Hvad er en samejeoverenskomst?
En samejeoverenskomst eller samejekontrakt er en aftale mellem flere personer, som ejer en ejendom eller et andet aktiv i sameje.
Aftalen regulerer de rettigheder og pligter, som knytter sig til ejerskabet af ejendommen. Der er ingen regler for, hvilke bestemmelser en samejeoverenskomst skal indeholde, eller hvilke spørgsmål der skal tages stilling til i aftalen. Det er dog anbefalelsesværdigt at udforme aftalen sådan, at den indeholder bestemmelser om de spørgsmål, som hyppigst viser sig, når flere personer sammen ejer en fast ejendom. Det kan eksempelvis være bestemmelser om:
- Muligheder for pantsætning.
- Forkøbsret ved opløsning af samejet.
- Fordeling af en eventuel salgssum.
- Fordeling af udgifter og indtægter.
- Adgang til opsigelse af samejeoverenskomsten.
- Udlejning af ejendommen.
- Bestemmelser om retstillingen ved dødsfald.
Samejeoverenskomsten bør aftales tidligst muligt. Før eventuelle uoverensstemmelser melder sig. Ved at formulere en velgennemtænkt samejeoverenskomst, kan man aftale sig ud af de fleste af de spørgsmål, som kan vise sig, når man ejer en ejendom i sameje.
Hvem har brug for en samejeoverenskomst?
En samejeoverenskomst er principielt en god ide for alle, som ejer fast ejendom i sameje. At aftale en samejeoverenskomst er ikke et krav. Til gengæld er det et godt redskab til at få styr på en række af de problemstillinger, der knytter sig til at eje en ejendom i sameje.
For ægtefæller med formuefællesskab gælder det dog, at der er særlig ægteskabslovgivning, som regulerer en række af de spørgsmål, der ellers ofte reguleres i samejeoverenskomster. Der er blandt andet særlig lovregulering af, hvad der skal ske med ejendommen, hvis ægteskabet ophører. Derfor er behovet for samejeoverenskomster mellem ægtefæller ikke så stort, som ved andre typer af samejeforhold.
Ugifte samlevende der ejer bolig i sameje, er til gengæld en gruppe, som særligt har behov for samejeoverenskomster. Den særlige ægteskabslovgivning, som gælder for ægtefæller, gælder ikke for ugifte samlevende. Heller ikke selvom der har været et langt og ægteskabslignende samliv. Derfor falder man tilbage på de almindelige regler i dansk ret, hvilket sjældent er hensigtsmæssigt. Hvis ikke en samejeoverenskomst regulerer spørgsmålet, er det i høj grad parternes evne til at blive enige, der styrer, hvad der skal ske med ejendommen. Alternativt må eventuelle stridigheder søges løst ved domstolene, hvilket både er besværligt og omkostningstungt.
Gyldighed og tinglysning af samejeoverenskomster
Samejeoverenskomster er ganske almindelige aftaler. Det betyder, at aftalen er bindende for parterne, så snart den er indgået. Det betyder også, at der ikke gælder særlige formkrav. Det er altså ikke en betingelse for en samejeoverenskomsts gyldighed, at den er udformet efter en særlig skabelon, tinglyst eller på anden måde registreret. Som med andre aftaler, bør overenskomsten dog altid være skriftlig og forfattet på en sådan måde, at der er mindst mulig tvivl om, hvad der er aftalt. Dertil bør alle parter have en kopi af aftalen.
Selvom det ikke er en gyldighedsbetingelse, er det muligt at få tinglyst en samejeoverenskomst på ejendommens blad i tingbogen. Tinglysningen får ikke betydning for forholdet mellem aftalens parter. Til gengæld får det den betydning, at omverdenen gøres bekendt med, at der er en samejeoverenskomst for ejendommen.
Det er ikke et krav, at aftalen udformes af advokater eller lignende. En samejeoverenskomst kan dog få meget stor betydning for parternes retstilling. Derfor anbefales det altid, at du involverer en boligadvokat, når aftalen skal udformes. Dels er det vigtigt, at der tages højde for flest muligt af de problemstillinger, der kan opstå i løbet af ejertiden. Dels er det vigtigt, at aftalen og dens vilkår forfattes, så aftalen får virkning i overensstemmelse med det tilsigtede.
Hvad sker der, hvis man ikke har en samejeoverenskomst?
Hvis der ikke er aftalt en samejeoverenskomst, falder man tilbage på de almindelige regler i dansk ret. Hvilke regler, der i så fald regulerer diverse spørgsmål, afhænger i høj grad af, om ejerne er gift eller ej.
Ægtefæller
For ægtefæller gælder særlig ægteskabslovgivning. Lovgivningen har på dette område taget stilling til en række af de spørgsmål, som hyppigt viser sig. Derfor er behovet for samejeoverenskomster mellem ægtefæller reduceret. Blandt andet er det ved lov bestemt, at det ikke er muligt at sælge, pantsætte, udleje eller bortforpagte familiens helårsbolig uden samtykke fra den anden ægtefælle. Reglen gælder uanset om boligen er ejet i sameje eller blot af den ene ægtefælle. Undtaget er dog situationer, hvor boligen ikke indgår i ligedelingen. Det vil sige, hvis ejendommen er den ene ægtefælles særeje.
En hyppigt forekommende problemstilling er, hvad der skal ske med boligen i tilfælde af skilsmisse. Dette er i vidt omfang reguleret ved lovgivning. Udgangspunktet i tilfælde af skilsmisse er, at ægtefællerne skal dele deres formuer lige. I denne ligedeling indgår blandt andet fast ejendom, som er ejet af en eller begge ægtefæller. Konkret kan aktiver og herunder fast ejendom dog være undtaget fra ligedelingen. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis der er indgået en ægtepagt eller hvis der er tale om aktiver, som efter lovgivningen er undtaget fra ligedelingen.
For at kunne foretage ligedelingen af formuerne, skal det gøres op, hvor store formuer ægtefællerne hver især har. Ægtefællernes forskellige aktiver værdiansættes, og det gøres op, hvilken værdi de samlet repræsenterer. Tilsvarende opgøres det, hvor meget gæld ægtefællerne hver især har. Udregningen foretages separat for hver af ægtefællerne.
Når ægtefællernes formuer er gjort op, foretages selve ligedelingen. Udgangspunktet er, at formuerne deles sådan, at begge parter får lige andele. Den mest formuende ægtefælle må derfor forvente at skulle aflevere en del af sin formue til den mindre formuende ægtefælle.
Ved delingen har begge en såkaldt udtagelsesret. Udtagelsesretten er en ret til at pege på de forskellige aktiver, som indgår i ligedelingen og forlange disse udtaget til sig selv. Udtagelsesretten gælder også for fast ejendom.
Anmoder kun en af ægtefællerne om at udtage et aktiv, udtages aktivet til denne. Det er dog en forudsætning, at værdien kan rummes inden for dennes andel af den samlede formue. Hvis det ikke er muligt, skal den udtagende ægtefælle samtidigt betale det overskydende beløb til den anden ægtefælle.
Anmoder begge ægtefæller om at udtage samme aktiv, bestemmer loven, at aktivet udtages til den af ægtefællerne, som for hvem aktivet har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet eller fortsættelse af erhverv eller i øvrigt. Konkret betyder det, at der foretages en vurdering af, hvem af ægtefællerne der har mest brug og betydning af, at kunne få lov til at udtage dette. Hvis der eksempelvis er børn involveret, vil boligen meget ofte blive udtaget til den, som efter skilsmissen skal have børnene boende.
Andre
Hvis ejerne ikke er ægtefæller, finder de almindelige formueretlige regler i dansk ret anvendelse. Der gælder derfor et ganske andet regelsæt end for ægtefæller. Også selvom der er tale om ugifte samlevende, kærestepar mv. Det betyder, at der eksempelvis ikke er særlige regler, som regulerer hvem der skal have mulighed for at overtage ejendommen og i givet fald til hvilken pris.
Konsekvensen er, at eventuelle tvister må løses ud fra, hvad der – hensigtsmæssigt eller ej – følger af de almindelige regler om sameje af fast ejendom eller hvad, der på tidspunktet kan opnås enighed om. Hvis det ikke er muligt at nå til enighed, kan det ultimativt blive nødvendigt at få at gå til domstolene for at få tvisten løst. Det er naturligvis ikke en ønskværdig løsning, da domstolsbehandling ofte er en ganske omkostningsfuld og tidskrævende proces.
Når en ejendom er ejet i sameje og intet andet er aftalt, er reglerne sådan, at dispositioner over ejendommen som udgangspunkt kræver samtykke fra samtlige ejere. Det er derfor ikke muligt at sælge ejendommen, medmindre samtlige ejere er enige herom. Den ene part kan i vidt omfang blokere for salg af ejendommen. Det kan særligt være et problem, hvis der er gæld i ejendommen. Det vil næsten altid være sådan, at ejerne hæfter solidarisk for gælden. Konsekvensen af solidarisk hæftelse er, at kreditor har mulighed for at gå efter den af de solidarisk hæftende, som kreditor ønsker. Konsekvensen er, at hvis den ene af ejerne holder op med at betale sin del af udgifterne, kan de andre ejere blive tvunget til også at betale den del.
Viser det sig umuligt at nå frem til at nå frem til en løsning, hvor ejendommen afvikles i mindelighed, kan den eneste løsning i sidste ende være at begære samlejet opløst ved frivillig auktion gennem fogedretten. I så fald sælges ejendommen på en auktion, hvor alle har mulighed for at byde. Det er dog sjældent en attraktiv løsning.
Hvad sker der i tilfælde af død?
Hvis den ene part i et sameje dør, er det i udgangspunktet reglerne i Arveloven, som dikterer, hvad der skal ske. Reglerne er sådan, at det spiller en afgørende rolle, om afdøde er gift med den anden part i samejet eller ej, og om afdøde efterlader sig livsarvinger. Livsarvinger er slægtninge i nedstigende linje, så som børn og børnebørn.
Efterlader afdøde sig en ægtefælle og ingen livsarvinger, arver den overlevende ægtefælle i udgangspunktet hele den afdødes formue. Efterlader afdøde sig både ægtefælle og livsarvinger, fordeles afdødes formue i udgangspunktet mellem ægtefællen og livsarvingerne med ½ til ægtefællen og ½ til livsarvingerne. Livsarvingerne deler indbyrdes den andel, der tilfalder dem. Ugifte samlevende og andre partnere, som afdøde ikke var gift med, arver i udgangspunktet ingenting. Hvis ugifte par ønsker, at de skal arve hinanden, er det derfor nødvendigt at betænke hinanden ved testamente.
Når det afgjort, hvem der skal arve og for hvilket beløb, er spørgsmålet, hvem der skal overtage hvilke af afdødes aktiver. Herunder andelen af den fællesejede bolig.
Hvis der er truffet bestemmelse herom i testamente eller i en samejeoverenskomst, må de øvrige arvinger respektere dette. Det er altså muligt på forhånd at sikre, hvad der skal ske med den fælles bolig i fald en af ejerne går bort.
Hvis ikke der på forhånd er truffet bestemmelse herom i testamente eller samejeoverenskomst, indeholder loven regler om arvingernes ret til at overtage afdødes aktiver. Det er sådan, at arvingerne har ret til at vælge aktiver i boet, som de ønsker at overtage. Hver arving har en såkaldt arvelod, som udgøres af summen af den arv, der tilfalder arvingen. Hvis værdien af det, en arving vælger, overstiger arvelodden, skal arvingen indbetale det overskydende beløb til boet. Vil flere arvinger overtage boligen, får den arving, der ejede boligen i sameje med afdøde førsteret.
Som det fremgår, er det særligt vigtigt, at ugifte par gør sig overvejelser om, hvad der skal ske, hvis en af dem går bort. Hvis ingen foranstaltninger træffes, arver længstlevende ingenting. Samtidigt risikerer længstlevende at få afdødes arvinger som medejere af boligen eller at blive tvunget til at sælge boligen.