Hvad betyder deponering af købesummen?
Når både køber og sælger har underskrevet købsaftalen, er den bindende for parterne, medmindre købsaftalen er underskrevet med forbehold. Det er fx helt normalt og tilrådeligt, at køber underskriver med forbehold for købers advokats godkendelse af handlen, hvilket kaldes et advokatforbehold.
Viser det sig, at køber ikke kan betale købesummen, kan sælger kræve erstatning af køber, hvis sælger lider et tab ved, at handlen ikke bliver til noget. Det er imidlertid dyrt for sælger at forfølge sådan et krav, hvorfor sælger normalt stiller krav om, at køber garanterer, at køber kan betale den aftalte købesum.
Denne garanti stilles normalt som følger:
- Indenfor få dage efter at købsaftalen er underskrevet deponere køber en kontant del af købesummen hos sælgers repræsentant, som typisk vil være en ejendomsmægler, advokat eller bank.
- Købers bank stiller endvidere en bankgaranti for den resterende del af købesummen ud over det deponerede beløb. Garantien afløses af en kontant deponering af købesummen i sælgers bank pr. overtagelsesdagen.
Det deponerede beløb udbetales først til sælger, når skødet er endeligt tinglyst.