Først afdødes særeje:
Skilsmissesæreje
Ved skilsmissesæreje gælder særejet kun på separations- eller skilsmisseskiftet. Der skal derimod ske deling ved en ægtefælles dødsfald. Skilsmissesærejet bliver derfor en del af det uskiftede bo.
Kombinationssæreje
Adgangen til at sidde i uskiftet bo beror på jeres aftalte ordning om i hvilke situationer, der skal være særeje ved en ægtefælles død afhængigt af, hvem af ægtefællerne, som dør først.
Fuldstændigt særeje
Særejet skal skiftes med det samme. Det er ikke muligt at indgå aftaler om, at særejet indgår i det uskiftede bo. Den arv som længstlevende ægtefælle modtager fra førstafdøde ægtefælle, indgår i det uskiftede bo, medmindre arven er omfattet af en særejebestemmelse.
Brøkdelssæreje
Længstlevende kan kræve, at de aktiver, der er omfattet af brøkdelssærejet, indgår kvalitativt i det uskiftede bo, og at særejebrøken udredes kontant til førsteafdødes dødsbo. Dette gælder dog kun, hvis førstafdøde ikke har rådet over aktiverne ved testamente, der straks skal udredes ved førstafdødes død.
Sumsæreje eller sumdeling
Summen beregnes straks ved førstafdødes død. Det beløb, som derefter er særeje, skal skiftes.
Længstlevendes særeje:
Skilsmisse særeje
Indgå i det uskiftede bo, idet særejet kun gælder på separations- eller skilsmisseskifte.
Kombinationssæreje
Adgangen til at sidde i uskiftet bo beror på jeres aftalte ordning om i hvilke situationer, der skal være særeje ved en ægtefælles død afhængigt af, hvem af ægtefællerne, som dør først.
Fuldstændigt særeje
Holdes uden for det uskiftede bo. Det er ikke muligt at indgå aftaler om, at særejet indgår i det uskiftede bo.
Brøkdelssæreje
Det uskiftede bo vil kvalitativt omfatte alle aktiver i brøkdelssærejet, idet disse også har en delingsformuebrøk. På det senere skifte skal særejebrøken friholdes kvantitativt af det uskiftede bo.
Sumsæreje eller sumdeling
Længstlevendes særejesum og/eller delingsformuesum opgøres først, når det uskiftede bo skiftes. På skiftet skal særejebrøken friholdes kvantitativt fra det uskiftede bo.