udløb. Sker dette ikke, kan ansøgningen mod et tillægsgebyr indgives inden for en yderligere frist på 6 måneder efter udløbet af registreringsperioden. Fornyelsesgebyret og et tillægsgebyr skal betales inden for denne yderligere periode.

Stk. 6. Vedrører ansøgningen eller gebyrerne kun en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, fornyes registreringen kun for de pågældende varer eller tjenesteydelser.

Stk. 7. Fornyelsen får virkning fra dagen efter den eksisterende registreringsperiodes udløb. Fornyelsen indføres i varemærkeregisteret.

Manglende reel brug som fortabelsesgrund

§ 25. Indehaveren af et registreret varemærke, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, kan fortabe sine rettigheder, når der inden for en sammenhængende 5-årsperiode ikke er gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger rimelig grund til manglende brug.

Stk. 2. Der kan ikke fremsættes begæring om fortabelse af et registreret varemærke, såfremt reel brug af varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden mellem udløbet af 5-årsperioden og tidspunktet for indgivelse af begæring om fortabelse.

Stk. 3. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste 3 måneder forud for indgivelse af begæring om fortabelse tages ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse. Denne periode på 3 måneder begynder tidligst ved udløbet af den sammenhængende 5-årsperiode.

Fortabelse af rettigheder til varemærker, der er blevet generiske eller vildledende

§ 26. Indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når et registreret varemærke efter den dato, på hvilken det er blevet registreret, jf. § 23,

1) som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er blevet til en almindelig betegnelse inden for handelen for en vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket, eller

2) som følge af den brug, der af indehaveren eller med indehaverens samtykke gøres af varemærket for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket, vil kunne vildlede offentligheden, navnlig med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af designeringer efter den dato, på hvilken designeringens gyldighed er endeligt godkendt, jf. § 56, eller i tilfælde af uregistrerede varemærker efter den dato, på hvilken en varemærkeret er blevet stiftet ved ibrugtagning, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, eller er blevet vitterlig kendt, jf. § 3, stk. 2.

Supplerende fortabelsesgrunde for kollektivmærker og garanti- eller certificeringsmærker

§ 27. Foruden de fortabelsesgrunde, som er omfattet af §§ 25 og 26, fortabes rettighederne for indehaveren af et kollektivmærke eller garanti- eller certificeringsmærke, hvis

1) indehaveren ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre, at kollektivmærket eller garanti- eller certificeringsmærket anvendes på en måde, som er uforenelig med de betingelser for anvendelse, der er fastlagt i bestemmelserne om mærkets anvendelse, herunder eventuelle ændringer hertil, der er indført i registeret,

2) personer, der er berettiget til at anvende kollektivmærket eller garanti- eller certificeringsmærket, har anvendt det på en sådan måde, at det vil kunne vildlede offentligheden, jf. § 14, stk. 2, herunder med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive antaget som værende noget andet end et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, eller

3) en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse er indført i varemærkeregisteret i strid med § 39, stk. 2, medmindre mærkets indehaver ved en yderligere ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i den nævnte bestemmelse.

Ugyldige varemærkeregistreringer

§ 28. Et varemærke, der er registreret i strid med bestemmelserne i §§ 1 b og 2, § 11, stk. 7 og 8, §§ 13-15 og § 16, stk. 2, kan erklæres ugyldigt.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, der er registreret i strid med § 11, stk. 7 og 8, § 14, stk. 2, eller § 16, stk. 2, ikke erklæres ugyldigt, hvis mærkets indehaver ved en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i § 39, stk. 2.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan der efter §§ 33 og 34 træffes afgørelse om, at et varemærke, der er registreret i strid med § 15, stk. 3, nr. 2, skal overdrages til indehaveren af varemærket i stedet for at blive erklæret ugyldigt.

Efterfølgende konstatering af et varemærkes ugyldighed eller fortabelse

§ 29. Er et registreret varemærke eller en designering af Danmark, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, påberåbt som anciennitet i henhold til EU-varemærkeforordningen, men er registreringen eller designeringen udslettet eller ugyldig, fordi indehaveren har givet afkald på varemærket eller ladet det bortfalde, kan der efter §§ 33 og 34 træffes afgørelse om varemærkets ugyldighed eller fortabelse, såfremt varemærket kunne erklæres ugyldigt eller fortabt på det tidspunkt, hvor der blev givet afkald på mærket eller det bortfaldt. Afgørelse om ugyldighed eller fortabelse medfører, at ancienniteten ikke længere har nogen virkning.

Mangel på særpræg eller renommé for et ældre varemærke, der forhindrer et registreret varemærkes ugyldighed

§ 30. En begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke kan ikke imødekommes på datoen for begæringen om ugyldiggørelse, hvis den ikke ville være blevet imødekommet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke og

1) det ældre varemærke, der kan erklæres ugyldigt i hen- hold til § 13, stk. 1, nr. 2-4, endnu ikke havde fået fornødent særpræg som omhandlet i § 13, stk. 2,

2) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 1, nr. 2, og det ældre varemærke endnu ikke havde fået fornødent særpræg til at støtte en konklusion om risiko for forveksling eller

3) begæringen om ugyldighed er baseret på § 15, stk. 3, nr. 1, og det ældre varemærke endnu ikke havde opnået et renommé.

Fortabelse eller ugyldighed for visse varer eller tjenesteydelser

§ 31. Er der kun for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke en varemærkeret er blevet stiftet, grunde til rettens fortabelse eller en varemærkeregistrerings ugyldighed, fortabes varemærkeretten kun eller erklæres registreringen kun ugyldig, for så vidt angår de pågældende varer eller tjenesteydelser.

Retsvirkninger ved fortabelse og ugyldighed

§ 32. I det omfang indehaverens rettigheder fortabes, anses et registreret varemærke fra datoen for indgivelse af begæring om fortabelse for ikke at have haft de retsvirkninger, der følger af denne lov. På begæring af en af parterne kan der i en afgørelse om fortabelse fastsættes et tidligere tidspunkt for indtrædelsen af en fortabelsesgrund.

Stk. 2. Et registreret varemærke anses for aldrig at have haft de retsvirkninger, der følger af denne lov, i det omfang varemærket er blevet erklæret ugyldigt.

Ophævelse af varemærkeregistreringer ved dom
§ 33. Ophævelse af en registrering i henhold til bestemmelserne i kapitel 3 sker ved dom, jf. dog § 34. Sagen anlægges mod indehaveren og kan anlægges af enhver, der har retlig interesse deri. Sag efter bestemmelserne i §§ 13 og 14 kan også anlægges af Patent- og Varemærkestyrelsen.

Administrativ ophævelse af varemærkeregistreringer

§ 34. Efter registreringsprocedurens afslutning kan enhver over for Patent- og Varemærkestyrelsen begære en varemærkeregistrering erklæret ugyldig eller fortabt, hvis de betingelser, der er fastsat i bestemmelserne i kapitel 3, er opfyldt. Med begæringen skal følge et gebyr, jf. § 60 c, stk. 2.

Stk. 2. En begæring, der er fremsat under henvisning til de rettigheder, som er omhandlet i § 15, kan dog alene fremsættes af indehaveren af den eller de påberåbte rettigheder eller af personer og virksomheder, der er berettiget hertil efter § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1, og af personer eller virksomheder, der er berettiget til at udøve de rettigheder, som er omhandlet i § 15, stk. 3, nr. 3.

Stk. 3. En begæring efter stk. 1 kan være rettet mod en del af eller alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det anfægtede mærke er registreret.

Stk. 4. En begæring om ugyldighed kan indgives på grundlag af en eller flere ældre rettigheder, forudsat at de alle tilhører den samme indehaver.

Stk. 5. Er en sag ved domstolene vedrørende en varemærkeregistrering ikke endeligt afgjort, kan der ikke fremsættes en begæring efter stk. 1 vedrørende den pågældende registrering.

Stk. 6. Rejses sag ved domstolene om en varemærkeregistrering, inden der er truffet endelig afgørelse om en begæring efter stk. 1 vedrørende denne registrering, skal Patent- og Varemærkestyrelsen stille behandlingen af begæringen i bero, indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre begæringen er fremsat af indehaveren af varemærkeregistreringen.

Stk. 7. Parterne i en sag om administrativ ophævelse kan til enhver tid anlægge sag mod den anden part om spørgsmål, der er omfattet af ophævelsesbegæringen, uanset om Patent- og Varemærkestyrelsen har truffet afgørelse om begæringen.

Stk. 8. Ophæves registreringen helt eller delvis, offentliggøres afgørelsen herom, når den er blevet endelig.

Manglende brug som forsvar i sager om ugyldighed

§ 35. I sager om ugyldighed baseret på et registreret varemærke med en tidligere ansøgnings- eller prioritetsdato skal indehaveren af det ældre varemærke, hvis indehaveren af et yngre varemærke anmoder herom, dokumentere, at det ældre varemærke i løbet af 5-årsperioden forud for datoen for begæringen om ugyldighed har været genstand for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som er påberåbt i begæringen, eller at der foreligger rimelige grunde til manglende brug, forudsat at det på datoen for begæringen om ugyldighed er mindst 5 år siden, at registreringsproceduren for det ældre varemærke blev afsluttet.

Stk. 2. Er 5-årsperioden efter § 10 c udløbet på ansøgnings- eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal indehaveren af det ældre varemærke ud over den dokumentation, der kræves i henhold til stk. 1, dokumentere, at der blev gjort reel brug af varemærket i løbet af den 5-årsperiode, der går forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug.

Stk. 3. Fremlægges dokumentation efter stk. 1 og 2 ikke, afvises en begæring om ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke.

Stk. 4. Er det ældre varemærke i overensstemmelse med § 10 c kun blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det, for så vidt angår behandlingen af begæringen om ugyldighed, for kun at være blevet registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.

Stk. 5. Er det ældre varemærke et EU-varemærke, finder stk. 1-4 tilsvarende anvendelse. I så fald skal den reelle brug af EU-varemærket konstateres i overensstemmelse med artikel 18 i EU-varemærkeforordningen.

Manglende oplysninger om indehaver som begrundelse for sletning af registreringer

§ 36. Foreligger der begrundet tvivl om, at der findes en mærkeindehaver, eller er dennes adresse ukendt, kan enhver med retlig interesse deri begære varemærket slettet af registeret.

Stk. 2. Inden udslettelse kan ske, skal Patent- og Varemærkestyrelsen anmode indehaveren om at give sig til kende inden en frist fastsat af Patent- og Varemærkestyrelsen. Hvis indehaverens adresse ikke kendes, meddeles fristen ved offentliggørelse. Har indehaveren herefter ikke givet sig til kende, slettes varemærket af registeret.

Udslettelse

§ 37. Udslettelse fra varemærkeregisteret sker,

1) når registreringen ikke fornyes,

2) når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet,

3) hvis registreringen erklæres ugyldig, eller

4) hvis der træffes afgørelse eller afsiges dom om ophævelse af registreringen.

Overdragelse af varemærker
§ 38. Et varemærke kan overdrages uafhængigt af en eventuel virksomhedsoverdragelse for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er stiftet en varemærkeret.

Stk. 2. Overdragelse af en virksomhed i sin helhed indebærer overdragelse af varemærket, medmindre der foreligger en aftale om det modsatte, eller hvis det modsatte klart fremgår af omstændighederne. En kontraktlig forpligtelse til at overdrage en virksomhed er ligeledes omfattet af denne bestemmelse.

Stk. 3. Overdragelse af retten til et registreret varemærke skal på begæring noteres i varemærkeregisteret. Indtil overdragelsen er meddelt Patent- og Varemærkestyrelsen, anser styrelsen indehaveren af varemærket for at være den, der senest er noteret i registeret.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan Patent- og Varemærkestyrelsen afslå at notere en overdragelse af et garanti- eller certificeringsmærke eller af et kollektivmærke, hvis mærket efter overdragelsen er egnet til at vildlede.

Pant og udlæg

§ 38 a. Et varemærke kan uafhængigt af virksomheden pantsættes eller gøres til genstand for andre tinglige rettigheder eller tvangsfuldbyrdelse.

Stk. 2. Er retten til et registreret varemærke blevet pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal Patent- og Varemærkestyrelsen på indehaverens, panthaverens eller rekvirentens begæring notere dette i varemærkeregisteret.

Licens

§ 38 b. Der kan gives licens til et varemærke for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og for hele landet eller en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv licens eller en simpel licens.

Stk. 2. Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for en licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til

1) dens gyldighedsperiode,

2) den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til registreringen,

3) arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet,

4) det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket, eller

5) kvaliteten af de varer eller tjenesteydelser, som licenstageren har fremstillet eller præsteret.

Stk. 3. Licensen skal på indehaverens eller licenstagerens begæring noteres i varemærkeregisteret. Ligeledes noteres det i registeret, når det senere godtgøres, at licensen er ophørt.

Varemærkeansøgninger som genstand for ejendomsret

§ 38 c. §§ 38-38 b finder tilsvarende anvendelse på varemærkeansøgninger.

Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke

§ 39. Indehaveren af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke skal forelægge Patent- og Varemærkestyrelsen enhver ændring af bestemmelserne om et ansøgt eller registreret mærkes anvendelse.

Stk. 2. Ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse noteres i varemærkeregisteret, medmindre de ændrede bestemmelser ikke opfylder kravene i § 11, stk. 6-8, eller de omfattes af en af grundene til afslag i § 14, stk. 2, eller § 16, stk. 2.

Stk. 3. Ændringer af bestemmelserne om anvendelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke får først virkning fra datoen for noteringen af ændringerne i varemærkeregisteret.

Mærkeændring

§ 40. Efter anmodning fra indehaveren kan der foretages uvæsentlige ændringer af et ansøgt eller registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af varemærket ikke påvirkes af ændringen.

Stk. 2. Ændringer efter stk. 1 indføres i varemærkeregisteret og offentliggøres.

Deling af ansøgninger og registreringer

§ 41. Ansøgeren eller indehaveren kan dele en dansk varemærkeansøgning eller -registrering i to eller flere særskilte ansøgninger eller registreringer ved at indgive en anmodning herom til Patent- og Varemærkestyrelsen og for hver udskilt ansøgning eller registrering anføre, hvilke varer eller tjenesteydelser fra den oprindelige ansøgning eller registrering der skal omfattes af de udskilte ansøgninger eller registreringer.

Stk. 2. For anmodning om deling efter stk. 1 betales et gebyr, jf. § 60 d, stk. 1.

§ 42. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt krænker en varemærkeret, der er stiftet ved registrering, ved brug, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, eller i henhold til EU-varemærkeforordningen.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået forsætligt og under skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbart retsstridig vinding.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, påtales af den forurettede. Overtrædelser, som omfattes af stk. 2, påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

§ 43. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en andens varemærkeret, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til bl.a. den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikkeøkonomisk skade.

Stk. 4. Er varemærkeretten stiftet ved registrering, finder reglerne i stk. 1 også anvendelse for tiden mellem ansøgningens indlevering og mærkets registrering, dersom krænkeren vidste eller burde vide, at ansøgningen var indleveret.

§ 43 a. Sø- og Handelsretten er EU-varemærkedomstol i 1. instans, og Højesteret og landsretterne er EU-varemærkedomstole i 2. instans i henhold til EU-varemærkeforordningen. Ved afgørelsen af, om domme afsagt af Sø- og Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til Højesteret eller landsret, finder retsplejelovens § 368, stk. 4-6, anvendelse.

§ 43 b. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EU-varemærkeforordningen meddeles af byretten eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens kapitel 40.

Stk. 2. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EU-varemærkeforordningen, der skal have virkning på enhver medlemsstats område, meddeles af Sø- og Handelsretten.

Stk. 3. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der både vedrører et nationalt varemærke og et EU-varemærke, meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige afgørelse vedrørende EU-varemærket skal have virkning på enhver medlemsstats område.

§ 43 c. (Ophævet)

§ 43 d. (Ophævet)

§ 44. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser af varemærkeretten kan retten efter påstand ved dom bl.a. bestemme, at en vare, som krænker en varemærkeret, skal

1) tilbagekaldes fra handelen,

2) endeligt fjernes fra handelen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede eller

5) at de ulovligt anbragte varemærker skal fjernes.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber el.lign., der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende varer.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

§ 44 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 43 eller 44, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

§ 45. Hvis der er givet licens til brug af et varemærke, anses såvel licensgiver som licenstager som påtaleberettiget i sager om krænkelse af varemærkeretten, hvis intet andet er aftalt.

Stk. 2. En licenstager, som vil anlægge sag, skal underrette licensgiveren herom.

§ 45 a. Hvis told- og skatteforvaltningen får en formodning om krænkelser omfattet af § 42, kan oplysninger herom videregives til rettighedshaver.

§ 45 b. Patent- og Varemærkestyrelsens opgaver vedrørende håndhævelse af varemærkerettigheder og bekæmpelse af piratkopiering varetages af en særlig enhed, hvor forbrugere, virksomheder og myndigheder kan henvende sig og modtage information og vejledning.

Stk. 2. I konkrete sager om piratkopiering vejleder enheden forbrugere og små og mellemstore virksomheder. Enheden kan efter anmodning og mod betaling af et gebyr afgive en skriftlig vejledende udtalelse.

Stk. 3. Enheden bistår politiet og anklagemyndigheden i deres indsats mod piratkopiering.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om enhedens opgaver og organisering m.v.

§ 46. Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser efter denne lov kan indbringes for Patentankenævnet (Ankenævnet for Patenter og Varemærker) senest 2 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Inden samme frist skal gebyr for klagebehandlingen betales. Sker dette ikke, skal klagen afvises. Indbringelse for Patentankenævnet har opsættende virkning.

Stk. 2. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 3. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen, som kan påklages til ankenævnet, kan ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger. Søgsmål til prøvelse af ankenævnets afgørelser skal anlægges inden 2 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Søgsmålet har opsættende virkning.

§ 47. Patent- og Varemærkestyrelsen kan efter anmodning påtage sig at løse særlige opgaver, der vedrører varemærker og varemærkeret.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter regler om betalingen herfor samt om betalingen af gebyr for rykkerskrivelser ved for sen betaling.

Stk. 3. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder, bortset fra § 8, ikke for de opgaver, der er nævnt i stk. 1.

§ 48. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om indgivelse af varemærkeansøgninger og deres behandling efter bestemmelserne i kapitel 2, herunder om sagsbehandlingssprog og sprog i dokumenter, og, for så vidt angår gengivelse af varemærker, om filtyper og deres størrelse, mærketyper, beskrivelser, farver og mærker uden farver (sort/hvid- mærker).

Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om deling af ansøgninger og registreringer, om behandling af indsigelser og administrativ ophævelse, om påberåbelse af fortrinsrettigheder, om varemærkeregisterets indretning og førelse, om, hvilke oplysninger der kan indføres i registeret, om offentliggørelse af registreringer, noteringer og meddelelser, om registrering og udslettelse af varemærker og om ekspeditioner, udskrifter af registeret m.v.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ekspeditioner, publikationer, udskrifter, kurser m.v.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte de regler, der er nødvendige for anvendelsen af EU-varemærkeforordningen, herunder bestemmelser om EU-varemærkeansøgningers og -registreringers overgang til nationale ansøgninger m.v.

Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i kapitel 8 om international varemærkeregistrering.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om optagelse af fællesmærkeregisteret i varemærkeregisteret.

Stk. 7. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om fællesmærkers overgang til kollektivmærker eller garanti- eller certificeringsmærker eller individuelle varemærker og om ophævelse af fællesmærkeregistreringer.

Stk. 8. Erhvervsministeren kan fastsætte, hvilke dage der betragtes som lukkedage for Patent- og Varemærkestyrelsen.

§ 48 a. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Patent- og Varemærkestyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, maksimal størrelse på filer og digital signatur el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 48 b. Er det efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov påkrævet, at et dokument, som er udstedt af andre end Patent- og Varemærkestyrelsen, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har ud- stedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftkrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

§ 49. Henlægger erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Patent- og Varemærkestyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Ansøgning om international varemærkeregistrering på basis af ansøgning eller registrering i Danmark

§ 50. En international varemærkeansøgning kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen af danske statsborgere samt fysiske eller juridiske personer, som er bosat eller er indehavere af en regulær industriel eller kommerciel virksomhed her i landet.

Stk. 2. Ansøgninger indgivet i medfør af stk. 1 skal være i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 3, 3 b og 3 c og herunder som minimum indeholde

1) ansøgerens navn og adresse,

2) en gengivelse af mærket og eventuelt oplysninger om mærket,

3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som mærket ønskes registreret for, grupperet i klasser i overensstemmelse med Niceklassifikationen,

4) en angivelse af ansøgningsdato og ansøgningsnummer eller af registreringsdato og registreringsnummer for den danske basisansøgning eller basisregistrering og

5) angivelse af de stater eller organisationer, som designeres.

Stk. 3. En international varemærkeansøgning kan omfatte alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den eller de danske ansøgninger eller registreringer, der påberåbes som basis for den internationale ansøgning.

Stk. 4. Ved indlevering af en international varemærkeansøgning kan der påberåbes prioritet i overensstemmelse med Pariserkonventionen.

Stk. 5. Patent- og Varemærkestyrelsen videresender ansøgningen til Det Internationale Bureau, hvis ansøgningsgebyret efter § 60 e, stk. 1, er betalt og ansøgningen opfylder kravene i stk. 1 og de regler, som fastsættes af erhvervsministeren efter § 48, stk. 5.

Stk. 6. Er der noget til hinder for at videresende ansøgningen, får ansøgeren mulighed for at bringe denne i orden. Er ansøgningen ikke bragt i orden inden for fristen på 2 måneder i henhold til Madridprotokollens artikel 3, stk. 4, tager Patent- og Varemærkestyrelsen stilling til, om ansøgningen skal afvises eller kan sendes til Det Internationale Bureau.

Efterfølgende designering

§ 51. Begæring om territorial udstrækning af en international registrering, der er registreret på basis af en dansk ansøgning eller registrering, kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen eller til Det Internationale Bureau, jf. Madridprotokollens artikel 3 c, stk. 2.

Stk. 2. Er en begæring om territorial udstrækning efter stk. 1 indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen, videresender styrelsen begæringen til Det Internationale Bureau, hvis gebyret efter § 60 e, stk. 2, er betalt og begæringen er i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 2, stk. 1, og artikel 3 c, stk. 2, og herunder som minimum indeholder

1) det internationale registreringsnummer,

2) ansøgerens navn og adresse,

3) en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som begæringen omfatter, grupperet i klasser i overensstemmelse med Niceklassifikationen og

4) angivelse af de stater eller organisationer, som designeres.

Meddelelse om ændringer i den oprindelige ansøgning eller registrering

§ 52. Patent- og Varemærkestyrelsen kan give Det Internationale Bureau meddelelse om ændringer i varemærkeregisteret, i det omfang ændringerne har indvirkning på en international registrering, jf. Madridprotokollens artikel 6, stk. 2-4.

Fornyelse af en international registrering

§ 53. En international registrering kan fornys hvert tiende år i henhold til den internationale registreringsdato. Fornyelse kan alene ske ved Det Internationale Bureau i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i Madridprotokollen.

Behandlingen af designeringer af Danmark

§ 54. For Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af designeringer af Danmark i internationale registreringer finder §§ 16-22 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan Patent- og Varemærkestyrelsen alene give afslag på en designerings gyldighed efter § 12, hvis de varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, ikke er identificeret med tilstrækkelig klarhed og præcision i henhold til den udgave af Niceklassifikationen, der var gældende på tidspunktet for den internationale registrering.

Stk. 3. For Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af designering af Danmark i en international varemærkeregistrering betales et gebyr, jf. § 60 a, stk. 5.

Frister for udstedelse af foreløbige afslag

§ 55. Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden 18 måneder fra notifikationsdatoen, jf. Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra b, meddele Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag på varemærkets gyldighed her i landet, hvis mærket ikke opfylder registreringsbetingelserne efter denne lov, herunder hvis der meddeles indsigelse.

Stk. 2. Udløber indsigelsesperioden, jf. § 19, stk. 1, efter fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, kan Patent- og Varemærkestyrelsen meddele Det Internationale Bureau et forbehold om, at afslag kan fremsættes efterfølgende i henhold til Madridprotokollens artikel 5, stk. 2, litra c.

Stk. 3. Har Patent- og Varemærkestyrelsen ikke meddelt Det Internationale Bureau et foreløbigt afslag inden for fristen på 18 måneder, jf. stk. 1, og er forbeholdet for afslag efter stk. 2 ikke meddelt inden samme frist, anses den internationale registrering for at være gyldig her i landet i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4, stk. 1, litra a.

Godkendelse af designeringens gyldighed

§ 56. Er designeringen i overensstemmelse med denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, og er der ikke indgivet indsigelse, jf. § 19, eller er der truffet endelige afgørelser om eventuelle indsigelser, og er designeringen helt eller delvis opretholdt, godkender Patent- og Varemærkestyrelsen designeringen endeligt og noterer datoen herfor i varemærkeregisteret. Patent- og Varemærkestyrelsen giver meddelelse til Det Internationale Bureau om en endeligt godkendt designerings gyldighed og offentliggør designeringen.

Virkningerne af gyldige designeringer

§ 57. En endelig gyldig designering af Danmark i en international registrering, jf. § 56, har samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret her i landet.

Bortfald og videreførelse i dansk ret

§ 58. Mister den internationale varemærkeregistrering sin gyldighed, bortfalder designeringens gyldighed her i landet på tidspunktet for bortfaldet af den internationale registrering.

Stk. 2. Har den internationale varemærkeregistrering mistet sin gyldighed på anmodning fra den oprindelige registreringsmyndighed, eller som følge af at en kontraherende part udtræder af Madridprotokollen, kan indehaveren indgive en dansk varemærkeansøgning med samme virkning, som hvis ansøgningen var indgivet på datoen for den internationale registrering eller datoen for den efterfølgende designering af Danmark, forudsat at

1) ansøgningen indgives senest 3 måneder efter datoen for udslettelse af den internationale registrering,

2) ansøgningen ikke omfatter andre varer eller tjenesteydelser end dem, der var omfattet af designeringen af Danmark,

3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en dansk varemærkeansøgning og

4) ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer, jf. § 60 a, stk. 4.

Stk. 3. En ansøgning om videreførelse i Danmark efter stk. 2 skal opfylde kravene til ansøgninger, jf. § 11, stk. 5-8, og indeholde en henvisning til nummeret på den internationale registrering og oplysning om designeringsdatoen og eventuel prioritet for den internationale registrering.

§ 59. En designering af Den Europæiske Union via en international varemærkeregistrering, der overgår til en dansk ansøgning eller en designering af Danmark efter artikel 202 i EU-varemærkeforordningen, behandles efter reglerne i denne lov.

Erstatning af et dansk varemærke med en international registrering

§ 60. Patent- og Varemærkestyrelsen skal i overensstemmelse med Madridprotokollens artikel 4 b på forlangende notere, at en international registrering erstatter en dansk registrering, såfremt

1) Danmark er designeret enten oprindelig eller senere,

2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske registrering, også er omfattet af designeringen af Danmark og

3) Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen for den danske registrering.

Stk. 2. En erstatning af en dansk varemærkeregistrering med en designering af Danmark i medfør af Madridprotokollens artikel 4 b har kun retsvirkning, for så vidt angår de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af både den internationale og den danske registrering.

Stk. 3. Patent- og Varemærkestyrelsen giver Det Internationale Bureau meddelelse om notering efter stk. 1.

§ 60 a. For ansøgning om registrering af et varemærke, jf. § 11, stk. 1, betales et gebyr på 2.000 kr. I ansøgningsgebyret indgår en klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen. For yderligere klasser i henhold til Niceklassifikationen betales et tillægsgebyr. Tillægsgebyret udgør 200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for hver yderligere klasse.

Stk. 2. For udarbejdelse af en nærmere begrundelse til en søgningsrapport, jf. § 11, stk. 2, betales et gebyr på 700 kr.

Stk. 3. For en EU-varemærkeansøgnings eller -registrerings overgang til national ansøgning betales gebyrer som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. For ansøgning om en dansk varemærkeregistrering på grundlag af en udslettet international varemærkeregistrering, jf. § 58, stk. 2, betales et gebyr på 1.500 kr.

Stk. 5. Gebyr for designering af Danmark i en international varemærkeregistrering i henhold til artikel 8, stk. 1, i Madridprotokollen opgøres som nævnt i stk. 1.

§ 60 b. For fornyelse af en varemærkeregistrering, jf. § 24, stk. 3, betales et gebyr på 2.000 kr. I fornyelsesgebyret indgår en klasse af varer eller tjenesteydelser i henhold til Niceklassifikationen. Der betales endvidere et tillægsgebyr på 200 kr. for første ekstra klasse og 600 kr. for hver yderligere klasse.

Stk. 2. Gebyrer i henhold til stk. 1, der betales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter, forhøjes med 20 pct.

Stk. 3. Gebyr i henhold til Madridprotokollens artikel 8, stk. 1, for fornyelse af designering af Danmark i en international varemærkeregistrering fastsættes som nævnt i stk. 1.

§ 60 c. For fremsættelse af indsigelse mod en varemærkeansøgning eller designering af Danmark i en international varemærkeregistrering, jf. § 19, stk. 1, og § 54, stk. 1, betales et gebyr på 2.500 kr.

Stk. 2. For begæring om administrativ ophævelse af en dansk eller international varemærkeregistrering, jf. §§ 34 og 57, betales et gebyr på 2.500 kr.

Stk. 3. For begæring om administrativ ophævelse efter stk. 2, der udelukkende er fremsat, under henvisning til at registreringen er sket i strid med § 14, stk. 1, nr. 2 og 4, betales ikke gebyr.

§ 60 d. For anmodning om deling af en varemærkeansøgning eller registrering betales for hver ansøgning eller registrering, der ønskes udskilt, 2.000 kr., jf. § 41, stk. 2.

Stk. 2. For en skriftlig vejledende udtalelse i henhold til § 45 b, stk. 2, betales 1.500 kr.

§ 60 e. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om international varemærkeregistrering, jf. § 50, stk. 5, betales et gebyr på 500 kr.

Stk. 2. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende efterfølgende designering i internationale varemærkeregistreringer, jf. § 51, stk. 2, betales et gebyr på 300 kr.

§ 60 f. Gebyrer indbetalt i henhold til §§ 60 a-60 e tilbagebetales ikke, når betalingen er foretaget rettidigt.

Stk. 2. Gebyrer, der ikke er betalt i rette tid, eller som ved fristens udløb er betalt med utilstrækkeligt beløb med den følge, at betalingen ikke kan godkendes, tilbagebetales.

Stk. 3. Afviser Patent- og Varemærkestyrelsen den behandling, der er betalt for, vil der ske tilbagebetaling af gebyrer indbetalt i forbindelse med behandlingen.

Stk. 4. Gebyrer indbetalt i forbindelse med fremsættelse af en indsigelse mod en varemærkeansøgning eller begæring om ophævelse af en varemærkeregistrering tilbagebetales med halvdelen af det indbetalte beløb i de tilfælde, hvor behandlingen af indsigelsen eller begæringen om ophævelse bliver suspenderet og ansøgningen bliver afslået eller varemærkeregistreringen bliver ophævet.

§ 60 g. Patent- og Varemærkestyrelsen kan regulere beløbene anført i §§ 60 a-60 e i overensstemmelse med den generelle pris- og lønudvikling, der anvendes på finansloven. Patent- og Varemærkestyrelsen offentliggør de gældende gebyrer i en prisliste.

§ 60 h. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til dækning af omkostninger forbundet med Patent- og Varemærkestyrelsens administration af andre områder under styrelsens ressortområde, hvor der opkræves gebyrer.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

§ 61. Loven træder i kraft den 1. januar 1992, og samtidig ophæves varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989.

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. For varemærker, der er registreret før den 31. december 1991, påbegyndes 5-årsperioden efter § 25 først den 1. januar 1992.

Stk. 4. Bestemmelserne i kapitel 8 sættes i kraft helt eller delvist ved bekendtgørelse udstedt af erhvervsministeren).

§ 62. (Udelades)

§ 63. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger).

§ 1. Den, der har gjort en opfindelse, som kan udnyttes industrielt, eller den, til hvem opfinderens ret er overgået, har i overensstemmelse med denne lov ret til efter ansøgning at få patent på opfindelsen og derved opnå eneret til at udnytte den erhvervsmæssigt. Opfindelser kan patenteres på alle teknologiske områder.

Stk. 2. Som opfindelser anses især ikke, hvad der alene udgør

1) opdagelser, videnskabelige teorier og matematiske metoder,

2) kunstneriske frembringelser,

3) planer, regler eller metoder for intellektuel virksomhed, for spil eller for erhvervsvirksomhed eller programmer for datamaskiner,

4) fremlæggelse af information.

Stk. 3. Fremgangsmåder til kirurgisk eller terapeutisk behandling eller til diagnosticering, som anvendes på mennesker eller dyr, anses heller ikke som opfindelser. Dette er ikke til hinder for, at der meddeles patent på produkter, herunder stoffer og stofblandinger, til brug i disse fremgangsmåder.

Stk. 4. Patent meddeles ikke på plantesorter eller dyreracer. Patent kan dog meddeles på opfindelser, hvis genstand er planter eller dyr, hvis opfindelsens udøvelse ikke er teknisk begrænset til en bestemt plantesort eller dyrerace. Med plantesort forstås i denne lov en plantesort som defineret i artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse.

Stk. 5. Patent meddeles ikke på væsentligt biologiske fremgangsmåder til fremstilling af planter eller dyr. Med væsentligt biologisk fremgangsmåde forstås i denne lov en fremgangsmåde, der i sin helhed beror på naturlige fænomener som krydsning eller udvælgelse. Patent kan dog meddeles på mikrobiologiske fremgangsmåder eller andre tekniske fremgangsmåder eller et produkt, der er frembragt ved sådanne fremgangsmåder. Med mikrobiologisk fremgangsmåde forstås i denne lov enhver fremgangsmåde, der udnytter et mikrobiologisk materiale, udføres på et mikrobiologisk materiale eller frembringer et mikrobiologisk materiale.

Stk. 6. Opfindelser kan være patenterbare, også selvom de vedrører et produkt, der består af eller indeholder biologisk materiale, eller vedrører en fremgangsmåde til fremstilling, bearbejdning eller anvendelse af biologisk materiale. Biologisk materiale, der er isoleret fra sit naturlige miljø eller frembragt ved hjælp af en teknisk fremgangsmåde, kan være genstand for en opfindelse, også selvom det i forvejen findes i naturen. Med biologisk materiale forstås i denne lov materiale, som indeholder genetisk information, og som kan reproducere sig selv eller kan reproduceres i et biologisk system.

§ 1 a. Det menneskelige legeme på alle de forskellige stadier af dets opståen og udvikling og den blotte opdagelse af en del af det, herunder en sekvens eller delsekvens af et gen, kan ikke udgøre patenterbare opfindelser.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en del af det menneskelige legeme, der er isoleret herfra eller på anden måde fremstillet ved en teknisk fremgangsmåde, herunder en sekvens eller delsekvens af et gen, udgøre en patenterbar opfindelse, selv om en sådan del i sin opbygning er identisk med opbygningen i en naturligt forekommende del.

§ 1 b. Patent meddeles ikke på opfindelser, hvis kommercielle udnyttelse ville stride mod sædelighed eller offentlig orden.

Stk. 2. En udnyttelse skal ikke anses for at stride mod sædelighed eller offentlig orden alene af den grund, at udnyttelsen er forbudt ved en lov eller administrativ forskrift.

Stk. 3. I medfør af stk. 1, kan der blandt andet ikke meddeles patent på

1) fremgangsmåder til kloning af mennesker,

2) fremgangsmåder til ændring af den genetiske identitet hos menneskets kønsceller,

3) anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål og

4) fremgangsmåder til ændring af dyrs genetiske identitet, som kan påføre dem lidelser, der ikke er begrundet i en væsentlig medicinsk nytteværdi for mennesker eller dyr, samt dyr frembragt ved sådanne fremgangsmåder.

§ 2. Patent meddeles kun på opfindelser, som er nye i forhold til, hvad der var kendt før patentansøgningens indleveringsdag, og som tillige adskiller sig væsentligt derfra.

Stk. 2. Som kendt anses alt, hvad der er blevet almindeligt tilgængeligt gennem skrift, foredrag, udnyttelse eller på anden måde. Ligeledes anses indholdet i en før patentansøgningens indleveringsdag her i landet indleveret patentansøgning som kendt, såfremt denne ansøgning bliver almindeligt tilgængelig i overensstemmelse med reglerne i § 22. Det samme gælder indholdet i en før patentansøgningens indleveringsdag her i landet indleveret ansøgning om registrering af brugsmodel, hvis denne ansøgning bliver almindeligt tilgængelig i overensstemmelse med reglerne for brugsmodeller. Kravet i stk.1 om, at opfindelsen skal adskille sig væsentligt fra det kendte, gælder dog ikke i forhold til indholdet af sådanne ansøgninger.

Stk. 3. Bestemmelser om, at ansøgning, som omhandles i kapitel 3, ved anvendelse af reglen i stk. 2 i visse tilfælde skal have samme virkning som en her i landet indgivet patentansøgning, er fastsat ved §§ 29 og 38.

Stk. 4. Betingelsen i henhold til stk. 1, hvorefter opfindelser skal være nye, er ikke til hinder for, at patent meddeles på kendte stoffer eller stofblandinger til anvendelse i de i § 1, stk. 3, nævnte fremgangsmåder, såfremt anvendelsen af stoffet eller blandingen ikke er kendt ved nogen af disse fremgangsmåder.

Stk. 5. Betingelsen i stk. 1, hvorefter opfindelser skal være nye, er ligeledes ikke til hinder for, at der meddeles patent på de stoffer eller stofblandinger, der er nævnt i stk. 4 i overensstemmelse med fremgangsmåderne efter § 1, stk. 3, hvis der er tale om en specifik anvendelse af stoffet eller stofblandingen og denne specifikke anvendelse ikke er kendt ved nogen af disse fremgangsmåder.

Stk. 6. Patent kan dog meddeles på en opfindelse, uanset at den inden for de sidste 6 måneder før ansøgningens indlevering er blevet almindeligt tilgængelig, når dette er en følge af

1) et åbenbart misbrug i forhold til ansøgeren eller nogen, fra hvem hans ret hidrører, eller

2) at ansøgeren eller nogen, fra hvem hans ret hidrører, har forevist opfindelsen på sådan officiel eller officielt anerkendt international udstilling, som omhandles i den i Paris den 22. november 1928 indgåede konvention om internationale udstillinger.

§ 3. Den ved patent opnåede eneret indebærer, at andre end patenthaveren ikke uhjemlet må udnytte opfindelsen ved

1) at fremstille, udbyde, bringe i omsætning eller anvende et produkt, der er genstand for patent, eller importere eller besidde produktet med sådant formål, eller

2) at anvende en fremgangsmåde, der er genstand for patent, eller udbyde den til anvendelse her i landet, såfremt den, der udbyder fremgangsmåden, ved, eller omstændighederne gør det åbenbart, at fremgangsmåden ikke må anvendes uden patenthaverens samtykke, eller

3) at udbyde, bringe i omsætning eller anvende et produkt, som er fremstillet ved en fremgangsmåde, der er genstand for patent, eller importere eller besidde produktet med sådant formål.

Stk. 2. Eneretten indebærer ligeledes, at andre end patenthaveren ikke uhjemlet må udnytte opfindelsen ved at levere eller tilbyde nogen, som ikke er berettiget til at udnytte opfindelsen, midler til at udøve denne her i landet, såfremt disse midler vedrører et væsentligt element i opfindelsen og leverandøren eller tilbudsgiveren ved, eller det efter omstændighederne er åbenbart, at de er egnede og bestemt til sådan anvendelse. Er midlet en i handelen almindeligt forekommende vare, gælder dette dog kun, såfremt den, der leverer eller tilbyder at levere midlet, tilskynder modtageren til at begå handlinger som nævnt i stk. 1. Ved anvendelsen af bestemmelserne i 1. og 2. pkt. anses personer, der udfører handlinger som nævnt i stk. 3, nr. 1, 3, 4 eller 5, ikke for berettigede til at udnytte opfindelsen.

Stk. 3. Eneretten omfatter ikke

1) handlinger, der udføres i ikkeerhvervsmæssigt øjemed,

2) handlinger angående produkter, som af patenthaveren eller med dennes samtykke er bragt i omsætning her i landet eller i et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS),

3) handlinger, som udføres i forsøgsøjemed i forbindelse med genstanden for den patenterede opfindelse,

4) handlinger, der er afgrænset til genstanden for den patenterede opfindelse, som er nødvendige for at kunne opnå en markedsføringstilladelse for et lægemiddel til mennesker eller dyr i EU, i en EU-medlemsstat eller i andre lande, eller

5) tilberedning i et apotek af et lægemiddel efter lægerecept i individuelle tilfælde eller handlinger, der vedrører det således fremstillede lægemiddel.

§ 3 a. Den beskyttelse, der er knyttet til et patent på et biologisk materiale, som i kraft af opfindelsen har bestemte egenskaber, omfatter ethvert biologisk materiale, der er fremstillet ud fra dette biologiske materiale ved reproduktion eller formering i identisk eller differentieret form, og som har de samme egenskaber.

Stk. 2. Den beskyttelse, der er knyttet til et patent på en fremgangsmåde til fremstilling af et biologisk materiale, som i kraft af opfindelsen har bestemte egenskaber, omfatter det biologiske materiale, der direkte fremstilles ved denne fremgangsmåde, samt ethvert biologisk materiale, der er fremstillet ud fra det direkte fremstillede biologiske materiale ved reproduktion eller formering i identisk eller differentieret form, og som har de samme egenskaber.

Stk. 3. Den beskyttelse, der er knyttet til et patent på et produkt, som indeholder eller består af genetisk information, omfatter ethvert materiale, hvori produktet indgår, og hvori den genetiske information er indeholdt og udøver sin funktion, jf. dog § 1 a.

Stk. 4. Beskyttelsen efter stk. 1, 2 og 3, omfatter ikke biologisk materiale, der er fremstillet ved reproduktion eller formering af et biologisk materiale, som er markedsført på en medlemsstats område af patenthaveren eller med dennes samtykke, hvis denne reproduktion eller formering er foretaget som et nødvendigt led i den anvendelse, hvortil det biologiske materiale er markedsført, forudsat at det fremstillede materiale ikke efterfølgende anvendes til yderligere reproduktion eller formering.

§ 3 b. Uanset bestemmelserne i § 3 a, stk. 1-3, indebærer salg eller anden form for markedsføring af formeringsmateriale fra planter, som foretages af patenthaveren eller med dennes samtykke, til en landbruger til landbrugsmæssige formål, at landbrugeren har tilladelse til selv at anvende sit høstudbytte til reproduktion eller formering på sin egen bedrift, idet dog omfanget af og vilkårene for dette er anført i artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne i § 3 a, stk. 1-3, indebærer salg eller anden form for markedsføring af avlsdyr eller andet animalsk reproduktionsmateriale, som foretages af patenthaveren eller med dennes samtykke, til en landbruger, at landbrugeren har tilladelse til at anvende dyret eller andet animalsk reproduktionsmateriale til egne landbrugsformål, men ikke til at sælge det i forbindelse med eller med henblik på reproduktion i kommercielt øjemed. Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser for omfanget af og vilkårene for landbrugerens anvendelse af sådanne avlsdyr og animalske reproduktionsmaterialer til egne landbrugsformål.

§ 4. Den, som, da patentansøgningen blev indleveret, her i landet erhvervsmæssigt udnyttede opfindelsen, må uanset et meddelt patent fortsætte udnyttelsen med bibeholdelse af dennes almindelige karakter, såfremt udnyttelsen ikke udgjorde et åbenbart misbrug i forhold til ansøgeren eller nogen, fra hvem hans ret hidrører. Sådan ret til udnyttelse tilkommer under tilsvarende forudsætninger også den, som havde truffet væsentlige foranstaltninger til erhvervsmæssig udnyttelse af opfindelsen her i landet.

Stk. 2. Den i stk.1 omhandlede ret kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori den er opstået, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

§ 5. Uanset at der er meddelt patent på en opfindelse, må andre end patenthaveren udnytte opfindelsen ved brugen af et udenlandsk køretøj, fartøj eller luftfartøj under det pågældende samfærdselsmiddels midlertidige eller tilfældige tilstedeværelse her.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan bestemme, at reservedele og tilbehør til luftfartøjer uanset et meddelt patent må indføres og anvendes her til reparation af luftfartøjer hjemmehørende i en fremmed stat, der indrømmer tilsvarende rettigheder for danske luftfartøjer.

§ 6. Ansøgning om patent på en opfindelse, der tidligst 12 måneder før ansøgningsdagen er angivet i en ansøgning, som angår patent eller brugsmodelregistrering her i landet eller patent, opfindercertifikat eller brugsmodelbeskyttelse i et andet land, som er tilsluttet Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret, skal i forhold til § 2, stk. 1, 2, 4 og 5, samt § 4 på begæring anses for indleveret samtidig med den tidligere ansøgning. Den samme ret til prioritet gælder, selv om ansøgningen om beskyttelse ikke hidrører fra et land, der er tilsluttet konventionen, når en tilsvarende prioritet fra en dansk patentansøgning eller brugsmodelansøgning i kraft af bilateral eller multilateral aftale indrømmes i det land, hvor den tidligere ansøgning blev indleveret, og dette sker på betingelser og med virkninger, der i det væsentlige stemmer overens med konventionen.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter de nærmere vilkår for retten til at gøre sådan prioritet gældende.

§ 7. Patentmyndigheden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen, der ledes af en direktør, og Ankenævnet for Patenter og Varemærker (Patentankenævnet). Ved patentmyndigheden forstås i denne lov patentmyndigheden her i landet, medmindre andet er angivet.

Stk. 2. Ankenævnet for Patenter og Varemærker nedsættes af erhvervsministeren til behandling af klager over styrelsens afgørelser, jf. §§ 25 og 67, samt klager over afgørelser efter designloven, varemærkeloven m.v. Patentankenævnet består af indtil 18 medlemmer, der udnævnes for 5 år ad gangen. 2 af medlemmerne, heraf formanden, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne beskikkes til landsdommer, mens nævnet i øvrigt skal sammensættes således, at medlemmerne tilsammen besidder den bedst mulige sagkundskab vedrørende patenter, design, varemærker samt på områder, der i henhold til lovgivningen i øvrigt er henlagt under ankenævnets kompetence. De skal have afgangseksamen fra Danmarks Tekniske Universitet, anden højere læreanstalt eller på anden vis have erhvervet den fornødne sagkundskab.

Stk. 3. Formanden bestemmer under hensyn til den enkelte sags beskaffenhed, hvem og hvor mange af nævnets medlemmer, der skal deltage i sagens behandling.

Stk. 4. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for ankenævnets virksomhed, herunder regler om sagsbehandlingen og regler om, at klageren skal betale gebyr for at få behandlet en klage.

§ 8. Ansøgning om patent indleveres til patentmyndigheden eller i de i kapitel 3 nævnte tilfælde til patentmyndigheden i fremmed stat eller til en international organisation.

Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af opfindelsen omfattende tegninger, når sådanne er nødvendige, samt en bestemt angivelse af, hvad der søges beskyttet ved patentet (patentkrav). Den omstændighed, at opfindelsen angår en kemisk forbindelse, medfører ikke, at en bestemt anvendelse skal angives i patentkravet. Beskrivelsen skal være så tydelig, at en fagmand på grundlag deraf kan udøve opfindelsen. En opfindelse, som vedrører eller indebærer brugen af biologisk materiale, skal i de tilfælde, som er angivet i § 8 a, kun anses for tilstrækkelig tydeligt angivet, såfremt betingelserne i § 8 a tillige er opfyldt.

Stk. 3. Ansøgningen skal endvidere indeholde et sammendrag af beskrivelse og patentkrav. Sammendraget skal alene tjene som teknisk information og må ikke tillægges betydning i andre henseender.

Stk. 4. I ansøgningen skal opfinderens navn angives. Søges patent af en anden end opfinderen, skal det fremgå af ansøgningen, at ansøgeren har ret til opfindelsen, og at opfinderen er informeret om, at der søges patent på opfindelsen. Patentmyndigheden kan dog kræve yderligere dokumentation for ansøgerens ret til opfindelsen.

Stk. 5. Ansøgeren skal betale det fastsatte ansøgningsgebyr. For patentansøgning skal også betales det fastsatte årsgebyr for hvert gebyrår, som påbegyndes, inden ansøgningen endeligt afgøres. Årsgebyret omfatter 1 år og regnes første gang fra den dag, da ansøgningen blev indleveret, og derefter fra den tilsvarende dag i kalenderåret.

§ 8 a. Skal der ved udøvelsen af opfindelsen anvendes biologisk materiale, som hverken er almindeligt tilgængeligt eller kan beskrives således i ansøgningens akter, at en fagmand på grundlag af disse kan udøve opfindelsen, skal en prøve af det biologiske materiale deponeres senest den dag, da ansøgningen bliver indleveret. Prøven skal herefter fortløbende være deponeret således, at den, som ifølge denne lov er berettiget til at få udleveret en prøve, kan få udleveret prøven i Danmark. Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om, hvor deponering kan foretages.

Stk. 2. Ophører en deponeret prøve med at være levedygtig, eller kan en prøve af andre grunde ikke udleveres, skal denne erstattes med en ny prøve af samme biologiske materiale inden for den frist og i øvrigt i overensstemmelse med de regler, der fastsættes af erhvervsministeren. Den nye deponering anses for foretaget allerede fra den dag, da den tidligere deponering blev foretaget.

§ 8 b. Patent- og Varemærkestyrelsen tildeler ansøgningen en indleveringsdag, hvis

1) der foreligger en tilkendegivelse af, at det indleverede materiale er en ansøgning,

2) det indleverede materiale muliggør, at ansøgerens identitet kan fastlægges, eller at ansøgeren kan kontaktes, og

3) det indleverede materiale indeholder en beskrivelse.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for ansøgerens mulighed for efterfølgende at få tildelt en indleveringsdag, hvor kravene i stk. 1 ikke er opfyldt.

Stk. 3. Hvis kravene i stk. 1 ikke er opfyldt, giver Patent- og Varemærkestyrelsen ansøgeren en frist på 2 måneder til opfyldelse heraf.

§ 9. Såfremt ansøgeren fremsætter begæring herom og betaler det fastsatte gebyr, skal patentmyndigheden i overensstemmelse med regler, der fastsættes af erhvervsministeren, foranledige, at ansøgningen nyhedsundersøges hos en international nyhedsundersøgende myndighed i henhold til bestemmelserne i artikel 15, stk. 5, i den i Washington den 19. juni 1970 indgåede patentsamarbejdstraktat.

§ 10. I samme ansøgning må ikke søges patent på to eller flere af hinanden uafhængige opfindelser.

§ 11. Søges patent på en opfindelse, som fremgår af en af ansøgeren tidligere indleveret patentansøgning, der ikke er endeligt afgjort, skal den senere ansøgning på ansøgerens begæring og på de af erhvervsministeren fastsatte vilkår anses som indleveret på det tidspunkt, da de akter, hvoraf opfindelsen fremgår, indkom til patentmyndigheden.

§ 12. Patent- og Varemærkestyrelsen kan opfordre ansøgeren til at udpege en i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) bosat fuldmægtig, som kan repræsentere ansøgeren i alt vedrørende ansøgningen. Fuldmægtigens navn og adresse skal indføres i patentregistret.

§ 13. En ansøgning om patent må ikke ændres således, at patent søges på noget, som ikke fremgik af ansøgningen, da denne blev indleveret.

§ 14. (Ophævet)

§ 15. Har ansøgeren ikke iagttaget de om ansøgningen givne forskrifter, eller finder patentmyndigheden, at der af andre grunde er noget til hinder for at imødekomme ansøgningen, skal ansøgeren underrettes herom og opfordres til inden en nærmere angiven frist at udtale sig eller berigtige ansøgningen. Patentmyndigheden kan dog uden at høre ansøgeren foretage de ændringer i sammendraget, som den finder nødvendigt.

Stk. 2. Undlader ansøgeren inden fristens udløb at afgive den begærede udtalelse eller at træffe foranstaltninger til berigtigelse af ansøgningen, henlægges denne. Den i stk. 1 nævnte meddelelse skal indeholde oplysning herom.

Stk. 3. Behandlingen af ansøgningen genoptages dog, hvis ansøgeren inden 4 måneder efter udløbet af den fastsatte frist fremkommer med sine ytringer eller træffer foranstaltninger til berigtigelse af ansøgningen samt betaler det fastsatte genoptagelsesgebyr.

Stk. 4. Betales der ikke årsgebyr efter §§ 8, 41 og 42, henlægges ansøgningen uden forudgående underretning. Behandlingen af en af denne grund henlagt ansøgning kan ikke genoptages.

§ 16. Finder patentmyndigheden, også efter at ansøgerens besvarelse er indkommet, noget til hinder for at imødekomme ansøgningen, og har ansøgeren haft lejlighed til at udtale sig om hindringen, skal ansøgningen afslås, medmindre patentmyndigheden finder grund til på ny at give ansøgeren opfordring som omhandlet i § 15, stk. 1.

§ 17. Påstår nogen over for patentmyndigheden, at han og ikke ansøgeren er berettiget til opfindelsen, kan patentmyndigheden, hvis den finder spørgsmålet tvivlsomt, opfordre ham til inden en nærmere angiven frist at anlægge retssag herom. Efterkommes opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af betragtning ved afgørelse af patentansøgningen. Underretning herom skal gives i opfordringen.

Stk. 2. Er der anlagt sag om retten til en opfindelse, på hvilken der søges patent, kan behandlingen af patentansøgningen stilles i bero, indtil retssagen er endeligt afgjort.

§ 18. Godtgør nogen over for patentmyndigheden, at han og ikke ansøgeren er berettiget til opfindelsen, skal patentmyndigheden overføre ansøgningen til ham, såfremt han begærer det. Den, til hvem patentansøgningen således overføres, skal betale nyt ansøgningsgebyr.

Stk. 2. Er der fremsat begæring om overførelse af en patentansøgning, må ansøgningen ikke henlægges, afslås eller imødekommes, før der er taget endelig stilling til begæringen.

§ 19. Er ansøgningen i overensstemmelse med forskrifterne, og er intet fundet til hinder for meddelelse af patent, og er det konstateret, at ansøgeren er enig i den tekst, hvormed patent vil kunne meddeles, sender patentmyndigheden meddelelse til ansøgeren om, at patent kan meddeles mod betaling af det fastsatte gebyr for publicering af patentskriftet.

Stk. 2. Efter at patentmyndigheden har sendt meddelelse som nævnt i stk. 1, må patentkravene ikke ændres således, at patentbeskyttelsens omfang udvides.

Stk. 3. Patentskriftet kan efter ansøgerens anmodning herom publiceres på dansk eller på engelsk med patentkrav på dansk.

Stk. 4. Gebyret for publicering af patentskriftet skal betales inden 2 måneder efter, at patentmyndigheden har givet meddelelse efter stk. 1. Sker dette ikke, henlægges ansøgningen. Behandlingen genoptages dog, hvis ansøgeren inden 4 måneder efter udløbet af fristen betaler gebyret for patentmeddelelse samt det fastsatte genoptagelsesgebyr.

§ 20. Når betingelserne i § 19 er opfyldt, skal patentmyndigheden meddele patent og udfærdige patentbrev. Samtidig bekendtgøres patentmeddelelsen.

Stk. 2. Patentskrift, som indeholder beskrivelse, patentkrav og sammendrag, skal kunne fås hos patentmyndigheden samtidig med patentmeddelelsens bekendtgørelse. Patentskriftet skal angive patenthaveren og opfinderen.

§ 21. Enhver er berettiget til over for patentmyndigheden at fremsætte indsigelse mod et meddelt patent. Indsigelsen skal være begrundet og være kommet frem til patentmyndigheden inden 9 måneder fra bekendtgørelsen af patentmeddelelsen. Med indsigelsen skal følge det fastsatte gebyr.

Stk. 2. Indsigelse kan alene begrundes med, at patentet er meddelt, uanset at

1) betingelserne i §§ 1-2 ikke er opfyldt,

2) det angår en opfindelse, som ikke er så tydeligt beskrevet, at en fagmand på grundlag af beskrivelsen kan udøve den, eller

3) dets genstand går ud over indholdet af ansøgningen, som den blev indleveret.

Stk. 3. Patentmyndigheden bekendtgør, at indsigelse er indleveret.

§ 22. Fra og med den dag, da patentet meddeles, skal akterne i ansøgningssagen holdes tilgængelige for enhver.

Stk. 2. Når 18 måneder er forløbet fra ansøgningsdagen eller, hvis der er begæret prioritet i henhold til § 6, fra den dag, fra hvilken prioriteten er begæret, skal akterne, selv om patent ikke er meddelt, holdes tilgængelige for enhver. Er der truffet beslutning om henlæggelse eller afslag, må akterne dog ikke holdes tilgængelige, medmindre ansøgeren begærer genoptagelse, påklager det meddelte afslag eller i henhold til §§ 72 eller 73 begærer genoprettelse af rettigheder.

Stk. 3. På begæring af ansøgeren skal sagens akter gøres tilgængelige tidligere end foreskrevet i stk. 1 og 2.

Stk. 4. Når akterne bliver tilgængelige i henhold til stk. 2 eller 3, skal bekendtgørelse herom udfærdiges.

Stk. 5. Indeholder et dokument forretningshemmeligheder, som ikke angår en opfindelse, på hvilken der søges eller er meddelt patent, kan patentmyndigheden, når særlige grunde foreligger, på begæring bestemme, at dokumentet helt eller delvis ikke skal være tilgængeligt. Er sådan begæring indgivet, må dokumentet ikke gøres tilgængeligt, før afgørelse er truffet, eller i det tidsrum, hvori afgørelsen kan påklages. Klage har opsættende virkning.

Stk. 6. Er en prøve af biologisk materiale deponeret i henhold til § 8 a, har enhver ret til at få en prøve af materialet, når akterne bliver tilgængelige i henhold til stk. 1, 2 eller 3. Efter meddelelsen af patent kan udleveringen ske til enhver, der anmoder herom, uanset om patentet er ophørt eller er kendt ugyldigt. Dette medfører dog ikke, at en prøve skal udleveres til nogen, som efter bestemmelser fastsat i eller i medfør af lov ikke må befatte sig med det deponerede materiale. En prøve skal heller ikke udleveres til nogen, hvis det på grund af materialets farlige egenskaber antages, at være forbundet med åbenbar fare, at vedkommende befatter sig med prøven.

Stk. 7. Uanset stk. 6 kan ansøgeren begære, at udlevering af en prøve i tiden, indtil patent er meddelt, kun kan ske til en særlig sagkyndig. Hvis en ansøgning er blevet afslået, tilbagetaget eller anses for tilbagetaget, kan ansøgeren begære, at en prøve af det deponerede materiale i 20 år fra patentansøgningens indlevering, kun må udleveres til en særlig sagkyndig. Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om fremsættelse af begæring om udlevering, om fristen for fremsættelse af sådanne begæringer og om, hvem der kan benyttes som sagkyndig.

Stk. 8. Begæring om udlevering af prøven skal fremsættes over for patentmyndigheden og indeholde en erklæring om at iagttage de begrænsninger i brugen af prøven, som fremgår af regler, der fastsættes af erhvervsministeren. Såfremt prøven skal udleveres til en særlig sagkyndig, skal erklæringen i stedet afgives af denne.

§ 23. Er indsigelse fremkommet, skal patenthaveren gøres bekendt med indsigelsen og have lejlighed til at udtale sig om denne.

Stk. 2. Patentmyndigheden kan behandle en indsigelse, selv om patentet er ophørt eller ophører i henhold til §§ 51, 54 eller 96, selv om indsigelsen tages tilbage, eller selv om indsigeren afgår ved døden eller mister evnen til at indgå retshandler.

Stk. 3. Patentmyndigheden kan erklære patentet ugyldigt eller opretholde det i uændret eller ændret form. Hvis patentmyndigheden finder, at patentet kan opretholdes i ændret form, og det er konstateret, at patenthaveren er enig heri, ændres patentskriftet tilsvarende, efter at patenthaveren har betalt det fastsatte gebyr for publicering heraf. Hos patentmyndigheden skal der kunne fås eksemplarer af det ændrede patentskrift.

Stk. 4. Hvis patenthaveren ikke er enig i opretholdelsen af patentet i ændret form eller ikke betaler gebyret for publicering af nyt patentskrift rettidigt, erklæres patentet for ugyldigt.

Stk. 5. Patentmyndigheden bekendtgør afgørelsen af indsigelsen.

§ 24. Klage over styrelsens endelige afgørelse af en patentansøgning kan indgives til Ankenævnet for Patenter og Varemærker af ansøgeren. Patenthaveren kan klage til Ankenævnet for Patenter og Varemærker, når et patent er anset for ugyldigt, eller hvis Patent- og Varemærkestyrelsen finder, at patentet kan opretholdes i ændret form efter indsigelse. Indsigeren kan klage til Ankenævnet for Patenter og Varemærker, når et patent opretholdes i uændret form, eller hvis Patent- og Varemærkestyrelsen finder, at patentet kan opretholdes i ændret form trods behørigt fremsat indsigelse. Frafalder indsigeren sin klage, kan klagen alligevel prøves, når særlige grunde hertil foreligger.

Stk. 2. Afgørelser, hvorved en begæring om genoptagelse i henhold til § 15, stk. 3, eller § 19, stk. 4, er afslået, eller hvorved begæring om overførelse i henhold til § 18 er imødekommet, kan påklages af ansøgeren. Afgørelser, hvorved en begæring om overførelse af ansøgningen er afslået, kan påklages af den, der har fremsat begæringen.

Stk. 3. Afgørelser, hvorved begæring i henhold til § 22, stk. 5, er afslået, kan påklages af den, der har fremsat begæringen.

§ 25. Klage efter § 24 indgives til Ankenævnet for Patenter og Varemærker senest 2 måneder efter, at styrelsen har givet den pågældende underretning om afgørelsen. Inden samme frist skal det herfor fastsatte gebyr betales. Sker dette ikke, skal klagen afvises.

Stk. 2. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 3. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af styrelsen, som kan påklages til Ankenævnet for Patenter og Varemærker, kan ikke indbringes for domstolene, forinden ankenævnets afgørelse foreligger, jf. dog §§ 52 og 53. Søgsmål til prøvelse af afgørelser, hvorved Ankenævnet for Patenter og Varemærker afslår en ansøgning om patent eller erklærer et patent ugyldigt, skal anlægges inden 2 måneder efter, at der er givet den pågældende underretning om afgørelsen.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 22, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til dokumenter, der indkommer til Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

§ 26. Bliver en ansøgning, som er tilgængelig for enhver, endeligt afslået eller henlagt, skal bekendtgørelse herom udfærdiges.

§ 27. Meddelte patenter indføres i et patentregister, der føres af patentmyndigheden.

§ 28. Ved international patentansøgning forstås en ansøgning i henhold til den i Washington den 19. juni 1970 indgåede patentsamarbejdstraktat.

Stk. 2. International patentansøgning indleveres til en patentmyndighed eller international organisation, som i henhold til traktaten og gennemførelsesforskrifterne er berettiget til at modtage sådan ansøgning (modtagende myndighed). Til patentmyndigheden her i landet kan en international patentansøgning indleveres i overensstemmelse med regler, der fastsættes af erhvervsministeren. Ansøgeren skal til patentmyndigheden betale det for ansøgningen fastsatte gebyr.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 29-38 finder anvendelse på internationale patentansøgninger, som omfatter Danmark.

§ 29. En international patentansøgning, for hvilken den modtagende myndighed har fastsat international indleveringsdag, har samme virkning som en her i landet den pågældende dag indleveret patentansøgning. Bestemmelsen i § 2, stk. 2, 2. pkt., finder dog kun anvendelse, såfremt ansøgningen er videreført i henhold til § 31.

§ 30. En international patentansøgning skal anses for tilbagetaget for så vidt angår Danmark i de tilfælde, som omhandles i traktatens artikel 24, stk. 1 i og ii.

§ 31. Ønsker ansøgeren at videreføre en international ansøgning for Danmark, skal han inden 31 måneder fra den internationale indleveringsdag eller, hvis prioritet begæres, fra prioritetsdagen til patentmyndigheden betale det fastsatte gebyr samt indlevere en oversættelse til dansk eller engelsk af den internationale ansøgning i det omfang, som erhvervsministeren fastsætter, eller, såfremt ansøgningen er affattet på dansk eller engelsk, en genpart af ansøgningen.

Stk. 2. Såfremt ansøgeren har betalt det fastsatte gebyr inden de i stk. 1 fastsatte frister, kan den krævede oversættelse eller genpart indleveres inden en yderligere frist på 2 måneder, mod at der betales et fastsat tillægsgebyr inden udløbet af den yderligere frist.

Stk. 3. Opfylder ansøgeren ikke kravene i denne paragraf, skal ansøgningen anses for tilbagetaget for så vidt angår Danmark.

§ 32. (Ophævet)

§ 33. Når en international patentansøgning er videreført i henhold til § 31, finder bestemmelserne i kapitel 2 anvendelse på ansøgningen og dens behandling med de afvigelser, der er fastsat i nærværende paragraf og i §§ 34-37. Ansøgningen må kun efter ansøgerens begæring optages til behandling forinden udløbet af de frister, som gælder i henhold til § 31, stk. 1.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 12 kan først bringes til anvendelse fra det tidspunkt, hvor patentmyndigheden kan optage ansøgningen til behandling.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 22, stk. 2 og 3, finder anvendelse, allerede inden ansøgningen er videreført, når ansøgeren har opfyldt sin forpligtelse i henhold til § 31 til at indlevere en oversættelse af ansøgningen, eller hvis ansøgningen er affattet på dansk eller engelsk, når ansøgeren har indleveret en genpart af den til patentmyndigheden.

Stk. 4. Ved anvendelsen af §§ 48, 56 og 60 anses en international patentansøgning at være gjort tilgængelig for enhver, når den er gjort tilgængelig i henhold til stk. 3.

Stk. 5. Opfylder patentansøgningen traktatens krav med hensyn til form og indhold, skal den godkendes i så henseende.

§ 34. I en international patentansøgning må der ikke meddeles patent eller gives afslag før efter udløbet af en af erhvervsministeren fastsat frist, medmindre ansøgeren har givet samtykke til, at ansøgningen afgøres forinden.

§ 35. Patentmyndigheden må ikke uden ansøgerens samtykke meddele patent i en international patentansøgning eller offentliggøre den, før den er offentliggjort af Det Internationale Bureau ved Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) eller der er hengået 20 måneder fra den internationale indleveringsdag eller, hvis prioritet begæres, fra prioritetsdagen.

§ 36. Har en del af en international patentansøgning ikke været genstand for international nyhedsundersøgelse eller international forberedende patenterbarhedsprøvning, fordi ansøgningen er blevet anset at omfatte to eller flere af hinanden uafhængige opfindelser, og har ansøgeren ikke inden for den fastsatte frist betalt tillægsgebyr i henhold til traktaten, skal patentmyndigheden undersøge, om bedømmelsen var rigtig. Findes dette at være tilfældet, skal den pågældende del af ansøgningen anses for tilbagetaget hos patentmyndigheden, medmindre ansøgeren betaler det fastsatte gebyr inden 2 måneder efter, at patentmyndigheden har givet ham underretning om udfaldet af undersøgelsen. Finder patentmyndigheden, at bedømmelsen ikke var rigtig, skal den fortsætte behandlingen af ansøgningen i dens helhed.

Stk. 2. Ansøgeren kan påklage en afgørelse i henhold til stk. 1, hvorved det er antaget, at en patentansøgning omfatter to eller flere af hinanden uafhængige opfindelser. Bestemmelserne i § 25, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Stadfæstes styrelsens afgørelse, regnes fristen for betaling af gebyr i henhold til stk. 1, 2. pkt., fra den dag, da endelig afgørelse foreligger.

§ 37. Har en del af en international patentansøgning ikke været genstand for en international forberedende patenterbarhedsprøvning, fordi ansøgeren efter krav fra den internationale prøvningsmyndighed har begrænset patentkravene, skal den pågældende del af ansøgningen anses for tilbagetaget hos patentmyndigheden, medmindre ansøgeren betaler det fastsatte gebyr inden 2 måneder efter, at patentmyndigheden har anmodet herom under henvisning til begrænsningen i den foretagne prøvning.

§ 38. Har en modtagende myndighed afvist at fastsætte international indleveringsdag for en international patentansøgning, eller har den besluttet, at ansøgningen eller en begæring om, at ansøgningen skal omfatte Danmark, skal anses for tilbagetaget, skal patentmyndigheden på ansøgerens begæring efterprøve rigtigheden af afgørelsen. Det samme gælder en afgørelse fra Det Internationale Bureau, hvorefter en ansøgning skal anses som tilbagetaget.

Stk. 2. Begæring om fornyet prøvelse i henhold til stk. 1 skal fremsættes over for Det Internationale Bureau inden udløbet af en af erhvervsministeren fastsat frist. Ansøgeren skal inden udløbet af samme frist i det omfang, som erhvervsministeren fastsætter, indlevere en oversættelse af ansøgningen til patentmyndigheden samt betale det fastsatte ansøgningsgebyr.

Stk. 3. Finder patentmyndigheden, at den modtagende myndigheds eller Det Internationale Bureaus afgørelse er urigtig, skal patentmyndigheden behandle ansøgningen i henhold til kapitel 2. Hvis international indleveringsdag ikke er fastsat af den modtagende myndighed, skal ansøgningen anses for indleveret den dag, som patentmyndigheden finder burde have været fastsat som international indleveringsdag. Opfylder ansøgningen traktatens krav med hensyn til form og indhold, skal den godkendes i så henseende.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 2, stk. 2, 2. pkt., finder anvendelse på ansøgninger, som er optaget til behandling i henhold til stk. 3, såfremt ansøgningen bliver almindeligt tilgængelig i henhold til § 22.

§ 39. Patentbeskyttelsens omfang bestemmes af patentkravene. Til forståelse af patentkravene kan vejledning hentes fra beskrivelsen.

§ 40. Et meddelt patent kan opretholdes, indtil 20 år er forløbet fra den dag, patentansøgningen blev indleveret. For patent skal betales årsgebyr for hvert gebyrår, som påbegyndes efter at patentet er meddelt.

§ 41. Årsgebyret forfalder den sidste dag i den måned, i hvilken gebyråret begynder. Årsgebyrerne for de første 2 gebyrår forfalder dog først samtidig med gebyret for det tredie gebyrår. Årsgebyr kan tidligst betales 3 måneder før forfaldsdagen.

Stk. 2. For en senere ansøgning som omhandlet i § 11 forfalder årsgebyrer for de gebyrår, som er begyndt før den dag, den senere ansøgning blev indleveret, eller som begyndes inden 2 måneder efter denne dag, ikke i noget tilfælde før 2 måneder er forløbet efter denne dag. For en international patentansøgning forfalder årsgebyrer for gebyrår, som er begyndt før den dag, ansøgningen blev videreført efter § 31 eller optaget til behandling efter § 38, eller som begynder inden 2 måneder efter denne dag, ikke i noget tilfælde før 2 måneder efter den dag ansøgningen blev videreført eller optaget til behandling.

Stk. 3. Årsgebyr kan med den fastsatte forhøjelse betales indtil 6 måneder efter, at det forfalder.

Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen opkræver årsgebyrer hos patentansøgeren, patenthaveren eller en eventuel udpeget fuldmægtig, men Patent- og Varemærkestyrelsen er ikke ansvarlig for rettighedstab som følge af manglende opkrævning.

§ 42. Er opfinderen ansøger eller indehaver af patentet, og skønnes det at være forbundet med betydelige vanskeligheder for ham at betale årsgebyrer, kan patentmyndigheden meddele ham henstand med betaling af disse, såfremt begæring herom fremsættes senest den dag, da årsgebyrerne første gang forfalder. Henstand kan meddeles for indtil 3 år ad gangen, dog ikke længere end indtil 3 år fra patentets meddelelse. Begæring om forlænget henstand skal fremsættes senest den dag, da meddelt henstand udløber.

Stk. 2. Afslås begæring om henstand eller forlænget henstand, anses betaling inden 2 måneder derefter for rettidig.

Stk. 3. Årsgebyr, med hvis betaling der er givet henstand efter stk. 1, kan med samme forhøjelse som nævnt i § 41, stk. 3, betales inden 6 måneder efter det tidspunkt, til hvilket henstand er givet.

§ 43. Har patenthaveren givet en anden ret til erhvervsmæssigt at udnytte opfindelsen (licens), kan licenshaveren ikke overdrage denne ret til andre, medmindre andet måtte være aftalt.

§ 44. Er et patent overgået til en anden, er licens givet, er et patent pantsat, er der foretaget udlæg i patentet eller er patenthaver taget under konkursbehandling, skal dette på begæring indføres i patentregistret.

Stk. 2. Godtgøres det, at en registreret licens er ophørt, skal licensen slettes af registret.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder også for tvangslicens og rettigheder i henhold til § 53, stk. 2.

Stk. 4. Søgsmål vedrørende et patent kan altid anlægges mod den, som i registret er indført som patenthaver, og meddelelse fra patentmyndigheden kan sendes til ham.

§ 45. Hvis en patenteret opfindelse, når der er forløbet 3 år fra patentets meddelelse og 4 år fra patentansøgningens indlevering, ikke udøves her i landet i et rimeligt omfang, kan den, som her i landet vil udøve opfindelsen, opnå tvangslicens dertil, medmindre der foreligger skellig grund til undladelsen.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan bestemme, at udøvelse i et andet land skal sidestilles med udøvelse her i landet ved anvendelsen af bestemmelsen i stk. 1. Sådan bestemmelse kan gøres betinget af gensidighed.

§ 46. Indehaveren af et patent på en opfindelse, hvis udnyttelse er afhængig af et patent eller en registreret brugsmodel, der tilhører en anden, kan opnå tvangslicens til udnyttelse af den ved det sidstnævnte patent beskyttede opfindelse eller den ved brugsmodelregistreringen beskyttede frembringelse, hvis den førstnævnte opfindelse udgør et vigtigt teknisk fremskridt af væsentlig økonomisk betydning.

Stk. 2. Indehaveren af patentet på den opfindelse eller af den registrerede brugsmodel, til hvis udnyttelse der er meddelt tvangslicens i medfør af bestemmelsen i stk. 1, skal på rimelige vilkår kunne opnå tvangslicens til udnyttelse af den anden opfindelse.

§ 46 a. En sortsejer, der ikke kan opnå eller udnytte en plantenyhedsbeskyttelse uden at krænke et ældre patent, kan ansøge om tvangslicens til udnyttelse af opfindelsen, hvis tvangslicensen er nødvendig for udnyttelsen af den sort, der skal nyhedsbeskyttes, og mod betaling af en rimelig licensafgift. Tvangslicens meddeles kun, hvis sortsejeren godtgør, at sorten udgør et vigtigt teknisk fremskridt af væsentlig økonomisk betydning i forhold til opfindelsen.

Stk. 2. Har en patenthaver efter lov om plantenyheder fået tvangslicens til at udnytte en beskyttet plantenyhed, har sortsejeren ret til på rimelige vilkår at opnå gensidig licens til udnyttelse af opfindelsen.

§ 47. Når vigtige almene interesser gør det påkrævet, kan den, der erhvervsmæssigt vil udnytte en opfindelse, på hvilken en anden har patent, få tvangslicens hertil.

§ 48. Den, som, da en patentansøgning blev gjort tilgængelig for enhver, her i landet erhvervsmæssigt udnyttede den opfindelse, på hvilken patent søges, kan, hvis ansøgningen fører til patent, få tvangslicens til udnyttelsen, når ganske særlige grunde taler herfor, og han ikke havde kendskab til ansøgningen og ej heller med rimelighed har kunnet skaffe sig sådant kendskab. Sådan ret tilkommer under tilsvarende forudsætninger også den, som havde truffet væsentlige foranstaltninger til erhvervsmæssig udnyttelse af opfindelsen her i landet.

Stk. 2. Sådan tvangslicens kan omfatte tiden forud for patentets meddelelse.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan bestemme, at udnyttelse i et andet land skal sidestilles med udnyttelse her i landet ved anvendelsen af bestemmelsen i stk. 1. Sådan bestemmelse kan gøres betinget af gensidighed.

§ 49. Tvangslicens må kun meddeles den, som ikke ved aftale har kunnet opnå licens på rimelige vilkår, og som kan antages at være i stand til at udnytte opfindelsen på rimelig og forsvarlig måde og i overensstemmelse med licensen.

Stk. 2. Tvangslicens er ikke til hinder for, at patenthaveren selv udnytter opfindelsen eller meddeler licens til andre.

Stk. 3. Tvangslicens kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori den udnyttes, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet. For tvangslicens meddelt efter § 46, stk. 1, gælder endvidere, at overdragelse af tvangslicensen skal ske sammen med det patent, hvis udnyttelse er afhængig af et patent eller en registreret brugsmodel, der tilhører en anden.

Stk. 4. Tvangslicens vedrørende halvlederteknologi kan kun meddeles til offentlig ikkekommerciel udnyttelse eller for at bringe en konkurrencebegrænsende adfærd, som er fastslået ved dom eller administrativ afgørelse, til ophør.

§ 50. Sø- og Handelsretten afgør i første instans, om tvangslicens skal meddeles og bestemmer ligeledes, i hvilket omfang opfindelsen må udnyttes, samt fastsætter vederlaget og de øvrige vilkår for tvangslicensen. For så vidt forholdene måtte ændre sig væsentligt, kan retten på begæring af hver af parterne ophæve licensen eller fastsætte nye vilkår for denne.

§ 51. Betales årsgebyr ikke i overensstemmelse med reglerne i §§ 40, 41 og 42, bortfalder patentet fra og med begyndelsen af det gebyrår, for hvilket gebyr ikke er betalt.

§ 52. Et patent kan ved dom kendes ugyldigt, hvis

1) det er meddelt, uanset at betingelserne i §§ 1-2 ikke er opfyldt,

2) det angår en opfindelse, som ikke er så tydeligt beskrevet, at en fagmand på grundlag af beskrivelsen kan udøve den,

3) dets genstand går ud over indholdet af ansøgningen, som den blev indleveret, eller

4) omfanget af patentbeskyttelsen er blevet udvidet, efter at patentmyndigheden i henhold til § 19, stk. 1, har sendt meddelelse til ansøgeren om, at patent kan meddeles.

Stk. 2. Et patent kan dog ikke kendes ugyldigt i sin helhed af den grund, at patenthaveren var blot delvis berettiget til patentet.

Stk. 3. Sag kan, bortset fra de i stk. 4 nævnte tilfælde, rejses af enhver.

Stk. 4. Sager, som begrundes med, at patent er meddelt en anden end den, der i henhold til § 1, er berettiget hertil, kan alene rejses af den, der påstår sig berettiget til patentet. Sagen skal rejses inden 1 år efter, at den berettigede har fået kundskab om patentets meddelelse og de øvrige forhold, på hvilke søgsmålet støttes. Var patenthaveren i god tro, da patentet blev meddelt, eller da han erhvervede patentet, kan sagen ikke rejses senere end 3 år efter patentets meddelelse.

§ 53. Er patent meddelt en anden end den, der i henhold til § 1 er berettiget dertil, skal retten, hvis der nedlægges påstand derom af den berettigede, overføre patentet til denne. Bestemmelserne i § 52, stk. 4, om tidspunktet for sagens anlæg finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Den, hvem patentet frakendes, er, når han i god tro her i landet erhvervsmæssigt har udnyttet opfindelsen eller truffet væsentlige foranstaltninger hertil, berettiget til mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår at fortsætte den påbegyndte eller iværksætte den planlagte udnyttelse med bibeholdelse af dennes almindelige karakter. Sådan ret tilkommer under samme forudsætninger også indehavere af registrerede licensrettigheder.

Stk. 3. Rettigheder i henhold til stk. 2 kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori de udnyttes, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

§ 53 a. Sag om ugyldigkendelse, som rejses, mens en indsigelse i henhold til § 21 ikke er færdigbehandlet af patentmyndigheden, kan af retten stilles i bero, indtil der er truffet endelig afgørelse af patentmyndigheden.

§ 53 b. Enhver kan over for patentmyndigheden fremsætte begæring om, at et patent, der er meddelt af patentmyndigheden eller er meddelt med virkning for Danmark efter § 75, omprøves.

Stk. 2. Begæring efter stk. 1 kan ikke indleveres, så længe indsigelse endnu kan fremsættes, eller så længe en indsigelsessag ikke er endeligt afgjort. Hvis en sag ved domstolene vedrørende et patent ikke er endeligt afgjort, kan der ikke fremsættes en begæring efter stk. 1 vedrørende det pågældende patent.

Stk. 3. Rejses sag ved domstolene om et patent, inden der er truffet endelig afgørelse om en begæring efter stk. 1 vedrørende samme patent, skal patentmyndigheden stille behandlingen af begæringen i bero, indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre begæringen er fremsat af patenthaveren.

Stk. 4. Er begæring om omprøvning indleveret, skal patenthaveren gøres bekendt hermed og have lejlighed til at udtale sig om denne. Patentmyndigheden bekendtgør, at begæring om omprøvning er indleveret.

Stk. 5. Patentmyndigheden kan behandle en begæring om omprøvning, selv om patentet er ophørt eller ophører i henhold til §§ 51, 54 eller 96. Patentmyndigheden kan ligeledes behandle begæringen, selv om begæringen tages tilbage, eller selv om den, der har begæret omprøvningen, afgår ved døden eller mister evnen til at indgå retshandler.

Stk. 6. Med begæringen om administrativ omprøvning efter stk. 1 skal følge det fastsatte gebyr.

§ 53 c. Begæring om omprøvning fra andre end patenthaveren kan alene støttes på de ugyldighedsgrunde, der er nævnt i § 52, stk. 1.

Stk. 2. Patentmyndigheden kan erklære patentet ugyldigt eller opretholde det i ændret eller uændret form. Patentmyndigheden undersøger, om begæringen kan imødekommes, og hvis begæringen kan imødekommes, om de grunde, der er nævnt i § 52, stk. 1, er til hinder for, at patentet opretholdes i ændret form.

§ 53 d. Hvis en begæring fra andre end patenthaveren ikke kan imødekommes, afslås begæringen, og patentet opretholdes i uændret form.

Stk. 2. Kan begæringen imødekommes, men kan patentet ikke opretholdes i ændret form, erklærer patentmyndigheden patentet for ugyldigt. Kan patentet opretholdes i ændret form, ændres patentet tilsvarende, såfremt patenthaveren er enig i den ændrede formulering, som patentmyndigheden vil give patentet. Er patenthaveren ikke enig i den ændrede formulering, erklæres patentet for ugyldigt.

Stk. 3. Når der er truffet afgørelse om at opretholde patentet i ændret form, skal patenthaveren betale det fastsatte gebyr for publicering af nyt patentskrift inden for den fastsatte frist. Betales gebyret ikke rettidigt, erklæres patentet for ugyldigt.

Stk. 4. Patentmyndigheden bekendtgør afgørelsen af en administrativ omprøvning.

§ 53 e. Patenthaveren selv kan på de i § 53 b, stk. 2 og 6, anførte betingelser begære sit patent begrænset ved ændring af beskrivelsen, kravene eller tegningerne. Hvis patenthaveren anmoder om eller har anmodet om begrænsning eller ophævelse af patentet ved Den Europæiske Patentmyndighed i medfør af den europæiske patentkonventions artikel 105 a-105 c, skal patentmyndigheden her i landet stille behandlingen af en begæring i medfør af 1. pkt. i bero, indtil Den Europæiske Patentmyndighed har truffet afgørelse i sagen. Patentmyndigheden her i landet genoptager på patenthavers begæring herom anmodningen i henhold til 1. pkt., såfremt der ikke var fuld identitet mellem denne anmodning og den begæring om central begrænsning, som patenthaver indleverede til Den Europæiske Patentmyndighed.

Stk. 2. Patentmyndigheden undersøger da, om de grunde, der er nævnt i § 52, stk. 1, er til hinder for at opretholde patentet i den ændrede form, patenthaveren ønsker. Kan den begærede begrænsning herefter godkendes, ændres patentet i overensstemmelse hermed, og § 53 d, stk. 3 og 4, finder da tilsvarende anvendelse, dog at patentet ophæves, såfremt gebyret for publicering af nyt patentskrift ikke betales rettidigt.

Stk. 3. Hvis patentet derimod ikke kan opretholdes i den begærede begrænsede form, skal begæringen om begrænsning afslås.

§ 53 f. Hvis et patent er ændret i henhold til §§ 53 d eller 53 e, skal der fra det tidspunkt, hvor der sker bekendtgørelse ifølge § 53 d, stk. 4, hos patentmyndigheden kunne fås eksemplarer af det nye patentskrift med beskrivelse, tegninger og patentkrav i den ændrede form.

§ 54. Giver patenthaveren over for patentmyndigheden afkald på patentet, skal patentmyndigheden erklære patentet for ophævet i sin helhed.

Stk. 2. Er der rejst søgsmål om overførelse af patent, kan patentet ikke erklæres ophævet, før søgsmålet er endeligt afgjort.

§ 55. Når et patent er bortfaldet eller erklæret ophævet eller ved endelig dom erklæret ugyldigt eller overført til en anden, skal patentmyndigheden udfærdige bekendtgørelse herom.

§ 55 a. Hvis et patent erklæres helt eller delvis ugyldigt, anses patentet, i det omfang det er blevet erklæret ugyldigt, allerede fra den dag, patentansøgningen blev indleveret, ikke at have haft de virkninger, der er angivet i § 3.

§ 56. En patentansøger, som over for en anden påberåber sig en ansøgning om patent, inden akterne vedrørende ansøgningen er blevet tilgængelige for enhver, er pligtig på begæring at give sit samtykke til, at vedkommende får adgang til at gøre sig bekendt med akterne i ansøgningssagen. Omfatter ansøgningen en deponeret prøve af biologisk materiale som nævnt i § 8 a, skal vedkommende også have ret til at få udleveret en prøve. Bestemmelserne i § 22, stk. 6, 2. og 3. pkt., stk. 7 og 8, finder anvendelse i disse tilfælde.

Stk. 2. Den, som enten ved direkte henvendelse til en anden eller i annoncer eller ved påskrift på varer eller deres indpakning eller på anden måde angiver, at patent er ansøgt eller meddelt, uden samtidig at angive patentets eller ansøgningens nummer, er pligtig uden unødigt ophold at give den, der begærer det, sådan oplysning. Angives det vel ikke udtrykkeligt, at patent er ansøgt eller meddelt, men er oplysningen egnet til at fremkalde den opfattelse, at dette er tilfældet, skal der på begæring uden unødigt ophold gives oplysning om, hvorvidt patent er ansøgt eller meddelt.

§ 57. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt gør indgreb i den eneret, som et patent medfører (patentindgreb).

Stk. 2. Er overtrædelsen begået forsætligt og under skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbart retsstridig vinding.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, påtales af den forurettede. Overtrædelser, som omfattes af stk. 2, påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

§ 58. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår patentindgreb, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til bl.a. den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikkeøkonomisk skade.

§ 59. Med henblik på at forebygge yderligere patentindgreb kan retten efter påstand ved dom bl.a. bestemme, at et produkt, der udgør et patentindgreb, skal

1) tilbagekaldes fra handelen,

2) endeligt fjernes fra handelen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede eller

5) ændres på en nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på apparater, materialer, redskaber el.lign., der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af en patenteret opfindelse.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, apparater, materialer, redskaber el.lign. i patentets gyldighedstid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.

§ 60. Udnytter nogen uhjemlet erhvervsmæssigt en opfindelse, efter at akterne i ansøgningssagen er gjort tilgængelige for enhver, og fører ansøgningen til patent, finder bestemmelserne om patentindgreb bortset fra § 57 tilsvarende anvendelse. I tiden, indtil patent er meddelt, omfatter patentbeskyttelsen kun det, som fremgår såvel af patentkravene, som de forelå, da ansøgningen blev almindeligt tilgængelig, som af patentet, som det er meddelt eller er opretholdt i ændret affattelse efter § 23, stk. 3.

Stk. 2. Hvis akterne i ansøgningssagen foreligger på engelsk, finder stk. 1 alene anvendelse fra det tidspunkt, hvor ansøger har indleveret en oversættelse af patentkravene til dansk.

Stk. 3. Den pågældende skal kun betale erstatning efter § 58 for skade som følge af indgreb, der er sket før bekendtgørelsen om patentets meddelelse efter § 20, i det omfang det skønnes rimeligt.

Stk. 4. Forældelse af erstatningskrav efter stk. 1 indtræder tidligst 1 år efter, at indsigelsesfristen for patentet er udløbet, eller efter at patentmyndigheden har besluttet at opretholde patentet.

§ 60 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 58-60, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

§ 61. I sager om patentindgreb kan kun gøres gældende, at patentet er ugyldigt, dersom påstand om, at patentet kendes ugyldigt, nedlægges over for patenthaveren, eventuelt efter at denne er tilstævnet efter reglerne i § 63, stk. 4. Kendes patentet ugyldigt, kommer bestemmelserne i §§ 57-60 ikke til anvendelse.

§ 62. Den, som i de i § 56 nævnte tilfælde undlader at efterkomme, hvad der påhviler ham, eller giver urigtig oplysning, straffes med bøde, for så vidt ikke strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning, og er pligtig at erstatte derved forvoldt skade i det omfang, dette skønnes rimeligt.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 57, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 63. Den, der anlægger sag om et patents ugyldighed, om overførelse af patent eller om tvangslicens, skal samtidig meddele dette til patentmyndigheden og i anbefalet postforsendelse give meddelelse om sagsanlægget til enhver i patentregistret indført licenshaver, hvis adresse er angivet i registret. Den, der begærer et patent omprøvet administrativt, skal samtidig hermed give de nævnte licenshavere meddelelse herom. En licenshaver, der vil anlægge sag om indgreb i patentet, skal på tilsvarende måde give meddelelse herom til patenthaveren, hvis dennes adresse er angivet i registret.

Stk. 2. Dokumenterer sagsøgeren, eller den, der har begæret administrativ omprøvning, ikke på sagens første tægtedag eller ved begæring om omprøvning ved dennes indlevering, at meddelelse efter stk. 1, har fundet sted, kan retten eller ved begæring af omprøvning patentmyndigheden fastsætte en frist til opfyldelse af betingelserne i stk. 1. Oversiddes den fastsatte frist, afvises sagen.

Stk. 3. I sager om patentindgreb, anlagt af patenthaveren, skal sagsøgte give meddelelse efter reglerne i stk. 1 til patentmyndigheden og registrerede licenshavere, såfremt han vil nedlægge påstand om, at patentet kendes ugyldigt. Bestemmelsen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, således at påstanden om, at patentet kendes ugyldigt, afvises, hvis den fastsatte frist oversiddes.

Stk. 4. I sager om patentindgreb, anlagt af en licenshaver, kan sagsøgte tilstævne patenthaveren uden hensyn til dennes værneting for over for ham at nedlægge påstand om, at patentet kendes ugyldigt. Bestemmelserne i retsplejelovens kap. 34 finder tilsvarende anvendelse.

§ 64. Ansøgere og patenthavere, der ikke er bosat her i landet, anses i sager, der anlægges efter denne lov, for at have hjemting i København.

§ 64 a. Hvis et patents genstand er en fremgangsmåde til fremstilling af et nyt produkt, betragtes samme produkt, når det er fremstillet af en anden person end patenthaveren, som fremstillet ved den patenterede fremgangsmåde, medmindre det modsatte bevises.

Stk. 2. I forbindelse med bevisførelsen for det modsatte skal sagsøgtes berettigede interesse i at beskytte sine fabrikations- og forretningshemmeligheder tilgodeses.

§ 65. Udskrift af domme i sager, der anlægges efter denne lov, sendes til patentmyndigheden ved rettens foranstaltning.

§ 65 a. Hvis told- og skatteforvaltningen får en formodning om krænkelser omfattet af § 57, kan oplysninger herom videregives til rettighedshaver.

§ 65 b. Patent- og Varemærkestyrelsens opgaver vedrørende håndhævelse af patentrettigheder og bekæmpelse af piratkopiering varetages af en særlig enhed, hvor forbrugere, virksomheder og myndigheder kan henvende sig og modtage information og vejledning.

Stk. 2. I konkrete sager om piratkopiering vejleder enheden forbrugere og små og mellemstore virksomheder. Enheden kan efter anmodning og mod betaling af et gebyr afgive en skriftlig vejledende udtalelse.

Stk. 3. Enheden bistår politiet og anklagemyndigheden i deres indsats mod piratkopiering.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om enhedens opgaver og organisering m.v.

§ 66. Patent- og Varemærkestyrelsen kan opfordre patenthaver til at udpege en i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) bosat fuldmægtig, som på patenthaverens vegne kan modtage forkyndelser og andre meddelelser vedrørende patentet. Fuldmægtigens navn og adresse skal indføres i patentregistret.

§ 67. Klage over styrelsens afgørelser i medfør af §§ 44, 53 d, 53 e, 72, stk. 1 og 2, 73 samt 96 kan af ansøgeren, patenthaveren eller den, der har begæret administrativ omprøvning eller patentets ophør, indgives til Ankenævnet for Patenter og Varemærker senest 2 måneder efter, at der er givet vedkommende underretning om afgørelsen. Andre, der har interesse i den pågældende afgørelse, kan senest 2 måneder efter, at afgørelsen er bekendtgjort, indgive tilsvarende klage.

Stk. 2. Inden den i stk. 1 nævnte frist skal det for klagen fastsatte gebyr betales. Sker dette ikke, skal klagen afvises.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 25, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 68. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ekspeditioner, publikationer, udskrifter, kurser m.v.

§ 69. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om patentansøgninger og deres behandling, om behandling af indsigelser, om administrativ omprøvning, om genoprettelse, om afkald på patent, om patentregistrets indretning og førelse, om Patenttidendes udgivelse og indhold, om udveksling af elektroniske data med patentmyndigheden samt om styrelsens forretningsgang. Det kan herunder bestemmes, at patentmyndighedens journaler over indkomne ansøgninger skal være tilgængelige for enhver. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler til bestemmelse af, hvilke dage der betragtes som lukkedage for patentmyndigheden.

Stk. 2. Erhvervministeren kan bestemme, at patentmyndigheden på begæring af et andet lands myndighed kan give denne oplysning om behandlingen af her indleverede patentansøgninger, samt at patentmyndigheden ved afgørelsen af, om betingelserne for patenterbarhed foreligger, kan godtage nyhedsundersøgelser, som i denne henseende har fundet sted ved tilsvarende myndighed i et andet land eller ved en international institution.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan endvidere bestemme, at ansøgere, der i et land har indgivet en tilsvarende ansøgning om patent, på begæring af patentmyndigheden og inden for en af denne fastsat frist skal give oplysning om det resultat af undersøgelsen af opfindelsens patenterbarhed, der er meddelt ham af vedkommende lands patentmyndighed, samt fremsende genpart af skriftvekslingen med denne. Oplysningspligt kan dog ikke foreskrives for så vidt angår sådan i kapitel 3 omhandlet patentansøgning, som har været genstand for international forberedende patenterbarhedsprøvning, om hvilken der er indleveret rapport til patentmyndigheden.

§ 70. På opfindelser, der vedrører krigsmateriel eller fremgangsmåder til fremstilling af krigsmateriel, kan der meddeles hemmeligt patent i overensstemmelse med de herom givne særlige regler.

§ 71. Patent- og Varemærkestyrelsen kan efter anmodning påtage sig at løse særlige opgaver, der har karakter af teknologisk service.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter regler om denne service, om betalingen herfor samt om betalingen af gebyr for rykkerskrivelser ved for sen betaling.

Stk. 3. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder, bortset fra § 8, ikke for de opgaver, der er nævnt i stk. 1.

§ 72. Vil en patentansøger eller patenthaver lide retstab, fordi han ikke har overholdt en i denne lov eller med hjemmel heri over for patentmyndigheden fastsat frist, men har han udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af ham, skal patentmyndigheden på begæring genoprette rettighederne. Begæringen skal indgives til patentmyndigheden inden 2 måneder efter, at den hindring, som bevirkede fristoverskridelsen, er bortfaldet, dog senest 1 år efter fristens udløb. Inden for samme frister skal han foretage den undladte handling og betale det for genoprettelse fastsatte gebyr.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse på den i § 6, stk. 1, nævnte frist, hvis en patentansøger i en efterfølgende ansøgning begærer genoprettelse af sin prioritet inden 2 måneder fra udløbet af den i § 6, stk. 1, nævnte frist.

§ 73. Har ansøgeren i de i § 31 nævnte tilfælde benyttet forsendelse med post, og fremkommer forsendelsen ikke rettidigt, men træffes foranstaltningen inden 2 måneder efter, at ansøgeren indså eller burde have indset, at fristen var overskredet, og senest 1 år efter fristens udløb, skal patentmyndigheden genoprette rettighederne, såfremt

1) postforbindelserne har været afbrudt inden for de sidste 10 dage forud for fristens udløb på grund af krig, revolution, borgerlige uroligheder, strejke, naturkatastrofe eller anden lignende omstændighed på det sted, hvor afsenderen har sin virksomhed eller opholder sig, og forsendelsen er afsendt til patentmyndigheden inden 5 dage efter, at postforbindelserne er genoptaget, eller

2) forsendelsen har været afsendt rekommanderet til patentmyndigheden senest 5 dage før fristens udløb, dog kun hvis forsendelsen har været sendt som luftpost, hvor dette har været muligt, eller hvis afsenderen har haft grund til at antage, at forsendelsen ved befordring med almindelig post ville være modtaget senest 2 dage fra afsendelsesdagen.

Stk. 2. Ønsker patentansøgeren rettighederne genoprettet i henhold til stk. 1, skal han inden den nævnte frists udløb indgive begæring herom til patentmyndigheden.

§ 74. Når en begæring i henhold til §§ 72 eller 73 er imødekommet, og en patentansøgning, der er henlagt eller afslået efter, at den er blevet tilgængelig for enhver, som følge deraf skal optages til fortsat behandling, eller et bortfaldet patent skal anses for opretholdt, skal der udfærdiges bekendtgørelse herom.

Stk. 2. Den, som, efter at den fastsatte frist for genoptagelse af en henlagt ansøgning er udløbet, eller efter at ansøgningen er afslået, eller efter at patentets bortfald er bekendtgjort, men inden bekendtgørelse i henhold til stk. 1 er udfærdiget, i god tro har påbegyndt erhvervsmæssig udnyttelse af opfindelsen her i landet eller har truffet væsentlige foranstaltninger hertil kan fortsætte udnyttelsen med bibeholdelse af dennes almindelige karakter.

Stk. 3. Den i stk. 2 omhandlede ret kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori den er opstået, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

§ 74 a. Henlægger erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Patent- og Varemærkestyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 75. Ved europæisk patent forstås et patent, der er meddelt af Den Europæiske Patentmyndighed i henhold til den i München den 5. oktober 1973 indgåede europæiske patentkonvention. Ved europæisk patentansøgning forstås en ansøgning i henhold til denne konvention.

Stk. 2. Der kan meddeles europæisk patent for Danmark.

Stk. 3. Ansøgning om europæisk patent indleveres til Den Europæiske Patentmyndighed, jf. dog de i § 70 nævnte bestemmelser om hemmeligt patent. Ansøgning om europæisk patent kan også indleveres til patentmyndigheden her i landet, der videresender den til Den Europæiske Patentmyndighed. De i konventionens artikel 76 nævnte ansøgninger kan kun indleveres til Den Europæiske Patentmyndighed.

Stk. 4. Bestemmelserne i §§ 76-90 finder anvendelse på europæisk patent for Danmark og på europæisk patentansøgning, som omfatter Danmark.

§ 76. Europæisk patent anses for meddelt, når Den Europæiske Patentmyndighed har bekendtgjort sin afgørelse herom. Det har samme virkning som patent meddelt af patentmyndigheden her i landet og er undergivet samme bestemmelser som sådant patent, medmindre andet fremgår af §§ 77-90.

§ 77. Et europæisk patent har kun virkning her i landet, såfremt indehaveren inden 3 måneder fra den dag, hvor Den Europæiske Patentmyndighed har bekendtgjort patentmeddelelse eller afgørelse om at opretholde patentet i ændret affattelse, til patentmyndigheden her i landet indleverer

1) patentkravene oversat til dansk, såfremt patentet er meddelt på engelsk, eller

2) patentkravene oversat til dansk og en oversættelse af det øvrige indhold i det meddelte eller ændrede patent til dansk eller engelsk, såfremt patentet er meddelt på tysk eller fransk.

Stk. 2. Inden for fristen som angivet i stk. 1 skal indehaveren betale det fastsatte gebyr for publiceringen.

Stk. 3. Tekst som angivet i stk. 1 skal holdes tilgængelig for enhver. Er den europæiske patentansøgning endnu ikke offentliggjort af Den Europæiske Patentmyndighed, holdes teksten dog først tilgængelig fra denne offentliggørelse.

Stk. 4. Når tekst som angivet i stk. 1 er indleveret, gebyret som angivet i stk. 2 er betalt og Den Europæiske Patentmyndighed har bekendtgjort patentmeddelelsen eller sin afgørelse om at opretholde det europæiske patent i ændret affattelse, skal patentmyndigheden her i landet udfærdige en bekendtgørelse herom. Eksemplarer af teksten skal snarest derefter kunne fås hos patentmyndigheden.

§ 78. Bestemmelserne i § 72, stk. 1, gælder også indlevering af oversættelse og betaling af gebyr i henhold til § 77, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Bestemmes det i henhold til § 72, at indlevering af oversættelse og betaling af gebyr som nævnt i § 77, stk. 1 og 2, skal anses for rettidig indlevering, skal patentmyndigheden her i landet udfærdige bekendtgørelse herom.

Stk. 3. Den, som, efter at den i § 77, stk. 1, fastsatte frist er udløbet, men inden bekendtgørelse i henhold til stk. 2 er udfærdiget, i god tro har påbegyndt erhvervsmæssig udnyttelse af opfindelsen her i landet eller har truffet væsentlige foranstaltninger hertil, har ret som anført i § 74, stk. 2 og 3.

§ 79. Bestemmelsen i § 52, stk. 1, nr. 4, gælder for europæiske patenter, såfremt udvidelse er sket efter, at patentet er meddelt.

§ 80. Ophæver Den Europæiske Patentmyndighed helt eller delvis et europæisk patent, skal dette have virkning, som om patentet i tilsvarende omfang er kendt ugyldigt her i landet. Patentmyndigheden her i landet skal udfærdige bekendtgørelse om ophævelsen.

§ 80 a. Begrænser eller ophæver Den Europæiske Patentmyndighed et europæisk patent i medfør af reglerne herfor i den europæiske patentkonventions artikel 105 a-105 c, har dette virkning, som om patentet er begrænset i medfør af § 53 e eller ophævet her i landet i medfør af § 54, når afgørelsen offentliggøres af Den Europæiske Patentmyndighed.

Stk. 2. Afgørelsen om begrænsning eller ophævelse af et patent i henhold til stk. 1 har virkning allerede fra den dag, patentansøgningen blev indleveret, hvorfor det begrænsede eller ophævede patent ikke har haft de virkninger, der er angivet i § 3, jf. artikel 68 i den europæiske patentkonvention.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 77 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser truffet i henhold til stk. 1.

Stk. 4. Patentmyndigheden her i landet offentliggør Den Europæiske Patentmyndigheds beslutning om ophævelse af et europæisk patent, såfremt det ophævede patent tidligere har været offentliggjort i medfør af § 77.

§ 81. For et europæisk patent skal der betales årsgebyr til patentmyndigheden her i landet for hvert gebyrår efter det år, i hvilket Den Europæiske Patentmyndighed har bekendtgjort sin afgørelse om at imødekomme patentansøgningen.

Stk. 2. Betales der ikke årsgebyr for det europæiske patent i overensstemmelse med stk. 1, jf. § 41, finder § 51 tilsvarende anvendelse. For så vidt angår det første årsgebyr, forfalder dette dog først 3 måneder fra den dag, patentet er meddelt.

§ 82. En europæisk patentansøgning, for hvilken Den Europæiske Patentmyndighed har fastsat indleveringsdag, har fra denne dag samme virkning her i landet som en her indleveret ansøgning. Har ansøgningen i henhold til den europæiske patentkonvention prioritet fra en tidligere dag end indleveringsdagen, gælder denne prioritet også her i landet.

Stk. 2. Ved anvendelse af § 2, stk. 2, 2. pkt., skal offentliggørelse af en europæisk patentansøgning i henhold til artikel 93 i den europæiske patentkonvention sidestilles med, at ansøgningen er blevet tilgængelig for enhver i henhold til § 22. Det samme gælder offentliggørelse i henhold til konventionens artikel 153, stk. 3, såfremt denne af Den Europæiske Patentmyndighed sidestilles med offentliggørelse i henhold til artikel 93.

§ 83. Når en europæisk patentansøgning er blevet offentliggjort i henhold til den europæiske patentkonvention, og ansøgeren til patentmyndigheden her i landet har indleveret en oversættelse til dansk af patentkravene i den således offentliggjorte ansøgning, skal patentmyndigheden her i landet holde oversættelsen tilgængelig for enhver og udfærdige bekendtgørelse herom.

Stk. 2. Udnytter nogen uhjemlet erhvervsmæssigt en opfindelse, som er genstand for en europæisk patentansøgning, efter at bekendtgørelse er udfærdiget i henhold til stk. 1, og fører ansøgningen til patent for Danmark, gælder bestemmelserne om patentindgreb. I sådanne tilfælde omfatter patentbeskyttelsen dog kun det, som fremgår såvel af de offentliggjorte patentkrav som af patentkravene i henhold til patentet. I tilfælde af, at patentet er begrænset eller ophævet af Den Europæiske Patentmyndighed, jf. artikel 105a-105c i den europæiske patentkonvention, omfatter patentbeskyttelsen kun det, der fremgår af de offentliggjorte rettede patentkrav. § 57 finder ikke anvendelse, og den pågældende skal kun betale erstatning efter § 58 for skade, i det omfang det skønnes rimeligt.

Stk. 3. Forældelse af erstatningskrav efter stk. 2 indtræder tidligst 1 år efter, at indsigelsesfristen for det europæiske patent er udløbet, eller efter at Den Europæiske Patentmyndighed har besluttet at opretholde patentet.

§ 84. Tilbagetages en europæisk ansøgning eller en begæring om, at den skal omfatte Danmark, eller skal ansøgningen eller begæringen i henhold til den europæiske patentkonvention anses for tilbagetaget, og genoptages ansøgningen ikke i henhold til konventionens artikel 121, har dette samme virkning som tilbagetagelse af en ansøgning hos patentmyndigheden her i landet.

Stk. 2. Såfremt en europæisk patentansøgning er afslået, har dette samme virkning, som om ansøgningen var afslået af patentmyndigheden her i landet.

§ 85. Stemmer de i §§ 77 eller 83 nævnte oversættelser ikke overens med teksten på det sprog, som har været behandlingssproget ved Den Europæiske Patentmyndighed, omfatter patentbeskyttelsen alene det, som fremgår af begge tekster.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår oversættelse af afgørelser truffet i medfør af § 80 a, stk. 1.

Stk. 3. I sager om ugyldighed skal alene teksten på behandlingssproget være afgørende.

§ 86. Indleverer ansøgeren eller patenthaveren til patentmyndigheden her i landet en rettelse af den i § 77 nævnte oversættelse, og betaler han det for publicering fastsatte gebyr, skal den rettede oversættelse træde i stedet for den tidligere indleverede. Den rettede oversættelse skal holdes tilgængelig for enhver, såfremt den oprindelige oversættelse er tilgængelig. Når en sådan rettelse er indleveret og gebyr er betalt rettidigt, udfærdiger patentmyndigheden her i landet bekendtgørelse om rettelsen, såfremt den oprindelige oversættelse er tilgængelig. Eksemplarer af oversættelsen skal snarest derefter kunne fås hos patentmyndigheden her i landet.

Stk. 2. Indleverer ansøgeren en rettelse af den i § 83 nævnte oversættelse, udfærdiger patentmyndigheden her i landet bekendtgørelse herom og holder den rettede oversættelse tilgængelig for enhver. Når bekendtgørelsen er udfærdiget, træder den rettede oversættelse i stedet for den oprindelige.

Stk. 3. Den, som, da den rettede oversættelse fik gyldighed, i god tro erhvervsmæssigt udnyttede opfindelsen her i landet på en måde, som ifølge den tidligere oversættelse ikke udgjorde indgreb i ansøgerens eller patenthaverens ret, eller har truffet væsentlige foranstaltninger hertil har ret som anført i § 74, stk. 2 og 3.

§ 87. Genopretter Den Europæiske Patentmyndighed rettighederne for en patenthaver eller patentansøger, som ikke har overholdt en frist, gælder denne afgørelse også her i landet.

Stk. 2. Den, som, efter at tab af rettigheder er indtrådt, men inden Den Europæiske Patentmyndighed har genoprettet rettighederne og udfærdiget bekendtgørelse herom, i god tro har påbegyndt erhvervsmæssig udnyttelse af opfindelsen her i landet eller har truffet væsentlige foranstaltninger hertil, har ret som anført i § 74, stk. 2 og 3.

§ 87 a. Den, som i god tro har påbegyndt erhvervsmæssig udnyttelse eller har truffet væsentlige foranstaltninger til udnyttelse af en opfindelse, der er anført i en publiceret europæisk patentansøgning eller et publiceret europæisk patent i perioden regnet fra tidspunktet for den afgørelse, som er genstand for anke i henhold til artikel 112 a i den europæiske patentkonvention og til publiceringen af afgørelsen heraf, har ret som anført i § 74, stk. 2 og 3.

§ 88. Anses en europæisk patentansøgning, som er indleveret til en national patentmyndighed, som tilbagetaget som følge af, at ansøgningen ikke er fremsendt til Den Europæiske Patentmyndighed inden for den fastsatte frist, skal patentmyndigheden på ansøgerens begæring anse den for konverteret til en ansøgning om patent her i landet, såfremt

1) begæringen fremsættes over for den nationale myndighed, som modtog ansøgningen, inden 3 måneder efter, at der er givet ansøgeren underretning om, at ansøgningen anses for tilbagetaget,

2) begæringen indleveres til patentmyndigheden her i landet inden 20 måneder regnet fra ansøgningens indleveringsdag eller, hvis prioritet er begæret, fra prioritetsdagen og

3) ansøgeren inden for en af erhvervsministeren fastsat frist betaler det fastsatte ansøgningsgebyr og indleverer en oversættelse af ansøgningen til dansk eller engelsk.

Stk. 2. Opfylder patentansøgeren den europæiske patentkonventions krav med hensyn til ansøgningens form, skal den godkendes i så henseende.

§ 89. Bestemmelserne i den europæiske patentkonventions artikler 9, 60 og 131 samt i den til konventionen knyttede protokol om retternes kompetence og anerkendelse af afgørelser om retten til at få meddelt et europæisk patent (anerkendelsesprotokollen) gælder her i landet.

§ 89 a. Denne lovs bestemmelser om deponering af biologisk materiale finder ikke anvendelse på europæiske patenter.

§ 90. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til gennemførelse af den europæiske patentkonvention og til gennemførelse af bestemmelserne i dette kapitel.

§ 91. Erhvervsministeren kan fastsætte regler, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om indførelse af supplerende beskyttelsescertifikater.

Stk. 2. For behandlingen af sager vedrørende supplerende beskyttelsescertifikat betales et gebyr.

Stk. 3. § 57 om strafansvar for patentindgreb finder tilsvarende anvendelse ved indgreb i den eneret, som et beskyttelsescertifikat som omhandlet i stk. 1 medfører.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan efter forhandling med Færøernes og Grønlands hjemmestyre fastsætte bestemmelser om, at de i stk. 1 nævnte forordninger om supplerende beskyttelsescertifikater finder anvendelse på Færøerne og Grønland.

§ 98. For ansøgning om dansk patent betales et gebyr på 3.000 kr., jf. § 8, stk. 5. Der betales endvidere et tillægsgebyr på 300 kr. for hvert patentkrav, der overstiger de første 10 krav.

Stk. 2. For konvertering af en europæisk patentansøgning til en dansk patentansøgning betales et gebyr på 3.000 kr., jf. § 88, stk. 1, nr. 3. Der betales endvidere et tillægsgebyr på 300 kr. for hvert patentkrav, der overstiger de første 10 krav.

Stk. 3. For ansøgning om videreførelse af en international patentansøgning for Danmark betales et gebyr på 3.000 kr., jf. § 31, stk. 1, og § 38, stk. 2. Der betales endvidere et tillægsgebyr på 300 kr. for hvert patentkrav, der overstiger de første 10 krav. For senere indlevering af en oversættelse af eller genpart af den internationale patentansøgning betales et tillægsgebyr på 1.100 kr., jf. § 31, stk. 2.

Stk. 4. For Patent- og Varemærkestyrelsens behandling i henhold til §§ 36 og 37 om internationale patentansøgninger betales 3.800 kr.

Stk. 5. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i forbindelse med nyhedsundersøgelse hos en international nyhedsundersøgende myndighed betales 500 kr., jf. § 9.

Stk. 6. For publicering af patentskrift betales et gebyr på 2.000 kr., jf. § 19, stk. 1.

Stk. 7. For publicering af europæisk patentskrift i henhold til § 77, stk. 2, betales et gebyr på 2.000 kr.

§ 99. For patentansøgning, patent og europæisk patent betales et årsgebyr, jf. § 8, stk. 5, § 40 og § 81, stk. 1, med følgende beløb pr. år:

1) 1. gebyrår: 500 kr.

2) 2. gebyrår: 500 kr.

3) 3. gebyrår: 500 kr.

4) 4. gebyrår: 1.100 kr.

5) 5. gebyrår: 1.250 kr.

6) 6. gebyrår: 1.400 kr.

7) 7. gebyrår: 1.600 kr.

8) 8. gebyrår: 1.800 kr.

9) 9. gebyrår: 2.050 kr.

10) 10. gebyrår: 2.300 kr.

11) 11. gebyrår: 2.550 kr.

12) 12. gebyrår: 2.800 kr.

13) 13. gebyrår: 3.050 kr.

14) 14. gebyrår: 3.300 kr.

15) 15. gebyrår: 3.600 kr.

16) 16. gebyrår: 3.900 kr.

17) 17. gebyrår: 4.200 kr.

18) 18. gebyrår: 4.500 kr.

19) 19. gebyrår: 4.800 kr.

20) 20. gebyrår: 5.100 kr.

Stk. 2. Årsgebyrer, der betales efter forfaldsdagen og indtil 6 måneder derefter, forhøjes med 20 pct.

§ 100. For fremsættelse af indsigelse mod et meddelt patent betales 2.500 kr., jf. § 21, stk. 1.

Stk. 2. For begæring om administrativ omprøvning betales 7.000 kr., jf. § 53 b, stk. 6.

Stk. 3. For publicering af ændret patentskrift i henhold til § 23, stk. 3, § 53 d, stk. 3, eller § 53 e, stk. 2, betales et gebyr på 2.000 kr.

Stk. 4. For publicering af ændret patentskrift i henhold til § 86, stk. 1, betales et gebyr på 2.000 kr.

§ 101. For anmodning om genoptagelse af en patentansøgning betales 700 kr., jf. § 15, stk. 3, og § 19, stk. 4.

Stk. 2. For anmodning om genoprettelse af en patentansøgning eller et meddelt patent betales 3.000 kr., jf. § 72.

Stk. 3. For en skriftlig vejledende udtalelse i henhold til § 65 b, stk. 2, betales 1.500 kr.

§ 102. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende indlevering af international patentansøgning betales 1.500 kr., jf. § 28.

§ 103. For ansøgning om supplerende beskyttelsescertifikat betales 3.000 kr., jf. § 91, stk. 2. For ansøgning om forlængelse af supplerende beskyttelsescertifikat betales 2.500 kr.

Stk. 2. For supplerende beskyttelsescertifikat betales et årsgebyr på 5.100 kr. pr. påbegyndt gebyrår, jf. § 91, stk. 2. Årsgebyrer, der betales efter forfaldsdagen og indtil 6 måneder derefter, forhøjes med 20 pct.

Stk. 3. For anmodning om genoptagelse af en ansøgning om supplerende beskyttelsescertifikat betales 600 kr., jf. § 91, stk. 2.

Stk. 4. For anmodning om genoprettelse af en ansøgning om supplerende beskyttelsescertifikat eller udstedte rettigheder betales 3.000 kr., jf. § 91, stk. 2.

Stk. 5. For begæring om administrativ omprøvning betales 1.500 kr., jf. § 91, stk. 2.

§ 104. Gebyrer indbetalt i henhold til §§ 98-103 tilbagebetales ikke, når betalingen er foretaget rettidigt.

Stk. 2. Gebyrer, der ikke er betalt i rette tid, eller som ved fristens udløb er betalt med utilstrækkeligt beløb med den følge, at betalingen ikke kan godkendes, tilbagebetales.

Stk. 3. Afviser Patent- og Varemærkestyrelsen den behandling, der er betalt for, vil der ske tilbagebetaling af gebyrer indbetalt i forbindelse med behandlingen.

§ 105. Gebyrerne anført i §§ 98-103 er angivet i 2011-niveau.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan regulere beløbene anført i §§ 98-103 i overensstemmelse med den generelle pris- og lønudvikling, der anvendes på finansloven. Patent- og Varemærkestyrelsen offentliggør de gældende gebyrer i en prisliste.

§ 106. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til dækning af omkostninger forbundet med Patent- og Varemærkestyrelsens administration af andre områder under styrelsens ressortområde, hvor der opkræves gebyrer.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

1. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1968. Samtidig ophæves patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 361 af 19. december 1958. Endvidere ophæves § 4 i lov nr. 142 af 29. april 1955 om arbejdstageres opfindelser.

Stk. 2. Patent på opfindelser af næringsmidler og lægemidler samt patent på fremgangsmåder ved tilvirkning af næringsmidler kan dog først meddeles efter et af erhvervsministeren fastsat senere tidspunkt.

2. Patent, der er meddelt eller meddeles i henhold til den hidtidige lovgivning, kan kun kendes ugyldigt i overensstemmelse med bestemmelserne i den hidtidige patentlovs § 24.

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes produkter på markedet.

Stk. 2. §§ 3, 4, 9 og 14 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder, i det omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på det pågældende område.

Stk. 3. §§ 15 og 16 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder.

Definitioner

§ 2. I loven forstås ved:

1) Forbruger: En fysisk eller juridisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

2) Erhvervsdrivende: En fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.

3) Produkt: En vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter.

4) Handelspraksis: En handling, udeladelse, adfærd, fremstilling eller kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.

5) Transaktionsbeslutning: En beslutning, der træffes af en forbruger, om, hvorvidt, hvordan og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe, foretage fuld eller delvis betaling for, beholde eller afhænde et produkt eller udøve en aftalemæssig rettighed i forbindelse med produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en transaktion eller at undlade dette.

6) Væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd: Anvendelse af en handelspraksis, som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning, hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers ikke ville have truffet.

7) Adfærdskodeks: En aftale eller et regelsæt, der ikke følger af love eller administrative bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer.

8) Kodeksindehaver: Et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende, som er ansvarlig for udformningen og opdateringen af en adfærdskodeks eller for at overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som har forpligtet sig i henhold til denne.

9) God erhvervsskik: Standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker det samme som begrebet »erhvervsmæssig diligenspligt«, der benyttes i direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis.

10) Købsopfordring: En kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.

11) Utilbørlig påvirkning: Udnyttelse af magtposition i forhold til forbrugeren til at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning.

12) Lovreguleret erhverv: En eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed, når der enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve denne virksomhed eller en form heraf.

13) Gebyr: En betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til købet af et produkt, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.

14) Samtykke: Enhver frivillig, specifik og informeret viljetilkendegivelse.

15) Elektronisk post: Enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som kan lagres på nettet eller på modtagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren.

God markedsføringsskik

§ 3. Erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Handelspraksis rettet mod børn og unge, eller hvor børn og unge er særligt sårbare over for den pågældende handelspraksis, skal være udformet med særlig hensyntagen til børns og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lettere at påvirke og nemmere at præge, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske interesser, finder kapitel 2 anvendelse i stedet for stk. 1 og 2. Såfremt den pågældende handelspraksis samtidig strider mod hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, herunder hensyn til smag og anstændighed, sikkerhed og sundhed eller andre hensyn, eller såfremt den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder stk. 1 og 2 anvendelse ved siden af kapitel 2.

God erhvervsskik

§ 4. En erhvervsdrivende skal i sin handelspraksis over for forbrugerne udvise god erhvervsskik.

Vildledende handlinger

§ 5. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

Stk. 2. Vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til et eller flere af følgende elementer:

1) Produktets eksistens eller art,

2) de væsentligste egenskaber ved produktet,

3) omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser, begrundelsen for den pågældende handelspraksis og karakteren af den anvendte salgsproces,

4) erklæringer eller symboler med direkte eller indirekte støtte eller godkendelse af den erhvervsdrivende eller dennes produkter,

5) prisen, den måde, prisen beregnes på, eller en særlig prismæssig fordel,

6) behov for eftersyn, reservedele, udskiftning eller reparation,

7) den erhvervsdrivendes eller dennes agents egenskaber og rettigheder,

8) forbrugerens rettigheder,

9) den erhvervsdrivendes overholdelse af adfærdskodeks, som denne oplyser at være bundet af, eller

10) forveksling med en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskendetegn.

Vildledende udeladelser, herunder købsopfordringer og skjult reklame

§ 6. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Ved købsopfordringer betragtes følgende oplysninger som væsentlige:

1) Produktets væsentligste karakteristika i et omfang, der svarer til mediet og produktet,

2) den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn og, hvis en anden erhvervsdrivende handler på dennes vegne, den fysiske adresse og navnet på denne erhvervsdrivende,

3) forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,

4) den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det omfang den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,

5) fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret,

6) prisen inklusive moms og afgifter og

7) yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto, i det omfang sådanne omkostninger pålægges.

Stk. 3. Når produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal den erhvervsdrivende oplyse, hvordan prisen beregnes. Når omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at disse omkostninger kan forekomme.

Stk. 4. En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame. § 8 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Ved vurderingen af, om oplysninger er blevet udeladt efter stk. 1 og 4, skal der tages hensyn til, om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, og hvilke foranstaltninger den erhvervsdrivende i givet fald har truffet for at gøre oplysningerne tilgængelige for forbrugerne på anden måde.

Aggressiv handelspraksis

§ 7. En erhvervsdrivende må i sin handelspraksis ikke benytte chikane, ulovlig tvang, vold eller utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke forbrugerens valgfrihed i forbindelse med et produkt.

Væsentlig forvridning af den økonomiske adfærd

§ 8. Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 4-7, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

Stk. 2. En handelspraksis, som den erhvervsdrivende med rimelighed må formode kun forvrider den økonomiske adfærd væsentligt hos en klart identificerbar gruppe af forbrugere, der er særlig sårbare over for denne praksis eller det omhandlede produkt, herunder på grund af mentale eller fysiske handicap, alder eller godtroenhed, vurderes med udgangspunkt i et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

Former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive

§ 9. Uanset at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.

Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere

§ 10. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.

Stk. 2. En erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i forbindelse med salg af produkter, kan uanset stk. 1 markedsføre egne tilsvarende produkter til kunden via elektronisk post. Det forudsætter dog, at den erhvervsdrivende giver kunden klar og utvetydig mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den erhvervsdrivende og ved hver efterfølgende henvendelse.

Stk. 3. Retter en erhvervsdrivende henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring, skal følgende betingelser være opfyldt:

1) Markedsføringen skal klart kunne identificeres som sådan,

2) betingelser for salgsfremmende foranstaltninger skal være let tilgængelige og fremlægges klart og utvetydigt,

3) det skal fremgå, på hvis vegne markedsføringen udsendes, på en måde, der ikke er tilsløret eller holdes skjult,

4) modtageren må ikke opfordres til at besøge websteder, hvor den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for webstedet, ikke opfylder kravene i nr. 1-3, og

5) der skal være en adresse, som modtageren kan henvende sig til for at få standset sådanne henvendelser.

Stk. 4. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1 med henblik på direkte markedsføring, hvis

1) den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette,

2) det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt sig direkte markedsføring, eller

3) den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende har frabedt sig direkte markedsføring.

Stk. 5. Stk. 4, nr. 2 og 3, gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet om henvendelsen fra den erhvervsdrivende.

Stk. 6. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1, skal den erhvervsdrivende klart og utvetydigt oplyse om retten til at frabede sig direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende skal endvidere altid give mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig sådanne henvendelser.

Stk. 7. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes informationspligt efter stk. 6 og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end nævnt i stk. 1.

Handelspraksis rettet mod børn og unge

§ 11. Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke direkte eller indirekte opfordre til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd eller på utilbørlig måde benytte sig af vold, frygt eller overtro som virkemidler.

Stk. 2 Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.

Mærkning og emballering

§ 12. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om, at bestemte varebetegnelser eller symboler er forbeholdt eller skal benyttes for varer, der opfylder visse nærmere angivne betingelser, og at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg, såfremt varerne eller deres indpakning oplyser om varernes indhold og sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og egenskaber i øvrigt.

Dokumentation af faktiske forhold

§ 13. Den erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.

Oplysningsforpligtelser vedrørende priser m.v.

§ 14. En erhvervsdrivende, der udbyder produkter til forbrugere, skal i sin handelspraksis klart og tydeligt oplyse om produkternes pris efter de nærmere regler fastsat af erhvervsministeren efter stk. 2.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte de nærmere regler om oplysningsforpligtelsen i stk. 1, herunder

1) regler om fremgangsmåden ved meddelelse af prisoplysninger og om begrænsningen i mængden af oplysninger, der gives,

2) regler om, at der skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse af måleenhed for de enkelte varegrupper,

3) regler om, at færdigpakkede detailsalgsvarer skal forsynes med oplysninger om pakningens nettomængde, og

4) regler med henblik på at opfylde de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked, som vedrører tjenesteyderes pligt til at give prisoplysninger m.v. til tjenestemodtagere.

Faktureringspligt for regningsarbejde

§ 15. Når en tjenesteydelse er udført efter regning, skal forbrugeren modtage en specificeret regning, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen. Forbrugeren skal have oplysninger om timepris, timeforbrug og materialeforbrug, hvor det har betydning for prisen på tjenesteydelsen.

Stk. 2. Den erhvervsdrivende kan helt eller delvis erstatte oplysningerne nævnt i stk. 1 med andre oplysninger, hvis dette sker efter aftale med forbrugeren, eller hvis det følger af branchesædvane inden for det pågældende område.

Stk. 3. Den erhvervsdrivende skal på forbrugerens anmodning give yderligere oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen. Anmodningen skal fremsættes inden for rimelig tid.

Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende fagminister samt repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte særregler om undtagelser fra stk. 1-3, herunder regler om oplysninger i forbindelse med ydelse af kredit.

Gebyrer

§ 16. Størrelsen eller opkrævningen af et gebyr, jf. § 2, stk. 1, nr. 13, der ikke er reguleret ved lov, i et løbende kontraktforhold kan alene ændres til ugunst for forbrugeren, hvis betingelserne herfor er klart fremhævet i kontrakten.

Stk. 2. Ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i løbende kontraktforhold skal varsles med rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.

Stk. 3. Er gebyrændringen væsentlig, eller opkræves et nyt gebyr, skal varslingen ske til forbrugeren ved individuel kommunikation, inden ændringen får virkning. Har forbrugeren har ret til at opsige aftalen, skal dette fremgå af varslingen, ligesom det skal fremgå, under hvilke betingelser forbrugeren kan opsige aftalen.

Garanti

§ 17. En erhvervsdrivende, der markedsfører en garanti el.lign., skal på let forståelig måde informere forbrugeren om

1) garantiens indhold, herunder eventuelle begrænsninger og forpligtelser indeholdt i garantien,

2) de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende, og

3) at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien.

Stk. 2. Vilkårene for garantien skal være affattet på dansk, såfremt markedsføringen er sket på dansk.

Markedsføring af kreditaftaler

§ 18. Enhver markedsføring af kreditaftaler over for forbrugere, som ikke er omfattet af § 19, og som oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skal indeholde følgende standardoplysninger:

1) Debitorrenten, herunder om den er fast eller variabel eller begge, og oplysninger om omkostninger, der indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.

2) Det samlede kreditbeløb.

3) De årlige omkostninger i procent (ÅOP) som beregnet efter lov om kreditaftaler.

4) Kreditaftalens løbetid.

5) Kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse.

6) Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse.

Stk. 2. Standardoplysningerne, jf. stk. 1, skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel.

Stk. 3. Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen, herunder en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst klart, kort og på en fremtrædende måde sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP).

Stk. 4. En kreditformidler skal i markedsføring og i dokumentation henvendt til forbrugere gøre opmærksom på omfanget af sine beføjelser, herunder om vedkommende udelukkende samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som selvstændig mægler.

Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om risikooplysninger for kreditaftaler.

Markedsføring af boligkreditaftaler

§ 19. Enhver markedsføring af boligkreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med boligkreditten, skal indeholde følgende standardoplysninger:

1) Boligkreditgivers eller boligkreditformidlers identitet.

2) Det pant eller anden sikkerhed, som ligger til grund for boligkreditaftalen.

3) Debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller begge dele, tillige med oplysninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med boligkreditaftalen.

4) Det samlede kreditbeløb.

5) De årlige omkostninger i procent (ÅOP), som skal have en mindst lige så fremtrædende placering i markedsføringen som enhver renteangivelse for boligkreditten.

6) Boligkreditaftalens løbetid.

7) Ydelsernes størrelse.

8) Det samlede beløb og antallet af ydelser, der skal betales af forbrugeren.

9) Advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke det beløb, der skal betales, hvis der markedsføres lån i Danmark i en anden valuta end danske kroner.

Stk. 2. Standardoplysningerne, jf. stk. 1, skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde. Standardoplysningerne, jf. stk. 1, nr. 3-8, skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel med anvendelse af de af erhvervs- og vækstministeren fastsatte standardforudsætninger. Udbydes boligkreditten kun under andre forudsætninger end de af erhvervs- og vækstministeren fastsatte standardforudsætninger, skal de almindeligt anvendte forudsætninger for den markedsførte boligkredit anvendes ved angivelsen af det repræsentative eksempel.

Stk. 3. Forpligtelsen til at indgå denne aftale skal være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP), hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå boligkreditten eller for at opnå boligkreditten på de oplyste vilkår og betingelser og omkostningerne ved en sådan aftale ikke kan beregnes på forhånd.

Stk. 4. Oplysningerne i stk. 1 og 3 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt af det medie, der anvendes til markedsføring.

Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler for, hvad der må anses at være et repræsentativt eksempel ved markedsføring af boligkreditter.

Vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende

§ 20. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke være egnet til at vildlede, således at dette kan antages at påvirke andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd eller skade en konkurrent.

Stk. 2. Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivendes handelspraksis er vildledende efter stk. 1, skal der tages hensyn til den pågældende handelspraksis som helhed, herunder oplysninger om følgende forhold:

1) Egenskaberne ved produktet,

2) prisen eller den måde, prisen beregnes på, og betingelserne for levering af produkterne og

3) annoncørens status, egenskaber og rettigheder.

Stk. 3. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke være aggressiv eller utilbørlig over for andre erhvervsdrivende.

Sammenlignende reklame

§ 21. Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til produkter, som udbydes af en konkurrent.

Stk. 2. Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er tilladt efter loven, når sammenligningen

1) ikke er vildledende,

2) angår produkter, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,

3) er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse produkter, herunder prisen,

4) ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn eller produkter,

5) ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, produkter, aktiviteter eller øvrige forhold,

6) for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med samme betegnelse,

7) ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke, firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser og

8) ikke fremstiller produkter som en imitation eller en kopi af produkter, der er dækket af et beskyttet varemærke eller firmanavn.

Forretningskendetegn

§ 22. Erhvervsdrivende må ikke benytte forretningskendetegn og lign., der ikke tilkommer dem, eller benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andre.

Erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger m.v.

§ 23. Den, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en erhvervsdrivende eller udfører et hverv for denne, må ikke på utilbørlig måde skaffe sig kendskab til eller rådighed over den erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder.

Stk. 2. Har den pågældende fået kendskab til eller fået rådighed over den erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder på retmæssig måde, må den pågældende ikke ubeføjet viderebringe eller benytte sådanne hemmeligheder. Forbuddet gælder i 3 år efter tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets ophør.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig adgang til den erhvervsdrivendes virksomhed.

Stk. 4. Den, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller el.lign., må ikke ubeføjet benytte sådant materiale eller sætte andre i stand hertil.

Stk. 5. Erhvervsdrivende må ikke benytte oplysninger eller tegninger m.v., såfremt kendskab til eller rådighed over dem er opnået i strid med stk. 1-4.

§ 24. Handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom. I forbindelse hermed eller senere kan der ved dom gives sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre

1) forbuddets overholdelse, herunder ved bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid med et forbud, er ugyldige, og

2) genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand, herunder om tilintetgørelse eller tilbagekaldelse af produkter og om udsendelse af oplysninger eller berigtigelse af angivelser.

Stk. 2. Handlinger i strid med loven er erstatningsansvarspådragende i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

Stk. 3. Den, der forsætligt eller uagtsomt krænker eller uberettiget udnytter en andens ret i strid med loven, skal betale et rimeligt vederlag herfor.

Stk. 4. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, skal den, der har krænket eller udnyttet en ret i strid med loven, betale et vederlag efter stk. 3, i det omfang det skønnes rimeligt.

Forbrugerombudsmanden

§ 25. Forbrugerombudsmanden fører navnlig ud fra hensynet til forbrugerne tilsyn med, at loven og regler udstedt i medfør af loven overholdes.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan fra enhver kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Forbrugerombudsmanden kan kræve oplysningerne meddelt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende reklame, eller når det efter omstændighederne skønnes påkrævet.

Stk. 3. Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren for et tidsrum på op til 6 år med mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse som forbrugerombudsmand efter udløb af den fastsatte periode kan kun ske efter fornyet opslag. Ved genudnævnelse finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse. Forbrugerombudsmanden kan kun afskediges uden ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt den pågældende som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uegnet til at forblive i stillingen. Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige betingelser for at blive dommer.

Stk. 4. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter loven kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om Forbrugerombudsmandens virksomhed.

Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed

§ 26. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af loven eller af regler udstedt i medfør af loven, skal foregå digitalt.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan træffes eller udstedes alene med angivelse af Forbrugerombudsmanden som afsender.

Kontrolundersøgelser på stedet

§ 27. Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i medfør af forordning 2006/2004/EF om forbrugerbeskyttelsessamarbejde, og som vedrører overtrædelser af direktiver, for hvilke Forbrugerombudsmanden er udpeget som kompetent myndighed.

Stk. 2. Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser, jf. stk. 1, kan kun finde sted efter indhentet retskendelse.

Stk. 3. Adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden får adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale, regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium. I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan Forbrugerombudsmanden forlange mundtlige forklaringer. Forbrugerombudsmanden kan ikke kræve mundtlige forklaringer i tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden har en sådan konkret mistanke om et strafbart forhold, at der er grundlag for at rejse sigtelse. Forbrugerombudsmanden kan desuden forlange, at personer, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lign., med henblik på at Forbrugerombudsmanden kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.

Stk. 4. Opbevares en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger hos, eller behandles de af en ekstern databehandler, kan Forbrugerombudsmanden få adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden at få adgang til de pågældende oplysninger direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen.

Stk. 5. Forbrugerombudsmanden kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå kopien. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres tilgængelige for læsning, og at Forbrugerombudsmanden gennemgår det indsamlede materiale. Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden måtte have taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede data skal slettes, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af de i stk. 1 nævnte regler. Beslutter Forbrugerombudsmanden at gå videre med sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort.

Stk. 6. Medfører en virksomheds eller sammenslutnings forhold, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3-5, kan Forbrugerombudsmanden forsegle de relevante forretningslokaler og oplysninger i op til 3 hverdage herefter.

Stk. 7. Under samme betingelser som i stk. 6 kan Forbrugerombudsmanden medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest 3 hverdage efter kontrolundersøgelsen.

Stk. 8. Fristerne i stk. 5, 6 og 7 kan i særlige tilfælde forlænges.

Stk. 9. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1 og 3-7. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Forhandlingsprincippet

§ 28. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at påvirke de erhvervsdrivende til at handle i overensstemmelse med principperne for god skik og til at overholde loven i øvrigt.

Stk. 2. Tilsidesætter en erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden efter forhandling i henhold til stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.

Retningslinjer

§ 29. Forbrugerombudsmanden søger efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem udarbejdelse og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan uanset stk. 1 ikke udstede retningslinjer, der alene retter sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.

Forhåndsbesked

§ 30. Forbrugerombudsmanden kan på anmodning fra en erhvervsdrivende afgive udtalelse om sin vurdering af lovligheden af påtænkte markedsføringsforanstaltninger, medmindre en stillingtagen giver anledning til særlig tvivl, eller der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder. En forhåndsbesked indebærer ikke en bindende stillingtagen til lovligheden af vedkommende foranstaltning.

Stk. 2. Når Forbrugerombudsmanden har afgivet en forhåndsbesked til en erhvervsdrivende om, at en påtænkt foranstaltning efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil være lovlig, kan Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den erhvervsdrivende gribe ind i anledning af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden og iværksat inden rimelig tid efter dennes afgivelse.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyr for forhåndsbesked.

§ 31. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre og offentliggøre sammenlignende undersøgelser af produkter.

Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i forbindelse med undersøgelser som nævnt i stk. 1 anvende anonym informationsindsamling.

Retsforfølgning

§ 32. Enhver med en retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og vederlag efter § 24. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter § 24, stk. 1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling klart er i strid med loven og ikke kan ændres ved forhandling.

Stk. 3. Et påbud kan af den, påbuddet retter sig mod, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes skriftligt over for Forbrugerombudsmanden, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal inden 1 uge efter modtagelse af anmodningen indbringe sagen for retten i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 4. Anmodning efter stk. 3 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte den handling, påbuddet angår.

Stk. 5. Ankes en dom, hvorved et påbud ikke findes lovligt, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen må udøve den handling, påbuddet angår.

Stk. 6. Rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades udførelsen af tiltalen til Forbrugerombudsmanden, såfremt denne begærer dette.

Informationspligt om forældelse

§ 33. Forbrugerombudsmanden kan, hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere mod retstab, efter forhandling med den erhvervsdrivende meddele påbud om at informere relevante kunder om retsstillingen i relation til forældelse.

Erstatningssøgsmål

§ 34. Har en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i loven ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden på begæring indbringe kravene under et.

Gruppesøgsmål

§ 35. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.

Foreløbigt forbud

§ 36. Forbrugerombudsmanden kan, når der øjensynligt er fare for, at formålet med et forbud som nævnt i § 24, stk. 1, vil forspildes, hvis rettens afgørelse skal afventes, nedlægge foreløbigt forbud. Sag til stadfæstelse af forbuddet skal anlægges senest næste hverdag. Reglerne i retsplejelovens § 413, nr. 2, § 414, § 430 og § 641, stk. 1-3 og 5, finder tilsvarende anvendelse, og reglerne i § 636, § 638 og § 422, stk. 3, finder anvendelse med de fornødne lempelser.

Stk. 2. Kan en sag til stadfæstelse af et forbud efter stk. 1 ikke afgøres ved dom senest 5 hverdage efter sagens anlæg, kan retten under sagens forberedelse inden udløbet af den nævnte frist ved kendelse bestemme, at forbuddet fortsat skal stå ved magt. Retten giver, forinden sådan afgørelse træffes, så vidt muligt parterne adgang til at udtale sig. Stadfæstes forbuddet ikke inden fristens udløb, er det bortfaldet.

Straf og påtale

§ 37. Tilsidesættelse af et forbud eller påbud nedlagt af retten eller et påbud, som Forbrugerombudsmanden har meddelt i henhold til § 28, stk. 2, § 32, stk. 2, eller § 33, straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget pengeydelse straffes dog ikke.

Stk. 2. Den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves efter § 25, stk. 2, eller § 27, stk. 3, 2. pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler Forbrugerombudsmanden urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 3 og 4, §§ 7 og 9-11, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 18 og § 19, § 20, stk. 1, og § 21 og forsætlig overtrædelse af § 22 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 4. Overtrædelse af § 20, stk. 1, § 21 og § 22 er undergivet privat påtale.

Stk. 5. Overtrædelse af § 23 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a. Påtale finder kun sted efter den forurettedes begæring.

Stk. 6. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

Stk. 7. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Bødeforelæg

§ 38. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden i nærmere angivne sager om overtrædelse af loven eller regler udstedt i medfør heraf i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag. Det er en betingelse, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale bøden, som er angivet i bødeforelægget. Fristen kan efter anmodning forlænges af Forbrugerombudsmanden.

Stk. 2. Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3. Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.

§ 39. Erhvervs- og vækstministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i henhold til § 25, stk. 5. Henlægger ministeren sine beføjelser til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 40. Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

Stk. 2. Den 1. juli 2017 ophæves lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013.

Stk. 3. Regler fastsat i medfør af lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov. Overtrædelser af forskrifterne straffes med bøde efter de hidtil gældende regler.

Færøerne og Grønland

§ 41. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 42. I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1257 af 13. oktober 2016, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 203 af 28. februar 2017, foretages følgende ændring:

1. I § 653, stk. 2, nr. 14, ændres »markedsføringslovens § 1« til: »markedsføringslovens §§ 3 og 4«.

§ 43. I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1052 af 4. juli 2016, som ændret ved lov nr. 1723 af 27. december 2016, § 1 i lov nr. 1728 af 27. december 2016 og § 3 i lov nr. 189 af 27. februar 2017, foretages følgende ændring:

1. I § 299 a ændres »markedsføringslovens § 19« til: »markedsføringslovens § 23«.

§ 44. I lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 519 af 6. juni 2007 og senest ved § 1 i lov nr. 639 af 12. juni 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 6, stk. 2, 2. pkt., ændres »markedsføringslovens § 6« til: »markedsføringslovens § 10«.

2. I § 12, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., ændres »markedsføringslovens § 6« til: »markedsføringslovens § 10«.

3. I § 36, stk. 3, ændres »markedsføringslovens § 6« til: »markedsføringslovens § 10«, og »markedsføringslovens § 6, stk. 7« til: »markedsføringslovens § 10, stk. 7«.

§ 45. I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 174 af 31. januar 2017, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 1549 af 13. december 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 348, stk. 1, 3. pkt., ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.

2. I § 395 ændres »markedsføringslovens § 17« til: »markedsføringslovens § 29«.

§ 46. I lov om investeringsforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 25. august 2015, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1541 af 13. december 2016, foretages følgende ændring:

1. I § 170, stk. 1, 2. pkt., ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.

§ 47. I lov om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 5. juli 2016, som ændret ved § 5 i lov nr. 1549 af 13. december 2016, foretages følgende ændring:

1. I § 11, stk. 5, ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.

§ 48. I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1078 af 5. juli 2016, som ændret ved § 9 i lov nr. 1549 af 13. december 2016, foretages følgende ændring:

1. I § 12, stk. 2, 3. pkt., ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.

§ 49. I lov nr. 375 af 27. april 2016 om betalingskonti foretages følgende ændring:

1. I § 15, 2. pkt., ændres »§ 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28« til: »§ 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.

§ 50. I lov om værdipapirhandel, jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 21. marts 2017, foretages følgende ændring:

1. I § 3, stk. 3, 2. pkt., ændres »Markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28« til: »Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 34«.

§ 1. Enhver frembringelse, som kan udnyttes industrielt, og som indebærer en løsning på et teknisk problem, kan efter ansøgning i overensstemmelse med denne lov registreres som brugsmodel.

Stk. 2. Den, der har frembragt en brugsmodel, eller den, til hvem frembringerens ret er overgået, opnår ved registrering eneret til at udnytte den erhvervsmæssigt.

§ 2. Frembringelser kan ikke registreres som brugsmodeller, hvis de vedrører, hvad der alene udgør

1) opdagelser, videnskabelige teorier og matematiske metoder,

2) kunstneriske frembringelser,

3) planer, regler eller metoder for intellektuel virksomhed, for spil eller for erhvervsvirksomhed eller programmer for datamaskiner eller

4) fremlæggelse af information.

Stk. 2. Frembringelser kan ikke registreres som brugsmodeller, hvis de vedrører

1) krigsmateriel eller

2) fremgangsmåder.

Stk. 3. Uanset stk. 2, nr. 2, er det muligt at registrere en brugsmodel på produkter til brug i disse fremgangsmåder, herunder stoffer og stofblandinger til brug i fremgangsmåder til kirurgisk eller terapeutisk behandling eller til diagnosticering, som anvendes på mennesker og dyr, eller produkter frembragt ved en mikrobiologisk fremgangsmåde eller andre tekniske fremgangsmåder.

Stk. 4. Brugsmodel meddeles ikke for plantesorter eller dyreracer. Hvis frembringelsens udøvelse ikke er teknisk begrænset til en bestemt plantesort eller dyrerace, kan der dog registreres brugsmodel, selv om frembringelsens genstand er planter eller dyr. Med plantesort forstås i denne lov en plantesort som defineret i artikel 5 i Rådets forordning om EF-sortsbeskyttelse.

Stk. 5. Frembringelser kan være registrerbare, også selv om de vedrører et produkt, der består af eller indeholder biologisk materiale. Biologisk materiale, der er isoleret fra sit naturlige miljø eller frembragt ved hjælp af en teknisk fremgangsmåde, kan være genstand for en frembringelse, også selv om det i forvejen findes i naturen. Med biologisk materiale forstås i denne lov materiale, som indeholder genetisk information, og som kan reproducere sig selv eller kan reproduceres i et biologisk system.

§ 3. Det menneskelige legeme på alle de forskellige stadier af dets opståen og udvikling og den blotte opdagelse af en del af det, herunder en sekvens eller delsekvens af et gen, kan ikke udgøre registrerbare frembringelser.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en del af det menneskelige legeme, der er isoleret herfra eller på anden måde fremstillet ved en teknisk fremgangsmåde, herunder en sekvens eller delsekvens af et gen, udgøre en registrerbar frembringelse, selv om en sådan del i sin opbygning er identisk med opbygningen i en naturligt forekommende del.

§ 4. Frembringelser, hvis kommercielle udnyttelse ville stride mod sædelighed eller offentlig orden, kan ikke brugsmodelregistreres.

Stk. 2. En udnyttelse skal ikke anses for at stride mod sædelighed eller offentlig orden alene af den grund, at udnyttelsen er forbudt ved en lov eller administrativ forskrift.

Stk. 3. I medfør af stk. 1 kan der blandt andet ikke registreres brugsmodelbeskyttelse for anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål.

§ 5. For at kunne registreres skal en frembringelse være ny i forhold til, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, og den skal tydeligt adskille sig derfra.

Stk. 2. Som kendt anses alt, hvad der er blevet almindeligt tilgængeligt gennem skrift, foredrag, udstilling, udbud, udnyttelse, ved afbildning eller på anden måde. Ligeledes anses indholdet i en patentansøgning eller en brugsmodelansøgning, der er indleveret med gyldighed for Danmark før brugsmodelansøgningens indleveringsdag, som kendt, hvis denne ansøgning bliver almindeligt tilgængelig i overensstemmelse med reglerne i patentlovens § 22 og denne lovs § 24. Kravet i stk. 1 om, at frembringelsen tydeligt skal adskille sig fra det kendte, gælder dog ikke for indholdet af sådanne ansøgninger.

Stk. 3. Brugsmodelregistrering kan dog opnås for en frembringelse, uanset at den inden for de sidste 6 måneder før ansøgningens indlevering er blevet almindeligt tilgængelig, når dette er en følge af

1) et åbenbart misbrug i forhold til ansøgeren eller nogen, fra hvem dennes ret hidrører, eller

2) at ansøgeren eller nogen, fra hvem dennes ret hidrører, har forevist frembringelsen på sådan officiel eller officielt anerkendt international udstilling, som omhandles i den i Paris den 22. november 1928 indgåede konvention om internationale udstillinger.

§ 6. Den ved brugsmodelregistrering opnåede eneret indebærer, at andre end brugsmodelhaveren ikke uden brugsmodelhaverens tilladelse må udnytte frembringelsen ved at fremstille, udbyde, bringe i omsætning eller anvende det produkt, der er genstand for brugsmodelbeskyttelsen, eller importere eller besidde produktet med sådant formål.

Stk. 2. Eneretten indebærer ligeledes, at andre end brugsmodelhaveren ikke uden brugsmodelhaverens tilladelse må udnytte frembringelsen ved at levere eller tilbyde nogen, som ikke er berettiget til at udnytte frembringelsen, midler til at udøve frembringelsen her i landet, såfremt disse midler vedrører et væsentligt element i frembringelsen og leverandøren eller tilbudsgiveren ved, eller det efter omstændighederne er åbenbart, at de er egnede og bestemt til sådan anvendelse. Er midlet en i handelen almindeligt forekommende vare, gælder dette dog kun, såfremt den, der leverer eller tilbyder at levere midlet, tilskynder modtageren til at begå handlinger som nævnt i stk. 1. Ved anvendelsen af bestemmelserne i 1. og 2. pkt. anses personer, der udfører handlinger som nævnt i stk. 3, nr. 1, 3 eller 4, ikke for berettigede til at udnytte frembringelsen.

Stk. 3. Eneretten omfatter ikke

1) handlinger, der udføres i ikkeerhvervsmæssigt øjemed,

2) handlinger angående produkter, som af brugsmodelhaveren eller med dennes samtykke er bragt i omsætning her i landet eller i et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS),

3) handlinger, som udføres i forsøgsøjemed i forbindelse med genstanden for den registrerede frembringelse, eller

4) tilberedning i et apotek af et lægemiddel efter lægerecept i individuelle tilfælde eller handlinger, der vedrører lægemidlet.

§ 7. Den beskyttelse, der er knyttet til en brugsmodelregistrering af et biologisk materiale, som i kraft af frembringelsen har bestemte egenskaber, omfatter ethvert biologisk materiale, der er fremstillet ud fra dette biologiske materiale ved reproduktion eller formering i identisk eller differentieret form, og som har de samme egenskaber.

Stk. 2. Den beskyttelse, der er knyttet til en brugsmodelregistrering af et produkt, som indeholder eller består af genetisk information, omfatter ethvert materiale, hvori produktet indgår, og hvori den genetiske information er indeholdt og udøver sin funktion, jf. dog § 3.

Stk. 3. Beskyttelsen efter stk. 1 og 2 omfatter ikke biologisk materiale, der er fremstillet ved reproduktion eller formering af et biologisk materiale, som er markedsført på en EU-medlemsstats område af brugsmodelhaveren eller med dennes samtykke, hvis denne reproduktion eller formering er foretaget som et nødvendigt led i den anvendelse, hvortil det biologiske materiale er markedsført, forudsat at det fremstillede materiale ikke efterfølgende anvendes til yderligere reproduktion eller formering.

§ 8. Uanset § 7, stk. 1 og 2, indebærer salg eller anden form for markedsføring af formeringsmateriale fra planter, som foretages af brugsmodelhaveren eller med dennes samtykke, til en landbruger til landbrugsmæssige formål, at landbrugeren har tilladelse til selv at anvende sit høstudbytte til reproduktion eller formering på sin egen bedrift, idet dog omfanget af og vilkårene for dette er anført i artikel 14 i Rådets forordning om EF-sortsbeskyttelse.

Stk. 2. Uanset § 7, stk. 1 og 2, indebærer salg eller anden form for markedsføring af avlsdyr eller andet animalsk reproduktionsmateriale, som foretages af brugsmodelhaveren eller med dennes samtykke, til en landbruger, at landbrugeren har tilladelse til at anvende dyret eller andet animalsk reproduktionsmateriale til egne landbrugsformål, men ikke til at sælge det i forbindelse med eller med henblik på reproduktion i kommercielt øjemed. Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser for omfanget af og vilkårene for landbrugerens anvendelse af sådanne avlsdyr og animalske reproduktionsmaterialer til egne landbrugsformål.

§ 9. Den, der her i landet erhvervsmæssigt udnyttede frembringelsen, da brugsmodelansøgningen blev indleveret, må uanset en registreret brugsmodel fortsætte udnyttelsen med bibeholdelse af dennes almindelige karakter, såfremt udnyttelsen ikke udgjorde et åbenbart misbrug over for ansøgeren eller nogen, fra hvem dennes ret hidrører. Sådan ret til udnyttelse tilkommer under tilsvarende forudsætninger også den, som havde truffet væsentlige foranstaltninger til erhvervsmæssig udnyttelse af frembringelsen her i landet.

Stk. 2. Retten efter stk. 1 kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori den er opstået, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

§ 10. Uanset at der er registreret en brugsmodel af en frembringelse, må andre end brugsmodelhaveren udnytte frembringelsen ved brugen af et udenlandsk køretøj, fartøj eller luftfartøj under det pågældende transportmiddels midlertidige eller tilfældige tilstedeværelse her i landet.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan bestemme, at reservedele og tilbehør til luftfartøjer, uanset en registreret brugsmodel, må indføres og anvendes her til reparation af luftfartøjer hjemmehørende i en fremmed stat, der indrømmer tilsvarende rettigheder for danske luftfartøjer.

§ 11. Ansøgning om brugsmodelregistrering af en frembringelse, der er angivet i en tidligere ansøgning om patent- eller brugsmodelregistrering her i landet eller ansøgning om opfindercertifikat, patent- eller brugsmodelbeskyttelse i et andet land, som er tilsluttet pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret, skal i forhold til § 5, stk. 1 og 2, samt § 9 på begæring anses for indleveret samtidig med den tidligere ansøgning, hvis den senere ansøgning er indgivet inden for 12 måneder fra indleveringen af den tidligere ansøgning. Den samme ret til prioritet gælder, selv om ansøgningen om beskyttelse ikke hidrører fra et land, der er tilsluttet konventionen, når en tilsvarende prioritet fra en dansk patentansøgning eller brugsmodelansøgning i kraft af bilateral eller multilateral aftale indrømmes i det land, hvor den tidligere ansøgning blev indleveret, og dette sker på betingelser og med virkninger, der i det væsentlige stemmer overens med konventionen.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter de nærmere vilkår for retten til at gøre sådan prioritet gældende.

§ 12. Har ansøgeren tidligere indleveret en patentansøgning gældende for Danmark, kan ansøgeren anvende patentansøgningen helt eller delvis som grundlag for en brugsmodelansøgning vedrørende samme frembringelse. Ansøgeren kan begære, at den indleveringsdag, der gælder for patentansøgningen, skal gælde for brugsmodelansøgningen. Er der anmodet om prioritet i patentansøgningen, jf. patentlovens § 6, gælder denne anmodning også for brugsmodelansøgningen.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter regler om begæring efter stk. 1.

§ 13. Patentmyndigheden her i landet er Patent- og Varemærkestyrelsen, der ledes af en direktør, og Ankenævnet for Patenter og Varemærker. Ved patentmyndigheden forstås i denne lov patentmyndigheden her i landet, medmindre andet er angivet.

§ 14. Ansøgning om registrering af en brugsmodel indleveres til Patent- og Varemærkestyrelsen, som er registreringsmyndighed. Ansøgningen skal indeholde en angivelse af, hvad der ønskes beskyttet. For ansøgningen skal der betales et gebyr.

Stk. 2. I ansøgningen skal frembringelsen være så tydeligt beskrevet eller vist, at en fagmand på grundlag heraf kan udøve den.

Stk. 3. Vedrører ansøgningen en frembringelse af et produkt fremstillet ved en mikrobiologisk fremgangsmåde, skal ansøgningen i de tilfælde kun anses for tilstrækkelig tydeligt angivet, såfremt betingelserne i § 15, stk. 1 og 2, tillige er opfyldt.

§ 15. Skal der ved udøvelsen af frembringelsen anvendes biologisk materiale, som hverken er almindeligt tilgængeligt eller kan beskrives således i ansøgningens akter, at en fagmand på grundlag af disse kan udøve frembringelsen, skal en prøve af det biologiske materiale deponeres senest den dag, da ansøgningen bliver indleveret. Prøven skal herefter være deponeret således, at en prøve kan udleveres i Danmark.

Stk. 2. Ophører en deponeret prøve med at være levedygtig, eller kan en prøve af andre grunde ikke udleveres, skal den erstattes med en ny prøve af samme biologiske materiale inden for den frist, og i øvrigt i overensstemmelse med de regler, der fastsættes af erhvervsministeren. Den nye deponering anses for foretaget allerede fra den dag, da den tidligere deponering blev foretaget.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter regler for deponering og udlevering efter stk. 1 og 2.

§ 16. I samme ansøgning må der ikke søges om brugsmodelregistrering af to eller flere af hinanden uafhængige frembringelser.

§ 17. Søges brugsmodelregistrering af en frembringelse, som fremgår af en af ansøgeren tidligere indleveret brugsmodelansøgning, der ikke er endeligt afgjort af patentmyndigheden, skal den senere ansøgning på ansøgerens begæring anses som indleveret på det tidspunkt, da de akter, hvoraf frembringelsen fremgår, indkom til patentmyndigheden. Erhvervsministeren fastsætter regler herfor.

§ 18. En ansøgning om brugsmodelregistrering må ikke ændres således, at brugsmodelregistrering søges for noget, som ikke fremgik af ansøgningen, da denne blev indleveret.

§ 19. Patentmyndigheden påser, at ansøgningen opfylder betingelserne i §§ 1, 2, 3, 4, 16 og 18.

Stk. 2. Ansøgeren kan mod betaling af et gebyr anmode om, at Patent- og Varemærkestyrelsen tillige påser, at betingelserne om at frembringelsen skal være ny og adskille sig tydeligt fra det allerede kendte, jf. § 5, er opfyldt.

§ 20. Finder patentmyndigheden, at ansøgningen ikke er forskriftsmæssig, skal ansøgeren underrettes herom og opfordres til inden en nærmere angiven frist at udtale sig eller berigtige ansøgningen.

Stk. 2. Ansøgningen henlægges, hvis ansøgeren undlader at udtale sig eller at træffe foranstaltninger til berigtigelse af ansøgningen inden fristens udløb. Underretning af ansøgeren efter stk. 1 skal indeholde oplysning herom.

Stk. 3. Behandlingen af ansøgningen genoptages, hvis ansøgeren inden 2 måneder efter udløbet af den fastsatte frist udtaler sig eller træffer foranstaltninger til berigtigelse af ansøgningen og betaler det fastsatte genoptagelsesgebyr.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, når ansøgeren i henhold til § 19, stk. 2, har anmodet om, at Patent- og Varemærkestyrelsen tillige påser, at betingelserne for, at frembringelsen er ny og adskiller sig tydeligt fra det allerede kendte, er opfyldt.

§ 21. Er ansøgningen fundet i overensstemmelse med forskrifterne, registreres frembringelsen. Meddelelse om brugsmodelregistreringen offentliggøres af Patent- og Varemærkestyrelsen.

Stk. 2. Finder patentmyndigheden noget til hinder for at imødekomme ansøgningen, og har ansøgeren haft lejlighed til at udtale sig om hindringen, skal ansøgningen afslås, medmindre patentmyndigheden finder grund til på ny at opfordre ansøgeren til at udtale sig eller berigtige ansøgningen efter § 20.

§ 22. Påstår nogen over for patentmyndigheden, at den pågældende og ikke ansøgeren er berettiget til frembringelsen, kan patentmyndigheden, hvis den finder spørgsmålet tvivlsomt, opfordre den pågældende til inden en nærmere angiven frist at anlægge retssag herom. Efterkommes opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af betragtning ved afgørelse af brugsmodelansøgningen. Underretning herom skal gives i opfordringen.

Stk. 2. Er der anlagt sag om retten til en frembringelse, for hvilken der søges brugsmodelregistrering, kan behandlingen af brugsmodelansøgningen stilles i bero, indtil retssagen er endeligt afgjort.

§ 23. Godtgør nogen over for patentmyndigheden, at den pågældende og ikke ansøgeren er berettiget til frembringelsen, skal patentmyndigheden overføre ansøgningen til den pågældende, såfremt denne begærer det. Den, til hvem brugsmodelansøgningen således overføres, skal betale nyt ansøgningsgebyr.

Stk. 2. Er der fremsat begæring om overførelse af en brugsmodelansøgning, må ansøgningen ikke henlægges, afslås eller imødekommes, før der er taget endelig stilling til begæringen.

§ 24. Frembringelsen registreres tidligst 15 måneder fra ansøgningens indleveringsdag eller, hvis der er anmodet om prioritet, fra prioritetsdagen, jf. § 11.

Stk. 2. På begæring af brugsmodelansøgeren kan publicering af ansøgningen eller registreringen af frembringelsen ske tidligere.

Stk. 3. Når 15 måneder er forløbet fra ansøgningsdagen eller, hvis der er begæret prioritet, fra prioritetsdagen, skal akterne, selv om frembringelsen ikke er registreret, holdes tilgængelige for enhver. Er der truffet beslutning om henlæggelse eller afslag, må akterne dog ikke holdes tilgængelige, medmindre ansøgeren begærer genoptagelse, påklager det meddelte afslag eller i henhold til §§ 66 eller 67 begærer genoprettelse af rettigheder.

Stk. 4. Når akterne bliver tilgængelige i henhold til stk. 2 eller 3, skal bekendtgørelse herom udfærdiges.

Stk. 5. Indeholder et dokument forretningshemmeligheder, som ikke angår en frembringelse, for hvilken der søges eller er registreret brugsmodel, kan patentmyndigheden, når særlige grunde foreligger, på begæring bestemme, at dokumentet helt eller delvis ikke skal være tilgængeligt. Er sådan begæring indgivet, må dokumentet ikke gøres tilgængeligt, før afgørelse er truffet eller i det tidsrum, hvori afgørelsen kan påklages. Klage har opsættende virkning.

Stk. 6. Er en prøve af biologisk materiale deponeret i henhold til § 15, stk. 1, har enhver ret til at få en prøve af materialet, når akterne bliver tilgængelige i henhold til stk. 3. Efter brugsmodelregistreringen kan udleveringen ske til enhver, der anmoder herom, uanset om brugsmodelregistreringen er ophørt eller er kendt ugyldig. Dette medfører dog ikke, at en prøve skal udleveres til nogen, som efter bestemmelser fastsat i eller i medfør af lov ikke må håndtere det deponerede materiale. En prøve skal heller ikke udleveres til nogen, hvis det på grund af materialets farlige egenskaber antages at være forbundet med åbenbar fare, at vedkommende er i besiddelse af prøven.

Stk. 7. Uanset stk. 6 kan ansøgeren begære, at udlevering af en prøve i tiden, indtil brugsmodellen er registreret, kun kan ske til en særlig sagkyndig. Hvis en ansøgning er blevet afslået eller tilbagetaget eller anses for tilbagetaget, kan ansøgeren begære, at en prøve af det deponerede materiale i 10 år fra brugsmodelansøgningens indlevering kun må udleveres til en særlig sagkyndig.

Stk. 8. Erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om fremsættelse af begæring om udlevering, om fristen for fremsættelse af sådanne begæringer og om, hvem der kan benyttes som sagkyndig.

Stk. 9. Begæring om udlevering af prøven skal fremsættes over for patentmyndigheden og indeholde en erklæring om at iagttage de begrænsninger i brugen af prøven, som fremgår af de regler, der fastsættes af erhvervsministeren. Såfremt prøven skal udleveres til en særligt sagkyndig, skal erklæringen i stedet afgives af denne.

§ 25. Klage over Patent- og Varemærkestyrelsens endelige afgørelse af en brugsmodelansøgning kan af ansøgeren indgives til Ankenævnet for Patenter og Varemærker. Det samme gælder brugsmodelhaveren, når en brugsmodelregistrering ophæves helt eller delvis efter anmodning om prøvning af registreringen i henhold til § 50. Opretholdes brugsmodelregistreringen i ændret eller uændret form trods anmodningen, kan afgørelsen påklages af den, der har fremsat anmodningen. Frafalder sidstnævnte sin klage, kan klagen alligevel prøves, når der foreligger særlige grunde hertil.

Stk. 2. Klage efter stk. 1 indgives til Ankenævnet for Patenter og Varemærker senest 2 måneder efter, at Patent- og Varemærkestyrelsen har givet den pågældende underretning om afgørelsen. Inden samme frist skal det for klagen fastsatte gebyr betales. Sker dette ikke, skal klagen afvises.

Stk. 3. Andre, der har interesse i den pågældende afgørelse, kan senest 2 måneder efter, at afgørelsen er offentliggjort, indgive tilsvarende klage.

Stk. 4. Afgørelser truffet af Ankenævnet for Patenter og Varemærker kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Afgørelser truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen, som kan indbringes for Ankenævnet for Patenter og Varemærker, kan ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger. Ønskes en afgørelse, der er truffet af Ankenævnet for Patenter og Varemærker, indbragt for domstolene, må sag anlægges senest 2 måneder fra den dag, hvor der er givet den pågældende underretning om afgørelsen.

Stk. 6. Afgørelser, hvorved begæring om hemmeligholdelse af forretningshemmeligheder i henhold til § 24, stk. 5, er afslået, kan påklages af den, der har fremsat begæringen.

§ 26. Ved international brugsmodelansøgning forstås en ansøgning i henhold til den i Washington den 19. juni 1970 indgåede patentsamarbejdstraktat.

Stk. 2. International brugsmodelansøgning indleveres til en patentmyndighed eller international organisation, som i henhold til traktaten og gennemførelsesforskrifterne er berettiget til at modtage sådan ansøgning (modtagende myndighed). Til patentmyndigheden her i landet kan en international brugsmodelansøgning indleveres i overensstemmelse med regler, der fastsættes af erhvervsministeren. Ansøgeren skal betale det for ansøgningen fastsatte gebyr til patentmyndigheden.

Stk. 3. §§ 27-35 finder anvendelse på internationale brugsmodelansøgninger, som omfatter Danmark.

§ 27. En international brugsmodelansøgning, for hvilken den modtagende myndighed har fastsat international indleveringsdag, har samme virkning som en brugsmodelansøgning, der er indleveret her i landet den pågældende dag. Bestemmelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt., finder dog kun anvendelse, såfremt ansøgningen er videreført i henhold til § 29.

§ 28. En international brugsmodelansøgning skal anses for tilbagetaget, for så vidt angår Danmark, i de tilfælde, som omhandles i patentsamarbejdstraktatens artikel 24, stk. 1, (i) og (ii).

§ 29. Ønsker ansøgeren at videreføre en international brugsmodelansøgning for Danmark, skal denne inden 33 måneder fra den internationale indleveringsdag eller, hvis prioritet begæres, fra prioritetsdagen, betale det fastsatte gebyr til patentmyndigheden og indlevere en oversættelse til dansk af den internationale ansøgning i det omfang, som erhvervsministeren fastsætter. Hvis ansøgningen er affattet på dansk, skal ansøgeren inden 33 måneder indlevere en genpart af ansøgningen.

Stk. 2. Såfremt ansøgeren har betalt det fastsatte gebyr inden den i stk. 1 fastsatte frist, kan den krævede oversættelse eller genpart indleveres inden en yderligere frist på 2 måneder, mod at der betales et fastsat tillægsgebyr inden udløbet af den yderligere frist.

Stk. 3. Opfylder ansøgeren ikke kravene i denne paragraf, skal ansøgningen anses for tilbagetaget, for så vidt angår Danmark.

§ 30. Når en international brugsmodelansøgning er videreført i henhold til § 29, finder bestemmelserne i kapitel 1 og 2 anvendelse på ansøgningen og dens behandling med de afvigelser, der er fastsat i nærværende paragraf og i §§ 31 og 34. Ansøgningen må kun optages til behandling inden udløbet af de frister, som gælder i henhold til § 29, hvis ansøgeren begærer det.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 24, stk. 2 og 3, finder anvendelse, allerede inden ansøgningen er videreført, når ansøgeren har opfyldt sin forpligtelse efter § 29 til at indlevere en oversættelse af ansøgningen, eller hvis ansøgningen er affattet på dansk, når ansøgeren har indleveret en genpart af den til patentmyndigheden.

Stk. 3. Ved anvendelsen af §§ 41 og 43-45 om tvangslicens, § 53 om pligt til at give oplysning om brugsmodel og § 57 om beskyttelse af frembringelsen i perioden mellem indlevering og registrering anses en international brugsmodelansøgning for at være gjort tilgængelig for enhver, når den er tilgængelig i henhold til stk. 2.

Stk. 4. Opfylder brugsmodelansøgningen patentsamarbejdstraktatens krav med hensyn til form og indhold, skal den godkendes i så henseende.

§ 31. I en international brugsmodelansøgning må der ikke registreres en brugsmodel eller gives afslag før efter udløbet af en af erhvervsministeren fastsat frist, medmindre ansøgeren har givet samtykke til, at ansøgningen afgøres forinden.

§ 32. Patentmyndigheden må ikke uden ansøgerens samtykke registrere en brugsmodel i en international brugsmodelansøgning eller offentliggøre den, før den er offentliggjort af Det Internationale Bureau ved Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), eller der er gået 20 måneder fra den internationale indleveringsdag eller, hvis prioritet begæres, fra prioritetsdagen.

§ 33. Har en del af en international brugsmodelansøgning ikke været genstand for en international forberedende prøvning, fordi ansøgeren efter krav fra den internationale prøvningsmyndighed har begrænset brugsmodelkravene, skal den pågældende del af ansøgningen anses for tilbagetaget hos patentmyndigheden, medmindre ansøgeren betaler det i patentsamarbejdstraktaten fastsatte tillægsgebyr inden 2 måneder efter, at patentmyndigheden har anmodet herom.

§ 34. Har en del af en international brugsmodelansøgning ikke været genstand for international nyhedsundersøgelse eller international forberedende registrerbarhedsprøvning, fordi ansøgningen er blevet anset for at omfatte to eller flere af hinanden uafhængige frembringelser, og har ansøgeren ikke inden for den fastsatte frist betalt tillægsgebyr i henhold til patentsamarbejdstraktaten, skal patentmyndigheden undersøge, om bedømmelsen var rigtig. Findes dette at være tilfældet, skal den pågældende del af ansøgningen anses for tilbagetaget hos patentmyndigheden, medmindre ansøgeren betaler det fastsatte gebyr inden 2 måneder efter, at patentmyndigheden har givet ansøgeren underretning om udfaldet af undersøgelsen. Finder patentmyndigheden, at bedømmelsen ikke var rigtig, skal den fortsætte behandlingen af ansøgningen i dens helhed.

Stk. 2. Ansøgeren kan påklage en afgørelse i henhold til stk. 1, hvorved det er antaget, at en brugsmodelansøgning omfatter to eller flere af hinanden uafhængige frembringelser. Bestemmelserne om klageadgang i § 25 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Stadfæstes styrelsens afgørelse, regnes fristen for betaling af gebyr i henhold til stk. 1 fra den dag, hvor den endelige afgørelse foreligger.

§ 35. Har en modtagende myndighed afvist at fastsætte international indleveringsdag for en international brugsmodelansøgning, skal patentmyndigheden på ansøgerens begæring efterprøve rigtigheden af afgørelsen. Det samme gælder en afgørelse fra Det Internationale Bureau, hvorefter en ansøgning skal anses som tilbagetaget.

Stk. 2. Begæring om fornyet prøvelse i henhold til stk. 1 skal fremsættes over for Det Internationale Bureau inden udløbet af en af erhvervsministeren fastsat frist. Erhvervsministeren fastsætter en frist og nærmere omfang for ansøgeren til mod gebyr at indlevere en oversættelse af ansøgningen til patentmyndigheden.

Stk. 3. Finder patentmyndigheden, at den modtagende myndigheds eller Det Internationale Bureaus afgørelse er urigtig, skal patentmyndigheden behandle ansøgningen i henhold til kapitel 1 og 2. Hvis en international indleveringsdag ikke er fastsat af den modtagende myndighed, skal ansøgningen anses for indleveret den dag, som patentmyndigheden finder burde have været fastsat som international indleveringsdag. Opfylder ansøgningen patentsamarbejdstraktatens krav med hensyn til form og indhold, skal den godkendes i så henseende.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt., finder anvendelse for ansøgninger, som er optaget til behandling i henhold til stk. 2, hvis ansøgningen bliver almindeligt tilgængelig i henhold til § 24.

§ 36. Anses en europæisk patentansøgning, som er indleveret til en national patentmyndighed, som tilbagetaget som følge af, at Den Europæiske Patentmyndighed ikke inden for den fastsatte frist har modtaget ansøgningen, skal patentmyndigheden på ansøgerens begæring anse den for konverteret til en ansøgning om brugsmodelregistrering her i landet, såfremt

1) begæringen fremsættes over for den nationale myndighed, som modtog ansøgningen, inden 3 måneder efter, at der er givet ansøgeren underretning om, at ansøgningen anses for tilbagetaget,

2) begæringen indkommer til patentmyndigheden her i landet inden 20 måneder fra den dag, ansøgningen blev indleveret eller, hvis prioritet er begæret, fra prioritetsdagen og

3) ansøgeren inden for en af erhvervsministeren fastsat frist betaler det fastsatte ansøgningsgebyr og indleverer en oversættelse af ansøgningen til dansk.

Stk. 2. Opfylder brugsmodelansøgeren den europæiske patentkonventions krav med hensyn til ansøgningens form, skal den godkendes i så henseende.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter de nærmere regler for retten til at konvertere en europæisk patentansøgning til en ansøgning om brugsmodelregistrering her i landet efter stk. 1.

§ 37. Brugsmodelregistreringens beskyttelsesomfang bestemmes af brugsmodelkravene. Der kan hentes vejledning til forståelse af brugsmodelkravene i beskrivelsen og tegningen.

Stk. 2. Efter registrering må beskyttelsens omfang ikke udvides.

§ 38. Brugsmodelregistreringen gælder indtil 3 år fra indleveringsdagen og kan fornys for yderligere to perioder af henholdsvis 3 og 4 år mod betaling af de fastsatte gebyrer.

Stk. 2. Fornyelse af registreringen skal bekendtgøres.

§ 39. Fornyelsesgebyret forfalder den sidste dag i den måned, i hvilken gebyrperioden begynder. Fornyelsesgebyr kan tidligst betales 3 måneder før forfaldsdagen.

Stk. 2. For en senere ansøgning, som omhandlet i § 17, forfalder fornyelsesgebyrer for de perioder, der er begyndt før den senere ansøgning blev indleveret, ikke i noget tilfælde før 2 måneder efter den dag, den senere ansøgning blev indleveret. For en international brugsmodelansøgning forfalder fornyelsesgebyrer for perioder, som er begyndt før den dag, ansøgningen blev videreført efter § 29 eller optaget til behandling efter § 35, eller som begynder inden 2 måneder efter denne dag, ikke i noget tilfælde før 2 måneder efter den dag, ansøgningen blev videreført eller optaget til behandling.

Stk. 3. Fornyelsesgebyr kan med den fastsatte forhøjelse betales indtil 6 måneder efter, at det forfalder.

Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen opkræver fornyelsesgebyrer hos brugsmodelansøgeren, brugsmodelhaveren eller en eventuel udpeget fuldmægtig, men Patent- og Varemærkestyrelsen er ikke ansvarlig for rettighedstab som følge af manglende opkrævning.

§ 40. Er en brugsmodelregistrering overgået til en anden, er licens givet, er en brugsmodelregistrering pantsat, er der foretaget udlæg i brugsmodelregistreringen, eller er brugsmodelhaver taget under konkursbehandling, skal dette på begæring indføres i brugsmodelregisteret.

Stk. 2. Godtgøres det, at en registreret licens er ophørt, skal licensen slettes af registeret.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder også for tvangslicens og rettigheder i henhold til § 48, stk. 2.

Stk. 4. Søgsmål vedrørende en brugsmodelregistrering kan altid anlægges mod den, som i registeret er indført som brugsmodelhaver, og meddelelse fra patentmyndigheden kan sendes til denne.

§ 41. Hvis en registreret frembringelse, når der er forløbet 3 år fra brugsmodellens registrering og 4 år fra brugsmodelansøgningens indlevering, ikke udøves her i landet i et rimeligt omfang, kan den, som vil udøve frembringelsen her i landet, opnå tvangslicens dertil, medmindre der foreligger rimelig grund til undladelsen.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan bestemme, at udøvelse i et andet land skal sidestilles med udøvelse her i landet ved anvendelsen af stk. 1. Sådan bestemmelse kan gøres betinget af gensidighed.

§ 42. Indehaveren af en registreret brugsmodel, hvis udnyttelse er afhængig af et patent eller en registreret brugsmodel, der tilhører en anden, kan opnå tvangslicens til udnyttelse af den patentbeskyttede opfindelse eller den ved brugsmodelregistreringen beskyttede frembringelse, hvis den førstnævnte frembringelse udgør et vigtigt teknisk fremskridt af væsentlig økonomisk betydning.

Stk. 2. Indehaveren af patentet eller af den registrerede brugsmodel, til hvis udnyttelse der er meddelt tvangslicens i medfør af stk. 1, skal på rimelige vilkår kunne opnå tvangslicens til udnyttelse af den anden frembringelse.

§ 43. Når vigtige almene interesser gør det påkrævet, kan den, der erhvervsmæssigt vil udnytte en frembringelse, på hvilken en anden har brugsmodelbeskyttelse, få tvangslicens hertil.

§ 44. Den, som, da en brugsmodelansøgning blev gjort tilgængelig for enhver, her i landet erhvervsmæssigt udnyttede den frembringelse, hvorpå der søges brugsmodelregistrering, kan, hvis ansøgningen fører til en registreret brugsmodel, få tvangslicens til udnyttelsen, når ganske særlige grunde taler herfor og den pågældende ikke havde kendskab til ansøgningen og ej heller med rimelighed har kunnet skaffe sig sådant kendskab. Sådan ret tilkommer under tilsvarende forudsætninger også den, som havde truffet væsentlige foranstaltninger til erhvervsmæssig udnyttelse af frembringelsen her i landet.

Stk. 2. Sådan tvangslicens kan omfatte tiden forud for brugsmodellens registrering.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan bestemme, at udnyttelse i et andet land skal sidestilles med udnyttelse her i landet ved anvendelsen af bestemmelsen i stk. 1. Sådan bestemmelse kan gøres betinget af gensidighed.

§ 45. Tvangslicens må kun meddeles den, som ikke ved aftale har kunnet opnå licens på rimelige vilkår, og som kan antages at være i stand til at udnytte frembringelsen på rimelig og forsvarlig måde og i overensstemmelse med licensen.

Stk. 2. Tvangslicens er ikke til hinder for, at brugsmodelhaveren selv udnytter frembringelsen eller meddeler licens til andre.

Stk. 3. Tvangslicens kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori den udnyttes, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet. For tvangslicens meddelt efter § 42, stk. 1, gælder endvidere, at overdragelse af tvangslicensen skal ske sammen med den brugsmodelregistrering, hvis udnyttelse er afhængig af et patent eller en registreret brugsmodel, der tilhører en anden.

Stk. 4. Tvangslicens vedrørende halvlederteknologi kan kun meddeles til offentlig ikkekommerciel udnyttelse eller for at bringe en konkurrencebegrænsende adfærd, som er fastslået ved dom eller administrativ afgørelse, til ophør.

§ 46. Sø- og Handelsretten i København afgør i første instans, om tvangslicens skal meddeles, og bestemmer ligeledes, i hvilket omfang frembringelsen må udnyttes, samt fastsætter vederlaget og de øvrige vilkår for tvangslicensen. For så vidt forholdene måtte ændre sig væsentligt, kan retten på begæring af hver af parterne ophæve licensen eller fastsætte nye vilkår for denne.

§ 47. En brugsmodelregistrering kan ved dom kendes ugyldig, hvis

1) registreringen ikke er foretaget i overensstemmelse med §§ 1-5,

2) registreringen angår en frembringelse, som ikke er så tydeligt beskrevet eller vist, at en fagmand på grundlag heraf kan udøve den,

3) beskyttelsesomfanget er ændret i strid med § 18 eller

4) beskyttelsesomfanget er udvidet efter registreringen.

Stk. 2. Hvis brugsmodelhaveren kun er delvis berettiget til brugsmodelregistreringen, kan brugsmodelregistreringen dog ikke kendes ugyldig i sin helhed.

Stk. 3. Sag kan, bortset fra de i stk. 4 nævnte tilfælde, rejses af enhver.

Stk. 4. Sager, som begrundes med, at en brugsmodel er registreret af en anden end den, der i henhold til § 1 er berettiget hertil, kan alene rejses af den, der påstår sig berettiget til brugsmodelregistreringen. Sagen skal rejses inden 1 år efter, at den berettigede har fået kundskab om brugsmodellens registrering og de øvrige forhold, på hvilke søgsmålet støttes. Var brugsmodelhaveren i god tro, da brugsmodellen blev registreret, eller da brugsmodelhaver erhvervede brugsmodelregistreringen, kan sagen ikke rejses senere end 3 år efter brugsmodellens registrering.

§ 48. Er en brugsmodel registreret for en anden end den, der i henhold til § 1 er berettiget dertil, skal retten, hvis der nedlægges påstand derom af den berettigede, overføre registreringen til denne. Bestemmelserne i § 47, stk. 4, om tidspunktet for sagens anlæg finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Den, der frakendes registreringen, er, når denne i god tro her i landet erhvervsmæssigt har udnyttet frembringelsen eller truffet væsentlige foranstaltninger hertil, berettiget til mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår at fortsætte den påbegyndte eller iværksætte den planlagte udnyttelse med bibeholdelse af dennes almindelige karakter. Sådan ret tilkommer under samme forudsætninger også indehavere af registrerede licensrettigheder.

Stk. 3. Rettigheder i henhold til stk. 2 kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori de udnyttes, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

§ 49. Giver brugsmodelhaveren over for patentmyndigheden afkald på brugsmodelregistreringen, skal patentmyndigheden erklære brugsmodelregistreringen for ophævet i sin helhed.

Stk. 2. Er der rejst søgsmål om overførelse af brugsmodelregistrering, kan registreringen ikke erklæres ophævet, før søgsmålet er endeligt afgjort.

§ 50. Når en brugsmodelregistrering har fundet sted, kan enhver mod betaling af gebyr over for patentmyndigheden fremsætte anmodning om prøvning af registreringen.

Stk. 2. Anmodning om prøvning kan alene støttes på de ugyldighedsgrunde, som er nævnt i § 47, stk. 1.

Stk. 3. Patentmyndigheden kan kræve, at en anmodning efter stk. 1 er ledsaget af dokumentation.

Stk. 4. Rejses der ved domstolene sag om en brugsmodelregistrering, inden der er truffet endelig afgørelse om en anmodning efter stk. 1 vedrørende samme registrering, skal patentmyndigheden stille behandlingen af begæringen i bero, indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre anmodningen er fremsat af brugsmodelhaveren.

§ 51. Er der fremsat anmodning efter § 50, skal brugsmodelhaveren gøres bekendt hermed og have lejlighed til at udtale sig herom. Erhvervsministeren fastsætter regler herfor.

§ 52. Konstaterer patentmyndigheden efter indgivelse af anmodning i henhold til § 50, at der foreligger hindring for registrering, bortfalder registreringen. Registreringens bortfald bekendtgøres af Patent- og Varemærkestyrelsen, når afgørelsen er blevet endelig.

Stk. 2. Hvis intet er til hinder for, at brugsmodelregistreringen opretholdes i ændret form, beslutter patentmyndigheden at ændre registreringen, hvis brugsmodelhaveren er enig i den ændrede formulering, som patentmyndigheden vil give brugsmodelregistreringen, og et gebyr for bekendtgørelse af meddelelse om ændring er betalt inden udløbet af den fastsatte frist.

Stk. 3. Hvis brugsmodelhaveren ikke er enig i den ændrede formulering eller ikke rettidigt betaler gebyret for bekendtgørelse om ændringen, anses brugsmodelregistreringen for ophævet.

§ 53. En brugsmodelansøger eller indehaver, som over for en anden påberåber sig en ansøgning om brugsmodelregistrering eller en registreret brugsmodel, inden akterne vedrørende registreringen er blevet tilgængelige for enhver, er pligtig til på begæring at give sit samtykke til, at vedkommende får adgang til at gøre sig bekendt med akterne i ansøgningssagen. Omfatter ansøgningen en deponeret prøve af biologisk materiale som nævnt i § 15, stk. 1, skal vedkommende også have ret til at få udleveret en prøve. § 24, stk. 6, 2. og 3. pkt., og stk. 7-9, finder anvendelse i disse tilfælde.

Stk. 2. Den, som enten ved direkte henvendelse til en anden eller i annoncer eller ved påskrift på varer eller deres indpakning eller på anden måde angiver, at brugsmodelregistrering er ansøgt eller registreret, uden samtidig at angive registreringen eller ansøgningens nummer, er pligtig uden unødigt ophold at give den, der begærer det, sådan oplysning. Angives det ikke udtrykkeligt, at brugsmodel er ansøgt eller registreret, men er oplysningen egnet til at fremkalde den opfattelse, at dette er tilfældet, skal der på begæring uden unødigt ophold gives oplysning om, hvorvidt brugsmodel er ansøgt eller registreret.

§ 54. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt gør indgreb i den eneret, som en brugsmodelregistrering medfører (brugsmodelindgreb).

Stk. 2. Er overtrædelsen begået forsætligt og under skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbart retsstridig vinding.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, påtales af den forurettede. Overtrædelser, som omfattes af stk. 2, påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

§ 55. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår brugsmodelindgreb, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikkeøkonomisk skade.

§ 56. Med henblik på at forebygge yderligere brugsmodelindgreb kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at et produkt, der udgør et brugsmodelindgreb, skal

1) tilbagekaldes fra handelen,

2) endeligt fjernes fra handelen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede eller

5) ændres på en nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på apparater, materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af en registreret frembringelse.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, apparater, materialer, redskaber eller lignende i registreringens gyldighedstid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.

§ 57. Udnytter nogen uden tilladelse erhvervsmæssigt en frembringelse efter, at akterne i ansøgningen er gjort tilgængelige for enhver, og fører ansøgningen til brugsmodelregistrering, finder bestemmelserne om brugsmodelindgreb, bortset fra § 54, tilsvarende anvendelse. I tiden indtil der er sket registrering, omfatter brugsmodelbeskyttelsen kun det, som fremgår såvel af brugsmodelkravene, som de forelå, da ansøgningen blev almindeligt tilgængelig, som af brugsmodelregistreringen, som det er registreret eller er opretholdt i ændret form efter § 52, stk. 2.

Stk. 2. Den pågældende skal kun betale erstatning efter § 55, stk. 2, for skade som følge af indgreb, der er sket før bekendtgørelsen om patentets meddelelse efter § 21, i det omfang det skønnes rimeligt.

Stk. 3. Forældelse af erstatningskrav efter stk. 1 indtræder tidligst 1 år efter registreringen.

§ 58. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 55 og 56, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

§ 59. Den, som anlægger sag om hel eller delvis ugyldigkendelse af en brugsmodelregistrering eller om overførelse af registreringen, skal meddele dette til Patent- og Varemærkestyrelsen til indførelse i brugsmodelregisteret samt i anbefalet brev give meddelelse om sagsanlægget til enhver licenshaver, der er indført i brugsmodelregisteret med adresse. En licenshaver, der vil anlægge sag om indgreb i brugsmodelretten, skal på tilsvarende måde give meddelelse herom til brugsmodelhaveren.

Stk. 2. Dokumenterer sagsøgeren ikke i stævningen, at anmeldelse og meddelelser, som er angivet i stk. 1, har fundet sted, kan retten fastsætte en frist til opfyldelse af betingelserne. Overskrides den fastsatte frist, afvises sagen.

Stk. 3. I sager om brugsmodelindgreb anlagt af brugsmodelhaveren skal sagsøgte give meddelelse efter reglerne i stk. 1 til patentmyndigheden og registrerede licenshavere, såfremt sagsøgte vil nedlægge påstand om, at brugsmodelregistreringen kendes ugyldig. Bestemmelsen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, således at påstanden om, at brugsmodelregistreringen kendes ugyldig, afvises, hvis den fastsatte frist overskrides.

Stk. 4. I sager om brugsmodelindgreb anlagt af en licenshaver kan sagsøgte tilstævne brugsmodelhaveren uden hensyn til dennes værneting og over for denne nedlægge påstand om, at brugsmodelregistreringen kendes ugyldig. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 34 finder tilsvarende anvendelse.

§ 60. Den, som i de i § 53 nævnte tilfælde undlader at efterkomme, hvad der påhviler den pågældende, eller giver urigtig oplysning, straffes med bøde, for så vidt ikke strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning, og skal erstatte derved forvoldt skade, i det omfang dette skønnes rimeligt.

Stk. 2. § 54, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 61. Ansøgere og brugsmodelhavere, der ikke er bosat her i landet, anses i sager, der anlægges efter denne lov, for at have hjemting i København.

Stk. 2. Udskrift af domme, der vedrører brugsmodelansøgninger eller brugsmodelregistreringer, sendes til Patent- og Varemærkestyrelsen ved rettens foranstaltning.

§ 61 a. Hvis told- og skatteforvaltningen får en formodning om krænkelser omfattet af § 54, kan oplysninger herom videregives til rettighedshaver.

§ 61 b. Patent- og Varemærkestyrelsens opgaver vedrørende håndhævelse af brugsmodelrettigheder og bekæmpelse af piratkopiering varetages af en særlig enhed, hvor forbrugere, virksomheder og myndigheder kan henvende sig og modtage information og vejledning.

Stk. 2. I konkrete sager om piratkopiering vejleder enheden forbrugere og små og mellemstore virksomheder. Enheden kan efter anmodning og mod betaling af et gebyr afgive en skriftlig vejledende udtalelse.

Stk. 3. Enheden bistår politiet og anklagemyndigheden i deres indsats mod piratkopiering.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om enhedens opgaver og organisering m.v.

§ 62. Patent- og Varemærkestyrelsen kan opfordre brugsmodelhaver til at udpege en i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) bosat fuldmægtig, som på brugsmodelhaverens vegne kan modtage meddelelser vedrørende den registrerede brugsmodel. Fuldmægtigens navn og adresse skal indføres i brugsmodelregisteret.

§ 63. Klage over styrelsens afgørelser i medfør af §§ 40, 66 og 67 kan af ansøgeren, brugsmodelhaveren eller den, der har begæret prøvning, indgives til Ankenævnet for Patenter og Varemærker senest 2 måneder efter, at der er givet vedkommende underretning om afgørelsen. Andre, der har interesse i den pågældende afgørelse, kan senest 2 måneder efter, at afgørelsen er bekendtgjort, indgive tilsvarende klage.

Stk. 2. Inden den i stk. 1 nævnte frist skal det for klagen fastsatte gebyr betales. Sker dette ikke, skal klagen afvises.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 25, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 64. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for brugsmodelansøgninger og deres behandling og for behandling af anmodninger om prøvning, om genoprettelse, om afkald på brugsmodelregistrering, om brugsmodelregisterets indretning og førelse, om Brugsmodeltidendes udgivelse og indhold, om udveksling af elektroniske data med patentmyndigheden samt om styrelsens forretningsgang. Det kan herunder bestemmes, at patentmyndighedens journaler over indkomne ansøgninger skal være tilgængelige for enhver. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler til bestemmelse af, hvilke dage der betragtes som lukkedage for patentmyndigheden.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan bestemme, at patentmyndigheden på begæring af et andet lands myndighed kan give denne oplysning om behandlingen af her indleverede brugsmodelansøgninger, og at patentmyndigheden ved afgørelsen af, om betingelserne for registrerbarhed foreligger, kan godtage nyhedsundersøgelser, som i denne henseende har fundet sted ved tilsvarende myndighed i et andet land eller ved en international institution.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan endvidere bestemme, at ansøgere, der i et land har indgivet en tilsvarende ansøgning om brugsmodel, på begæring af patentmyndigheden og inden for en af denne fastsat frist skal give oplysning om det resultat af undersøgelsen af frembringelsens registrerbarhed, der er meddelt ansøgeren af vedkommende lands patentmyndighed, samt fremsende genpart af skriftvekslingen med denne. Oplysningspligt kan dog ikke foreskrives, for så vidt angår sådan i kapitel 3 omhandlet brugsmodelansøgning, som har været genstand for international forberedende prøvning, om hvilken der er indleveret rapport til patentmyndigheden.

§ 65. Patent- og Varemærkestyrelsen kan efter anmodning påtage sig at løse særlige opgaver, der vedrører brugsmodeller og brugsmodelret. Erhvervsministeren fastsætter regler om denne servicevirksomhed og om betalingen herfor samt om betalingen af gebyr for rykkerskrivelser ved for sen betaling.

Stk. 2. For de opgaver, der er nævnt i stk. 1, 1. pkt., gælder lov om offentlighed i forvaltningen ikke, bortset fra § 8, hvorefter man kan forlange at blive gjort bekendt med personlige forhold omtalt i dokumenter.

§ 66. Vil en brugsmodelansøger eller brugsmodelhaver lide retstab, fordi denne ikke har overholdt en i denne lov eller med hjemmel heri over for patentmyndigheden fastsat frist, men har den pågældende udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af denne, skal patentmyndigheden på begæring genoprette rettighederne. Begæringen skal indgives til patentmyndigheden inden 2 måneder efter, at den hindring, som bevirkede fristoverskridelsen, er bortfaldet, dog senest 1 år efter fristens udløb. Inden for samme frister skal den pågældende foretage den undladte handling og betale det for genoprettelse fastsatte gebyr.

Stk. 2. Stk. 1 finder anvendelse på fristen for prioritet i § 11, stk. 1, hvis en brugsmodelansøger i en efterfølgende ansøgning begærer genoprettelse af sin prioritet inden 2 måneder fra udløbet af den i § 11, stk. 1, nævnte frist.

§ 67. Har ansøgeren om videreførelse af en international brugsmodelansøgning, jf. § 29, benyttet forsendelse med post, og fremkommer forsendelsen ikke rettidigt, men træffes foranstaltningen inden 2 måneder efter, at ansøgeren indså eller burde have indset, at fristen var overskredet, og senest 1 år efter fristens udløb, skal patentmyndigheden genoprette rettighederne, såfremt

1) postforbindelserne har været afbrudt inden for de sidste 10 dage forud for fristens udløb på grund af krig, revolution, borgerlige uroligheder, strejke, naturkatastrofe eller anden lignende omstændighed på det sted, hvor afsenderen har sin virksomhed eller opholder sig, og forsendelsen er afsendt til patentmyndigheden inden 5 dage efter, at postforbindelserne er genoptaget, eller

2) forsendelsen har været afsendt rekommanderet til patentmyndigheden senest 5 dage før fristens udløb, dog kun hvis forsendelsen har været sendt som luftpost, hvor dette har været muligt, eller hvis afsenderen har haft grund til at antage, at forsendelsen ved befordring med almindelig post ville være modtaget senest 2 dage fra afsendelsesdagen.

Stk. 2. Ønsker brugsmodelansøgeren rettighederne genoprettet i henhold til stk. 1, skal denne inden den nævnte frists udløb indgive begæring herom til patentmyndigheden.

§ 68. Når en begæring om genoprettelse i henhold til §§ 66 eller 67 er imødekommet, og en brugsmodelansøgning som følge deraf skal optages til fortsat behandling, eller en bortfaldet brugsmodelregistrering skal anses for opretholdt, skal der udfærdiges bekendtgørelse herom.

Stk. 2. Den, som efter, at den fastsatte frist for genoptagelse af en henlagt ansøgning er udløbet, eller efter, at ansøgningen er afslået, eller efter, at brugsmodelregistreringens bortfald er bekendtgjort, men inden bekendtgørelse i henhold til stk. 1 er udfærdiget, i god tro har påbegyndt erhvervsmæssig udnyttelse af frembringelsen her i landet eller har truffet væsentlige foranstaltninger hertil, kan fortsætte udnyttelsen med bibeholdelse af dennes almindelige karakter.

Stk. 3. Den i stk. 2 omhandlede ret kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori den er opstået, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

§ 69. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ekspeditioner, publikationer, udskrifter, kurser m.v.

§ 70. Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med forsvarsministeren og justitsministeren regler for, hvad der i denne lov skal forstås ved krigsmateriel.

§ 71. Henlægger erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Patent- og Varemærkestyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder om, at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 72. Med hensyn til handlinger angående produkter, som er bragt i omsætning i en anden stat, som har ratificeret eller tiltrådt Aftale om EF-patenter, finder artikel 76 i EF-patentkonventionen anvendelse.

§ 73. Bestemmelserne i EF-patentkonventionens artikel 75, stk. 1 og 2, om helt eller delvis ophør af et patent, der er udstedt af patentmyndigheden her i landet, finder tilsvarende anvendelse for brugsmodeller.

§ 73 a. For ansøgning om registrering af dansk brugsmodel betales 2.000 kr., jf. § 14, stk. 1.

Stk. 2. For konvertering af en europæisk patentansøgning til en dansk ansøgning om brugsmodel betales 2.000 kr., jf. § 36, stk. 1, nr. 3.

Stk. 3. For ansøgning om videreførelse af en international brugsmodelansøgning for Danmark betales et gebyr på 2.000 kr., jf. § 29, stk. 1. For senere indlevering af en oversættelse af eller genpart af den internationale brugsmodelansøgning betales et tillægsgebyr på 1.100 kr., jf. § 29, stk. 2.

Stk. 4. For anmodning om prøvning af en ansøgning om brugsmodel i henhold til § 19, stk. 2, betales 4.000 kr.

Stk. 5. For Patent- og Varemærkestyrelsens behandling i henhold til §§ 33 og 34 om internationale brugsmodelansøgninger betales 2.400 kr.

§ 73 b. For fornyelse af brugsmodelregistrering betales et gebyr på 2.000 kr. for første periode og et gebyr på 3.000 kr. for anden periode, jf. § 38.

Stk. 2. Gebyrer i henhold til stk. 1, der betales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter, forhøjes med 20 pct.

§ 73 c. For anmodning om prøvning af en registreret brugsmodel i henhold til § 50, stk. 1, betales 4.000 kr.

Stk. 2. For publicering af ændret brugsmodelskrift betales 1.100 kr., jf. § 52, stk. 2.

§ 73 d. For anmodning om genoptagelse af en brugsmodelansøgning betales 400 kr., jf. § 20, stk. 3.

Stk. 2. For anmodning om genoprettelse af en brugsmodelansøgning eller -registrering betales 3.000 kr., jf. § 66, stk.1.

Stk. 3. For en skriftlig vejledende udtalelse i henhold til § 61 b, stk. 2, betales 1.500 kr.

§ 73 e. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende internationale ansøgninger betales 1.500 kr., jf. § 26.

§ 73 f. Gebyrer indbetalt i henhold til §§ 73 a-73 e tilbagebetales ikke, når betalingen er foretaget rettidigt.

Stk. 2. Gebyrer, der ikke er betalt i rette tid, eller som ved fristens udløb er betalt med utilstrækkeligt beløb med den følge, at betalingen ikke kan godkendes, tilbagebetales.

Stk. 3. Afviser Patent- og Varemærkestyrelsen den behandling, der er betalt for, vil der ske tilbagebetaling af gebyrer indbetalt i forbindelse med behandlingen.

§ 73 g. Gebyrerne anført i §§ 73 a-73 e er angivet i 2011-niveau.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan regulere beløbene anført i §§ 73 a-73 e i overensstemmelse med den generelle pris- og lønudvikling, der anvendes på finansloven. Patent- og Varemærkestyrelsen offentliggør de gældende gebyrer i en prisliste.

§ 73 h. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til dækning af omkostninger forbundet med Patent- og Varemærkestyrelsens administration af andre områder under styrelsens ressortområde, hvor der opkræves gebyrer.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

§ 74. Denne lov træder i kraft den 1. januar 2007. Samtidig ophæves brugsmodelloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 367 af 9. juni 1998.

Stk. 2. For så vidt angår §§ 55, 56 og 58, træder disse i kraft den 1. januar 2006.

Stk. 3. Loven finder anvendelse på brugsmodeller, der registreres, og ansøgninger, der indgives, efter lovens ikrafttræden. For brugsmodelansøgninger, der er indgivet før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.

Stk. 4. Reglerne om genoprettelse, jf. §§ 66-68, og reglerne om prøvning efter § 50 gælder også for ansøgninger og registreringer indleveret før lovens ikrafttrædelse.

§ 75. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger).

§ 1. Den, som har frembragt et design (designeren), eller den, til hvem designerens ret er overgået, kan i overensstemmelse med denne lov ved registrering erhverve eneret til designet (designret), jf. § 9.

§ 2. I denne lov forstås ved

1) »design«: et produkts eller en del af et produkts udseende, som er bestemt af de særlige træk ved selve produktet eller dets udsmykning, navnlig for så vidt angår linjer, konturer, farver, form, struktur eller materiale,

2) »produkt«: en industrielt eller håndværksmæssigt fremstillet artikel, herunder bl.a. dele, der er bestemt til at blive samlet til et sammensat produkt, samt emballage, udstyr, grafiske symboler og typografiske skrifttyper, men ikke edb-programmer,

3) »sammensat produkt«: et produkt, der består af flere bestanddele, som kan udskiftes, således at produktet kan skilles ad og samles igen.

§ 3. Designret kan kun opnås, hvis designet er nyt og har individuel karakter.

Stk. 2. Et design anses som nyt, hvis intet identisk design er blevet offentligt tilgængeligt før dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16. Design skal anses som identiske, hvis deres særlige træk kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter.

Stk. 3. Et design anses for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, designet giver den informerede bruger, adskiller sig fra det helhedsindtryk, en sådan bruger får af andre design, som er blevet offentligt tilgængelige inden dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16. Ved vurderingen af et designs individuelle karakter skal der tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.

§ 4. Et design til en bestanddel af et sammensat produkt anses kun for at være nyt og have individuel karakter, hvis

1) bestanddelen efter at være blevet indføjet i det sammensatte produkt fortsat er synlig under normal brug af produktet og

2) den synlige del af bestanddelen opfylder kravene om nyhed og individuel karakter.

Stk. 2. Ved normal brug forstås den endelige brugers anvendelse af det sammensatte produkt bortset fra vedligeholdelse, service eller reparation.

§ 5. Et design er offentligt tilgængeligt, hvis det er blevet offentliggjort i forbindelse med registrering eller på anden måde er blevet offentliggjort, eller hvis det er blevet udstillet, benyttet kommercielt eller blevet kendt på anden måde.

Stk. 2. Designet anses dog ikke for at være blevet offentligt tilgængeligt

1) i de tilfælde, hvor fagkredsene inden for den pågældende sektor i Den Europæiske Union gennem deres sædvanlige forretningsførelse ikke med rimelighed kan have fået kendskab til de omstændigheder, der er nævnt i stk. 1, før dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16, eller

2) hvis andre har fået kendskab til designet i forbindelse med et udtrykkeligt eller underforstået krav om fortrolighed.

§ 6. Et design anses ikke for at være blevet offentligt tilgængeligt, såfremt offentliggørelsen er sket inden for 12 måneder før dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16

1) af designeren eller den, til hvem designerens ret er overgået, eller af andre på grundlag af oplysninger, der er meddelt, eller foranstaltninger, der er truffet af designeren eller den, til hvem designerens ret er overgået, eller

2) som følge af misbrug i forhold til designeren eller den, til hvem designerens ret er overgået.

§ 7. Designret kan ikke opnås, hvis designet

1) strider mod offentlig orden eller sædelighed,

2) strider mod et ældre design, som først er blevet offentligt tilgængeligt efter datoen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16, og under forudsætning af, at ansøgningsdagen for det ældre design ligger forud for ansøgningsdagen for det yngre design,

3) uhjemlet

a) gør brug af et af de elementer, der er anført i artikel 6 c i Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret, eller af andre kendetegn, emblemer og våbenskjold end dem, der er omfattet af artikel 6 c i ovennævnte konvention, og som er af særlig offentlig interesse,

b) benytter en andens varemærke, firma eller andet forretningskendetegn,

c) gør brug af et værk, der er ophavsretligt beskyttet,

d) indeholder et ældre design.

Stk. 2. Ved et ældre design forstås et design, der er beskyttet ved

1) ansøgning eller registrering her i landet,

2) ansøgning om eller registrering som EF-design,

3) et ikke registreret EF-design eller

4) international ansøgning eller registrering med virkning her i landet.

§ 8. Designret kan ikke opnås til de dele af et produkts udseende, som

1) udelukkende er bestemt af produktets tekniske funktion, eller som

2) må reproduceres i deres nøjagtige form og dimensioner, for at det produkt, som designet angår, mekanisk kan kobles til et andet produkt eller placeres i, på, omkring eller bringes i kontakt med et andet produkt, så begge produkter opfylder deres funktion.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, kan der opnås designret til et design, der er nyt og har individuel karakter i overensstemmelse med § 3, hvis designet giver mulighed for en mangfoldig sammenbygning eller sammenkobling af produkter i et modulopbygget system bestående af indbyrdes udskiftelige dele.

§ 9. Designretten indebærer med de undtagelser, som følger af §§ 10-12, at ingen uden samtykke fra indehaveren af retten kan udnytte designet. En sådan udnyttelse omfatter navnlig fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et produkt, som designet angår, eller oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål.

Stk. 2. Designretten i henhold til stk. 1 omfatter ethvert design, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk. Ved vurderingen af designrettens omfang skal der tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.

§ 10. Designretten kan ikke udøves i forbindelse med

1) handlinger, der foretages i privat øjemed,

2) handlinger, der foretages i forsøgsøjemed, og

3) eftergørelse i citatøjemed eller til undervisningsbrug, forudsat at sådanne handlinger er forenelige med god forretningsskik og ikke i urimeligt omfang skader den normale udnyttelse af designet, og forudsat at kilden angives.

§ 11. Designretten kan heller ikke udøves i forbindelse med

1) udstyr på skibe og luftfartøjer, der er hjemmehørende i et andet land, hvis disse midlertidigt kommer ind her i landet, og

2) import her til landet af reservedele og tilbehør med henblik på reparation samt udførelse af reparation af sådanne skibe og luftfartøjer.

§ 12. Designretten omfatter ikke handlinger i forbindelse med designbeskyttede produkter, som af indehaveren eller med dennes samtykke er markedsført inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

§ 13. Ansøgning om registrering af design indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen.

Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde oplysning om ansøgerens navn eller firma samt en gengivelse af designet.

Stk. 3. Med ansøgningen kan der tillige indgives en model. I så fald danner modellen grundlag for registrering af designet.

Stk. 4. Søges registrering af en anden end den, der har frembragt designet, skal det efter ansøgerens eller designerens anmodning noteres i designregistret, hvem der har frembragt designet. Hvis designet er et resultat af et samarbejde mellem flere designere, kan en angivelse af den pågældende gruppe af designere erstatte en angivelse af de enkelte designere.

Stk. 5. Med ansøgningen skal følge de fastsatte gebyrer.

§ 14. Der kan alene knyttes retsvirkninger til ansøgningen fra den dag, ansøgeren har indgivet afbildning eller model, som viser designet.

Stk. 2. En ansøgning kan ikke ændres til at angå et andet design end det, der er vist i ansøgningen.

§ 15. En ansøgning kan omfatte flere design, hvis de produkter, for hvilke designene skal anvendes, kan henføres til samme klasse, jf. det internationale arrangement vedrørende klassifikation af industrielle design og modeller undertegnet i Locarno den 8. oktober 1968 (Locarnoarrangementet).

§ 16. Er et design indeholdt i en ansøgning om designregistrering eller om brugsmodelbeskyttelse i et andet land, som er tilsluttet Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af den industrielle ejendomsret, eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), og søges designet registreret her i landet inden 6 måneder fra ansøgningsdagen i dette andet land, skal ansøgningen i forhold til § 3 og § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, på ansøgerens anmodning betragtes som indgivet samtidig med ansøgningen i dette andet land.

Stk. 2. Den samme ret til prioritet efter stk. 1 gælder, selv om den tidligere ansøgning om beskyttelse ikke hidrører fra et land, der er tilsluttet konventionen eller WTO, når en tilsvarende prioritet fra en dansk designansøgning indrømmes i det land, hvor den tidligere ansøgning blev indgivet, og lovgivningen i det pågældende land i hovedsagen stemmer overens med Pariserkonventionen.

Stk. 3. Den samme ret til prioritet efter stk. 1 gælder endvidere, hvis designet er indeholdt i en ansøgning om design- eller brugsmodelbeskyttelse her i landet.

Stk. 4. Hvis en ansøgning om registrering af et design indgives her i landet senest 6 måneder efter, at designet for første gang er fremvist på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling, skal ansøgningen i forhold til § 3 og § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, på ansøgerens anmodning have prioritet fra denne dato. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i konventionen angående internationale udstillinger, undertegnet i Paris den 22. november 1928 og senest revideret den 30. november 1972.

§ 17. Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at ansøgningen angår et design, jf. § 2, nr. 1, og at bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 1, ikke er til hinder for registreringen. Endvidere påses, at ansøgningen kun indeholder ét design, jf. dog § 15.

Stk. 2. Ansøgeren kan anmode Patent- og Varemærkestyrelsen om at undersøge andre forhold af betydning for designretten, hvorom styrelsen har kendskab. For anmodningen skal betales det fastsatte gebyr.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter de nærmere regler om undersøgelsen og dens omfang.

§ 18. Er ansøgningen i overensstemmelse med forskrifterne, og er der intet fundet til hinder for registreringen, registreres designet. Registreringen offentliggøres af Patent- og Varemærkestyrelsen. Offentliggørelsen kan udsættes i indtil 6 måneder fra ansøgningsdagen eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16, såfremt ansøgeren anmoder om det i ansøgningen.

§ 19. Har ansøgeren ikke iagttaget de fastsatte forskrifter for ansøgningen, eller finder Patent- og Varemærkestyrelsen i øvrigt, at der er noget til hinder for registrering, skal ansøgeren underrettes herom og opfordres til inden en nærmere angiven frist at udtale sig eller træffe foranstaltninger til berigtigelse af ansøgningen.

Stk. 2. Undlader ansøgeren inden fristens udløb at udtale sig eller træffe foranstaltninger til berigtigelse af ansøgningen, henlægges denne. Den i stk. 1 nævnte underretning skal indeholde oplysning herom.

Stk. 3. Behandlingen af en ansøgning kan genoptages, hvis ansøgeren inden 2 måneder efter udløbet af den fastsatte frist beder om genoptagelse og fremkommer med sit svar eller berigtiger ansøgningen, samt inden nævnte frist betaler det fastsatte genoptagelsesgebyr. Genoptagelse kan kun ske én gang.

Stk. 4. Finder Patent- og Varemærkestyrelsen noget til hinder for at imødekomme ansøgningen, og har ansøgeren haft lejlighed til at udtale sig om hindringen, skal ansøgningen afslås, medmindre Patent- og Varemærkestyrelsen finder grund til på ny at give ansøgeren opfordring som omhandlet i stk. 1.

§ 20. Finder Patent- og Varemærkestyrelsen efter § 19 noget til hinder for registrering, kan designet registreres i ændret form, hvis designet i den ændrede form opfylder betingelserne for beskyttelse og det beholder sin identitet.

Stk. 2. Hvis ansøgeren ikke er enig i Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse i henhold til stk. 1 om registrering i den ændrede form, afslås ansøgningen.

§ 21. Fra og med den dag designet er registreret, skal sagens akter holdes tilgængelige for enhver.

Stk. 2. Når 6 måneder er forløbet fra ansøgningsdagen eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16, skal akterne, selv om offentliggørelse i henhold til § 18 ikke har fundet sted, holdes tilgængelige for enhver. Er der truffet beslutning om henlæggelse eller afslag, må akterne dog ikke holdes tilgængelige, medmindre ansøgeren anmoder om genoptagelse eller påklager det meddelte afslag.

Stk. 3. På anmodning af ansøgeren skal sagens akter gøres tilgængelige tidligere end foreskrevet i stk. 1 og 2.

Stk. 4. Når sagens akter bliver tilgængelige i henhold til stk. 2 eller 3, skal der ske offentliggørelse herom.

§ 22. En ansøger, som over for en anden påberåber sig en ansøgning om designregistrering, inden akterne i ansøgningssagen er blevet tilgængelige for enhver, skal efter anmodning give den pågældende adgang til at gøre sig bekendt med akterne.

Stk. 2. Den, som enten ved direkte henvendelse til en anden eller i annoncer eller ved påskrift på produkter eller deres indpakning eller på anden måde angiver, at et design er registreret eller søgt registreret, uden samtidig at angive registreringens eller ansøgningens nummer, skal uden unødigt ophold give den, der anmoder herom, sådan oplysning. Angives det ikke udtrykkeligt, at et design er registreret eller søgt registreret, men er oplysningen egnet til at fremkalde den opfattelse, at dette er tilfældet, skal der efter anmodning uden unødigt ophold gives oplysning om, hvorvidt designet er registreret eller søgt registreret.

§ 23. En designregistrering gælder for den eller de perioder på fem år, som ansøgningen er indgivet for, regnet fra ansøgningsdagen. Registreringen kan efter anmodning fornys for yderligere perioder indtil i alt 25 år. Hver periode løber fra udgangen af den forudgående periode.

Stk. 2. Uanset stk. 1 gælder registreringen i højst 15 år for et design til en bestanddel, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, således at produktet får sit oprindelige udseende igen.

§ 24. Ansøgning om fornyelse af en designregistrering sker ved indbetaling af det fastsatte fornyelsesgebyr til Patent- og Varemærkestyrelsen tidligst 3 måneder før og senest 6 måneder efter registreringsperiodens udløb. Hvis fornyelsesgebyret først betales efter registreringsperiodens udløb, betales et forhøjet gebyr.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen opkræver det fastsatte fornyelsesgebyr hos designindehaveren eller dennes fuldmægtig. Styrelsen er ikke ansvarlig for rettighedstab som følge af manglende opkrævning.

Stk. 3. Er det fastsatte fornyelsesgebyr ikke betalt senest 6 måneder efter registreringsperiodens udløb, skal registreringen udslettes.

Stk. 4. Fornyelse af registreringen skal offentliggøres.

§ 25. Når en designregistrering har fundet sted, kan enhver over for Patent- og Varemærkestyrelsen fremsætte anmodning om hel eller delvis udslettelse af registreringen. Anmodningen kan alene begrundes med, at

1) registreringen ikke er foretaget i overensstemmelse med §§ 1-8,

2) ansøgningen er ændret i strid med § 14, stk. 2,

3) betingelserne i § 15 ikke er opfyldt eller

4) registreringen er opretholdt i mere end 15 år i strid med § 23, stk. 2.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 kan kun fremsættes vedrørende

1) retten til et design af den, som påstår at være retmæssig indehaver af designet,

2) de rettigheder, som er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 2 og nr. 3, litra b-d, af den, der påstår at være retmæssig indehaver af de pågældende rettigheder,

3) brug af de rettigheder, som er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 3, litra a, af den, der er berørt af brugen.

Stk. 3. Hvis en sag ved domstolene vedrørende et design ikke er endeligt afgjort, kan der ikke fremsættes en anmodning efter stk. 1 vedrørende det pågældende design. Rejses sag ved domstolene om et design, inden der er truffet endelig afgørelse om anmodningen efter stk. 1 vedrørende samme design, skal Patent- og Varemærkestyrelsen eller Patentankenævnet stille behandlingen af anmodningen i bero, indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre anmodningen er fremsat af designindehaveren.

Stk. 4. For anmodning i henhold til stk. 1 skal betales det fastsatte gebyr.

§ 26. En anmodning efter § 25, stk. 1, skal være ledsaget af dokumentation. Hvis materialet til brug for sådan dokumentation er utilstrækkeligt, kan Patent- og Varemærkestyrelsen forlange yderligere materiale for at tage stilling til anmodningen.

Stk. 2. Hvis anmodningen er fremsat af en anden end indehaveren af designregistreringen, skal indehaveren gøres bekendt med det indgivne materiale og have lejlighed til at udtale sig herom.

§ 27. En designregistrering kan kendes helt eller delvis ugyldig ved dom, hvis

1) registreringen ikke er foretaget i overensstemmelse med §§ 1-8,

2) ansøgningen er ændret i strid med § 14, stk. 2,

3) betingelserne i § 15 ikke er opfyldt eller

4) registreringen er opretholdt i mere end 15 år i strid med § 23, stk. 2.

Stk. 2. Enhver kan anlægge sag efter stk. 1. Dog kan sag kun anlægges vedrørende

1) retten til et design af den, som påstår at være retmæssig indehaver af designet,

2) de rettigheder, som er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 2 og nr. 3, litra b-d, af den, der påstår at være retmæssig indehaver af de pågældende rettigheder,

3) brug af de rettigheder, som er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 3, litra a, af den, der er berørt af brugen.

Stk. 3. Sager i henhold til stk. 2, nr. 1, skal anlægges inden et år efter, at den pågældende har fået kundskab om registreringen og de øvrige forhold, på hvilke søgsmålet støttes. Var designindehaveren i god tro ved registreringen, eller da designretten overgik til den pågældende, kan sagen ikke rejses senere end 3 år efter registreringen af designet.

Stk. 4. Et design kan erklæres ugyldigt, efter at retten til designet er bortfaldet eller der er givet afkald på designretten.

§ 28. En designregistrering kan opretholdes i ændret form, hvis designet i den ændrede form opfylder betingelserne for beskyttelse og det beholder sin identitet.

Stk. 2. Hvis designindehaveren ikke er enig i en afgørelse om opretholdelse af registreringen i ændret form eller ikke betaler det fastsatte gebyr for offentliggørelse af ændringen, bliver registreringen udslettet.

§ 29. Påstår nogen at have ret til et ansøgt eller registreret design, kan Patent- og Varemærkestyrelsen, hvis styrelsen finder spørgsmålet tvivlsomt, opfordre den pågældende til inden en nærmere angiven frist at anlægge retssag herom. Efterkommes opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af betragtning. Underretning herom skal gives i opfordringen.

Stk. 2. Er der anlagt sag om retten til et design, skal Patent- og Varemærkestyrelsen stille behandlingen af sagen i bero, indtil retssagen er endeligt afgjort.

§ 30. Godtgør nogen over for Patent- og Varemærkestyrelsen, at den pågældende og ikke ansøgeren eller designindehaveren er berettiget til et design, der er omfattet af et ansøgt eller registreret design, skal Patent- og Varemærkestyrelsen overføre ansøgningen eller registreringen til den pågældende, hvis denne anmoder om det. Den, til hvem ansøgningen eller registreringen overføres, skal betale ansøgningsgebyr.

Stk. 2. Er der anmodet om overførelse af en ansøgning eller en registrering, må ansøgningen ikke ændres, henlægges, afslås eller imødekommes, eller registreringen ændres eller udslettes helt eller delvis, før der er taget endelig stilling til spørgsmålet om overførelse.

§ 31. Er et design registreret for en anden end den, der i henhold til § 1 er berettiget dertil, skal retten, hvis der nedlægges påstand herom af den berettigede, overføre designretten til denne. Tilkommer designretten en anden, skal Patent- og Varemærkestyrelsen overføre registreringen til den berettigede.

Stk. 2. Har den, som frakendes en designregistrering, i god tro udnyttet designet her i landet, eller har den pågældende truffet væsentlige foranstaltninger hertil, er denne berettiget til mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår at fortsætte den påbegyndte eller iværksætte den planlagte udnyttelse med bibeholdelse af dennes almindelige karakter. Samme ret tilkommer under tilsvarende forudsætninger også indehavere af licensrettigheder.

Stk. 3. Rettigheder i henhold til stk. 2 kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori de udnyttes, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.

§ 32. Foreligger der en hindring for opretholdelse af en designregistrering i henhold til en afgørelse efter § 25, stk. 1, eller en dom, skal registreringen udslettes af Patent- og Varemærkestyrelsen. Styrelsen skal endvidere udslette registreringen, hvis designindehaveren giver afkald på designretten.

Stk. 2. Finder Patent- og Varemærkestyrelsen på grundlag af en anmodning efter § 25, stk. 1, at der ikke kan ske hel eller delvis udslettelse af registreringen, afslås anmodningen, og registreringen opretholdes.

§ 33. Patent- og Varemærkestyrelsen skal offentliggøre bortfald af en designregistrering. Styrelsen skal tillige offentliggøre ændringer i designregistreringen som følge af en afgørelse eller en dom om hel eller delvis udslettelse eller om overførelse af designretten til en anden.

Stk. 2. For offentliggørelsen af en registrering i ændret form betales det fastsatte gebyr.

§ 34. Klage over Patent- og Varemærkestyrelsens endelige afgørelse af en designansøgning kan indgives til Patentankenævnet af ansøgeren. Det samme gælder designindehaveren, hvis en designregistrering udslettes helt eller delvis. Opretholdes en designregistrering i ændret eller uændret form, kan afgørelsen påklages af den, der har fremsat anmodningen om hel eller delvis udslettelse af designregistreringen. Frafalder sidstnævnte sin klage, kan klagen alligevel prøves, når der foreligger særlige grunde hertil.

§ 35. Klage efter § 34 indgives til Patentankenævnet senest 2 måneder efter, at Patent- og Varemærkestyrelsen har givet den pågældende underretning om afgørelsen. Inden samme frist skal det fastsatte gebyr for klage betales. Sker det ikke, skal klagen afvises. Indbringelse for Patentankenævnet har opsættende virkning.

Stk. 2. Patentankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Afgørelser truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen, som kan indbringes for Patentankenævnet, kan ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger. Ønskes en afgørelse, der er truffet af Patentankenævnet, indbragt for domstolene, må sag anlægges senest 2 måneder fra den dag, ankenævnets afgørelse er meddelt den pågældende. Søgsmålet har opsættende virkning.

§ 36. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt gør indgreb i en designret (designindgreb). Dette gælder også indgreb i designrettigheder, som er stiftet i henhold til Rådets forordning om EF-design.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået forsætligt og under skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbart retsstridig vinding.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, påtales af den forurettede. Overtrædelser, som omfattes af stk. 2, påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

§ 37. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår designindgreb, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til bl.a. den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikkeøkonomisk skade.

§ 38. Med henblik på at forebygge yderligere designindgreb kan retten efter påstand ved dom bl.a. bestemme, at et produkt, der udgør et designindgreb, skal

1) tilbagekaldes fra handelen,

2) endeligt fjernes fra handelen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede eller

5) ændres på en nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber el.lign., der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende produkter.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, materialer, redskaber el.lign. i designets beskyttelsestid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.

§ 39. Udnytter nogen uhjemlet et design, som er søgt registreret, efter at akterne i ansøgningssagen er gjort tilgængelige for enhver, og fører ansøgningen til registrering, finder bestemmelserne om designindgreb tilsvarende anvendelse. Dette gælder dog ikke bestemmelsen i § 38. Den, som har begået designindgreb, før akterne er gjort tilgængelige for enhver, og som derved har haft vinding, skal betale erstatning efter § 37, i det omfang det skønnes rimeligt, dog ikke ud over den vinding, denne må antages at have haft ved designindgrebet.

Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav efter stk. 1 indtræder tidligst 1 år efter designets registrering.

§ 39 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 37 eller 38, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

§ 40. I sager om designindgreb kan det kun gøres gældende, at designretten ikke foreligger, hvis påstand om registreringens udslettelse nedlægges over for designindehaveren, eventuelt efter at denne er tilstævnet efter reglerne i § 45. Udslettes registreringen, kommer bestemmelserne i §§ 36-39 ikke til anvendelse.

§ 41. Den, som i de i § 22 nævnte tilfælde undlader at efterkomme, hvad der påhviler denne, eller meddeler urigtig oplysning, straffes med bøde, for så vidt strengere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning, og skal erstatte derved forvoldt skade i det omfang, det skønnes rimeligt.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 36, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 41 a. Hvis told- og skatteforvaltningen får en formodning om krænkelser omfattet af § 36, kan oplysninger herom videregives til rettighedshaver.

§ 41 b. Patent- og Varemærkestyrelsens opgaver vedrørende håndhævelse af designrettigheder og bekæmpelse af piratkopiering varetages af en særlig enhed, hvor forbrugere, virksomheder og myndigheder kan henvende sig og modtage information og vejledning.

Stk. 2. I konkrete sager om piratkopiering vejleder enheden forbrugere og små og mellemstore virksomheder. Enheden kan efter anmodning og mod betaling af et gebyr afgive en skriftlig vejledende udtalelse.

Stk. 3. Enheden bistår politiet og anklagemyndigheden i deres indsats mod piratkopiering.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om enhedens opgaver og organisering m.v.

§ 42. Sø- og Handelsretten er EF-designdomstol i 1. instans, og Højesteret og landsretterne er EF-designdomstole i 2. instans i henhold til EF-designforordningen. Ved afgørelsen af, om domme afsagt af Sø- og Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til Højesteret eller landsret, finder retsplejelovens § 368, stk. 4-6, anvendelse.

§ 43. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EF-designforordningen meddeles af byretten eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens kapitel 40.

Stk. 2. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EF-designforordningen, der skal have virkning på enhver medlemsstats område, meddeles af Sø- og Handelsretten.

Stk. 3. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der både vedrører et EF-design og andre design beskyttet i medfør af denne lov, meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige afgørelse vedrørende EF-designet skal have virkning på enhver medlemsstats område.

§ 44. Den, som anlægger sag om hel eller delvis udslettelse af en designregistrering eller om overførelse af registreringen, skal meddele dette til Patent- og Varemærkestyrelsen til indførelse i designregistret samt i anbefalet brev give meddelelse om sagsanlægget til enhver licenshaver, der er indført i registret med adresse. En licenshaver, der vil anlægge sag om indgreb i designretten, skal på tilsvarende måde give meddelelse herom til designindehaveren.

Stk. 2. Dokumenterer sagsøgeren ikke i stævningen, at anmeldelse og meddelelser, som er angivet i stk. 1, har fundet sted, kan retten fastsætte en frist til opfyldelse af betingelserne. Oversiddes den fastsatte frist, afvises sagen.

§ 45. I sager om indgreb i designretten anlagt af designindehaveren skal sagsøgte give meddelelse efter reglerne i § 44, stk. 1, til Patent- og Varemærkestyrelsen og registrerede licenshavere, hvis sagsøgte vil nedlægge påstand om registreringens udslettelse. Bestemmelsen i § 44, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse, således at påstanden om registreringens udslettelse afvises, hvis den fastsatte frist overskrides.

Stk. 2. I sager om designindgreb anlagt af en licenshaver kan sagsøgte tilstævne designindehaveren uden hensyn til dennes værneting og over for indehaveren nedlægge påstand om registreringens udslettelse. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 34 finder tilsvarende anvendelse.

§ 46. Udskrift af domme i de i §§ 27-29, 31, 32 og 36-39 omhandlede sager sendes til Patent- og Varemærkestyrelsen ved rettens foranstaltning.

§ 47. Patent- og Varemærkestyrelsen kan opfordre en ansøger af et design samt en indehaver af et registreret design til at udpege en fuldmægtig, som har bopæl i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), til at repræsentere sig vedrørende ansøgningen eller registreringen. Fuldmægtigens navn og adresse skal indføres i designregistret.

§ 48. Vil en designansøger lide retstab på grund af manglende overholdelse af en frist over for Patent- og Varemærkestyrelsen fastsat i denne lov eller med hjemmel heri, skal Patent- og Varemærkestyrelsen efter anmodning genoprette rettighederne, hvis designansøgeren har udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af den pågældende. Anmodningen skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen inden 2 måneder efter, at den hindring, som bevirkede fristoverskridelsen, er bortfaldet, dog senest 1 år efter fristens udløb. Inden for samme frister skal ansøgeren foretage den undladte handling og betale det fastsatte gebyr for genoprettelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis en designindehaver ikke har betalt fornyelsesgebyr inden for den frist, der er fastsat i § 24, stk. 1, idet dog anmodning om genoprettelse skal være indgivet og fornyelsesgebyret være betalt senest 6 måneder efter fristens udløb.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på frister over for Patentankenævnet. Genoprettelse af rettighederne sker ved Patentankenævnet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse på de frister, som er nævnt i § 16.

§ 49. Erhvervsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om designansøgninger og deres behandling, prioritet, deling af designansøgninger og -registreringer, fornyelse af og afkald på samt anmodning om hel eller delvis udslettelse af designregistreringer, designregistrets førelse, udveksling af elektroniske data med Patent- og Varemærkestyrelsen og Patentankenævnet, udgivelse og indhold af Dansk Designtidende samt Patent- og Varemærkestyrelsens forretningsgang. Det kan herunder bestemmes, at Patent- og Varemærkestyrelsens journaler over indkomne ansøgninger skal være tilgængelige for enhver. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler til bestemmelse af, hvilke dage der betragtes som lukkedage for Patent- og Varemærkestyrelsen.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter de bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af forordningen om EF-design.

Stk. 3. For behandlingen af sager vedrørende EF-design betales et gebyr.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ekspeditioner, publikationer, udskrifter, kurser m.v.

§ 50. Et registreret design kan også være beskyttet efter lov om ophavsret fra det tidspunkt, hvor designet er blevet skabt eller fastlagt i en given form.

§ 51. Er et design overgået til en anden, er licens givet, er et design pantsat, er der foretaget udlæg i designet, eller er designindehaver taget under konkursbehandling, skal dette på anmodning indføres i designregistret. Det samme gælder indførelse af navn på frembringer af et design samt af rettigheder i henhold til § 31, stk. 2.

Stk. 2. Med anmodningen om indførelse, ændring eller sletning af oplysninger i designregistret i henhold til stk. 1 skal der foreligge den fornødne dokumentation.

Stk. 3. Ved registrering, der omfatter flere design, jf. § 15, kan overgang af designretten til en anden kun indføres i registret, hvis overgangen omfatter samtlige design.

Stk. 4. Søgsmål vedrørende et design kan altid anlægges mod den, der i registret er indført som designindehaver, og meddelelser fra Patent- og Varemærkestyrelsen kan sendes til indehaveren.

§ 52. Patent- og Varemærkestyrelsen kan efter anmodning påtage sig at løse særlige opgaver, der vedrører design og designret.

Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder, bortset fra § 8, ikke for de opgaver, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter regler om denne servicevirksomhed og betalingen herfor samt om betalingen af gebyr for rykkerskrivelser ved for sen betaling.

§ 53. Ved en international designregistrering forstås en registrering i henhold til den i Genève den 2. juli 1999 vedtagne ændring af Haag-arrangementet vedrørende international registrering af design (Genève-aftalen).

§ 54. En international designregistrering med gyldighed i Danmark har samme retsvirkning, som hvis designet var registreret her i landet.

§ 55. En international designansøgning indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen eller til Det Internationale Bureau. Den internationale designansøgning kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen af danske statsborgere samt af fysiske eller juridiske personer, som er bosat eller hjemmehørende i Danmark, eller som er indehavere af en regulær industriel eller kommerciel virksomhed i Danmark.

§ 56. Ved indgivelse af en international designansøgning kan der påberåbes prioritet fra et land, som er tilsluttet Pariserkonventionen, eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO).

§ 57. Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden den frist, der er fastsat i Genève-aftalen, meddele Det Internationale Bureau helt eller delvis afslag på designets gyldighed i Danmark, hvis designet ikke opfylder registreringsbetingelserne efter denne lov.

§ 58. Om fornyelse af en international designregistrering gælder de regler, der er fastsat i Genève-aftalen.

§ 59. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i dette kapitel. Der kan herunder fastsættes særlige regler om offentliggørelse af de internationalt registrerede design.

Stk. 2. For behandlingen af sager vedrørende international designregistrering betales et gebyr.

§ 59 a. For ansøgning om registrering af design betales et gebyr på 1.200 kr., jf. § 13, stk. 5. Ved ansøgning, som omfatter flere design, jf. § 15, betales endvidere et tillægsgebyr på 700 kr. for hvert design ud over det første. For offentliggørelse af design betales et tillægsgebyr på 400 kr. for hver afbildning ud over den første.

Stk. 2. For undersøgelse i henhold til § 17, stk. 2, betales et gebyr på 1.500 kr. Ved ansøgning, som i henhold til § 15 omfatter flere design, betales et tillægsgebyr på 900 kr. for hvert design ud over det første.

Stk. 3. Gebyr for designering af Danmark i en international designregistrering fastsættes i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i Genève-aftalen af 2. juli 1999 under Haag-Arrangementet om international registrering af industrielle design (Genève-aftalen).

§ 59 b. For fornyelse af designregistrering, jf. § 24, stk. 1, betales et gebyr på 2.200 kr. for hver periode, jf. § 23. Ved registrering, som i henhold til § 15 omfatter flere design, betales endvidere et tillægsgebyr på 1.100 kr. for hvert design ud over det første.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på fornyelse af registreringer i medfør af § 25, stk. 1, i den hidtil gældende mønsterlov.

Stk. 3. Gebyrer i henhold til stk. 1 eller 2, der betales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter, forhøjes med 20 pct.

Stk. 4. Gebyr for fornyelse af designering af Danmark i en international designregistrering fastsættes i overensstemmelse med Genève-aftalens artikel 17, stk. 2, jf. artikel 7, stk. 1.

§ 59 c. For anmodning om administrativ prøvning, herunder af design indeholdt i en registrering, som omfatter flere design, jf. § 15 og § 25, stk. 4, betales for hvert design 3.000 kr.

Stk. 2. For offentliggørelse af en registrering i ændret form betales et grundgebyr på 400 kr., jf. § 33, stk. 2. Der betales endvidere et tillægsgebyr på 400 kr. for hver afbildning ud over den første.

§ 59 d. For anmodning om genoptagelse af en ansøgning om design betales 400 kr., jf. § 19, stk. 3.

Stk. 2. For anmodning om genoprettelse af en designansøgning eller -registrering betales 3.000 kr., jf. § 48.

Stk. 3. For en skriftlig vejledende udtalelse i henhold til § 41 b, stk. 2, betales 1.500 kr.

§ 59 e. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om EF-design betales 200 kr., jf. § 49, stk. 3.

Stk. 2. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om international registrering af design betales 200 kr., jf. § 59, stk. 2.

§ 59 f. Gebyrer indbetalt i henhold til §§ 59 a-59 e tilbagebetales ikke, når betalingen er foretaget rettidigt.

Stk. 2. Gebyrer, der ikke er betalt i rette tid, eller som ved fristens udløb er betalt med utilstrækkeligt beløb med den følge, at betalingen ikke kan godkendes, tilbagebetales.

Stk. 3. Afviser Patent- og Varemærkestyrelsen den behandling, der er betalt for, vil der ske tilbagebetaling af gebyrer indbetalt i forbindelse med behandlingen.

§ 59 g. Gebyrerne anført i §§ 59 a-59 e er angivet i 2011-niveau.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan regulere beløbene anført i §§ 59 a-59 e i overensstemmelse med den generelle pris- og lønudvikling, der anvendes på finansloven. Patent- og Varemærkestyrelsen offentliggør de gældende gebyrer i en prisliste.

§ 59 h. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til dækning af omkostninger forbundet med Patent- og Varemærkestyrelsens administration af andre områder under styrelsens ressortområde, hvor der opkræves gebyrer.

Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.

§ 60. Loven træder i kraft den 1. oktober 2001. Erhvervsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttræden af kapitel 10).

Stk. 2. Lov om mønstre, jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 17. april 1989, ophæves, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Loven finder anvendelse på design, der registreres, og designansøgninger, der indgives, efter lovens ikrafttræden. For mønstre, der er registreret, og mønsteransøgninger, der er indgivet før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.

Stk. 4. Den, som før lovens ikrafttræden i henhold til § 6 i lov om mønstre, jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 17. april 1989, udnyttede et mønster erhvervsmæssigt her i landet, eller som har truffet væsentlige foranstaltninger til en sådan udnyttelse, kan fortsætte udnyttelsen af mønsteret.

§ 61. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger).

§ 1. Denne lov indeholder regler om beskyttelse mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse af forretningshemmeligheder.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1) Forretningshemmelighed: Oplysninger, der

a) er hemmelige i den forstand, at de ikke i deres helhed eller i den præcise udformning eller sammensætning er almindeligt kendt blandt eller umiddelbart tilgængelige for personer i de kredse, der normalt beskæftiger sig med den pågældende type oplysninger,

b) har handelsværdi, fordi de er hemmelige, og

c) under de givne omstændigheder er blevet underkastet rimelige foranstaltninger til hemmeligholdelse af den person, som lovligt kontrollerer oplysningerne.

2) Forretningshemmelighedshaver: Enhver fysisk eller juridisk person, som lovligt kontrollerer en forretningshemmelighed.

3) Krænkende part: Enhver fysisk eller juridisk person, som ulovligt har erhvervet, brugt eller videregivet en forretningshemmelighed.

4) Krænkende varer: Varer, hvis udformning, karakteristika, funktion, produktionsproces eller markedsføring i væsentlig grad drager fordel af forretningshemmeligheder, som er ulovligt erhvervet, brugt eller videregivet.

§ 3. Erhvervelse af en forretningshemmelighed betragtes som en lovlig handling, hvis forretningshemmeligheden erhverves ved

1) uafhængig opdagelse eller skabelse,

2) observation, undersøgelse, demontering eller test af et produkt eller en genstand, som offentligheden har fået adgang til, eller som den person, der erhverver oplysningerne, lovligt er i besiddelse af, og hvor personen ikke er bundet af nogen juridisk gyldig forpligtelse til at begrænse erhvervelsen af forretningshemmeligheden,

3) udøvelse af arbejdstageres eller arbejdstagerrepræsentanters ret til information og høring i overensstemmelse med EU-retten og national ret og praksis eller

4) enhver anden praksis, som under de givne omstændigheder er i overensstemmelse med redelig erhvervspraksis.

Stk. 2. Erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed betragtes som lovlig, i det omfang EU-retten eller national ret kræver eller tillader en sådan erhvervelse, brug eller videregivelse.

§ 4. Erhvervelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes som en ulovlig handling, hvis forretningshemmeligheden erhverves ved

1) uautoriseret adgang til, tilegnelse af eller kopiering af dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer, der lovligt kontrolleres af forretningshemmelighedshaveren, og som indeholder en forretningshemmelighed, eller som en forretningshemmelighed kan udledes af, eller

2) enhver anden adfærd, der under de givne omstændigheder betragtes som i strid med redelig erhvervspraksis.

Stk. 2. Brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes som en ulovlig handling, hvis forretningshemmeligheden bruges eller videregives af en person, der har

1) erhvervet forretningshemmeligheden ulovligt,

2) misligholdt en fortrolighedsaftale eller enhver anden pligt til at undlade at videregive forretningshemmeligheden eller

3) misligholdt en kontraktlig forpligtelse eller enhver anden pligt til at begrænse forretningshemmelighedens brug.

Stk. 3. Erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed betragtes også som en ulovlig handling, hvis en person på tidspunktet for erhvervelsen, brugen eller videregivelsen vidste eller under de givne omstændigheder burde have vidst, at forretningshemmeligheden var blevet erhvervet direkte eller indirekte fra en anden person, som brugte eller videregav forretningshemmeligheden ulovligt, jf. stk. 2.

Stk. 4. Produktion, udbud til salg eller markedsføring af krænkende varer eller import, eksport eller oplagring af krænkende varer med henblik herpå betragtes også som ulovlig brug af en forretningshemmelighed, hvis den person, der udfører disse aktiviteter, vidste eller under de givne omstændigheder burde have vidst, at forretningshemmeligheden var blevet brugt ulovligt, jf. stk. 2.

§ 6. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som medvirker i en retssag vedrørende ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, eller som har adgang til dokumenter, der indgår som led i en sådan retssag, kan pålægges strafansvar efter straffelovens §§ 152-152 f, hvis den pågældende uberettiget bruger eller videregiver forretningshemmeligheder eller påståede forretningshemmeligheder, som den pågældende er blevet bekendt med som følge af deltagelsen i retssagen eller adgangen til dokumenterne, og som retten har identificeret som fortrolige. Dette gælder dog ikke, hvis retten har bestemt, at oplysningerne ikke er omfattet af § 2, nr. 1, eller hvis oplysningerne bliver almindeligt kendte eller umiddelbart tilgængelige for personer i de kredse, som normalt beskæftiger sig med den type oplysninger.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på advokater og deres autoriserede fuldmægtige, partnere og personale og andre, som i øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden.

Stk. 3. Den, som uden at være omfattet af stk. 1 eller 2 medvirker i en retssag vedrørende ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, eller som har adgang til dokumenter, der indgår som led i en sådan retssag, og som uberettiget bruger eller videregiver forretningshemmeligheder eller påståede forretningshemmeligheder, som den pågældende er blevet bekendt med som følge af deltagelsen i retssagen eller adgangen til dokumenterne, og som retten har identificeret som fortrolige, straffes med bøde. Dette gælder dog ikke, hvis retten har bestemt, at oplysningerne ikke er omfattet af § 2, nr. 1, eller hvis oplysningerne bliver almindeligt kendte eller umiddelbart tilgængelige for personer i de kredse, som normalt beskæftiger sig med den type oplysninger.

§ 7. Når retten i sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed træffer afgørelse efter retsplejelovens kapitel 2, kapitel 3 a og § 339 a, skal retten tage hensyn til

1) behovet for at sikre adgangen til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang,

2) parternes og relevante tredjeparters legitime interesser og

3) en eventuel skade, som parterne og relevante tredjeparter måtte lide, som følge af at en anmodning om sådanne foranstaltninger efterkommes eller afvises.

§ 8. I sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed kan retten efter anmodning fra forretningshemmelighedshaveren meddele forbud eller påbud efter reglerne i retsplejelovens kapitel 40, jf. dog stk. 2 og 4.

Stk. 2. Retten kan meddele forbud eller påbud efter stk. 1, hvis den part, der anmoder om forbuddet eller påbuddet, godtgør eller sandsynliggør, at

1) der foreligger en forretningshemmelighed,

2) sagsøgeren er forretningshemmelighedshaveren og

3) forretningshemmeligheden er blevet erhvervet ulovligt, forretningshemmeligheden bruges eller videregives ulovligt eller der er en umiddelbar risiko for ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden.

Stk. 3. Retten skal ved vurderingen af, om forbud eller påbud kan meddeles efter stk. 1, tage hensyn til de særlige omstændigheder i sagen, herunder, hvis det er relevant,

1) forretningshemmelighedens værdi eller andre specifikke træk ved forretningshemmeligheden,

2) de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte forretningshemmeligheden,

3) den sagsøgtes adfærd ved erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

4) konsekvenserne af den ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

5) parternes legitime interesser og de konsekvenser, det kan få for parterne, hvis anmodningen om forbud eller påbud efterkommes eller afvises,

6) tredjemands legitime interesse,

7) offentlighedens interesse og

8) beskyttelse af grundlæggende rettigheder.

Stk. 4. Retten kan helt eller delvis ophæve forbud eller påbud meddelt efter stk. 1, når de oplysninger, der har dannet grundlag for forbuddet eller påbuddet, ikke længere udgør en forretningshemmelighed efter § 2, nr. 1, og det skyldes årsager, der ikke kan tilregnes sagsøgte. Retten kan endvidere helt eller delvis ophæve forbud eller påbud meddelt efter stk. 1 i medfør af retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 3.

Stk. 5. Retten kan som alternativ til at meddele forbud eller påbud efter retsplejelovens kapitel 40 bestemme, at den påståede krænkende part kan fortsætte med brug af forretningshemmeligheden, mod at vedkommende stiller sikkerhed for kompensation til den påståede krænkede part.

§ 9. Meddeler retten forbud eller påbud i medfør af § 8, kan retten efter anmodning fra forretningshemmelighedshaveren samtidig træffe afgørelse om udlevering til denne af de formodet krænkende varer, hvis der er bestemte grunde til at antage, at de vil blive anvendt til overtrædelse af forbuddet eller påbuddet.

Stk. 2. Under behandlingen af en anmodning om udlevering finder retsplejelovens § 423, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, tilsvarende anvendelse.

§ 10. Bistand til opretholdelse af et forbud eller påbud meddelt efter § 8 ydes af fogedretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 57.

Stk. 2. Efter anmodning fra forretningshemmelighedshaveren kan fogedretten træffe afgørelse om udlevering af de formodet krænkende varer til forretningshemmelighedshaveren, hvis der er bestemte grunde til at antage, at de vil blive anvendt til overtrædelse af forbuddet eller påbuddet.

§ 11. I sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed finder retsplejelovens § 428 tilsvarende anvendelse i forhold til tredjemand, der har lidt skade i forbindelse med forbud eller påbud.

§ 12. Når retten har fastslået, at der er sket ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, jf. § 4, kan retten ved dom fastsætte følgende foranstaltninger i forhold til en forretningshemmelighed:

1) Ophør med eller i givet fald tidsbegrænset forbud mod brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden.

2) Forbud mod produktion, udbud til salg, markedsføring eller brug af krænkende varer eller import, eksport eller oplagring af krænkende varer med henblik herpå.

3) Tilbagekaldelse af de krænkende varer fra markedet.

4) Fratagelse af krænkende egenskaber hos de krænkende varer.

5) Tilintetgørelse af de krænkende varer eller i givet fald tilbagekaldelse af varerne fra markedet, forudsat at en sådan tilbagekaldelse ikke hindrer beskyttelsen af den pågældende forretningshemmelighed.

6) Tilintetgørelse af dele af eller hele dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer, der indeholder eller udgør forretningshemmeligheden, eller i givet fald udlevering til sagsøgeren af alle eller dele af disse dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer.

Stk. 2. Når retten tager stilling til, om foranstaltninger efter stk. 1 kan meddeles, og vurderer proportionaliteten af sådanne foranstaltninger, skal retten tage hensyn til de særlige omstændigheder i sagen, herunder

1) forretningshemmelighedens værdi eller andre specifikke træk,

2) de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte forretningshemmeligheden,

3) den krænkende parts adfærd ved erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

4) konsekvenserne af den ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

5) parternes legitime interesser og de konsekvenser, det kan få for parterne, hvis foranstaltningerne efterkommes eller afvises,

6) tredjeparters legitime interesser,

7) offentlighedens interesse og

8) beskyttelse af grundlæggende rettigheder.

Stk. 3. Når retten begrænser varigheden af foranstaltninger efter stk. 1, nr. 1 og 2, skal denne varighed være tilstrækkelig til at fjerne enhver forretningsmæssig eller økonomisk fordel, som den krænkende part måtte have opnået som følge af ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden. Foranstaltningerne ophører, når de ikke længere er omfattet af § 2, nr. 1, og det skyldes forhold, der ikke direkte eller indirekte kan tilregnes sagsøgte.

Stk. 4. Foranstaltninger efter stk. 1, nr. 3-6, foretages på den krænkende parts bekostning, medmindre særlige grunde taler herimod. Foranstaltningerne berører ikke en mulig erstatning til forretningshemmelighedshaveren for den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden.

§ 13. Retten kan i stedet for at træffe foranstaltninger efter § 12 efter anmodning fra den, der vil kunne pålægges disse foranstaltninger, bestemme, at denne skal betale den krænkede part godtgørelse, hvis

1) den pågældende person på tidspunktet for brugen eller videregivelsen hverken vidste eller under de givne omstændigheder burde have vidst, at forretningshemmeligheden var erhvervet fra en anden person, der brugte eller videregav forretningshemmeligheden ulovligt,

2) gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger vil skade den pågældende person uforholdsmæssigt meget og

3) en kontant godtgørelse til den krænkede part forekommer rimelig.

Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1, der træder i stedet for foranstaltninger efter § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, må ikke overstige de gebyrer eller afgifter, som den, der er dømt til at betale godtgørelse, skulle have betalt i den periode, hvor brug af forretningshemmeligheden kunne have været forbudt, hvis vedkommende havde anmodet om tilladelse til at anvende den pågældende forretningshemmelighed.

§ 14. Anmodning om meddelelse af forbud eller påbud i medfør af § 8 skal være indgivet til retten, inden 6 måneder efter at forretningshemmelighedshaveren har fået et sådant kendskab til den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, at forretningshemmelighedshaveren har tilstrækkeligt grundlag for indgivelse af anmodningen.

Stk. 2. Sagsanlæg med påstand om fastsættelse af foranstaltninger i medfør af § 12, stk. 1, skal være indgivet til retten, inden 6 måneder efter at forretningshemmelighedshaveren har fået et sådant kendskab til den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, at forretningshemmelighedshaveren har tilstrækkeligt grundlag for sagsanlæg.

§ 15. Den, som forsætligt eller uagtsomt har foretaget en ulovlig handling som nævnt i § 4, skal erstatte den skade, som forretningshemmelighedshaveren har lidt som følge heraf.

Stk. 2. Erstatningens størrelse fastsættes bl.a. på baggrund af forretningshemmelighedshaverens tab af fortjeneste og den krænkende parts uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. Uanset stk. 2 kan erstatningen fastsættes til et beløb, som mindst svarer til et rimeligt vederlag for udnyttelsen af forretningshemmeligheden.

Stk. 4. Der kan ud over erstatning fastsættes en godtgørelse til forretningshemmelighedshaveren for ikkeøkonomisk skade.

§ 16. I tilfælde af manglende overholdelse af et forbud eller påbud meddelt efter § 8 og ved fuldbyrdelse af domme, hvorved der er fastsat foranstaltninger i medfør af § 12, kan fogedretten efter anmodning fra forretningshemmelighedshaveren pålægge den, som forbuddet, påbuddet eller foranstaltningen er rettet imod, tvangsbøder.

Stk. 2. Tvangsbøder fastsættes som daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil forbuddet, påbuddet eller foranstaltningen overholdes. Fogedretten kan dog, hvis det findes hensigtsmæssigt, beslutte, at der fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om, at forbuddet, påbuddet eller foranstaltningen skal være overholdt på et nærmere angivet tidspunkt, ikke efterkommes.

§ 17. I en dom, hvorved nogen dømmes for ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, kan retten bestemme, at dommen på den krænkede parts anmodning skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelse påhviler den krænkende part. Offentliggørelse skal ske på den krænkende parts bekostning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Ved offentliggørelse efter stk. 1 skal forretningshemmeligheden beskyttes.

Stk. 3. Når retten træffer bestemmelse om offentliggørelse efter stk. 1 og vurderer proportionaliteten heraf, skal retten, i det omfang det er relevant, tage hensyn til

1) forretningshemmelighedens værdi,

2) den krænkende parts adfærd ved erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

3) konsekvenserne af den ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden,

4) sandsynligheden for den krænkende parts yderligere ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, og

5) om oplysningerne om den krænkende part vil være af en sådan art, at en fysisk person vil kunne identificeres, og hvis dette er tilfældet, om offentliggørelse af disse oplysninger er berettiget, navnlig på baggrund af den mulige skade, som offentliggørelsen kan medføre for privatlivets fred og den krænkende parts omdømme.

§ 18. Overtrædelse af § 4 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a, hvis den pågældende

1) står i tjeneste- eller samarbejdsforhold til den krænkede eller udfører et hverv for denne,

2) har lovlig adgang til den krænkedes virksomhed eller

3) i anledning af udførelse af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller el.lign.

Stk. 2. Påtale finder kun sted efter den forurettedes begæring.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 19. Loven træder i kraft den 9. juni 2018.

Stk. 2. Fristerne i § 14 udløber tidligst 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

§ 20. I lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring foretages følgende ændringer:

1. Overskriften før § 23 ophæves.

2. § 23 ophæves.

3. § 37, stk. 5, ophæves.

Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 5 og 6.

§ 21. I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. august 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 1402 af 5. december 2017, § 1 i lov nr. 1680 af 26. december 2017, § 1 i lov nr. 140 af 28. februar 2018 og lov nr. 141 af 28. februar 2018, foretages følgende ændring:

1. I § 299 a, 1. pkt., ændres »markedsføringslovens § 23« til: »§ 4, jf. § 18, stk.1, nr. 1-3, i lov om forretningshemmeligheder«.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Artikel 1 - Genstand og formål

1. I denne forordning fastsættes regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og regler om fri udveksling af personoplysninger.

2. Denne forordning beskytter fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig deres ret til beskyttelse af personoplysninger.

3. Den frie udveksling af personoplysninger i Unionen må hverken indskrænkes eller forbydes af grunde, der vedrører beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

Artikel 2 - Materielt anvendelsesområde

1. Denne forordning finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og på anden ikkeautomatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

2. Denne forordning gælder ikke for behandling af personoplysninger:

a) Under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten

b) Som foretages af medlemsstaterne, når de udfører aktiviteter, der falder inden for rammerne af afsnit V, kapitel 2 i TEU

c) Som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter

d) Som foretages af kompetente myndigheder med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.

3. Forordning (EF) nr. 45/2001 finder anvendelse på behandling af personoplysninger, som Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer foretager. Forordning (EF) nr. 45/2001 og andre EU-retsakter, der finder anvendelse på sådan behandling af personoplysninger, tilpasses til principperne og bestemmelserne i nærværende forordning i overensstemmelse med artikel 98.

4. Denne forordning berører ikke anvendelsen af direktiv 2000/31/EF, navnlig reglerne om formidleransvar for tjenesteydere, der er fastsat i artikel 12-15 i nævnte direktiv.

Artikel 3 - Territorialt anvendelsesområde

1. Denne forordning finder anvendelse på behandling af personoplysninger, som foretages som led i aktiviteter, der udføres for en dataansvarlig eller en databehandler, som er etableret i Unionen, uanset om behandlingen finder sted i Unionen eller ej.

2. Denne forordning finder anvendelse på behandling af personoplysninger om registrerede, der er i Unionen, og som foretages af en dataansvarlig eller databehandler, der ikke er etableret i Unionen, hvis behandlingsaktiviteterne vedrører:

a) udbud af varer eller tjenester til sådanne registrerede i Unionen, uanset om betaling fra den registrerede er påkrævet,
eller

b) overvågning af sådanne registreredes adfærd, for så vidt deres adfærd finder sted i Unionen.

3. Denne forordning anvendes på behandling af personoplysninger, som foretages af en dataansvarlig, der ikke er etableret i Unionen, men et sted, hvor medlemsstaternes nationale ret gælder i medfør af folkeretten.

Artikel 4 - Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1) »personoplysninger«: enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (»den
registrerede«); ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet

2) »behandling«: enhver aktivitet eller række af aktiviteter — med eller uden brug af automatisk behandling — som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse

3) »begrænsning af behandling«: mærkning af opbevarede personoplysninger med den hensigt at begrænse fremtidig behandling af disse oplysninger

4) »profilering«: enhver form for automatisk behandling af personoplysninger, der består i at anvende personoplysninger til at evaluere bestemte personlige forhold vedrørende en fysisk person, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende den fysiske persons arbejdsindsats, økonomiske situation, helbred, personlige præferencer, interesser, pålidelighed, adfærd, geografisk position eller bevægelser

5) »pseudonymisering«: behandling af personoplysninger på en sådan måde, at personoplysningerne ikke længere kan henføres til en bestemt registreret uden brug af supplerende oplysninger, forudsat at sådanne supplerende oplysninger opbevares separat og er underlagt tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre, at personoplysningerne ikke henføres til en identificeret eller identificerbar fysisk person

6) »register«: enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelig efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt eller decentralt eller er fordelt på funktionsbestemt eller geografisk grundlag

7) »dataansvarlig«: en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, en institution eller et andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger; hvis formålene og hjælpemidlerne til en sådan behandling er fastlagt i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, kan den dataansvarlige eller de specifikke kriterier for udpegelse af denne fastsættes i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret

8) »databehandler«: en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, en institution eller et andet organ, der behandler personoplysninger på den dataansvarliges vegne

9) »modtager«: en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, en institution eller et andet organ, hvortil personoplysninger videregives, uanset om det er en tredjemand eller ej. Offentlige myndigheder, som vil kunne få meddelt personoplysninger som led i en isoleret forespørgsel i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, anses dog ikke for modtagere; de offentlige myndigheders behandling af disse oplysninger skal overholde de gældende databeskyttelsesregler afhængigt af formålet med behandlingen

10) »tredjemand«: en anden fysisk eller juridisk person, offentlig myndighed eller institution eller ethvert andet organ end den registrerede, den dataansvarlige, databehandleren og de personer under den dataansvarliges eller databehandlerens direkte myndighed, der er beføjet til at behandle personoplysninger

11) »samtykke« fra den registrerede: enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilliger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende, gøres til genstand for behandling

12) »brud på persondatasikkerheden«: et brud på sikkerheden, der fører til hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, tab, ændring, uautoriseret videregivelse af eller adgang til personoplysninger, der er transmitteret, opbevaret eller på anden måde behandlet

13) »genetiske data«: personoplysninger vedrørende en fysisk persons arvede eller erhvervede genetiske karakteristika, som giver entydig information om den fysiske persons fysiologi eller helbred, og som navnlig foreligger efter en analyse af en biologisk prøve fra den pågældende fysiske person

14) »biometriske data«: personoplysninger, der som følge af specifik teknisk behandling vedrørende en fysisk persons fysiske, fysiologiske eller adfærdsmæssige karakteristika muliggør eller bekræfter en entydig identifikation af vedkommende, f.eks. ansigtsbillede eller fingeraftryksoplysninger

15) »helbredsoplysninger«: personoplysninger, der vedrører en fysisk persons fysiske eller mentale helbred, herunder levering af sundhedsydelser, og som giver information om vedkommendes helbredstilstand

16) »hovedvirksomhed«:

a) for så vidt angår en dataansvarlig som er etableret i mere end én medlemsstat, stedet for dennes centrale
administration i Unionen, medmindre beslutninger vedrørende formål og hjælpemidler i forbindelse med
behandling af personoplysninger træffes i en anden af den dataansvarliges etableringer i Unionen, og sidstnævnte etablering har beføjelse til få sådanne beslutninger gennemført; i så fald anses den etablering, der har truffet sådanne beslutninger, for hovedvirksomheden

b) for så vidt angår en databehandler som er etableret i mere end én medlemsstat, stedet for dennes centrale
administration i Unionen, eller, hvis denne ikke har en central administration i Unionen, den etablering i
Unionen, hvor databehandlerens hovedbehandlingsaktiviteter foretages i databehandlerens egenskab af at være databehandler, i det omfang databehandleren er underlagt specifikke forpligtelser i henhold til denne forordning

17) »repræsentant«: en fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen, som skriftligt er udpeget af den
dataansvarlige eller databehandleren i henhold til artikel 27, og som repræsenterer den dataansvarlige eller
databehandleren hvad angår deres respektive forpligtelser i medfør af denne forordning

18) »foretagende«: en fysisk eller juridisk person, som udøver økonomisk aktivitet, uanset dens retlige status, herunder partnerskaber eller sammenslutninger, der regelmæssigt udøver økonomisk aktivitet

19) »koncern«: en virksomhed, der udøver kontrol, og de af denne kontrollerede virksomheder

20) »bindende virksomhedsregler«: regler om beskyttelse af personoplysninger, som en dataansvarlig eller databehandler, der er etableret på en medlemsstats område, overholder i forbindelse med overførsel eller en række overførsler af personoplysninger til en dataansvarlig eller databehandler i et eller flere tredjelande inden for en koncern eller gruppe af foretagender, der udøver en fælles økonomisk aktivitet

21) »tilsynsmyndighed«: en uafhængig offentlig myndighed, der er etableret i en medlemsstat i henhold til artikel 51

22) »berørt tilsynsmyndighed«: en tilsynsmyndighed, der er berørt af en behandling af personoplysninger, fordi:

a) den dataansvarlige eller databehandleren er etableret på denne tilsynsmyndigheds medlemsstats område

b) de registrerede, der har bopæl i denne tilsynsmyndigheds medlemsstat, i væsentlig grad er påvirket af eller
sandsynligvis i væsentlig grad vil kunne blive påvirket af behandlingen, eller

c) en klage er blevet indgivet til denne tilsynsmyndighed

23) »grænseoverskridende behandling«:

a) behandling af personoplysninger, der finder sted som led i aktiviteter, som udføres for en dataansvarligs eller en databehandlers virksomheder i mere end én medlemsstat i Unionen, hvor den dataansvarlige eller
databehandleren er etableret i mere end én medlemsstat, eller

b) behandling af personoplysninger, der finder sted som led i aktiviteter, som udføres for en dataansvarligs eller en databehandlers eneste etablering i Unionen, men som i væsentlig grad påvirker eller sandsynligvis i væsentlig grad vil kunne påvirke registrerede i mere end én medlemsstat

24) »relevant og begrundet indsigelse«: en indsigelse mod et udkast til afgørelse om, hvorvidt der foreligger en
overtrædelse af denne forordning, eller hvorvidt en planlagt foranstaltning i forbindelse med den dataansvarlige eller databehandleren overholder denne forordning, og som klart påviser betydningen af de risici, som udkastet til afgørelse udgør for registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og, hvis det er relevant, for den frie udveksling af personoplysninger i Unionen

25) »informationssamfundstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 1, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535

26) »international organisation«: en folkeretlig organisation og organer, der er underordnet den, samt ethvert andet organ, der er oprettet ved eller med hjemmel i en aftale mellem to eller flere lande.

Artikel 5 - Principper for behandling af personoplysninger

1. Personoplysninger skal:

a) behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (»lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed«)

b) indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål; viderebehandling til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål i overensstemmelse med artikel 89, stk. 1, skal ikke anses for at være uforenelig med de oprindelige formål (»formålsbegrænsning«)

c) være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (»dataminimering«)

d) være korrekte og om nødvendigt ajourførte; der skal tages ethvert rimeligt skridt for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berigtiges (»rigtighed«)

e) opbevares på en sådan måde, at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, hvortil de pågældende personoplysninger behandles; personoplysninger kan opbevares i længere tidsrum, hvis personoplysningerne alene behandles til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål i overensstemmelse med artikel 89, stk. 1, under forudsætning af, at der implementeres passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som denne forordning kræver for at sikre den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder (»opbevaringsbegrænsning«)

f) behandles på en måde, der sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de pågældende personoplysninger, herunder beskyttelse mod uautoriseret eller ulovlig behandling og mod hændeligt tab, tilintetgørelse eller beskadigelse, under anvendelse af passende tekniske eller organisatoriske foranstaltninger (»integritet og fortrolighed«).

2. Den dataansvarlige er ansvarlig for og skal kunne påvise, at stk. 1 overholdes (»ansvarlighed«).

Artikel 6 - Lovlig behandling

1. Behandling er kun lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af følgende forhold gør sig gældende:

a) Den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål.

b) Behandling er nødvendig af hensyn til opfyldelse af en kontrakt, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelse af en kontrakt.

c) Behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.

d) Behandling er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale interesser.

e) Behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.

f) Behandling er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysninger, går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et barn.

Første afsnit, litra f), gælder ikke for behandling, som offentlige myndigheder foretager som led i udførelsen af deres opgaver.

2. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af denne forordnings bestemmelser om behandling med henblik på overholdelse af stk. 1, litra c) og e), ved at fastsætte mere præcist specifikke krav til behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling, herunder for andre specifikke databehandlingssituationer som omhandlet i kapitel IX.

3. Grundlaget for behandling i henhold til stk. 1, litra c) og e), skal fremgå af:

a) EU-retten, eller

b) medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt.

Formålet med behandlingen skal være fastlagt i dette retsgrundlag eller for så vidt angår den behandling, der er omhandlet i stk. 1, litra e), være nødvendig for udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Dette retsgrundlag kan indeholde specifikke bestemmelser med henblik på at tilpasse anvendelsen af bestemmelserne i denne forordning, bl.a. de generelle betingelser for lovlighed af den dataansvarliges behandling, hvilke typer oplysninger der skal behandles, berørte registrerede, hvilke enheder personoplysninger må videregives til, og formålet hermed, formålsbegrænsninger, opbevaringsperioder og behandlingsaktiviteter samt behandlingsprocedurer, herunder foranstaltninger til sikring af lovlig og rimelig behandling
såsom i andre specifikke databehandlingssituationer som omhandlet i kapitel IX. EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret skal opfylde et formål i samfundets interesse og stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.

4. Når behandling til et andet formål end det, som personoplysningerne er indsamlet til, ikke er baseret på den
registreredes samtykke eller EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål, der er omhandlet i artikel 23, stk. 1, tager den dataansvarlige, for at afgøre, om behandling til et andet formål er forenelig med det formål, som personoplysningerne oprindelig blev indsamlet til, bl.a. hensyn til følgende:

a) enhver forbindelse mellem det formål, som personoplysningerne er indsamlet til, og formålet med den påtænkte viderebehandling

b) den sammenhæng, hvori personoplysningerne er blevet indsamlet, navnlig med hensyn til forholdet mellem den registrerede og den dataansvarlige

c) personoplysningernes art, navnlig om særlige kategorier af personoplysninger behandles, jf. artikel 9, eller om personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser behandles, jf. artikel 10

d) den påtænkte viderebehandlings mulige konsekvenser for de registrerede

e) tilstedeværelse af fornødne garantier, som kan omfatte kryptering eller pseudonymisering.

Artikel 7 - Betingelser for samtykke

1. Hvis behandling er baseret på samtykke, skal den dataansvarlige kunne påvise, at den registrerede har givet
samtykke til behandling af sine personoplysninger.

2. Hvis den registreredes samtykke gives i en skriftlig erklæring, der også vedrører andre forhold, skal en anmodning om samtykke forelægges på en måde, som klart kan skelnes fra de andre forhold, i en letforståelig og lettilgængelig form og i et klart og enkelt sprog. Enhver del af en sådan erklæring, som udgør en overtrædelse af denne forordning, er ikke bindende.

3. Den registrerede har til enhver tid ret til at trække sit samtykke tilbage. Tilbagetrækning af samtykke berører ikke lovligheden af den behandling, der er baseret på samtykke inden tilbagetrækningen. Inden der gives samtykke, skal den registrerede oplyses om, at samtykket kan trækkes tilbage. Det skal være lige så let at trække sit samtykke tilbage som at give det.

4. Ved vurdering af, om samtykke er givet frit, tages der størst muligt hensyn til, bl.a. om opfyldelse af en kontrakt, herunder om en tjenesteydelse, er gjort betinget af samtykke til behandling af personoplysninger, som ikke er nødvendig for opfyldelse af denne kontrakt.

Artikel 8 - Betingelser for et barns samtykke i forbindelse med informationssamfundstjenester

1. Hvis artikel 6, stk. 1, litra a), finder anvendelse i forbindelse med udbud af informationssamfundstjenester direkte til børn, er behandling af personoplysninger om et barn lovlig, hvis barnet er mindst 16 år. Er barnet under 16 år, er sådan behandling kun lovlig, hvis og i det omfang samtykke gives eller godkendes af indehaveren af forældremyndigheden over barnet.

Medlemsstaterne kan ved lov fastsætte en lavere aldersgrænse til disse formål, forudsat at en sådan aldersgrænse ikke er
under 13 år.

2. Under hensyntagen til den tilgængelige teknologi skal den dataansvarlige gøre sig rimelige bestræbelser på i
sådanne tilfælde at kontrollere, at indehaveren af forældremyndigheden over barnet har givet eller godkendt samtykket.

3. Stk. 1 berører ikke medlemsstaternes generelle aftaleret, som f.eks. bestemmelser om gyldighed, indgåelse eller virkning af en kontrakt, når der er tale om et barn.

Artikel 9 - Behandling af særlige kategorier af personoplysninger

1. Behandling af personoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering er forbudt.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis et af følgende forhold gør sig gældende:

a) Den registrerede har givet udtrykkeligt samtykke til behandling af sådanne personoplysninger til et eller flere specifikke formål, medmindre det i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret er fastsat, at det i stk. 1 omhandlede forbud ikke kan hæves ved den registreredes samtykke.

b) Behandling er nødvendig for at overholde den dataansvarliges eller den registreredes arbejds-, sundheds- og socialretlige forpligtelser og specifikke rettigheder, for så vidt den har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret eller en kollektiv overenskomst i medfør af medlemsstaternes nationale ret, som giver fornødne garantier for den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser.

c) Behandling er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale interesser i tilfælde, hvor den registrerede fysisk eller juridisk ikke er i stand til at give samtykke.

d) Behandling foretages af en stiftelse, en sammenslutning eller et andet organ, som ikke arbejder med gevinst for øje, og hvis sigte er af politisk, filosofisk, religiøs eller fagforeningsmæssig art, som led i organets legitime aktiviteter og med de fornødne garantier, og på betingelse af at behandlingen alene vedrører organets medlemmer, tidligere medlemmer eller personer, der på grund af organets formål er i regelmæssig kontakt hermed, og at personoplysningerne ikke videregives uden for organet uden den registreredes samtykke.

e) Behandling vedrører personoplysninger, som tydeligvis er offentliggjort af den registrerede.

f) Behandling er nødvendig, for at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller når domstole handler i deres egenskab af domstol.

g) Behandling er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes
nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser.

h) Behandling er nødvendig med henblik på forebyggende medicin eller arbejdsmedicin til vurdering af arbejdstagerens erhvervsevne, medicinsk diagnose, ydelse af social- og sundhedsomsorg eller -behandling eller forvaltning af socialog sundhedsomsorg og -tjenester på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret eller i henhold til en kontrakt med en sundhedsperson og underlagt de betingelser og garantier, der er omhandlet i stk. 3.

i) Behandling er nødvendig af hensyn til samfundsinteresser på folkesundhedsområdet, f.eks. beskyttelse mod alvorlige grænseoverskridende sundhedsrisici eller sikring af høje kvalitets- og sikkerhedsstandarder for sundhedspleje og lægemidler eller medicinsk udstyr på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som fastsætter passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig tavshedspligt.

j) Behandling er nødvendig til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål i overensstemmelse med artikel 89, stk. 1, på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser.

3. Personoplysninger som omhandlet i stk. 1 kan behandles til de formål, der er omhandlet i stk. 2, litra h), hvis disse oplysninger behandles af en fagperson, der har tavshedspligt i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret eller regler, der er fastsat af nationale kompetente organer, eller under en sådan persons ansvar, eller af en anden person, der også har tavshedspligt i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret eller regler, der er fastsat af nationale kompetente organer.

4. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre yderligere betingelser, herunder begrænsninger, for behandling af genetiske data, biometriske data eller helbredsoplysninger.

Artikel 10 - Behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser

Behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser eller tilknyttede sikkerhedsforanstaltninger på grundlag af artikel 6, stk. 1, må kun foretages under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behandling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som giver passende garantier for registreredes rettigheder og frihedsrettigheder. Ethvert omfattende register over straffedomme må kun føres under kontrol af en offentlig myndighed.

Artikel 11 - Behandling, der ikke kræver identifikation

1. Hvis formålene med en dataansvarligs behandling af personoplysninger ikke kræver eller ikke længere kræver, at den registrerede kan identificeres af den dataansvarlige, er den dataansvarlige ikke forpligtet til at beholde, indhente eller behandle yderligere oplysninger for at kunne identificere den registrerede alene med det formål at overholde denne forordning.

2. Hvis den dataansvarlige i tilfælde, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, kan påvise, at vedkommende ikke kan identificere den registrerede, underretter den dataansvarlige den registrerede herom, hvis det er muligt. I sådanne tilfælde finder artikel 15-20 ikke anvendelse, medmindre den registrerede for at udøve sine rettigheder i henhold til disse artikler giver yderligere oplysninger, der gør det muligt at identificere den pågældende.

Artikel 12 - Gennemsigtig oplysning, meddelelser og nærmere regler for udøvelsen af den registreredes

rettigheder

1. Den dataansvarlige træffer passende foranstaltninger til at give enhver oplysning som omhandlet i artikel 13 og 14 og enhver meddelelse i henhold til artikel 15-22 og 34 om behandling til den registrerede i en kortfattet, gennemsigtig, letforståelig og lettilgængelig form og i et klart og enkelt sprog, navnlig når oplysninger specifikt er rettet mod et barn.

Oplysningerne gives skriftligt eller med andre midler, herunder, hvis det er hensigtsmæssigt, elektronisk. Når den registrerede anmoder om det, kan oplysningerne gives mundtligt, forudsat at den registreredes identitet godtgøres med andre midler.

2. Den dataansvarlige letter udøvelsen af den registreredes rettigheder i henhold til artikel 15-22. I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, må den dataansvarlige ikke afvise at efterkomme den registreredes anmodning om at udøve sine rettigheder i henhold til artikel 15-22, medmindre den dataansvarlige påviser, at vedkommende ikke er i stand til at identificere den registrerede.

3. Den dataansvarlige oplyser uden unødig forsinkelse og i alle tilfælde senest en måned efter modtagelsen af

anmodningen den registrerede om foranstaltninger, der træffes på baggrund af en anmodning i henhold til artikel 15-22. Denne periode kan forlænges med to måneder, hvis det er nødvendigt, under hensyntagen til anmodningernes kompleksitet og antal. Den dataansvarlige underretter den registrerede om enhver sådan forlængelse senest en måned efter modtagelsen af anmodningen sammen med begrundelsen for forsinkelsen. Hvis den registrerede indgiver en anmodning elektronisk, meddeles oplysningerne så vidt muligt elektronisk, medmindre den registrerede anmoder om andet.

4. Hvis den dataansvarlige ikke træffer foranstaltninger i anledning af den registreredes anmodning, underretter den dataansvarlige straks og senest en måned efter modtagelsen af anmodningen den registrerede om årsagen hertil og om muligheden for at indgive en klage til en tilsynsmyndighed og indbringe sagen for en retsinstans.

5. Oplysninger, der gives i henhold til artikel 13 og 14, og enhver meddelelse og enhver foranstaltning, der træffes i henhold til artikel 15-22 og 34, er gratis. Hvis anmodninger fra en registreret er åbenbart grundløse eller overdrevne, især fordi de gentages, kan den dataansvarlige enten:

a) opkræve et rimeligt gebyr under hensyntagen til de administrative omkostninger ved at give oplysninger eller meddelelser eller træffe den ønskede foranstaltning, eller

b) afvise at efterkomme anmodningen.

Bevisbyrden for, at anmodningen er åbenbart grundløs eller overdreven, påhviler den dataansvarlige.

6. Uden at det berører artikel 11 kan den dataansvarlige, hvis der hersker rimelig tvivl om identiteten af den fysiske person, der fremsætter en anmodning som omhandlet i artikel 15-21, anmode om yderligere oplysninger, der er nødvendige for at bekræfte den registreredes identitet.

7. De oplysninger, der skal gives til registrerede i henhold til artikel 13 og 14, kan gives sammen med standardiserede ikoner for at give et meningsfuldt overblik over den planlagte behandling på en klart synlig, letforståelig og letlæselig måde. Hvis ikonerne præsenteres elektronisk, skal de være maskinlæsbare.

8. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 92 med henblik på at fastlægge de oplysninger, der skal fremgå af ikoner, og procedurerne for tilvejebringelse af standardiserede ikoner.

Artikel 13 - Oplysningspligt ved indsamling af personoplysninger hos den registrerede

1. Hvis personoplysninger om en registreret indsamles hos den registrerede, giver den dataansvarlige på det tidspunkt, hvor personoplysningerne indsamles, den registrerede alle følgende oplysninger:

a) identitet på og kontaktoplysninger for den dataansvarlige og dennes eventuelle repræsentant

b) kontaktoplysninger for en eventuel databeskyttelsesrådgiver

c) formålene med den behandling, som personoplysningerne skal bruges til, og retsgrundlaget for behandlingen

d) de legitime interesser, som forfølges af den dataansvarlige eller en tredjemand, hvis behandlingen er baseret på artikel 6, stk. 1, litra f)

e) eventuelle modtagere eller kategorier af modtagere af personoplysningerne

f) hvor det er relevant, at den dataansvarlige agter at overføre personoplysninger til et tredjeland eller en international organisation, og om hvorvidt Kommissionen har truffet afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet, eller i tilfælde af overførsler i henhold til artikel 46 eller 47 eller artikel 49, stk. 1, andet afsnit, litra h), henvisning til de fornødne eller passende garantier, og hvordan der kan fås en kopi heraf, eller hvor de er blevet gjort tilgængelige.

2. Ud over de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, giver den dataansvarlige på det tidspunkt, hvor personoplysningerne indsamles, den registrerede følgende yderligere oplysninger, der er nødvendige for at sikre en rimelig og gennemsigtig behandling:

a) det tidsrum, hvor personoplysningerne vil blive opbevaret, eller hvis dette ikke er muligt, de kriterier, der anvendes til at fastlægge dette tidsrum

b) retten til at anmode den dataansvarlige om indsigt i og berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller

begrænsning af behandling vedrørende den registrerede eller til at gøre indsigelse mod behandling samt retten til dataportabilitet

c) når behandling er baseret på artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 9, stk. 2, litra a), retten til at trække samtykke tilbage på ethvert tidspunkt, uden at dette berører lovligheden af behandling, der er baseret på samtykke, inden tilbagetrækning heraf

d) retten til at indgive en klage til en tilsynsmyndighed

e) om meddelelse af personoplysninger er lovpligtigt eller et krav i henhold til en kontrakt eller et krav, der skal være opfyldt for at indgå en kontrakt, samt om den registrerede har pligt til at give personoplysningerne og de eventuelle konsekvenser af ikke at give sådanne oplysninger

f) forekomsten af automatiske afgørelser, herunder profilering, som omhandlet i artikel 22, stk. 1 og 4, og i disse tilfælde som minimum meningsfulde oplysninger om logikken heri samt betydningen og de forventede konsekvenser af en sådan behandling for den registrerede.

3. Hvis den dataansvarlige agter at viderebehandle personoplysningerne til et andet formål end det, hvortil de er indsamlet, giver den dataansvarlige forud for denne viderebehandling den registrerede oplysninger om dette andet formål og andre relevante yderligere oplysninger, jf. stk. 2.

4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, hvis og i det omfang den registrerede allerede er bekendt med oplysningerne.

Artikel 14 - Oplysningspligt, hvis personoplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede

1. Hvis personoplysningerne ikke er indsamlet hos den registrerede, giver den dataansvarlige den registrerede følgende oplysninger:

a) identitet på og kontaktoplysninger for den dataansvarlige og dennes eventuelle repræsentant

b) kontaktoplysninger for en eventuel databeskyttelsesrådgiver

c) formålene med den behandling, som personoplysningerne skal bruges til, samt retsgrundlaget for behandlingen

d) de berørte kategorier af personoplysninger

e) eventuelle modtagere eller kategorier af modtagere af personoplysningerne

f) hvor det er relevant, at den dataansvarlige agter at overføre personoplysninger til en modtager i et tredjeland eller en international organisation, og om hvorvidt Kommissionen har truffet afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet, eller i tilfælde af overførsler i henhold til artikel 46 eller 47 eller artikel 49, stk. 1, andet afsnit, litra h), henvisning til de fornødne eller passende garantier, og hvordan der kan fås en kopi heraf, eller hvor de er blevet gjort tilgængelige.

2. Ud over de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, giver den dataansvarlige den registrerede følgende oplysninger, der er nødvendige for at sikre en rimelig og gennemsigtig behandling for så vidt angår den registrerede:

a) det tidsrum, hvor personoplysningerne vil blive opbevaret, eller hvis dette ikke er muligt, de kriterier, der anvendes til at fastlægge dette tidsrum

b) de legitime interesser, som forfølges af den dataansvarlige eller en tredjemand, hvis behandlingen er baseret på artikel 6, stk. 1, litra f)

c) retten til at anmode den dataansvarlige om indsigt i og berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller

begrænsning af behandling vedrørende den registrerede og til at gøre indsigelse mod behandling samt retten til dataportabilitet

d) når behandling er baseret på artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 9, stk. 2, litra a), retten til at trække samtykke tilbage på ethvert tidspunkt, uden at dette berører lovligheden af behandling, der er baseret på samtykke, inden tilbagetrækning heraf

e) retten til at indgive en klage til en tilsynsmyndighed

f) hvilken kilde personoplysningerne hidrører fra, og eventuelt hvorvidt de stammer fra offentligt tilgængelige kilder

g) forekomsten af automatiske afgørelser, herunder profilering, som omhandlet i artikel 22, stk. 1 og 4, og i disse tilfælde som minimum meningsfulde oplysninger om logikken heri samt betydningen og de forventede konsekvenser af en sådan behandling for den registrerede.

3. Den dataansvarlige giver de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2:

a) inden for en rimelig frist efter indsamlingen af personoplysningerne, men senest inden for en måned under hensyn til de specifikke forhold, som personoplysningerne er behandlet under,

b) hvis personoplysningerne skal bruges til at kommunikere med den registrerede, senest på tidspunktet for den første kommunikation med den registrerede, eller

c) hvis personoplysningerne er bestemt til videregivelse til en anden modtager, senest når personoplysningerne videregives første gang.

4. Hvis den dataansvarlige agter at viderebehandle personoplysningerne til et andet formål end det, hvortil de er indsamlet, giver den dataansvarlige forud for denne viderebehandling den registrerede oplysninger om dette andet formål samt andre relevante yderligere oplysninger, jf. stk. 2.

5. Stk. 1-4 finder ikke anvendelse, hvis og i det omfang:

a) den registrerede allerede er bekendt med oplysningerne

b) meddelelse af sådanne oplysninger viser sig umulig eller vil kræve en uforholdsmæssigt stor indsats, navnlig i forbindelse med behandling til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål underlagt de betingelser og garantier, der er omhandlet i artikel 89, stk. 1, eller i det omfang den forpligtelse, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, sandsynligvis vil gøre det umuligt eller i alvorlig grad vil hindre opfyldelse af formålene med denne behandling. I sådanne tilfælde træffer den dataansvarlige passende foranstaltninger for at beskytte den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder samt legitime interesser, herunder ved at gøre oplysningerne offentligt tilgængelige

c) indsamling eller videregivelse udtrykkelig er fastsat i EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som den

dataansvarlige er underlagt, og som fastsætter passende foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes legitime interesser, eller

d) personoplysningerne skal forblive fortrolige som følge af tavshedspligt i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, herunder lovbestemt tavshedspligt.

Artikel 15 - Den registreredes indsigtsret

1. Den registrerede har ret til at få den dataansvarliges bekræftelse på, om personoplysninger vedrørende den

pågældende behandles, og i givet fald adgang til personoplysningerne og følgende information:

a) formålene med behandlingen

b) de berørte kategorier af personoplysninger

c) de modtagere eller kategorier af modtagere, som personoplysningerne er eller vil blive videregivet til, navnlig

modtagere i tredjelande eller internationale organisationer

d) om muligt det påtænkte tidsrum, hvor personoplysningerne vil blive opbevaret, eller hvis dette ikke er muligt, de kriterier, der anvendes til fastlæggelse af dette tidsrum

e) retten til at anmode den dataansvarlige om berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandling af personoplysninger vedrørende den registrerede eller til at gøre indsigelse mod en sådan behandling

f) retten til at indgive en klage til en tilsynsmyndighed

g) enhver tilgængelig information om, hvorfra personoplysningerne stammer, hvis de ikke indsamles hos den

registrerede

h) forekomsten af automatiske afgørelser, herunder profilering, som omhandlet i artikel 22, stk. 1 og 4, og som

minimum meningsfulde oplysninger om logikken heri samt betydningen og de forventede konsekvenser af en sådan behandling for den registrerede.

2. Hvis personoplysningerne overføres til et tredjeland eller en international organisation, har den registrerede ret til at blive underrettet om de fornødne garantier i medfør af artikel 46 i forbindelse med overførslen.

3. Den dataansvarlige udleverer en kopi af de personoplysninger, der behandles. For yderligere kopier, som den registrerede anmoder om, kan den dataansvarlige opkræve et rimeligt gebyr baseret på de administrative omkostninger. Hvis den registrerede indgiver anmodningen elektronisk, og medmindre den registrerede anmoder om andet, udleveres oplysningerne i en almindeligt anvendt elektronisk form.

4. Retten til at modtage en kopi som omhandlet i stk. 3 må ikke krænke andres rettigheder og frihedsrettigheder.

Artikel 16 - Ret til berigtigelse

Den registrerede har ret til at få urigtige personoplysninger om sig selv berigtiget af den dataansvarlige uden unødig forsinkelse. Den registrerede har under hensyntagen til formålene med behandlingen ret til få fuldstændiggjort ufuldstændige personoplysninger, bl.a. ved at fremlægge en supplerende erklæring.

Artikel 17 Ret til sletning (»retten til at blive glemt«)

1. Den registrerede har ret til at få personoplysninger om sig selv slettet af den dataansvarlige uden unødig

forsinkelse, og den dataansvarlige har pligt til at slette personoplysninger uden unødig forsinkelse, hvis et af følgende forhold gør sig gældende:

a) Personoplysningerne er ikke længere nødvendige til at opfylde de formål, hvortil de blev indsamlet eller på anden vis behandlet.

b) Den registrerede trækker det samtykke, der er grundlaget for behandlingen, jf. artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 9, stk. 2, litra a), tilbage, og der er ikke et andet retsgrundlag for behandlingen.

c) Den registrerede gør indsigelse mod behandlingen i henhold til artikel 21, stk. 1, og der foreligger ikke legitime grunde til behandlingen, som går forud for indsigelsen, eller den registrerede gør indsigelse mod behandlingen i medfør af artikel 21, stk. 2.

d) Personoplysningerne er blevet behandlet ulovligt.

e) Personoplysningerne skal slettes for at overholde en retlig forpligtelse i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt.

f) Personoplysningerne er blevet indsamlet i forbindelse med udbud af informationssamfundstjenester som omhandlet i artikel 8, stk. 1.

2. Hvis den dataansvarlige har offentliggjort personoplysningerne og i henhold til stk. 1 er forpligtet til at slette

personoplysningerne, træffer den dataansvarlige under hensyntagen til den teknologi, der er tilgængelig, og

omkostningerne ved implementeringen, rimelige foranstaltninger, herunder tekniske foranstaltninger, for at underrette de dataansvarlige, som behandler personoplysningerne, om, at den registrerede har anmodet disse dataansvarlige om at slette alle link til eller kopier eller gengivelser af de pågældende personoplysninger.

3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, i det omfang denne behandling er nødvendig:

a) for at udøve retten til ytrings- og informationsfrihed

b) for at overholde en retlig forpligtelse, der kræver behandling i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, og som den dataansvarlige er underlagt, eller for at udføre en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt

c) af hensyn til samfundsinteresser på folkesundhedsområdet i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, litra h) og i), samt artikel 9, stk. 3

d) til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål i overensstemmelse med artikel 89, stk. 1, i det omfang den rettighed, der er omhandlet i stk. 1, sandsynligvis vil gøre det umuligt eller i alvorlig grad hindre opfyldelse af denne behandling, eller

e) for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Artikel 18 - Ret til begrænsning af behandling

1. Den registrerede har ret til fra den dataansvarlige at opnå begrænsning af behandling, hvis et af følgende forhold gør sig gældende:

a) rigtigheden af personoplysningerne bestrides af den registrerede, i perioden indtil den dataansvarlige har haft mulighed for at fastslå, om personoplysningerne er korrekte

b) behandlingen er ulovlig, og den registrerede modsætter sig sletning af personoplysningerne og i stedet anmoder om, at anvendelse heraf begrænses

c) den dataansvarlige ikke længere har brug for personoplysningerne til behandlingen, men de er nødvendige for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares

d) den registrerede har gjort indsigelse mod behandlingen i medfør af artikel 21, stk. 1, i perioden mens det

kontrolleres, om den dataansvarliges legitime interesser går forud for den registreredes legitime interesser.

2. Hvis behandling er blevet begrænset i medfør af stk. 1, må sådanne personoplysninger, bortset fra opbevaring, kun behandles med den registreredes samtykke eller med henblik på, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares eller for at beskytte en anden fysisk eller juridisk person eller af hensyn til Unionens eller en medlemsstats vigtige samfundsinteresser.

3. En registreret, der har opnået begrænsning af behandling i medfør af stk. 1, underrettes af den dataansvarlige, inden begrænsningen af behandlingen ophæves.

Artikel 19 - Underretningspligt i forbindelse med berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller

begrænsning af behandling

Den dataansvarlige underretter hver modtager, som personoplysningerne er videregivet til, om enhver berigtigelse eller sletning af personoplysningerne eller begrænsning af behandling, der er udført i henhold til artikel 16, artikel 17, stk. 1, og artikel 18, medmindre dette viser sig umuligt eller er uforholdsmæssigt vanskeligt. Den dataansvarlige oplyser den registrerede om disse modtagere, hvis den registrerede anmoder herom.

Artikel 20 - Ret til dataportabilitet

1. Den registrerede har ret til i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format at modtage personoplysninger om sig selv, som vedkommende har givet til en dataansvarlig, og har ret til at transmittere disse oplysninger til en anden dataansvarlig uden hindring fra den dataansvarlige, som personoplysningerne er blevet givet til, når:

a) behandlingen er baseret på samtykke, jf. artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 9, stk. 2, litra a), eller på en kontrakt, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), og

b) behandlingen foretages automatisk.

2. Når den registrerede udøver sin ret til dataportabilitet i henhold til stk. 1, har den registrerede ret til at få

transmitteret personoplysningerne direkte fra en dataansvarlig til en anden, hvis det er teknisk muligt.

3. Udøvelsen af den ret, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, berører ikke artikel 17. Den nævnte ret finder ikke anvendelse på behandling, der er nødvendig for udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.

4. Den ret, der er omhandlet i stk. 1, må ikke krænke andres rettigheder eller frihedsrettigheder.

Artikel 21 - Ret til indsigelse

1. Den registrerede har til enhver tid ret til af grunde, der vedrører den pågældendes særlige situation, at gøre

indsigelse mod behandling af sine personoplysninger baseret på artikel 6, stk. 1, litra e) eller f), herunder profilering baseret på disse bestemmelser. Den dataansvarlige må ikke længere behandle personoplysningerne, medmindre den dataansvarlige påviser vægtige legitime grunde til behandlingen, der går forud for registreredes interesser, rettigheder og frihedsrettigheder, eller behandlingen er nødvendig for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

2. Hvis personoplysninger behandles med henblik på direkte markedsføring, har den registrerede til enhver tid ret til at gøre indsigelse mod behandling af sine personoplysninger til sådan markedsføring, herunder at gøre indsigelse mod profilering, i det omfang den vedrører direkte markedsføring.

3. Hvis den registrerede gør indsigelse mod behandling med henblik på direkte markedsføring, må personoplysningerne ikke længere behandles til dette formål.

4. Senest på tidspunktet for den første kommunikation med den registrerede skal denne udtrykkeligt gøres

opmærksom på den ret, der er omhandlet i stk. 1 og 2, og oplysninger herom skal meddeles klart og adskilt fra alle andre oplysninger.

5. I forbindelse med anvendelse af informationssamfundstjenester og uanset direktiv 2002/58/EF kan den registrerede udøve sin ret til indsigelse gennem automatiske midler ved brug af tekniske specifikationer.

6. Hvis personoplysninger behandles med henblik på videnskabelige eller historiske forskningsformål eller statistiske formål i henhold til artikel 89, stk. 1, har den registrerede ret til af grunde, der vedrører den pågældendes særlige situation, at gøre indsigelse mod behandling af personoplysninger vedrørende den pågældende, medmindre behandlingen er nødvendig for at udføre en opgave i samfundets interesse.

Artikel 22 - Automatiske individuelle afgørelser, herunder profilering

1. Den registrerede har ret til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering, som har retsvirkning eller på tilsvarende vis betydeligt påvirker den pågældende.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis afgørelsen:

a) er nødvendig for indgåelse eller opfyldelse af en kontrakt mellem den registrerede og en dataansvarlig

b) er hjemlet i EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt, og som også fastsætter passende foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder samt legitime interesser eller

c) er baseret på den registreredes udtrykkelige samtykke.

3. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, litra a) og c), gennemfører den dataansvarlige passende foranstaltninger til at beskytte den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder samt legitime interesser, i det mindste den registreredes ret til menneskelig indgriben fra den dataansvarliges side, til at fremkomme med sine synspunkter og til at bestride afgørelsen.

4. De afgørelser, der er omhandlet i stk. 2, må ikke baseres på særlige kategorier af personoplysninger, jf. artikel 9, stk. 1, medmindre artikel 9, stk. 2, litra a) eller g), finder anvendelse, og der er indført passende foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder samt legitime interesser.

Artikel 23 - Begrænsninger

1. EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige eller databehandleren er underlagt, kan ved lovgivningsmæssige foranstaltninger begrænse rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der er omhandlet i artikel 12-22 og 34 samt artikel 5, for så vidt bestemmelserne heri svarer til rettighederne og forpligtelserne i artikel 12-22, når en sådan begrænsning respekterer det væsentligste indhold af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og er en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til:

a) statens sikkerhed

b) forsvaret

c) den offentlige sikkerhed

d) forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af strafbare handlinger eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner, herunder beskyttelse mod og forebyggelse af trusler mod den offentlige sikkerhed

e) andre vigtige målsætninger i forbindelse med beskyttelse af Unionens eller en medlemsstats generelle samfundsinteresser, navnlig Unionens eller en medlemsstats væsentlige økonomiske eller finansielle interesser, herunder valuta-, budget- og skatteanliggender, folkesundhed og social sikkerhed

f) beskyttelse af retsvæsenets uafhængighed og retssager

g) forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i forbindelse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv

h) kontrol-, tilsyns- eller reguleringsfunktioner, herunder opgaver af midlertidig karakter, der er forbundet med offentlig myndighedsudøvelse i de tilfælde, der er omhandlet i litra a)-e) og g)

i) beskyttelse af den registrerede eller andres rettigheder og frihedsrettigheder

j) håndhævelse af civilretlige krav.

2. Navnlig skal enhver lovgivningsmæssig foranstaltning, der er omhandlet i stk. 1, som minimum, hvor det er

relevant, indeholde specifikke bestemmelser vedrørende:

a) formålene med behandlingen eller kategorierne af behandling

b) kategorierne af personoplysninger

c) rækkevidden af de indførte begrænsninger

d) garantierne for at undgå misbrug eller ulovlig adgang eller overførsel

e) specifikation af den dataansvarlige eller kategorierne af dataansvarlige

f) opbevaringsperioder og de gældende garantier under hensyntagen til behandlingens karakter, omfang og formål eller kategorier af behandling

g) risiciene for de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder, og

h) de registreredes ret til at blive underrettet om begrænsningen, medmindre dette kan skade formålet med

begrænsningen.

Artikel 24 - Den dataansvarliges ansvar

1. Under hensyntagen til den pågældende behandlings karakter, omfang, sammenhæng og formål samt risiciene af varierende sandsynlighed og alvor for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder gennemfører den dataansvarlige passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre og for at være i stand til at påvise, at behandling er i overensstemmelse med denne forordning. Disse foranstaltninger skal om nødvendigt revideres og ajourføres.

2. Hvis det står i rimeligt forhold til behandlingsaktiviteter, skal de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, omfatte den dataansvarliges implementering af passende databeskyttelsespolitikker.

3. Overholdelse af godkendte adfærdskodekser som omhandlet i artikel 40 eller godkendte certificeringsmekanismer som omhandlet i artikel 42 kan bruges som et element til at påvise overholdelse af den dataansvarliges forpligtelser.

Artikel 25 - Databeskyttelse gennem design og databeskyttelse gennem standardindstillinger

1. Under hensyntagen til det aktuelle tekniske niveau, implementeringsomkostningerne og den pågældende

behandlings karakter, omfang, sammenhæng og formål samt risiciene af varierende sandsynlighed og alvor for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder, som behandlingen indebærer, gennemfører den dataansvarlige både på tidspunktet for fastlæggelse af midlerne til behandling og på tidspunktet for selve behandlingen passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, såsom pseudonymisering, som er designet med henblik på effektiv implementering af databeskyttelsesprincipper, såsom dataminimering, og med henblik på integrering af de fornødne garantier i behandlingen for at opfylde kravene i denne forordning og beskytte de registreredes rettigheder.

2. Den dataansvarlige gennemfører passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger med henblik på gennem standardindstillinger at sikre, at kun personoplysninger, der er nødvendige til hvert specifikt formål med behandlingen, behandles. Denne forpligtelse gælder den mængde personoplysninger, der indsamles, og omfanget af deres behandling samt deres opbevaringsperiode og tilgængelighed. Sådanne foranstaltninger skal navnlig gennem standardindstillinger sikre, at personoplysninger ikke uden den pågældende fysiske persons indgriben stilles til rådighed for et ubegrænset antal fysiske personer.

3. En godkendt certificeringsmekanisme i medfør af artikel 42 kan blive brugt som et element til at påvise

overholdelse af kravene i nærværende artikels stk. 1 og 2.

Artikel 26 - Fælles dataansvarlige

1. Hvis to eller flere dataansvarlige i fællesskab fastlægger formålene med og hjælpemidlerne til behandling, er de fælles dataansvarlige. De fastlægger på en gennemsigtig måde deres respektive ansvar for overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning, navnlig hvad angår udøvelse af den registreredes rettigheder og deres respektive forpligtelser til at fremlægge de oplysninger, der er omhandlet i artikel 13 og 14, ved hjælp af en ordning mellem dem, medmindre og i det omfang de dataansvarliges respektive ansvar er fastlagt i EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som de dataansvarlige er underlagt. I ordningen kan der udpeges et kontaktpunkt for registrerede.

2. Ordningen, der er omhandlet i stk. 1, skal på behørig vis afspejle de fælles dataansvarliges respektive roller og forhold til de registrerede. Det væsentligste indhold af ordningen skal gøres tilgængeligt for de registrerede.

3. Uanset udformningen af den ordning, der er omhandlet i stk. 1, kan den registrerede udøve sine rettigheder i medfør af denne forordning med hensyn til og over for den enkelte dataansvarlige.

Artikel 27 - Repræsentanter for dataansvarlige og databehandlere, der ikke er etableret i Unionen

1. Hvis artikel 3, stk. 2, finder anvendelse, udpeger den dataansvarlige eller databehandleren skriftligt en repræsentant i Unionen.

2. Forpligtelsen fastsat i denne artikels stk. 1 gælder ikke for:

a) behandling, der er lejlighedsvis, som ikke i stort omfang omfatter behandling af særlige kategorier af oplysninger, jf. artikel 9, stk. 1, eller behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser, jf. artikel 10, og som sandsynligvis ikke indebærer en risiko for fysiske personers rettigheder eller frihedsrettigheder under hensyntagen til behandlingens karakter, sammenhæng, omfang og formål, eller

b) offentlige myndigheder eller organer.

3. Repræsentanten skal være etableret i en af de medlemsstater, hvor de registrerede, hvis personoplysninger

behandles i forbindelse med udbud af varer eller tjenesteydelser til dem, eller hvis adfærd overvåges, er.

4. Repræsentanten bemyndiges af den dataansvarlige eller databehandleren til at modtage henvendelser ud over eller i stedet for den dataansvarlige eller databehandleren, navnlig fra tilsynsmyndigheder og registrerede, i forbindelse med alle spørgsmål vedrørende behandling med henblik på at sikre overholdelse af denne forordning.

5. Den dataansvarliges eller databehandlerens udpegning af en repræsentant berører ikke eventuelle retlige skridt mod den dataansvarlige eller databehandleren selv.

Artikel 28 - Databehandler

1. Hvis en behandling skal foretages på vegne af en dataansvarlig, benytter den dataansvarlige udelukkende

databehandlere, der kan stille de fornødne garantier for, at de vil gennemføre de passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger på en sådan måde, at behandling opfylder kravene i denne forordning og sikrer beskyttelse af den

registreredes rettigheder.

2. Databehandleren må ikke gøre brug af en anden databehandler uden forudgående specifik eller generel skriftligt godkendelse fra den dataansvarlige. I tilfælde af generel skriftlig godkendelse skal databehandleren underrette den dataansvarlige om eventuelle planlagte ændringer vedrørende tilføjelse eller erstatning af andre databehandlere og derved give den dataansvarlige mulighed for at gøre indsigelse mod sådanne ændringer.

3. En databehandlers behandling skal være reguleret af en kontrakt eller et andet retligt dokument i henhold til EUretten eller medlemsstaternes nationale ret, der er bindende for databehandleren med hensyn til den dataansvarlige, og der fastsætter genstanden for og varigheden af behandlingen, behandlingens karakter og formål, typen af personoplysninger og kategorierne af registrerede samt den dataansvarliges forpligtelser og rettigheder. Denne kontrakt eller dette andet retlige dokument fastsætter navnlig, at databehandleren:

a) kun må behandle personoplysninger efter dokumenteret instruks fra den dataansvarlige, herunder for så vidt angår overførsel af personoplysninger til et tredjeland eller en international organisation, medmindre det kræves i henhold til EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som databehandleren er underlagt; i så fald underretter databehandleren den dataansvarlige om dette retlige krav inden behandling, medmindre den pågældende ret forbyder en sådan underretning af hensyn til vigtige samfundsmæssige interesser

b) sikrer, at de personer, der er autoriseret til at behandle personoplysninger, har forpligtet sig til fortrolighed eller er underlagt en passende lovbestemt tavshedspligt

c) iværksætter alle foranstaltninger, som kræves i henhold til artikel 32

d) opfylder de betingelser, der er omhandlet i stk. 2 og 4, for at gøre brug af en anden databehandler

e) under hensyntagen til behandlingens karakter, så vidt muligt bistår den dataansvarlige ved hjælp af passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, med opfyldelse af den dataansvarliges forpligtelse til at besvare anmodninger om udøvelse af de registreredes rettigheder som fastlagt i kapitel III

f) bistår den dataansvarlige med at sikre overholdelse af forpligtelserne i medfør af artikel 32-36 under hensyntagen til behandlingens karakter og de oplysninger, der er tilgængelige for databehandleren

g) efter den dataansvarliges valg sletter eller tilbageleverer alle personoplysninger til den dataansvarlige, efter at tjenesterne vedrørende behandling er ophørt, og sletter eksisterende kopier, medmindre EU-retten eller

medlemsstaternes nationale ret foreskriver opbevaring af personoplysningerne

h) stiller alle oplysninger, der er nødvendige for at påvise overholdelse af kravene i denne artikel, til rådighed for den dataansvarlige og giver mulighed for og bidrager til revisioner, herunder inspektioner, der foretages af den dataansvarlige eller en anden revisor, som er bemyndiget af den dataansvarlige.

For så vidt angår første afsnit, litra h), underretter databehandleren omgående den dataansvarlige, hvis en instruks efter vedkommendes mening er i strid med denne forordning eller databeskyttelsesbestemmelser i anden EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret.

4. Gør en databehandler brug af en anden databehandler i forbindelse med udførelse af specifikke behandlingsaktiviteter på vegne af den dataansvarlige, pålægges denne anden databehandler de samme databeskyttelsesforpligtelser som dem, der er fastsat i kontrakten eller et andet retligt dokument mellem den dataansvarlige og databehandleren som omhandlet i stk. 3, gennem en kontrakt eller et andet retligt dokument i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, hvorved der navnlig stilles de fornødne garantier for, at de vil gennemføre de passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger på en sådan måde, at behandlingen opfylder kravene i denne forordning. Hvis denne anden databehandler ikke opfylder sine databeskyttelsesforpligtelser, forbliver den oprindelige databehandler fuldt ansvarlig over for den dataansvarlige for opfyldelsen af denne anden databehandlers forpligtelser.

5. En databehandlers overholdelse af en godkendt adfærdskodeks som omhandlet i artikel 40 eller en godkendt certificeringsmekanisme som omhandlet i artikel 42 kan bruges som et element til at påvise fornødne garantier som omhandlet i nærværende artikels stk. 1 og 4.

6. Uden at det berører en individuel kontrakt mellem den dataansvarlige og databehandleren, kan kontrakten eller det andet retlige dokument, der er omhandlet i denne artikels stk. 3 og 4, helt eller delvis baseres på de standardkontraktbestemmelser, der er anført i denne artikels stk. 7 og 8, herunder når de indgår i en certificering, der er meddelt den dataansvarlige eller databehandleren i henhold til artikel 42 og 43.

7. Kommissionen kan fastsætte standardkontraktbestemmelser i de tilfælde, der er omhandlet i denne artikels stk. 3 og 4, og i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren, der er omhandlet i artikel 93, stk. 2.

8. En tilsynsmyndighed kan vedtage standardkontraktbestemmelser i de tilfælde, der er omhandlet i denne artikels stk. 3 og 4, og i overensstemmelse med sammenhængsmekanismen, der er omhandlet i artikel 63.

9. Kontrakten eller det andet retlige dokument, der er omhandlet i stk. 3 og 4, skal foreligge skriftligt, herunder

elektronisk.

10. Hvis en databehandler overtræder denne forordning ved at fastlægge formålene med og hjælpemidlerne til

behandling, anses databehandleren for at være en dataansvarlig for så vidt angår den pågældende behandling, uden at dette berører artikel 82, 83 og 84. 

Artikel 29 Behandling, der udføres for den dataansvarlige eller databehandleren

Databehandleren og enhver, der udfører arbejde for den dataansvarlige eller databehandleren, og som har adgang til personoplysninger, behandler kun disse oplysninger efter instruks fra den dataansvarlige, medmindre det kræves i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret.