Familieretlige lovsamlinger

Råderet

§ 1. Under ægteskabet råder hver ægtefælle over sin formue, uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet, dog med de begrænsninger, som følger af stk. 2, § 2 og kapitel 2 og 3.

Stk. 2. En ægtefælle skal råde over sin formue på en sådan måde, at den ikke utilbørligt forringes til skade for den anden ægtefælle.

Stk. 3. Er en ægtefælle under samlivet forhindret i at varetage sine interesser på grund af fravær eller sygdom, kan den anden ægtefælle foretage dispositioner, der ikke uden ulempe kan udsættes, herunder afhændelse og pantsætning, når dette af hensyn til familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt. Fast ejendom kan dog ikke afhændes eller pantsættes uden tilladelse. 1. pkt. gælder ikke, hvis en anden er bemyndiget til at foretage dispositionen.

Aftaler mellem ægtefæller

§ 2. Under ægteskabet kan ægtefæller indgå aftaler med hinanden, give hinanden gaver og pådrage sig forpligtelser over for hinanden, jf. dog stk. 2 og 3 og konkurslovens § 64.

Stk. 2. Ægtefæller kan ikke ved aftale fravige reglerne i denne lov, medmindre det følger af kapitel 4 og 5, § 25, stk. 2, og § 32.

Stk. 3. Ægtefæller kan ikke gyldigt aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.

Hæftelse for gæld

§ 3. Under ægteskabet hæfter hver ægtefælle med sin formue for sine forpligtelser, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.

Forsørgelsespligt

§ 4. Under ægteskabet har ægtefæller pligt til at forsørge hinanden.

Stk. 2. Hvad en ægtefælle modtager fra den anden ægtefælle som forsørgelse efter stk. 1, tilhører modtageren.

Stk. 3. Der kan efter bestemmelserne i kapitel 16 pålægges en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale bidrag til den anden ægtefælle.

Formuedeling

§ 5. Ved separation eller skilsmisse deler ægtefællerne deres formuer lige, medmindre de har indgået en aftale om delingen efter § 32 eller andet følger af § 26. Ved en ægtefælles død og ved skifte af et uskiftet bo deles ægtefællernes formue lige mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og den førstafdøde ægtefælles dødsbo, medmindre andet følger af § 51.

Stk. 2. En ægtefælles formue, der efter stk. 1 ligedeles, betegnes delingsformue. Ægtefællernes delingsformue udgør et formuefællesskab mellem ægtefællerne.

§ 6. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke indgå aftale om at overdrage, pantsætte, udleje eller bortforpagte familiens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig, når boligen helt eller delvis indgår i ligedelingen efter § 5, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 kræves, selv om ægtefællerne har ophævet samlivet.

Stk. 3. Samtykke efter stk. 1 kræves også efter separation eller skilsmisse, indtil der er indgået aftale eller truffet endelig afgørelse om boligen efter § 48.

§ 7. Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter § 6, eller kan samtykke ikke indhentes inden rimelig tid, kan dispositionen efter anmodning fra den ægtefælle, der ejer boligen, eller fra den anden part i aftalen tillades, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen.

Stk. 2. Behandler skifteretten en anmodning om bistand til at dele ægtefællernes formue eller en enkelttvist om boligen efter lov om ægtefælleskifte m.v., træffes afgørelse efter stk. 1 af skifteretten.

§ 8. Har en ægtefælle indgået en aftale, der er omfattet af § 6, uden samtykke fra den anden ægtefælle og uden tilladelse efter § 7, kan aftalen efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom. Dette gælder dog ikke, hvis den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at den ægtefælle, der ejer boligen, ikke var berettiget til at indgå aftalen.

Stk. 2. Retssag om omstødelse efter stk. 1 skal anlægges, inden 3 måneder efter at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført. Blev aftalen tinglyst inden overtagelsesdagen, regnes fristen fra tinglysningen.

§ 9. §§ 6-8 finder kun anvendelse på boliger i Danmark.

Tilbagegivelse af gave givet til tredjemand

§ 10. Har en ægtefælle givet tredjemand en gave, der medfører nærliggende risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling efter afsnit III eller IV, og vidste tredjemand dette, eller burde tredjemand vide dette, kan denne ægtefælle kræve, at tredjemand giver gaven tilbage.

Stk. 2. Retssag om krav efter stk. 1 skal anlægges, inden 1 år efter at den anden ægtefælle har fået kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Er tinglysning eller anden sikringsakt nødvendig for, at tredjemand opnår beskyttelse mod retsforfølgning fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sikringsakten blev foretaget.

Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre

§ 11. Har en ægtefælle overladt løsøre til brug i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver den ægtefælle, der ejer løsøret, bundet af aftaler om løsøret, som den anden ægtefælle har indgået med tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand vidste eller burde vide, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå aftalen.

§ 12. Ægtefæller kan ved ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:

1) At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller skilsmisse beholder sin formue, men at formuen deles ved en ægtefælles død. Særeje efter denne bestemmelse betegnes skilsmissesæreje.

2) At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller skilsmisse beholder sin formue, og at ægtefællens formue ved formuedeling i forbindelse med dødsboskifte tilkommer den pågældende ægtefælle eller dennes arvinger. Særeje efter denne bestemmelse betegnes fuldstændigt særeje.

3) At en aftale om fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde førstafdøde ægtefælles eller længstlevende ægtefælles skilsmissesæreje. Særeje efter denne bestemmelse betegnes kombinationssæreje.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan begrænses til at angå følgende:

1) Et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes genstandssæreje.

2) En del af en ægtefælles formue, afhængigt af hvordan eller hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende formue. Særeje efter denne bestemmelse betegnes erhvervelsessæreje.

3) En brøkdel eller procentdel af en ægtefælles formue eller af et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes brøkdelssæreje.

4) Et bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes sumsæreje.

5) Hele en ægtefælles formue med undtagelse af et bestemt beløb eller med undtagelse af et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver. Det beløb, der efter denne bestemmelse ikke er særeje, betegnes sumdeling.

Stk. 3. Ægtefæller kan aftale, at beløb, der er sumsæreje og sumdeling, skal pristalsreguleres efter nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks.

Stk. 4. Ægtefæller kan endvidere aftale, at beløb, der er sumdeling, skal forhøjes med et årligt beløb eller en årlig procentsats eller skal optrappes over en fastlagt periode.

Stk. 5. Særeje efter stk. 1-4 kan tidsbegrænses eller aftrappes over en bestemt periode. Det skal fremgå af aftalen, hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen og aftrapningen skal regnes fra.

§ 13. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, jf. § 12. En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.

§ 14. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at særeje bestemt af tredjemand helt eller delvis skal være en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 er kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med tredjemands bestemmelser om særeje, jf. § 23.

Alders-, kapital- og ratepensioner

§ 15. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en alders-, kapital- eller ratepension skal indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse.

Personlige erstatninger

§ 16. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en personlig erstatning, godtgørelse eller forsikringsudbetaling, jf. § 36, stk. 1 og 2, helt eller delvis skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdødes eller længstlevendes rettigheder.

Uoverdragelige og personlige rettigheder

§ 17. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en rettighed omfattet af § 37 helt eller delvis skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdøde eller længstlevende ægtefælles rettigheder.

Gæld

§ 18. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, i hvilket omfang gæld skal fradrages i delingsformuen ved formuedeling ved separation, skilsmisse og død, jf. dog stk. 2-4 og § 30.

Stk. 2. Ægtefæller kan ikke aftale, at gæld, som ikke er stiftet ved aftalens indgåelse eller stiftes i forbindelse med aftalen, og som efter § 29, stk. 2, ville skulle fradrages i formue, der ikke indgår i delingen, skal fradrages i delingsformuen.

Stk. 3. Ægtefæller kan endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i delingsformuen ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller skilsmisse.

Stk. 4. En aftale efter stk. 1 kan ikke tidsbegrænses.

§ 19. Ægtefæller og kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt.

§ 20. En ægtepagt er kun gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen efter reglerne herom i lov om tinglysning. Skal en ægtefælles værge efter værgemålsloven give samtykke til ægtepagten, er ægtepagten kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den.

§ 21. En ægtepagt kan kun ændres eller ophæves ved ægtepagt, jf. § 20.

§ 22. Enhver af ægtefællerne kan anmode om, at en ægtepagt tinglyses, jf. §§ 20 og 21.

§ 23. Arvelader og gavegiver kan træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter § 12, dog ikke om sumsæreje eller sumdeling efter § 12, stk. 2, nr. 4 og 5.

Stk. 2. Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1, og kan fastsætte betingelser herfor.

Stk. 3. Bestemmelse efter stk. 1 og 2 vedrørende arv skal træffes ved testamente.

§ 24. Erhverves et aktiv for både særeje og delingsformue, er aktivet brøkdelssæreje, jf. § 12, stk. 2, nr. 3. Brøken fastsættes efter forholdet mellem de midler, der er anvendt ved erhvervelsen.

Stk. 2. Erhverves et aktiv for særeje og ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er aktivet særeje af samme art som det anvendte særeje.

§ 25. Det, der træder i stedet for særeje, og indtægter af særeje er særeje.

Stk. 2. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, skal være delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delingsformue. En aftale efter 1. pkt. kan ikke tidsbegrænses.

Gennemførelse af formuedelingen

§ 26. Følgende aktiver og krav indgår ikke i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue ved separation eller skilsmisse efter § 5, stk. 1, 1. pkt.:

1) Særeje.

2) Personlige genstande omfattet af § 31.

3) Pensionsrettigheder omfattet af §§ 34 og 35.

4) Personlige erstatninger omfattet af § 36.

5) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.

6) Regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11.

7) Kompensationskrav efter kapitel 12 og 13.

8) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Stk. 2. Inden ligedeling efter stk. 1 fradrages gæld efter § 29, jf. dog § 30.

Stk. 3. En ægtefælles delingsformue indgår ikke i ligedelingen, hvis ægtefællens gæld efter § 29, jf. dog § 30, overstiger ægtefællens delingsformue.

Stk. 4. Ligedeling efter stk. 1-3 fraviges, i det omfang det følger af en aftale efter § 32 eller en bestemmelse efter § 33.

Stk. 5. Hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmisse, finder reglerne i afsnit IV anvendelse.

Ophørsdagen

§ 27. Ved formuedelingen indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtog anmodning om separation eller skilsmisse, jf. dog stk. 2 og 3. Denne dag betegnes ophørsdagen.

Stk. 2. Efter indstilling fra bobehandleren kan skifteretten bestemme en anden ophørsdag end den dag, der følger af stk. 1, hvis ganske særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 3. Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller skilsmisse aftale en anden ophørsdag.

Stk. 4 Er en anmodning om skilsmisse bortfaldet, fordi betingelserne for skilsmissen i § 42 a, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ikke er opfyldt, opretholdes ophørsdagen efter stk. 1, hvis en ægtefælle inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om, at ansøgningen er bortfaldet, indgiver anmodning om separation eller skilsmisse.

Tidspunktet for værdiansættelsen

§ 28. Ægtefællernes aktiver og passiver indgår i formuedelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden.

Gæld

§ 29. Ved opgørelsen af delingsformuen fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der er delingsformue. Endvidere fradrages usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der er delingsformue, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver.

Stk. 2. Gæld, der har sikkerhed i aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, og usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver, fradrages ikke i delingsformuen. Gælden fradrages dog i delingsformuen, i det omfang gælden overstiger den del af ægtefællens formue, der ikke indgår i delingen.

Stk. 3. Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages skønsmæssigt i en ægtefælles delingsformue efter forholdet mellem værdien af ægtefællens delingsformue og formue, der ikke indgår i delingen.

Stk. 4. Det er uden betydning for fradrag af gæld efter stk. 1-3, at der efter stiftelsen af gælden stilles sikkerhed for gælden, eller at en sikkerhedsstillelse ændres.

§ 30. Uanset § 29 og en eventuel aftale efter § 18 har en ægtefælle ikke pligt til ved formuedelingen at betale så meget til den anden ægtefælle, at ægtefællen ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Personlige genstande

§ 31. En ægtefælle kan inden formuedelingen udtage aktiver, som udelukkende tjener til ægtefællens personlige brug, i det omfang aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold. Dette gælder også aktiver, som tilhører den anden ægtefælles delingsformue.

Aftaler om formuedelingen

§ 32. Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller skilsmisse indgå aftale om delingen af deres formue.

Fravigelse af ligedelingen

§ 33. Tilhørte den væsentligste del af ægtefællernes delingsformue den ene ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet, eller har den ene ægtefælle under ægteskabet erhvervet den væsentligste del af delingsformuen ved arv eller gave, og vil ligedeling af formuen efter § 5, stk. 1, 1. pkt., være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved formuedeling bestemmes, at denne ægtefælle helt eller delvis kan beholde værdien af egen formue.

Pensioner

§ 34. En ægtefælles rimelige pensionsrettigheder indgår ikke i formuedelingen.

Stk. 2. Beløb fra rimelig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, indgår ikke i formuedelingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.

Stk. 4. Værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i formuedelingen.

§ 35. Har ægteskabet været af kortere varighed, indgår ingen pensionsrettigheder i formuedelingen.

Stk. 2. Beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, indgår ikke i formuedelingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.

Personlige erstatninger

§ 36. Værdien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser og forsikringsudbetalinger m.v., der skyldes erhvervsevnetab, varigt men, svie og smerte, kritisk sygdom og tort m.v. som følge af personskade, indgår ikke i formuedelingen, i det omfang det modtagne er i behold. Det modtagne anses også for at være i behold, hvis det er anvendt til betaling af gæld, der bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som ville kunne fratrækkes i delingsformuen, jf. § 29, stk. 1.

Stk. 2. Stk. 1 gælder også for værdien af erstatning til en ægtefælle, der har mistet en forsørger, for en ægtefælles godtgørelser efter §§ 26 og 26 a i lov om erstatningsansvar og for godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling og lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelser for uberettiget afskedigelse og lignende godtgørelser, der udbetales i tilknytning til et ansættelsesforhold.

Uoverdragelige og personlige rettigheder

§ 37. Rettigheder, som ikke kan overdrages eller i øvrigt har personlig karakter, indgår kun i formuedelingen, i det omfang det er foreneligt med de regler, der gælder for disse rettigheder.

Reguleringskrav ved overførsel af delingsformue til særeje m.v.

§ 38. Har en ægtefælle overført sin delingsformue til egne aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, eller har ægtefællen anvendt sin delingsformue til betaling af egen gæld, der ikke kan fradrages i delingsformuen, har den anden ægtefælle et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den reduktion af delingsformuen, der er sket ved overførslen eller betalingen af gælden. Der lægges ved afgørelsen herom vægt på tidspunktet for overførslen eller betalingen af gælden, stigning og fald i værdien af de omhandlede aktiver og passiver, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Betaling af gæld omfattet af § 29, stk. 3, og overførsel af midler til pensionsrettigheder, der er omfattet af § 34, stk. 1, og § 35, stk. 1, medfører ikke reguleringskrav efter stk. 1.

Stk. 3. Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.

Stk. 4. Overstiger reguleringskravet delingsformuen, udtages halvdelen af den manglende del af kravet af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. stk. 1.

Stk. 5. Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan ikke senere gøres gældende.

Reguleringskrav ved overførsel af særeje m.v. til delingsformue

§ 39. En ægtefælle, der har overført midler, der ikke indgår i formuedelingen, til sin delingsformue, eller som har anvendt midler, der ikke indgår i formuedelingen, til betaling af egen gæld, der kan fradrages i ægtefællens delingsformue, har et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den forøgelse af delingsformuen, der er sket ved overførslen. Der lægges ved afgørelsen herom vægt på tidspunktet for overførslen, stigning og fald i værdien af de aktiver, som midlerne er overført til, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Betaling af gæld omfattet af § 29, stk. 3, medfører ikke reguleringskrav efter stk. 1.

Stk. 3. Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.

Stk. 4. Reguleringskravet kan kun søges dækket af den delingsformue, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. stk. 1.

Stk. 5. Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan ikke senere gøres gældende.

Misbrugskrav

§ 40. Har en ægtefælle ved misbrug af rådigheden over sin formue eller på anden uforsvarlig måde væsentligt reduceret delingsformuen, har den anden ægtefælle krav på at blive stillet, som om formindskelsen ikke havde fundet sted. Sådanne krav betegnes misbrugskrav.

Stk. 2. Misbrugskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.

Stk. 3. Overstiger misbrugskravet delingsformuen, udtages halvdelen af den manglende del af kravet af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget misbruget, jf. stk. 1.

Stk. 4. Misbrugskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan senere gøres gældende mod den anden ægtefælle for halvdelen af den del af kravet, der ikke er blevet dækket.

En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue

§ 41. En ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue, som ikke indgår i delingen, herunder gennem arbejde i hjemmet, varetagelse af omsorgen for børnene, fordeling af familiens udgifter eller på anden lignende måde, kan få tilkendt en kompensation.

En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk

§ 42. Har en ægtefælle formue, der ikke indgår i formuedelingen, kan den anden ægtefælle ved formuedelingen få tilkendt en kompensation for at sikre, at denne ægtefælle ikke bliver stillet urimeligt økonomisk. Ved vurderingen lægges vægt på ægteskabets varighed, et eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold og omstændighederne i øvrigt.

Tidsfrister for sagsanlæg

§ 43. Sag om krav efter §§ 41 og 42 kan tidligst anlægges, når der er indgivet anmodning til Familieretshuset om separation eller skilsmisse.

Stk. 2. Krav efter §§ 41 og 42 kan ikke gøres gældende, efter at skifte af ægtefællernes delingsformue eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse, jf. dog § 78 i lov om ægtefælleskifte m.v.

Fællesskabskompensation

§ 44. Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle en kompensation, hvis

1) ægtefællen under ægteskabet har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende, og

2) dette skyldes, at ægtefællen af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller delvis har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid.

Stk. 2. Kompensationen kan højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af delingsformue.

Rimelighedskompensation

§ 45. Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle en kompensation for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis

1) ægteskabet har været af længere varighed og

2) der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder.

Stk. 2. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.

Kompensationsbetaling

§ 46. Kompensationsbeløb, som en ægtefælle efter §§ 44 og 45 skal betale til den anden ægtefælle, betales kontant.

Stk. 2. Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge fast ejendom eller løsøre, der er nødvendigt for at opretholde den pågældende ægtefælles erhverv, eller uden at blive afskåret fra at bevare eller erhverve en passende bolig, kan skifteretten, hvis forholdene taler for det, bestemme,

1) at beløbet skal afdrages over en kort årrække mod passende sikkerhedsstillelse og forrentning, eller, hvis dette ikke er muligt,

2) at ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en andel af sin alders-, kapital- eller ratepension, eller, hvis dette ikke er muligt,

3) at beløbet skal afdrages over en kort årrække, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling.

Stk. 3. Skal en ægtefælle give den anden ægtefælle en andel af sin alders-, kapital- eller ratepension, gives andelen først af ægtefællens alders- og kapitalpension. Andelen gives ved en deling af pensionsrettigheden.

§ 47. Beløb, der skal afdrages efter § 46, stk. 2, nr. 3, registreres og udbetales af pensionsinstituttet. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, indtil pensionen kommer til udbetaling.

Stk. 2. § 46, stk. 2 og 3, kan fraviges ved aftale mellem ægtefællerne og pensionsinstituttet.

Stk. 3. Aftaler ægtefæller ved formuedelingen, at en af dem skal give den anden ægtefælle en andel af sin pensionsrettighed, kan pensionsinstituttet kræve, at ægtefællerne erklærer, at betingelserne for at yde kompensation efter §§ 44 og 45 og for valg af delingsmetode efter § 46, stk. 2 og 3, er opfyldt.

Stk. 4. Pensionsinstituttet kan kræve, at administrationsomkostningerne ved, at en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, og ved at registrere, opgøre og udbetale beløb efter stk. 1 afholdes af ægtefællerne.

§ 48. Hver ægtefælle kan efter vurdering udtage aktiver, der helt eller delvis indgår i ligedelingen efter § 5, stk. 1, 1. pkt. Dette gælder også aktiver, der tilhører den anden ægtefælle.

Stk. 2. Anmoder begge ægtefæller om at udtage samme aktiv, udtages aktivet af den ægtefælle, der ejer aktivet, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Uanset stk. 2 udtager den anden ægtefælle et aktiv, hvis aktivet for denne har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet eller fortsættelse af erhverv eller i øvrigt. Retten til at udtage et aktiv efter 1. pkt. omfatter følgende aktiver:

1) Bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.

2) Fast ejendom med to beboelseslejligheder, hvoraf den ene udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.

3) Fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig.

4) Indbo i fælles hjem og fritidsbolig.

5) Løsøre, der særlig har tjent den pågældende ægtefælles behov.

6) Erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre.

7) Transportmidler.

Stk. 4. Stk. 3 gælder også ved udtagelse af aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.

§ 49. En ægtefælle kan udtage aktiver, selv om værdien overstiger det beløb, der tilfalder denne ægtefælle efter § 26. Det manglende beløb skal betales kontant.

Stk. 2. Skifteretten kan i særlige tilfælde bestemme, at beløbet kan betales over en kortere periode, og skifteretten kan fastsætte vilkårene herfor.

§ 50. I det omfang pensionsrettigheder indgår i formuedelingen, skal hver ægtefælle udtage sine egne pensionsrettigheder, medmindre rettighederne kan ophæves. § 46, stk. 2 og 3, og § 47 gælder også ved udtagelse af disse pensionsrettigheder.

Gennemførelse af formuedelingen

§ 51. Ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live indgår i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue efter § 5, stk. 1, 2. pkt., de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet, bortset fra følgende aktiver og krav:

1) Hver ægtefælles fuldstændige særeje.

2) Hver ægtefælles uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.

3) Den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger omfattet af § 36, stk. 1 og 2.

4) Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder efter § 52.

5) Den førstafdøde ægtefælles pensions- og forsikringsrettigheder, der tilfalder en begunstiget.

6) Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav efter § 53.

7) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder

§ 52. Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ikke i formuedelingen efter § 51.

Stk. 2. Den længstlevende ægtefælles beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, indgår ikke i formuedelingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.

Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav

§ 53. Ved formuedelingen efter § 51 kan den længstlevende ægtefælle og den førstafdøde ægtefælles dødsbo fremsætte kompensationskrav efter § 41, og med de ændringer, der følger af stk. 2-5, kan de også fremsætte regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11.

Stk. 2. § 38 om reguleringskrav ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen, gælder også ved overførsel af skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje.

Stk. 3. § 38 om reguleringskrav ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen, gælder ikke, når overførslen er sket til den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder, der er omfattet af § 52, stk. 1.

Stk. 4. § 39 om reguleringskrav ved overførsel af midler, der ikke indgår i formuedelingen, til delingsformue gælder også ved overførsel af fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje.

Stk. 5. Er delingsformuen ikke tilstrækkelig til at dække et misbrugskrav efter § 40 fra den førstafdøde ægtefælles dødsbo, kan halvdelen af det manglende beløb udtages af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. § 52, stk. 2, der tilhører den længstlevende ægtefælle.

Regulerings- og misbrugskrav ved den længstlevende ægtefælles overtagelse af delingsformuen til uskiftet bo

§ 54. Overtager den længstlevende ægtefælle helt eller delvis delingsformuen til uskiftet bo, og efterlod førstafdøde sig formue, som ikke indgår i formuedelingen, gælder følgende om regulerings- og misbrugskrav:

1) Har den længstlevende ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 38, kan ægtefællen kræve beløbet overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.

2) Havde den førstafdøde ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 39, kan dødsboet kræve beløbet overført fra det uskiftede bo til den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i formuedelingen. Beløbet kan dog ikke overstige den førstafdøde ægtefælles delingsformue, der indgår i det uskiftede bo.

3) En længstlevende ægtefælle, der har krav efter § 40, kan kræve det beløb, hvormed den formue, der indgår i det uskiftede bo, er formindsket, overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.

Formuedeling ved skifte af uskiftet bo

§ 55. Regulerings- og misbrugskrav efter §§ 38-40, jf. § 53, der ikke er blevet dækket, kan gøres gældende ved skifte af uskiftet bo.

Forsømmelse af forsørgelsespligt

§ 56. Der kan efter ansøgning pålægges en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter § 4, at betale bidrag til den anden ægtefælle.

Stk. 2. Bidrag efter stk. 1 bortfalder, hvis ægtefæller efter samlivsophævelse genoptager samlivet.

Stk. 3. Stk. 1 finder anvendelse, indtil der er indgået en aftale eller truffet en endelig afgørelse om bidragspligten efter § 50 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Bidragets størrelse

§ 57. En afgørelse om bidrag efter § 56 træffes, under hensyn til om den, der ansøger om bidrag, selv kan skaffe sig en efter sine forhold tilstrækkelig forsørgelse, og om den anden ægtefælle efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder kan betale bidrag.

Ændring af bidrag

§ 58. En afgørelse efter § 56 kan efter ansøgning ændres, hvis omstændighederne taler for det.

Stk. 2. En aftale om bidrag efter § 56 kan efter ansøgning ændres, hvis aftalen skønnes åbenbart urimelig, eller hvis forholdene væsentligt har forandret sig.

Sagsbehandling

§ 59. Ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter §§ 56 og 58 og anmodning om indgivelse af en afgørelse for familieretten skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger og anmodninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 2 og 3. Dette gælder dog ikke anmodninger, der indgives af en offentlig myndighed.

Stk. 2. Finder Familieretshuset, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal Familieretshuset tilbyde, at ansøgningen eller anmodningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Familieretshuset bestemmer, hvordan en ansøgning eller anmodning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 3. Familieretshuset kan helt ekstraordinært ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning eller anmodning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Familieretshuset ved at modtage ansøgningen eller anmodningen på anden måde end digitalt.

Stk. 4. En digital ansøgning eller anmodning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for 

Familieretshuset.

§ 60. Familieretshuset kan til brug for behandlingen af sager om bidrag efter denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.

§ 60 a. Ved Familieretshusets behandling af sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset anvendelse.

Stk. 2. Afgørelser om afhændelse og pantsætning af fast ejendom, om dispositioner over familiens helårsbolig, om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag og om behandling af en ansøgning, der ikke er indgivet digitalt, træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshuset af Familieretshuset eller familieretten.

Domstolsprøvelse

§ 61. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om:

1) Behandling af sager om fast ejendom efter § 1, stk. 3.

2) Behandling af sager om familiens helårsbolig efter § 7, stk. 1.

3) Behandling af sager om ægtefællebidrag efter §§ 56, 58 og 59, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.

§ 1. Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.

§ 1 a. (Ophævet)

§ 2. Den, som er under 18 år, må ikke indgå ægteskab.

§ 3. Den, som er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, må ikke indgå ægteskab uden værgens samtykke.

§ 4. Nægtes samtykke efter § 3, kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, give tilladelse til ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen.

§ 5. (Ophævet)

§ 6. Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende.

§ 7. Ægteskab må ikke uden Familieretshusets tilladelse indgås mellem personer, af hvilke den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller nedstigende linje. Er der fællesbørn i det tidligere ægteskab, må tilladelsen kun gives, såfremt hensynet til børnene ikke taler derimod.

§ 8. Adoptant og adoptivbarn må ikke indgå ægteskab med hinanden, så længe adoptivforholdet består.

§ 8 a. Ægteskab må ikke indgås, hvis der er bestemte grunde til at antage, at der er tale om et proformaægteskab med det afgørende formål at opnå ret til ophold i Danmark, i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz.

§ 9. Den, som tidligere har indgået ægteskab eller har været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab består.

§ 10. Er et tidligere ægteskab eller registreret partnerskab opløst ved død, må den længstlevende ægtefælle eller registrerede partner ikke indgå ægteskab, før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt skifte er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis

1) der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de registrerede partnere,

2) ægtefællerne eller de registrerede partnere var separerede på tidspunktet for dødsfaldet,

3) samtlige arvinger efter afdøde giver samtykke hertil og den længstlevende ægtefælle ikke har overtaget ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo efter § 17 i arveloven, eller

4) der ikke skal foretages dødsbobehandling her i landet.

Stk. 2. Den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, kan tillade, at stk. 1 fraviges.

§ 11. (Ophævet)

§ 11 a. Ægteskab må kun indgås, når hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, 4 b eller 6 eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q.

Stk. 2. Hvis ganske særlige omstændigheder, herunder navnlig varigheden af en udlændings ophold her i landet, taler derfor, kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, give tilladelse til ægteskabet, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.

§ 11 b. I tilfælde, hvor en af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, og hvor den anden part har indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse, må ægteskab ikke indgås, uden at hver af parterne har afgivet erklæring om at være bekendt med bestemmelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 2-6, 8-18, 34 og 35. Det gælder dog ikke, når den herboende enten er EU/EØS-statsborger med opholdsret efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 4, eller er schweizisk statsborger med opholdsret efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 5.

§ 12. Før ægteskab indgås, skal det godtgøres, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler herom.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren fastsætter endvidere regler om, at parterne ved ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal orienteres om reglerne om ægtefællers økonomiske forhold.

§ 13. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages af kommunalbestyrelsens formand. I kommuner med magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at prøvelsen skal foretages af et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, når prøvelsen foretages efter stk. 3.

Stk. 2. Prøvelsen foretages på det sted, hvor en af parterne bor. Har ingen af parterne bopæl her i landet, foretages prøvelsen på det sted, hvor en af parterne opholder sig. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, når prøvelsen foretages efter stk. 3.

Stk. 3. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages af Familieretshuset, hvis ikke hver af parterne enten har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-reglerne.

Stk. 4. Ved indgivelse af en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne omfattet af stk. 3 betales et gebyr. Gebyrets størrelse fastsættes og reguleres af social- og indenrigsministeren. Størrelsen af gebyret fastsættes således, at det svarer til omkostningerne ved Familieretshusets behandling af en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyret.

Stk. 5. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter, der er nødvendige i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Social- og indenrigsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet, eller hvor prøvelsen foretages efter stk. 3.

§ 14. Efter parternes ønske kan der ske lysning ved kundgørelse fra prædikestolen. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 15. Ægteskab indgås ved kirkelig eller borgerlig vielse.

Stk. 2. Ægtefæller kan få et ægteskab, som er indgået ved borgerlig vielse, kirkeligt velsignet af en præst i folkekirken. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:

1) inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne, og

2) inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund.

Stk. 2. Kirkeministeren kan bestemme, at medlemmer af udenlandske evangelisk-lutherske trossamfund skal være ligestillede med folkekirkens medlemmer med hensyn til adgangen til kirkelig vielse.

§ 17. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i folkekirken der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de har pligt hertil.

Stk. 2. Kirkelig vielse uden for folkekirken foretages af de præster, som er bemyndiget hertil efter kapitel 5 i lov om trossamfund uden for folkekirken.

§ 18. Adgang til at blive borgerlig viet står åben for alle. Vielsen foretages af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1.

Stk. 2. Den myndighed, der efter § 13, stk. 1, foretager prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, kan bemyndige en eller flere personer til på sit ansvar at foretage vielse.

Stk. 3. Borgerlig vielse foretages i kommunen på det sted, som vielsesmyndigheden har anvist hertil. Vielsesmyndigheden kan dog tillade, at en vielse foretages et andet sted i Danmark, dog ikke på Færøerne eller i Grønland. Vielsesmyndigheden må kun foretage en vielse i en anden kommune efter forudgående godkendelse fra denne kommune.

§ 19. Vielse må ikke foretages, før en af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1 og 3, har attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Attesten har gyldighed i 4 måneder. Hvis betingelsen i § 11 a er opfyldt for et kortere tidsrum end 4 måneder, skal gyldigheden af attesten begrænses tilsvarende. Prøvelsesmyndigheden efter § 13, stk. 3, skal sende attesten og relevante dokumenter, herunder dokumentation for parternes identitet, med en sikker digital postløsning til den myndighed, der efter § 15 foretager vielsen. Er det ikke muligt at anvende en sikker digital postløsning, fremsendes attesten og de i 4. pkt. nævnte dokumenter med post.

Stk. 2. Er der på grund af en af parternes sygdom alvorlig fare for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at denne ikke kan finde sted, kan vielse dog foretages, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

Stk. 3. Vielse må aldrig foretages, såfremt det er vielsesmyndigheden bekendt, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldt.

§ 20. Vielse skal foregå i overværelse af mindst to vidner.

Stk. 2. Parterne skal ved samtidigt møde på spørgsmål af vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af denne forkyndes at være ægtefolk.

Stk. 3. Regler om fremgangsmåden ved vielse i folkekirken og ved borgerlig vielse fastsættes af henholdsvis kirkeministeren og social- og indenrigsministeren.

Stk. 4. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk under vielsen i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.

§ 21. En vielse er kun gyldig, hvis den er sket for en myndighed, der efter loven kan foretage vielser, og under iagttagelse af bestemmelsen i § 20, stk. 2, og begge parter ved vielsen var fyldt 18 år. En vielse er endvidere kun gyldig, hvis den ikke strider mod § 8 a.

Stk. 2. En vielse, der er ugyldig efter stk. 1, kan af Familieretshuset godkendes som gyldig, såfremt særlige grunde taler herfor.

§ 22. Kirkeministeren kan fastsætte regler om adgang for danske præster til at foretage vielser i udlandet.

Stk. 2. Udenrigsministeren kan fastsætte regler om adgang for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage vielser i udlandet.

Stk. 3. Lovens regler om ægteskabsbetingelser og vielse finder anvendelse på vielser, der foretages i henhold til stk. 1-2. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne kan foretages af en diplomatisk eller konsulær tjenestemand, som af udenrigsministeren er bemyndiget hertil.

Stk. 4. Ved overenskomst med fremmed stat kan det bestemmes, at ægteskaber, der indgås for vedkommende lands præster eller diplomatiske eller konsulære tjenestemænd her i landet, er gyldige i Danmark.

§ 22 a. Prøvelsesmyndigheden efter § 13, stk. 3, kan videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og politiet om parter, hvis ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne er blevet afslået, fordi betingelserne i §§ 8 a eller 11 a ikke var opfyldte, eller om hvem der er foretaget indberetning efter stk. 2. Videregivelse efter 1. pkt. kan ske, når det vurderes, at oplysningerne er nødvendige for den pågældende myndigheds varetagelse af opgaver efter udlændingelovgivningen eller den strafferetlige lovgivning.

Stk. 2. Den borgerlige vielsesmyndighed efter § 18, jf. § 13, stk. 1, skal indberette tilfælde, hvor foretagelse af en vielse afslås under henvisning til §§ 8 a eller 11 a, til prøvelsesmyndigheden efter § 13, stk. 3.

§ 22 b. Et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes ikke,

1) hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen,

2) hvis der er bestemte grunde til at antage, at der er tale om et proformaægteskab, der blev indgået med det afgørende formål at opnå ret til ophold i Danmark, i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz,

3) hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller

4) hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper.

Stk. 3. Uanset stk. 2 anerkendes ægteskabet, hvis der foreligger tvingende grunde herfor og parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes.

Stk. 4. Betingelsen i stk. 2, nr. 3, gælder ikke for EU-/EØS-borgere og disses ægtefæller.

§ 22 c. Et registreret partnerskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis betingelserne i § 22 b er opfyldt og retsvirkningerne af partnerskabet svarer til retsvirkningerne af registreret partnerskab efter dansk ret.

§ 23. Et ægteskab omstødes, hvis det er indgået i strid med § 6 eller § 9.

Stk. 2. Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan det dog ikke omstødes, når det tidligere ægteskab er ophørt, inden sag er anlagt.

Stk. 3. Sag til omstødelse kan anlægges af Familieretshuset eller af en af ægtefællerne. Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan tillige ægtefællen i det tidligere ægteskab anlægge sag. Anlægger Familieretshuset sag til omstødelse af et ægteskab, skal sagen anlægges mod begge ægtefæller.

§ 24. Et ægteskab omstødes endvidere efter påstand af den ene ægtefælle:

1) hvis han ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt,

2) hvis han blev tvunget til at indgå ægteskab,

3) hvis han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede eller uden at ville indgå ægteskab, eller

4) hvis han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af den anden ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller om sådanne omstændigheder ved dennes tidligere liv, der med fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå ægteskabet, og som endnu må tillægges en sådan betydning for forholdet mellem ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed kan fordres opretholdt.

Stk. 2. Sag må anlægges inden 6 måneder efter, at den i stk. 1, nr. 1-2, nævnte tilstand eller tvang er ophørt, eller efter, at ægtefællen er blevet bekendt med de forhold, der er nævnt under nr. 3-4. Sag må anlægges inden 3 år efter ægteskabets indgåelse.

§ 25. Omstødelse medfører samme retsvirkninger som skilsmisse.

Stk. 2. Ved formuedeling ved omstødelse af ægteskab udtager hver ægtefælle forlods så meget af delingsformuen, som svarer til ægtefællens delingsformue ved indgåelsen af ægteskabet samt senere forøgelser af delingsformuen ved arv eller gave eller ved overførsel fra eget særeje. Er delingsformuen mindre end den formue, som ægtefællerne kan udtage forlods, sker der forholdsvis afkortning. Formue, der ikke udtages forlods, deles efter afsnit III i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Stk. 3. Ved formuedelingen indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse. Denne dag betegnes ophørsdagen.

Stk. 4. Dør en af ægtefællerne, inden omstødelse er sket, finder afsnit IV i lov om ægtefællers økonomiske forhold anvendelse, jf. dog § 27.

§ 26. Omstødes et ægteskab, og var den ene ægtefælle ved ægteskabets indgåelse i god tro med hensyn til omstødelsesgrunden, medens den anden kendte eller burde kende denne, kan der ved afgørelsen tilkendes den førstnævnte ægtefælle en godtgørelse, der fastsættes under hensyn til begges økonomiske kår og de øvrige omstændigheder.

§ 27. Dør en af parterne i et ægteskab, som kunne omstødes efter § 23, inden omstødelse er sket, kan den længstlevende ægtefælle eller enhver af arvingerne kræve § 25, stk. 2, bragt til anvendelse, og ægtefællen kan kræve godtgørelse efter § 26.

Stk. 2. Samme ret har den ægtefælle, der kan rejse sag efter § 24, når den anden ægtefælle dør, inden omstødelse er sket, og inden fristerne i § 24, stk. 2, er udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen derefter dør, kan enhver af arvingerne kræve § 25, stk. 2, bragt til anvendelse.

Stk. 3. Krav efter stk. 1-2 må fremsættes inden 6 måneder efter dødsfaldet.

§ 28. Hvis en ægtefælle, som har indgået ægteskab i strid med § 9, dør, inden ægteskabet er omstødt, skal den ret mod tredjemand til erstatning, pension eller andet økonomisk gode, som ved dødsfaldet tilfalder en længstlevende ægtefælle, tilkomme ægtefællen i det første ægteskab, medmindre andet fremgår af omstændighederne.

Enighed

§ 29. Ægtefæller har ret til separation eller skilsmisse, når de er enige om det. Skilsmisse kan i visse situationer først bevilges efter en refleksionsperiode, jf. § 42 a.

Uenighed

§ 30. En ægtefælle har ret til separation.

Stk. 2. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation.

Bortfald af separation

§ 31. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.

2 års adskillelse

§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.

Utroskab

§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller senere må anses at have frafaldet sin ret.

Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.

Stk. 3. Anmodning om skilsmisse skal indgives inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.

Vold og seksuelle overgreb

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold eller psykisk vold eller har udøvet seksuelt overgreb mod ægtefællen, mod ægtefællernes børn, mod ægtefællens eller ægtefællernes børns nærmeste pårørende, som ægtefællen eller ægtefællernes børn er knyttet til, eller mod andre børn.

Stk. 2. Anmodning om skilsmisse skal indgives inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 3 år efter, at den er begået.

Bigami

§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har indgået nyt ægteskab i strid med § 9.

Børnebortførelse

§ 36. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle ulovligt har ført den førstnævnte ægtefælles barn ud af landet eller ulovligt tilbageholder barnet i udlandet.

Stk. 2. Anmodning om skilsmisse skal indgives, mens barnet på grund af den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse opholder sig i udlandet eller senest 1 år efter, at barnet er bragt tilbage.

Fremgangsmåden ved separation eller skilsmisse

§ 37. Separation eller skilsmisse meddeles ved bevilling eller afgørelse.

Stk. 2. Anmodning om separation eller skilsmisse indgives til Familieretshuset.

§ 38. Familieretshuset indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling, når

1) en ægtefælle anmoder om det,

2) betingelserne, jf. § 42, stk. 1, for at give bevilling til separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36 ikke er opfyldt eller

3) Familieretshuset finder, at særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 2. Vilkårsforhandling efter stk. 1, nr. 2, kan i særlige tilfælde undlades.

Stk. 3. En ægtefælle har ikke pligt til at deltage i vilkårsforhandling sammen med den anden ægtefælle, hvis den anden ægtefælle har udsat ægtefællen eller ægtefællens barn for voldelig adfærd, eller der er mistanke herom.

§ 39. Ved indgivelse af anmodning om separation eller skilsmisse betales et gebyr. Skal der afholdes vilkårsforhandling efter § 38, stk. 1, nr. 1 eller 2, skal der betales et yderligere gebyr. Gebyrernes størrelse fastsættes og reguleres af social- og indenrigsministeren, jf. stk. 2.

Stk. 2. Størrelsen af gebyrerne efter stk. 1 fastsættes således, at de svarer til omkostningerne ved Familieretshusets behandling af en anmodning om separation eller skilsmisse henholdsvis ved Familieretshusets afholdelse af vilkårsforhandling.

Stk. 3. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr.

Kirkelig mægling

§ 40. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med social- og indenrigsministeren.

Anden mægling

§ 41. Familieretshuset kan tilbyde mægling ved uenighed om vilkårene for separation og skilsmisse.

Separations- eller skilsmissebevilling

§ 42. Familieretshuset giver bevilling til separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36, hvis ægtefællerne er enige herom og er enige om vilkårene, jf. §§ 49 og 55. Ægtefællerne kan dog henskyde spørgsmål om størrelsen af ægtefællebidrag til afgørelse efter § 50.

Stk. 2. Familieretshuset giver bevilling til skilsmisse efter § 30, stk. 2, hvis den anden ægtefælle ikke protesterer herimod, og vilkårene for separationen også gælder for tiden efter skilsmissen.

§ 42 a. For ægtefæller, som anmoder om skilsmisse efter § 29, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, kan bevilling til skilsmisse først udstedes efter en refleksionsperiode på 3 måneder fra Familieretshusets modtagelse af anmodningen.

Stk. 2. Familieretshuset udsteder bevilling til skilsmisse efter § 29, når

1) begge ægtefæller inden 1 måned efter udløbet af refleksionsperioden efter stk. 1 har bekræftet anmodningen om skilsmisse,

2) betingelserne i § 42 er opfyldt og

3) begge ægtefæller inden bekræftelsen af anmodningen efter nr. 1 har gennemført det obligatoriske digitale forløb efter § 22, stk. 1, i lov om Familieretshuset, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. En ægtefælle, der efter § 58 d, stk. 3, ikke skal anvende digital selvbetjening, skal gennemføre det obligatoriske digitale forløb efter § 22, stk. 1, i lov om Familieretshuset på skriftligt grundlag. Ved bekræftelsen efter stk. 2, nr. 1, af anmodningen om skilsmisse skal ægtefællen afgive erklæring om at have gennemført forløbet.

Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke for ægtefæller, der har været separerede i 6 måneder.

§ 43. (Ophævet)

International kompetence

§ 43 a. Familieretshuset kan behandle en sag om separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab eller et ægteskabs beståen, hvis betingelserne i § 448 f i retsplejeloven er opfyldt.

§ 44. (Ophævet)

§ 45. De vilkår, der er fastsat ved en afgørelse om separation, gælder også for tiden efter en skilsmisse, opnået på grundlag af separationen. Med hensyn til bidragspligt kan der dog ved afgørelsen om separation træffes anden bestemmelse.

Forældremyndighed

§ 46. (Ophævet)

§ 47. (Ophævet)

Ændring af aftale eller afgørelse om forældremyndighed

§ 48. (Ophævet)

Underholdsbidrag

§ 49. I forbindelse med separation eller skilsmisse træffes der bestemmelse om, hvorvidt der skal påhvile en ægtefælle pligt til at yde bidrag til den andens underhold.

§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, træffes der afgørelse om bidragspligt, herunder om spørgsmålet om pligtens varighed og bidragets størrelse. Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan der kun pålægges en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 træffes under hensyn til, i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag. Endvidere tages der hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige tages hensyn til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller lignende.

§ 51. Bidragspligt bortfalder, når den berettigede indgår nyt ægteskab, eller en af ægtefællerne afgår ved døden.

Ændring af aftale eller afgørelse om underholdsbidrag

§ 52. En af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om bidragets størrelse kan ændres, såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde aftalen.

§ 53. En afgørelse om ægtefællernes bidragspligt kan ændres, såfremt væsentligt forandrede forhold og særlige grunde i øvrigt taler herfor.

Stk. 2. En afgørelse om bidragets størrelse kan ændres, såfremt omstændighederne taler derfor.

Andre vilkår

§ 54. (Ophævet)

§ 55. Om ægtefællernes ret til at fortsætte lejemålet af fælles lejlighed gælder lejelovgivningens regler herom.

Stk. 2. Såfremt en lejlighed i en ejendom, der hører til den enes bodel eller særeje, og som indeholder flere beboelseslejligheder, hidtil har tjent til familiens bolig, kan det ved afgørelse om eller bevilling til separation eller skilsmisse pålægges ægtefællen at udleje lejligheden til den anden ægtefælle, og der kan fastsættes vilkår for lejemålet.

§ 56. (Ophævet)

Midlertidig bestemmelse om forældremyndighed

§ 57. (Ophævet)

Ændring af visse aftaler om vilkår m.v.

§ 58. Har ægtefæller med henblik på separation eller skilsmisse truffet aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, kan aftalen ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.

§ 58 a. Ved Familieretshusets behandling af sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset anvendelse.

Stk. 2. Familieretshuset eller familieretten træffer efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshuset afgørelse

1) om tilladelse til at indgå ægteskab efter § 7,

2) om prøvelse af ægteskabsbetingelserne efter § 13, stk. 3,

3) om godkendelse af en vielse som gyldig efter § 21,

4) i sager omfattet af kapitel 3-5,

5) om klage efter § 58 b over en afgørelse truffet af den myndighed, der efter § 13, stk. 1, skal prøve ægteskabsbetingelserne,

6) om afvisning efter § 58 d af en ansøgning eller anmodning, der ikke er indgivet til Familieretshuset ved anvendelse af digital selvbetjening,

7) om, hvorvidt parterne er ægtefæller, og

8) i sager mellem ægtefæller om, hvorvidt en separation består.

Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.

Stk. 4. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om behandling af separations- og skilsmissesager, om vilkårsforhandling, om mægling efter § 41, om behandling af sager om ægtefællebidrag efter §§ 50 og 53, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter, samt om klagers behandling. Det kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.

Stk. 5. Familieretshuset kan til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af bidrag efter denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.

§ 58 b. Afgørelser efter § 4, § 10, stk. 2, og § 11 a, stk. 2, og afgørelser om anerkendelse af udenlandske skilsmisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne, som prøvelsesmyndigheden efter § 13, stk. 1, har truffet, kan påklages til Familieretshuset.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om behandlingen af sager efter kapitel 1, herunder om behandling af klager.

§ 58 c. (Ophævet)

§ 58 d. Ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal indgives til den myndighed, som efter § 13, stk. 1 eller 3, skal prøve ægteskabsbetingelserne, ved anvendelse af den digitale løsning, som myndigheden stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af myndigheden, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. Følgende henvendelser skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), idet henvendelsen ellers afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 3 og 4:

1) Ansøgning om tilladelse til at indgå ægteskab efter § 7.

2) Anmodning om godkendelse af en vielse som gyldig efter § 21.

3) Anmodning fra en ægtefælle om omstødelse af ægteskab efter §§ 23 og 24.

4) Anmodning om godtgørelse efter § 26.

5) Anmodning om separation og skilsmisse efter § 37, stk. 2.

6) Bekræftelse af anmodning om skilsmisse efter § 29, jf. § 42 a, stk. 2.

7) Ansøgning om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag efter § 50, stk. 1, og §§ 52 og 53.

8) Ansøgning om ændring efter § 58 af aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten og andre vilkår for separation og skilsmisse.

9) Klage efter § 58 b.

10) Anmodning om afgørelse om, hvorvidt parterne er ægtefæller, eller hvorvidt en separation består.

11) Anmodning om indbringelse af en afgørelse for familieretten.

Stk. 3. Hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal myndigheden, jf. stk. 1 og 2, tilbyde, at henvendelsen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1 og 2. Myndigheden bestemmer, hvordan en henvendelse omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 4. Myndigheden, jf. stk. 1 og 2, kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 3 nævnte tilfælde undlade at afvise en henvendelse, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for myndigheden ved at modtage henvendelsen på anden måde end digitalt.

Stk. 5. En digital henvendelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for myndigheden.

Stk. 6. Stk. 2 finder ikke anvendelse for anmodninger, der indgives af en offentlig myndighed.

§ 58 e. (Ophævet)

§ 58 f. (Ophævet)

§ 1. Familieretshuset har til opgave at yde støtte til børn, der er berørt af familieretlige problemstillinger, med henblik på at sikre barnets trivsel. Familieretshuset skal sætte barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse i første række.

Stk. 2. Familieretshuset skal træffe afgørelser ud fra, hvad der er bedst for barnet. Afgørelserne skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.

Stk. 3. I sager omfattet af denne lov støtter Familieretshuset parterne i at finde egne løsninger. Finder parterne ikke en løsning, skal Familieretshuset enten indbringe sagen for byretten, der benævnes familieretten, eller træffe en afgørelse. Familieretshuset skal behandle sagerne på en måde, der møder parternes behov og sikrer sammenhængende forløb.

Stk. 4. Familieretshuset skal råde over børne- og familiefaglige kompetencer, herunder uddannede konfliktmæglere, der sikrer, at Familieretshuset kan udfylde sine opgaver efter stk. 1-3.

§ 2. Familieretshuset behandler efter denne lov sager, i det omfang det følger af nedenstående love og bestemmelser m.v.:

1) Forældreansvarsloven.

2) Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

3) Lov om børns forsørgelse.

4) § 56 a i udlændingeloven.

5) Lov om opkrævning af underholdsbidrag.

6) Børneloven.

7) Navneloven.

8) Lov om ægtefællers økonomiske forhold.

9) Lov om Haagerkonventionen af 2007.

10) Forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt, jf. § 1 og § 8 h, stk. 2, i lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område.

11) Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn, jf. § 1 i lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

12) Adoptionsloven.

13) Kapitel 24 i lov om social service.

14) § 19 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

15) Værgemålsloven.

16) § 37, § 54, stk. 3, og § 68 i arveloven.

17) Lov om fremtidsfuldmagter.

§ 3. Familieretshuset er ved behandlingen og afgørelsen af en sag uafhængig af instruktioner.

§ 4. Familieretshuset visiterer på baggrund af en indledende screening en sag til behandling efter bestemmelserne i §§ 5-8.

Stk. 2. Familieretshuset kan under behandlingen af en sag ændre visitationen af sagen. Dette gælder dog ikke sager, der er omfattet af § 6, stk. 2.

Stk. 3. Sager omfattet af § 2, nr. 1-11, vedrørende de samme parter kan visiteres til behandling sammen.

Stk. 4. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om visitationen af sager.

§ 5. Enkle sager visiteres til behandling efter bestemmelsen i kapitel 8. Sager omfattet af denne bestemmelse betegnes i loven som § 5-sager.

Stk. 2. Følgende sager behandles som udgangspunkt som § 5-sager:

1) Anmeldelse af aftale om forældremyndighed efter § 9, 1. og 2. pkt., § 10, 1. og 2. pkt., og § 13, stk. 1, 1. og 2. pkt., i forældreansvarsloven.

2) Registrering vedrørende en aftale om delt bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven.

3) Bevilling af separation eller skilsmisse efter § 42 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

4) Registrering af faderskab og medmoderskab efter § 1 a, stk. 1, § 3 a, stk. 1, og § 3 b, stk. 1, i børneloven.

5) Anerkendelse af faderskab og medmoderskab efter § 14 i børneloven.

6) Anmeldelse af navne efter § 6, stk. 2, i navneloven.

7) Udstedelse af resolution om børne- og ægtefællebidrag ud fra parternes enighed.

§ 6. Mindre enkle sager visiteres til behandling efter bestemmelserne i kapitel 9. Sager omfattet af denne bestemmelse betegnes i loven som § 6-sager.

Stk. 2. Følgende sager behandles altid som § 6-sager, der afgøres af Familieretshuset efter § 26:

1) Sager om, hvorvidt en henvendelse, som ikke er indgivet ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som Familieretshuset stiller til rådighed, eller hvor der ikke er betalt gebyr for behandlingen af sagen, skal afvises.

2) Sager om midlertidig forældremyndighed efter § 28 i forældreansvarsloven.

3) Sager om midlertidigt kontaktbevarende samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven.

4) Klager efter § 41, stk. 2, i forældreansvarsloven.

5) Klager efter § 58 b, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

6) Sager om tilladelse til indgåelse af ægteskab efter § 7 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

7) Sager om godkendelse af en vielse som gyldig efter § 21, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

8) Sager om eksigibilitet efter § 3, stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af 2007.

9) Sager om eksigibilitet efter artikel 30 i forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt.

10) Sager om udstedelse og tilbagekaldelse af attest om forældremyndighed efter artikel 40 i Haagerkonventionen om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn.

11) Sager, hvor der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to private parter, dog ikke sager omfattet af § 24.

12) Sager om prøvelse af ægteskabsbetingelserne efter § 13, stk. 3, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

§ 7. Komplekse sager efter forældreansvarsloven og sager, der bør behandles sammen med sådanne, visiteres til behandling efter bestemmelserne i kapitel 10. Sager omfattet af denne bestemmelse betegnes i loven som § 7-sager.

§ 8. En sag omfattet af § 2, nr. 12-17, behandles og afgøres efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for sagen. Kapitel 3 finder anvendelse ved behandlingen af en sådan sag.

§ 9. Til brug for visitationen af en sag efter § 4 kan Familieretshuset, hvis det er nødvendigt for afklaringen af, om sagen er kompleks, indhente oplysninger fra kommunalbestyrelsen om, hvorvidt kommunalbestyrelsen har iværksat støtte til barnet efter kapitel 11 i lov om social service, og hvilken type støtte der i givet fald er tale om. Familieretshuset kan endvidere indhente oplysninger om, hvorvidt kommunalbestyrelsen har gennemført eller iværksat gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter § 50 i lov om social service.

§ 10. Familieretshuset beslutter, om en part eller parterne skal indkaldes til møde, eller om sagen skal behandles på skriftligt grundlag.

Stk. 2. Familieretshuset kan indkalde parterne til at deltage i et møde sammen. Dette gælder dog ikke, hvis en part eller dennes barn har været udsat for voldelig adfærd fra den anden part, eller der er mistanke herom, medmindre parten er indforstået med, at parterne deltager i mødet sammen.

§ 11. Familieretshuset kan afgøre en sag på det foreliggende grundlag, hvis en part undlader at give Familieretshuset oplysninger om partens egne forhold, som Familieretshuset har anmodet om.

§ 12. Til brug for behandlingen af en sag om fastsættelse og ændring af børne- og ægtefællebidrag og om forældrenes fælles ansvar for transport af et barn i forbindelse med samvær, herunder forældrenes afholdelse af udgifter herved, kan familieretten anmode Familieretshuset om at indhente de nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret, ved brug af Familieretshusets terminaladgang.

§ 13. I § 6-sager, der indbringes for familieretten efter § 27, og i § 7-sager, hvor Familieretshuset ikke træffer afgørelse, finder forvaltningslovens § 9, stk. 1, 2, 4 og 5, § 9 a, § 10, stk. 1, §§ 12-15 c og § 16, stk. 2, 3 og 6, tilsvarende anvendelse på en parts anmodning om aktindsigt. Afgørelsen om aktindsigt træffes af Familieretshuset.

§ 14. Der gælder følgende frister for Familieretshusets sagsbehandling:

1) Familieretshuset skal visitere en sag hurtigst muligt og så vidt muligt inden 5 hverdage efter modtagelsen af sagen.

2) I § 6-sager og § 7-sager om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær skal Familieretshuset sende en mødeindkaldelse til parterne hurtigst muligt og så vidt muligt inden 10 hverdage efter modtagelsen af sagen, medmindre § 31 a, stk. 1, 2. pkt., i forældreansvarsloven finder anvendelse.

3) I § 6-sager efter forældreansvarsloven og i § 7-sager skal Børneenheden hurtigst muligt og så vidt muligt inden 7 hverdage efter visitationen af sagen udpege eller tilbyde at udpege en kontaktperson for barnet, jf. § 17.

4) I § 7-sager skal Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden 7 hverdage efter visitationen af sagen sende en plan for behandlingen af sagen til parterne. Kan planen ikke følges, skal Familieretshuset sende en ny plan til parterne.

5) I § 7-sager skal Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden 5 hverdage efter visitationen af sagen kontakte kommunen for at afdække, om der skal indledes et samarbejde efter §§ 29-31.

6) Efter modtagelsen af en anmodning om at indbringe en afgørelse for familieretten skal Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden 10 hverdage genoptage behandlingen af sagen eller indbringe afgørelsen for familieretten.

7) I § 6-sager skal Familieretshuset hurtigst muligt yde støtte til parterne, med henblik på at de kan finde en løsning på deres uenighed, medmindre støtten af hensyn til barnet bør ydes over en længere periode. Familieretshuset skal indbringe sagen for familieretten eller træffe afgørelse i sagen, så snart det er konstateret, at sagen er oplyst, og at parterne ikke kan finde en løsning på deres uenighed.

8) I § 7-sager skal Familieretshuset hurtigst muligt oplyse sagen og under oplysningen af sagen yde støtte til parterne. Familieretshuset skal indbringe sagen for familieretten, så snart sagen er oplyst og der ikke er grundlag for at fortsætte det tværfaglige arbejde med parterne.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte yderligere frister for Familieretshusets behandling af § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager.

§ 15. Familieretshusets Børneenhed yder støtte og rådgivning til børn, der er berørt af familieretlige problemstillinger. Formålet med Børneenhedens tilbud er at hjælpe barnet og understøtte barnets trivsel. Støtten ydes med udgangspunkt i det enkelte barn og dets behov for støtte, herunder ved de muligheder, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 2. Børneenheden varetager bl.a. følgende opgaver:

1) At udpege en børnesagkyndig medarbejder som kontaktperson for et barn, jf. § 17.

2) At yde støtte til, at et barn får en bisidder, jf. § 18, stk. 1.

3) At tilbyde børnesagkyndig rådgivning til børn efter § 32 i forældreansvarsloven.

4) At støtte børn gennem en rådgivningslinje.

5) At støtte børn gennem deltagelse i børnegrupper.

Stk. 3. Børneenhedens tilbud efter stk. 2, nr. 3-5, kan også anvendes af børn, der er påvirket af familieretlige problemstillinger, men som ikke er involveret i en familieretlig sag.

Stk. 4. Børneenheden behandler sager, hvor et barn retter henvendelse til Familieretshuset efter § 35 i forældreansvarsloven.

§ 16. Til brug for Familieretshusets behandling af en sag omfattet af denne lov varetager Børneenheden bl.a. følgende opgaver:

1) Afholdelse af samtale med et barn efter følgende bestemmelser:

a) § 5, jf. § 34, i forældreansvarsloven.

b) § 6, stk. 2, og § 18, stk. 3, i adoptionsloven, når barnet er under 18 år.

c) § 22 i navneloven.

d) § 4, stk. 2, i værgemålsloven.

2) Iværksættelse af børnesagkyndige undersøgelser efter § 33 i forældreansvarsloven.

3) Afdækning af barnets perspektiv efter § 34 i forældreansvarsloven og § 6, stk. 3, og § 18, stk. 4, i adoptionsloven.

Stk. 2. Til brug for familierettens behandling af en sag efter forældreansvarsloven og en sag om fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær kan Børneenheden afholde samtale med barnet efter § 450 b og § 456 r, stk. 2, i retsplejeloven. Til brug for landsrettens behandling af en sag efter forældreansvarsloven kan Børneenheden afholde samtale med barnet efter § 455, stk. 2, i retsplejeloven.

§ 17. Børneenheden har børnesagkyndige medarbejdere, der fungerer som kontaktpersoner med henblik på at støtte og rådgive børn under behandlingen af en sag i Familieretshuset og under en eventuel behandling af sagen i familieretten. § 3 i forvaltningsloven om inhabilitet finder tilsvarende anvendelse, når en medarbejder er kontaktperson for et barn i en sag, hvor Familieretshuset ikke træffer afgørelse.

Stk. 2. Børneenheden udpeger en kontaktperson for børn, der er involveret i en sag efter forældreansvarsloven, der behandles som en § 6-sag, eller i en § 7-sag, medmindre det ikke er relevant for barnet at have en kontaktperson. Børneenheden udpeger en kontaktperson for barnet uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, hvis Børneenheden vurderer, at en kontaktperson er nødvendig for barnet.

§ 18. Et barn, hvis sag behandles af Familieretshuset, har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre. Børneenheden yder støtte til, at barnet får en bisidder, hvis barnet har behov for det.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis Børneenheden træffer afgørelse om, at barnets interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Børneenheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets.

Stk. 3. Børneenheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets uforbeholdne mening belyst.

Stk. 4. En bisidder for et barn skal være fyldt 15 år. Straffelovens § 152 finder tilsvarende anvendelse for en bisidder.

§ 19. Børneenheden må ikke videregive oplysninger, som et barn har givet Børneenheden, i forbindelse med at barnet har modtaget støtte efter §§ 15 og 17, medmindre barnet har givet samtykke til, at oplysningerne videregives.

Stk. 2. Børneenheden kan videregive oplysninger til brug for behandlingen af en sag, når oplysningerne er afgivet af et barn i forbindelse med Børneenhedens opgaver efter § 16, medmindre barnet modsætter sig, at oplysningerne videregives.

§ 20. Social- og indenrigsministeren kan bestemme, at Børneenheden skal varetage yderligere opgaver, der har en naturlig sammenhæng med Børneenhedens formål, jf. § 15, stk. 1.

§ 21. Familieretshuset tilbyder parter støtte, navnlig i form af rådgivning og konflikthåndtering, herunder børnesagkyndig rådgivning efter § 32, stk. 1, og § 32 a i forældreansvarsloven, samarbejdskurser og digitale værktøjer, med henblik på at parterne støttes til at finde en løsning på deres uenighed eller konflikten mellem dem dæmpes. Støtten tilpasses parternes behov.

Stk. 2. Familieretshuset tilbyder børnesagkyndig rådgivning efter § 32, stk. 2, i forældreansvarsloven og støtte via digitale værktøjer til forældre, der ikke har en familieretlig sag under behandling i Familieretshuset.

Stk. 3. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om Familieretshusets tilbud om rådgivning og konflikthåndtering.

§ 22. Familieretshuset stiller et digitalt forløb til rådighed, som ægtefæller, der anmoder om skilsmisse efter § 29 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, skal gennemføre i forbindelse med refleksionsperioden efter § 42 a i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Stk. 2. I refleksionsperioden skal Familieretshuset endvidere tilbyde ægtefæller omfattet af stk. 1 en rådgivnings- og afklaringssamtale og de tilbud, der er nævnt i § 21.

Stk. 3. Ugifte forældre med fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, kan i 3 måneder efter en samlivsophævelse benytte tilbuddet om en rådgivnings- og afklaringssamtale efter stk. 2.

§ 23. En rådgiver eller konfliktmægler må ikke videregive oplysninger, som en part har givet rådgiveren eller mægleren i forbindelse med rådgivning og konfliktmægling, medmindre parten har givet samtykke til, at oplysningerne videregives.

§ 24. Den kommunalbestyrelse, der er forpligtet til at yde hjælp til et barn efter kapitel 11 i lov om social service, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan anmode Familieretshuset om at indlede en sag efter forældreansvarsloven, hvis det må antages, at en afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær kan forhindre en umiddelbart forestående anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke efter § 58 i lov om social service ved at fjerne risikoen for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade.

Stk. 2. Familieretshuset skal iværksætte en undersøgelse af barnets forhold på baggrund af en henvendelse efter stk. 1. Familieretshuset og kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med undersøgelsen udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets personlige og familiemæssige forhold, der er nødvendige for undersøgelsen.

Stk. 3. Finder Familieretshuset, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt, behandles sagen som en § 7-sag. Familieretshuset kan ikke under behandlingen af sagen træffe midlertidige afgørelser efter kapitel 5 i forældreansvarsloven.

Stk. 4. Familieretshuset holder kommunalbestyrelsen orienteret om behandlingen af sagen, herunder hvis Familieretshuset afslutter sagen, uden at der træffes en afgørelse. Har den kommunalbestyrelse, der har rettet henvendelse efter stk. 1, på tidspunktet for sagens afslutning ikke forpligtelsen til at yde hjælp til barnet efter kapitel 11 i lov om social service, gives orienteringen i stedet til den kommunalbestyrelse, der har denne forpligtelse.

§ 25. Familieretshuset afslutter en § 5-sag ved at modtage en anmeldelse, godkende, registrere eller notere en aftale, udstede en bevilling eller resolution i overensstemmelse med en aftale eller give en tilladelse eller godkendelse.

§ 26. Familieretshuset foretager oplysning af en § 6-sag og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering, jf. kapitel 6. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen, når den er oplyst, efter bestemmelserne i den lov, som sagen er omfattet af, jf. dog § 27.

§ 27. Familieretshuset indbringer efter reglerne i kapitel 13 en § 6-sag for familieretten til afgørelse, når sagen er oplyst, parterne ikke har fundet en løsning på deres uenighed og der skal træffes afgørelse om:

1) Forældremyndighed efter §§ 11, 14, 15 og 15 a i forældreansvarsloven.

2) Barnets bopæl efter § 17 i forældreansvarsloven.

3) Samvær efter § 21, jf. § 19, i forældreansvarsloven, når afgørelsen vil være indgribende for barnet.

Stk. 2. Familieretshuset indbringer endvidere efter reglerne i kapitel 13 i følgende situationer en § 6-sag for familieretten til afgørelse:

1) Sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

2) Sagen vedrører omstødelse af ægteskab og anlægges af Familieretshuset efter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

3) Sagen behandles sammen med en sag, der er omfattet af stk. 1 eller stk. 2, nr. 1.

Tværfaglig behandling

§ 28. En § 7-sag behandles tværfagligt af Familieretshusets børne- og familiefaglige medarbejdere og juridiske sagsbehandlere. Andre faggrupper inddrages efter behov i behandlingen af sagen.

Stk. 2. Der skal i behandlingen af en § 7-sag være fokus på beskyttelsen af barnet og Børneenhedens afdækning af barnets perspektiv.

Stk. 3. Familieretshuset sørger for tværfaglig behandling, undersøgelse og oplysning af sagen, herunder belysning af forældrenes personlige egenskaber og deres evne til at drage omsorg for barnet, når det er relevant. Der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse som led i oplysningen af sagen, medmindre en sådan undersøgelse ikke er nødvendig for afgørelsen af sagen.

Stk. 4. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om Familieretshusets behandling af § 7-sager, herunder om samarbejdet med kommunerne og udveksling af oplysninger efter § 30.

§ 29. Familieretshuset skal, når behandlingen af en § 7-sag indledes, rette henvendelse til den kommune, der er forpligtet til at yde hjælp til barnet efter kapitel 11 i lov om social service, med henblik på at afdække behovet for at finde helhedsorienterede løsninger for familien med hensyn til forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.

§ 30. Under Familieretshusets behandling af en § 7-sag kan Familieretshuset, kommunale myndigheder, sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedspersoner, politiet og anklagemyndigheden indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets og parternes personlige og familiemæssige forhold, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til afdækningen af, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 2. Udveksling af oplysninger efter stk. 1 kan ske ved afholdelse af møder.

Stk. 3. Familieretshuset kan videregive rettens afgørelse i sagen til de myndigheder, med hvem der er udvekslet oplysninger efter stk. 1, hvis det er nødvendigt for disse myndigheders beskyttelse af barnets bedste.

§ 31. Familieretshuset kan som led i at finde helhedsorienterede løsninger for familien i en § 7-sag afholde møder med deltagelse af en eller begge parter, barnet og kommunale myndigheder.

Indbringelse for familieretten

§ 32. Familieretshuset foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering, jf. kapitel 6. Familieretshuset skal, når sagen er oplyst og der ikke vurderes at være grundlag for at fortsætte det tværfaglige arbejde med parterne, indbringe sagen for familieretten til afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 13 sammen med et notat om sagen.

Advokatbistand

§ 33. Indleder Familieretshuset en sag efter § 24, beskikker Familieretshuset en advokat for parterne.

Stk. 2. Familieretshuset kan efter ansøgning beskikke en advokat for en part, der har et helt særligt behov for advokatbistand under behandlingen af en § 7-sag, hvis parten opfylder de økonomiske betingelser for fri proces efter § 325 i retsplejeloven.

Stk. 3. Der gælder samme regler om salær og godtgørelse for udlæg til en advokat, der er beskikket efter stk. 1 og 2, som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kapitel 31 i retsplejeloven.

§ 34. Afgørelser truffet af Familieretshuset har virkning fra afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 2 og 3 og §§ 35-37.

Stk. 2. Det kan i en afgørelse omfattet af stk. 1 bestemmes, at afgørelsen har virkning fra et tidligere eller senere tidspunkt.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for afgørelser om eksigibilitet efter § 3, stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af 2007 eller efter artikel 30 i forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt.

§ 35. En bevilling til separation eller skilsmisse udstedt af Familieretshuset har virkning fra udstedelsen.

Stk. 2. Registrering af faderskab og medmoderskab foretaget af Familieretshuset har virkning fra registreringen, og anmeldelse af faderskab og medmoderskab til Familieretshuset har virkning fra Familieretshusets modtagelse af anmeldelsen.

Stk. 3. En aftale, som er anmeldt eller meddelt til Familieretshuset, eller som Familieretshuset har registreret eller noteret, har virkning fra modtagelsen af anmeldelsen eller meddelelsen eller fra registreringen eller noteringen, medmindre andet fremgår af aftalen.

§ 36. En afgørelse truffet af Familieretshuset, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, eller hvorved et ægteskab er kendt ikkebestående, har virkning, når 4-ugersfristen efter § 41, stk. 1, er udløbet. Dette gælder dog ikke, hvis Familieretshuset inden da har modtaget en anmodning om, at afgørelsen indbringes for familieretten.

Stk. 2. Frafalder en part retten efter § 39, stk. 1, til at anmode om, at en afgørelse omfattet af stk. 1 indbringes for familieretten, har afgørelsen virkning fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset modtager meddelelsen herom.

Stk. 3. Når en afgørelse, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, har virkning efter stk. 1 eller 2, regnes retsvirkningerne af afgørelsen fra den dag, hvor afgørelsen blev truffet.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for afgørelser om vilkår for separation, skilsmisse og omstødelse af ægteskab efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, når afgørelsen om vilkår træffes sammen med afgørelsen om separation, skilsmisse eller omstødelse.

§ 37. Følgende afgørelser truffet af Familieretshuset har virkning, 2 uger efter at afgørelsen er truffet, jf. dog stk. 2-4:

1) Afgørelse om faderskab og medmoderskab efter børneloven.

2) Afgørelse efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning i en sag mellem ægtefæller om, hvorvidt en separation består eller er bortfaldet.

3) Afgørelse efter §§ 52 eller 53 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning om ændring af pligten til at betale ægtefællebidrag eller af bidragets størrelse.

4) Afgørelse efter § 58 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning om ændring af en aftale, der er indgået med henblik på separation eller skilsmisse, om fordelingen af formuen, pligten til at betale ægtefællebidrag eller andre vilkår.

Stk. 2. Familieretshuset kan i en afgørelse omfattet af stk. 1 bestemme, at afgørelsen har virkning fra et tidligere eller senere tidspunkt, end hvad der følger af stk. 1.

Stk. 3. En afgørelse har ikke virkning efter stk. 1, hvis Familieretshuset, inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet, har modtaget en anmodning om at indbringe afgørelsen for familieretten eller om at genoptage afgørelsen, medmindre Familieretshuset har fastsat andet i afgørelsen.

Stk. 4. Frafalder en part retten efter § 39, stk. 1, til at anmode om, at en afgørelse omfattet af stk. 1 indbringes for familieretten, har afgørelsen virkning fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset modtager meddelelsen herom, medmindre andet følger af stk. 2.

§ 38. Når en bevilling, registrering, aftale eller afgørelse har virkning efter §§ 34-37, kan den fuldbyrdes.

§ 39. Afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes efter anmodning fra en part for familieretten, jf. dog §§ 40 og 41. Afgørelse truffet af Familieretshuset kan ikke påklages til højere administrativ myndighed.

Stk. 2. Anmodning om, at Familieretshuset indbringer en afgørelse for familieretten, indgives til Familieretshuset, der indbringer afgørelsen for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 13.

§ 40. Familieretshusets registrering eller notering af en aftale eller udstedelse af en bevilling kan ikke indbringes for familieretten efter reglerne i denne lov. Familieretshuset skal dog efter anmodning genoptage behandlingen af sagen.

Stk. 2. Familieretshusets afgørelse om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven kan ikke indbringes for familieretten efter reglerne i denne lov. Familieretshuset skal dog efter anmodning genoptage behandlingen af ansøgningen om aktindsigt.

Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter § 18, stk. 2 og 3, og § 33 kan ikke indbringes for familieretten efter reglerne i denne lov.

Stk. 4. Familieretshusets afgørelser om prøvelse af ægteskabsbetingelserne efter § 13, stk. 3, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning kan ikke indbringes for familieretten efter reglerne i denne lov. Familieretshuset skal dog efter anmodning genoptage behandlingen af sagen. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse for afgørelser efter §§ 4 og 7, § 10, stk. 2, og § 11 a, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og for afgørelser om anerkendelse af en udenlandsk skilsmisse til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

§ 41. Anmodning om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for familieretten, skal indgives til Familieretshuset, inden 4 uger efter at parten har fået meddelelse om afgørelsen, jf. dog stk. 5. Efter § 448 d, stk. 1, i retsplejeloven kan familieretten i særlige tilfælde behandle en anmodning om at få indbragt en afgørelse, selv om anmodningen er indgivet efter udløbet af fristen i 1. pkt.

Stk. 2. Familieretshuset kan bestemme, at indgivelse af en anmodning om at indbringe en afgørelse for familieretten har opsættende virkning.

Stk. 3. Familieretshuset kan træffe afgørelse om, at en afgørelse, som en part efter § 39 har anmodet om at få indbragt for familieretten, skal genoptages, hvis

1) anmodningen indeholder en ansøgning, som Familieretshuset ikke har taget stilling til,

2) anmodningen indeholder væsentlige nye oplysninger,

3) sagen indeholder væsentlige oplysninger, som Familieretshuset ikke har taget stilling til, eller

4) der er begået sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen.

Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse for afgørelser, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, eller hvorved et ægteskab er kendt ikkebestående.

Stk. 5. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for afgørelser om eksigibilitet efter § 3, stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af 2007 eller efter artikel 30 i forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt.

Stk. 6. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte bestemmelser om Familieretshusets behandling af en anmodning om at indbringe en afgørelse for familieretten.

§ 42. Familieretshuset indbringer sager og afgørelser efter §§ 27, 32 og 39 for den familieret, der følger af § 448 b i retsplejeloven.

Stk. 2. Ved indbringelse for familieretten sender Familieretshuset sagens akter til familieretten. Familieretshuset angiver endvidere, hvilke parter der efter § 448 a i retsplejeloven anses som henholdsvis sagsøger og sagsøgte.

§ 43. Familieretshuset består af et antal afdelinger og ledes af en direktør. Direktøren har ansvaret for Familieretshusets virksomhed og fastlægger fordelingen af sager mellem afdelingerne.

§ 44. De enkelte afdelinger af Familieretshuset drøfter emner af betydning for det overordnede samarbejde med de familieretter, der er beliggende i retskredsene i det geografiske område, som afdelingerne dækker. Der skal som led heri afholdes kvartalsvise samarbejdsmøder. De enkelte afdelinger af Familieretshuset skal endvidere efter dialog med de pågældende familieretter udarbejde en årlig rapport om behandlingen af familieretlige sager og om emner af overordnet relevans for samarbejdet mellem Familieretshuset og familieretterne.

§ 45. Social- og indenrigsministeren nedsætter et rådgivende udvalg for Familieretshuset, der har til opgave at bidrage til Familieretshusets sikring af kvaliteten i sagsbehandlingen og den løbende udvikling af Familieretshusets støtte og rådgivning til børn og tilbud om rådgivning og konflikthåndtering.

Stk. 2. Direktøren for Familieretshuset er formand for udvalget. Social- og indenrigsministeren udpeger de øvrige medlemmer af udvalget fra civilsamfundsorganisationer, kommuner, interesseorganisationer, Social- og Indenrigsministeriet og andre relevante myndigheder og efter indstilling fra Domstolsstyrelsen. De øvrige medlemmer udpeges for en periode på 4 år.

Stk. 3. Familieretshuset er sekretariat for udvalget.

Stk. 4. Social- og indenrigsministeren fastsætter en forretningsorden for udvalget.

§ 1. I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.

§ 1 a. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.

§ 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

Stk. 2. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.

Stk. 3. Forældre, der har forældremyndigheden, kan anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.

§ 3. Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være. Har barnet delt bopæl efter § 18 a, stk. 1, 1. pkt., kræver afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv efter 2. pkt. enighed mellem forældrene.

Stk. 2. Har forældre fælles forældremyndighed, og er de uenige om forældremyndigheden, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet, herunder udrejser til Grønland eller Færøerne, eller til, at barnets ophold i udlandet, i Grønland eller på Færøerne forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte, medmindre der foreligger en afgørelse efter § 17, stk. 1, 2. pkt., eller § 25.

§ 4. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.

§ 4 a. Er en part idømt ubetinget fængselsstraf eller en anden retsfølge efter §§ 68-70 i straffeloven for incest, jf. § 210 i straffeloven, en seksualforbrydelse, jf. 24. kapitel i straffeloven, dog undtaget overtrædelser omfattet af § 228 i straffeloven, manddrab, jf. § 237 i straffeloven, grov vold, jf. §§ 245 og 246 i straffeloven, omskæring af kvinder, jf. § 245 a i straffeloven, eller menneskehandel, jf. § 262 a i straffeloven, kan der ikke, medmindre det er bedst for barnet, træffes afgørelse om følgende:

1) At parten har forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden over barnet efter § 11, § 13, stk. 2, § 14, § 15, stk. 2 eller 3, eller §§ 15 a eller 26-28.

2) At barnet har bopæl hos parten efter § 17, stk. 1, eller § 26.

3) At barnet har samvær eller anden kontakt med parten efter §§ 20-21, 22, 29 eller 29 a.

Stk. 2. Familieretshuset kan, hvis der foreligger mistanke om, at en part er idømt ubetinget fængselsstraf eller en anden retsfølge efter §§ 68-70 i straffeloven for kriminalitet omfattet af stk. 1, indhente oplysninger herom fra Det Centrale Kriminalregister.

§ 5. I alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed

Indehavere af forældremyndighed

§ 6. Er forældre gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed.

Stk. 2. Er ægtefællerne separeret ved barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene, medmindre

1) den separerede mand eller medmor ifølge anerkendelse eller afgørelse anses som henholdsvis barnets far eller medmor eller

2) forældrene har afgivet erklæring efter § 7, stk. 1, nr. 1, jf. dog § 7, stk. 2.

Stk. 3. Har forældrene været gift med hinanden inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel, har de fælles forældremyndighed.

§ 7. Forældre, der ikke er gift med hinanden, har fælles forældremyndighed, hvis

1) de efter børnelovens § 2, stk. 1, § 3 b, stk. 1, § 14, stk. 1, 3 eller 6, eller § 19, jf. § 14, stk. 1, 3 eller 6, har afgivet erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet,

2) de har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 9 eller

3) manden efter børnelovens § 1 a er registreret som far til barnet.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis erklæringen i stk. 1, nr. 1, er afgivet, uden at betingelserne i § 448 g i retsplejeloven for her i landet at behandle spørgsmålet om forældremyndighed er opfyldt.

Stk. 3. Anses en mand for far eller en kvinde som medmor til barnet ifølge anerkendelse eller afgørelse, har forældrene fælles forældremyndighed, hvis de har eller har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

Stk. 4. I andre tilfælde end nævnt i stk. 1-3 har moderen forældremyndigheden alene.

§ 7 a. Forældre, der sammen har adopteret et barn, har fælles forældremyndighed.

Stk. 2. En forælder, der har adopteret et barn alene, har forældremyndigheden alene, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Forældre har fælles forældremyndighed, når den ene har adopteret den andens barn efter § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også for ansøgere med godkendelse som adoptant, der adopterer et barn fra et andet land, i perioden fra barnets ankomst her til landet, og til Familieretshuset har meddelt bevilling til adoption efter § 1 i adoptionsloven.

Stk. 5. Stk. 1 og 2 gælder også for ansøgere med godkendelse som adoptant, der har fået et barn placeret efter § 32 a i adoptionsloven, så længe barnet er midlertidigt placeret.

§ 8. Har forældre fælles forældremyndighed, fortsætter denne, selv om de har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt, eller deres ægteskab er blevet omstødt.

§ 9. Forældre kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen skal anmeldes til Familieretshuset for at være gyldig. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

§ 10. Forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, kan aftale, at en af dem skal have forældremyndigheden alene. Aftalen skal anmeldes til Familieretshuset for at være gyldig. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

§ 10 a. En aftale om forældremyndighed efter §§ 9 eller 10 er ikke gyldig, hvis den er indgået inden barnets fødsel, eller aftalen er betinget eller tidsbegrænset.

§ 11. Er forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om forældremyndigheden, træffes der afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Dette gælder dog ikke i sager omfattet af § 4 a.

§ 12. Er der indgået aftale efter § 10 eller truffet afgørelse efter § 11 om, at en af forældrene skal have forældremyndigheden alene, genindtræder den fælles forældremyndighed, hvis gifte, herunder separerede, forældre genoptager eller fortsætter samlivet.

Overførsel af forældremyndighed

§ 13. Forældre kan aftale, at forældremyndigheden skal overføres fra den ene forælder til den anden. Aftalen skal anmeldes til Familieretshuset for at være gyldig. Er en sag om forældremyndighed indbragt for familieretten, kan anmeldelse ske hertil.

Stk. 2. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af Familieretshuset eller familieretten overføres til andre end forældre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar eller et samlevende par i forening, herunder til den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever. Endvidere kan en forældremyndighedsindehaver og en af barnets forældre aftale at have fælles forældremyndighed.

Stk. 3. En aftale efter stk. 1 og 2 er ikke gyldig, hvis aftalen er indgået inden barnets fødsel, eller aftalen er betinget eller tidsbegrænset. Endvidere er en aftale efter stk. 2 ikke gyldig, hvis der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til forældremyndighedens indehaver.

§ 14. Efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndigheden, kan det bestemmes, at der skal være fælles forældremyndighed, eller at forældremyndigheden skal overføres til denne.

Stk. 2. En aftale efter § 13, stk. 2, og en afgørelse efter §§ 15 og 15 a kan ændres.

Dødsfald

§ 15. Dør en forælder, og havde forældrene ved dødsfaldet fælles forældremyndighed, har den efterlevende forælder forældremyndigheden alene, jf. dog stk. 2 og § 15 a, stk. 1.

Stk. 2. Dør en forælder, og havde forældrene ved dødsfaldet fælles forældremyndighed, kan andre i forbindelse med dødsfaldet anmode om forældremyndigheden, hvis barnet ved dødsfaldet ikke havde bopæl hos den efterlevende forælder.

Stk. 3. Dør en forælder, der har forældremyndigheden alene, træffes der afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden. En efterlevende forælder og andre kan anmode om forældremyndigheden. Er der fælles forældremyndighed, og dør begge forældre, finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. I sager omfattet af stk. 2 og 3 finder § 13, stk. 2, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.

§ 15 a. Har den ene forælder forvoldt den anden forælders død, og havde forældrene ved dødsfaldet fælles forældremyndighed, eller havde den efterlevende forælder forældremyndigheden alene, træffes der afgørelse om, hvorvidt forældremyndigheden skal forblive hos den efterlevende forælder, eller om en anden skal have forældremyndigheden.

Stk. 2. Hvis den ene forælder har forvoldt den anden forælders død, og den afdøde forælder havde forældremyndigheden alene, finder § 15, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. I sager omfattet af stk. 1 finder § 13, stk. 2, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.

§ 16. Indehavere af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden.

§ 17. Har forældre fælles forældremyndighed, og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, kan der træffes afgørelse herom. Der kan herunder træffes afgørelse om, at barnet kan have bopæl hos en forælder, der har eller ønsker at få bopæl i udlandet, i Grønland eller på Færøerne.

Stk. 2. En aftale eller afgørelse om barnets bopæl efter stk. 1 kan ændres.

§ 18. En forælder, der vil ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom senest 6 uger før flytningen.

§ 18 a. Forældre, der har fælles forældremyndighed, kan aftale, at barnet har delt bopæl, jf. § 3, stk. 1, 3. pkt. Aftalen ophører, når den ene forælder meddeler ophøret til den anden forælder. Barnet har dog efter ophør af aftalen fortsat delt bopæl, jf. § 3, stk. 1, 3. pkt., indtil forældrene har indgået en aftale om barnets bopæl eller samvær eller der er truffet afgørelse om barnets bopæl efter §§ 17 eller 26 eller om samvær efter §§ 21, 29 eller 29 a, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Har en forælder bragt en aftale om delt bopæl til ophør, som følge af at den anden forælder ved en flytning af sin bopæl ikke har overholdt betingelser i aftalen om den geografiske placering af forældrenes bopæle, og sker ophøret inden for 1 måned efter den anden forælders flytning, har barnet bopæl hos den forælder, der har overholdt aftalen.

Stk. 3. En aftale om delt bopæl efter stk. 1 kan registreres i CPR ved anmeldelse af aftalen til Familieretshuset. Registreringen fjernes, hvis en forælder foretager anmeldelse herom til Familieretshuset.

Samvær med forældre

§ 19. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.

Stk. 2. Forældrene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos, og for transporten af barnet i forbindelse med samvær.

Stk. 3. Den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, kan anmode om samvær.

Stk. 4. Er der ikke eller kun i yderst begrænset omfang samvær, kan den forælder, som barnet har bopæl hos, anmode Familieretshuset om at indkalde den anden forælder til et møde om samværet.

Samvær med andre end forældre

§ 20. Er en forælder eller begge forældre døde, eller er en forælder ukendt, kan der efter anmodning fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til.

Stk. 2. Er der ikke eller kun i yderst begrænset omfang samvær med den forælder, barnet ikke har bopæl hos, kan der efter anmodning fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til.

§ 20 a. Er barnet adopteret, kan der efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.

Stk. 2. Stk. 1 gælder også ved midlertidig placering efter § 32 a i adoptionsloven.

Samværsafgørelser

§ 21. Er der uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter anmodning træffes afgørelse herom og fastsættes de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed, herunder vilkår om pasdeponering og vilkår til sikring af, at forælderen ikke er påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer under samværet.

Stk. 2. Samværet fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold.

Stk. 3. Fastsættelse af samvær kan afslås, og en aftale eller afgørelse om samvær kan ændres eller ophæves.

§ 21 a. Fastsat eller aftalt samvær bortfalder kun, når forældrene har aftalt det, eller når Familieretshuset eller familieretten har truffet afgørelse om bortfald af samvær efter § 21 eller efter § 456 q, stk. 4, i retsplejeloven.

Anden kontakt

§ 22. I særlige tilfælde kan der træffes bestemmelse om anden kontakt med barnet i form af telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el. lign.

Stk. 2. Anmodning om anden kontakt kan indgives af

1) en forælder, som barnet ikke har bopæl hos, eller

2) barnets nærmeste pårørende, hvis betingelserne i § 20 for at få fastsat samvær er opfyldt.

Stk. 3. § 21, stk. 1 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Orientering om barnet m.v.

§ 23. En forælder, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger. Denne forælder har desuden ret til at få udleveret dokumenter om barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinstitutioner. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaveren.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte institutioner m.v. kan nægte at give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter om barnets forhold, hvis det må antages at være til skade for barnet.

Stk. 3. Der kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller fra en af de i stk. 1 nævnte institutioner m.v. træffes afgørelse om at fratage den forælder, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1. Afgørelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen m.v. modtager meddelelse om afgørelsen.

Stk. 4. Adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1 bortfalder, når barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven. Dette har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen m.v. modtager meddelelse om, at barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven.

Samvær med anbragte børn

§ 24. Bestemmelserne om samvær og anden kontakt i denne lov finder ikke anvendelse, hvis barnet er anbragt uden for hjemmet efter kapitel 11 i lov om social service. Tilsvarende gælder, hvis barnet eller den unge opholder sig på en institution eller er indlagt på sygehus under gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter kapitel 11 i lov om social service.

Afgørelse om udlandsrejse

§ 25. Selv om der er uenighed om forældremyndigheden mellem forældre, der har fælles forældremyndighed, kan der træffes afgørelse om, at den ene forælder kan tage barnet med til udlandet, Grønland eller Færøerne i en kortere periode.

Forældremyndighed og barnets bopæl

§ 26. Under en sag om forældremyndighed kan den myndighed, der behandler sagen, efter anmodning bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme, eller hos hvem af forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl. Under en sag om barnets bopæl kan det efter anmodning bestemmes, hos hvem af forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 gælder, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgørelse, som kan fuldbyrdes.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 bortfalder, hvis anmodningen om, at der træffes afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopæl, tilbagekaldes eller afvises, eller hvis forældrene genoptager samlivet.

§ 27. Har forældre fælles forældremyndighed, og er der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan social- og indenrigsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får forældremyndigheden alene, gælder, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får forældremyndigheden alene, bortfalder

1) 4 uger efter afgørelsen, medmindre anmodning om afgørelse om forældremyndigheden inden da er indgivet til Familieretshuset, jf. § 31,

2) hvis en sag omfattet af nr. 1 efter indgivelsen tilbagekaldes eller afvises, eller

3) hvis forældrene genoptager samlivet.

§ 28. Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold, afgør Familieretshuset, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.

Samvær m.v.

§ 29. Under en sag om forældremyndighed, om barnets bopæl, om samvær eller om anden kontakt kan der efter anmodning træffes afgørelse om midlertidigt samvær eller om anden kontakt.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 under en sag om samvær gælder, indtil der foreligger en endelig afgørelse om samvær, der kan fuldbyrdes, en aftale om samværet eller en afgørelse eller aftale om anden kontakt.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 under en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl bliver endelig, når der foreligger en endelig afgørelse om forældremyndigheden eller barnets bopæl, der kan fuldbyrdes, eller en aftale om forældremyndigheden eller barnets bopæl.

§ 29 a. Har barnet ikke samvær med den forælder, der anmoder om samvær, skal Familieretshuset hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af samvær træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær. § 29, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Ændring

§ 30. En midlertidig afgørelse efter §§ 26-29 kan ændres.

§ 30 a. Ved Familieretshusets behandling af sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset anvendelse.

Stk. 2. Afgørelse vedrørende aftaler om forældremyndighed og afgørelse i sager om forældremyndighed, bopæl, samvær, anden kontakt, orientering om barnet og udlandsrejse træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshuset af Familieretshuset eller familieretten. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 27.

Sagens begyndelse

§ 31. Henvendelse om anmeldelse vedrørende en aftale, om anmodning om en afgørelse, om anmodning om indbringelse af en afgørelse for familieretten og om klage efter § 41, stk. 2, skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening). Dette gælder dog ikke anmodninger, der indgives af en offentlig myndighed, og anmodning om en midlertidig afgørelse efter §§ 26, 27, 29 og 29 a. Henvendelser, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis Familieretshuset finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal Familieretshuset tilbyde, at henvendelsen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Familieretshuset bestemmer, hvordan en henvendelse omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 3. Familieretshuset kan ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en henvendelse, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Familieretshuset ved at modtage henvendelsen på anden måde end digitalt, eller hvis det må antages at være bedst for barnet, at henvendelsen ikke afvises.

Stk. 4. En digital henvendelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Familieretshuset.

§ 31 a. Ved anmodning om en afgørelse om forældremyndighed efter §§ 11, 14, 15 og 15 a, om barnets bopæl efter § 17 og om samvær m.v. efter §§ 19-21 og 25 indkalder Familieretshuset parterne til et møde. Familieretshuset kan undlade at indkalde parterne til et møde, hvis det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt at afholde et møde.

Stk. 2. Parterne har pligt til at deltage i mødet, medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende.

Stk. 3. En part har ikke pligt til at deltage i mødet sammen med den anden part, hvis den anden part har udsat parten eller partens barn for voldelig adfærd, eller der er mistanke herom.

Børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling

§ 32. Familieretshuset skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling ved uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.

Stk. 2. Familieretshuset kan i andre tilfælde tilbyde børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, hvis der er et særligt behov herfor.

Stk. 3. Familieretshuset kan undlade at tilbyde rådgivning eller konfliktmægling efter stk. 1, hvis det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.

§ 32 a. Familieretshuset tilbyder forældrene børnesagkyndig rådgivning, når familieretten efter § 456 r, stk. 4, i retsplejeloven har udsat fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Rådgivning efter 1. pkt. skal være gennemført inden det tidspunkt, familieretten har udsat sagen til.

Børnesagkyndige undersøgelser

§ 33. Familieretshuset kan iværksætte børnesagkyndige undersøgelser og indhente sagkyndige erklæringer om forældre i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.

Stk. 2. Har Familieretshuset iværksat en børnesagkyndig undersøgelse eller anmodet om en sagkyndig erklæring om en forælder, færdiggøres undersøgelsen eller erklæringen uanset sagens indbringelse for familieretten.

Inddragelse af barnet

§ 34. Barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

Stk. 2. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder.

Barnets adgang til at henvende sig til Familieretshuset

§ 35. Et barn, der er fyldt 10 år, kan anmode Familieretshuset om at indkalde forældrene til et møde om forældremyndigheden, barnets bopæl eller samvær.

Erklæring fra forældre i visse sager

§ 36. Inden en aftale om forældremyndighed efter § 13, stk. 2, godkendes, eller der træffes afgørelse om forældremyndighed efter § 15, stk. 3, eller § 15 a, stk. 2, skal der indhentes en erklæring fra den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden.

Stk. 2. Inden der træffes en afgørelse om samvær efter § 20, stk. 2, skal der indhentes en erklæring fra den forælder, der ikke eller kun i yderst begrænset omfang har samvær.

Stk. 3. Indhentelse af erklæring efter stk. 1 eller 2 kan undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller medføre uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.

§ 37. (Ophævet)

Indhentelse af økonomiske oplysninger

§ 38. Familieretshuset kan til brug for behandlingen af sager om forældrenes fælles ansvar for transport af barnet i forbindelse med samvær, herunder forældrenes afholdelse af udgifter herved, efter denne lov få terminaladgang til de nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.

Afvisning af ændringsanmodninger

§ 39. En anmodning om ændring af forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Dette gælder dog ikke anmodninger om ændring af forældremyndighed efter § 14, stk. 2.

§ 40. (Ophævet)

Domstolsprøvelse og klage

§ 41. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.

Stk. 2. Den forælder, der ikke har forældremyndigheden, kan påklage en afgørelse efter § 23, stk. 2, til Familieretshuset. Dette gælder dog ikke afgørelser truffet af sundhedsvæsenet.

§ 41 a. I sager omfattet af § 24 i lov om Familieretshuset træffer familieretten afgørelse efter §§ 11, 14, 17 og 21 efter anmodning fra Familieretshuset.

Bemyndigelser

§ 42. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler

1) om behandling af sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.,

2) om forældrenes fælles ansvar for transport af barnet i forbindelse med samvær, herunder forældrenes afholdelse af udgifter herved,

3) om erstatningssamvær,

4) om overvåget samvær,

5) om anmeldelse af aftaler om forældremyndighed,

6) om børnesagkyndig rådgivning, børnesagkyndige undersøgelser, sagkyndige erklæringer om forældre og konfliktmægling og

7) om klagers behandling.

§ 43. Har et barn eller en ung, der er under forældremyndighed, jf. § 1 a, med tilladelse af forældremyndighedens indehaver på egen hånd påtaget sig tjeneste eller andet personligt arbejde, hvorved denne er blevet i stand til selv at sørge for sit underhold, kan den pågældende, hvis denne er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver.

§ 44. Aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde, som et barn eller en ung på egen hånd har truffet, kan forældremyndighedens indehaver ophæve, hvis hensynet til barnets eller den unges opdragelse eller velfærd kræver det. Ophævelsen skal dog så vidt muligt ske med passende varsel, og hvor det findes rimeligt, kan der tillægges den anden part en passende erstatning.

§ 45. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk rets og fremmed rets regler om forældremyndighed, bopæl, samvær og anden kontakt. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt.

Stk. 3. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om behandling af sager efter denne lov, der er omfattet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen).

§ 46. Familieretshuset kan behandle en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., hvis betingelserne i § 448 g i retsplejeloven er opfyldt.

§ 1. Fødes et barn af en kvinde, der er gift med en mand, anses ægtemanden som far til barnet, jf. dog stk. 2. Registrering af faderskabet foretages af personregisterføreren i forbindelse med registreringen af barnets fødsel.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) ægtefællerne ved barnets fødsel er separerede,

2) moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har haft en anden ægtefælle eller en registreret partner uden at være separeret eller

3) begge ægtefæller anmoder om, at der rejses faderskabssag.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis ægtemanden er død inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3, jf. stk. 1, gælder ikke, hvis

1) ægtefællerne på dødstidspunktet var separerede,

2) moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har haft en anden ægtefælle eller en registreret partner uden at være separeret eller

3) moderen anmoder om, at der rejses faderskabssag.

§ 1 a. Fødes et barn af en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret partner, registreres sæddonor som far til barnet, når betingelserne i § 27 a, stk. 1, er opfyldt, jf. dog stk. 3. Registrering af faderskabet foretages af Familieretshuset i forbindelse med barnets fødsel.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis sæddonoren er død før barnets fødsel, men efter at moderen har modtaget behandling med assisteret reproduktion.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis

1) moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift eller registreret partner med en anden end den kvinde, der har givet samtykke efter § 27 eller § 27 a, stk. 1, uden at være separeret eller

2) en part, der er omfattet af § 27 a, anmoder om, at der rejses sag om faderskab eller medmoderskab.

§ 2. Fødes et barn af en ugift kvinde, anses en mand som far til barnet, hvis han og moderen skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Registrering af faderskabet foretages af personregisterføreren i forbindelse med registrering af barnets fødsel.

Stk. 2. Hvis et barn er dødfødt eller dør, før registreringen af barnets fødsel finder sted, kan en mand i forbindelse med registreringen af barnets fødsel registreres som far til barnet, hvis han og moderen sammen skriftligt erklærer, at de ønsker ham registreret som faderen.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis

1) moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har haft en anden ægtefælle eller en registreret partner uden at være separeret eller

2) en eller begge parter på tidspunktet for erklæringen er umyndig eller under værgemål.

§ 3. Er faderskab før barnets fødsel anerkendt efter § 14, stk. 1, stk. 2, nr. 1, eller stk. 4, nr. 1, kan det på dette grundlag registreres af personregisterføreren i forbindelse med registreringen af barnets fødsel.

Sagens begyndelse

§ 4. Inden barnets fødsel kan sag rejses af moderen eller af Familieretshuset.

§ 5. Er faderskab eller medmoderskab registreret efter kapitel 1 eller 1 a eller anerkendt ved Familieretshuset, kan sag inden 6 måneder efter barnets fødsel rejses af moderen, faderen, medmoderen eller barnets værge.

Stk. 2. Er faderskab registreret efter §§ 1 eller 1 a, eller er medmoderskab registreret efter § 3 a, kan sag inden for samme frist rejses af faderens eller medmoderens dødsbo, medmindre faderen eller medmoderen må anses for at have anerkendt barnet som sit.

§ 6. En mand, som har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid, har ret til at få prøvet, om han er barnets far, jf. dog stk. 2 og § 10. Anmodningen herom skal være skriftlig og skal fremsættes inden 6 måneder efter barnets fødsel, medmindre der på tidspunktet for anmodningen verserer en sag om faderskab eller medmoderskab.

Stk. 2. Er en mand registreret som barnets far, eller er en kvinde registreret som barnets medmor, kan der ikke rejses faderskabssag efter stk. 1, jf. dog §§ 6 a og 6 b. Uanset 1. pkt. kan en mand dog rejse faderskabssag, hvis han i den periode, hvor moderen blev gravid, var gift med moderen uden at være separeret eller levede i et fast samlivsforhold med hende.

§ 6 a. En mand eller kvinde, som har afgivet samtykke eller erklæring efter §§ 27, 27 a eller 27 b, kan rejse sag om faderskab eller medmoderskab. § 6, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 6 b. En mand, som inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med moderen uden at være separeret, skal snarest muligt have skriftlig meddelelse om barnets fødsel med vejledning om sin ret til at rejse faderskabssag. Det gælder dog ikke, hvis han allerede er part i sagen.

Stk. 2. En kvinde, som inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift eller registreret partner med moderen uden at være separeret, skal snarest muligt have skriftlig meddelelse om barnets fødsel med vejledning om sin ret til at rejse medmoderskabssag. Det gælder dog ikke, hvis kvinden allerede er part i sagen.

§ 7. Er faderskab eller medmoderskab ikke registreret, og er der ikke rejst sag af andre, rejser Familieretshuset sag, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Er barnet dødt, skal faderskab eller medmoderskab kun søges fastslået, hvis moderen eller nogen, som har retlig interesse i det, anmoder om det.

Sagens behandling

§ 8. Moderen skal oplyse, hvem der er eller kan være barnets far. Hun skal endvidere oplyse, om hun er blevet behandlet med assisteret reproduktion, hvis barnet kan være blevet til ved denne behandling, og i givet fald oplyse, hvem der har samtykket til behandlingen. 1. og 2. pkt. gælder ikke, hvis stk. 2-4 finder anvendelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke ved anerkendelse af faderskab eller medmoderskab efter § 14, stk. 1.

Stk. 3. Er faderskab registreret efter kapitel 1, eller er faderskab efter barnets fødsel anerkendt efter § 14, stk. 1, gælder stk. 1 kun, hvis det fastslås eller må anses for væsentligt bestyrket, at den mand, der er registreret som barnets far, eller som har anerkendt faderskabet, ikke er barnets far, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Er moderen blevet behandlet med assisteret reproduktion, og er faderskab eller medmoderskab registreret efter kapitel 1 eller 1 a, eller er faderskab eller medmoderskab anerkendt efter barnets fødsel efter § 14, stk. 1, gælder stk. 1 kun, hvis det må anses for væsentligt bestyrket, at barnet ikke er blevet til ved denne behandling.

Stk. 5. Giver moderen ikke de oplysninger, der fremgår af stk. 1, skal hun vejledes om, hvilken betydning dette vil kunne få for hende og barnet.

§ 9. Sagens parter er

1) barnet eller dets dødsbo,

2) moderen eller hendes dødsbo,

3) en mand, der er registreret som far eller har anerkendt faderskabet, eller hans dødsbo,

4) en mand, der efter moderens oplysninger er eller kan være barnets far, jf. § 8, eller hans dødsbo,

5) en mand, der har ret til at få prøvet, om han er barnets far, jf. §§ 6 eller 6 a, eller hans dødsbo,

6) en kvinde, der er registreret som medmor eller har anerkendt medmoderskabet, eller hendes dødsbo og

7) en kvinde, der har ret til at få prøvet, om hun er barnets medmor, jf. § 6 a, eller hendes dødsbo.

Stk. 2. Er moderen død, inddrager Familieretshuset efter anmodning fra barnets værge en mand eller kvinde som part, hvis det antageliggøres, at manden er eller kan være barnets far, eller at kvinden er eller kan være barnets medmor.

§ 10. Er barnet blevet til ved et strafbart forhold, kan den mand, der har begået forholdet, ikke blive barnets far, hvis afgørende hensyn til barnet taler imod det.

§ 11. Familieretshuset opfordrer moderen og de mænd, som er parter i sagen, til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det kan have betydning for sagen.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan anvendes over for andre end sagens parter, hvis det må antages at være af afgørende betydning for sagen.

§ 12. Familieretshuset kan bestemme, at en mand, der utvivlsomt ikke er barnets far, og at en kvinde, der utvivlsomt ikke kan anses som barnets medmor, skal udtræde af sagen.

§ 13. Anerkendes faderskab eller medmoderskab ikke efter § 14, træffes der afgørelse herom efter kapitel 3.

Anerkendelse af faderskab og medmoderskab

§ 14. En mand kan anerkende faderskabet til et barn, hvis han og moderen erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Det gælder dog ikke, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel eller forventede fødsel har været gift eller har haft en registreret partner uden at være separeret. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en kvindes anerkendelse af medmoderskabet til et barn, hvis betingelserne i § 27 eller § 27 a, stk. 2, er opfyldt.

Stk. 2. En mand, som har haft seksuelt forhold til barnets mor i den periode, hvor hun blev gravid, kan anerkende faderskabet, hvis

1) moderen efter det oplyste i denne periode ikke har haft seksuelt forhold til andre mænd og hun ikke er blevet behandlet med assisteret reproduktion med donorsæd fra en anden mand eller

2) han utvivlsomt er barnets far.

Stk. 3. Har moderen i den periode, hvor hun blev gravid, haft seksuelt forhold til andre mænd, eller er hun blevet behandlet med assisteret reproduktion med donorsæd fra en anden mand, kan en mand anerkende faderskabet, hvis han og moderen erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Anerkendelsen skal tiltrædes af sagens øvrige parter.

Stk. 4. En mand, der efter § 27, § 27 a, stk. 1, eller § 27 b anses som barnets far, kan anerkende faderskabet, hvis

1) moderen efter det oplyste i den periode, hvor hun blev gravid, ikke har haft seksuelt forhold til andre mænd og hun ikke er blevet behandlet med assisteret reproduktion med donorsæd fra en anden mand eller

2) han utvivlsomt er barnets far.

Stk. 5. En kvinde, der efter § 27 eller § 27 a, stk. 2, anses som barnets medmor, kan anerkende medmoderskabet, hvis moderen efter det oplyste i den periode, hvor hun blev gravid, ikke har haft seksuelt forhold til en mand og hun ikke er blevet behandlet med assisteret reproduktion med samtykke fra andre, jf. §§ 27, 27 a eller 27 b.

Stk. 6. Har moderen i den periode, hvor hun blev gravid, haft seksuelt forhold til en mand, kan en kvinde, der efter § 27 eller § 27 a, stk. 2, anses som barnets medmor, anerkende medmoderskabet, hvis hun og moderen erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Dette gælder også i tilfælde, hvor moderen i den periode, hvor hun blev gravid, er blevet behandlet med assisteret reproduktion, og hvor en anden har givet samtykke til behandlingen og erklæret at ville være far eller medmor til barnet, jf. §§ 27, 27 a eller 27 b. Anerkendelsen skal tiltrædes af sagens øvrige parter.

Stk. 7. Anerkendelse efter stk. 1-6 skal ske skriftligt. Anerkendelse efter stk. 3 og 6 kan kun ske under et møde i Familieretshuset.

Stk. 8. Er en af parterne frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, kan der ikke ske anerkendelse efter stk. 1-6. Er den, der anerkender faderskabet eller medmoderskabet, umyndig som følge af mindreårighed, skal værgen samtykke i anerkendelsen. Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 9. Inden anerkendelse efter stk. 1-6 skal den mand, som anerkender faderskabet, eller den kvinde, der anerkender medmoderskabet, være gjort bekendt med retsvirkningerne af anerkendelsen og med, at sagen kan kræves afgjort ved retten.

Stk. 10. Faderskab eller medmoderskab kan ikke inden barnets fødsel anerkendes efter stk. 2, nr. 2, stk. 3, stk. 4, nr. 2, stk. 5 og 6.

§ 15. (Ophævet)

Familierettens behandling af sager om faderskab og medmoderskab

§ 16. Moderen har pligt til at møde i retten og afgive forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far, og om hun er blevet behandlet med assisteret reproduktion, hvis barnet kan være blevet til ved denne behandling, og i givet fald hvem der har samtykket til behandlingen. § 8, stk. 2-5, finder tilsvarende anvendelse.

§ 17. Retten inddrager de mænd og de kvinder, der er nævnt i § 9, og andre mænd eller kvinder, der efter det oplyste kan være henholdsvis far eller medmor til barnet. §§ 6 b, 10 og 12 finder tilsvarende anvendelse.

§ 18. Retten træffer bestemmelse om gennemførelse af retsgenetiske undersøgelser af sagens parter, hvis det kan have betydning for sagen. § 11, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 19. Faderskab og medmoderskab kan anerkendes over for retten. § 14 finder tilsvarende anvendelse.

Afgørelse om faderskab og medmoderskab

§ 20. Der træffes afgørelse om, at en mand er far, hvis han efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser utvivlsomt er barnets far.

Stk. 2. I andre tilfælde træffes der afgørelse om, at en mand er far, hvis han har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid, og der ikke foreligger omstændigheder, der gør det usandsynligt, at han er barnets far. Har moderen i den periode, hvor hun blev gravid, haft seksuelt forhold til andre mænd, er det endvidere en betingelse, at

1) ingen af disse efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser er barnets far eller

2) det er overvejende sandsynligt, at ingen af disse er barnets far.

Stk. 3. Ved afgørelser efter stk. 2, 2. pkt., nr. 2, tillægges det betydning, om moderen har været gift med eller levet sammen med en af mændene i den periode, hvor hun blev gravid.

Stk. 4. Der kan træffes afgørelse om, at en kvinde er medmor, hvis hun efter § 27 eller § 27 a, stk. 2, anses som medmor til barnet.

Stk. 5. Der kan træffes afgørelse om, at en mand er far, hvis han efter § 27, § 27 a, stk. 1, eller §§ 27 b eller 27 c anses som far til barnet.

§ 21. Er faderskabet eller medmoderskabet til et barn ikke registreret eller fastslået ved anerkendelse eller afgørelse, genoptages sagen efter anmodning fra moderen eller hendes dødsbo, barnet eller dets værge eller dødsbo, en mand, som har ret til at få prøvet, om han er barnets far efter § 6 eller § 6 a, eller en kvinde, som har ret til at få prøvet, om hun er barnets medmor efter § 6 a.

Stk. 2. Genoptagelse kan kun finde sted, hvis det antageliggøres, at en bestemt mand kan blive barnets far, eller at en bestemt kvinde kan blive barnets medmor.

Stk. 3. Er barnet myndigt, kan sagen ikke genoptages mod dets vilje.

§ 22. Er faderskabet til et barn registreret eller fastslået ved anerkendelse eller afgørelse, genoptages sagen, hvis moderen eller hendes dødsbo, barnet eller dets værge eller dødsbo og faderen eller hans dødsbo i enighed anmoder om det.

Stk. 2. Er medmoderskabet til et barn registreret eller fastslået ved anerkendelse eller afgørelse, genoptages sagen, hvis moderen eller hendes dødsbo, barnet eller dets værge eller dødsbo og medmoderen eller hendes dødsbo i enighed anmoder om det.

Stk. 3. Genoptagelse efter stk. 1 eller 2 kan kun finde sted, hvis det sandsynliggøres, at en mand kan blive barnets far, eller at en kvinde kan blive barnets medmor.

§ 23. Er der i forbindelse med registreringen af faderskabet eller medmoderskabet sket fejl, der kan have betydning for, hvem der er registreret som far eller medmor, kan moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dødsbo, den registrerede far eller hans dødsbo, den registrerede medmor eller hendes dødsbo eller en mand eller kvinde, der på grund af fejlen ikke er blevet registreret som far eller medmor til barnet, eller dennes dødsbo inden 3 år efter barnets fødsel forlange sagen genoptaget.

Stk. 2. Sag efter stk. 1 kan ikke rejses af faderen eller hans dødsbo eller af medmoderen eller hendes dødsbo, hvis han eller hun med kendskab til eller formodning om fejlen har anerkendt barnet ved at behandle det som sit. Sag kan heller ikke rejses af moderen eller hendes dødsbo, hvis hun med kendskab til eller formodning om fejlen har ladet faderen eller medmoderen behandle barnet som sit.

Stk. 3. En sag skal genoptages efter anmodning fra en mand eller en kvinde, som efter § 6 b skal have meddelelse om barnets fødsel, hvis meddelelsen ikke er kommet frem til den pågældende inden 5 måneder efter fødslen. Anmodningen skal fremsættes uden ugrundet ophold, efter at den pågældende har fået kendskab til barnets fødsel, og senest 3 år efter fødslen.

§ 24. Er faderskabet eller medmoderskabet til et barn registreret eller fastslået ved anerkendelse eller afgørelse, kan moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dødsbo, faderen eller hans dødsbo eller medmoderen eller hendes dødsbo inden 3 år efter barnets fødsel anmode om, at sagen genoptages, hvis der er fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anledning til at antage, at sagen vil få et andet udfald.

Stk. 2. Ved afgørelser efter stk. 1 tillægges det navnlig betydning,

1) hvor lang tid der er gået siden barnets fødsel,

2) om faderen med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der rejser tvivl om, hvorvidt han er far til barnet, har anerkendt barnet ved at behandle det som sit,

3) om medmoderen med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der rejser tvivl om, hvorvidt hun er medmor til barnet, har anerkendt barnet ved at behandle det som sit,

4) om moderen med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der er nævnt i nr. 2 og 3, har ladet faderen eller medmoderen behandle barnet som sit,

5) om en part med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der rejser tvivl om, hvem der er barnets far eller medmor, ikke inden rimelig tid har anmodet om genoptagelse, og

6) om barnet kan forventes at ville få en far eller en medmor, hvis sagen genoptages.

§ 25. Genoptagelse efter §§ 23 og 24 kan efter udløbet af fristen i disse bestemmelser tillades, hvis der kan anføres ganske særlige grunde til, at anmodningen ikke er fremsat tidligere, omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse og det må antages, at en fornyet behandling af sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet.

§ 26. Ved genoptagelse af en sag efter §§ 21-25 finder kapitel 2 og 3 tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. En mand, der tidligere har været part i sagen, men som efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser eller bevis om, hvorvidt han har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid, ikke er blevet anset som barnets far, kan ikke mod sin vilje inddrages på ny. Dette gælder dog ikke, hvis han har afgivet falsk forklaring om forhold af betydning for sagen eller der med hans viden er sket identitetsforveksling, ombytning af genetisk materiale eller anden tilsvarende fejl.

Faderskab og medmoderskab

§ 27. Er en kvinde blevet behandlet med assisteret reproduktion af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, anses hendes ægtefælle, registrerede partner eller partner som barnets far eller medmor, hvis denne har givet samtykke til behandlingen og barnet må antages at være blevet til ved denne, jf. dog § 27 a, stk. 1. Samtykket skal være skriftligt og indeholde en erklæring om, at manden skal være barnets far, eller at kvinden skal være barnets medmor.

§ 27 a. Er en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret partner eller en kvindelig partner, blevet behandlet med assisteret reproduktion med en kendt mands sæd af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, anses manden som barnets far, hvis barnet må antages at være blevet til ved denne behandling og manden skriftligt har erklæret, at han skal være barnets far, jf. dog stk. 2. Ægtefællen, den registrerede partner eller partneren til den kvinde, der skal behandles, skal have givet skriftligt samtykke til behandlingen.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis de tre parter, der er nævnt i stk. 1, skriftligt erklærer, at ægtefællen, den registrerede partner eller partneren til den kvinde, der skal behandles, skal være barnets medmor. Herefter anses ægtefællen, den registrerede partner eller partneren som barnets medmor.

§ 27 b. I situationer, der ikke er omfattet af §§ 27 eller 27 a, anses en sæddonor som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved behandling med assisteret reproduktion af en anden kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis

1) den assisterede reproduktion er foretaget af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar,

2) han skriftligt har givet samtykke til, at en bestemt kvinde modtager behandlingen,

3) barnet må antages at være blevet til ved denne og

4) han skriftligt har erklæret, at han skal være barnets far.

§ 27 c. I sager, der ikke er omfattet af §§ 27, 27 a, 27 b eller 28, anses en sæddonor som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion, medmindre sæden er anvendt uden hans viden eller efter hans død.

§ 28. Medmindre andet følger af § 27, § 27 a, stk. 1, eller § 27 b, anses en sæddonor ikke som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion, hvis sæden er doneret til et vævscenter, der distribuerer sæd, en sundhedsperson eller en person, der arbejder under en sundhedspersons ansvar.

§ 29. Bestemmelserne i kapitel 1-4 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Moderskab

§ 30. Den kvinde, som føder et barn, der er blevet til ved assisteret reproduktion, anses for mor til barnet.

§ 31. En aftale om, at en kvinde, som føder et barn, efter fødslen skal udlevere barnet til en anden, er ugyldig.

§ 32. Familieretshuset yder i fornødent omfang vejledning om spørgsmål, der vedrører denne lov, og bistår herunder med udfyldelse af blanketter m.v.

§ 32 a. Ved Familieretshusets behandling af sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset anvendelse.

Stk. 2. Afgørelser om faderskab og medmoderskab og om genoptagelse af en sag om faderskab og medmoderskab træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshuset af Familieretshuset eller familieretten. Dette gælder dog ikke registrering af faderskab efter §§ 1, 2 og 3.

Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.

§ 33. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om behandling af sager efter denne lov, herunder om personregisterførernes og Familieretshusets registrering af faderskab og medmoderskab, om Familieretshusets behandling af sager om faderskab og medmoderskab, om beregning af den periode, hvor moderen blev gravid, og om retsgenetiske undersøgelser.

Stk. 2. Blanketter til brug for registrering af faderskab og medmoderskab og til brug for anerkendelse og afgivelse af erklæring efter §§ 14, 19, 27, 27 a og 27 b skal være godkendt af Familieretshuset. Social- og indenrigsministeren kan bestemme, at underskrifter på disse blanketter skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner eller på anden måde.

Stk. 3. Social- og indenrigsministeren kan bestemme, at en anerkendelse afgivet i udlandet skal ligestilles med en anerkendelse for Familieretshuset.

§ 33 a. Erklæring efter § 2, stk. 1, skal indgives til personregisterføreren ved anvendelse af den digitale løsning, som Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening). Erklæringer, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af personregisterføreren, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. Anmodning om registrering efter §§ 1 a, 3 a og 3 b, anmodning om indbringelse af en afgørelse for familieretten, anmodning om rejsning eller genoptagelse af sag om faderskab eller medmoderskab efter §§ 4, 5, 6, 6 a og 21-24 og anmodning om anerkendelse af faderskab eller medmoderskab efter § 14 skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening). Erklæringer og anmodninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgerne ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal myndigheden, jf. stk. 1 og 2, tilbyde, at erklæringen eller anmodningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1 og 2. Myndigheden, jf. stk. 1 og 2, bestemmer, hvordan en erklæring eller anmodning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 4. Myndigheden kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 3 nævnte tilfælde undlade at afvise en erklæring eller anmodning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for myndigheden ved at modtage erklæringen eller anmodningen på anden måde end digitalt.

Stk. 5. En digital erklæring eller anmodning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for myndigheden.

§ 34. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om fastsættelse af faderskab, medmoderskab og moderskab til børn. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om fastsættelse af faderskab, medmoderskab og moderskab til børn.

§ 35. (Ophævet)