Efterladte ægtefæller eller samlever
For at du som ægtefæller/samlever kan få forsørgertabserstatning, er det en grundlæggende betingelse at der retligt eller faktisk har været en gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefællen/samleveren og afdøde. For ægtefæller er vurderingen forholdsvis uproblematisk. Er der derimod tale om ugifte samlevende er vurderingen mere krævende. Det skal nemlig afgøres, hvorvidt der faktisk består en gensidig forsørgelsespligt mellem de samlevende. Det er en konkret vurdering af det enkelte samliv, om det kan sidestilles som et ægteskabslignende forhold.
Erstatning til ægtefæller/samlever udgør 30 % af erstatningen som afdøde antages at ville have opnået ved et fuldkomment tab af sin erhvervsevne. Ifølge loven vil erstatningen som minimum blive 1.031.000 kr (2020).
Forsørgertabserstatning børn
Har afdøde n efterladt sig børn, som vedkommende havde forsørgelsespligt over for, da vil disse som udgangspunkt være berettiget til forsørgertabserstatning. For at man som barn er berettiget til forsørgertabserstatning, skal en række betingelser dog være opfyldt.
Det er en betingelse for forsørgertabserstatning, at den afdøde havde legal forsørgelsespligt over for barnet. Dette betyder, at det blot er afdødes biologiske børn eller adoptivbørn, som er berettiget til forsørgertabserstatning. Uagtet at afdøde også har bidraget til forsørgelsen af samleverens børn, ændre dette ikke ved, at det udelukkende er biologiske og adoptivbørn som er berettiget.
For at man som barn er berettiget til forsørgertabserstatning kræves det endvidere, at man er under 18 år. I særlige tilfælde er det dog muligt, at få erstatning frem til barnet fylder 24 år. Det kræves dog at den afdøde skulle eller har bidraget økonomisk til barnets undervisning eller uddannelse.
Erstatningen fastsættes til et beløb, svarende til det bidrag som afdøde på skadestidspunktet var pålagt efter lov om børns forsørgelse.