Hvad er sælgers loyale oplysningspligt
Når en sælger ønsker at sælge sin ejendom til en køber, skal sælger oplyse køberen om alle ikke bagatelagtige forhold, som han kender eller burde kende, og som han må regne med, at en køber vil lægge vægt på. Dette kaldes sælgers loyale oplysningspligt.
Den loyale oplysningspligt indebærer også, at sælger fx skal besvare spørgsmålene i tilstandsrapporten og el-installationsrapporten sandfærdigt, samt svare loyalt på spørgsmål fra den bygningssagkyndige. Såfremt sælger tilsidesætter sin loyale oplysningspligt, kan han blive erstatningsansvarlig overfor en køber.
Den loyale oplysningspligt gælder dog alene for forhold, som køber ikke selv klart burde have opdaget. Det er nemlig sådan, at en køber har en undersøgelsespligt i forbindelse med et huskøb.
Det er dog generelt noget lettere for sælger at huske at oplyse om ejendommens fejl, end det er for en køber at spørge ind til alle muligheder for fejl og mangler i en sådan ejendom. Derfor vægtes sælgers loyale oplysningspligt noget tungere end købers undersøgelsespligt.
Man skal dog som køber være opmærksom på, at køber kan blive pålagt en skærpet undersøgelsespligt, hvis sælger, i udøvelsen af sin loyale oplysningspligt, har påpeget et forhold overfor køber og ønsker at fraskrive sig ansvaret herfor.
Det er et krav, at sælger skal have benytte sin loyale oplysningspligt overfor køber inden købsaftalens indgåelse.
Det skal dog bemærkes, at sælger ikke er omfattet af den loyale oplysningspligt, såfremt de omtalte forhold allerede er beskrevet i fx enten tilstandsrapporten eller el-installationsrapporten.